Tag Archives: hard sf

Redemption Ark

Posted on by
Reply

Redemption ArkHver gang jeg har læst noget af Alastair Reynolds bliver jeg bekræftet i mit syn om ham som den bedste inden for moderne hard space opera. Alligevel går der alt for lang tid mellem jeg får læst hans bøger. De er også noget af et projekt, for selvom mange romaner i dag gør sig op over de 600 sider, er det få hvor der faktisk er en mening med det og hvor det ikke bare er ekstra fyld – hvilket ikke er tilfældet her! Redemption Ark fra 2002 er den tredje bog i hvad der uofficielt er blevet kaldt for Inhibitorserien startende med Revelation Space. Hvor Chasm City mere var en sidehistorie går Redemption Ark tilbage til hovedplottet og tager tråden op efter Revelation Space.

I Revelation Space kom Ultraen Volyova i besiddelse af de såkaldte “hell class”-våben. Nu vil Conjoinerne have dem tilbage. Ultras er en fraktion af transhumane rumrejsende der gør heftig brug af teknologiske implantater i kroppen, men Volyova er dog speciel på det punkt, da hun ingen implantater har. The Conjoiners er en anden fraktion der har bygget deres samfund op omkring kunstig telepati. Men de vil ikke bare have våbnene tilbage fordi de er deres, men fordi Dan Sylveste i slutningen af Revelation Space uagtet fik gjort de såkaldte Inhibitors opmærksomme på menneskeheden. Man finder ud af de er en kunstig intelligens skabt for millioner af år siden med det formål at beskytte galaksen mod rumfarerende civilisationer ved at udrydde dem. Conjoineren Clavain skal lede en storstilet aktion der skal få våbnene tilbage fra Volyova, men Clavain stoler ikke helt på de andre Conjoiners reele motiver. Han tror ikke på de vil redde menneskeheden med de våben, men derimod give dem selv bedre mulighed for at flygte. Han stjæler derfor et af rumskibene der skulle bruges til missionen og sætter kurs mod planeten Resurgam hvor Volyova befinder sig. Han bliver hurtigt forfulgt af flere andre Conjoiner-skibe og de udkæmper en avanceret kamp over denne lysår lange rejse.
Imens på Resurgam er Volyova også blevet opmærksom på en stigende aktivitet fra the Inhibitors, der tilsyneladende er i færd med at konstruere et gigantisk våben i Resurgams solsystem. Men i modsætning til the Conjoiners, har hun ikke kendskab til den større sammenhæng i deres plan. Hun vil derfor forsøge at evakuere hele planetens befolkning i det gigantiske rumskib hun har parkeret i kredsløb om planeten, men for at vinde befolkningens tillid må hun få hjælp fra den berygtede terrorist Thorn.

Romaner på over 600 sider er jo ingen sjældenhed i moderne space opera, men Reynolds er en af de få hvor det faktisk giver mening. Handlingsuniverset er rimeligt afgrænset, persongalleriet ikke for stort og ingen sider virker overflødige. På trods af at det meste af bogen er en lang opbygning til det endelige klimaks når Clavain når frem til Resurgam, så rummer historien langt mere end bare opbygning til det. Som i de andre bøger i serien fanger Reynolds enormt godt de enorme afstande og tidshorisonter der er forbundet med interstellare rejser i sublyshastighed. Rejsen tager adskillige år og Clavains rumskib og hans forfølgere har en fast afstand til hinanden hele vejen. Ikke noget med lige at træde lidt ekstra på speederen. Det er dog ingen hindring for alligevel at angribe hinanden på forskellig vis.
En særlig kvalitet som jeg ser ved Reynolds’ univers er hvor konsistent han er med sin videnskab. Teknologiniveauet er højt, men med begrænsninger der giver mening. Og selvom the Inhibitors er højintelligente avancerede million år gamle maskiner, kan de heller ikke alt. De er selvsagt også underlagt fysikkens love. Det fremtræder klart at Reynolds har en baggrund som fysiker, men han fylder ikke på med videnskabssnak bare som fyld. Læseren får den nødvendige viden til at forstå hvad der sker i handlingen, uden at det bliver som indlagte populærvidenskabelige artikler, som andre hard sf forfattere har det med at gøre (Analog segmentet fx).

Alastair Reynolds er i en klasse for sig når det kommer til space opera. Han har simpelthen taget de bedste elementer fra hard sf – hvor solid videnskab er en central del i handlingen, fra space opera – hvor de enorme afstande og det kosmiske perspektiv fascinerer, samt moderne post-cyberpunk elementer med nanoteknologi og kunstig intelligens. En sidste ting jeg også synes særlig godt om er at der, i modsætning til traditionel space opera, ikke er nogen entydige helte og skurke. Alle har deres sag de kæmper for og alle har sådan set rimelige begrundelser for deres handlinger. Selv the Inhibitors, hvis altafgørende formål er at udslette intelligent liv i galaksen, må siges at argumentere uhyggeligt godt for deres sag.
Redemption Ark bygger videre på handlinger fra Revelation Space og Chasm City, som bør læses først, men er udover det egentlig også kun halvdelen af en samlet historie der fortsætter i Absolution Gap.

