Galactic North

Posted on March 7, 2012 by Jeppe

Selvom Alastair Reynolds mest begår sig i tykke space opera romaner, så er han bestemt ikke dårlig til noveller, hvor han på fantastisk vis kan få ligeså store idéer ned på få sider. Galactic North samler otte noveller sat i samme univers som Revelation Space og de andre bøger i samme serie. Flere af novellerne er dog skrevet længe før den første bog, så de kan godt læses uden foregående kendskab og historierne fungerer mest som et ekstra vedhæng end en egentlig udvidelse af universet.

De første par noveller går helt tilbage til begyndelsen med de første kolonier på Mars og hvordan de grupperinger vi senere kommer til at kende som Demarchists, Ultras og Conjoiners blev til. Det er dog først med de fjerde novelle i samlingen, at jeg synes de begynder at blive interessante historier i sig selv. I Weather følger vi et Ultraskib der med nød og næppe undslipper nogle pirater, men de får dog reddet en Conjoiner derfra. Skibets maskiningeniør kæmper med nogle problemer i skibets motor, og det kan Conjoineren måske hjælpe med. Og så får vi lidt mere at vide om hvordan disse rumskibsmotorer fungerer. En anden fantastisk historie er Grafenwalder’s Bestiary der finder sted i Chasm City og novellen har lidt samme stemning som i bogen af samme navn. Den følger samleren Grafenwalder der samler på sjældne og helst farlige dyr. Han er i evig konkurrence med sin rival om hele tiden at have det nyeste scoop, men i vanlig Reynolds stil bliver alting vendt på hovedet henimod slutningen. Det samme gør sig gældende med Nightingale, der starter som en forholdsvis uskyldig historie om en gruppe krigsveteraner, der skal hente en krigsforbryder hjem fra et forladt hospitalsrumskib, for at han kan stå til ansvar for en domstol. Men det ender igen ikke helt som planlagt.

Man kan jo blive ved med at anbefale Reynolds og denne ingen undtagelse. Han har bestemt ingen problemer med at få sine idéer ned i novellelængde, og de otte historier heri kan være en glimrende lille afstikker, hvis man vil fanges ind i hans fantastiske univers uden at tage fat på en af murstensromanerne.

Diamond Dogs, Turquoise Days

Posted on July 17, 2010 by Jeppe

Diamond Dogs Turquoise Days Diamond Dogs og Turquoise Days er to novellaer af Alastair Reynolds udgivet sammen. De er sat i samme univers som Revelation Space og de andre, men det har ikke den helt store betydning. Reynolds viser at han så sandelig også kan skrive kortere tekster, og faktisk få rigtig meget ud af novellalængden.

Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.

Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.

To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.

Absolution Gap

Posted on July 5, 2010 by Jeppe

Absolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af Redemption Ark og runder den såkaldte Inhibitorserie af. Sådan da. Reynolds leverer i hvert fald ikke en lukket slutning kan man sige og han har sidenhen også vendt tilbage til det univers med The Prefect.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.

Redemption Ark

Posted on October 27, 2009 by Jeppe

Redemption Ark Hver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.

Chasm City

Posted on February 4, 2007 by Jeppe

Dette er Alastair Reynolds’ anden bog, der foregår i samme univers som “Revelation Space”, men de er ikke som sådan forbundne. Chasm City er også meget anderledes. Den er skrevet i første person, det meste af handlingen udspiller sig på ganske få dage og i samme by, hvor Revelation Space var mere space opera, bliver denne her en slags cyberpunk krimi.

Vi følger sikkerhedsspecialisten Tanner Mirabel og hans hævntogt mod den mand han holder ansvarlig for døden af sin chefs kone. Denne jagt leder ham væk fra hans egen planet, Skys Edge, og til Yellowstone systemet og byen Chasm City. Dette lyder umiddelbart noget trivielt, men som historien skrider frem bliver det motiv ikke drivende. Tanner ryger hurtigt ind i andre og mere komplekse sammensværgelser og mysterier, da han når til Chasm City og erfarer at byen har været underlagt en form for virus der har inficeret al avanceret elektronik. Alt i mens han kæmper med hukommelsestab og i bogstaveligste forstand at finde ud af hvem han egentlig er. Meget mere bør jeg vist ikke afsløre.

Jeg kan ikke komme udenom at det er et glimrende værk Reynolds har skrevet, med et plot man bestemt skal holde tungen lige i munden for at fange og hvor intet er som det giver sig ud for at være. Men den ligger lidt ved siden af min personlige subjektive smag. Først skulle jeg vænne mig til førstepersons synsvinklen. Derudover er den gangstermentalitet karaktererne er bygget op på heller ikke lige mig, da langt det meste af fremskridtet i plottet foregår ved at nogen peger en pistol mod en anden og tvinger dem til at gøre som de siger.
Tempoet i bogen er også lidt problematisk. Det tog mig temmelig lang tid at komme rigtig i gang, og det var først de sidste 200 sider jeg fik læst hurtigt. Der sker skam en masse, men meget af det virker meningsløst i starten, omend det hele selvfølgelig giver god mening til slut. På den måde er det dog rart med en forløsende slutning. Der var altså mening med galskaben.
En bog skrevet i førsteperson skal selvfølgelig have en god personskildring, og den er da også i topklasse. Man lærer personen at kende på samme måde som han lærer sig selv at kende, igennem alt det der sker omkring ham.

