House of Suns

Posted on August 25, 2011 by Jeppe

Alastair Reynolds er med undtagelse af The Prefect gået væk fra at skrive i Revelation Space-universet i nogle år nu, og House of Suns fra 2008 er hans tredje enkeltstående roman. Hans stil er jo velkendt og i stemning og miljø kunne den ligesåvel have udspillet sig i et af hans etablerede universer. Trods den manglende variation på den kant, imponerer han mig stadig hver eneste gang. Klart den bedste læseoplevelse i år.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.

Asimov’s, September 2010

Posted on July 4, 2011 by Jeppe

Asimovs September 2010 Der er to Hugo nominerede noveller med i dette nummer, så det kan man jo ikke have andet end visse forventninger til. Sheila Williams skriver om læsernes pris i 2010, Robert Silverberg skriver lidt om robotter og James Patrick Kelly skriver om exoplaneter. Men mest interessant er nok franske Aliette De Bodards artikel om science fiction “på den anden side”, om science fiction traditioner udenfor den vestlige verden.

I første historie, Backlash af Nancy Fulda, sker der en frygtelig masse på kort tid. Det kunne være taget ud af en moderne musikvideoklippet technothriller film. Pensioneret special ops agent Eugene Gutierrez har en fredelig aften på en restaurant, men da han modtager en “fortune cookie” med en mærkværdig besked på, vælter verden omkring ham. Skudvekslinger, agenter fra fremtiden, terrororganisationer og bombetrusler i et virvar. For så vidt en potentiel interessant tidsrejsehistorie, om agenter der giver opgaver til dem selv tilbage i tid kombineret med en oprørsk datter med mulige forbindelser til en terrororganisation, men det går simpelthen for hurtigt i denne novelle. Hele situationen køres op en spids på meget kort tid, og falder ligeså hurtigt ned igen.

The Palace in the Clouds af Eugene Gutierrez er noget med Venedig og om en by oppe i skyerne. Bedre kan jeg ikke forklare det. Er ikke helt sikker på hvad det gik ud på.

Historier om generationsrumskibe der har været så længe undervejs, at dets beboere ikke længere ved hvor de er eller hvorfor, er set nogen gange før. Benjamin Crowell forsøger sig med det i Wheat Rust uden helt at bidrage med noget nyt. Novellen følger en casanovatype der hygger sig med en dame i græsset, da de bliver afbrydt af to mænd der falder ned fra himlen. De kommer fra en mere udviklet del af rumskibet, og hovedpersonen her bliver lokket ind i en mission der sender ham til andre ukendte del af skibet.

Mary Robinette Kowal bidrager med For Want of a Nail der er nomineret til en Hugo i novellekategorien. Her er vi igen på et generationsrumskib, men det ved dem ombord godt. Problemet opstår da en families robot, som de bruger til at optage og iagtage alle familiens vigtige øjeblikke med, altså en slags familiedagbog, går i stykker. Cordelia er hende der har ansvaret for robotten, og hun er desperat efter at få den repareret. Men i sin jagt efter reservedele finder hun frem til nogle gemte familiehemmeligheder. Ganske fin novelle med flere originale idéer, der bestemt er en Hugo-nomination værdig.

Geoffrey A. Landis leverer den Hugo-nominerede kortroman The Sultan of the Clouds. En hard sf historie af den gamle slags. Historien følger David, der er teknisk assistent for den dygtige forsker Leah, som han iøvrigt er håbløst forelsket i. De bliver inviteret til Venus af planetens mest magtfulde familie, angiveligt i et videnskabeligt ærinde. Venus er koloniseret i form af flyvende byer og de fleste af disse byer er altså ejet af denne familie. Stakkels David bliver helt uforvarende rodet ind i lokale politiske intriger og det går op for ham, at familiens kommende arving, har helt andre udspekulerede planer end blot at snakke spekulativ forskning. Som det så ofte er med hard sf forfattere, duer de ikke rigtig til at skrive interessante personer, hvilket denne historie egentlig kræver for at komme op på et højere niveau. De rent tekniske og videnskabelige idéer bag denne måde at leve på Venus på er dog ganske fascinerende, så Hugo-nomineringen er delvis forståelig, men jeg tvivler på den vinder.

