Tag Archives: klassiker

Brave New World

Posted on by
Reply

Af science fiction klassikere der også nævnes udenfor genremiljøet, er Aldous Huxleys Brave New World fra 1932 en af dem der fremhæves meget. Den fortæller om et utopisk eller dystopisk (afhængig af vinklen man tager) samfund i en fremtid hvor alle strukturer, befolkningstilvækst, arbejdsdeling og lykke er kontrolleret ned til mindste detalje.

Året er sat til 632 A.F (en tidsregning fastsat efter året hvor bilen Ford Model T blev sendt på gaden) og folk er lykkelige. Befolkningen består af fem grupper der alle er “dyrket” til bestemte opgaver i samfundet og er lykkelige for hvem de er. Der Alphas, Betas, Gammas, Deltas, og Epsilons, hvor Alphas er de højest rangerede og så dernedefter. Børn fødes ikke af naturlig vej, traditionel religion eksisterer ikke og alle lever “lykkeligt” sammen i en forbrugsfest af især sex og stoffet “soma” (en form for lykkebringende middel). Der er dog stadig reservater uden for storbyen hvor folk stadig lever “normalt”. De kaldes “savages” og dem møder den lettere specielle Alpha, Bernard Marx, på en tur ud til reservatet for at imponere en pige. Han ender med at tage en af disse “savages” med tilbage og opnår enorm stjernestatus på dette. På den måde bliver samfundets opbygning og værdier sat op imod den form vi kender.

Jeg blev positivt overrasket over denne ellers 75 år gamle roman. Havde lidt forventet et tungt svært tilgængeligt kedeligt værk, men den var nu ganske fornøjelig og morsom med de bizarre forbrugsidealer og de åbenlyse satiriske henvisninger til kendte historiske navne som Lenin, Marx, Trotsky og Napoleon. Og selvfølgelig også interessant for at være på forkant med ideer om kloning og gensplejsning, og i det hele taget det at skabe lykkelige samfund via kontrol og manipulation. Jeg foretrækker klart den måde nyere værker inddrager disse ideer på, ved fx at have en enkelt planet i et større univers der er indrettet sådan, men man skal jo også have med hvor det hele startede.
Så stadig god læsning, og ikke kun for dens historiske vigtighed.

Non-Stop

Posted on by
5

Non-Stop“Non-Stop” er Brian W. Aldiss’ første roman fra 1958, som er bogen for marts i Azur.

Man følger Roy Complain der lever i en slags primitiv jungle-”verden” og drager en dag sammen med en mindre gruppe væk fra sin hjemstamme og finder andre små samfund og opdager langsomt, at den “verden” de kender gemmer på mange hemmeligheder. Læseren og hovedpersonerne kommer langsomt til den erkendelse, at de er ombord på et stort rumskib, der for mange generationer siden blev sendt mod en fjern stjerne for at kunne kolonisere den. Men over de mange generationer er viden og formål gået tabt, og de er dermed endt som små primitive samfund der lever i skibets gange og korridorer.

Måske er det lidt ødelæggende at man fra starten ved at det er et rumskib de er på, fordi værket er omtalt og refereret til så mange steder, men vejen dertil og særligt de sidste par twists var nu spændende nok. Alligevel fandt jeg bogen generelt kedelig og langtrukken, hvor det først var i den sidste del, The Big Something, at jeg blev bare lidt grebet. For selvom den med 250 sider ikke er nogen lang roman, forekom den meget langsommelig. Formen minder en del om de 50′er-noveller jeg har læst, hvor læseren får små hints undervejs og historien ender med en stor afsløring der sætter tankerne i gang. Derfor tror jeg at jeg bedre havde kunne fordøje denne ide i en kortromans format, for den har for lidt som roman at byde på. Den mangler især den persondybde som en roman gerne skulle give, for selvom man følger Roy Complain gennem hele bogen, kan man ikke rigtigt tegne nogen meningsfuld personkarakteristik af ham, hvilket i sær gør det lidt utroværdigt, at han hen imod slutningen så relativt nemt og hurtigt forstår og accepterer sin skæbne. Er man vokset op i et junglesamfund og kender ikke til meget andet, så har jeg svært ved at tro på, at man umiddelbart kan forstå koncepter som rumrejser og kolonisering.

