Novum nr. 86

Novum nr. 86Novum har fået et opfrisket look. Nu med en flot farveforside og et mere lækkert tykkere papir. Endnu en Hardy tegning på omslaget. Den sædvanlige blanding af Litteraskopet, interview, noveller, klummer og anmeldelser. Blandt andet interview med Christian Haun og Kevin Guilfoile.

Som altid er Niels Dalgaards Litteraskopet først i bladet, denne gang med nummer 40½ med en tilføjelse til sidste nummer, men også nummer 41 der handler om Heinlein og hans betydning for science fiction genren, i anledningen af at han vil fylde 100 år i år. Jeg føler mig stadig håbløst bagud med hensyn til at stifte bekendtskab med diverse store forfatterskaber.
Søren Hemmingsen har skrevet novellen Harry og butleren, om en robot der ikke kan udføre aktiv dødshjælp for sin herre grundet Den Første Lov for robotter. Bladets anden novelle M/S NOAH er skrevet Thomas Strømholt og handler om et fund af et nedfrosset rumskib.
Den danske NoFF vinder, Tue Sørensen, blev i sommers sendt til Finland for at deltage i Finncon deroppe, og giver her en grundig conrep derfra, hvor tilsyneladende 90% af gæsterne var anime-fans.
Til sidst har Knud Larn en anmeldelse af bogen The history of science fiction af Adam Roberts og for anden gang sin klumme Inde fra papkasseriget. Denne gang en kritisk anmeldelse af Subspace nr.1 fra i år, hvor jeg generelt er enig i at man kunne savne noget mere dybdegående kritik i det blad, men det ser generelt godt ud, da indholdet er mere varieret end blot at handle om rendyrket Star Trek.

Novum nr. 85

Novum nr. 85Så har Novum overhalet Proxima, men Proxima nr. 85 er vist også lige på trapperne. Det er et godt blad denne gang, med det sædvanlige Litteraskopet, interview med Søren Toft, referat fra generalforsamlingen, en novelle af Glen Stihmøe, en artikel om tv-serien Thunderbirds og en ny klumme fra Knud Larn.

I Litteraskopet tager Dalgaard fat på satire og parodier i science fiction. Spændende vinkel jeg ikke lige har tænkt på, udover de utallige Star Trek parodier der findes.

Novellen Infektion af Glen Stihmøe handler om et reality-show hvor alle 10 deltagere bliver inficeret med en virus der gør dem alvorligt syge, og de skal så konkurrere mod hinanden om bedre behandling og i sidste ende en stor pengegevinst. Bizarre ideer til fremtidens reality-shows er jo set før i både film og noveller, men jeg har svært ved at finde dem interessante. Reality-shows er allerede latterligt langt ude og en ny vanvittig ide gør ikke i sig selv en novelle interessant. Omend slutningen da var ganske sjov.

Niels Dalgaard har en anden lang artikel med, om en gammel tv-serie kaldet Thunderbirds. Kender ikke serien, men den lyder sjov og Dalgaards nostalgiske begejstring er ikke til at tage fejl af.

Knud Larn får måske nu også en fast klumme i Novum, hvor han denne gang under titlen Inde fra papkasseriget skriver lidt generelt om sit arbejde og interesse i genren, og omgangskredsens syn på hans samling af papkasser fyldt med science fiction udgivelser fra hele verden. Et lidt mere afslappet skrivestil end Dalgaards Litteraskopet og jeg håber da på det kan blive et fast indslag i Novum fremover.

Subspace nr. 2, 2007

Andet nummer af foreningen trekkies.dk’s medlemsblad Subspace er udkommet, og det har skabt en heftig debat på foreningens mailingliste. Først om en autograf på forsiden og dernæst om Eurocon på bagsiden, men indholdet er jo det interessante, som igen er ganske godt, men ikke helt så fremragende som i sidste nummer.