Asimov’s, August 2009

Posted on by
Reply

Asimovs August 2009Julinummeret var noget skuffende og desværre giver augustnummeret kun lidt oprejsning, dog uden at jeg vil udnævne nogen af historierne til at være værdige til næste års priser. Sheila Williams indleder med en afsløring af Asimov’s 2009 Reader’s Awards, Robert Silverberg skriver igen om at finde udenlandske oversættelser af sine værker (og det er altså ikke helt ligeså interessant anden gang som første) og James Patrick Kelly skriver om de mange forskellige priser science fiction genren har.

Vi begynder med Damien Broderick og The Qualia Engine. Under den kolde krig eksperimenterede man med gener og resultatet blev nogle hyperintelligente børn kaldet Atom Kids. Børnene i historien engagerer sig i diverse avancerede projekter, og en af dem er Saul der vil bygge en Qualia Engine – en maskine der skal opfange de elementarpartikler der udgør de menneskelige følelser. Idéerne er der, men historien løber ud i sandet uden at vide hvad den vil og forekommer noget fragmenteret.

Robert Reed er yderst produktiv i novelleformen og skriver meget forskellige historier. Creatures of Well-Defined Habits er beretningen om Hogan. Hogan er over 500 år gammel og fortæller personlige historier til dem der vil lytte. Da han dør og hans bevidsthed overføres til en computer, synes historiens fortæller at han ikke er helt den samme mere. Ingen tvivl om at Reed mestrer novelleformen.

Blue af Derek Zumsteg er en lidt sjov form for hard sf novelle. Sigurd og Rivka er på mission for at undersøge det sorte hul Sinca-177, som viser sig slet ikke at være sort! Der er masser af hard sf jargon, men det er de to indbyrdes forhold, og navnlig hvordan de iriterrer hinanden grænseløst, novellen egentlig handler om. Resultatet bliver en unik blanding af hard sf og sort humor med et godt twist.

Det overrasker mig at kloning stadig kan være et emne i nye historier, og selvom Mary Robinette Kowals The Consciousness Problem egentlig ikke bringer noget nyt til kloningsproblematikkerne, så er det en meget velskrevet historie. Ægteparret Elise og Myong har længe arbejdet med kloning. Firmaet TruClone har allerede midlerne til perfekt at klone selve menneskekroppen og nu er gennembruddet kommet der også får sindet med. Myong laver en klon af sig selv og skal derfor bruge Elise til at afgøre, om det er muligt at kende forskel på klonen og originalen. Men da Elise for nylig har været ude for en ulykke og lider under midlertidigt hukommelsestab, bliver hun i tvivl om hun selv er en klon.

En slags kloning ligger også til grund for Stephen Popkes’ Two Boys, der handler om en verden hvor neandertalerene er blevet genskabt via kloning og hvordan nu to menneskeracer kan leve i samme samfund. Omfanget af dette er egentlig alt for stort til en lille novelle, så derfor ender historien derfor med at blive noget overfladisk.

Science fiction elementet er nærmest ikke eksisterende i Kristine Kathryn Rusch korte Turbulence, om en mand der kommer til at sidde ved siden af en irriterende overvægtig kvinde i flyet og hendes knævren minder ham om hans egen flyskræk. Ikke nogen dårlig novelle, men jeg kan nu bedre lide Ruschs længere historier.

Nummeret slutter af med den længere California Burning af Michael Blumlein, om en mand hvis far er død og skal kremeres. Der opstår bare det problem at hans knogler ikke vil brænde. Han får knoglerne med hjem, og da han bliver opsøgt af to særprægede mænd der påstår de kommer fra sundhedsmyndighederne og stiller ham spørgsmål om hans far, begynder han at tvivle på om han nu kendte sin far så godt som han troede. Blumhein holder læserens interesse hele vejen igennem, for hvad pokker det er med de knogler, og det antydes delvist at muligvis var faderen et rumvæsen, men det bliver aldrig rigtigt afklaret. Novellen skriger godt nok ikke af science fiction, men er bestemt læseværdig.

Permutation City

Posted on by
4

Permutation CityGreg Egans Permutation City fra 1994, som vandt John W. Campbell Memorial Awarden i 1995, er virkelig et imponerende hard sf værk der virkelig er visionært og forud for sin tid. Konceptet med at overføre bevidsthed til en computer er ved at blive en fast del af den nyere science fiction, særligt som et led i diskussion af udødelighed. En historie som Permutation City vil være en jeg ville have forventet ville være skrevet for nylig, da den tager en lang række skridt videre med diskussionen af dette koncept, så det at den er 15 år gammel siger noget om Egans greb om den teknologiske udvikling.