Neuromancer

Posted on by
Reply

Neuromancer af William Gibson fra 1984 er en klassiker inden for genren og ikke mindst som startskuddet til cyberpunk bølgen. Romanen fik hele tre store priser da den kom frem; Hugo Awarden, Nebula Awarden og Philip K. Dick Awarden. Selvom cyberpunk som bevægelse og genre dødede ud for mange år siden, så har dets ideer haft stor indflydelse på genrens udvikling sidenhen. Særligt er emner som kunstig intelligens, overførsel af bevidsthed, cyberspace og sammensmeltning mellem det virkelige og det virtuelle, blevet en integreret del af genren. Disse ideer var ikke nye da Gibson skrev sin roman, men bogens popularitet har bestemt sat sine spor.

Hovedpersonen i romanen er Case. Han lever i det kriminelle undergrundsmiljø i Chiba i Japan. Han er tidligere såkaldt “cowboy” (en slags computercracker), men har mistet muligheden for dette da hans opkoblingstik til cyberspace er blevet ham frataget, fordi han prøvede at stjæle fra sin boss. Han støder dog på krigeren Molly, der som en anden Wolverine har fået indopereret lange knive i fingrene, som har et job til ham der samtidig giver ham evnen tilbage. Opgaven omhandler to kunstige intelligenser, som ikke kan udnytte deres fulde potentiale, da de er underlagt restriktioner fra Turing-politiet. Målet er at nedbryde en såkaldt ICE (det vi i dag vil kalde en firewall), der dog er så stærk at den kan dræbe dem der forsøger at bryde ind, og få de to AIs til at smelte sammen til en superintelligens.

Grundstrukturen med en afstumpet gangster med narkoproblemer der får en chance til for at lave sit livs forbrydelse, er vel ikke just original, men Gibsons måde at kombinere de mange teknologiske påfund så det virker selvfølgeligt og ikke påtvunget for handlingen, fungerer glimrende. Det fremstilles hverken som fremskridt eller tilbageskridt. Det er der bare og så må det bruges som det nu er muligt. Jeg har dog svært ved at se at Gibsons ideer om cyberspace skulle have været skelsættende for den måde World Wide Web endte med at udforme sig på, udover at den næsten anarkistiske tilgang til cyberspace har skabt et både overdrevent romantiseret og negativt fordømmende af undergrundens hackerkultur.
Gibsons skrivestil kan være lidt forvirrende, men hver sætning er velovervejet og gennemtænkt. Slang og specielle udtryk bruges flittigt uden nærmere forklaring. Kort sagt, så kom hjernen på mere arbejde end med “Hidden Empire”.

Hyperion

Posted on by
5

HyperionWauw! Det er altid noget særligt at læse en bog som virkelig lever op til de høje forventninger andre har sat ved at rose bogen, som flere gjorde her på bloggen da jeg havde købt serien i Malmø. Den vandt en Hugo Award for bedste roman i 1990 og sammenlignet med den seneste Hugovinder, Rainbows End af Vernor Vinge, kunne man godt få det indtryk at genrens litterære kvaliteter er faldet en del siden da. Der er i mere end en forstand lysår til forskel.

Historien udspiller sig i det 28-århundrede hvor mennesket har ekspanderet sig til utallige verdener, der alle er forbundet i et stort WorldWeb af såkaldte “farcasters” (ormehuller basalt set). Jorden er tilsyneladende væk da den omtales som Old Earth og man omtaler “the Big Mistake” hvor den blev ødelagt. Dette komplekse netværk og stort set al anden avanceret teknologi drives af en masse AIs i det mystiske TechnoCore, som ingen mennesker helt ved hvad laver. En krig med The Ousters, en slags transhumanister, er under opsejling og alle parter er tilsyneladende interesseret i planeten Hyperion og navnlig dets mystiske Time Tombs og den endnu mere mystiske The Shrike, der muligvis sidder med nøglen og årsagen til hele den interstellare krig der er på vej.
Midt i alt dette følger bogen syv pilgrimme der er på vej til Hyperion for at opsøge The Shrike, alle med hvert deres personlige formål der tilsammen samler et større puslespil. Disse syv pilgrimme fortæller hver deres historie og baggrund for at opsøge The Shrike, og dette udgør bogens indhold mens de syv foretager deres rejse. Den ene historie mere fantastisk end den anden. Der er en præst der er bekendt med et lille stammesamfund på Hyperion, the Bikura, der tilbeder det kristne kors på en underfundig måde. En tidligere soldat der har oplevet en fremtidsvision på Hyperion hvor han havde sex med en betagende kvinde midt et blodblad. En digter der prøver at færdigskrive sit episke digt om Hyperion. En mand hvis datter kom ud for en ulykke i the Time Tombs der gjorde at hun mistede hukommelsen i takt med at hun blev yngre. En privatdetektiv der tog en opgave fra en cybrid (en menneskeklon styret af en kunstig intelligens), der viser sig at være en klon af digteren fra John Keats der skrev et digt kaldet Hyperion tilbage i 1818 og er dermed af stor interesse for en kirke der følger The Shrike. Og en diplomat der agerer som dobbelt agent, med en ukendt dagsorden.
Egentlig er bogen kun et forspil, da den slutter når pilgrimmene er nået frem til deres mål og fortsættelsen er så i næste bog, The Fall of Hyperion.