Inherit the Stars

Posted on December 3, 2010 by Jeppe

James P. Hogans Inherit the Stars fra 1977 er en af Baens gratis e-bøger, der er første bog i hvad der kaldes for Giant-serien. Inherit the Stars står fint alene, men er nu også en farlig appetitvækker på at se på de øvrige bøger i serien – som så kan købes som e-bøger for små 6 dollars.

I år 2027 finder man liget af en uidentificerbar mand på Månen. Det i sig selv er mærkeligt nok, men undersøgelser viser at liget må være mindst 50.000 år gammelt. Det sætter selvsagt det videnskabelige samfund på den anden ende, og vilde teorier bliver diskuteret frem og tilbage. Flere opdagelser bliver gjort. Man finder andre rester af 50.000 år gamle mennesker på Månen og ydermere indikationer af, at de kunne stamme fra en ny ødelagt planet i solsystemet. En planet der har været i kredsløb der hvor asteroidebæltet er. Men der er en masse modstridende facts. Der er tegn på at de har udviklet sig fra samme genetiske grundstamme som os, men andre tegn på at det ikke kan være tilfældet. Hele bogen igennem bliver teorier og fakta præsenteret, tilbagevist og nye endnu vildere opdagelser bliver gjort i solsystemet.

I sin form kan det dårligt kaldes for en roman. Der er ikke noget plot, der er ingen konflikt eller nogen hovedpersoner der er værd at nævne. Det meste består derimod af lange infodumps, videnskabsfolk der diskuterer og flere infodumps. På en måde ufatteligt tørt og kedeligt ultra hard science fiction, men det generede ikke mig det store. Simpelthen fordi idéerne er spændende og fascinerende, det er sjovt at lege med i den videnskabelige process hvor intet viser sig at være som man først troede, og så er romanen relativt kort. Som murstensroman havde den form nok ikke duet.

Jeg tror ikke al hans videnskab holder helt, men Hogans beskrivelser er når man læser det, for så vidt overbevisende. De er spændende og overraskende, men aldrig langt ude og læseren kan godt følge med, uden at føle sig snydt når de endelige forklaringer begynder at tage form. Det er uden tvivl ikke en type roman for hvem som helst, givet at det mere eller mindre er et langt infodump uden noget nævneværdigt persongalleri, men jeg vil da give de efterfølgende bøger en chance også på et tidspunkt.

Analog, April 2010

Posted on October 12, 2010 by Jeppe

Analog April 2010 Hvor martsnummeret af Analog var overraskende godt, er aprilnummeret her kedeligt og ordinært på den uinteressante måde. Stanley Schmidt kommenterer på Jeffrey D. Kooistras artikel om datagrundlaget for global opvarmning fra decembernummeret fra sidste år. Selvsamme artikel har i øvrigt vakt en læserbrevsstorm trykt omme i læserspalten, og Richard A. Lovett skriver om philematology – videnskab i at kysse.

Første historie af John G. Hemry har en titel der ikke just peger i retning af science fiction. Swords and Saddles har skam også mest karakter af historisk fiktion, og handler om et kavaleri fra nordstaterne under den amerikanske borgerkrig, der pludselig havner i en slags parallelverden. En verden hvor Amerika og Asien har fast landforbindelse, og verdenshistorien har selvsagt udviklet sig noget anderledes. Ved et tilfælde redder de en by fra en invasion, og byens kvindelige leder tager dem hurtigt til sig som deres frelsere. Skydevåben kender de nemlig intet til i denne parallelverden, der viser sig at være teknologisk tilbagestående, men mere fremme på andre områder som ligestilling og lærdom. Derefter forløber historien ganske forudsigeligt, hvor begge parter lærer noget om hinanden, fordele og ulemper ved hver deres samfund, plus den obligatoriske romance eller to. Let læst, ikke kedelig, men heller ikke vildt spændende.