I 2045 er computerteknologien nået så langt, at det er muligt at simulere menneskelig bevidsthed som et set af matematiske abstraktioner baseret på en scanning af hjernen. Udbredelsen er dog begrænset til meget rige mennesker, da det kræver enorm stor processorkraft som er meget dyr. Ydermere er der også den begrænsning at simuleringen kører med nedsat hastighed i forhold til den rigtige verden, sytten gange så langsomt. Tilstanden er heller ikke lige ønskværdig for alle, for en meget stor del af dem der efter at være blevet scannet “vågner op” i denne computersimulation, bliver grebet af en ubehagelig fornemmelse af at det her er forkert, og efter ganske få minutter terminerer de sig selv.
Romanen er delt i to dele. Første del skifter mellem år 2045 og 2050, og følger Paul Durham der er stærkt optaget af at udføre eksperimenter med disse digitale bevidstheder, så han udfører eksperimentet med kopier af sig selv. De har det dog med at terminere sig selv efter kort tid, så han ender med at bryde gældende regler på området og fjerner denne selvmordsmulighed for den næste kopi. Dette finder sted i 2045. I 2050 bliver Autoverse-forskeren Maria Deluca opsøgt af Paul Durham med en lidt for fantastisk, men velbetalt, opgave. Autoverse er en anden gren inden for simuleret virkelighed, hvor målet er at opbygge en kunstig kemisk verden helt fra bunden, i modsætning til den mere almindelige form for virtual reality som disse digitale kopier lever i, hvor man forsimpler virkelighedens naturlove snarere end at have sine egne grundregler. Durham vil have hende til at lave en skitse til en hel planet i Autoverse-modellen, hvilket er helt uhørt, da man normalt kun arbejder på celleniveau i Autoverse, da der simpelthen ikke er processorkraft nok til noget større. Hun begynder dog alligevel på opgaven, da det trods alt kun er en skitse, og opgaven er enhver Autoverse-forskers drøm.
Andel del vil jeg ikke afsløre for meget af, men her bevæger Egan sig ud i et emne han senere har behandlet flere gange, særligt i novellen Crystal Nights og romanen Schild's Ladder, om intelligent liv der udvikler sig selvstændigt i disse computermiljøer.

Det er sjældent man virkelig bliver fanget af en bog allerede fra første kapitel. Det er endnu mere sjældent at denne fascination holder ved hele vejen igennem. Det gjorde Permutation City og den er i mine øjne en noget nær perfekt roman. Det er hard sf for nørder, måske ikke i en eksponentiel funktion som med Schild's Ladder, men i hvert fald kvadreret. Egan kan sin videnskabsteori og kan præsentere sine idéer så de både er troværdige og spændende, uden at fortabe sig i lange kedelige teoretiske passager. Det er heller ikke som så det så ofte sker med den slags science fiction, at personerne bliver flade og tørre. Faktisk er Permutation City blandt de bedste personskildringer jeg har læst. Særligt udforskningen af forholdet mellem kopi og original, hvilken virkelighed man kan stole på og spørgsmålet om den digitale kopi nu faktisk selv ønsker at leve i en computersimulation, kommer Egan godt i dybden med. Mere end nogen anden, hvor konceptet oftest bare bliver brugt som en genvej til udødelighed, og ikke beskrevet og diskuteret i dybden som her.
Desværre er der en irriterende detalje der virkelig gør meget skade på helhedsindtrykket. Af en eller anden ukendt grund mente Egan åbenbart at der skulle være en kort sexscene mellem Durham og Maria, på trods af at der ingen tiltrækning har været mellem de to, hverken før eller efter, og at det heller ikke har nogen som helst relevans for handlingen. Det lader heller ikke til at hverken Egan eller personerne har nogen ide om hvorfor, for det starter med et champagneglas og slutter med at begge to bliver enige om, at det her ved de slet ikke hvorfor de skulle. Komplet meningsløst, øv.

Dust Theory

Målgruppen er nok noget snæver, som det nok generelt er med Egans forfatterskab. Dataloger og matematikere ligger ligefor, men ellers folk der bare virkelig elsker hard sf og det teoretiske videnskabelige sprog, vil også kunne nyde Egans tankevækkende og fængende historie.

Hugo Award 2009 – novelle nomineringer

Posted on by
Reply

Til august til årets WorldCon, denne gang i Montréal, uddeles som altid Hugo Awarden. Alle de nominerede, med links til alle novellerne, kan ses på deres webside. Her ser jeg på “short story”-kategorien, historier på under 7.500 ord. Efter min mening er der ingen tvivl om årets vinder.

26 Monkeys, Also the Abyss af Kij Johnson. Denne historie er fra Asimov's, July 2008 og den udgør årets hygge-eventyr-fantasy historie. Den handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Jeg finder den stadigvæk ikke særlig interessant, og skulle en historie af den type nomineres, så jeg hellere det var blevet Midnight Blue af Will McIntosh fra Asimov's, September 2008.

Article of Faith af Mike Resnick. Han er nomineret praktisk talt hvert år og har tydeligvis sit faste publikum til den type trivielle følelsesladede historier. Denne gang udforsker han en robots religiøse tro. En robot bliver ansat som rådgiver for præsten til hans prædikener. Robotten begynder efterhånden at udvikle sin egen kristne tro, hvilket ikke bliver lige vel modtaget af kirkegængerne. Jeg må sige den var bedre end de forrige historier Resnick har været nomineret for, men jeg synes generelt ikke om den måde han nærmest råber sin pointe ud til læseren. Historien er skruet sammen til kun at slå hans pointe fast og ikke andet.

