The War of the Worlds

The War of the WorldsSelvom man ikke har set filmen, læst bogen eller hørt radiospillet, kender de fleste nok alligevel til denne klassiske science fiction historie, om invasionen fra Mars og hvis maskiner er usårlige overfor vores våben, men som til sidst alligevel dør fordi de ikke kan tåle Jordens bakterier. Denne flotte film fra 1953 står som blandt de bedste af de klassiske science fiction film fra den tid.

Filmen låner både fra det originale værk af H.G. Wells og fra Orson Welles’ radio hørespil, men sat til hvad der på filmens tidspunkt var nutiden i Californien. Her falder der tilsyneladende en meteorit ned nær en mindre by, som selvfølgelig viser sig at være en rumkapsel fra hvad der egentlig blot antages at komme fra Mars, fordi Mars angiveligt var ret tæt på Jorden på det tidspunkt. Det bliver ret hurtigt klart at de er alt andet end fredelige, da man konstaterer at lignende rumkapsler er faldet ned over hele kloden og begyndt at ødelægge alt på sin vej med dødsstråler.

Jeg blev overrasket hvor flot filmen ser ud selv efter næsten 60 år. Flotte farver, klart billede, masser af lydeffekter som sidenhen er blevet genbrugt utallige gange i andre film, og special effects der slet ikke er så slemme som man kunne frygte. Særligt maskinerne fra Mars ser enormt flotte ud. Med en længde på en time og tyve minutter, hvilket er forfriskende kort, kommer handlingen hurtigt i gang og ikke en scene virker overflødig. Det er også klart at der egentlig er tale om en storfilm med et pænt budget, hvilket bliver særligt tydeligt til sidst hvor Los Angeles bliver lagt i ruiner.

På DVDen finder man blandt andet en rigtig interessant halv time lang dokumentar om filmens tilblivelse, med blandt andet nogle af skuespillerne og effektfolkene; en kort dokumentar om H. G. Wells samt to kommentarspor med filmeksperter og skuespillere, men disse består hovedsageligt af namedropping.

Jeg vidste godt denne film var en klassiker og generelt rost meget, men den overraskede alligevel meget positivt, for den er bestemt ikke bare interessant af rene historiske grunde, men fungerer glimrende som en god og spændende film, og uendeligt meget bedre end det nyere makværk med Tom Cruise.

Blade Runner

Blade RunnerRidley Scotts Blade Runner fra 1982 baseret på Philip K. Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep er ofte blevet kaldt en af de bedste science fiction film nogensinde. Ikke før nu havde jeg givet den de store tanker, nok grundet i at jeg kun havde set den for mange år siden på en slidt VHS på et monofjernsyn. Det har så sandelig ændret sig efter jeg nu har set den på Blu-ray i “The Final Cut”-versionen. Blade Runner er også kendt for mange forskellige versioner af filmen, men i følge Scott selv er den altså final og jeg synes den virker gennemført.

Filmen behøver man nok ikke sige så meget til. De fleste kender den og har man ikke set den, er der ingen grund til at vide for meget. I hovedtræk følger vi detektiven Deckard, som skal fange nogle bortløbne androider der har fået lidt for meget selvbevidsthed. Det finder sted i et dystopisk Los Angeles anno 2019, hvor det tilsyneladende regner hele tiden.
Først og fremmest både ser og lyder filmen fantastisk i HD-kvalitet. Musikken er afdæmpet elektronisk og stemningsfuld, med den næsten altid silende regn i baggrunden. Filmen er generelt meget mørk, hvilket kan give grynethed i billedet, men det står ganske flot her. Der er sikkert et hav af kloge filosofiske analyser af filmens plot, som man sikkert kan finde andetsteds, men det jeg godt kunne lide ved Blade Runner var at den var temmelig afdæmpet i sit science fiction præg. Mange science fiction film gør ofte en masse ud af at vise hvor fremtidsagtig og hightech det hele er. Her har vi en mere troværdig verden på mange måder, hvor gammelt blandes med nyt. Vel nok er der flyvende biler, men de bliver bare en naturlig del af miljøet og ikke kastet op i skærmen som filmens midtpunkt. Skuespillet er også noget for sig og med et helt specielt persongalleri. Den lidt indelukkede Deckard, Tyrell med de store ambitioner, den nervøse J. F. Sebastian, den skumle Gaff og alle de andre sære typer. Jeg kan ikke tage stilling til de mange versioner af filmen, men denne final cut er i hvert fald uden voiceover og uden “driving into the sunrise”-slutning, og det gør det selvfølgelig til en meget åben film med masser af små detaljer man kan gense filmen for.

