Himmelskibet nr. 13

Himmelskibet nr. 13Det trettende nummer af Himmelskibet har jeg desværre ikke så mange kommentarer til. Der var kun få ting jeg fandt interessante. Der er den sædvanlige mængde anmeldelser af bøger, film og tegneserier, diverse nyheder og et referat fra Josefine Ottesen foredrag på Fantasticon 2006.

I den faste del Den fantastiske virkelighed tager Flemming R.P. Rasch denne gang fast på hjerneforskning og kommer både ind på Spock og skakmestrer. Ganske interessant, specielt nu hvor man lige har læst Hjernen.

Der er tre noveller denne gang, men desværre ingen science fiction. Ikke at det skal være et kritikpunkt i sig selv, men man kan savne det lidt.
Den sidste vinter-brud af Camilla Wandahl handler om en pige der bliver forvandlet til en sæl. Wandahl skriver jo flot som sædvanlig, men ved ikke rigtigt hvad jeg kan sige til denne novelle.
Dragens Ånde af Thomas Strømsholt handler om en der ser tilbage på et grumt barndomsminde hvor hans ven forsvandt, og han er usikker på hvad der egentlig skete. En lille gyserhistorie er det vel.
I Når englene synder skrevet af Stine Slott ser vi at menneskets synderegister håndteres af engle vi e-mail og der tildeles belønning og straf på må og få. Det må blive bladets højdepunkt, da den da har noget humor som vi københavnere kan relatere til.

Hjernen

HjernenDet er noget tid siden jeg sidst har omtalt en bog, men denne her var også noget af en udfordring at komme igennem. Det er Erwin Neutzsky-Wullfs seneste roman, der handler om en hjerneforsker, Joel Williams, der søger udødelighed ved at udskifte sine hjernedele med elektroniske proteser.

Da jeg læste bagsideteksten til denne mursten på næsten 1000 sider, om at det handlede om at overføre et menneskes identitet til en digital enhed og hvad det havde af konsekvenser, tænkte jeg at det tema havde man da snart læst adskillige bøger og noveller om. Kan der virkelig bringes noget nyt og interessant til dette emne? Men da jeg så kom i gang så blev man mindet om at Hjernen altså er skrevet af ENW og så er det som intet man har læst før.
Det er ikke kun en roman om de implikationer sådan en form udødelighed nu kan have, men også et stort fokus på den hjerneforskers motivation til at lave denne teknologi og hans person generelt.
Eller sådan er det i hvert fald i bogens første halvdel. Dernæst bryder ENW alle uskrevne regler for både genren og romanformen generelt, hvor den kontinuitet man normalt forventer fra en roman, brydes op og en masse selvstændige løsrevne historier begynder at dukke op, der nærmest kan stå som selvstændige noveller.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er en force eller et problem at bogen forsøger at være så meget forskelligt på en gang. Om man skal kalde den anarkistisk i positiv betydning eller om det bare er noget forfærdeligt rod. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvor den røde tråd kan være svær at finde. Især del syv til ni, synes jeg næsten kunne fjernes og måske udgives som separat novellesamling. Groft sagt, da noget af det delvist giver mening (for mig i hvert fald), men især den fjerdedel af bogen tog mig for mig lang tid at komme igennem. Det virkede meningsløst og så er det svært at finde motivationen til at læse videre.

Den røde tråd der trods alt er, består i Joel Williams’ rejse gennem tid og rum, der dukker op fra tid til anden ind i mellem alle de tilfældige historier, hvor han gør sig nogle eksistentielle erkendelser om universet og sig selv. Hvad der lader til at være den overordnede ide for romanen, at verden eksisterer gennem menneskets opfattelse af den og dermed gennem hjernen, kommer til udtryk igennem Joels oplevelser og de filosofiske samtaler der er spredt rundt om i kapitlerne. En eller mening med galskaben kan jeg fornemme der er, men det er ikke lige til at stykke sammen.