Snowflake Kisses af Holly Hight og Richard A. Lovett kan ses som et tillæg til Lovetts artikel om det at forske i at kysse, som historiens hovedperson Julie Rasmussen gør. Og gæt en gang, hun har problemer med sit eget kærlighedsliv. Meget mere kan der vist ikke siges til den.

Carl Frederick leverer en morsom historie med A Sound Basis for Misunderstanding, om Roger der skal prøve at få en handel i hus med de indfødte på planeten på Choff, der har et særligt værdifuldt stof kaldet lucetium. Det fører selvfølgelig til en række kulturelle misforståelser og morsomheder.

Jeg tror også Stephen L. Burns prøver på at skrive humoristisk med Nothin’ But Blue Skies, men jeg ved ikke helt om jeg synes det lykkedes. Vi følger brugtvognsforhandleren Kent, der en mørk og stormfuld aften bliver opsøgt af en kutteklædt mand der vil indgå en handelsaftale med gamle klassiske biler mod flyvende biler. Den eneste hage er, at alle nye ejere af en flyvende bil, skal sværge loyalitet til Koomban imperiet.

I samme lidt muntre hjørne finder man When We Were Fab af Jerry Oltion, om butiksejeren Rick der får sig en nanofabrikator – basalt set hvad man fra Star Trek kender som en replikator – og har stor succes med det. Han går dog sur i dyre licenser og finder ud af, at der også kunne være et marked for gamle udgåede produkter, som fx en helt almindelig tandbørste.

The Planet Hunters af S.L. Nickerson er en rigtig hård videnskabs sf-historie. Vi følger astrofysikerne Mei og Shakir der begger forsker i exoplaneter, og begge drømmer om at få tid på Behemoth Space Telescope, så de kan se nærmere på lige netop de solsystemer de mener er interessante. De finder frem til adskillige solsystemer der ligner vores eget uhyggeligt meget. Jeg synes det gik meget godt, lige indtil til sidst hvor man finder ud af hvad der gemmer sig i de meget ens solsystemer, hvor det simpelthen bliver for langt ude. Ellers underholdende nok novelle.

Sidste historie er en kedelig omgang robot tam-tam. The Robots’ Girl af Brenda Cooper handler om en pige der tilsyneladende bliver opdraget af robotter. Det synes naboerne ikke så meget om, og finder frem til hvad der egentlig forgår. Simpel historie, men alt for lang.

Flood

Posted on September 19, 2010 by Jeppe

Flood Stephen Baxter er gået nye veje de seneste par år, med alternate history og nærfremtidshistorier, som man blandt andet har kunne se eksempler på i Asimov’s. Flood er en ægte naturkatastroferoman, med en uhyggelig grad af troværdighed, der gør den langt bedre end enhver Hollywood-katastrofefilm.

Selve handlingen er ultrakort at opsummere. Underjordiske have bliver sluppet løs og havstanden stiger kraftigt, for til sidst at dække hele Jorden med vand. Romanen starter i nærfremtid og forløber godt 40 år fra de første oversvømmelser til romanens slutning hvor Mount Everest bliver dækket af vand. Effekten af det scenarie står langt stærkere end ellers så mange andre dommedags- eller post-apokalyptisk historier hvor katastrofen ofte er sket. Her følger vi verdens undergang over 40 år, hvordan civilizationen langsomt bryder sammen og en ny spirrer op. Det bliver ikke skrevet med den store dramatik. Årene går for det meste bare, og man hører spredte beretninger om storbyer der går under, stater der prøver at holde sammen på sig selv og hvordan autonome overlevelsessamfund opstår.