Evil Robot Monkey af Mary Robinette Kowal. En meget kort men sød novelle, om en abe der lever i en zoo, men som er lidt klogere end normalt. Dens arbejde med at lave en potte spoleres af gæsterne der banker på ruden til dens bur.

Exhalation af Ted Chiang. Dette bliver årets vinder. Ingen tvivl om det! Med Exhalation viser Chiang at hard sf ikke behøver at være forankret i denne verdens videnskab, for novellen beskriver en verden af hvad der bedst kan beskrives som mekaniske mennesker hvis kroppe styres af lufttryk, men det vigtige er derimod at videnskaben i historien er internt konsistent og velbeskrevet. I denne verden med disse lufttryksvæsener, følger vi en forsker der ønsker at finde ud af mere om hvordan hans race fungerer, men obduktioner er svære at foretage da folk meget sjældent dør, og ved dem der gør er kroppen oftest stærkt beskadiget. Derfor sætter han sig for at dissekere sin egen hjerne, for at finde ud af hvordan den fungerer. Chiang imponerer virkelig med at få overbevist læseren om de fysiske og anatomiske regler i sit univers, og det uden at bruge specielt meget plads. Vildt fascinerende læsning.

From Babel’s Fallen Glory We Fled af Michael Swanwick. Swanwick er også en meget unik forfatter, hvis historier aldrig rigtigt kan placeres i en bestemt kasse, og ligesom med A Small Room in Koboldtown der var nomineret sidste år i samme kategori, er det også tilfældet her. From Babel’s Fallen Glory We Fled er dog mere udpræget science fiction, der udmærker sig ved at have en intelligent rumdragt som fortæller. Novellen er fyldt med gode velkendte science fiction koncepter om fremmede civilisationer, andre måder at tænke på og ikke mindst diskussion af økonomiske strukturer, men et plot som sådan er der ikke meget af. En klar mulig andenplads.

Jeg vil blive meget overrasket hvis ikke Ted Chiangs Exhalation blev vinderen og den bør læses af alle, uagtet om man er interesseret i Hugo Awarden eller ej.

Sunshine

Posted on by
4

SunshineDa jeg først hørte om Sunshine lød det som endnu en sci-fi katastrofefilm i stil med The Core og Armageddon, men den var langt mere realistisk og troværdig, og bedre!

Solen er ved at dø ud og Jorden er gået ind i en ny istid. For at redde planetens liv bliver et bemandet rumskib med en gigantisk bombe sendt af sted for, at kickstarte solens aktivitet igen. Af ukendte årsager mislykkedes missionen, kontakten til rumskibet går tabt og en ny identisk mission iværksættes. Det er dem filmen følger. Da de næsten er fremme ved hvor de kan sende bomben af sted, opfanger de pludselig nødsignalet fra den tidligere ekspeditions rumfærge. Efter nogle overvejelser beslutter de sig for, at omlægge kursen dertil. Blandt andet for at øge deres chancer for at fuldføre missionen med endnu en bombe. Men en beslutning fører til fejl, som fører til flere fejl, der foresager katastrofer osv.

På mange måder ligner Sunshine egentlig den type film jeg omtalte negativt før. Mandskabet består selvfølgelig af forskellige typer mennesker med hver deres profession, styrker og svagheder; konfrontationer opstår, svære valg må træffes som følge af ulykkerne og for at redde hele menneskeheden. Det er bare mere troværdigt, gennemført og egentlig også mere spændende i Sunshine. Jeg kunne først og fremmest lide valget af besætning til filmen. Der er ingen stjerneskuespiller der stjæler hele billedet, de er ikke castede med det ene formål at skabe forudsigelige konflikter undervejs, ingen stereotyper og deres udgangspunkt er ret anonymt. De agerer som man kan forvente professionelle folk vil gøre på sådan en mission, nemlig professionelt men med naturlige menneskelige følelsesudbrud og mindre rationelle valg. Det er langt fra en “rolig” rumfilm som 2001, men de ulykker der finder sted, og de dertilhørende spændingsfyldte actionscener, er indenfor rammerne rimeligt troværdige.

Det har især været besætningssammensætningen og de fuldkommen vanvittige urealistiske sekvenser, der har irriterret mig med ved andre af den slags “red verden”-film, og her var endelig en film med samme grundtanke, men langt bedre udført. Det går måske lidt over gevind henimod slutningen, men det kan jeg leve med når det samlede indtryk er så positivt, fra denne i øvrigt også meget flotte visuelle film, der fik mig til at længes efter en endnu større fladskærm.

Schild’s Ladder

Posted on by
1

Schild's LadderEfter at have læst flere noveller af Greg Egan der var rigtig gode, måtte jeg jo se på en af hans romaner, og det blev den mest “hårde” og videnskabeligt tungeste science fiction roman jeg nogensinde har læst, som blev førstevalget. Schild’s Ladder er “hard sf” i en eksponentiel funktion.

