Interstellar sysctl

Det trasker desværre mere og mere bagud med læsningen af Asimov’s. Det er også længe siden der virkelig har været nogle fantastiske historier. Det sidste nummer i 2009 har da et par gennemsnitlige historier, men jeg synes endnu engang der er flere historier der kun har et snært af science fiction over sig. Sheila Williams skriver om de mange gange magasinet har skiftet kontorlokaler og Robert Silverberg med tredje del i sin serie om worldbuilding,

Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.

Redaktøren ville undgå at dobbeltnumrerne overlappede i årstal, så selvom dette kun er mærket december, så er det et dobbeltnummer på 258 sider som de andre. I 1980 lavede F&SF en konkurrence hvor de bad læserne komme med deres forudsigelser for 2010 og i 2010 ville man så præmiere den bedste forudsigelse. Vinderen blev Allen McNeill for hans forudsigelse om personlige håndholdte computere. Hans kommentar til det er ganske interessant. Nummeret her rummer en hel del science fiction historier, de fleste gode og et par af dem også ganske morsomme.

Første historie, Dragon’s Teeth af Alex Irvine, er triviel high fantasy. Paulus er på en mission der går ud på at åbne en gammel grav. Da han gør det slipper en ånd ud og alle på nær Paulus selv bliver dræbt. Derefter får han en ny mission hvor han skal slå en drage ihjel. Ikke specielt interessant.

I Bad Matter af Alexandra Duncan befinder vi os mere end 500 år ude i fremtiden. Transport gennem galaksen bliver drevet af selvstændige familiegrupper med egen kultur og religion. Historien følger Saraih hvis far har foretaget en del studier af disse kulturer. En dag får hun et gammelt brev fra hendes nu afdøde far, sendt fra en af disse familier. Det ligger grunden til et spændende kig ind i interstellar handelskultur.

Terry Bisson tager flere genreklichéer og vælter dem fuldstændig rundt i Farewell Atlantis, hvori Stella og Frank vågner op på et rumskib uden at kunne huske noget. Rumskibets AI fortæller dem at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et New York fra nutiden fuldt befolket. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den dog ok underholdende.

Hell of a Fix af Matthew Hughes er en syret morsom historie om himmel og helvede, dog ikke uden en vis seriøs pointe. Chesney kommer til at slå sig selv i fingeren med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han en dæmon. Dæmonen insisterer på at han skal indgå en handel hvor han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse og det med store konsekvenser for livet på Jorden. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst. Der er nogle pointer om hvordan vi mennesker bogstaveligt talt har brug for både djævelen og engel på hver af vores skuldre.

Brendan Du Bois tager os til en månekoloni i Illusions of Tranquility, og vi følger Eva som tager imod en rig turist fra Jorden. Vi finder ud af at de faktisk er ret fattige på månen, og Evas opgave er blandt andet at lokke turister til at købe dyre souvenirers. En okay novelle.

Kit Reeds The Blight Family Singers er en den type historier i F&SF der keder mig, hvor forfatteren går alt for meget op i det stilistiske og formen, hvor et egentlig plot glemmes. I denne er det noget med en mindre by, hvor den kendte Blight Family er inviteret til at komme at synge i. Familien har en markant fortid.

Endnu en historie om en månekoloni får vi fra Sarah Thomas med The Economy of Vacuum, men den eneste beboer er Virginia Rickles. Der går noget galt på Jorden. En større krig eller lignende bryder ud, og Virginia bliver totalt isoleret i årtier. Da der endelig kommer mennesker derop igen, er det to astronauter fra Guatemala og de diskuterer hvad de skal gøre af Virginia, der tydeligvis er stærkt mentalt medtaget af at have levet isoleret i så mange år. Og hun repræsenterer jo fjenden! En spændende måde at skildre en altødelæggende verdenskrig på.

Der er ikke meget fantastik over Iris af Nancy Springer. Den korte novelle handler om en ældre kvinde hvis datter Iris er død. Hun er temmelig fattig og mindes en aften hvordan det var at holde jul engang. Meget sørgmodig, men uinteressant historie.

