Havet starter som en traditionel rumrejsehistorie, hvor et koloniseringsrumskib forlader Jorden og sætter kurs mod en planet 22 lysår fra Jorden. Da de når frem opdager de at planeten er beboet af intelligente væsener der bedst kan beskrives som store elefanter med et par ekstra fangearme. Gaierne bliver de kaldt. Deres teknologiniveau er omtrent det samme som menneskenes, dog har de ikke rejst i rummet, men alligevel ser gaierne ikke menneskene som ligeværdige eller helt intelligente væsener, da de ikke kan forestille sig, at så små, spinkle og småhovedet væsener kan være intelligente. Wulff beskriver gaiernes samfund og kultur i mange detaljer og har endda opfundet et tilhørende sprog. I sig selv imponerende og spændende nok, men min primære anke mod værket bliver, at jeg finder det hele både usammenhængende og utroværdigt. Romanen ligger som sagt op til at skulle være en rimelig realistisk og troværdig rumrejsehistorie, men specielt virker besætningen på rumskibet og deres handlinger, i hvert fald for mig, utroværdige og alle omstændighederne ved mødet med gaierne bliver simpelthen for langt ude og egentlig lidt fjollede. Det gælder så primært for den midterste del af romanen, med de Wulffske indslag med bizar aliensex og dræbende lange passager med intetsigende gaiske fortællinger, der får en til at se langt efter næste kapitel. For henimod slutningen blev min interesse genfundet, hvor handlingen igen bliver håndgribelig og spændende.

Nu har jeg jo kun læst to andre romaner af Wulff, Anno Domini og Hjernen, men oplevelsen er meget den samme, med et rimelig håndgribelig science fiction plot udenom og så er den Wulffske filosofi sat ind i midten. En form der er irritererende, frustrerende og provokerende, men stadig ikke så man mister lysten til forfatterskabet, der skal nok bare gå lidt tid mellem hver bog.

Krigen mod de uovervindelige Hydgrogues fortsætter og endnu flere problemer hober sig op. Man beslutter sig for at benytte en Klikiss Torch igen mod gasplaneterne og har tilsyneladende en vis succes med det. Men interne stridigheder opstår da Roamersene, der producerer brændstof til brug i rumskibe, afskærer al handel som reaktion på plyndring af et af deres ubevæbnede fragtskibe. Lederen af Hansa svarer igen med en endnu mere vanvittig offensiv, der består af plyndring og forsøg på massemord. Samtidig har Roamersene hjulpet de grønne præster på Threon med at opbygge deres byer igen efter et angreb fra Hydrogues, så den politiske situation er endnu mere tilspidset.
Udover det bliver gamle Klikissplaneter koloniseret i stor stil, da man har fundet deres netværk af ormehuller og ser det en mulighed til ikke at blive afhængig af brændstof fra Roamers. Men Roamersene er også ved at få et es i bagånden, da de får hjælp af en gammel fjende til Hydroguesene, en form for vandbaseret skabning kaldet wentals.
Hos Ildirans går alt heller ikke godt. Den nyudnævnte leder Jora’h skaber fornyelse ved at bryde med flere gamle traditioner, men hans bror Rusa’h går imod ham med en plan om at gøre sig selv til leder, og ved hjælp af et vanedannende stof får han en hel planets befolkning som sine tro følgere.
Klikiss robotterne viser nu deres fjendskab til både Ildirans og mennesker ved temmelig formålsløst at angribe forsvarsløse planeter. De er på en eller anden måde allierede med Hydgroguesene.

