Proxima nr. 87

Proxima nr. 87Forårsnummeret af Proxima for 2008 er kommet, og selvsagt igen desværre noget sent til, at det kan kaldes et forårsnummer. Det skal dog så sandelig ikke afholde nogen fra at læse tidsskriftet, der på dansk giver den mest seriøse behandling af science fiction litteraturen.

Der er to interviews denne gang. Et med Anne McCaffery udført af Lea Thume på Eurocon 2007 og et med Søren Hemmingsen om kvindelige superhelte. Ingen af disse emner sig mig noget, så ingen kommentarer herfra.

Proxima tager ofte smalle esoteriske emner om (og gudskelov for det, for hvem skulle ellers gøre det indenfor science fiction?), men med Loránd-Levente Pálfis leksikografiske analyse af Niels Dalgaards fagbog Guide til fantastisk litteratur er man virkelig ude i krogene. Pálfi er særligt begejstret for Dalgaards emneregister, der gør det muligt at foretage opslag på fx “udødelighed” eller UFOer. Til netop dette kan websiden SciFan anbefales.

Den mest interessante artikel må blive franske Jean-Pierre Laigles gennemgang af temaet om udplyndring af andre planeter i science fiction litteraturen, hvori han gennemgår en række udvalgte værker primært fra første halvdel af forrige århundrede med dette tema. En gennemgående ide i disse historier lader til, at være brugen af “stråler” til, at udsuge råstof fra en planet eller simpelthen flytte vand eller luft fra Jorden til fx Månen eller Mars.

De tre noveller handler alle om et spinkelt håb i en ellers grusom verden. Camilla Wandahls Børnesatellitten minder en del om The Island. Børnene er dog ikke reservedele, men noget andet.
Eternity is for everyone af A. Silvestri følger nogle gangstertyper der i en by styret af cigaretfirmaet Eternity, indkræver gæld fra folk. Hvad denne gæld består af og hvorfor de skylder den, bliver aldrig rigtig klart, og i det hele taget savnede jeg noget mening i denne novelle, der ellers har nogle gode originale koncepter.
I Prøven af Gudrun Østergaard følger vi to drenge, der forbereder sig til en prøve de skal bestå, for at blive rigtige borgere. Novellen kan tolkes som en allegori over og kommentar til de nye “danskhedsprøver”, og selvom den del fungerer godt, savner jeg noget substans i den beskrevne verden udover symbolikken.

Noget af det bedste ved at læse Proxima er de gennemarbejde anmeldelser. Det har dog den bagside, at man får endnu flere bøger på sin “to read”-liste. Således har jeg fået interesse for de seneste romaner af Charles Stross og Kristine Kathryn Ruschs Retrieval Artist-romaner.

Novum nr. 89

Novum nr. 89Sommerens nummer af Novum er dumpet ind og denne gang med materiale fra både Dancon og Fantasticon. Omslaget er denne gang med en ny science fiction grafiker, tyske Wolfgang Sigl, der også vil blive brugt til fremtidige udgivelser af SFC. Carl-Eddy Skovgaard giver en kort introduktion af ham.

Litteraskopet af Niels Dalgaard ser igen tilbage på ur science fiction, denne gang er det George Griffiths krigsromaner The Angel of the Revolution, Olga Romanoff og The Outlaws of the Air der behandles. Niels Dalgaards foredrag fra Dancon Rødder og grene om den danske ur science fiction og SFCs genudgivelser af udvalgte romaner, er også trykt i nummeret og bør læses af alle der ikke deltog i Dancon, men kan også sagtens genlæses.
Udover min egen conrep fra Fantasticon i år er et interview med Niels Brunse af Jesper Rugård foretaget på conen bragt, og det er egentlig mere en samtale mellem de to og publikum end et egentlig interview.
Knud Larn er nu oppe på nummer fem i sin klumme Inde fra papkasseriget, der denne gang ikke handler om papir, men om gamle sjældne udgivelser udgivet digitalt på cd-rom. En glimrende tilgang til muligheden for, at kunne læse sjældne værker, uden at skulle betale hundredevis af dollars for at få en original, der alligevel mister sin værdi hvis man forsøger at læse den.
En enkelt kort novelle af Manfred Christiansen er det blevet til. Rasmus, en for mig uforståelig historie om planter.

