The Technicolor Time Machine

The Technicolor Time MachineThe Technicolor Time Machine fra 1967 af Harry Harrison er en af de mest fornøjelige humoristiske læseoplevelser jeg har haft længe. Det er tidsrejseparadokser så det batter hele vejen igennem, men umådeligt godt gennemført og internt konsistent. Selv mere end 40 år efter virker bogen ikke spor forældet.

Harrison har taget udgangspunkt i den indlysende, men alligevel stærkt originale idé, at en tidsmaskine selvfølgelig ikke vil blive brugt til hæderlige videnskabelige formål, men vil blive udnyttet kommercielt. Fx af Hollywood. Historien følger producer/instruktør Barney Hendrickson, der i sin desperation efter at bevare sit arbejde, får en aftale med en professor der har opfundet en tidsmaskine, om at bruge maskinen til at rejse tilbage i tiden og indspille en film. Nærmere betegnet en vikingefilm i år 1000 om vikingernes formodede opdagelse af Vinland (Amerika). I første omgang tænker han blot på at spare omkostninger til kulisser, statister og den slags, men ser hurtigt store muligheder i at man kan rejse tilbage til en vilkårlig tid, blive der i månedsvis, og komme tilbage til nutiden en brøkdel af et sekund efter. På den måde får han iværksat at få skrevet manuskript, filmet og produceret hele filmen på en weekend, ved at rejse med et helt filmhold til ellevte århundredes England. Vikingerne er dog ikke helt så samarbejdsvillige og tiden er ikke helt så nem at holde styr på, selvom man har en tidsmaskine.

Harrison skriver let fordøjeligt, underholdende, medrivende og med en fantastisk portion humor og satire. Det bliver ikke pjattet falden på halen komik, de fleste morsomheder har faktisk enten en satirisk kritisk vinkel til Hollywoods måde at se verden på eller tankevækkende problemstillinger ved tidsrejser. Og selvom det hele går amok med tidsløkker, selvmodsigende paradokser og meget andet, er det altså gennemtænkt og hænger sammen hele vejen. Harrison har valgt en vinkel på tidsrejseproblematikken og holder sig til den. Bogen fungerer stadig i dag, for Hollywood fungerer jo grundlæggende på samme måde, og sjove tidsrejseplots bliver man ikke sådan lige træt af.
Den er hurtigt læst og kan kun varmt anbefales til alle.

Efter Stormen

Efter StormenHarry Harrison har skrevet science fiction siden 1951 og har især i den tid produceret et stort antal romaner. Her er samlet 10 af hans noveller fra disse mange år og de viser en stor bredde i forfatterskabet. Niels Dalgaard har, ligesom så mange andre af SFCs udgivelser, oversat denne samling. Den flotte forside er lavet af Wolfgang Sigl.

De ti noveller har et bredt spektrum af temaer med alt fra rumvæsener til biler. Det er tydeligt at Harrison ikke er så interesseret i teknologi og videnskab, det er lidt mere blød science fiction om man vil, hvor de menneskelige reaktioner er hvad det handler om. Derudover lader de fleste historier til at være enten tragiske eller direkte dystopiske, eller i hvert fald er alt ikke fryd og gammen. Det ser man blandt andet i En forbrydelse der beskriver et samfund hvor der er strenge regler for hvor mange børn man må få, og en mand der har fået et barn uden tilladelse bliver dømt til døden. Hvilket foregår på den måde at han bliver fredløs og enhver kan dræbe ham. Han har dog ret til at forsvare sig selv, for staten er egentlig ligeglad med hvem der dør, bare en gør det, så regnestykket kan gå op. En anden er Redningsekspedition hvor nogle fiskere finder et nødstedt rumvæsen ude i havet og tager det ind til land, og forsøger at redde dets liv. Uden at afsløre for meget, er pointen med historien hvordan religiøs fanatisme kan ødelægge en ellers storslået mulighed. I en lidt anden boldgade finder man Simuleret Træning, der i al sin enkelhed handler om en computersimuleret mission til Mars. De to astronauter får sig dog en overraskelse.
Det var lige dem jeg ville fremhæve, men den morsomme historie om Verdens bedste bil eller den samfundsdebatterende K-faktoren bør også lige kort nævnes.

Harrison har generelt en god blanding af lidt humor, alvor og en underholdende historie. Det er ikke underholdningslitteratur af laveste fællesnævner, men det er heller ikke kedeligt og gravalvorligt. Samlingen her rummer som sagt mange forskellige historier, og det var heller ikke alle jeg brød mig om, men de fleste burde kunne finde noget der interesser dem, for novellerne er generelt let tilgængelige og med en historie at fortælle.

Science Fiction nr. 15

Knud Larn har udgivet det femtende nummer af sit fanzine Science Fiction, der denne gang er trykt som en bog på 230 sider. Bare for at gøre det forvirrende er det udkommet før nr. 13 og 14. Det blev solgt under Eurocon som den uofficielle Eurocon antologi. I alt 18 noveller på engelsk fra lande som Danmark, USA, Holland, Rusland, Italien, Tyskland, Belgien og Argentina. Seks af novellerne er fra velkendte danske novelleforfattere som Camilla Wandahl, H.H. Løyche og Richard Ipsen. Disse har været trykt før på dansk, men er medtaget i denne samling for at få deres historier ud til et bredere publikum og til det formål må det siges at være et rigtig godt udvalg af noveller.

De øvrige noveller er mindst ligeså interessante og samlet set er kvaliteten høj. De fleste af novellerne vil jeg kalde for lidt blødere science fiction med “begge ben på Jorden” og med mennesker i centrum, med undtagelse af fx Tenth Orbit af Gustavo Bondoni eller Harry Harrisons The Road To 3000 AD der i personløse fortællinger udbreder sig i hele kosmos. De humoristiske og satiriske noveller må også fremhæves, som The Problems With… af Ovchinnikov Oleg og Galatic Exchange af Ralan Conley der begge handler om kommunikationsvanskeligheder med aliens, eller den satiriske skildring af himmerige i Roberto Quaglias God Ltd. Enkelte noveller falder desværre lidt igennem, herunder alternate history novellen The Vaudeville Principle af Erik Simon der har en god ide, men desværre er umådeligt kedeligt udført som et langt brev, samt Mark von Schlegells The Shakespeare der bare ikke giver mening.
Temaerne er vidt forskellige fra traditionelle tidsrejsehistorier som 9/10 af Stig W. Jørgensen og Off Season af Robert Nielson om overførsel af bevidsthed til kloner, til det de mere specielle som Richard Ipsens The First European Concert han i øvrigt har oversat rigtig godt til engelsk.

Jeg ved ikke om der er flere eksemplarer tilbage til salg, men ellers kan den bestemt anbefales at få læst hvis man kan skaffe et eksemplar. Nu venter man bare på at nr. 13 og 14 af fanzinet bliver trykt, så hullet kan udfyldes.