Problemerne med denne bog er som i de to foregående, men nu endnu værre fordi den også har mange af de problemer som de mellemste bøger i lange serier ofte har. Der sker reelt ikke noget de 638 sider. Det hele er blot videre eskalering af eksisterende konflikter og plots. Situationen tilspidses uden at der tilføjes noget rigtigt nyt. Og de få ting der sker har man kunne forudse længe. Der er total mangel på variation i fortællingen, hvor et enormt slag i rummet der er så voldsomt, at det får en sol til at gå ud, bliver beskrevet på ligeså få linjer og med samme ligegyldighed som en lille ting hvor en pige finder et nyt kæledyr på en ny koloniseret planet. En enkelt ting får dog den plads den fortjener, nemlig oprøret mod Ildirans leder Jora’h.

Men hele den politiske krigsgale linje som Hansa lederen fører i historien bliver mere og mere usmagelig, og jeg håber da at Anderson på et tidspunkt får det vendt til en eller anden form for modkritik, for ellers ved jeg ikke hvad det siger om hans ideologi hvis den form for militærdiktatur skal fremstilles som den eneste løsning.
Derudover så har Anderson nogle underlige kriterier for hvad der er litterær kvalitet, når han udelukkende med udgangspunkt i hans series længde sammenligner det med Krig og Fred i sit forord. Han har fået at vide af Dean Koontz a han skal tænke stort, hvilket han så har tolket som at lade en historie træde vande så længe som muligt.
Jeg må spørge mig selv endnu engang, hvorfor jeg åbenbart gider at blive ved.

Der er ikke noget helt overordnet tema i denne roman, men derimod en fantastisk unik kombination af en lang række klassiske science fiction emner. Det starter som en “first contact” historie, men fokus går hurtigt væk derfra. Vi hører intet om den globale reaktion fra Jorden på den store opdagelse, men følger derimod udelukkende besætningen på Rockhopper og deres interne stridigheder og overvejelser, om det nu også er en god ide at undersøge Janus nærmere. Og dette fokus fortsætter når de ser sig nødsagede til at nødlande på Janus og må starte en koloni op der. Så bliver fokus på at få et lille samfund til at fungere med mennesker i en stærkt presset situation. Uden jeg skal afsløre for meget af handlingen, dukker nye vinkler løbende op, som konsekvenser med tid og rum ved at rejse med lysets hast, mødet med rumvæsener man ikke forstår, den fjerne fremtid og fjerne fortid på en gang og igen store kosmologiske spørgsmål og “sense-of-wonder”, som man kender Reynolds for. Alt dette hænger fantastisk godt sammen!

Mange af ideerne Reynolds bruger er måske ikke specielt nyskabende eller originale, og en anmeldelse på Infinity Plus gør da også lidt grin med hvor meget af det der er set før. Men det synes jeg nu ikke er negativt, for det er en flot måde denne historie fletter det hele sammen til en sammenhængende handling, der kort og godt gør romanen til rigtig god læsning.

Reynolds brillerer specielt ved at gøre tekniske og videnskabelige forklaringer både forståelige og til en interessant og troværdig del af plottet. Det giver mening for at forstå handlingen og de valg personerne træffer. Det er ikke bare teknisk fyld for at det skal se smart ud. På lidt over 500 sider er det ikke nogen helt kort bog, men den er alligevel nem at komme igennem og jeg synes ikke der er nogen rigtig overflødige passager, som andre forfattere der skriver lange bøger ofte kommer til, med at lade en lang række bipersoner genfortælle handlingen for sig selv og hinanden.

Den kan klart anbefales til dem der har læst Reynolds før og til dem der vil stifte første bekendtskab med ham, for så er dette en god introduktion til hans kvaliteter, uden at man roder sig ud i hans større sammenhængende Inhibitor-sekvens.