Himmelskibet nr. 16

Himmelskibet nr. 16Den forbedrede trykkekvalitet af Himmelskibet fra nr. 15 er blevet permanent og nummeret har det sædvanlige indhold med tre noveller, et par artikler, et interview, to nekrologer (om Arthur C. Clarke og Ernest Gary Gygax) samt diverse nyheder og anmeldelser.

Thomas Strømsholt vender tilbage til et bibliotekstema, som i Himmelskibet nr. 11, med novellen Bibliotheca Phantasia. Igen omhandlende et bibliotek med fiktive bøger, som Necronomicon, Encyclopedia Galactica og The Gospel from Outer Space. Desværre har novellen intet at byde på som historie, og er ikke andet end en opremsning af en række fiktive værker.
Så er Teddy Vorks horrornovelle En helt forkert kiste noget bedre. Den handler om en bedemand der modtager et mobilopkald fra en kvinde han for nylig har fået begravet.
Manfred Christiansen har en spøjs ensides novelle, En uventet forfriskning, om en helt speciel tørstslukker.

Af artikler har Flemming R.P. Rasch en gennemgang af forskellige rollespilstyper samt et par videnskabelige indslag i Den fantastiske virkelighed, denne gang om kvantecomputere, LHC projektet i CERN og en omgang lommefilosofi om psykopater og fysiopater. Han efterspørger lidt feedback til Den fantastiske virkelighed, og til det vil jeg sige, at han burde holde sig til et videnskabeligt emne ad gangen og gemme lommefilosofien til en separat artikel.

Bladet indeholder også et interview med den nye fantasy/horror-forfatter Michael Kamp, der er aktuel med Bobs Saga. Kunne godt lide hans holdning til, at der intet er i vejen med rendyrket underholdning. En bog eller film behøver ikke altid være dybt filosofisk eller samfundskritisk. En god historie kan godt være nok.

Fantasticon 2008 – lørdag

Så gik den lørdag med Fantasticon i Vanløse Kulturhus. Flotte store pæne lokaler, men det gav desværre det indtryk, at det så ud som om der var færre gæster end der egentlig var, da store åbne rum og lange lyse gange nemt kan se tomme ud. Men så var der masser af conhygge ude i det gode vejr på den åbne terrasse.

Jeg var til paneldebatten, der skulle handle om genrer og om meningen med disse. Det virkede meget dårligt forberedt, men Norman Spinrad og Erwin Neutzsky-Wullf fik da det startet fornuftigt i gang. De startede med den klassiske debat om, at science fiction ikke er rigtig godkendt litteratur af kritikerne, og at man helst ikke skal kalde sine bøger for science fiction, selvom de faktisk er det. Spinrad havde en interessant hypotese om hvordan e-bøgers kommende udbredelse, vil få stor betydning for genrene. De vil blive mere udvandede, for online boghandlere vil ikke være nødsagede til, at skulle placere en roman på en hylde med et bestemt prædikat, men kan sætte alle de tags som passer til bogen. Således at opdelinger som western, krimier, science fiction, romancer osv. bliver mindre firkantede, for en bog kan kategoriseres som det hele. Og det sker jo allerede i dag på alle online boghandelssider, hvor der også er referencer til hvilke andre bøger købere af denne bog også har købt osv. Erwin sluttede debatten med en mening om at specielt hard sf vil få det svært fremover, fordi det simpelthen er for svært for de fleste folk at forstå, grundet ringere videnskabelig forståelse. Mange ved ikke at fx rumkampsscener som i Star Wars rent videnskabeligt er noget sludder, var blandt andet en pointe.

