Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.

Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.

To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.

Handlingen er ret ligetil. En mand, som blot benævnes som the Time Traveller, har bygget en tidsmaskine, og overfor et selskab, der ligeledes blot beskrives med titler som the Medical Man og the Editor, beretter han om sin rejse mange tusind år ind i fremtiden. Der finder han et meget primitivt folkeslag der lever ganske fredeligt uden at foretage sig ret meget. Han undrer sig over hvordan dette er muligt, og han finder frem til at en hel race af abelignende primitive undermennesker der lever under jorden, holder en hel masse maskineri i gang, der gør det søde liv på overfladen mulig. Han konkluderer at hans tids klassedelte samfund har udviklet sig til to forskellige menneskeracer, begge fastløst til hver deres liv.

Romanens alder slår ikke helt så meget igennem som jeg havde frygtet. Sproget er enkelt og ligefrem, men fortællingen er lidt tung i det, da det hele blot er en lang talestrøm fra denne Time Traveller. Det er en af de klassiske science fiction værker der med rette refereres til ofte, og derfor vel burde læses, men jeg må dog indrømme at jeg ikke synes jeg har fået forfærdelig meget ekstra ud af det, end ved blot at have almindeligt kendskab til historien og dens hovedpointer.

Den handler i al sin enkelhed om at Danmark på ingen tid bliver besat af Tyskland, som led i deres fortstående krig mod England. Og skylden bliver lagt på Danmarks slappe forsvarspolitik. Denne form med via fiktion at argumentere for, at hvis landet ikke opruster sit militær, så kommer tyskerne, har været brugt af andre af tidens fremtidskrigsforfattere, og det er selvsagt at Dommens Dag ikke har de store litterære kvaliteter, når det basalt er militærpolitisk argumentation forklædt som fiktion. Alligevel er den dog mere spændende at læse end lange militærstrategiske opremsninger ville være, da Karl Larsen trods alt er forfatter og ikke militærmand.
Der er ingen egentlig hovedpersoner, men derimod debatter og taler med danske politikere, hvor den danske neutralitetspolitik diskuteres, og samtaler mellem tyske officerer hvor de latterliggører Danmarks forsvar, og derigennem kommer med argumentionen for hvorfor Danmark bør opruste sig militært. Efter disse dele kommer den egentlige handling: besættelsen af København. Det sker mellem kl. 3 og 4 om natten, og det hele er overstået på kort tid uden tab af menneskeliv. Så slemt står det åbenbart til med byens forsvar.

Dommens Dag er nok mest interessant læst i en historisk kontekst, hvor de andre romaner i SFCs “serie” af gamle danske science fiction romaner, har mere at byde på litterært og hvad angår plot. Men Dalgaards efterord gør den alligevel til interessant læsning. Den rammer stadig et eller andet typisk “dansk”, med vores forsøg på en neutral forsvarspolitik og vores position som et lille land i en stor verden. Men der er også andre elementer end det militærpolitiske i romanen, herunder en satirisk kommentar til nyhedsformidlingen, hvor alle landets aviser rydder deres indhold for at skrive om en afdød digter, mens statens udenlandslån på 40 millioner kroner går næsten ubemærket hen. Det får en til at tænke på disse dage, hvor medierne forvirrer sig selv med om de skal fortælle om dansk deltagelse i melodigrandprixet eller om det royale bryllup, mens strejkekonflikten stadig ikke er kommet nogenvegne.
Dommens Dag er en lille sag på kun 90 sider og dermed mindre end selv et nummer af Proxima, og det bliver nok et særtilfælde at udgive sådan en tynd bog, men med en pris af kun 99kr og lidt under 80kr for medlemmer, er den værd at overveje.

