Science Fiction nr. 7

Dette syvende nummer af Science Fiction har L. Ron Hubbard og hans science fiction forfatterskab som tema og dermed også pulplitteraturen fra hvad man kalder guldalderen for science fiction, 30′erne og 40′erne. Som Knud Larn understreger i lederen handler det her udelukkende om Hubbards forfatterskab og at man bør se bort fra alt der har med scientology at gøre.
Vi får tre oversatte noveller, en kort biografi af Hubbard, et par boganmeldelser og en oversat artikel skrevet af Hubbard selv om pulptiden og science fiction genren generelt.

De tre noveller er alle ganske underholdende og med en overraskende spidsfindig slutning. I Bag den Sorte stjernetåge følger vi en endeløs krig mod nogle væsener man ikke ved hvad er, men som man formoder er en trussel, men det viser sig at være noget helt andet der ikke er til at begribe for menneskene. Denne novelle fandt jeg umådeligt langtrukken i forhold til det egentlige indhold i historien, dog er der nogle interessante personer man kan grine lidt af. Hinsides ethvert Våben handler om en gruppe af mennesker der prøver at undslippe en krig der truer med at udrydde hele menneskeheden og Jorden er ved at blive overtaget af såkaldte ishjerner, ved at bryde lysmuren og rejse til Alpha Centauri for at bosætte sig på en planet der. For bagefter at vende tilbage og hævne sig. Men der er jo nogle problemer med tiden når man bevæger sig op imod lysets hastighed, og der er det imponerende at se en novelle fra den tid der tager udgangspunkt i relativitetetsteorien, da det stadig var noget svært at fatte dengang. I sidste novelle, Et spørgsmål om stof, får vi historien om en mand der har købt en planet langt væk, men når han kommer dertil erfarer han at tyngdekraften virker omvendt på ham og han kan ikke ånde luften eller drikke vandet på den ellers frodige planet. Lidt skørt, men der kommer en god historie ud af det.

Det var spændende læsning og overraskende at erfare at noveller der er omkring 60 år gamle stadig kan læses og være underholdende, omend de måske mest nok også blot er underholdning, og efter at have læst anmeldelsen kunne jeg da godt tænke mig at læse romanen To The Stars der lader til at have lidt samme tam som Hinsides ethvert Våben.