Folk der måtte mene at science fiction handler for lidt om personer og for meget om teknik, burde manes til jorden af dette værk, da det i sidste ende udelukkende handler om det menneskelige perspektiv. Hovedpersonen udtrykker direkte i bogen sin holdning til hvorfor han mener hjerneforskning er det vigtigste i verden, da den verden vi alle sammen oplever sker igennem hjernen og det er vores virkelighed. Det er egentlig også kun dele af bogen der kan kaldes science fiction, og læseren kastes igennem nærmest alle andre tænkelige genrer. Satiriske historier om Gud, klassiske gysere, hård porno, filosofiske samtaler, debatter i noget der ligner essayform og poesi.

ENW skriver jo glimrende og behersker mange former for skrivestil, og de bliver flittigt brugt. Det går endda til tider over i engelsk, tysk, fransk og sågar latin. Sproget er i hvert fald ikke kedeligt, men indholdet forvirrer læseren hele tiden, og det har været en af de sværeste bøger for mig at komme igennem. Det er muligvis også forfatterens hensigt at trække sin læser igennem hele repertoiret, med alt fra at man ikke kan lægge den fra sig til at man har lyst til at rive et par hundrede sider ud, bare for at komme videre.

Måske skal man kende mere til ENW’s forfatterskab for at kunne få mere mening ud af værket end jeg umiddelbart kunne, men ellers er det uanset hvad næppe et værk man glemmer lige foreløbig, hvis man tør angribe de mange sider.
Nu har jeg så læst ENW’s første roman og hans nyeste. Måske på tide at se på det inde i midten, men det bliver ikke lige foreløbig tror jeg.

Himmelskibet nr. 12

Himmelskibet nr. 12Dette nummer af Himmelskibet handler primært om Fantasticon 2006, og meget af indholdet er også tilegnet dem der ikke kunne være med, men vigtigst af alt får vi de tre noveller der vandt og fik en pris til Fantasticon, samt en andenplads. Flemming R.P. Rasch har en rapport om hans oplevelser fra Fantasticon og derudover har han stået for interview med Lene Kaaberbøl og Dennis Gade Kofod. En form for afskrift af H.H. Løyches foredrag om Kunsten at skrive science fiction er også blevet trykt, som vel ikke er helt dumt at have som reference. Lidt færre anmeldelser i bladet end normalt.

Vinderen af Fantastiks novellekonkurrence 2006 blev Teddy Vork med Frederik og snemanden, der handler om en dreng der bygger en snemand som så kommer til live. Andenpladsen gik til Maria Broby med Den onde maler, der er en uhyggelig beretning om en gal kunstmaler og hans malerier der har en uhyggelig magisk effekt hos folk. Med de to sat op imod hinanden, synes jeg klart at Den onde maler burde have vundet. Historien er for mig langt mere original, indholdsrig og interessant, mens Frederik og snemanden er en halvkedelig forudsigelig historie om en snemand der bliver levende, uden at have noget andet at byde på end et temmelig forudsigelig plot.
Vinderen af ungdomskonkurrencen Laura Hechmann for sin horrorhistorie Sov, mit barn, der er en dommedagshistorie der finder sted i Danmark hvor mystiske dimensionsrifter skaber kaos og rædsel i hele landet. Bestemt fortjent.
Novellen fra hurtigskrivningskonkurrencen fra Fantasticon er naturligvis noget kortere, men fint velskrevet. Vanæret af Nadia B. Jacobsen handler om en ung kvinde og hendes magiske sværd, hvor en gruppe drenge prøver at stjæle dem fra hende. Ved ikke rigtigt hvad meningen med den var godt nok.

