Tag Archives: kolonisering

Green Mars

Posted on by
Reply

Green MarsGreen Mars er anden del i Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi, og jeg vil anbefale folk at læse min omtale af første del, Red Mars, da meget af det samme jeg skrev der også kan siges om Green Mars. I øvrigt blev den også belønnet med en Hugo Award.

Green Mars følger op på Red Mars ca. 40 år efter hvor de første generationer født på Mars er vokset op, og planeten går en ny tid i møde. De er så småt ved at komme på benene igen efter den voldsomme krig i 2061, men de resterende af de første 100 kolonister lever nu i skjul i undergrunden mens transnationale selskaber mere og mere er ved at overtage planeten.

Hvor Red Mars startede ud med at være meget videnskabelig og gå mere over i det politiske, er disse elementer nu mere blandede. Terraformning er blevet et politisk og kommercielt projekt, og der skildres mange holdninger og dagsordener fra både videnskabsmænd og transnationale firmaer. Nu er debatten ikke kun om man skal terraforme Mars eller ej, men også om man først skal satse på at få så meget varme som muligt – på bekostning af meget kuldioxid i atmosfæren og dermed ikke i første omgang en atmosfære dyr og mennesker kan leve i, eller om man først og fremmest skal arbejde på at få en atmosfære man kan leve og ånde i og så blot må acceptere noget koldere temperaturer. Igen viser Robinson sin evne til at belyse en problemstilling fra mange vinkler, hvor det ikke bare er sort/hvidt.
Hvor Robinsons lidt venstreorienterede holdninger lurede lidt under overfladen i Red Mars, kommer de nu langt mere klart til udtryk, da store dele af bogen handler om grundlæggelsen af et nyt samfund på Mars og dermed hele processen i udvælgelsen af det politiske system, det økonomiske system, frihedsrettigheder osv., som ender med at være baseret på noget der minder ingen privat ejendomsret, en økonomi der prøver at være modsat markedsøkonomi, men også almindelige menneskerettigheder bliver fastsat. Det er i “undergrunden” dette foregår hvor de forskellige parter mødes og prøver at tænke nyt og se fordele i at arbejde sammen mod det samme mål er et frit veletableret Mars, fremfor at arbejde mod hinanden uorganiseret som ved sidste revolutionsforsøg i 2061.
De er dog stadig meget splittede på flere områder. Der er stadig nogen der ikke mener Mars skal terraformes, nogen ser en voldelig revolution som den eneste udvej mens andre vil gå mere fredeligt til værks, og endelig er der uenighed om forhold til jorden, om man skal isolere sig eller samarbejde. I dette får vi en interessant skildring af de generationer der er født på Mars, som bliver fremstillet som nærmest arrogante hvad angår jordens problemer og tænker primært på at sikre deres egen sikkerhed og eget frie liv på Mars.

Det meste af bogen handler dermed op optakten til endnu en revolution, som først bliver udløst i det sidste kapitel, og så synes jeg lidt at en optakt på 550 sider er lidt lang. Der introduceres mange personer i dybden, som jeg ikke helt kan se hvorfor vi skulle gå igennem så grundigt, men det kan være de får mere betydning i Blue Mars så det giver mere mening. Green Mars lider måske lidt af at være en mellembog i en trilogi, for hele handlingen udspiller sig også i en mellemperiode – efter en mislykket revolution til optakten til en ny omvæltning. Resultatet af dette kommer nok i Blue Mars, men det gør Green Mars som sagt bliver noget langtrukken, og den kunne måske godt have været i hvert fald kortere, medmindre sammenhængen til sidste bog i trilogien forsvarer det jeg synes var lidt overflødigt. Det var også mit indtryk at der var langt mindre dialog i den, hvilket også gjorde den lidt tungere at komme igennem. Det skal dog ikke tolkes som at den er direkte dårlig, men man må nok tage den som en nødvendig mellembog der ender med at binde hele trilogien sammen (håber jeg da på) og i sig selv dermed virker noget ukomplet.

Red Mars

Posted on by
2

Red MarsKim Stanley Robinsons Mars-trilogi er et rimelig omtalt og meget rost værk, så den måtte jeg selvfølgelig gå i gang med. Red Mars er den første bog i trilogien, og som fik en Nebula Award i 1993. Trilogien handler i overordnede træk om koloniseringen af Mars, den efterfølgende terraformning for at give Mars en atmosfære mennesker kan leve i og skabelsen af et nyt samfund på Mars. Den første del, Red Mars, starter i år 2026 hvor vi følger de første 100 kolonisters rejse til Mars og hvordan de får etableret en by, og så småt begynder på at terraforme. Som tiden går bosætter flere og flere sig på Mars, hvilket naturligvis medføre store politiske problemer.