Tusinder af år ude i fremtiden søger mennesket stadig efter en endegyldig model for hvordan universet hænger sammen – “theory of everything”. En mulig kandidat er nogle ekstremer i hvad der er kaldet Sarumpaet rules der via matematiske grafer skulle vise universets byggesten. På en rumstation vil man udføre et eksperiment der vil teste den teori, men det går grueligt galt. Det almindelige vakuum kollapser og en gigantisk boble med et “novo-vacuum” opstår og ekspanderer med halvdelen af lysets hastighed og adskillige stjernesystemer i nærheden må evakueres. Men da boblen bliver ved med at ekspandere vil den ende med at opsluge hele galaksen, så noget må gøres. To grupperinger opstår. Preservationists der mener at Mælkevejen skal beskyttes og det ekspanderende “novo-vacuum” skal stoppes for enhver pris, og Yielders der mener fænomenet er så banebrydende at det skal undersøges før man gør noget. Det giver jo nogle interessante associationer til de igangværende eksperimenter på CERN.

Schild’s Ladder er gennemsyret af avanceret matematik og abstrakte kvanteteorier. Ikke kun i enorme “infodumps” hvor Egan nøjsomt forklarer hans tydeligvis gennemtænkte ideer, men også i hans figurers talemåde og gøren og laden. Selv i sexscenerne er der matematik indlejret, der er scoretricks bestående af et bevis på en ny matematisk teori, og selv når en dreng der spørger sin far til råds om livets vej, slipper man heller ikke for avanceret geometri og lattices. Heldigvis er Egan af og til pædagogisk med forklarende tegninger. Selve titlen er selvfølgelig også navnet på en metode til at flytte vektorer.
Det kræver nok en særlig interesse i disse ting, at kunne værdsætte resultatet af Egans grundige arbejde med at få hans teorier til at hænge sammen, og det bliver også taget helt ud i ekstremerne til sidst, når nogen rent faktisk kommer ind i boblen og ser hvilket bizart univers med intelligente væsener det har udviklet sig til. Men den virkelig banebrydende og interessante del kommer først til sidst, og det enorme begrebsapparat man har fået opbygget gennem bogen, er lidt i overkanten af hvad man egentlig har behov for.

Er man til ekstrem “hard sf” er Schild’s Ladder klart noget af det mest “mind-boggling” man kan finde.

Analog, July/August 2008

Posted on by
1

Analog, July/August 2008“Analog Science Fiction and Fact” er et amerikansk science fiction magasin med rødder tilbage til 1930′erne og havde i adskillige årtier John W. Campbell, Jr. som redaktør. Det udgives i dag af Dell Magazines der også udgiver “Asimov’s”. De to blades fysiske fremtoning er også meget ens, dog med den forskel at Analog har to spalter på deres sider, mens Asimov’s fylder hele siden ud. Årsagen til denne forskel har jeg ikke kunne finde svar på.
Det er ikke meget godt jeg har hørt om Analog, der skulle være berygtet for at fokusere mere videnskabelig korrekthed end gode historier. Jeg kender ingen af forfatterne i dette nummer og har aldrig set en novelle derfra i de opsamlingsantologier jeg har stødt på, Desværre bekræftede læsningen af dette 240 siders lange dobbeltnummer anelserne. Godt jeg kun har købt et enkelt nummer af bladet.

Udover første del af en serialiseret historie af David R. Palmer, som jeg blot har sprunget over, er der i alt fem noveller, tre novelettes og en novella, samt et par artikler.

Carl Frederik skitserer de nyeste teorier indenfor kosmologi op i artiklen The Challenge of the Anthropic Universe der samtidig fungere som en slags introduktion til hans novelle The Exoanthropic Universe, hvori en matematiker arbejder sammen med en gruppe fysikere på, at dekode et signal der angiveligt stammer fra intelligente væsener fra et univers med fire rumdimensioner. Matematikeren er religiøs og en heftig diskussion om tro flettes, ikke særlig elegant, ind i novellen. Carl Frederik virker mere optaget af teoretiske ideer om universets udformning, end af at fortælle en interessant historie.

En af nummerets mest interessante noveller er Sand and Iron af Michael F. Flynn. I en fjern fremtid bliver noget der ligner et “prehuman” museum fundet, hvilket vækker stor forundring. En “pulp”-agtig historie, der dog savner et plot. Senere fandt jeg så ud af, at det faktisk er en del af en roman, hvilket jo forklarer de mangler.

Religion er hovedtemaet i Bond Elams A Plethora of Truth, hvor en evangelist starter et direkte tv-program med en direkte hotline til gud og seerne kan så ringe ind med spørgsmål. En rival går til modangreb, ved at bevise at tv-værten mangler genet for at have en sjæl. Til sidst må “god himself” bryde ind og stoppe stridigheden. En fuldkommen tåbelig historie, og jeg ikke ved om det er bedst at forsøge at den seriøst eller se den som satirisk.

Der er mere substans i Juliette Wades Let the Word Take Me, der ser på problemet med at kommunikere med rumvæsener efter man har fået den første kontakt. Løsningen er ikke altid at gå via lingvistik.

En kort novelle af Jerry Oltion, Outside the Box, er i indholdsfortegnelsen placeret i en kategori for sig – Probability Zero. En ung mand stjæler en rumdragt, for at se den rumstation han lever på udefra. Han ved godt det er ulovligt, men havde dog ikke ventet den straf der kommer. Pointen er en relevant, omend før set, politisk nutidig kommentar til terrorbekæmpelsens konsekvenser.

