Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

Første historie, en kortroman af John G. Hemry kaldet for The Rift, er hårdkogt military sf, men dog stadig med visse kvaliteter udover det actionprægede. På planeten Imtep har mennesket i noget tid haft en forskningsstation og levet fredeligt med de indfødte Izkop, men pludselig en dag går de hensynsløst til angreb og dræber en masse mennesker. Historien følger en mindre militærgruppe der kæmper for deres egen overlevelse og for at redde de sidste overlevende civile. Det meste af historien ligner ren “lad os skyde onde aliens” i stil med Starship Troopers, men det hele viser sig at være en meget uheldig kulturel misforståelse, hvor de indfødte Izkop blot har deres måde at “teste” menneskenes troværdighed på. Bortset fra at alt dette bliver skåret ud i pap for læseren af hovedpersonerne, er pointen stadig god.

Midwife Crisis af Dave Creek må siges at være en meget original historie, men bare ikke specielt spændende læsning. På planeten Welkin lever nogle gigantiske hvaler i havet. En af dem er dog blevet syg og har trukket sig væk fra de andres farvand. Nogen beslutter sig for at hjælpe denne hval, der i øvrigt er gravid, ved at svømme ind i hvalens blodårer og give den den nødvendige medicin. Der er lidt Spielbergs Innerspace over det, og selvom fortællingen for så vidt er gribende og idéen god, er handlingen desværre lidt for forudsigelig. En letfordøjelig “feel good” historie.

I Kenneth Schneyers The Whole Truth Witness er man begyndt at bruge et sandhedsserum på vidner i retssale, hvilket giver visse problemer for historiens hovedperson der er advokat. I hans seneste sag finder han dog på et kreativt smuthul. Novellen er ment som værende lettere morsom, men ikke uden relevante pointer til retssystemet.

Arlan Andrews forsøger sig med humor, med mindre held, i The Alien at the Alamo, hvor historiens fortæller er ved at være lidt træt af at blive bortført eller kontaktet af rumvæsener, men har lært at acceptere det, og ved således med det samme at det er et rumvæsen der kontakter ham, selvom det ligner en almindelig mand. De to snakker så lidt frem og tilbage om Jorden og universet på en café, og rumvæsenet vil denne gang analysere hans reaktion på en række tilsyneladende uskyldige musikvideoer.

Vi bevæger os lidt mere over ud i det absurde i Never Saw It Coming af Jerry Oltion, der handler om en amatørastronom der opdager en asteroide der vil passere rimelig tæt på Jorden, men det går helt galt da pressen får nys om det og inden han får set sig om er det meste af Jordens befolkning overbevist om at dommedag er nær. Historien skal nok læses i konteksten om at overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg ved ikke helt om jeg køber den.

Allan M. Steeles The Great Galactic Ghoul handler om hvordan gammel overtro kan tilsidesætte sund fornuft. På en minestation på en asteroide finder en tragisk ulykke sted, og de præcise omstændigheder bag ulykken er uklare. Spekulationerne begynder at køre og nogen finder en gammel myte frem om en “rumghoul” der spøger i det interstellare rum. Inden længe er den gamle overtro tilbage i folks bevidsthed. Historiens hovedperson undersøger dog ulykken til bunds og finder en ganske logisk forklaring på det hele. En tør og kedelig novelle med en fuldstændig flad spændingskurve.

Lidt mere spændende er sidste historie, Ghosts Come Home af Justin Stanchfield der handler om rumpiloten Verlain der lever et lykkeligt liv med sin kone og de har et barn på vej. Vi finder dog ud af at han er genetisk modificeret fra barn af til at elske en anden kvinde, men de blev separeret som unge, og Verlain har næsten glemt hende, indtil hun selvfølgelig en dag igen dukker op. Det lyder mere pladderromantisk end det egentlig er, og Stanchfield får opbygget nogle interessante karakterer.

Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.

David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.

Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.

Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.

Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.

Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.

Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.

Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.

D.T. Mitenkos Eddie’s Ants er en fjollet lille historie om Matt der er så jaloux over at hans kæreste har droppet ham for et hyperintelligent rumvæsen der kalder sig for Edward, at han er opsat på at slå ham ihjel. Det er dog ikke helt så nemt igen, selvom Edward faktisk opfordrer ham til at prøve mere ihærdigt.