Jeg hørte et glimrende foredrag om “dark energy” af Tamara Davis, som på god og spændende vis fortalte hvordan de forsker og arbejder inden for det her felt. Hvor svært det er at finde supernovaer og dets relevans for forskning inden for mørk energi.
Lige bagefter kom Klaus Æ. Mogensen og fremlagde en ide om at få plads til 500.000.000.000.000 mennesker i solsystemet. Han startede med at afvise alle planeterne som uegnede, men kom i stedet med den løsning at bruge kupierbæltet som råstofmateriale, da det indeholder en masse is og andre mineraler til brug i at kunne dyrke jord, til at bygge store roterende cylindre med landskaber på indersiden, ala. Rendesvouz with Rama. Spændende ide synes jeg, fremfor blot at tale om kolonisering af exoplaneter som mange science fiction forfattere ellers ender på. Det kræver bare lige vi får bygget nogle mere intelligente robotter, får billige karbonnanorør, en rumelevator og fusionskraft, men det mente Klaus ikke var ret langt fra virkeligheden længere.

Senere havnede jeg i en fælles bogsalgsstand og passede den nogle timer, mens forfatterne skrev autografer overfor. Jeg fik da også min Det Himmelske Tyranni signeret af Baxter.
Så skulle der gøres klar til banketten og tidsplanen skred selvfølgelig. Rummet var nok lige lidt for lille til alle bordene og ikke mindst den enorme mængde mad. Men vi fik da maden og det var lækkert og mættende, dog uden at være fantastisk. Man prøvede at vise et interview med Brian Aldiss på en storskærm, men det fungerede slet ikke da lyden ikke var god, hvilket medførte at folk begyndte at snakke igen og så var det hele lige meget. Bedre gik det med at få overrakt og præsenteret Anne McCaffreys nye hyldest bog til hende skrevet af en masse fans.

Sidst på aftenen var der en maskerade, men uden nævneværdige indslag. Korte sketches med tam humor eller præsentationer af deres tøj. Bagefter var der award uddeling hvor blandt andet den nye Danmarksmester i Star Trek fik sin pokal og Kristan Massey blev annonceret som vinderen af SFCs romankonkurrence, for sin bog År 2035.

Man opdager hurtigt at det må en “alternate history” historie, da årstallet er angivet til 1832 og telefoner og elbiler bruges hyppigt. Det forklares ikke helt specifikt, men grunden lader til at være at romerriget aldrig gik i opløsning og dermed har den teknologiske udvikling taget voldsom fart. Vi følger Edward Raleigh, der er en form for repræsentant for sit familienavn, bliver sat på en mordsag, hvor en ung studerende ved navn Justin Raleigh er blevet myrdet. Mord er helt uhørt i samfundet og da der tilsyneladende intet motiv kan være til at dræbe denne fredelige studerende, kommer efterforskningen ikke langt. Men da man i praksis kan leve evigt, så fortsætter Edward sin efterforskning i flere hundrede år, og kommer nærmere en forklaring i takt med den teknologiske udvikling. En meget hastig udvikling der hurtigt bringer menneskerne ud til stjernerne og opnår gudeagtige evner.

Da historien kommer til at handle om så markante udviklinger af mennesket og dets fremgang, er det lidt synd at det kun er en kortroman på lidt over 100 sider. For meget af denne spændende og fantastiske fremgang bliver forklaret i sammenfattede resumer, for at den røde tråd med mordsagen kan hænge sammen, fremfor at give bogens verden tid til at forklare sig selv, som det er tilfældet i hans andre store værker. Det er lidt et antiklimaks med så omfattende og store ideer på så lidt plads, men det viser omvendt også en forfatter med overskud til netop at præsentere store ideer i et temmelig lille og enkelt plot, og godt kan skrive i noget kortere form end han plejer, uden at det går udover målestokken i hans ideer til en anden verden.

Vi følger sikkerhedsspecialisten Tanner Mirabel og hans hævntogt mod den mand han holder ansvarlig for døden af sin chefs kone. Denne jagt leder ham væk fra hans egen planet, Skys Edge, og til Yellowstone systemet og byen Chasm City. Dette lyder umiddelbart noget trivielt, men som historien skrider frem bliver det motiv ikke drivende. Tanner ryger hurtigt ind i andre og mere komplekse sammensværgelser og mysterier, da han når til Chasm City og erfarer at byen har været underlagt en form for virus der har inficeret al avanceret elektronik. Alt i mens han kæmper med hukommelsestab og i bogstaveligste forstand at finde ud af hvem han egentlig er. Meget mere bør jeg vist ikke afsløre.