I den faste videnskabelige artikel tager Dyveke Korn fat på sorte huller. Et emne man vel aldrig helt kan blive klog på, men artiklen er pædagogisk bygget op med først et lynkursus i Einsteins teorier, der bagefter leder hen på sorte huller. Som altid med forklarende figurer og gode billeder.
Det der fylder mest i bladet er en lang gennemgang af hvordan forskellige afsnit har været inspireret af Shakespeare. Folk der er bekendt med The Next Generation ved jo at Picard holder meget af Shakespeare, og ynder da også at citere hans værker fra tid til anden, men der sniger sig også inspiration ind i afsnittene fra den gamle serie og i filmene. Noget af det er ganske interessant, mens andet virker lidt søgt.
Holodækverdenen Fair Haven, der er en hyggelig irsk landsby, fra Voyager-serien gennemgås ganske grundigt af Kim Pierri.
Vi får også et morsomt indblik i det tilbagevendende arrangement En Dag På Holodækket. Godt påfund med at lade folk finde ud af hvilken skør forening der ikke eksisterede i Danmark.
Christa Islin har oversat et interview med Andrew J. Robinson, manden bag Deep Space 9 karakteren Garek. Jeg synes nu det var nogle ret fjollede spørgsmål, der kun siger lidt om skuespillerens forhold til Garek.
I en forhåbentlig tilbagevendene artikel, som forfatteren også selv håber på, Trekadoter, tages et afsnit fra den originale serie og et fra The Next Generation, og vi får diverse interessante oplysninger ved afsnitet, såsom senere genbrug og mindre fejl.
Derudover er der også viet en side til vinderen af det jyske mesterskab i Star Trek, der gik til en fynbo, lidt kig på sammenfaldet mellem NASA-logoet og Starfleet-logoet og en slags introduktion til filmen Sunshine.

Novum nr. 84

Novum nr. 84Årets første Novum er netop kommet, og er nu oppe på nummer 84 og overhaler dermed snart Proxima. Denne gang med Litteraskopet (som altid), et interview med Tor Åge Bringsværd og en ny novelle af Flemming R.P. Rasch.

Litteraskopet handler denne gang om forfatteren og redaktøren Frederik Pohl. Har ikke før set Litteraskopet være udformet nærmest som en biografi af en person, men det kan der vel også være plads til.

Interviewet med den norske forfatter Tor Åge Bringsværd, bliver en lang samtale om hans forfatterskab, hvordan han arbejder og den obligatoriske undren over hvorfor den fantastiske litteratur ikke er bedre velset i fine litterære kredse, når den nu kan så meget mere end mainstreamlitteratur. Interviewet slutter af med at han fortæller en lille sjov historie om en mand der folder et stykke papir.

Novellen Flimmer af Flemming R.P. Rasch handler om en mand der har et markant overforbrug af tv-serier, og må derfor straks købe et nyt da hans gamle går i stykker. Det viser dog at være et ikke helt almindeligt fjernsyn, da han med sin fjernbetydning kan styre begivenhederne på skærmen. Med en velkendt virkelighed og et lettere overnaturligt og humoristisk præg, minder den mig en del om historierne i Zoran Zivkovics “Biblioteket”. Man kunne selvfølgelig fortolke novellen i lange baner med hvordan fjernsynet styrer vores liv, og omvendt, men jeg vil nu blot nyde den som en god underholdende satirisk historie.

Subspace nr. 1, 2007

Så kom årets første udgave af Subspace og bladets kvalitet tegner virkelig godt for fremtiden. Artiklerne er gode og velafbalancerede i forhold til hinanden, så der er lidt af det hele. Der er både rent videnskabelige artikler, analyse af interessante elementer i Star Trek, den personlige medlemshistorie, DVD-anmeldelse, lidt om en fanserie, noget teknisk, interview osv.