Et af de sjovere indslag er Junkie af Maya Kaathryn Bohnhoff, hvor en trekkie overser en “first contact”, fordi deres rumskib ligner en af hans mange modelskibe. Og så har jeg vist allerede sagt for meget.

Imprint af Kyle Kirkland handler om en handicappet mand der arbejder som tekniker på et universitet. Men da han prøver at skabe opmærksomhed om en uforklarlig magnetisk aktivitet på stedet, bliver han ikke taget seriøst. Der er lidt Mulder fra X-files over ham, og plottet begynder også at ligne en konspiration der kunne være fra selv samme serie. Historien fængede bare aldrig rigtig.

En novelle hvor lastbilchauffører og godstransport er hovedtemaet, må jeg indrømme jeg ikke havde set før jeg læste Paul Carlsons Shotgun Seat. Plottet er dog ret banalt. En ung kvinde kommer ind i branchen og kører sammen med en erfaren chauffør. De finder ud af at en af deres transporter indeholder dele til helt nye intelligente robottyper, og snart er der arbejdsrobotter alle vegne. Det går dog galt og novellen slutter hvor den begyndte. Udover at have lastbilchauffører som hovedpersoner, var der heller ikke meget at komme efter i den historie.

Novellaen Tenbrook of Mars af Dean McLaughlin er ligeså kedelig som den er lang. Donald Tenbrook vender hjem fra Mars, hvor han i over 20 år har kæmpet for sin egen og 500 andres overlevelse. De var en del af et mineprojekt på Mars, men da firmaet bag gik kursus, blev de strandet deroppe. Historien starter hvor Donald vender hjem til Jorden, hvor han er blevet en rigtig helt. Det har han svært ved at affinde sig med, for han mener ikke han gjorde noget særligt. Han får en slags rådgiver, der skal hjælpe ham gennem det politiske cirkus der venter ham. Resten af historien består af at Donald fortæller sin livshistorie til denne rådgiver, mens de er på vej fra rumstationen ned til Jordens overflade.
Og så meget skete der altså heller ikke i hans tid på Mars. Efter lidt debat frem og tilbage på Jorden, blev man enige om at sende proviant op til dem, så de kunne klare sig indtil man kunne hente dem endeligt hjem. Det var ligesom det. Hele ideen dræbes fuldstændigt af, at det er skrevet som et sammenfattet resumé af de store linjer i de tyve år på Mars. Måske er det en meget realistisk historie, men det nytter ikke noget når det er frygteligt kedeligt.

Et par fagartikler, udover boganmeldelser og læserbreve, er der også plads til. Richard A. Lovett skriver om hvordan man skriver gode indledningssætninger til sine historier. Han har mange gode pointer, som man som læser også kan se fornuften i.
John G. Cramer skriver om teleportation. Det har man snart set mange gange, og artiklen kommer heller ikke med så meget nyt, men udmærkede sig dog ved “ikke” at tage udgangspunkt i Star Trek. Forfriskende.

Det største problem for mange af historierne er, at de bryder princippet om “show, don’t tell”. Store klumper med videnskabsforklaringer eller lange referater af handlingsforløb, er problematiske nok i romaner, men kan ødelægge en novelle endnu mere. Jeg ser heller ikke ret meget variation i historierne. De er alle “hard sf” eller “space opera”, mange uorginale ideer og en stor overvægt af “first contact”-historier. Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere for meget ud fra et enkelt nummer, men mit indtryk er, at Analog giver mere genkendelig sci-fi underholdning, end tankevækkende original science fiction.

Hugo Award 2008 – novelette nomineringer

Posted on by
5

I starten af august vil vinderne af Hugo Awarden i de forskellige kategorier blive kåret til WorldCon. Her er mine kommentarer til de fem historier i novelette-kategorien. En novelette er defineret som en historie på mellem 7.500 og 17.
500 ord.

The Cambist and Lord Iron: a Fairytale of Economics af Daniel Abraham. Denne historie er egentlig et eventyr og ikke rigtig en genretekst, omend den vel mest er ovre i fantasy. Historien følger en vekselerer, der får en svær opgave af den berygtede Lord Iron; at veksle en ukendt møntfod som ingen kurs har. Han løser det ved at sælge de ukendte sedler som indpakningspapir til en fiskehandler. Lord Iron bliver imponeret over vekselererens kreative løsning, og sætter ham på endnu mere umulige opgaver, hvor han skal forsøge at sammenligne værdien af menneskers liv og sjæl. Udover at have nogle sjove tanker omkring værdisætning af immaterielle ting, kan jeg ikke se hvorfor den skulle Hugo nomineres.