Tim Sullivan har fundet en interessant ny vinkel på tidsrejser med Inside Time, men forspilder desværre chancen. Den kendte forsker Herel finder sig selv på en mærkelig rumstation, kun beboet af kvinden Mae. Han får fortalt det er en såkaldt “tidsstation” – en station i et knudepunkt mellem tid og rum. Hun forsikrer ham dog om at han snart vil blive hentet igen og taget tilbage til sin egen tid. Stationen er angiveligt bygget af nogen i en ukendt fremtid, for at samle tidsrejsende op. Efter noget tid dukker en ny mand op. En dømt kriminel, der ligesom Mae skal være på stationen for at udsone sin straf. Herel bliver meget jaloux og et banalt trekantsdrama udvikler sig, men det virker ikke troværdigt. Slutningen er god, men det banale jalousidrama kunne være bedre udført.

The Man Who Did Something About It er Harvey Jacobs er endnu en skrupskør novelle. Colin Kabe er en af verdens bedste automekanikere. En dag bliver han opsøgt af et lillebitte rumvæsen, der insisterer på at Colin kan fikse hans motor – og det skal gå stærkt. Colin indvilliger, men finder undervejs ud af hvad rumvæsenets mission på Jorden egentlig er. Det viser sig at Jorden skal udryddes, for at gøre udsigten bedre fra et nyt stort boligkompleks der skal bygges i solsystemet. Colin afvejer sin faglige stolthed med at reparere motoren op imod det ultimative foræderi mod Jorden. Der er nogle sjove scener undervejs, og slutningen vil bestemt irritere læseren, men det er den helt rette slutning.

Sidste historie, I Needs Must Part: The Policeman Said af Richard Bowes, er endnu en af disse mærkværdige historier uden mening, om en mand der opsøges af ånder i hans drømme og noget fra hans barndom dukker op igen.

Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af J.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Den tredje Futurama film er en anelse bedre end den anden, men dette er mest fordi historien her er mere sammenhængende og knap så rodet. Det er bare stadigvæk ikke særlig sjovt.

Filmen har to i begyndelsen uafhængige historier. Prisen på dark matter brændstoffet til rumskibe er gået i vejret, i følge monopolproducenten Mom fordi det er blevet mere sjældent. Professor Farnsworth bliver irriteret over de høje priser og beslutter sig en gang for alle at ville stoppe Mom og hendes produktion af brændstoffet. Han har nemlig en fortid med hende, det var faktisk ham der opdagede energikilden, og har en måde at stoppe det hele på. I mellemtiden er robotten Bender blevet bidt af Dungeons & Dragons, i en sådan grad at han ikke kan skelne fantasi fra virkelighed og han ryger på et sindsygehospital for robotter. De to plotlinjer kommer til at hænge sammen, og det er ikke helt langt ude (i Futurama-standard).

Historien fungerer faktisk okay, men humoren fungerer ligeså dårligt som i The Beast With A Billion Backs. Både fordi det meste stadig er løsrevne åndssvage overdrevne tåbeligheder og forsøget på at lave en parodi på Ringens Herre filmene lykkedes heller ikke. Det bliver bare til intetsigende tumpede gentagelser af scener fra filmene, uden nogen kant eller unik skæv vinkel.
Selvsagt har jeg ikke længere gode forventinger til fjerde og sidste film Into the Wild Green Yonder, men den skal nok blive set ved lejlighed.

Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Det fjerde nummer af Novum i 2009 har den sædvanlige gode blanding af noveller, Litteraskopet, interviews, info om nye bøger og ikke mindst min lille medlemshilsen som ny formand.

Litteraskopet har minsandten rundet de 50 og Niels Dalgaard skriver denne gang om klimaforandringer i science fiction litteraturen. Carl-Eddy Skovgaard har skrevet om hvad det er vi ser på forsidebilledet, Janus Andersen har interviewet Peter Aagaard og Niels Dalgaard har skrevet en conrep, ikke fra en con, men fra BogForum hvor SFC – som forhåbentlig bekendt – havde en stand.

Der er to noveller denne gang. Den første er af Glen Stihmøe og hedder Den skaldede frisør, og handler selvfølgelig om en skaldet frisør. Det har han været i mange år, men en dag får han nogle ubehagelige anfald ved at hans kunder siger nogle bestemte ord. Han slår det hen som stress og ansætter en assistent til sin frisørsalon. Der er bare noget lidt mærkeligt ved assistenten, han hedder Brent, er ualmindelig bleg og tiltaler ham med Sir. Det vil være synd at afsløre for meget, men det er virkelig god og humoristisk fanfiction.
Den anden novelle er fjerde del i den fortsatte kortroman. Brian P. Ørnbøl har skrevet kapitel med titlen Galskabens anatomi, hvor Otto og Heidi bliver ført ned i nogle underjordiske gange og historien vender så småt tilbage til det The Matrix-inspirerede plot fra første del.