Jeg kan ikke komme udenom at det er et glimrende værk Reynolds har skrevet, med et plot man bestemt skal holde tungen lige i munden for at fange og hvor intet er som det giver sig ud for at være. Men den ligger lidt ved siden af min personlige subjektive smag. Først skulle jeg vænne mig til førstepersons synsvinklen. Derudover er den gangstermentalitet karaktererne er bygget op på heller ikke lige mig, da langt det meste af fremskridtet i plottet foregår ved at nogen peger en pistol mod en anden og tvinger dem til at gøre som de siger.
Tempoet i bogen er også lidt problematisk. Det tog mig temmelig lang tid at komme rigtig i gang, og det var først de sidste 200 sider jeg fik læst hurtigt. Der sker skam en masse, men meget af det virker meningsløst i starten, omend det hele selvfølgelig giver god mening til slut. På den måde er det dog rart med en forløsende slutning. Der var altså mening med galskaben.
En bog skrevet i førsteperson skal selvfølgelig have en god personskildring, og den er da også i topklasse. Man lærer personen at kende på samme måde som han lærer sig selv at kende, igennem alt det der sker omkring ham.

Nu har jeg brugt en masse linjer på at sige noget egentlig ganske ligetil: Bogen er af høj kvalitet, men ikke lige min personlige smag. Jeg kunne bedre lide Revelation Space.

Krigen mod MorningLightMountain fortsætter på mange fronter og det er så småt ved at gå op for lederne, at der kunne være noget om konspirationsteorien, da mange ting begynder at hænge mere og mere sammen. Ligeledes er de utallige sideplots og personer ved at få flettet deres handlingsforløb sammen i en større kontekst, som det også var tilfældet i NDT. Der skal træffes nogle store beslutninger for menneskehedens fremtid og det går ikke stille af sig.

Det er en simpel klassisk historie med onde rumvæsener der invaderer Jorden med laserpistoler. Hamilton pakker det blot ind i 2000 siders kompleks konspirationsteori og kriminalhistorier inden de mærkelige aliens angriber med deres laservåben.
Meget samme tema som i NDT med at hele menneskeheden bliver udsat for en slags prøve hvor de sammen må finde en løsning for at overleve som race. Og igen vendes temaer om brug af krig og våben nu også er den rette fremgangsmåde, også når der ingen anden udvej synes at være.
Efter at have læst Niels Dalgaard skrive noget om forfattere der har det med at fortælle den samme historie fire gange i samme bog, blot fra forskellige personer, indser man jo at det også er tilfældet for Hamiltons bøger. Vi har en række hovedpersoner der hver for sig kommer nærmere sandheden om The Starflyer, og samtidig også finder ud af noget om hinanden. Den slags fylder jo selvfølgelig en hel del, selvom historien ikke bliver længere af den grund, men det gør nu personkarakteristikken mere interessant, fremfor at det blot var en helt der fandt ud af det hele. Det vil være lidt kedeligt. Problemet er derimod at vi som læsere faktisk ved stort set det hele, og blot læser om de forskellige personer finde ud af hvad de andre ved. Den form for historiefortælling er nu i princippet fin nok og kan godt fungere, og gør det også her, da det ikke bliver direkte kedeligt, men igen er det ganske enkelt for meget. Ved NDT havde jeg intet imod længden og synes det gav god mening at have så mange detaljer med, men det samme er ikke helt tilfældet her. Der er alt for mange sider med endeløse samtaler blandt personer der kun rykker historien ganske lidt.
Men det er jo et bevidst valg fra forfatterens side, for vi har jo set med bøger som Misspent Youth og Fallen Dragon, at han sagtens kan skrive på en anden måde. Historier at det her omfang egner sig nu nok bedst til denne form.

