Beyond the Heaviside Layer af Captain S. P. Meek er en ganske afdæmpet fortælling om en videnskabsmand der tager en journalist med i sit rumskib der er i stand til at bryde ud af Jordens atmosfære. De finder selvfølgelig noget mærkeligt noget derude, men historien er primært interessant fordi den fortæller noget om datidens helt andet billede af atmosfæren, hvor man troede der var en slags usynlig membran i den øverste del af atmosfæren, som blev anset som så godt som umuligt at gennembryde. Heaviside-laget der tales om er rigtig nok, men i hvert fald forfatterens opfattelse af dets egenskab holder selvfølgelig ikke helt.

From An Amber Block af Tom Curry kunne snildt have dannet det grundlæggende plot for en horrorfilm. Et kæmpe stykke rav finder vej til et historisk museum. Videnskabsfolkene er ellevilde fordi ravet indkapsler en forhistorisk kæmpemyg. Men der begynder at ske uhyggelige ting på museet om natten. En morgen finder man blodspor og nattevagten bliver fundet død. Kæmpemyggen er selvfølgelig vågnet og den er meget sulten!

Harl Vincents The Terror From Air-Level Six er ligeså tåbelig som den lyder. En række fly begynder at forsvinde sporløst fra det amerikanske luftrum, og en ukendt fjende kræver Amerikas betingelsesløse overgivelse, hvilket vores helt selvfølgelig ikke kan acceptere. En meget lang opbygning der bliver overstået på et kort øjeblik.

Mere interessant er derimod Sewell Peaslee Wrights The Forgotten Planet, men primært af historiske grunde, da selve historien er jævnt kedelig. Den er formet som en rapportering fra en militærmand i en fjern fremtid hvor alle galaksens beboede planeter er med i samme politiske union, på nær en planet. Militærmanden har fået til opgave at presse denne oprørske planet til at gå med i alliancen, koste hvad det koste vil. Den imperialistiske holdning er styg, for planetens beboere beskrives ikke som andet end nogen der egentlig bare vil være i fred og passe sig selv, men selvom de ikke umiddelbart udgør nogen trussel for resten af den ellers fredelige alliance, bliver de altså truet med total udslettelse hvis de ikke går med.

Sidste historie, The Power and the Glory af Charles W. Diffin, er ganske kort, men et glimrende eksempel på den type historier hvor en stor videnskabelig opdagelse bliver slået ned ligeså hurtigt som den bliver slået op. Den tids science fiction var generelt langt mindre teknologi- og fremskridtsbegejstrede end i dag, og mange historier taler til læserens frygt for det hastige teknologiske fremskridt og at verdensordenen helst skal opretholdes. I denne historie er det en ung videnskabsmand der kontakter sin tidligere lærer, en professor ved universitet, om en fantastisk opdagelse han har gjort. Den unge mand er ellevild, fordi han har fundet ud af at splitte atomet og dermed kilden til uendelig energi. Han fortæller lystigt professoren om hvordan hans opdagelse vil bringe fred og rigdom til hele verden, men professoren slår hans idé ihjel med en snak om at verden ikke vil kunne håndtere dette, at civilisationen vil bryde sammen og så videre. Forfatteren sætter diskussionen meget snævert op i en spids, men ikke desto mindre interessant.

Ca. 150 år ude i fremtiden er Jorden blevet så overbefolket at man er begyndt at søge efter nye planeter. Et koloniskib sendes ud på en 123 år lang rejse til planeten Tanis, i håb om at menneskeheden kan starte påny der. Filmen starter med at to astronauter vågner op fra hypersøvn, der er meget desorienterede om hvor de er og hvad der foregår. Der er tydeligvis gået noget galt. Skibets reaktor virker ikke og der er ingen tegn fra den øvrige besætning. Som seer er man ligeså uvidende om hvad der foregår som besætningen, men små brudstykker dukker op undervejs. Og de er bestemt ikke alene på skibet.

