Selvom man ikke har set filmen, læst bogen eller hørt radiospillet, kender de fleste nok alligevel til denne klassiske science fiction historie, om invasionen fra Mars og hvis maskiner er usårlige overfor vores våben, men som til sidst alligevel dør fordi de ikke kan tåle Jordens bakterier. Denne flotte film fra 1953 står som blandt de bedste af de klassiske science fiction film fra den tid.
Filmen låner både fra det originale værk af H.G. Wells og fra Orson Welles’ radio hørespil, men sat til hvad der på filmens tidspunkt var nutiden i Californien. Her falder der tilsyneladende en meteorit ned nær en mindre by, som selvfølgelig viser sig at være en rumkapsel fra hvad der egentlig blot antages at komme fra Mars, fordi Mars angiveligt var ret tæt på Jorden på det tidspunkt. Det bliver ret hurtigt klart at de er alt andet end fredelige, da man konstaterer at lignende rumkapsler er faldet ned over hele kloden og begyndt at ødelægge alt på sin vej med dødsstråler.
Jeg blev overrasket hvor flot filmen ser ud selv efter næsten 60 år. Flotte farver, klart billede, masser af lydeffekter som sidenhen er blevet genbrugt utallige gange i andre film, og special effects der slet ikke er så slemme som man kunne frygte. Særligt maskinerne fra Mars ser enormt flotte ud. Med en længde på en time og tyve minutter, hvilket er forfriskende kort, kommer handlingen hurtigt i gang og ikke en scene virker overflødig. Det er også klart at der egentlig er tale om en storfilm med et pænt budget, hvilket bliver særligt tydeligt til sidst hvor Los Angeles bliver lagt i ruiner.
På DVDen finder man blandt andet en rigtig interessant halv time lang dokumentar om filmens tilblivelse, med blandt andet nogle af skuespillerne og effektfolkene; en kort dokumentar om H. G. Wells samt to kommentarspor med filmeksperter og skuespillere, men disse består hovedsageligt af namedropping.
Jeg vidste godt denne film var en klassiker og generelt rost meget, men den overraskede alligevel meget positivt, for den er bestemt ikke bare interessant af rene historiske grunde, men fungerer glimrende som en god og spændende film, og uendeligt meget bedre end det nyere makværk med Tom Cruise.
Ridley Scotts Blade Runner fra 1982 baseret på Philip K. Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep er ofte blevet kaldt en af de bedste science fiction film nogensinde. Ikke før nu havde jeg givet den de store tanker, nok grundet i at jeg kun havde set den for mange år siden på en slidt VHS på et monofjernsyn. Det har så sandelig ændret sig efter jeg nu har set den på Blu-ray i “The Final Cut”-versionen. Blade Runner er også kendt for mange forskellige versioner af filmen, men i følge Scott selv er den altså final og jeg synes den virker gennemført.
Bogen for august i
Jeg er virkelig blevet glad for
Med sin artikel fra sidste nummer af
I Fantastiks lille
Joe Haldemans klassiker fra 1974 vandt både en Nebula og en Hugo for bedste roman og det kan virkelig undre mig, at man ikke ser dette mesterværk fremhævet andre steder end på toplister over science fiction bøger, for det er en fantastisk historie alle burde kunne forstå, relatere til, tænke over og få glæde af.
Septembers debatbog i
“Second Foundation” er den sidste bog i Asimovs oprindelige Foundation-trilogi. Og hvor jeg har været lidt tilbageholden med min begejstring til de to foregående, så løfter denne sig markant over dem og gør det det hele værd.
Man kan undre sig over at jeg først nu er gået i gang med fortsættelserne til den første