Skal dog ikke forstås alt for negativt, for det er stadig en fantastisk historie og specielt den sidste havldel af denne bog rykker historien sig fint fremad hele tiden, da hovedpersonerne nu arbejder sammen og ikke skal rende rundt og finde ud af den samme information igen og igen. Plottet hænger glimrende sammen og jeg synes at den tager sig tid til at slutte ordentligt og ender ikke alt for letkøbt, hvor jeg synes NDT blev lidt forhastet til sidst og “løsningen” var lidt for meget “lad os spole tilbage”.
På The Dragon Page fandt jeg et podcast interview hvor han fortæller om denne bog og afslører lidt af hans kommende trilogi, Void Trilogy, der foregår i samme univers 1000 år længere ude i fremtiden. Der burde bestemt være noget at glæde sig til.

Historien finder sted et par hundrede år ude i fremtiden hvor en gruppe ingeniører, minearbejde og andre fagfolk er blevet sendt ud til en større asteroide ved navn Ida for at bygge en stor rumstation med henblik på minedrift drevet af verdens rigeste mand, Kennedy Lacombe. Det går fint den første tid, men så opdager stort set alle stationens kvinder at de er blevet gravide, hvilket ikke burde være muligt med de præventionspiller de er blevet beordret på at tage, men ikke desto mindre er det realiteten. Lacombe vil ikke tolerere at hans minedrift bliver sat over styr af et kuld babyer på en station der ikke er bygget til det formål, så han beordrer at de ved fødslen skal sendes hjem til Jorden. Dette finder de nybagte forældre sig selvfølgelig ikke i, og ledet af John McVey starter de et oprør mod Lacombe og en kamp for total uafhængighed. Dette udvikler sig så til et action thriller drama i en kamp på liv og død.

I starten virkede bogen mere som et kærlighedsdrama i en ungdomsserie, der bare foregik på en rumstation, men da konflikten kom rigtigt igang blev det bedre. Der sker da noget hele tiden og det er da spændende. Problemet var bare at det var alt for forudsigeligt. Hele plottet er set før og var næsten skemalagt. Ikke sådan at man kan gætte alle detaljer på forhånd, men det grundlæggende handlingsforløb. Personerne er måske ikke direkte stereotyper, men er temmelig endimensionelle og udfylder kun en enkelt fastdefineret rolle i plottet. Dog må jeg give forfatteren at han da har brugt de komplicerede omgivelser på en rumstation godt i sit plot og med mange detaljer i den kamp der udkæmpes, men hvad indholdet angår så var det mest interessante en lille kortere sideforløb hvor en journalist desperat prøver at kæmpe imod virksomhedsejede medier, for at få sin historie om hvad der sker på den station frem til offentligheden. Sproget er temmelig simpelt og med meget dialog, som forfatteren læser op ganske fortrinligt uden at være overgearet på nogen måde.

Trods de mange negative sider, så fungerer den nu alligevel meget godt som podcast, hvor den måske vil have været gement kedelig som almindelig bog. Historien og sproget er som sagt tilpas enkelt, der er masser af spænding og et handlingsmættet forløb, som egner sig godt til podcast hvor man bare skal lytte og slappe af.

Bogen kan selvfølgelig frit downloades som podcast fra Podiobooks.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.