Der er for så vidt nogle gode idéer anvendt her med et overraskende plot ikke ulig fx Non-Stop, men desværre ender det for meget i en monster Alien-lignende horrorfilm. Det er jo en smagssag, men jeg synes den omkringliggende science fiction ramme trods alt var mere spændende. Filmens titel henviser til en psykisk lidelse astronauter i filmen kan blive ramt af efter lang tids ophold i det tomme rum. Det sammen med det øvrige plot kunne i sig selv have været en udmærket spændende film, og at de skal jages af uforklarlige monstre mens de prøver at finde ud af hvad der foregår virker overflødigt. Filmen ender med at stå med et ben i hver sin subgenre, uden at nogen af dem fungerer særligt godt, selvom den dog har visse seværdige elementer.

Første historie er et forsøg på noget horror af Thomas H. Knight. Titlen The Man Who Was Dead siger det meste hvad der er at sige. I klubben hvor Jerry plejer at diskutere med andre mandevenner, er en mystisk gammel benet mand dukket op. Han fortæller at han er blevet hængt og vakt til live igen af en genial/gal videnskabsmand. Ikke de store overraskelser her.

Monsters of Moyen af Arthur J. Burks er patriotisk krigs science fiction i højt gear, skrevet i et meget overdramatisk sprog. Den grusomme arabiske kejser Moyen har erobret det meste af verden, men mangler vesten. Han indleder et stort slag mod den amerikanske østkyst, med tusindvis af flyvende maskiner og undervandsmonstre, og det amerikanske militær kan ikke stille noget op. Moyen har frygtindgydende våben med sig der bogstaveligt talt kan pulverisere hvad som helst. Men en professor har muligvis et modtræk, han skal bare lige bruge to timer. Det amerikanske folk forsvarer modigt og patroisk deres land indtil professorens modtræk får Moyens hær i knæ. Man behøver ikke læse noget mellem linjerne her.

Det fantastiske ved pulp historier er at man sjældent er i tvivl om hvad en historie handler om. Vampires of Venus af Anthony Pelcher handler om vampyrinsekter på Venus. En professor i entomologi bliver kontaktet af to venusboere der vil have ham til at hjælpe dem med at slippe af med nogle dræbende vampyrinsekter på Venus. Venus viser sig at være et nærmest utopisk samfund, hvor mænd og kvinder er helt lige, ingen lider nød og alt er perfekt – altså bortset lige fra de her vampyrinsekter der dræber stakkels venusboere og dræner dem for blod. Rimelig banalt hele vejen igennem, men rammefortællingen med det utopiske samfund på Venus og diskussionen af hvor disse vampyrinsekter kommer fra, er nok mere interessant for nutidens læser end det forudsigelige spændingsplot.

I The Soul-Snatcher af Tom Curry tager en professor mere en skurkerolle. Hans eksperimenter har sat en uskyldig ung mand på dødsgangen, og hans mor opsøger nu professoren for at få ham til at stå til ansvar. Professoren viser hvad det var for nogle eksperimenter han havde gang i, som gik ud på først at overføre bevidstheden mellem to levende væsener, for derefter at teleportere dem, så de fysisk også skifter plads. Selvsamme metode forslår han så til at få den unge mand ud af fængslet igen på. Det lykkedes, sådan næsten da.

I sidste historie er videnskabsmanden igen i en god rolle. I The Ray of Madness af Captain S. P. Meek er den amerikanske præsident blevet vanvittig. Dr. Bird mistænker at der står noget bag, og han optrevler et komplot hvor en spion fra Sovjet har udviklet et særligt apparat, der kan fange måneskinslys og omforme det til en farlig stråle, som han så rettede mod præsidenten. Langt ude som sædvanlig, men faktisk bliver der gjort noget mere ud af at forsøge at forklare den videnskabelige logik bag, end i de fleste andre historier fra den tid.