Af ekstramateriale er der udover tre kommentarspor, som jeg ikke har brugt tid på, den næsten fire timer lange dokumentarfilm fra 2007 Dangerous Days: Making Blade Runner og den viser virkelig hvor vidt omkring man kan komme om en films tilblivelse, ved at give tid nok til det. Det er ikke den sædvanlige omgang selvrosende og selvforherligende interviews ekstramateriale ofte er fyldt med, nok blandt andet pga. den er lavet næsten 25 år efter og folk dermed har fået det hele på afstand igen og derfor kan være ærlige. Vi hører om alle problemerne med det første manuskript, der oprindeligt havde titlen Dangerous Days, til valg af skuespillere, udfordringer med tidspres og budgetoverskridelser, utilfredse medarbejdere, og ikke mindst det kontroversielle voiceover. De mange forskellige cuts af filmen bliver selvfølgelig også grundigt gennemgået. Vi hører om slettede scener og idéer. Instruktøren, skuespillere, producere, effektfolk, manuskriptforfattere, stuntmænd og mange andre der har haft både en stor eller lille rolle i filmens tilblivelse, er blevet interviewet. Der er mange overraskende oplysninger der kommer frem frem, fx var Ridley Scott på et tidspunkt tæt på at blive fyret, og det har generelt næppe været en god oplevelse for alle hele vejen igennem. Alene for den dokumentar er udgivelsen værd at købe.

Ender’s Game

Enders GameBogen for august i Azur var Orson Scott Cards prisvindende klassiker Ender’s Game fra 1985. Det er en krigsroman og sådanne kan ikke undgås at få lidt af et ry, og denne er både blevet beskyldt for at forsvare vold men også forsvaret som værende anti-krigs litteratur. På mange måder minder Ender’s Game mig om The Forever War, men den var dog mere klar i sit budskab.

Hovedpersonen hedder Ender Wiggin, han er 6 år og den tredjefødte med storebror Peter og storesøster Valentine. Hans status er dog ikke den bedste, da verden er i sådan en tilstand, at man helst ikke bør få et tredje barn. Ender har hvad man mildt kan kalde for voldelige tendenser, men er dog ikke en voldelig type. Han vil helst bare lades være i fred, og fortryder oprigtigt hver gang han har skadet en anden person. Muligvis pga. dette bliver han kontaktet af kommandør Graff, der overtaler ham til at forlade sin familie for at komme på den såkaldte Battle School. Her bliver han sat sammen med en masse andre jævnaldrerende børn og skal leve et liv som i militæret. Der udpeges hærførere og tropførere, alt sammen med det formål at udkæmpe en slags krigsleg mod andre hold på skolen i et tyngdefrit rum. Ender viser sig hurtigt at have strategiske evner der overstiger alle andres, og inden længe er han leder af sin egen hær, får dem trænet på helt nye måder og vinder hver eneste kamp. Hvad Ender også selv finder frem til, er det hele langt fra for sjov. Jorden har flere gange været i krig med insektlignende rumvæsener der kaldes Buggers, og nu vil man gøre det af med dem en gang for alle. Til dette har man brug for en brilliant hærleder og Graff mener at Ender er denne person.

Ender’s Game har rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er den enormt velskrevet og hele opbygningen af Ender’s karakter er meget gennemført. At hovedpersonen og hovedparten af det øvrige persongalleri er børn, gør bestemt ikke at den bør ses som en børne- eller ungdomsbog. De opfører sig heller ikke som børn, hvilket bliver en vigtig pointe i historien, og særligt Ender er markant mere intelligent end normale 6 årige. Det ligger mest i hans måde at anskue verden på og hvordan han gør sig erfaringer. Jeg kan særlig godt lide hans intuitive tilgang, hvor det fx ikke er viden om fysik, men blot ved at prøve sig frem, at han lærer sig at manøvrere i vægtløs tilstand.
Undervejs bliver man stærkt i tvivl om hvad forfatteren egentlig vil fortælle med sin historie. Mange af idéerne virker meget voldsforherligende og fascistiske. Alene det at have en skole hvor børn manipuleres til at blive kyniske krigskommendører, som skal kæmpe i en krig der dybest set går ud på at udrydde en fremmed race uden anden grund, end at man hellere må være sikker på at de ikke udrydder os først, er jo i sig selv dybt usmagelig. Slutningen bløder dog lidt op for dette syn, men med forfatterens politiske ytringer i øvrigt, særligt med stor støtte til “krigen mod terror”, kan man ikke undgå at forsøge at læse Cards egne holdninger ind i teksten.