Nu skal alle de politiske forberedelser og overvejelser der blev gjort i Green Mars før revolutionen føres ud i praksis. Med etablering af forskellige råd, ministerier, en præsident og en domstol, og hvordan disse skal fungere og hvordan deres magtforhold bliver. Dette kunne måske lyde kedeligt i nogens ører, og det ville det sikkert også være, hvis det altså ikke foregik på Mars. Det der gør det interessant er jo at det hele bliver sat i en ny ramme der er anderledes end på Jorden, da samfundet på Mars er skruet helt anderledes sammen, de har helt andre ting at forholde sig til. Terraformning fylder fx stadig meget det politiske og et forhold til Jorden skal der også arbejdes på. Det fylder ca. første halvdel af bogen, hvor den slår over i mere personlige skildringer hvor vi følger nogle udvalgte hovedpersoner i nogle vigtige øjeblikke i deres liv. Via dette får vi et bedre indtryk af hvor unikt og anderledes samfundet på Mars er ved at blive og i hvor stor grad det påvirker de mennesker der vokser op. Til tider må jeg sige disse afsnit kan blive noget langtrukne, med side på side uden dialog, men blot endeløse personlige tanker, som vel nok giver et godt indtryk af hvordan Mars påvirker folk, men det kunne godt være gjort lidt kortere.
Henimod slutningen hvor årstallet er ved at være oppe omkring 2200 tager koloniseringen af solsystemet rigtig fat, med kolonier på både Merkur og Venus, en masse asteroider og månerne omkring Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Disse kolonier snuser vi også lidt til, og får sat det i relation til Mars og Jorden, som nu står som de gamle kæmpeplaneter der har deres stridigheder om befolkningsproblemer, alt imens nye pionerere forsøger at starte på en ny måde andetsteds i solsystemet. Man må også sige det for alvor er i denne sidste bog at man ligger mærke til at det er hård science fiction, og ikke bare en relativ nutidig udlægning af hvordan man kunne bosætte sig på Mars. Teknologien har taget godt fat i denne bog, og som noget ekstra interessant hører vi også om hvad der sker i den videnskabelige verden, hvor videnskabsfolk er ved at få en næsten komplet forståelse af strengteori og er ved at gå ind i ny videnskabelig æra på lige fod med den måde relativitetsteorien satte en ny æra i gang.
I modsætning til de to foregående, ender Blue Mars ikke i et så voldsomt politisk drama, men er på mange måder en afsluttende bog. Den sætter ikke punktum for noget som sådan, men slutter ligesom koloniseringen af Mars til at man nu skal tænke på den menneskelige civilisation som er spredt udover hele solsystemet, hvor Mars blot er en planet ud af flere og livet kan gå sin gang der.

Trilogien som helhed strækker sig over omkring 200 år, hvilket gør det meget interessant at læse hvodan man i første bog hører om forventinger til fremtiden og så senere hen kan se hvad der så rent faktisk skete og følge personernes reflektering over fortiden. Det giver et meget komplet billede hvor både forventinger, realiteter og fortrydelser er med i et og samme værk. Og selvom hovedtemaet og pointen med værket selvfølgelig er menneskets første skridt mod andre planeter og at det er noget man seriøst bør overveje i henhold til overbefolkningen og at vi kommer til at leve længere og længere, tager Robinson også meget andet op som belyses igennem de meget forskellige hovedpersoner vi følger igennem bøgerne, hvor især den personlige udvikling med at blive sat til at leve et nyt liv i nye omgivelser bliver vendt og drejet.
Meget litteratur inden for især space opera finder sted flere hundrede år i fremtiden hvor menneskeheden for længst har koloniseret flere planeter og stjernesystemer, hvor denne trilogi så fint kunne fungere som indledningen til et sådant univers, ved at vise at man ikke “bare” lige flytter til en anden planet og begynder at bo der og tro at alt kan være som det plejer. Den største udfordring ved kolonisering af rummet er nok ikke de teknologiske, men de sociale- og samfundsmæssige, mener Robinson.

En lang triologi der er godt skrevet, men også svær læsning, for man skal ikke forvente spænding fra start til slut og ej heller noget større mystisk plot der skal slutte i en astronomisk episk afslutning. Det er personlige, sociale og politiske intriger og udvikling man kommer til at læse meget af.