Første historie er Why That Crazy Old Lady Goes Up the Mountain af Michael Libling, og handler om pigen Sara der kommer i kontakt med klassens sære dreng. Han vil vise hende hvor gud er begravet. Det fører til en række oplevelser hvor de gennemlever tidligere menneskers liv.

John Sladeks The Real Martian Chronicles er værd at fremhæve, ikke mindst fordi Sladek dødede i 2000 og denne lille novelle åbenbart er dukket op fra hans arkiv nu. Man kunne næsten kalde den for mundane sf på trods af, at det begreb først blev defineret 2 år senere, da det er dagbogsudrag fra en familie på Mars. De klager over irriterende naboer og andre banale hverdagsting, eller så banalt som det nu kan blive på Mars.

En anden var Dr. Death Vs. The Vampire af Aaron Schutz. Vi følger Dr. Death der besidder empatiske evner udover det sædvanlige. Han kan mærke folks fysiske velbefindenhed og fornemme om de har livstruende sygdomme. Det bruger han til at slå dødssyge folk ihjel, for at de skal slippe for lidelse. På hans vej støder han på en vampyr der gør nogenlunde det samme, bare af mere egoistiske grunde. Eller som historien skrider frem bliver det netop spørgsmålet for læseren, om mord stadig ikke er mord uanset motivet.

Sidste historie var den bedste. The Crocodiles af Steven Popkes foregår under anden verdenskrig og beskriver hvordan tyskerne eksperimenterer med hvad de kalder tote Männer, men som i beskrivelsen passer godt på zombier. Hvis bare de kunne kontrolleres, ville de kunne blive et perfekt våben som kanonføde på slagmarken. Som ventet går det selvfølgelig lidt over gevind.

Af øvrige historier finder man Thief of Shadows af Fred Chappell – en klassisk fantasy om en skyggestjæler; A History of Cadmium af Elizabeth Bourne om en maler kaldet Cadmium; Alex Irvines Remotest Mansions of the Blood om en overlevende fra et jordskælv; Seven Sins for Seven Dwarves af Hilary Goldstein der er en bizar omskrivning af Snehvide-eventyret; i Silence af Dale Bailey finder en dreng et skadet rumvæsen ude i en skov; Forever af Rachel Pollack om et overnaturligt væsen der taber et væddemål og derfor må leve som et menneske en dag; The Atchison, Topeka & Santa Fe af Robert Onopa om en drengs julegave der kan lave virtuelle verdener og endelig The Gypsy’s Boy af Lokiko Hallis – en eventyrhistorie om en dreng der bliver solgt til sigøjnere for en hest.

Tim Sullivans Star-Crossed er en fortsættelse til en af hans tidligere, så den var lidt svær at følge, men slet ikke tosset. Historien handler om Wolverton der arbejder på asteroiden LGC-1, da en dag, ud af ingenting, dukker en gigantisk minemaskine og begynder at fortære asteroiden. Det viser sig at den kommer fra en parallelverden via en boble i asteroiden. Og derfra bliver det kun mere underligt. Lidt hard sf blandet med en banal romance.

Make-Believe af Michael Reaves er en enkel – men effektiv – gysernovelle om nogle unge drenge i 50′ernes Amerika, som udforsker en klippehule hvor angiveligt nogle børn for år tilbage omkom i. Resten giver sig selv.

The Fairy Princess af Dennis Danvers er ikke som titlen antyder fantasy, men en relativ simpel og uoriginal, men klart læseværdig, historie om et parti sexrobotter (Screwbots som de bliver kaldt), der juleaften får lyst til at få sig et liv for dem selv. En udmærket “feel-good” novelle.

Sidste historie, Class Trip af Rand B. Lee, er en mærkværdig sag med spøjse idéer. Historien indledes af en klasselærer der fortæller sine elever af racen D’/fü om en menneskepige ved navn Pink, der engang for længe siden var en del af et socialt eksperiment om at leve sammen med rumvæsener og lære om deres samfund. Historien skifter til Pinks vinkel, eftersom eleverne skal opleve hendes historie i en slags drømmesimulator. Udgangspunktet var interessant, men jeg synes ikke det førte til noget, og at det hele åbenbart skulle fortælles i (næsten) bagvendt kronologi gav ingen videre god mening heller.