Først en glimrende astronomiartikel om neutronstjerner. Så analyseres alternativ sexualitet i Star Trek, både set i relation til TV-serien og til universet selv. Thomas Skaarup bruger et par sider på at fortælle om hvordan han blev medlem af trekkies.dk. Så gennemgår Kim H. Pierri genetiske modificerede supermennesker og eugenik-krigene, som fx Khan og Dr. Arik Soong. Det er primært en historisk gennemgang, men ganske udførlig. Dernæst bliver det teknisk hvor der graves lidt i transporterteknologien og man kommer også ind på virkelighedens kvanteteleportation, blandt andet med et interview af Eugene Polzik fra Niels Bohr Instituttet. Kort ser vi også på Fermis paradoks og derefter på det man har kaldt Picards syndrom; det at ville læse bøger i papirformat fremfor elektronisk format. Den nye DVD-udgivelse af The Animated Series og en bog om biologien i Star Trek bliver også anmeldt. Den kommende fanserie “Of Gods And Men” der udkommer d. 15 april bliver også nævnt.

Jeg kan kun rose Subspace-redaktionen for denne udgivelse, der som jeg nævnte først, har en god prioritering af forskelligt stof med tilpas mængde af mange forskellige emner, og så selvfølgelig det hele af høj kvalitet. Flere artikler er også mere analytiske og ikke blot refererende, noget jeg tidligere har efterlyst.

Himmelskibet nr. 12

Himmelskibet nr. 12Dette nummer af Himmelskibet handler primært om Fantasticon 2006, og meget af indholdet er også tilegnet dem der ikke kunne være med, men vigtigst af alt får vi de tre noveller der vandt og fik en pris til Fantasticon, samt en andenplads. Flemming R.P. Rasch har en rapport om hans oplevelser fra Fantasticon og derudover har han stået for interview med Lene Kaaberbøl og Dennis Gade Kofod. En form for afskrift af H.H. Løyches foredrag om Kunsten at skrive science fiction er også blevet trykt, som vel ikke er helt dumt at have som reference. Lidt færre anmeldelser i bladet end normalt.

Vinderen af Fantastiks novellekonkurrence 2006 blev Teddy Vork med Frederik og snemanden, der handler om en dreng der bygger en snemand som så kommer til live. Andenpladsen gik til Maria Broby med Den onde maler, der er en uhyggelig beretning om en gal kunstmaler og hans malerier der har en uhyggelig magisk effekt hos folk. Med de to sat op imod hinanden, synes jeg klart at Den onde maler burde have vundet. Historien er for mig langt mere original, indholdsrig og interessant, mens Frederik og snemanden er en halvkedelig forudsigelig historie om en snemand der bliver levende, uden at have noget andet at byde på end et temmelig forudsigelig plot.
Vinderen af ungdomskonkurrencen Laura Hechmann for sin horrorhistorie Sov, mit barn, der er en dommedagshistorie der finder sted i Danmark hvor mystiske dimensionsrifter skaber kaos og rædsel i hele landet. Bestemt fortjent.
Novellen fra hurtigskrivningskonkurrencen fra Fantasticon er naturligvis noget kortere, men fint velskrevet. Vanæret af Nadia B. Jacobsen handler om en ung kvinde og hendes magiske sværd, hvor en gruppe drenge prøver at stjæle dem fra hende. Ved ikke rigtigt hvad meningen med den var godt nok.

Flemming R.P. Rasch kommenterer også på hvad han mener der gik galt med de tre nye Star Wars film og kommer tilmed med et bud på hvordan han mener historien kunne være bedre. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til hans “forbedringer”, da jeg ikke er så meget inde i Star Wars universet, men man ender nok nemt med den indstilling at når man først har set en film udarte sig på en måde, så kommer alle teoretiske ændringer til at virke forkerte. Det jeg primært synes dårligt om ved de nye Star Wars film er et lidt halvkedeligt skuespil til tider, men i sær episode 2 og 3 synes jeg er ganske glimrende eventyr underholdning.