Et andet humoristisk indslag er Kristine Kathryn Ruschs Amelia Pillar’s Etiquette for the Space Traveler, der er udformet som en kort introduktionsguide til nye rejsende på en interstellar rumfærge.

Nummeret rundes af med en kortroman af Robert Reed. A History of Terraforming kan kort beskrives som en skildring af tusinder af års terraforming og kolonisering af solsystemet, men det er kun rammen for fortællingen om Simon og hans over tusind år lange liv, og hvordan han og resten af menneskeheden udvikler sig på godt og ondt. Masser af interessante koncepter, men selvom den har kortroman længde, synes jeg alligevel den blev for overfladisk og præget af lange infodumps. Idéen kunne godt have båret en roman.

Af øvrige noveller finder man i nummeret Alice Sola Kims The Other Graces om en asiatisk pige der må kæmpe mod racisme for at komme ind på et godt universitet, Tom Purdoms Haggle Chips om en interstellar handelsrejsende der bliver kidnappet, samt Aliette de Bodards The Jaguar House, in Shadow – en alternate history hvor Nordamerika er beboet af aztekere og kinesere.

Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.

Første historie er hvad jeg vil kalde for en “lige efter bogen”-historie. The Anunnaki Legacy af Bond Elam stiller ret skarpt op med de gode idealistiske forskere på den ene side, og det onde minefirma på den anden. Baggrunden er at mennesket har bevæget sig ud i galaksen og fået kendskab til en gammel race kaldet for Anunnaki der angiveligt skulle have haft en finger med i spillet med oprindelsen af livet på Jorden. På planeten Slag har to unge forskere fundet hvad de mener kan være et gammelt Anunnaki rumskib, men det er et minefirma der har retten til planeten, og de vil selvsagt i gang så hurtigt som muligt. Det fører til en forudsigelig historie med iscenesatte diskussioner om videnskab kontra profit, med en usympatisk skildring af dem fra minefirmaet, og forskerne får selvfølgelig ret til sidst og gjort en epokegørende opdagelse. Forudsigeligt ja, men underholdende nok.

Under “Probability Zero” finder vi Alastair Mayers Light Conversation, der ganske kort handler om en mand der finder en intelligent livsform inde i sit køleskab – og derfor skal lade lampen være tændt.

Space Aliens Taught my Dog to Knit! er som man kan gætte, en temmelig fjollet historie af Jerry Oltion and Elton Elliott. Den tager alle klichéerne fra blandt andet X-Files om regeringens hemmeligholdelse af kontakt med rumvæsener og giver fuld gas. Hollywood er endda også involveret. Det er vist ment som en slags satire, men så sjovt var det altså heller ikke.

Heist af Tracy Canfield mindede mig lidt om Tad Williams’ Otherland-serie. Bill og Opel er venner i et virtuelt online rollespil, men kender ellers intet til hinanden. Bill finder ud af at Opel ikke er hvem han troede, og han bliver pludselig involveret i en kamp for “menneskerettigheder” for kunstige intelligenser. Slet ikke dårligt.

Richard Foss’ At Last the Sun er lidt længe om at fange interessen, og da det bliver rigtig interessant til sidst stopper historien desværre. En gruppe forskere undersøger et sted i havet for forurening, men opdager noget langt mere epokegørende, men idéen bliver som sagt desværre ikke rigtigt ført videre.

A Time for Heroes af Edward M. Lerner er endnu en novelle om en virtuel spilverden. Vi følger Travis der arbejder med at teste AI’er i computerspil, men en dag finder han sig selv i en verden han ikke kan komme ud af igen, og langsomt begynder han at glemme alt om den rigtige verden udenfor. Historien kører på nogle meget velkendte temaer fra science fiction om skellet mellem virkeligheden en kunstig virkelighed, men gør det stadig godt, og med nogle gode twists undervejs.

Postapokalyptiske historier med børn i hovedrollen synes jeg plejer at høre til i Asimov’s, men her finder vi altså Cargo af Michael F. Flynn. I denne ødelagte verden er det forbudt at huske bestemte ting fra fortiden – for eksempel byer og supermarkeder. Det kæmper historiens hovedrolle med. Som sagt, en historie der egentlig burde høre hjemme i Asimov’s, men den indeholder ikke desto mindre nogle interessante idéer til hvordan et samfund vil prøve at håndtere at civilizationen er gået under, og det derfor nok er bedst ikke at tænke for meget på bedre tider.