Af øvrige historier finder man Amor Fugit af Alexandra Duncan om Ourania og hendes sære forældre; Albert E. Cowdreys Fort Clay, Louisiana: A Tragical History – endnu af hans Louisiana fortællinger; Waiting for the Phone to Ring af Richard Bowes handler om en forfatter i 70′ernes New York; den fjollede fantasy Epidapeles and the Insufficiently Affectionate Ocelot af Ramsey Shehadeh der handler om en usynlig stol kaldet Door; Benjamin Rosenbaums The Frog Comrade – en nyskabelse af historien om prinsessen der skal kysse en frø; og Blue Fire af Bruce McAllister om paven i det sekstende århundrede og nogle vampyrer.

Robert Reed har denne gang skrevet en fantasyhistorie med The Long Retreat, der handler om en løjtnant i hæren for et gigantisk imperium. Han synes dog ikke helt krigen går så godt, men kejseren og hans nærmeste lader til at være overbeviste om at deres land er praktisk talt uendeligt stort, og derfor aldrig kan indtages. Læseren og historiens hovedperson, kan dog godt se at der er noget selvmodsigende i dette, eftersom de jo er i krig med “nogen”, og derfor må kejserriget have en ende. En fin historie om storhedsvanvid i bogstaveligsete forstand.

Robin Aurelians Bait er en uinteressant lille fantasy historie om drengen Navin, der har øgenavnet “Bait”, fordi han ikke er en særlig god jæger, men ofte bliver bidt. En dag er han på tur med familien i denne fantasyverden fyldt med sære væsener.

Writers of the Future af Charles Oberndorf havde et interessant udgangspunkt, med en fjern fremtid hvor kun få rigtige mennesker lever i kredsløb om Mars – mens kunstige Minds lever omkring Jorden, og menneskene hader disse Minds og derfor handler en del af deres fiktion om dette. Novellen følger en ung mand der deltager i en workshop med hans ynglingsforfatter. Men det fører bare ikke rigtig nogen steder, og det er ikke til at se hvad forfatteren vil med det.

Marc Laidlaw byder på hyggelig romance fantasy i Songwood om gargoylen Spar der forelsker sig i en galionsfigur et fragtskib. Der smøres tykt på med den ulykkelige kærlighed.

Kortromanen Ghosts Doing the Orange Dance af Paul Park kom jeg ikke igennem. Det er en historie inde i en historie, hvor en del består af en længere familiehistorie. Har man overskuddet og energien til den, er det sikkert en fin historie, som de fleste andre anmeldere på nettet også påpeger.

The Secret Lives of Fairy Tales af Steven Popkes kunne jeg ikke rigtig se nogen god mening i. Det er et forsøg på en genfortælling af en række klassiske eventyr såsom Snehvide og Askepot, men videre interessant er det ikke.

Kate Wilhelms The Late Night Train er god stemningsmættet horror. Christy er en kvinde på 30 år, der stadig bor hjemme med hendes syge far og misbrugte mor, og har det heller ikke for godt selv. En dag begynder hun at høre lyden af en togfløjte, men der er ingen jernbaner i miles omkreds.

Nummerets anden egentlige science ficiton historie kommer fra Dean Whitlock med titlen Nanosferatu, hvori et medicinalfirma har fundet frem til et produkt baseret på nanoteknologi der effektivt giver evigt liv. Eneste bivirkning er at man bliver mere liderlig. Det kører selvfølgelig helt af sporet, da direktøren ikke vil acceptere at indsprøjtningen kun skal gives en gang. Det er der jo ingen penge i, så produktet skal laves om så jævnlige behandlinger er krævet. Underholdende nok historie, men slutningen var nu noget sær.