Subspace nr. 3, 2006

Lige inden nytår har trekkies.dk nået at sende årets tredje nummer af Subspace ud, hvilket jo er noget mindre end de fem man ellers stræber efter at få sendt ud om året, men det er nu forståeligt med den tumult foreningen har været igennem. Materiale mangler man tilsyneladende ikke, for der er en masse forskelligt i dette meget billedrige blad.

Sidste del af den videnskabelige artikel om stjerners liv er med, som selvfølgelig handler om novaer og supernovaer. Dernæst en gennemgang af de senere seriers genbrug fra den originale serie, hvor jeg nu mere kunne have ønsket lidt analyse af tematikker og budskaber der har været brugt i de forskellige serier, fremfor bare en ren opremsning af personer der har optrådt i flere af serierne. Igen er der et par medlemmer der fortæller om deres oplevelser med Star Trek i Mit Trek, denne gang af Kim Pierri og Thomas Skaarup. Den slags finder jeg altid spændende læsning. Kim Pierri har derefter en grundig gennemgang af forskellige formskiftende racer i Star Trek universet, og han har også et par korte anmeldelser af et par bøger. I endnu en artikel gennemgår Pierri det dystre spejlunivers, hvor jeg da lige kan tilføje at jeg mener Dr. Phlox i Enterprise dobbeltafsnittet In A Mirror, Darkly bemærker at Shakespeare tilsyneladende er den samme i to universer, hvormed man måske kunne konkludere at det parallelle univers er skabt efter hans tid, men det stemmer jo også overens med teorien om at det er skabt mellem de to verdenskrige.

Dette års DM i Star Trek, som jeg desværre ikke kunne deltage i, fylder selvfølgelig også en del i dette nummer, hvor vi både får et generelt overblik fra en gæst, kommer bag det praktiske med arrangementet og et godt interview med dette års danmarksmester. Der er masser af gode billeder, men jeg kunne måske godt savne et par eksempler på nogle spørgsmål fra denne berømte quizdyst, så man kunne få lidt mere indblik i hvad det hele egentlig har gået ud på.

Novum nr. 83

Novum nr. 83Lige inden juletid har SFC sendt deres medlemsblad Novum ud. Det var tiltrængt, men desværre lidt hurtigt læst. Derudover undrer jeg mig over hvor Proxima bliver af, men der står på SFCs webside at det først udkommer til november i 2007. Kan det virkelig passe?

Dette nummer har desværre ingen noveller, men Niels Dalgaards Litteraskopet er man jo heldigvis altid sikker på. Denne gang tager han fat på blandingen mellem krimi og science fiction, hvilket nu mest af alt bliver en gennemgang af Kathryn Ruschs Retrieval Artist-serie. Men nu ser jeg da frem til at komme i gang med Chasm City af Alastair Reynolds, som efter den omtale jeg har set af bogen, skulle være en krimiagtig science fiction. Jeg kom også til at tænke på at en del Babylon 5 afsnit er meget traditionel krimi, med en “hvem gjorde det?” opbygning, men som Dalgaard også påpeger så skal der mere til end blot at have en krimi på en rumstation. Plottet skal kun kunne hænge sammen i den kunstigt skabte science fiction virkelighed, hvor en del plots fra Babylon 5 krimi-afsnit ligesåvel kunne have udspillet sig i en hvilken som helst anden verden. Et bedre eksempel er derimod Peter F. Hamiltons novelle A Second Chance At Eden, der er en glimrende krimihistorie og hvor det hænger sammen med Hamiltons fremtidsverden.

Hele tre interviews, eller uddrag, med Ellen Garne, Erwin Neutzsky-Wulff og Niels-Ole Rasmussen får vi, men desværre er uddraget med ENW så kort at det ikke rigtigt giver mening. I både interviewet med Ellen Garne og Niels-Ole Rasmussen bliver problematikken med forlagsbranchens angst overfor science fiction vendt. Den skal åbentbart altid med.
Knud Larn har også sin report fra Fantasticon i bladet, og det er den samme som er at finde på hans blog.