Senere hørte jeg Klaus Æ. Mogensen fortælle om fremtidsforskning og hvordan det relaterer til science ficiton. Klaus arbejder til daglig i Instituttet for fremtidsforskning og kunne fortælle om deres arbejdsform. Fremtidsforskning skal først og fremmest være troværdigt og bliver dermed oftest også omhandlende nærfremtid, da det er ofte virksomheder eller brancheforeninger der beder om forskning indenfor hvordan deres felt vil udvikle sig de kommende år. Dermed kommer fremtidsforskning også til at grave dybere i nogle meget specifikke ting og andre dele af samfundsudviklingen, end det som normalt danner rammen for en science fiction fortælling, som jo også skal have et spændende plot. En prognose for fremtiden for en bestemt industris muligheder i østen de næste årtier er sjældent grundlaget en science fiction fortælling.

Til sidst så jeg interviewet med Erwin Neutzsky-Wullf, som mest omhandlede hans arbejdsmetoder og mindre om indholdet af hans værker. Det overraskede mig blandt andet at høre, at Erwin skrev sine romaner ved at have hele værket i hovedet og så skal den blot skrives ned, uden at han foretager nævneværdige ændringer undervejs. Mens ofte fra andre forfattere hører man, at de gennemgår en mere iterativ proces, hvor de ikke nødvendigvis ved præcist hvordan romanen skal ende når de i gang. Efter Erwins opfattelse kan der kun komme bras ud af den måde at skrive på.

I morgen planlægger jeg at høre Holger Bech Nielsen, som lige er kommet på programmet, paneldebatten om Arthur C. Clarke, paneldebatten om fantastisk børne/ungdoms-litteratur og selvfølgelig prøve lykken til auktionen.

Novum nr. 88

Novum nr. 88Nyt nummer af Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum er udsendt og dermed det første nummer i år. Bladredaktør Janus har moderniseret layoutet og det er blevet ganske vellykket.

Der er to takketaler i bladet fra henholdsvis den nye formand, Knud Larn, og den tidligere formand Carl-Eddy Skovgaard. Knud Larn er fuld af optimisme og glæder sig til det fremtidige arbejde med SFC, mens Carl-Eddy Skovgaard med over 20 år i foreningens kerne og mange af disse år som formand, med rette kan føle sig træt og har nu fået mulighed for at koncentrere sig om foreningens udgivelser.
Niels Dalgaards faste klumme Litteraskopet dykker denne gang ned i Murray Leinster og navnlig hans novelle A Logic Name Joe fra 1946, der handler om hvad vi i dag vil kalde for en intelligent computer der bogstaveligt talt kan svare på alle folks spørgsmål! Novellen er at finde online og den er virkelig værd at læse.
Janus Andersen har interviewet Jakob Vedelsby om hans nyeste bog Verden i verden (her anmeldt af Janus).
David A. Hardys billeder har prydet omslagene på den seneste stribe af bøger og tidsskrifter fra SFC og Carl-Eddy Skovgaard giver en kort introduktion til Hardy og de billeder SFC har brugt indtil videre.
Anders Weitze har bidraget med novellen Til fællesskabets bedste der starter med noget så hverdagsagtigt som indkøb i et supermarked, men drejer over i en absurd form for moderne kannibalisme, men med en lidt for åbenlys overdrevet politisk overtone.
Knud Larns faste klumme Inde fra papkasseriget, denne gang nummer 4, er denne gang bogstaveligt talt om gamle støvede fanzines, han har fundet i en papkasse.
Selv har jeg samlet og renskrevet mine referater fra efterårets foredrag om Science og science fiction og disse er trykt sidst i bladet. Og så er der lige indkaldelse til generalforsamling d. 6 april hvor der også er Dancon, som man da selvfølgelig bør komme til!!