Oktobernummeret er en lidt blandet oplevelse. Mange historier der lige mangler et eller andet og enkelte der er direkte tåbelige, til gengæld er de to videnskablige artikler ganske gode. Stanley Schmidt indleder med at slå fast, at vi ikke skal stole blindt på teknologien og kommer blandt andet med eksempler på folk der kommer galt med en GPS, og konkluderer at det er de selv ude om. Nick Kanas har skrevet om The Psychology of Space Travel, særligt interessant fordi han ikke blot ser på de psykiske udfordringer der er forbundet med at være i rummet, men også på hvordan astronauterne i mange tilfælde ser sig selv som bedre mennesker efter de har været i rummet. I den mere hårde videnskab har John G. Cramer skrevet om den nyeste forskning i tyngdekraftbølger.

Første historie er en novella skrevet af Michael F. Flynn. Where the Winds are All Asleep handler om forskeren Jeanne Price som gerne vil finde beviser for sin teori for livets opståen. En teori der kaldes for monogenesis, hvor al liv skulle være opstået på en gang. Men det er hverken evolution i traditionel forstand eller intelligent design. På en irsk pub fortæller hun om sin ekspedition til en hule i vulkanen Mount Rainier, hvor de finder beviser for en alternativ evolution af liv baseret på silicium. Flynn har tydeligvis begravet sig selv i bøger om biokemi, men piller man al dette ud af hans historie, er der ikke ret meget interessant plot tilbage.

William Gleason forsøger sig med en horror-historie i Analog-stilen med The Hanged Man. Den unavngivne fortæller er plaget af mareridt med minder om sin afdøde partner, fra deres møde med nogen uhyggelige rumvæsener, da de var i færd med at finde et fortabt rumskib. Jeg giver mange points for det gode forsøg, der desværre bare lige mangler det sidste for at blive en rigtig god science fiction/horror kombination.

Carl Frederick kunne have været en glimrende pulp-forfatter for 80 år siden. De noveller jeg har læst af ham, har i hvert fald holdt sig meget til den grundformel med hyperintelligente, oftest unge, videnskabsfolk i hovedrollerne. I Teddy Bear Toys følger vi den fjortenårige Niel, der har engageret sig meget i en professors arbejde indenfor computersimulation og story generation. Historien leger med det allerede gennemtærskede tema om simulation vs. virkelighed – godt krydret med filosofiske citater, men Carl Frederick er nu generelt okay underholdende at læse, selvom hans historier sjældent bringer noget nyt eller originalt til genren.

In the Autumn of the Empire af Jerry Oltion bør man nok ikke tage specielt seriøst. Jordens Kejsers ord vil altid være sandt. Så hvad sker der med Jorden, når han tager fejl af Jordens bane om solen? Meget meget fjollet.

Jesse L Watsons Shallow Copy er endnu en historie om hyperintelligente børn og konsekvenserne ved kunstig intelligens og simuleret virkelighed. De to drenge Will og Max er begge godt inde i forskningen af kunstig intelligens, og en dag har Will endelig fået programmeret en ægte kunstig intelligens. Max er dog skeptisk i starten, men efter et par lettere komplicerede sproglige tests, er han også overbevist. Der mangler bare en ting. Den kunstige intelligens har ikke fået bevidsthed, så de to drenge overvejer de etiske problemer ved både at give den bevidsthed og ved at lade vær. De beslutter sig for at gøre det, men først skal den have en “barndom”. Det gør de ved at bruge at bruge hele natten på at indscanne Maxs dagbog og feede det til computeren. Historien må være ment som skrevet til børn, for jeg kan ikke finden anden bare nogenlunde rimelig forklaring på, at det skal være sådan en omgang urealistisk makværk med kunstig intelligens.

Næste historie er også om kunstig intelligens, men næppe skrevet til børn, hvilket gør at dens useriøse håndtering af emnet frembringer endnu mere hovedrysten. Robert Grossbach skriver i An Idea Whose Time Has Come om et fremtidens USA, der er forfaldet til nærmest at være et uland. En ildsjæl i det Demokratiske Parti vil forsøge at stille en kunstig intelligens op til præsidentvalget. Efter et par tolkninger af den amerikanske forfatning bliver kandidaten godkendt, og ender med at vinde valget. Men hvem skal levere hardwaren til at køre præsidenten? Her håbede jeg historien kunne blive rigtig interessant og original, for det er da et spændende demokratisk problem om hvordan man ville håndtere at et privat firma stod for regnekraften bag selveste den folkevalgte præsident. Men nej, historien forfalder til dårlig humor og et fuldkommen urealistisk scenarie, hvor hardwaren selvfølgelig bryder sammen og der må ringes til en supportlinje i Indien, hvor rådet er at trykke Ctrl+Alt+Delete. Aldrig har set jeg set et ellers godt potentiale i en science fiction historie, blive smidt så voldsomt på gulvet med noget så åndssvagt.