The Merchant and the Alchemist’s Gate af Ted Chiang. Denne historie er ligeledes et eventyr og nok endnu mere en typisk en af slagsen. En mand kommer i snak med en sælger i Bagdad, der fortæller om en port der giver adgang til tyve år ude i fremtiden. Han beretter om tre andre mænd, der har gået igennem porten, opdaget noget med deres fremtidige jeg og forsøgt at bringe den erfaring tilbage. Alle historier illustrerer flere kendte tidsparadokser og moralen lader til at være, at man ikke kan ændre på hverken fortiden eller fremtiden, kun blive klogere på den. Manden der har hørt disse historier beslutter dog, at han selv vil prøve, men han vil tyve år tilbage i tiden, hvilket han kan komme via en lignende port i Kairo. Det ender som man kan forvente af et typisk eventyr. Meget hyggelig historie, men jeg kan heller ikke se hvad denne laver som Hugo nomineret.

Dark Integers af Greg Egan. En “hard sf” historie med en god ide, der desværre løber lidt af sporet til sidst. Matematikerne Bruno og Alison har arbejdet på nogle matematiske teorier om parallelle universer, men deres arbejde får katastrofale følger i et andet univers og efter at være blevet kontaktet af rumvæsenet Sam fra dette univers, stopper de deres arbejde og holder det hemmeligt. Men 10 år efter kommer de på sporet af et nyt matematisk geni, der er ved at udvikle nogle lignende algoritmer, og Bruno og Alison kontaktes igen af Sam, der kan berette om store katastrofer hos dem. Men så begynder algoritmerne at blive brugt som våben. Det er et rigtigt fedt koncept Egan har skruet sammen her, men hele præmissen fejler. Min forståelse af matematik som en ren abstraktion falder jo helt fra hinanden, når den blotte brug af en algoritme på en computer, skulle kunne få fysiske konsekvenser i den rigtige verden.

Glory af Greg Egan. Endnu en matematisk “hard sf” historie fra Egan. To forskere, Joan og Anne, kommer til planeten der er hjemsted for racen Noudah. De har taget form som dem og får kontakt med hver deres nation på planeten, hvor de får lov til under dække som indfødte matematikere, at undersøge de matematiske teoremer de nu uddøde forfædre, the Niah, til the Noudah har efterladt. Deres civilisation levede for millioner af år, med tilsyneladende det ene formål, at komme frem til den endegyldige matematiske sætning der skal fortælle “sandheden”. En imponerende space opera i kompakt format, hvor Egans matematiske ideer ikke overskygger et godt plot.

Finisterra af David Moles. Læseren kastes ind i en historie om Bianca der tager et risikabelt job på gasplaneten Sky, hvor hun skal hjælpe med at dræbe nogle gigantiske væsener der lever i planeten. Væsener der er så store, at hele samfund kan leve på dem. Spændende ide og den hyppige brug af spanske og arabiske ord gør novellen unik, men den kunne godt trænge til lidt finpudsning.

De to af Egans historier appellerer klart mest til min egen smag og Glory må blive min favorit. Som det skulle være kommet til udtryk, er jeg principielt lidt imod at blande eventyrs fantasy historier ind i Hugo Awarden, for det giver jo ingen mening, at skulle forsøge at sammenligne dem med fx Egans hårde science fiction. Men nu de er valgt med, kunne jeg godt sætte Chiangs historie som en anden mulig værdig vinder.

Excession

Posted on by
Reply

ExcessionJeg er stor fan af den nyere britiske space opera, gerne med en god portion “hard sf”-elementer. Derudover har jeg en særlig svaghed for historier i “galactic scale”, med mystiske arteakter fra en uendelig fjern fortid der pludselig dukker op og får en ellers højt avanceret teknologi til at se simpel ud. Denne Culture-roman af Iain M. Banks har det hele, og er oveni det måske endda endnu bedre skrevet end hans forrige værker, så intet under at jeg er i hopla!

Man begynder at ane et vist mønster i Culture-bøgerne. Endnu en gang bliver en tidligere agent for Special Circumstances tilkaldt til en opgave. Denne gang er det diplomaten Genar-Hofeon, der fungerer som ambassadør for the Culture hos en noget aggressiv race, der har fået tilnavnet Affronter. Det sker i forbindelse med at et mystisk objekt er dukket op et sted i galaksen, og det ligner meget beskrivelsen af et lignende fund for mange år siden, hvor man daterede objektet til at være ældre end selve universet! Dengang fik man ikke indsamlet særligt meget andet data, så da objektet dukker op igen bliver det klassificeret som et Outside Context Problem. Et problem som det siges at alle civilsationer vil møde før eller siden, men som er så avanceret og udover den normale fatteevne, at man ikke kan forudsige problemet. Jeg mener det var Janus der fortalte mig sammenligningen med computer strategispillet Civilization og den velkendte oplevelse, hvor man virkelig har anstrengt sig for at opnå teknologien til bue og pil, og så kommer fjenden kørende med tanks. Objektet bliver derfor døbt the excession.
Men Genar-Hofeon skal altså finde en kvinde, der var ombord på det rumskib der første gang stødte på denne excession, som nu ligger i en slags dvale. Der er dog andre kræfter der både har andre planer med ham og med the excession.