Der er mange ting at rose ved dette værk, men først og fremmest Dan Simmons måde at fortælle på og den verden det finder sted i. Man får ikke det indtryk at det er en konstrueret verden kun til at fortælle denne historie, men derimod at der er et stort og komplekst univers der kunne rumme utallige historier, og denne kun er en af mange. Hans sprog og fortællestil giver en en trang til at gå ned i tempo og nyde hver sætning i dets fulde. Han spiller konstant på dobbeltheder og vender ens forestillinger på hovedet. Et godt eksempel herpå fra starten af bogen:

… and constantly moving hands sporting fingers long enough to serve a concert pianist. Or a strangler.

Og for også lige at citere en anmeldelse fra Proxima nr. 54 af Jan Bæk:

Kan man tage en roman alvorligt, når den slutter med at hovedpersonerne – efter alle at have mistet det, der har betydet allermest for dem her i livet – vandrer døden i møde arm i arm syngende Troldmanden fra Oz som en anden flok Judy Garland’er?

Ja for pokker! Man må jo straks i gang med The Fall of Hyperion. Alt andet vil være ulideligt.

Bradburys bedste

Posted on by
2

Bradburys bedsteJeg vil prøve at læse nogle flere klassiske store navne inden for genren og man opdager hurtigt at man mangler meget, når man læser Niels Dalgaards Fra Platon til cyberpunk om science fiction genrens historie. Så en novellesamling med Ray Bradbury udarbejdet af Niels Dalgaard virkede oplagt. Samlingen der har undertitlen Solkuplerne og andre science fiction noveller består af 14 oversatte noveller og et forord af Niels Dalgaard. Jeg skal ikke kunne sige om det vitterlig er det bedste fra Bradburys hånd, men gode er de alle sammen. Rigtig gode endda!

Den første novelle, En lyd som torden, sætter virkelig tankerne i gang, hvor et enkelt forkert fodtrin på en tidsrejse tilbage i dinosaurtiden får uanede konsekvenser for nutiden. En velkendt problemstilling ved tidsrejser, som jeg nok mest husker fra nogle Anders And historier. Alle novellerne bygger på sådanne originale ideer og navnlig de negative konsekvenser det har for mennesket, og Niels betegner da også Bradbury som pessimist i sit forord. En mand der prøvede at undgå fremtiden, og det er svært at finde mange lyspunkter i fortællingerne, der for det meste slutter brutalt og ikke efterlader meget håb.
Flere af novellerne foregår på andre planeter, herunder Venus og Mars, men budskabet lader til at være at mennesker ikke egner sig til at leve på disse planeter. I Solkuplerne der foregår på Venus og der er en konstant kraftig regn, der driver en ekspedition til vanvid. Og i Frost og flammer er mennesker strandet på en planet, der gør at de kun lever otte hektiske dage. En rystende tragisk fortælling. Selv når planeterne umiddelbart virker venlige som i Her findes tigerdyr, er det alligevel for meget af det gode.
En anden vinkel i mange af Bradburys ideer, er menneskeskabte opfindelser der skulle gøre vores liv lettere, men ikke altid har den ønskede lykkebringende effekt. I fx A/S Marionetter er der et firma der kan fremstille livagtige robotter af en selv, som man så kan snyde konen med, men denne klon opfører sig ikke helt som planlagt. I Hele sommeren på en dag hører vi om en robot bedstemor der gør en hel familie lykkelig, men den er skrevet med en næsten kvalmende overdrivelse af det sukkersøde, at ideen slet ikke virker tiltalende. Og i Savannen præsenteres et slags holodæk, som skaber store problemer for børneopdragelsen. Ikke en vinkel jeg er stødt på før.