Subspace nr. 2, 2006

Den danske forening for Star Trek fans, trekkies.dk, har i den seneste tid været igennem en del turbulens, da den tidligere bestyrelse havde forsøgt at få foreningen nedlagt, men er nu blevet taget over af en ny bestyrelse. Og den “nye” forening og redaktion har nu fået sendt deres første nummer af Subspace ud.

Det indeholder en god præsentation af den nye redaktion og nogen fortæller om deres oplevelser med Star Trek gennem tiden, i den tilbagevendende klummeserie Mit Trek. En artikel om Star Trek’s 40 års fødselsdag og en rapport fra arrangementet i København er selvfølgelig også med. Derudover et interview med en Star Trek fan der har skrevet en Ph.D. afhandling om serien og dens brug af mytologi, en Star Trek vinkel på dette års konference i IAU om Plutos ændrede planetdefinition, anden del i en videnskabelig artikelserie om stjerner og en anmeldelse af fanserien Hidden Frontier udgør resten af bladet. Et meget typisk indhold for bladet, men desværre lidt hurtigt læst.

Til dette års Fantasticon fik jeg jo en masse ældre eksemplarer af Subspace med hjem og har i mellemtiden fået bladret lidt i dem til at kunne skrive lidt om generelt om hvad det er for et fanzine. Det er i A4-format med et flot forsidebillede i farver og er mere professionelt i udseende end de fotokopierede og håndfoldede fanzines jeg ellers kender til. Indholdet handler jo som forventet kun om Star Trek eller noget tæt relateret dertil, hvilket jo både er på godt og ondt. Man ved hvad man får hver gang og man kommer rigtig ud i mærkelige kroge af universet, men meget af det ender med at blive refererende snarere end analytisk. Indholdet kan nemt bruges til lige at slå ting op og lære nye spændende detaljer, men jeg kunne godt savne lidt mere hvor nogen går i dybden med en analyse og fortolkning af seriens temaer, enkelte afsnit eller lignende, fremfor kun at få en masse facts remset op i artikelform. Omvendt er det vel netop også det man som trekkie synes er sjovt at dykke ned, nemlig alle de detaljer og dele af det enorme univers som man hele tiden kan blive klogere på.
Derudover savner jeg noget fiktion i bladet. Jeg ved at der da skrives en masse fanfiktion i Star Trek universet og det kunne man vel nok evt. få oversat noget af til bladet, så der også er lidt ny underholdning med.

Nu hvor alle serier er færdige, alle DVDer udgivet og en ny film først kommer i 2008, bliver det nok sværere at fylde noget interessant i hvert eneste blad, men jeg tror nu nok det det kan lade sig gøre, ved fx at tage fat på den massive fanfiktion der er derude, som man blandt andet gjorde med Hidden Frontier i dette nummer. Måske jeg burde sende noget ind om Star Trek: The Section 31 Files, den podcast jeg har omtalt her på bloggen.

Science Fiction nr. 9

Niende nummer af fanzinet Science Fiction har Janus Andersen fra fanzine.dk været redaktør på og han har valgt et fokus på danske science fiction udgivelser fra 2005, omend bladet selvfølgelig også har meget andet – blandt andet fire oversatte noveller. Derudover bringer bladet også to interviews, en reportage fra Bogforum 2005 – hvor de udsendte møder den sædvanlige negative fordom om science fictin som genre, hvor jeg lige kan henvise til et tidligere indlæg jeg har skrevet om netop dette, en oversigt over danske science fiction udgivelser og en artikel om science fiction fandom der er gået online.