Selvom romanen har den nævnte hovedperson, er de egentlige hovedpersoner de intelligente Culture-rumskibe, også kaldet Minds, og denne opdagelse vækker særlig interesse hos en gruppe af gamle legendariske skibe fra Idiran-krigen (omtalt i “Consider Phlebas”), der kalder sig “the Interesting Times Gang”. De er dog noget tøvende omkring hvad de skal og ikke skal, mens enkelte mere excentriske Minds går enegang. Deres debatter og samtaler er morsomme, langhårede og spændende. Alene navnene på disse skibe, som Fate Amenable To Change og Shoot Them Later, kan være det hele værd. Det kan være lidt svært at skelne dem fra hinanden, da en personificering af dem ikke er så ligetil at identificere sig med, som med menneskelignende væsener.

Med Excession har Banks skrevet en widescreen hard space opera med masser af “gosh-wow”-effekt, men det er ikke imponerende bare for at være flot, for som i hans andre romaner, er der en mening med det, der knytter sig til individuelle skæbner, mennesker såvel som Minds. En perfekt kombination af det store galaktiske lærred og den dybere personlige fortælling.
Romanen er dog ikke uden nogle ting man kunne have ønsket sig lidt anderledes. Jeg læste med stor iver den første tredjedel, mens midterdelen blev lidt langtrukken og så for tredje gang i denne måned, en slutning der får underkæben til at falde ned. Når det være sagt, så er det ingen begynderroman til Banks Culture-univers og i det hele taget er den mest for folk, der ikke er bange for (med understregning) astronomisk hård science fiction.

Year’s Best SF 12

Posted on by
1

Year's Best SF 12Den tolvte udgave af Year’s Best SF har 26 noveller fra år 2006. Der er mange af de samme navne med som i nummer 11 og selvfølgelig i meget samme stil, med en vægt på den traditionelle novelleform og hård sf.

Første novelle, Nano Comes to Clifford Falls af Nancy Kress, giver ikke et særlig godt førstehånds indtryk. Det handler om nanomaskiner der kan lave alt ud af mere eller mindre ingenting, hvilket foresager samfundets totale forfald til anarki, da ingen jo gider at arbejde eller opføre sig ordentligt, når alt kan laves via nanomaskiner. En sådan historie kunne måske gå an da nanoteknologi stadig var en ny ide, men i dag er en sådan historie meget banal og forudsigelig, og den kunne være udført mere elegant end at skære problemet ud i pap for læseren. Sjovt nok har den næste novelle (Brother, Can You Spare a Dime? af Terry Bisson) det præcis modsatte syn om en fremtidsverden hvor robotter uden omkostninger sikrer alle menneskelige behov. Nebula vinderen When Sysadmins Ruled the Earth af Cory Doctorow er jo ganske sjov når man selv har arbejdet som systemadministrator, men den ellers udmærkede historie drukner desværre til tider i at han vil have så mange tekniske udtryk og netslang ord med som muligt. Det er selvfølgelig ikke meningen at gennemgå alle noveller, men lige de tre var værd at starte med.
Der er selvfølgelig nogen man mindes bedre end andre, blandt andet Home Movies af Mary Rosenbaum om en kvinde hvis arbejde består i at opleve noget for andre, for derefter at fjerne mindet permanent fra hende selv og overføre det til køberen. En spændende ny vinkel på overførsel af bevidsthed. Alastair Reynolds bidrag med Tiger, Burning er fyldt til randen med fantastiske ideer om kosmos, som af mangel på bedre dansk term – “makes your head spin.”

For at citere en anmelder på Amazon, “nano comes up alot”, hvilket der er noget om, da “nano” bliver sat ind som forklaring i en del historier for at opfylde et eller andet nærmest magisk fænomen. Det virker lidt fantasiløst, men det bliver nu brugt forskelligt: nanoteknologi som skyld i civilisationens undergang (Nano Comes to Clifford Falls), nano til kopiering af minder (Home Movies), selvreplikerende nants der overtager verden (Chu and the Nants).

I forordet skriver Hartwell at dette års tema var “recovering from disaster”, hvilket passer næsten for godt og man mistænker ham lidt for helt bevidst, at have udvalgt mange af novellerne efter det kriterie. En del af historierne er egentlige dommedagsfortællinger om de overlevende, og en del andre noveller har katastrofer i større eller mindre omfang som tema. Fra de mere symbolske som i Dawn, and Sunset and the Colours of the Earth til en (næsten) klassisk invasion fra rummet, Preemption. Der er længere mellem de positive og humoristiske historier i år i hvert fald.

Jeg bemærkede også at kvinder er godt repræsenteret. Både som hovedroller i mange af novellerne og med 7 kvindelige forfattere, hvilket forholdsmæssigt må siges at være mange. De skriver ofte med udgangspunkt i stærke selvstændige kvinder. Kamaron Hurley tager det endda så langt til at skrive en historie om kvinder der bogstaveligt talt overtager verdensherre(kvinde?)dømmet i The Women of Our Occupation.

Min konklusion bliver at som helhed var dette en bedre samling noveller end sidste år. Mængden af gode noveller er ganske enkelt højere. Og for 90kr er det stadig et glimrende køb hvis man ikke er belæst i årets numre af Asimov’s, som langt de fleste af historierne er fra. En komplet liste af novellerne kan findes her.

Og nu har jeg snart lyst til and og flæskesteg. God jul til alle sf fans og bloglæserne!