Nu har jeg brugt en masse linjer på at sige noget egentlig ganske ligetil: Bogen er af høj kvalitet, men ikke lige min personlige smag. Jeg kunne bedre lide Revelation Space.

Revelation Space

Posted on June 12, 2006 by Jeppe

Revelation Space Denne bog fra 2000 er Alastair Reynolds første roman og han har efterfølgende skrevet flere bøger og noveller i samme univers. Historien her kan dog fint læses alene.

Handlingen finder sted ca. 500 år ude i fremtiden, hvor vi starter med at følge tre hovedfigurer der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men de enkelte handlingsmønstre flettes hurtigt sammen. Først og fremmest arkæologen Dan Sylveste som på en fjern koloniplanet prøver at finde frem til hvad der skete med en intelligent race der udødede for næsten en million år siden. Lejemorderen Khouri som slår rige mennesker ihjel mod betaling fra dem selv, og på rumskibet Infinity følger vi Volyova og resten af besætningen som prøver at finde en vaccine til deres kaptajn som er inficeret med en ukendt virus. Plottet som helhed går på at få kortlagt en galaktisk begivenhed der skete for millioner af år siden og det går langsomt op for personerne at der gemmer sig en trussel mod hele menneskeheden.

I Reynolds univers er det ikke muligt at flyve hurtigere end lyset, så interstellar rumfart opnås i stedet ved at besætningen går i dvale mens rumskibet bevæger sig så tæt på lysets hastighed som muligt. Dette giver jo nogle store relative tidsforskydninger for de personerne i bogen, og dette illustreres ved at bogen i starten springer meget rundt i årstallene, men de begivenheder hænger alligevel sammen selvom de er foregået over så lang tid. Derudover skriver Reynolds på en interessant måde hvor man egentlig ikke får de store forklaringer på hverken personerne eller om den verden det udspiller sig i. Hele tiden bliver det anslået at personerne ved en masse vi som læsere ikke ved og det udfordrer en som læser til at være godt opmærksom på selv at sætte de enkelte delinformationer til en helhed, når vi nu ikke får det hele leveret i lange forklaringer. Det samme med selve det univers det hele udspiller sig, da vi ikke får nogle lange historiske forklaringer på menneskehedens historie fra i dag og frem til år 2566 hvor historien primært finder sted. På mange måder er den egentlig skrevet som om det var nutiden det foregår i, og ikke i fremtiden. Skriver man en bog der foregår i nutiden vil man jo heller ikke komme med lange historiske forklaringer eller grundige tekniske udredninger af diverse ting der bruges. Så det må man som læser også selv stykke sammen som man lærer det hele bedre at kende. Det er nu meget befriende at læse en science fiction historie på den måde, som udfordrer ens fantasi og evne til at danne sig et overblik, fremfor at få det hele serveret i lange forklaringer. Det efterlader en med et klart indtryk om at dette univers kan indeholde langt flere historier og det er jo netop også tilfældet, da Reynolds som nævnt har skrevet flere bøger i selvsamme univers. Hvad plottet angår gør det dog at man til sidst får en masse forklaringer, men det gør ikke noget og selv plottet er ikke fuldt udpenslet i alle detaljer til sidst.

Alt dette gør også at der ikke som sådan er de store refleksioner til nutidens samfund, eller ikke nogen jeg kan se i hvert fald, så egentlig får vi “bare” en pokkers god historie i et interessant fremtidsunivers. Det er jo heller ikke at kimse af og det giver kun en lyst til at læse de andre bøger, for at få mere at vide om alt det der ligger bag.

Reynolds er uddannet astronom og fysiker, hvilket især kan se til sidst hvor han bruger et sort hul og en neutron stjerne på en sjov måde, og en interessant udlægning af Fermi paradokset. Selvom teknologien beskrevet virker overmådelig fantastisk, så er det alligevel fremstillet og beskrevet på en rimelig troværdig måde, men den er på ingen måde fyldt med lange teoretiske videnskabelig udregninger af alt muligt.

Som helhed må jeg sige jeg er ganske imponeret over Revelation Space og som nævnt var det på mange måder en befriende og udfordrende bog at læse, som fokuserer på det at fortælle en historie snarere fremfor at opbygge en eller anden kompleks vision for fremtiden. Reynolds bruger blot fremtiden som ramme for sin historie og ikke omvendt, som nogle forfattere har det med kun at fokusere på den verden og den ide de har, og næsten glemmer at der også skal fortælles en historie.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: inhibitorserien