Sidste historie i dette nummer er ikke så slem, men stadig kun okay og lidt rodet. Cold Words af Juliette Wade er et hæderligt forsøg på at skildre rumvæsener og deres samfund og kultur indefra. Det hele er fortalt fra rumvæsenets Ruliis synsvinkel, der tilhører klanen Cold (den anden klan hedder selvsagt Warm). Mennesker har planer om at etablere en rumhavn på planeten, og Rulii har planer om at benytte den mulighed til at styrke Colds position. Men det er ikke nemt når deres menneskelige kontakt kun taler sproget Warm. Der er flere gode ideer her og en for en novelle interessant fremmed civilisation. Novellens primære problem er, at den er skrevet på gebrokkent engelsk, angiveligt for at simulere oversættelsen mellem sprogene.

For tredje år i træk kan SFC præsentere antologien Lige under overfladen med helt nye danske science fiction noveller og niveauet er højere end nogensinde. 21 noveller fordelt på 289 sider og de er alle sammen gode!

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.

Hvor jeg morede mig godt under den første Futurama-film, Futurama: Bender’s Big Score, skuffer denne i meget stor grad. Der er ingen sammenhængende ordentlig historie, den vælter fra den ene yderlighed til den anden uden videre og består stort set kun af en lang række løsrevne halve morsomheder.

Et plot er ikke rigtigt til at gengive. En sprække i rummet viser sig over Jorden og bliver i bedste Star Trek stil betegnet som en “space anamoly” som skal undersøges. I starten bruges der dog mest tid på andre handlingsforløb med Frys kærlighedsliv og Bender’s optagelse i the League of Robots. Revnen viser sig dog at være en åbning til et andet univers og derfra kommer et tentakelmonster som invaderer Jorden. Det hele falder selvfølgelig på plads undervejs, men det virker virkelig som om manuskriptforfatterne har fundet på plotudviklingen undervejs, for handlingen springer rundt fra det ene punkt til det anden i et virvar af diverse jokes og vanvittige forløb. Jeg grinte meget lidt, hvilket ikke bør være tilfældet for Futurama.
Selv Futurama-fans burde ikke investere i The Beast With A Billion Backs. Æv altså.

Magasinet fortsætter tilsyneladende princippet med at variere indholdet i hvert nummer mellem primært science fiction historier og primært fantasy. Denne gang overvejende fantasy med enkelte undtagelser og med en del historier om drager og necromancere.

The Art of the Dragon af Sean McMullen har den fedeste start. Pludselig dukker en gigantisk drage op i Paris og begynder at fortære Eiffeltårnet. Ph.D. i kunsthistorie Scott Carr er tilfældigvis i færd med at filme Eiffeltårnet på sin ferie, og fordi han samtidig bliver den eneste overlevende der har været så tæt på dragen, bliver han hurtigt anset som ekspert af myndighederne. Dragen begynder at æde sig igennem verdens største kulturskatte og ethvert angrebsforsøg mod den fejler og bliver ignoreret af den. Scott overvejer sammen med andre udnævnte eksperter alle mulige og umulige teorier for dragens adfærd, men kommer ikke rigtig frem til noget brugbart. I mens har den øvrige befolkning sin egen tolkning. Det starter som en tragikomisk historie, men udvikler sig til en meget ubehagelig holocaustfortælling, da folk begynder at tolke dragens destruktive adfærd som at kunstnere skal udryddes. Slutningen kunne have været bedre, men alt i alt en spændende novelle.

You are Such a One af Nancy Springer er skrevet i anden-person og følger en kvinde som kører forbi et hus hun har set i hendes drømme. Hun går ind og banker på, og manden der åbner op fortæller hende at hun er et spøgelse, hvilket hun har lidt svært ved at acceptere. En noget melankolsk historie om ensomhed.

Fantasy & Science Fiction er mestre i at trykke historier som virkelig falder mellem de to genrestole. Melinda M. Snodgrass’ A Token of a Better Age er umiddelbart romersk fantasy om en centurion der har nedkæmpet en drage, men som historien skrider frem kommer der også science fiction elementer som andre dimensioner ind i billedet. Fantastisk historie der understreger eksistensberettigelsen af F&SF.