Det er dog ikke spørgsmålet om hvilke standpunkter romanen måtte være et udtryk for, der er mit største problem med den, men derimod den dyrkelse af et perfekt overmenneske som den også bygger på. Historier om børn eller på anden vis tilsyneladende “svage” personer, der viser sig at være verdens frelser, et perfekt menneske med overmenneskelige evner og tilsyneladende uden begrænsninger, kan jeg ikke døje længere. Helte og dygtige folk er fint, men ikke når det som her bliver til et overdrevent supermenneske der bare slår den ene rekord efter den anden, og tilsyneladende er fuldkommen usårlig og uovervindelig. Det bliver både forudsigeligt og noget kvalmt. Og det er jo ikke kun Ender, men også hans to søskende, som inden de er blevet teenagere er godt i gang med at få betydelig politisk magt på kloden.

Alligevel kan jeg ikke lade vær med, at være imponeret over Cards skrivemæssige evner, og jeg vil nok også prøve at give efterfølgeren Speaker for the Dead en chance, der i øvrigt også vandt både Hugo og Nebula priserne året efter, hvilket vist er et helt enestående tilfælde.

The Time Machine

The Time MachineJeg er virkelig blevet glad for Project Gutenberg efter jeg har købt mig en ebogslæser, for der er rigtig mange gamle klassiske værker som man frit kan downloade i et passende format og læse. At læse længere tekster på computeren duer bare ikke. H.G. Wells er naturligvis en af de forfattere hvis værker er godt repræsenteret. The Time Machine fra 1895 var hans første romanudgivelse, dog er dens længde som en kortroman.

Handlingen er ret ligetil. En mand, som blot benævnes som the Time Traveller, har bygget en tidsmaskine, og overfor et selskab, der ligeledes blot beskrives med titler som the Medical Man og the Editor, beretter han om sin rejse mange tusind år ind i fremtiden. Der finder han et meget primitivt folkeslag der lever ganske fredeligt uden at foretage sig ret meget. Han undrer sig over hvordan dette er muligt, og han finder frem til at en hel race af abelignende primitive undermennesker der lever under jorden, holder en hel masse maskineri i gang, der gør det søde liv på overfladen mulig. Han konkluderer at hans tids klassedelte samfund har udviklet sig til to forskellige menneskeracer, begge fastløst til hver deres liv.

Romanens alder slår ikke helt så meget igennem som jeg havde frygtet. Sproget er enkelt og ligefrem, men fortællingen er lidt tung i det, da det hele blot er en lang talestrøm fra denne Time Traveller. Det er en af de klassiske science fiction værker der med rette refereres til ofte, og derfor vel burde læses, men jeg må dog indrømme at jeg ikke synes jeg har fået forfærdelig meget ekstra ud af det, end ved blot at have almindeligt kendskab til historien og dens hovedpointer.

To Your Scattered Bodies Go

To Your Scatted Bodies GoMed sin artikel fra sidste nummer af Novum fik Knud Larn mig overbevist mig om, at jeg skulle få læst Philip José Farmers Riverworld-serie. Denne første roman i serien er fra 1971 og vandt en Hugo Award for bedste roman.