Alt det du ikke vidste om Knud Larn

Knud Larn er blevet interviewet om sig selv og sin fandom på en svensk blog af Hans Persson. Interessante og velformulerede svar giver Knud på det hele og jeg bliver endda pænt omtalt:

Interstellar Sysctl — Jeppe Larsens flotte blog. Han er ved at læse sig igennem ”klassikerne”, det er spændende at følge med i hvad den yngre generation mener om bøgerne. Og så ved han noget om podcast etc som ikke er indlært i min opvækst og som jeg derfor skal indlære og holde mig orienteret om. Et godt supplement til den viden jeg selv skaffer mig.

Det er jo næsten en forpligtigelse nu at få læst flere “klassikere” så og podcastdækningen burde jeg også få sat op i gear. Heldigvis har ældre klassikere jo den “egenskab”, at de er relativt korte i forhold til mange af de nyere gigantværker, så lidt tid burde der kunne findes til at få dem klemt ind.

Proxima nr. 86

Proxima nr. 86Dette er egentlig efterårsnummeret for 2007, men det blev lidt forsinket og derfor først sendt ud kort efter nytår. Og igen med et flot farveomslag. Kvaliteten fejler som sædvanlig ikke noget, med anmeldelser, tre noveller og hele fem artikler, hvoraf de fleste har relation til Eurocon.

To interviews fra Eurocon er trykt, Niels Dalgaard der interviewer Svend Åge Madsen og Ulrik Kristiansen med Stephen Baxter. Især interviewet med Svend Åge Madsen fandt jeg interessant, selvom jeg endnu ikke har læst noget af ham. Stanislaw Lem døde i 2006 og var Ghost of Honour til Eurocon. Et navn der bør vække genklang, Darko Suvin, har skrevet om Lem og hans science fiction. Ellen Miriam Pedersen har en artikel om den tyske filosof Ernst Bloch, der ligeledes udspringer af hendes foredrag om selvsamme under Eurocon. Palle Juul Holm har anden del af sin artikel Nye læsere kan hoppe af her, og igen er dette ganske sandt, da det handler om en fiktiv verden fra et par af hans noveller. Dem burde jeg få læst.

Og til de tre noveller. Kickstart af Jesper Rugård Jensen er udformet som nyhedstelegrammer og handler om nogle mystiske geologiske hændelser i Australien. Historien slutter noget brat og virker ufuldendt. Til evigheden os skiller af Ulrik Kristiansen blev bragt på engelsk i The Sky Ship og er altså her i sin originale udgave på dansk. Troels Liebgott har en velskrevet novelle om et virtual reality program der ikke gør som det burde, Fantasy Island.

Af anmeldelser er der mange af danske bøger, heriblandt en del af Science Fiction Cirklens nye udgivelser op til Eurocon, der har fået pæne anmeldelser. Derudover har jeg to anmeldelser med af “The Dreaming Void” og “Rainbows End”.

Interview på Bogforum

På Litteratursiden er der nu kommet en artikel op om det interview jeg deltog i på Bogforum forrige fredag i forbindelse med Azur-læseklubben.
Som det fremgår så var de meget interesseret i det specielle ved at have en læseklub online fremfor det traditionelle fysiske møde, og de gjorde et stort nummer ud af at mig og Jens ikke havde mødt hinanden før. Det vidner om et interessant generationsskel, da det for mig virker helt naturligt at deltage i debatter og diskussioner online, fremfor at mødes i en fysisk læseklub – hvilket jeg aldrig har gjort. For det vigtigste er blot at kunne få debatteret sin læsning med andre, og som der står i artiklen:

At kunne debattere en bog med andre, giver noget ekstra til læseoplevelsen. I stedet for blot at gemme bogen væk efter endt læsning, får man den mere ind under huden ved at diskutere den.

Det er jo det samme man får ud af at skrive sådan en blog som denne, da man automatisk tænker mere over bogen undervejs og får den bearbejdet på skrift bagefter, fremfor at den blot bliver lagt på hylden eller afleveret tilbage til biblioteket.

Derfor kan jeg kun opfordre flere til at prøve at deltage i debatterne i Azur, da der bestemt er plads til flere (når det er online er der jo ingen medlemsbegrænsninger hvad det angår).