Flemming R.P. Rasch kommenterer også på hvad han mener der gik galt med de tre nye Star Wars film og kommer tilmed med et bud på hvordan han mener historien kunne være bedre. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til hans “forbedringer”, da jeg ikke er så meget inde i Star Wars universet, men man ender nok nemt med den indstilling at når man først har set en film udarte sig på en måde, så kommer alle teoretiske ændringer til at virke forkerte. Det jeg primært synes dårligt om ved de nye Star Wars film er et lidt halvkedeligt skuespil til tider, men i sær episode 2 og 3 synes jeg er ganske glimrende eventyr underholdning.

Himmelskibet nr. 11

Himmelskibet nr. 11Så er efterårsnummeret af Himmelskibet udkommet med 46 siders alt godt fra de fantastiske genrer. Thomas Winther ligger ud med at fortælle om hvordan bøger bliver brugt i fiktionen som led i historien, som fx i Michael Endes Den Uendelige Historie hvor en bog spiller en central rolle. Dernæst fortsætter Morten Greis med en artikel om tryllebøger, navnlig de såkaldte “cyprianus” der har en mystisk historie. Knud Larn afslutter med en gennemgang af rekursiv science fiction, altså science fiction der har henvisninger af skjult eller åbenlys karakter til anden science fiction. Et eksempel jeg selv kan nævne er Peter F. Hamiltons Fallen Dragon, hvor jeg mener der indgår en klar implicit reference til Star Trek: Voyager serien med den TV-serie som bogens hovedperson er meget opslugt af.
Flemming R.P. Rasch bruger et par sider på at opsummere hele sagen om ændring af planetdefinitionen i forbindelse med Pluto og det nyopdagede objekt der har fået navnet Eris, samt lidt information om det mystiske mørke stof der giver astrofysikere mange kvaler.
En masse anmeldelser er der selvfølgelig også, heriblandt af 6 numre af fanzinet Science Fiction. Jeg har også fået trykt anmeldelser af Scott Siglers tre podcastromaner i bladet, og hvis nogen har kommentarer af hvilken som helst karakter, skal de være velkomne til at skrive dem her.
To noveller er det blevet til. Den første, Herr Liebeswerks rædselsbibliotek, af Thomas Strømsholt er netop en novelle hvor bøger udgør en central rolle. Handler om en bibliofil, en der er besat af bøger, der på en auktion møder sin overmand, der har et gigantisk bibliotek med bogstaveligt talt livsfarlige bøger. En meget velskrevet og fængslende novelle, med en stemning der til tider kunne minde lidt om Dan Browns The DaVinci Code. Bestemt en af de bedre noveller jeg har læst. Den anden, Pigen med de mosgrønne øjne, af Klaus Æ. Mogensen kan bedst beskrives som en lidt mærkværdig, men ganske rørende, kærlighedshistorie.

En masse information og reklame for dette års Fantasticon, som finder sted i Valby Medborgerhus næste weekend, har selvfølgelig også fået plads i bladet.

Infection

Scott Sigler færdiggjorde sin tredje podcast-roman Infection her i søndags, og som forventet endte det i et massivt blodbad.

I Infection følger vi stort set kun en person, Perry Dawsey, en tidligere kommende stjerne indenfor amerikansk fodbold, men den karriere måtte han droppe grundet end grum knæskade. Nu arbejder han så for et computerfirma og lever en triviel hverdag, da det en dag pludslig begynder at klø. Han får fem mærkelige sår på kroppen der bare klør mere og mere, hvor han så til sidst må erkende at han er nødt til at blive hjemme fra arbejde. Langsomt går det op for Perry at det her er mere end bare et slemt udslæt, men at det er levende væsener der er inde i hans krop som langsomt vokser sig stærkere og mere intelligente. Det meste af historien går så med at vi følger Perry dag fra dag i hans kamp mod disse monstre inden i ham og hvordan han effektivt bliver mere og mere vanvittig.