Matthew Hughes’ The Hunchster er en kort novelle der slutter lige som den lige var kommet i gang. I en gruppe af kortspillere bliver en fyr kaldet “Huncster”, fordi han ofte vinder på gode fornemmelser. Men en dag finder de andre i gruppen ud af hvad egentlig laver i sin kælder, og der stopper historien. Lidt skuffende.

Redaktøren selv, Gordon van Gelder, har valgt den ene af de klassiske genoptryk denne gang. Valget blev The Goddamned Tooth Fairy af Tina Kuzminski fra 2000. Blød fantasy om en mand der prøver at passe sin datter alene efter hans kone er død. På hundevæddeløbsbanen møder han en pige og de tager efterfølgende på en date. Han må dog få lidt rådgivning fra den forbandede tandfe, om hvordan han skal komme videre med sit liv. Ikke den mest interessante historie må jeg sige.

Der er store knogler og necromancere på spil i Yoon Ha Lees The Bones of Giants. Tamin møder den kvindelige necromancer Sakera. Tamin har mistet sin mor til en ond magiker og Sakera har også planer om at vinde over denne magiker, og begynder at lære Tamin necromancerkunsten. Mørk fantasy med masser af gode ideer og et overraskende plot.

Oversatte historier er en sjældenhed i de amerikanske magasiner, så desto mere spændende var det at læse franske Georges-Olivier Châteaureynauds Icarus Saved from the Skies. Det er en forholdsvis kort let fantasyhistorie om en mand der gror englelignende vinger, som han prøver at skjule – men hans kone finder dem yderst tiltrækkende. Lidt speciel, men den fungerer.

Lawrence C. Connollys The Others er en efterfølger til en af hans tidligere historier om Gamma-kopien af Cara, der er udstationeret på en fremmed planet for at udforske den og lære om de væsener der lever der. Da en slags krig opstår på planeten får hun selskab af en række andre kopier af Cara, alle med hver deres mission og en anelse forskellig personlighed. Idéen med de mange kopier af den samme person og hvordan de udvikler sig selvstændigt fungerer godt, men det omkringliggende plot med de forskellige væsener på planeten er svært at finde rundt i.

Three Leaves of Aloe af Rand B Lee begyndte rigtigt lovende, men skuffede med en flad slutning. Amrit er enlig mor og har problemer med sin datter Meera der har problemer med at styre sit temperament i skolen. Efter endnu en dum episode, bliver Amrit kaldt til samtale og inspektøren truer med at smide datteren ud medmindre hun får en såkaldt nannychip. Her var der grundlag for et spændende forløb synes jeg, men i stedet for at gå videre med idëen, får Amrit blot at vide fra sin tante, som i sin tid var udstyret med sådan en chip, at den har en masse bivirkninger og så er der jo ikke mere at køre historien videre på.

I sidste nummer imponerende Albert E. Cowdrey med rumkrimien Paradiso Lost, og der er også lidt krimi over The Private Eye, men rammen er her en lille by i Louisiana. Jimmy har stærke synske evner, som han først bruger til at spille på casino med – indtil han bliver smidt ud. En pige fra byen bliver kidnappet og sheriffen beder Jimmy om hjælp. Derfra tager Jimmys liv en drejning. Ikke de helt store idéer denne gang og slutningen var lidt “aarrhh”-agtig, men Cowdrey skriver generelt rigtigt godt.

Andet genoptryk er den meget korte Snowfall af Jessie Thompson og udvalgt af selveste Harlan Ellison. Jeg forstår nok ikke symbolikken her, men det er om en pige der flygter til en drømmeverden med masser af sne og ræve.

Det bedste er gemt til sidst. Bruce Sterling er en jeg normalt vil forbinde med cyberpunk, men Esoteric City er humoristisk mørk fantasy – igen med necromancere. Historien følger ingeniøren Achille der bliver bekendt med necromancerkunsten. Han bruger sine evner til at genoplive en mumie fra et museum, som viser sig at være ingeniøren Djoser fra Ægyptens storhedstid. Men Djoser hiver ham ned i helvedet og viser ham nogle overraskende ting. Sterling kombinerer Dantes helvede med oldtidens Ægypten på ganske glimrende og underholdende vis, med en historie der kører helt af sporet.

Første og sidste historie var klart de bedste i dette nummer, hvoraf resten desværre ikke havde så meget at byde på.