Historien følger Maris og Brandy. Maris driver en bar og han har fået skiftet store dele af sin krop ud med syntetiske erstatninger, hvilket gør at han næsten ikke ældes. Han møder “spaceren” Brandy, en kvinde der arbejder på et rumskib. De indgår en form for forhold, men da mænd ikke må være på rumskibe (det anses som ulykkelesbringende), er det selvfølgelig ikke nemt. Mere plot er der som sådan ikke i det, men det er stadig en god sød lille historie, der bruger science fiction elementerne som en central del af historien, så det ikke bare ligeså vel kunne være en historie om fx søfarende.

Selve præmissen for historien med at der ikke er nogen beboelige planeter derude, er et forfriskende realistisk modsvar til de utallige space opera fortællinger hvor det tilsyneladende vrimler med planeter perfekte til mennesker. Men det lader ikke til at være Spinrads primære formål med historien. Det bliver derimod en mærkelig blanding af manipulation via disse “sensoer” og en omgang filosofisk eksistentialisme om mennesket og tomrummet. Tror jeg, for må indrømme de sidste sider blev noget abstrakte.
Kortromanformen på lidt over 100 sider passer perfekt til denne historie. Man bliver hurtigt grebet af Spinrads spændende sprog og det store omfang af en ellers mindre historie.

Denne gang er det en benzindråbe der er den røde tråd i bogen, hvis historie går helt tilbage til en urhest hvis biologiske masse over årtusinder bliver til olie, for at blive pumpet op af en olieboring i Utah engang i 1973, hvor bogens hovedperson kom ud for en arbejdsulykke. Han voksede op i Sovjetunionen og havde en forkærlighed for at cykle, men flygtede til USA da hans cykeltalent ikke var godt nok til en sportskarriere.

Hele historien viser et deterministisk verdensbillede hvor intet er tilfældigt, men alle begivenheder i et givet øjeblik har en årsagsvirkningskæde der går helt tilbage til universets begyndelse. Omend forfatteren dog selv sætter spørgsmålstegn ved denne determinisme et sted i bogen. Blandingen mellem almindelig handling og videnskabelige foredrag fungerer godt og supplerer hinanden. Det er nu sjældent man i en roman både bliver klogere på folkeslag i Sovjetunionen og den kemiske sammensætning af LSD.

I en underjordisk drypstenshule et sted i Schweiz i år 1906, finder en mand en sten der afgiver en brummende vibrerende lyd, som han tager med sig og efterfølgende skifter stenen ejermand, og bliver en slags bifigur til store begivenheder i Tysklands historie de sidste små hundrede år. Peter Adolphsen har blandet handlingen sammen med en række citater på tysk og grundige videnskabelige forklaringer om især geologi.

Måske burde man afsætte mere tid til at forbyde sig i denne bog end den times tid jeg har brugt på den, men den slog bare ikke igennem for mig. Det er da en anderledes skrevet bog der gør flittig brug af videnskabelige fakta, uden at være egentlig science ficiton, men der kom aldrig nogen forklaring på denne brummende sten og jeg kan ikke umiddelbart tolke hvad symbolikken måtte være. Hvis nogen derude har læst den er jeg meget interesseret i jeres meninger om og tolkninger af denne bog. I mellemtiden vil jeg se om hans nyere bog, Machine, har mere at byde på.

Historien er dateret til 2018, men det er ikke umiddelbart en genkendelig verden. I en provinsby kaldet Baringstouke kommer en mystisk mand ingen kender til byen og ubehagelige rygter spredes hurtigt. Han viser sig at være doktor, der udfører nogle sære eksperimenter med dyr i sin lade. Han hævder selv disse forsøg er i menneskehedens interesse. Borgerne i byen får via brudstykker af oplysninger og beretninger en fornemmelse af at det snarere er eksperimenter med mennesker han udfører, som gør dem mere og mere skræmte. Hvor til sidst at en gruppe en dag beslutter sig for at få afsløret hvad han virkelig har gang i.