Sidste historie handler igen om kunstige intelligenser. I Kyle Kirklands Connections bliver det blandet med en mordgåde og en undergrundsgruppe der kæmper mod en omklamrende stat. Der sker givetvis en hel masse her, men pointen går tabt i mængden.

Samlingen rummer noveller fra perioden 1955 til 1988, men det er svært at placere historierne som specielt tidstypiske. Kort sagt, er alle noveller simpelthen bare gode science fiction historier der bare holder. Der er den ret alvorlige En dag i Lotteri-tivoli hvori overbefolkning blandt andet bliver håndteret med en tivoli, hvor prisen for hver forlystelse er en minimal øget risiko for at dø. Der er morsom metafiktion i den alternative historie Mens vi venter på de olympiske, om en verden hvor romerriget aldrig gik under, og et rumskib er på vej mod Jorden. I historien følger vi en sci-rom (ja gæt selv) forfatter der har problemer med at få idéer til sin næste roman. Der er flere af historierne der handler om rumvæsener, men vi ser dem aldrig rigtigt. I Dagen efter dagen hvor marsboerne kom er marsboere landet på Jorden, men folk er tilsyneladende ikke synderligt interesserede i dem. Mens i Sidder omkring poolen og slikker solskin følger vi en stakkels mand, der fra tid til anden får sin hjerne besat af et rumvæsen. Hans få timer som ham selv, kan han derfor ikke bruge på meget andet end at gå på toilettet og få noget at spise.

Der er ikke meget andet at sige at det her er endnu en glimrende udgivelse af gode science fiction noveller af en dygtig og erfaren forfatter. Pohl skriver en type science fiction der både burde kunne forstås og nydes af de fleste. En alsidig forfatter der både kan underholde og skrive historier der sætter tanker i gang og bider sig fast.

Det er sjældent at debutanter kommer med en kortroman, men det er Gregory Norman Bossert sluppet ganske godt fra med The Union of Soil and Sky der følger en gruppe arkæologer på planeten Aulis, hvor de prøver at grave så meget frem af en gammel civilisationen inden minedriften går i gang. De finder selvfølgelig noget, og der er lidt drama frem og tilbage som der nu skal være. En standard historie med et velkendt forløb, men en god en af slagsen, der viser en kommende forfatter med godt underholdningspotentiale.

Udødelighed er ikke et dødt tema i genren, og Molly Gloss tager den åbenlyse problematik op med Unforseen, hvor det er et forsikringsselskab der afgør om de døde skal vækkes tilbage til live igen. Der er nemlig ufattelig mange undtagelser og regler, at det i praksis kun er yderst sjældne dødsulykker, hvor den afdøde rent faktisk bliver livet op igen. Vi følger Forbes Kipfer, en ansat i dette forsikringsfirma kaldet NewLife, der har en klientsamtale med en hvis mor lige er død i en ulykke. Forfatterens pointe med novellen er ret tydelig fra starten, så der er ikke de store overraskelser undervejs, men den er bestemt værd at læse alligevel.

Eugene Fischers Adrift er en tydelig kommentar til en flygtningeproblematik, hvor folk fra fattige lande bliver lovet at blive smuglet til et vestligt land mod uhyre stor betaling, men de kommer sjældent frem i live. Science fiction delen i historien er næsten ligegyldig, men tre unge flygtninge bliver fundet i en container midt ude på havet. Det viser sig at de har været heldige, fordi den ældste havde leget med lidt elektronik i containeren for at få noget lys, hvilket gjorde at det automatiske transportsystem fejlede, og deres container blev taget ud til manuel inspektion. Var det ikke sket, ville de være døde under turen, der varer langt længere end de var blevet fortalt i Congo hvor de er flygtet fra. Selvom det egentlig er tydeligt at forfatteren har smidt et lille science fiction element ind, bare for at der skulle være et, for at kunne skrive en politisk kritisk historie, så fejler hans evner som forfatter bestemt ikke noget.