Bogen starter dermed med at være meget teknisk og videnskabelig orienteret, hvor vi følger kolonisternes problemer med at etablere en base på Mars, hvordan de skaffer vand og energi, samt en masse overvejelser over hvordan man kan terraforme Mars til at skabe en menneskelig atmosfære. Derefter udvikler historien sig i en mere politisk retning, og det hele ender i en voldsom og blodig revolution. Selvfølgelig krydret med personlige intriger, romantik, had og mest af alt stor uenighed om Mars’ fremtid, da ikke alle er lige begejstret for at terraforme Mars, men så gerne planeten forblev som den var og ikke blev ødelagt af mennesker. Her er det for alvor Robinsons politiske holdninger lidt kommer frem, og dem som måske kender til hans andre bøger vil vide at de alle indeholder en kritik af den menneskelige ødelæggelse af miljøet. Dog er det på ingen måde entydigt, for vi får mange vinkler og gode argumenter belyst. En anden pointe han tager fat på er om menneskeheden kan frigøre sig fra sin blodige fortid og prøve at lære af den, eller om vi aldrig bliver klogere og alligevel ender med at ødelægge alt med krig. Konklusionen bliver umiddelbart det sidste. Det politiske i bogen kredser nemlig især om hvordan beboerne på Mars desperat forsøger at skabe et nyt samfund der er frigjort fra jordens kommercielle interesser, men på jorden er der stadig store fattigdomsproblemer, overbefolkning og atomkrig i mellemøsten, så de mener selvfølgelig de har ret til at udnytte de mange resurser der er på Mars. Alt dette bliver kun belyst fra beboerne på Mars, og jeg kunne måske godt have ønsket at vi også fulgte nogle personer på jorden og hvordan de så på Mars, men kan sagtens forstå meningen med at Robinson holder sig til kun at fortælle sin historie set fra Mars af.

Nogen vil måske mene at Robinsons skrivestil er lidt tung i det, med mange tekniske detaljer og til tider lange beskrivelser, og man kan da heller ikke komme udenom at det er meget hård science fiction, men jeg synes nu han rammer en god balance. Vi skifter synsvinkel igennem bogen mellem forskellige personer af de første 100 kolonister, og dermed kommer der vidt forskellige vinkler og beskrivelser af situationen og problemerne. Det kører heller ikke bare derudaf i et ensidigt tempo, men kan skifte mellem at gå helt i detaljer om en enkelt situation for at springe hurtigt måneder eller år frem. Det gør at man som læser flere gange skal prøve at danne sig et indtryk af hvad der er sket af udvikling de år der nu blev sprunget over, så alt bliver ikke serveret kronologisk. Kan også godt lide de metaforer han til tider bruger, såsom

…as if he had walked off a cliff and was trying to argue his way back to ground.

Det giver lige et ekstra pift.

Som helhed virker værket meget gennemarbejdet, og selvom jeg ikke skal kunne sige om de diverse tekniske detaljer er videnskabelige korrekt, så får man i hvert fald det indtryk at forfatteren har undersøgt tingene igennem inden han har brugt dem i sin bog. Den politiske udvikling er ligeledes godt gennemtænkt, hvor han klart viser at fx revolutioner er langt mere komplekse og ustyrlige, da der ikke bare er en oprørsfraktion, men hundredevis der arbejder uafhængigt og mod hinanden, samt at ingen holdning fra nogen part er entydig og at der også er store uenigheder på jorden. Det er ikke bare to parter i hvert sit hjørne, men et utal af forskellige nuancer og meninger. Om det ligefrem bør kaldes realistisk ved jeg ikke, men som tidligere nævnt har Robinson klart en pointe om at selvom man prøver at starte helt forfra på en ny planet, er det svært at frigøre sig fra tidligere tiders historie og hvordan mennesker i årtusinder har opført sig. Selvom det hele lige er krydret på det dramatiske, så virker det nu meget troværdigt.