Det eneste jeg ikke altid kan forene mig med er hans skrivestil, men da det er en oversættelse må det jo tages med nogle forbehold. Der er ingen overflødige ord og sætninger, og historierne er enkle og kompakte, hvilket i sig selv er fint, men læsningen bliver ikke så glidende og flydende, men noget hakkende til tider. Det er på ingen måde “hård” science fiction, men ideerne virkede gennemtænkte og historierne forholder sig til et isoleret forhold og fortæller om dets konsekvenser, hvilket gør dem helstøbte og fuldendte. Der er ingen svingeærinder eller halvfærdige ideer.

Selvom historierne er gamle kan de stadig varmt anbefales og læses den dag i dag. Bradbury har på flere punkter været godt på forkant med etiske problemstillinger omkring fremtidens teknologi og dets konsekvenser for menneskets liv, og har vel sat sig kritisk overfor mange andre forfatteres store optimisme til at lykken kan findes på andre planeter end Jorden.

Ringworld

Posted on by
1

RingworldDenne klassiker fra 1970 af Larry Niven vandt både en Hugo og Nebula award for bedste roman og dens ideer er da også skelsættende.

Romanens omgivelser er sat til en fremtid en små 1000 år ude i fremtiden, hvor mennesker lever længe, har skabt kontakt med mange andre civilisationer i mælkevejen og har opnået højt avanceret teknologi. Niven bruger dog ikke meget tid på denne rammefortælling, men handlingen hopper direkte ned i hovedpersonens, Louis Wu, 200 års fødselsdag. Han keder sig dog til sin egen fest og ender med at forlade den, hvor han bliver opsøgt af Nessus fra den avancerede race Puppeteers, med et forslag om at rejse med ham på en ikke nærmere specificeret mission. Louis Wu er nem at overtale og de skal bagefter finde to besætningsmedlemmer mere. Det ender med at de får en Kzin – et intelligent rovdyr – med der kalder sig Speaker-to-Animals og en ung meget heldig menneskekvinde – Teela Brown.
Det viser sig at the Puppeteers lider af pladsmangel på deres planeter grundet en stor befolkningstilvækst og har derfor lavet rumskibe på størrelse med planeter, som de håber at kunne bruge til en massiv kolonisering et andet sted i galaksen. Her kommer Ringworld ind i billedet, som det viser sig at missionen går til. Den kan bedst beskrives som en Dysons Sphere kun med ækvatordelen, altså en stor ring rundt om en stjerne der giver et beboeligt areal på mange millioner jordkloder. De fire hovedpersoner kommer frem til denne ringverden og finder den umiddelbart mærkeligt ubeboet. Her leder ens tanker lidt hen på Rendewouz with Rama, dog uden øvrig lighed. Herfra er det svært at gengive handlingen, som mere kommer til at handle om de fire hovedpersoner og mindre om en egentlig udforskning af denne ringverdenen. Bogen ender med at have skabt langt flere spørgsmål om denne verden end svar, hvilket vel leder naturligt hen på efterfølgeren The Ringworld Engineers.

Man må blive imponeret over hvor mange store ideer Niven har kunne få ned på under 300 sider og at han kan tænke ligeså stort som nyere forfattere, uden at bruge flere tusind sider. Historien skrider hurtigt frem uden nogen pauser og skrevet med en sær underspillet form for humor der griber en som læser. Nivens skrivestil kan virke lidt rodet og uforståelig til tider og ideerne hopper ud af mange tangenter der aldrig bliver afsluttet, hvilket efter min mening gjorde den lidt usammenhængende som fortælling. Hans store ideer om flyvende planeter og den gigantiske ringverdenen er fascinerende og godt underbygget, men den store sammenhæng er svær at se. Måske giver det mere mening hvis man læser mere fra hans “known space” univers, for der er mange referencer til tidligere krige, fremtidige trusler om mælkevejens undergang og meget andet der ikke kommer afklaring på.
Men den er stadig værd at læse, selvom den er snart 40 år gammel.