Sidste historie er udmærket horrorhistorie. I City of the Dog af John Langan følger vi en mand, der en aften han er ude at gå tur med sin kæreste ser en hund han beslutter sig for at se nærmere. Men i mellemtiden forsvinder hans kæreste fuldstændig. Han fortæller sin ven Chris om den uhyggeligt udseende hund, og straks mener Chris at vide hvad der er sket. Chris kører ham ud til et skummelt slot langt ude på landet, hvor en såkaldt Keeper har nogle ghûls og åbenbart taget kvinden til fange.

Første historie er The Far Shore af Elizabeth Hand. Balletdanseren Phillip bliver nødt til at gå tidligt på pension. Han vil gerne lidt væk fra alting og en ven tilbyder ham at han kan tilbringe nogle uger i en afsidesliggende hytte ved søen Tuonela. Tuonela er navnet på dødsriget i finsk mytologi og det bygger historien på. Phillip finder ude i skoven en nøgen spinkel dreng der er døden nær. Han tager ham tilbage til hytten, får ham varmet op igen, men inden han kan spørge indtil hvad han lavede der, er drengen pludselig væk. Han kommer dog tilbage på mere eller mindre hyggelig maner. Finder man lige ud af hvad Sibelius’ berømte tonedigt Tuonela-svanen er for noget, giver historien faktisk god mening.

Albert Cowdrey er et kendt navn i dette magasin. I Bandits of the Trace finder vi professor Kendall Keyes, der har forsket i historien bag en kendt forbryder fra år tilbage. Ud fra de gamle beretninger prøver at finde ud af hvor en skat er gemt, og en doven men intelligent studerende hjælper ham med at løse mysteriet. Ikke noget videre fantastisk i denne historie, hverken i den ene eller anden betydning.

Robert Silverberg kender jeg egentlig kun som klummeskriver i Asimov’s og hans novelle The Way they Wove the Spells in Sippulgar gav ikke den store interesse for forfatterskabet. Den er sat i en af hans mange forskellige universer, denne en fantasy-verden, og handler om en handelsrejsende der altid gerne har ville se byen Sippulgar. Da han kommer dertil bliver han dog involveret i opklaringen af en mordgåde.

Logicist af Carol Emshwiller er en stemningsmættet anderledes krigsberetning. Fortælleren er en skolelærer der har taget sine elever med ud på slagmarken, for at se en rigtig kamp. Læreren erfarer at krig ikke er helt som han har undervist sine elever.

I Blocked fortæller Geoff Ryman om en mand der må flygte med sin familie til Singapore da Cambodia bliver invaderet af rumvæsener, og de flygter til en kunstig skabt verden under overfladen.

Nummerets kortroman gives af Lucius Shepard med Halloween Town. Bygningsarbejderen Clyde Ormoloo bliver efter en ulykke umådeligt intelligent. Det får ham til at ville prøve noget nyt med sit liv og komme lidt væk, så han flytter til byen Halloween. Et mærkværdigt lille samfund der er så afskåret, at hverken kabel eller satellit tv når derud, så de får tilsendt alt på DVD’er. Clyde får en affære med ekskonen til hvad der viser sig at være hele byens grundejer, og han finder frem til nogen af byens gemte hemmeligheder. Desværre er historien ikke solid nok til at bære dens længde.

I Robert Reeds Mermaid bliver ordet havfrue ikke nævnt, men det er i hvert fald noget ikke-menneskeligt der er på spil. Jake afviser en mistænkeligt udseende ung mand i døren der vil låne hans telefon, men han bliver interesseret i den pige han er sammen med og indser straks at hun ikke er fra denne verden.

Joe Haldeman leverer en rigtig science fiction horrorhistorie med Never Blood Enough. På planeten Runaway er xenobiolog Travis det tætteste de har på en doktor, så han bliver sat til at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en kvinde er blevet drænet for al blod. Afslutningen er forventelig, men effektiv.