Eurocon omtale i Metroxpress

Den gratis trafikavis Metroxpress har en hel side i dag omhandlende Eurocon. Den kan læses online her.

Journalisten Søren Bjørn-Hansen har gjort et ganske godt stykke arbejde, med at slå fast at science fiction er en genre der bør tages seriøst og er langt mere end Star Trek og Star Wars. Dog bruges en del af artiklen alligevel på at omtale dem der er klædt ud og maskeraden, men på en pæn måde. Eneste fejl er at han skriver at Scientology delte medlemsskaber ud. Det er ganske enkelt faktuelt forkert. Dem der var der solgte udelukkende bøger af L. Ron Hubbard og havde intet Scientology materiale med. Der er fordomme nok om science fiction og Scientology i forvejen, så den svipser er beklagelig.
Men det opvejes klart af at han har interviewet Harry Harrison og brugt god spalteplads på hvad han har at sige. Det var alligevel overraskende, at de ville bruge spalteplads på sådan en mindre offentlig kendt forfatter, som faktisk siger noget ganske relevant om det at skrive science fiction og kalder tilmed William Gibson for doven.

Derudover blev jeg også begejstret for den håndfuld bøger de har valgt at anbefale i en lille boks i toppen. Der nævnes blandt andet nyere gode navne som Iain M. Banks, Alastair Reynolds og Charles Stross, fremfor igen at nævne Bradbury, Orwell og Clarke, som jeg tror folk har hørt rigeligt om i science fiction sammenhænge. Så en stor ros til Metroxpress for at give science fiction en rimelig pæn behandling i deres avis!

Eurocon 2007 – fredag

Inden en ny lang og forhåbentlig spændende lørdag går i gang, kan jeg lige nå en beretning fra i går. Jeg ankom kl. 13 og der var fuld travlhed blandt staff, så jeg blev hurtigt sat til at sætte skilte op og dernæst sidde i indgangsregistreringen. Sidstnævnte var ikke nemt. Mest fordi os der sad blot var menige staff-medlemmer og dermed ikke vidste så meget om alt muligt, og samtlige spørgsmål havnede jo der. Men bestyrelsesmedlemmerne der skulle vide alt det, var ligeledes overbebyrdede med et væld af spørgsmål og forespørgsler om særlige aftaler osv. Jeg tror desværre vi simpelthen er for få folk til at drive conen. Det gik dog alligevel, men jeg tror at i hvert fald en håndfuld gæser fik det indtryk at der slet ikke var styr på noget som helst. Selvom der nok kommer flere mennesker i dag, tror jeg det bliver mere roligt hvad det angår, da de fleste forudbetalte medlemmer kom i går og dem der bare køber adgang til en dag er nemmere at håndtere.

Det skal jo selvfølgelig ikke være negativt alt sammen. Der var generel god stemning og mange af de udenlandske gæster er utrolig snakkesaglige og venlige, og det er jo hvad en eurocon først og fremmest handler om: at mødes med fans fra andre lande og få sig en god snak med dem. Det er sjovt nok meget de samme lande der er gæster fra. Finnere synes jeg der var rigtig mange af, også en håndfuld englændere, men kun ganske få tyskere, franskmænd og lignende.

Jeg nåede at se Stephen Baxter blive interviewet kl. 19. Ganske godt udført af Ulrik Kristiansen, hvor det var livets store emner der blev taget op: er vi alene i universet, findes der en gud, hvad er menneskets plads i den kosmiske sammenhæng. Selvsamme omfattende emner Baxter tager op i sine værker.

Sidst på aftenen var der bogauktion hvor et væld af bøger blev solgt til fordel for Eurocons budget. Ganske fornøjeligt og også en meget lærerig event, og på mærkelig vis kom jeg også selv hjem med et par danske bøger. Knud Larn er virkelig hård at byde imod.

Så snart jeg har fået drukket min morgenkaffe tager jeg fluks af sted igen til hvad der nok bliver en lang men god dag.