Forestil dig at alle mennesker der nogensinde har levet, fra de første neandertalere til i dag, blev genoplivet på en gang i en ny ung og frisk krop, placeret på en jordlignende planet uden andet udstyr end en cylinder der på magisk vis kan fremtrylle tre måltider om dagen og med en ny chance på livet. Hvordan vil vi håndterer det? Hvilke samfund vil opstå? Vil mennesket have forbedret sig? Det er grundlaget for Farmes Riverworld-serie og det hele begynder i To Your Scattered Bodies Go, hvor alle mennesker spredt over hele planeten vågner op på samme tid, uden tøj, uden hår og kun med den nævnte magiske madskabende cylinder til rådighed. Romane følger oplevelsen gennem Richard Francis Burton, der særligt ved hjælp af sit kendskab til mange sprog, får dannet en lille gruppe bestående af blandt andet Alice Liddell, en stærk neandertalermand og en mand der døde i 2008. Som det viser sig, er det kun mennesker til en gang op i det 20ende århundrede, der er blevet genoplivet. Sammen prøver de at overleve i og blive klogere på den nye verden. Folk er tilsyneladende meget spredt, både tidsmæssigt og hvad angår nationalitet. En stor lang sammenhængende flod der zigzagger hele kloden rundt pryder landskabet, og de får bygget en båd og sejler op ad floden. De erfarer hurtigt at der er opstået utallige slavestater, hvor nogen har tilegnet sig magten og holder en masse som slaver, for at kunne tage deres daglige madrationer. Burton og hans gruppe bliver taget til fange af sådan en slavestat, ledet af nazisten Hermann Göring. Burton bliver opsat på at finde frem til skaberne af denne planet og finde ud af hvorfor de har genoplivet hele menneskeheden. Han formår at flygte fra Göring, men ender med at få ham som midlertidig ledsager.

Selve ideen her rummer jo et utal af muligheder til at skrive spændende historier og navnlig lege med historiske personer på en ny måde. Farmer gør dog det helt rigtige, ved at han ikke tager verdenshistoriens superstjerner, men derimod nogen mindre kendte – men stadig interessante – personer, og kombinerer det med fiktive personer fra forskellige tidsaldre. Han går heller ikke i den fælde med at ville fortælle alverdens detaljer om sin verden, for læseren er mindst ligeså uvidende og forvirret som Burton og de andre. Der kommer en del svar i denne bog, men de er givet på sådan en måde, at man ikke kan være sikker på hvad der er løgn og hvad der muligvis er sandt.
Der er dog lidt småproblemer med fortællingsforløbet, der springer noget i hastighed. Starten er god, hvor den spændende verden og dens “regler” udfoldes, figurer introduceres osv. Mens forløbet hvor de rejser på floden, bliver taget til fange, slipper fri og havner nye steder, bliver lidt rodet i det. Jeg er heller ikke videre begejstret for Farmers valg og skildring af Herman Göring. Der bliver lagt an til at hans person kunne være interessant at stikke dybere i, men det bliver for overfladisk og hastigt gennemført. Til sammenligning synes jeg Peter F. Hamilton slipper langt bedre fra sit valg med at bringe Al Capone tilbage til live, i sin velkendte space opera trilogi The Nights Dawn Trilogy. Burtons figur fungerer også langt bedre. Jeg kan heller ikke lade vær med at bemærke, at hele konceptet virker umådeligt meget 70′er-agtigt og temmelig syret, men ikke på en entydig dårlig måde, og jeg har da lyst til at læse videre på eventyret – som det så småt udviklede sig til til sidst.

Childhood’s End

Childhood's EndI Fantastiks lille læsegruppe plejer vi at læse noveller, men har nu forsøgt os med en roman, Arthur C. Clarkes klassiker Childhood’s End fra 1953, der vel sammen med 2001 nok er et af Clarkes mest populære værker.

En dag kommer gigantiske rumskibe til syne over en række storbyer verden over og den kolde atomkrig mellem Sovjet og USA kommer til et brat ophold. Mennesket er ikke længere alene i universet. Efter kontakten er etableret, bliver det gjort klart at rumvæsenerne, der kalder sig Overlords, er her for at hjælpe menneskeheden videre og rette op på vores klode inden vi dræber os selv. Så stille og roligt bliver verden et bedre sted. Al religion forsvinder, nationalstaterne holder op med at bekrige hinanden, sult og elendighed forsvinder. Men the Overlords har større planer end det. De vil tage mennesket videre til det næste udviklingstrin på et højere abstrakt telepatisk plan.