På lydsiden udvikler Sigler sig mere og mere, hvor han virkelig gør meget ud af sine stemmer og gør nu også brug af gæsteoptrædener, samt grumme lydeftekter som kun virker i podcastformat. Han eksperimenterer altså lidt mere med at bruge podcastmediet specifikt fremfor bare at læse sine bøger op. Desværre har det også en bagside, da hver episode nu også er blevet fyldt med en masse snak fra ham selv af, reklamer og diverse indtalte telefonbeskeder fra fans. Det kan man selvfølgelig nemt spole forbi for selve historien bliver ikke afbrudt.

I mine øjne er Infection hans svageste podcastroman og “Earthcore” er stadig min favorit, specielt set fra et science fiction standpunkt, da Infection mere eller mindre er rendyrket horror og splatter. Det har dog fungeret for mig som udemærket underholdning til mine løbeture. Scott Siglers webside er selvfølgelig stadig den samme og Infection er stadig til download.

Ancestor

Dette er Scott Siglers anden podcast-roman (jeg har omtalt den første her), og den er langt mere horror/thriller/action end Earthcore og egentlig ikke ret science fiction agtigt. Dog lidt, da historien bygger på nogle genetiske eksperimenter på at lave et dyr hvis organer kan bruges i mennesker, som selvfølgelig går grueligt, og meget blodigt, galt.

Ancestor er noget kortere end Earthcore, på i alt 19 episoder, men fyldt til randen med action og spænding. I introen nævnes der fx at det indeholder “lots and lots of violence”. Så set med science fiction briller er der ikke vildt meget at komme efter, men vi hører da lidt om problematikken ved at bygge et nyt dyr fra grunden via genmanipulation og nogle tanker om hvordan det kan gå galt. Den minder nok en del om film som 28 days later, Resident Evil og hvad der ellers er af den kaliber. Ancestor vil nok også fint kunne fungere som film.

Ligesom med Earthcore er Scott Sigler rigtig god til at fortælle sin historie og leve sig ind i alle de roller han imiterer. Der er gjort noget ud af at det rent faktisk er en historie man skal lytte til og ikke bare læse. Den har været fin at lytte til mens jeg tog en løbetur eller inden jeg skulle sove, men mere er det jo så heller ikke.

Som science fiction interesseret bør man ikke forvente de store ideer, men det er en god spændende og blodig historie man sagtens kan hygge sig med. Alle afsnit er at finde på Scott Siglers webside.

Earthcore

EarthcoreJeg må hellere få skrevet noget, så der er bare mindst en entry.

Vil blot anbefale podcast-romanen Earthcore skrevet af Scott Sigler, som er en horror/action/science-fiction historie der foregår i nogle underjordiske huler i et bjerg i Utah. Det er vel egentlig mere action end det er science-fiction, men Scott Sigler udforsker en interessant ide med en civilisation der går fra at være højt teknologisk udviklet til at være på stenalderstadiet (håber ikke jeg røber for meget).

Det er Scott Sigler selv der læser op og det gør han godt. Det er ikke bare kedelig oplæsning. Han gør noget ud af stemmerne, indlevelsen og krydrer det hele med lydeffekter når der er sceneovergang i historien.

Det er nok ikke en bog jeg vil kunne finde på at læse, men stilen egner sig godt til podcast – synes jeg – fordi man nemmere bliver grebet af historien, da det kan være svært at holde koncentrationen når man skal lytte til en der læser en historie op. Eller sådan har jeg det i hvert fald. Jeg har næsten hver aften lyttet til en episode på min mp3-afspiller i sengen inden jeg skulle sove, hvilket har været ganske rart som en lille ekstra ting efter man havde lagt den almindelige bog fra sig på natbordet.

Earthcore var Scott Siglers første podcast-roman, og han har allerede færdiggjort en til, Ancestor, som jeg sikkert vil skrive mere om når jeg er kommet bedre igang med den, og han er lige begyndt på en tredje, Infection. De to sidste kan findes på hans webside, men Earthcore skal man hente via podiobooks.com, som også har en del andre podcast-romaner. Lidt iriterrende at man skal oprette en bruger derinde, men det er ganske gratis og tager få minutter.