Interviewet med den norske forfatter Tor Åge Bringsværd er god debatskabende læsning, også for folk som mig der ikke kender forfatteren eller hans værker, da han ikke fortæller specifikt om sine egne bøger, men derimod om science fiction genren i forhold til mainstreamlitteraturen der bygger meget på realisme. Bringsværd kritiserer mainstreamlitteraturen og dens påståede realisme, da han ikke mener det er mere realistisk end forfatterens egen subjektive opfattelse af virkeligheden. Science fiction er ikke som sådan mere realistisk, men den er i det mindste ærlig omkring at det er forfatterens ide om et samfund der kommer til udtryk, siger han. Han finder også science fiction og andre af de fantastiske genrer mere udfordrende fordi den stiller hypotetiske spørgsmål og kommer med ideer til en anden verden, fremfor mainstreamlitteraturen der ikke tør være hypotetisk, men blot skildrer hverdagsemner som læseren kan genkende. Og det man kan jo som science fiction fan kun være enig i, da det netop for mig er lignende grunde til jeg læser den genre. Det er da mere interessant at læse om hypotetiske ideer og hvordan samfundet kan ændre sig som følge af forskellige teknologiske undere, fremfor noget man kender fra virkeligheden. Jeg synes virkeligheden er virkelig nok i forvejen.

Artiklen Online kommunikation er specielt interessant for en blogger som mig, da det netop handler om bruger af Internettet blandt forfattere og fans. Om at forlagene typisk ikke giver nogen støtte hvis en forfatter vil lave en webside dedikeret til sin bog, trods de mange fordele herved. Forlagene er tilsyneladende stadig bange for den slags, da de ser nettet som noget der gør alt gratis og dermed er en trussel mod deres forlagsbranche. Jeg har ofte hørt lignende fra flere af de forfattere der laver podcasts af deres romaner.
Hvad angår fandom gøres der også en god betragtning af hvor stor forskel der på foreningerne Science Fiction Cirklen og Fantastik og deres brug af nettet, hvor SFC har en statisk side med information om deres udgivelser, mens Fantastik mere forsøger at danne et community med et mailforum. For som forfatteren til artiklen også skriver, så melder man sig vel ind i en forening for at få skabt bare lidt social aktivitet omkring en interesse der ellers typisk udføres alene på sofaen med at læse bøger eller se Star Trek – i hvert fald for mit vedkommende. Også den samme motivation der ligger bag denne blog.

Den første novelle af Brendan Cornell fra Scwheiz, Et net af årer, er nu mest af alt blot ubehagelig læsning om en mand der på bizar vis ændrer på sin krop for at ligne en fugl. Omegalpha af den belgiske Frank Roger handler om et eksperiment der har fået tiden til at gå baglæns, hvormed novellen også på en måde er skrevet baglæns. Det giver nogle yderst mærkværdige situationer og er klart bladets bedste novelle. Klæder skaber folk af Ken Brady fra USA er en historie om en advokat, et jakkesæt, en retsag, nettet og kannibalisme. Hvordan det hænger sammen må man selv læse sig til. Den sidste novelle af hollænderen Guido Ekhaut Digteren på den Spirituelle Kerne handler om en digter om bord på et rumskib der prøver at finde ord for det at bryde lysmuren.

Derudover ser jeg at denne blog på side 25 har fået fin reklameplads, hvilket jeg da er meget taknemmelig for. Linket der står nævnt, http://voroth.sysctl.dk/blog/ virker selvfølgelig, men http://sysctl.dk/blog/ er nu nok. Voroth er blot navnet på den computer der er server, da jeg nemlig navngiver mine computere efter lokationer fra Star Trek, og Voroth er et hav på planeten Vulcan.

Layouttet og teksten er lidt anderledes i dette nummer end i de øvrige blade, der gør at teksten er langt mere behagelig at læse. Så en opfordring herfra til redaktionen på Science Fiction om at få især tekststørrelsen fra nr. 9 tilbage, da det vil gøre det rarere at læse.