En simpel statisk analyse af romanen vil nemt kunne udpege en række fejl. Transformationen fra en verden på randen af krig til et lykkeligt utopia sker nærmest bare sådan lige og rent fortælleteknisk bruger Clarke mange og lange infodumps. Alligevel slipper han forbløffende godt fra det. For det er ikke selve transformationen til et bedre samfund Childhood’s End handler om. Det kunne være en hel roman for sig selv. Det er hele menneskehedens transcendens til et højere eksistensplan og ikke mindst også the Overlords egen skæbne, der er Clarkes egentlige budskab.
Selvom romanen er over 50 år gammel, fungerer dens budskab i hvert fald stadig godt og den lider heller ikke af sin alder. Alligevel tror jeg ikke man vil kunne acceptere den samme historie i dag, fordi alt det med at menneskeheden så nemt og modstandsløst accepterer deres nye skæbne og på få årtier bortkaster al gammel religion og gamle styreformer, vil ikke slå helt igennem i dag. Det var også den del af det jeg fandt mindst troværdig, men stadig alt i alt en overraskende god læseoplevelse.

Og så kan jeg i øvrigt nævne, at vi i læsegruppen, udover et par noveller de næste par gange, planlægger at diskutere Singularity Sky i starten af næste år, og nye ansigter er selvfølgelig velkomne.

The Forever War

The Forever WarJoe Haldemans klassiker fra 1974 vandt både en Nebula og en Hugo for bedste roman og det kan virkelig undre mig, at man ikke ser dette mesterværk fremhævet andre steder end på toplister over science fiction bøger, for det er en fantastisk historie alle burde kunne forstå, relatere til, tænke over og få glæde af.

Jorden er gået i krig med en fremmed civilisation kaldet the Taurans og romanens hovedperson, William Mandella – nyuddannet fysiker, bliver indkaldt til en eliteenhed bestående af andre højtuddannede. På Plutos måne Charon gennemgår de en vanvittig barsk træning hvor flere omkommer, hvorefter de sendes gennem et slags ormehul til en fjern planet, hvor de kommer i ildkamp med the Taurans. Da de vender hjem, er der som følge af de relativistiske tidsforskydninger ved interstellare rumrejser gået adskillige årtier på Jorden. Mandella og flere af de andre hjemvendte soldater, finder hurtigt ud af (skubbet godt på vej af militæret selv), at de ikke vil kunne fungere som borgere, og Mandella vender tilbage til militæret, i første omgang som træner af nye rekrutter. En lignende historie gentager sig flere gange og mens Mandella kun bliver få år ældre, er der gået århundrede og han må flere gange indstille sig på drastiske ændringer i både samfundsforhold, moral, militærtaktikker og våbenteknologi.

Hvad der gør The Forever War fantastisk er, at den ikke bare handler om krig, problemer med store tidsforkydelser, fremtidsforudsigelser for samfundet og den personlige skildring af en soldats vej fra menig til officer, men at den på godt 200 sider rummer alt dette og Haldeman får det til at hænge umådeligt godt sammen. Haldeman kommenterer på både menneskets tåbelige trang til at indgå krige og får draget paralleler til hvordan virkelighedens hjemvendte krigsveteraner har det (Haldeman var selv soldat under Vietnam-krigen), skildrer de personlige omkostninger ved at blive forskudt så meget frem i tiden at man bliver fremmed for det samfund man hører til, samtidig med at han kommer med både dystre og håbefulde visioner for menneskets fremtid de næste godt 1000 år. Og normalt ruller jeg med øjnene over lidt for oplagte og rørrende kærlighedsslutninger, men her fungerede det perfekt og var, ja, rørrende.
En klar anbefaling værd til alle, også til nytilkommere til genren som alternativ til de evigt nævnte 1984 og Fahrenheit 451. Jeg vil da ønske jeg havde fået stukket den i hånden for adskillige år siden.

I am Legend

I am LegendSeptembers debatbog i Azur. Richard Mathesons klassiker fra 1954, der er blevet filmatiseret flere gange, om den sidste levende mand på Jorden og hans kamp for overlevelse mod resten af befolkningen, der er blevet til vampyrer.