Lidt mere humoristisk horror finder man i I Waltzed with a Zombie af Ron Goulart. Det handler om en filmproducer i 40′ernes Hollywood der vil gå til ektreme yderligheder for at få færdigindspillet en film med en bestemt skuespiller. Titlen burde antyde hvad idéen er.

The President’s Book Tour af M. Rickert er noget alvorlig med uhyggen. I et fremtidens USA hærget af krig er mange børn muteret til grimme skabninger. Præsidenten er på bogsigneringsturné rundt i landet og fortæller om hvordan han ser børnene som landets nye fremtid.

Another Life af Charles Oberndorf er nok den mærkeligste historie jeg har læst i dette magasin. Fortælleren er en ung mand der døde i en krig, men er blevet vakt tilbage til live og forsøger nu at samle stumper fra sit tidligere liv sammen igen. Især prøver at han finde frem til en elsker – en anden soldat kaldet Noriko. Meget følelsesbetonet historie.

Det hele slutter med Kate Wilhelms Shadows on the Wall of the Cave om Ashley der sytten år efter hendes fætter forsvandt i en hule vender tilbage til stedet, og finder ud af hvad der skete med ham.

Første historie er en novella skrevet af Michael F. Flynn. Where the Winds are All Asleep handler om forskeren Jeanne Price som gerne vil finde beviser for sin teori for livets opståen. En teori der kaldes for monogenesis, hvor al liv skulle være opstået på en gang. Men det er hverken evolution i traditionel forstand eller intelligent design. På en irsk pub fortæller hun om sin ekspedition til en hule i vulkanen Mount Rainier, hvor de finder beviser for en alternativ evolution af liv baseret på silicium. Flynn har tydeligvis begravet sig selv i bøger om biokemi, men piller man al dette ud af hans historie, er der ikke ret meget interessant plot tilbage.

William Gleason forsøger sig med en horror-historie i Analog-stilen med The Hanged Man. Den unavngivne fortæller er plaget af mareridt med minder om sin afdøde partner, fra deres møde med nogen uhyggelige rumvæsener, da de var i færd med at finde et fortabt rumskib. Jeg giver mange points for det gode forsøg, der desværre bare lige mangler det sidste for at blive en rigtig god science fiction/horror kombination.

Carl Frederick kunne have været en glimrende pulp-forfatter for 80 år siden. De noveller jeg har læst af ham, har i hvert fald holdt sig meget til den grundformel med hyperintelligente, oftest unge, videnskabsfolk i hovedrollerne. I Teddy Bear Toys følger vi den fjortenårige Niel, der har engageret sig meget i en professors arbejde indenfor computersimulation og story generation. Historien leger med det allerede gennemtærskede tema om simulation vs. virkelighed – godt krydret med filosofiske citater, men Carl Frederick er nu generelt okay underholdende at læse, selvom hans historier sjældent bringer noget nyt eller originalt til genren.

In the Autumn of the Empire af Jerry Oltion bør man nok ikke tage specielt seriøst. Jordens Kejsers ord vil altid være sandt. Så hvad sker der med Jorden, når han tager fejl af Jordens bane om solen? Meget meget fjollet.

Jesse L Watsons Shallow Copy er endnu en historie om hyperintelligente børn og konsekvenserne ved kunstig intelligens og simuleret virkelighed. De to drenge Will og Max er begge godt inde i forskningen af kunstig intelligens, og en dag har Will endelig fået programmeret en ægte kunstig intelligens. Max er dog skeptisk i starten, men efter et par lettere komplicerede sproglige tests, er han også overbevist. Der mangler bare en ting. Den kunstige intelligens har ikke fået bevidsthed, så de to drenge overvejer de etiske problemer ved både at give den bevidsthed og ved at lade vær. De beslutter sig for at gøre det, men først skal den have en “barndom”. Det gør de ved at bruge at bruge hele natten på at indscanne Maxs dagbog og feede det til computeren. Historien må være ment som skrevet til børn, for jeg kan ikke finden anden bare nogenlunde rimelig forklaring på, at det skal være sådan en omgang urealistisk makværk med kunstig intelligens.