På så få sider er der ikke meget dybde eller personskildring, men derimod en helt lige ud af landevejen fortælling. Biblioteket har klassificeret den som science fiction og fantasy, men det kan kun til nøds kaldes science fiction. Jeg vil mere kalde det en nyskabelse af de klassiske horrorhistorier om gale videnskabsmænd og deres grufulde eksperimenter der går helt galt. Men selv som horror fungerer historien heller ikke. Den bidrager men intet nyt eller overraskende, så det kommer ikke i nærheden af at være skræmmende eller interessant. Som film instrueret af George A. Romero havde det muligvis været bedre.

Man opdager hurtigt at det må en “alternate history” historie, da årstallet er angivet til 1832 og telefoner og elbiler bruges hyppigt. Det forklares ikke helt specifikt, men grunden lader til at være at romerriget aldrig gik i opløsning og dermed har den teknologiske udvikling taget voldsom fart. Vi følger Edward Raleigh, der er en form for repræsentant for sit familienavn, bliver sat på en mordsag, hvor en ung studerende ved navn Justin Raleigh er blevet myrdet. Mord er helt uhørt i samfundet og da der tilsyneladende intet motiv kan være til at dræbe denne fredelige studerende, kommer efterforskningen ikke langt. Men da man i praksis kan leve evigt, så fortsætter Edward sin efterforskning i flere hundrede år, og kommer nærmere en forklaring i takt med den teknologiske udvikling. En meget hastig udvikling der hurtigt bringer menneskerne ud til stjernerne og opnår gudeagtige evner.

Da historien kommer til at handle om så markante udviklinger af mennesket og dets fremgang, er det lidt synd at det kun er en kortroman på lidt over 100 sider. For meget af denne spændende og fantastiske fremgang bliver forklaret i sammenfattede resumer, for at den røde tråd med mordsagen kan hænge sammen, fremfor at give bogens verden tid til at forklare sig selv, som det er tilfældet i hans andre store værker. Det er lidt et antiklimaks med så omfattende og store ideer på så lidt plads, men det viser omvendt også en forfatter med overskud til netop at præsentere store ideer i et temmelig lille og enkelt plot, og godt kan skrive i noget kortere form end han plejer, uden at det går udover målestokken i hans ideer til en anden verden.

Historien finder sted på Mars godt 100 år i fremtiden og vi følger privatdetektiven Alexander Lomax i en sag der starter med blot at være en forsvunden person, men som viser sig at handle om meget værdifulde fossiler af det der engang havde været liv på Mars. I første omgang var jeg lidt negativt indstillet til historien, da det lignende endnu en triviel detektivhistorie og selvom opbygningen også var af en sådan karakter, så blev det mere interessant da plottet begyndte at handle om en slags robotter som mennesker kan overføre deres hukommelser i og dermed leve evigt, kaldet “transfers”. Det stiller nogle interessante problemstillinger hvad angår robotter med et menneskesind. De har ingen DNA, fingeraftryk eller lignende der kan identificere dem, heller ikke visuelt da udseendet kan designes efter personens eget ønske, hvilket jo komplicerer detektivens arbejde noget, da han blot må stole på at folk er hvem de påstår de er. Samt selvfølgelig velkendte filosofiske spørgsmål om mennesket kun er dets hukommelse, hvad gør man med originalen når man har uploadet sit sind til robotten og problemerne med flere kopier af samme person.

Jeg synes ikke det er noget fantastisk værk, da det er noget traditionelt med detektivopbygningen og et plot der selvfølgelig bliver twisted flere gange, men formår alligevel ikke rigtigt at være overraskende eller nyskabende. Den er dog fint spændende hele vejen igennem og de små 100 sider er hurtigt læst. Dragon Page har lavet et udmærket podcast interview i deres show 230, hvor de diskuterer problemstillingerne fremstillet i denne novella, om blandt andet hvordan det religiøse samfund vil reagere på en sådan teknologi og om det er en ide at lave backup-teknologi af mennesker.