Nok den længste novelletitel jeg har set er Tim McDaniels They Laughed at Me in Vienna and Again in Prague, and Then in Belfast, and Don’t Forget Hanoi! But I’ll Show Them! I’ll Show Them All, I Tell You!, der samtidig også er en af de morsomeste historier jeg har læst længe. Vi følger en skingrende vanvittig, men tydeligvis genial, videnskabsmand, der fra 1954 til 2034 præsenterer den ene fantastiske opfindelse efter den anden på the World Science Conference, men publikum griner bare af ham, for det er ikke helt tydeligt om hans opfindelser faktisk virker eller ej. Den bør man altså læse hvis man kan komme til det!

Nummerets anden kortroman, Mindband af Pamela Sargent, fangede desværre ikke rigtig min interesse. Chris Szekely vender tilbage til byen Hannaford, hvor for nogle år siden en bro kollapsede under en demonstration, hvor hun var med, men overlevede. Hun er overbevist om at det mystiske firma MindData Associates havde et ansvar for ulykken. Bygget op som en science thriller med stærke personbeskrivelser, men jeg fandt historien langsommelig og uinteressant i længden.

Malick Pan af Sara Genge er lidt i samme stil som et par andre historier hun har skrevet til bladet, om børn eller unge i en post-apokalyptisk verden. Novellen er også en tydelig reference til Peter Pan, ikke blot fordi hovedpersonen er en dreng der hedder Pan, men fordi han ikke vil vokse op. Her er forklaringen dog at han har nanorobotter i sig der faktisk sørger for at han ikke vokser, fordi i den verden han lever i, er det bedre at være lille.

Jeg har svært ved at kalde Barry B. Longyears Alten Kameraden for alternate history, selvom den foregår i slutningen af anden verdenskrig, hvor sniperen Kurt Wolff – der betegnes som gammel soldaterkammerat med Adolf Hitler fra første verdenskrig – sættes til at reparere en ventilator i Hitlers bunker. Vi er mere ovre i almindelig historisk fiktion, for der kommer ikke nogen alternativ historie ud af det. Ikke nogen dårlig historie som sådan, jeg er bare personligt snart træt af historier om anden verdenskrig.

I Robert Reeds Pretty to Think So følger vi en familie hvor faderen må fortælle sin søn at de skal Disneyland midt om natten, fordi han ikke kan fortælle at præsidenten lige har sagt på tv at en dommedagsmeteor falder ned ud for USAs østkyst om få timer, og folk rådes til at flygte. Historien skifter dog til nogle astronomer og det bliver klart at det med meteoren blot er et cover for noget ganske andet. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle mene om denne historie. På den ene side rummer den nogle fede overraskende idéer, men samtidig er historien meget kort og kunne være en skitse til noget der burde være længere og mere fyldestgørende.

Sidste kortroman, Jackie’s-Boy af Steven Popkes, er en meget speciel historie. Ligesom i Sara Genges historie følger vi en dreng i en post-apokalyptisk verden. Det antydes at en dræbende virus har dræbt det meste af klodens befolkning. Drengen bliver venner med den talende elefant Jackie og drager sammen med hende ud af zooen og ud af byen, i håb om at finde et sted hvor Jackie kan leve med sin kommende unge. De kommer ud for mange farer og bliver gode venner undervejs. Bortset fra baggrunden med en ødelagt verden, kunne det lyde som en Disney-historie, men der er gode science fiction idéer i og historien er både velfortalt og brutal, og altså alt andet end børnevenlig.

Første historie af John G. Hemry har en titel der ikke just peger i retning af science fiction. Swords and Saddles har skam også mest karakter af historisk fiktion, og handler om et kavaleri fra nordstaterne under den amerikanske borgerkrig, der pludselig havner i en slags parallelverden. En verden hvor Amerika og Asien har fast landforbindelse, og verdenshistorien har selvsagt udviklet sig noget anderledes. Ved et tilfælde redder de en by fra en invasion, og byens kvindelige leder tager dem hurtigt til sig som deres frelsere. Skydevåben kender de nemlig intet til i denne parallelverden, der viser sig at være teknologisk tilbagestående, men mere fremme på andre områder som ligestilling og lærdom. Derefter forløber historien ganske forudsigeligt, hvor begge parter lærer noget om hinanden, fordele og ulemper ved hver deres samfund, plus den obligatoriske romance eller to. Let læst, ikke kedelig, men heller ikke vildt spændende.

Snowflake Kisses af Holly Hight og Richard A. Lovett kan ses som et tillæg til Lovetts artikel om det at forske i at kysse, som historiens hovedperson Julie Rasmussen gør. Og gæt en gang, hun har problemer med sit eget kærlighedsliv. Meget mere kan der vist ikke siges til den.