Næste historie er også om kunstig intelligens, men næppe skrevet til børn, hvilket gør at dens useriøse håndtering af emnet frembringer endnu mere hovedrysten. Robert Grossbach skriver i An Idea Whose Time Has Come om et fremtidens USA, der er forfaldet til nærmest at være et uland. En ildsjæl i det Demokratiske Parti vil forsøge at stille en kunstig intelligens op til præsidentvalget. Efter et par tolkninger af den amerikanske forfatning bliver kandidaten godkendt, og ender med at vinde valget. Men hvem skal levere hardwaren til at køre præsidenten? Her håbede jeg historien kunne blive rigtig interessant og original, for det er da et spændende demokratisk problem om hvordan man ville håndtere at et privat firma stod for regnekraften bag selveste den folkevalgte præsident. Men nej, historien forfalder til dårlig humor og et fuldkommen urealistisk scenarie, hvor hardwaren selvfølgelig bryder sammen og der må ringes til en supportlinje i Indien, hvor rådet er at trykke Ctrl+Alt+Delete. Aldrig har set jeg set et ellers godt potentiale i en science fiction historie, blive smidt så voldsomt på gulvet med noget så åndssvagt.

Sidste historie i dette nummer er ikke så slem, men stadig kun okay og lidt rodet. Cold Words af Juliette Wade er et hæderligt forsøg på at skildre rumvæsener og deres samfund og kultur indefra. Det hele er fortalt fra rumvæsenets Ruliis synsvinkel, der tilhører klanen Cold (den anden klan hedder selvsagt Warm). Mennesker har planer om at etablere en rumhavn på planeten, og Rulii har planer om at benytte den mulighed til at styrke Colds position. Men det er ikke nemt når deres menneskelige kontakt kun taler sproget Warm. Der er flere gode ideer her og en for en novelle interessant fremmed civilisation. Novellens primære problem er, at den er skrevet på gebrokkent engelsk, angiveligt for at simulere oversættelsen mellem sprogene.

Nummerets eneste novelle er Halløj på Karniegården skrevet af Tim Birkebæk, der starter som en almindelig hverdagsberetning fra en gammel mand på et plejehjem, men udvikler sig til brutal horror. Meget spøjs historie, men overraskende og god.

Vinderen blev Lars Ahn Pedersens Har du hørt havfruerne synge? bestående af to tilsyneladende separate historier, en om en kvindelig biolog der forsøger at infiltrere en organisation der holder sjældne dyr til fange og en anden om en mand der ynder at spise meget speciel mad. Der er garanteret noget der går henover hovedet på mig, for jeg kunne i hvert fald ikke se nogen videre sammenhæng i dette. Helga Bergs Pretty Woman er lidt fjollet. En gruppe venner skal se filmen Pretty Woman, men undervejs finder fortælleren ud af at hun har taget form som en frø. Elskeren af Sabina Marinova er i starten en forholds simpel historie om en mand der mistænker sin kone for at være utro, men læseren kan godt ane undervejs at der nok er noget overnaturligt på spil et sted.
Ungdomskonkurrencen blev vundet af Lærke Rasmussen med Sitessa, som umiddelbart blot er en fantasyhistorie med prinser og prinsesser, men elementet med en saracensk pige der ender med at kæmpe som soldat mod sit hjemland, gør novellen til langt mere end det.
Til hurtigskrivningskonkurrencen var der to gode vindere. Camilla Wandahl og Richard Ipsen. Wandahls historie er en slags gyser om bamser og Ipsens er en virkelig original kombination af paralleluniverser og tai-chi. Begge rigtig velskrevne og egentlig også samlet set de bedste.