Trilogien fortsætter jo med Green Mars og derefter Blue Mars, hvilket man nok bør læse også, selvom Red Mars på sin vis godt kan gå for en historie for sig. Jeg ser frem til at gå igang med Green Mars :-)

Revelation Space

Posted on by
2

Revelation SpaceDenne bog fra 2000 er Alastair Reynolds første roman og han har efterfølgende skrevet flere bøger og noveller i samme univers. Historien her kan dog fint læses alene.

Handlingen finder sted ca. 500 år ude i fremtiden, hvor vi starter med at følge tre hovedfigurer der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men de enkelte handlingsmønstre flettes hurtigt sammen. Først og fremmest arkæologen Dan Sylveste som på en fjern koloniplanet prøver at finde frem til hvad der skete med en intelligent race der udødede for næsten en million år siden. Lejemorderen Khouri som slår rige mennesker ihjel mod betaling fra dem selv, og på rumskibet Infinity følger vi Volyova og resten af besætningen som prøver at finde en vaccine til deres kaptajn som er inficeret med en ukendt virus. Plottet som helhed går på at få kortlagt en galaktisk begivenhed der skete for millioner af år siden og det går langsomt op for personerne at der gemmer sig en trussel mod hele menneskeheden.

I Reynolds univers er det ikke muligt at flyve hurtigere end lyset, så interstellar rumfart opnås i stedet ved at besætningen går i dvale mens rumskibet bevæger sig så tæt på lysets hastighed som muligt. Dette giver jo nogle store relative tidsforskydninger for de personerne i bogen, og dette illustreres ved at bogen i starten springer meget rundt i årstallene, men de begivenheder hænger alligevel sammen selvom de er foregået over så lang tid. Derudover skriver Reynolds på en interessant måde hvor man egentlig ikke får de store forklaringer på hverken personerne eller om den verden det udspiller sig i. Hele tiden bliver det anslået at personerne ved en masse vi som læsere ikke ved og det udfordrer en som læser til at være godt opmærksom på selv at sætte de enkelte delinformationer til en helhed, når vi nu ikke får det hele leveret i lange forklaringer. Det samme med selve det univers det hele udspiller sig, da vi ikke får nogle lange historiske forklaringer på menneskehedens historie fra i dag og frem til år 2566 hvor historien primært finder sted. På mange måder er den egentlig skrevet som om det var nutiden det foregår i, og ikke i fremtiden. Skriver man en bog der foregår i nutiden vil man jo heller ikke komme med lange historiske forklaringer eller grundige tekniske udredninger af diverse ting der bruges. Så det må man som læser også selv stykke sammen som man lærer det hele bedre at kende. Det er nu meget befriende at læse en science fiction historie på den måde, som udfordrer ens fantasi og evne til at danne sig et overblik, fremfor at få det hele serveret i lange forklaringer. Det efterlader en med et klart indtryk om at dette univers kan indeholde langt flere historier og det er jo netop også tilfældet, da Reynolds som nævnt har skrevet flere bøger i selvsamme univers. Hvad plottet angår gør det dog at man til sidst får en masse forklaringer, men det gør ikke noget og selv plottet er ikke fuldt udpenslet i alle detaljer til sidst.

Alt dette gør også at der ikke som sådan er de store refleksioner til nutidens samfund, eller ikke nogen jeg kan se i hvert fald, så egentlig får vi “bare” en pokkers god historie i et interessant fremtidsunivers. Det er jo heller ikke at kimse af og det giver kun en lyst til at læse de andre bøger, for at få mere at vide om alt det der ligger bag.

Reynolds er uddannet astronom og fysiker, hvilket især kan se til sidst hvor han bruger et sort hul og en neutron stjerne på en sjov måde, og en interessant udlægning af Fermi paradokset. Selvom teknologien beskrevet virker overmådelig fantastisk, så er det alligevel fremstillet og beskrevet på en rimelig troværdig måde, men den er på ingen måde fyldt med lange teoretiske videnskabelig udregninger af alt muligt.

Som helhed må jeg sige jeg er ganske imponeret over Revelation Space og som nævnt var det på mange måder en befriende og udfordrende bog at læse, som fokuserer på det at fortælle en historie snarere fremfor at opbygge en eller anden kompleks vision for fremtiden. Reynolds bruger blot fremtiden som ramme for sin historie og ikke omvendt, som nogle forfattere har det med kun at fokusere på den verden og den ide de har, og næsten glemmer at der også skal fortælles en historie.