Carl Frederick leverer en morsom historie med A Sound Basis for Misunderstanding, om Roger der skal prøve at få en handel i hus med de indfødte på planeten på Choff, der har et særligt værdifuldt stof kaldet lucetium. Det fører selvfølgelig til en række kulturelle misforståelser og morsomheder.

Jeg tror også Stephen L. Burns prøver på at skrive humoristisk med Nothin’ But Blue Skies, men jeg ved ikke helt om jeg synes det lykkedes. Vi følger brugtvognsforhandleren Kent, der en mørk og stormfuld aften bliver opsøgt af en kutteklædt mand der vil indgå en handelsaftale med gamle klassiske biler mod flyvende biler. Den eneste hage er, at alle nye ejere af en flyvende bil, skal sværge loyalitet til Koomban imperiet.

I samme lidt muntre hjørne finder man When We Were Fab af Jerry Oltion, om butiksejeren Rick der får sig en nanofabrikator – basalt set hvad man fra Star Trek kender som en replikator – og har stor succes med det. Han går dog sur i dyre licenser og finder ud af, at der også kunne være et marked for gamle udgåede produkter, som fx en helt almindelig tandbørste.

The Planet Hunters af S.L. Nickerson er en rigtig hård videnskabs sf-historie. Vi følger astrofysikerne Mei og Shakir der begger forsker i exoplaneter, og begge drømmer om at få tid på Behemoth Space Telescope, så de kan se nærmere på lige netop de solsystemer de mener er interessante. De finder frem til adskillige solsystemer der ligner vores eget uhyggeligt meget. Jeg synes det gik meget godt, lige indtil til sidst hvor man finder ud af hvad der gemmer sig i de meget ens solsystemer, hvor det simpelthen bliver for langt ude. Ellers underholdende nok novelle.

Sidste historie er en kedelig omgang robot tam-tam. The Robots’ Girl af Brenda Cooper handler om en pige der tilsyneladende bliver opdraget af robotter. Det synes naboerne ikke så meget om, og finder frem til hvad der egentlig forgår. Simpel historie, men alt for lang.

Første historie er William Prestons Helping Them Take the Old Man Down, der er en slags superheltehistorie med pulpinspiration. Handlingen finder sted kort efter 9/11, hvor myndighederne prøver at finde hvad der tydeligvis er en superhelt, blot kendt som “the old man”. Jeg havde det indtryk da jeg læste den, at der var en masse referencer til amerikansk populærkultur jeg ikke fangede.

Mere ligetil, men også temmelig kedelig, er Centaurs af Benjamin Crowell, om en pige der har mødt en fyr online, som hun gerne vil besøge, men da hun lever ude omkring Neptun sker der lidt drama undervejs.

Lidt mere speciel er Alexander Jablokovs Blind Cat Dance, der beskriver en fremtidsverden hvor man har modificeret en række vilde dyr på en sådan måde, at de kan gå rundt i storbyen blandt mennesker, men dyrerne tror stadig selv de lever i naturen. Det er ikke helt klart hvordan og hvorfor dette hænger sammen, men det fungerer bedst sådan. Novellen er stemningsfuld og original.

I den mere pjattede ende finder vi Ticket Inspector Gliden Becomes the First Martyr of the Glorious Human Uprising af Derek Zumsteg. En kort novelle hvor vel nok Jorden er regeret af rumvæsener, men de skal altså overholde billetreglerne for togene i Berlin ligesom alle andre!

Will Ludwigsen har skrevet sin historie The Speed of Dreams som en skoleopgave. Opgaven er skrevet af en pige i ottende klasse, der har nærstuderet sin hunds drømme som væddeløbshund. Interessant koncept.

Med Kristine Kathryn Rusch på coveret havde jeg gode forventninger, men The Tower er ikke i hendes sædvanlige stil og slår ikke rigtig an. Det er en tidsrejsehistorie hvor en gruppe tager tilbage til 1641 for at undersøge et historisk tyveri på kronjuvelerne begået i Tower of London. Resten er næsten for forudsigeligt, og det virker som en af den slags historier, hvor forfatteren garanteret har hygget sig med at grave i historiske detaljer, men hvor produktet ikke er synderligt interessant for læseren.