Det var en bog der overraskede mig positivt. Når man præsenteres for en verden med vampyrer, hvor en enlig overlever barrikaderer sig i sit hus mod truslen i bedste zombiefilms stil, så forventer man som science fiction læser ikke det store. Men bogens hovedperson, Robert Neville, er ligesom en selv; han accepterer heller ikke, at vampyrerne er bange for kors og hvidløg og ikke tåler sollys, uden at der er en logisk forklaring. Derfor giver han sig ihærdigt til at undersøge sagen videnskabeligt. Han læser en masse bøger om blod og bakterier, og undersøger blodprøver fra vampyrerne i et mikroskop. Præmissen i bogen hænger glimrende sammen.
Skildringen af en desperat mand der lever i isolation, gør historien langt mere skræmmende end de utallige zombiefilm, der blot fokuserer på splatterscener, som denne roman har affødt. Stephen King siger det meget godt i forordet til den udgave jeg har læst: ” – When you thought it had to be over, that your nerves couldn’t stand any more, that was when Matheson turned on the afterburners and went into overdrive.”
Jeg er dybt imponeret over hvor en effektiv spændende roman, med mange flere lag end plottet umiddelbart ligger op til, man kan skrive på 160 sider. Eller rettere “kunne” skrive engang.

Second Foundation

Second Foundation“Second Foundation” er den sidste bog i Asimovs oprindelige Foundation-trilogi. Og hvor jeg har været lidt tilbageholden med min begejstring til de to foregående, så løfter denne sig markant over dem og gør det det hele værd.

Udgangspunktet er ganske enkelt den intensive søgen efter “the Second Foundation”, første del med The Mule og anden del med “the Foundationers”, som er den mest interessante. The Mule er død af alderdom, men resterne af hans store imperium truer stadig “the Foundation”, men søgen efter “the Second Foundation” fortsætter. Den skulle være i “the other end of the galaxy”, men hvor er den anden ende af en ellipseformet galakse? En interessant person introduceres i historien, Arkady Darell, en kvik 14 årig pige, der overhører hendes fars planer om at finde “the Second Foundation” og tager selv af sted. Hun ender med at spille en stor rolle, større end hun selv er klar over. Hun er en rigtig velskrevet pigehelt og vel egentlig et ganske tidligt eksempel på en sådanne i science fiction litteraturen.

Ved de to andre bøger har jeg kritiseret de alenlange samtaler der blot omtaler begivenhedernes gang. Dette er der langt mindre af i Second Foundation. Nu sker der en hel masse her og nu, hvilket gør det hele både mere spændrende og mindre forudsigeligt. Igen, slutningen gør klart det hele værd.

Foundation and Empire

Foundation and EmpireMan kan undre sig over at jeg først nu er gået i gang med fortsættelserne til den første “Foundation”, men så spændende var den heller ikke, men Foundation and Empire greb mig dog noget mere.

Vi er nu adskillige hundrede år senere end den første Foundation og imperiet er godt på vej til at falde sammen, som forudsagt af Hari Seldon. I første del, kaldet The General, følger man generalen Bel Riose og hans forsøg på at angribe “the Foundation”, som nu har etableret sig ganske solidt i en række systemer. Men kejseren af imperiet føler sig truet af den meget dygtige general og får ham henrettet. Dermed blev Hari Seldons psykohistoriske teori bevist. En stærk general fra imperiet vil aldrig kunne få lov til at true “the Foundation”, fordi imperiets kejser ikke vil miste sin magt. Men psykohistorien kunne ikke forudsige at et enkelt individ kunne gøre en forskel, da hele videnskaben kun bygger på generelle tendenser i menneskets historie, hvor enkeltpersoner anses som ligegyldige. Derfor kunne Hari Seldon ikke forudsige The Mule, der udgør bogens anden del. The Mule er en mutant med en slags telepatiske kræfter der gør, at han kan kontrollere andre menneskers følelser. Det er jo yderst effektivt hvis man vil overtage magten over en planet og The Mule får snart magten over det meste af galaksen. Der går dog rygter om at Hari Seldon også oprettede en Second Foundation i den anden ende af galaksen, og den søger en gruppe Foundationers og The Mule at finde koordinaterne til.

Som nævnt var denne mere spændende end Foundation, men jeg synes stadig det er trættende, at historien næsten hele vejen igennem er bygget op af endeløse samtaler (omend ganske velskrevne), hvor verdens gang omtales. Vi ser ikke tingene sket, men kun omtalt. Alt sker dermed i datid. Ligeledes savner jeg noget dybde og noget mere håndgribeligt omkring særligt imperiet. Man får bare at vide at det engang var magtfuld og nu er på vej tilbage, men intet om hvordan eller hvorfor det sker. Ikke noget der giver en fornemmelse af hvad dette imperium egentlig er og hvordan det fungerer. Men jeg er straks gået i gang med Second Foundation, for det er da godt nok noget af en åben slutning her!