Den Magiske Duplikator

Posted on by
Reply

Niels Dalgaard anbefale mig at læse dette stykke klassiske fanlitteratur, oprindeligt skrevet af Bob Shaw og Walt Willis i 1952. Sidenhen revideret nogle gange og denne danske oversættelse af Niels Dalgaard fra 1979 er baseret på den femte udgaven af originalteksten også fra 1979. Den engelske original, The Enchanted Duplicator, kan læses online.

Selve historien er ret simpel. En ung fan ved navn Jophan drager ud på et eventyr alene for at finde Den Sande Fandom og Den Magiske Duplikator så han kan lave Det Perfekte Fanzine. I struktur er det en helt banal klassisk eventyr-fantasy fortælling, hvor Jophan møder sære mennesker og modstand på sin færd. Det hele er selvfølgelig en lang indforstået symbolsk handling for diverse aspekter af fandom. Med alt fra faren ved samlermani, hårde kritikere og trykfejl.
Meget af denne satiriske humor bygger på datidens måder at trykke fanzines på, hvor de fleste i dag bruger laserprint eller ligefrem har droppet papiret og udgiver sig i digital form på nettet. Til dette var Dalgaards fodnoter ganske behjælpelige, så man kan se hvad det sjove i det her skal være. Men helt forældet er humoren skam ikke. Samlermani er der nok mange der stadig kender, trykfejl og tastefejl findes stadig og ikke mindst vil de fleste fans nok genkende omverdenens manglende forståelse for den fiktive verden man finder så interessant.

Måske tager jeg det lidt for bogstaveligt, men jeg kan ikke helt forstå at den umiddelbare “morale” med historien er, at man skal gøre alt selv og ikke få hjælp fra andre. Det giver sig selvfølgelig bedre som historie, at fortælle om at man ene mand kan opnå sine mål på egen hånd, men det bliver næsten asocialt.
Men fornøjelig læsning alt i alt!

Foundation

Posted on by
1

FoundationPå opfordring fra online læseklubben Azur, men lidt bagefter de andre, fik jeg læst denne klassiker inden for genren af Isaac Asimov. Det gav lidt blandede indtryk.

Bogen starter med at professoren i psykohistorisk matematik Hari Seldon forudsiger undergangen af det galaktiske imperium der har hersket i tusinder af år. Han mødes med skepsis fra kejseren, men får lov til at etablere sig på en planet i yderkanten af galaksen, hvor han ligger grundstenen for The Foundation ved at sætte arbejdet med en omfattende galaktisk encyklopædi i gang, med det formål at det skulle mindske de mange års elendighed der vil komme efter imperiets fald.

Bogen er inddelt i fem dele, der hver især oprindeligt blev publiceret hver for sig med andre titler. Dette giver lidt inkonsistens, da de også foregår med mange års mellemrum, så man når aldrig rigtigt at opbygge en god personkarakteristik. Det meste består samtaler mellem ledere. Vi følger ikke egentlige begivenheder, men hører dem kun omtalt. På en måde gør det bogen lidt kedelig, men det giver nu også god mening at fortælle historien på den måde, da det er de store linjer i historien der er vigtige.

På mange måder synes jeg stadig at den holder, selvom den er over 60 år gammel. At kunne forudsige fremtiden på den matematiske måde er jo ikke ret langt fra den klimarapport fra FN der senest er kommet, og det politiske efterspil det har givet er ikke helt ved siden af det vi ser i bogen her.
Kun teknikken kan være lidt utroværdig, med at der stadig køres på atomkraft, computere og deres udbredelse har Asimov selvfølgelig ikke forudset, men omvendt hænger det også sammen, da det overordnede tema er stagnation. Der sker ikke den store udvikling og har ikke gjort det i tusinder af år, fordi man har levet i en verden der egentlig fungerer fint.

Det er jo første del af hvad der blev til en trilogi (plus nogle ekstrabøger), så jeg håber jeg da på det bliver lidt mere spændende, for handlingen er sjovt nok noget forudsigelig, og ligner mest en slags introduktion, hvilket det vel også er når det kommer til stykket.