Baxter er tydeligvis ikke nogen optimist, og han forsøger ikke at pakke katastrofen ind i “comic-relief”, tværtimod. Hans personer var desværre mindre interessante. Det er mere rammefortællingen der fængede mig, men den står også stærkt, også selvom der ikke er andet “plot” end simpelthen at havene stiger og stiger. Jeg ved ikke helt om jeg køber den videnskabelige præmis for historien, men det gør heller ikke så meget, for Baxters historie er ligesom en absolut “worst-case scenario” for stigende havniveau, og får jo dermed stadig en lang række pointer frem som også gør sig gældende med oversvømmelser af knap så globalt omfang. Det er de menneskelige reaktioner og tilpasning på katastrofen der er væsentligt, og ikke så meget hvorfor det lige nu er vandet stiger.

Spin

Posted on August 21, 2010 by Jeppe

Spin Denne Hugo-vindende roman af Robert Charles Wilson bliver nok en af mine bedste læseoplevelser i dette år. Det er tydeligt hvorfor den vandt en Hugo, for den kombinerer ganske enkelt det bedste fra klassisk science fiction med nyere koncepter, og appellerer dermed ret bredt blandt science fiction læsere.

Wilson har bygget Spin efter en simpel men effektiv formel indenfor science fiction. En udefra kommende ændring, der er relativ enkel at forklare, men som har store konsekvenser for hele planeten. Historien starter i nær fremtid hvor Jorden fra det ene øjeblik til det andet, bliver omsluttet af en slags membran der lukker stjernelyset ude. Solen står dog stadig op næste dag, men det er en kunstig sol. Den er tydeligvis kunstigt fremstillet, men ingen rumvæsener giver sig til kende eller på anden måde viser hvorfor. Over tid finder man ud af, at membranen ikke bare blokerer for himlen, men også har sat Jorden i en slags tidsboble. Et sekund på Jorden svarer til over 3 år i resten af universet. Millioner og milliarder af år passerer altså udenfor på ganske kort tid. Det i sig selv ændrer selvsagt hele samfundet. Religiøse kulter opstår, den nye generation der vokser op uden at have set stjernerne udskiller sig markant, og helt nye industrier opstår i forsøg på at finde ud af hvad der forgår. Men også en bekymring for verdens undergang opstår, for med den hastighed vil Solen gå nova om få årtier.
Romanen følger tre personer. De to søskende Diane og Jason, og deres ven Tyler. Fortællingen centrerer omkring Tyler. Stjernerne forsvandt da de var børn, og det præger resten af deres opvækst som romanen følger. Jason er ualmindeligt intelligent, kommer på eliteskoler og bygger hele sit liv op på at søge svar om hvad der er sket med Jorden og hvorfor. Diane bliver mere og mere utryg, og knytter sig til en af de nyfundne religiøse sekter, mens Tyler går den mere almindelige vej og uddanner sig til læge.

Wilson holder sig i store træk kun til det ene novum med at Jorden bliver omsluttet af en membran hvor tiden går hurtigere, hvilket er sjældent for nyskrevne science fiction romaner der ofte vil have så mange fantastiske idéer med på engang. Det handler om hvordan verdenssamfundet, og de tre hovedpersoner, udvikler sig som følge af denne enkle skelsættende begivenhed. Den øvrige teknologiske udvikling berøres kun i periferien. Men selvom den er skrevet efter en gammel klassisk science fiction formel, bygger Wilson stadig på nye koncepter som singularitetsbegrebet. For at et sekund svarer til 3 år ude i universet giver nogle interessante muligheder med at sender autonome sonder og robotter af sted. Så kan millioner af års udvikling finde sted på relativt kort tid. Det gør at Wilson får skildret overvældelsen af en teknologiudvikling der går hurtigere end menneskets fatteevne, samtidig med at det er forankret i noget der stadig ligner nutiden.

Ingen tvivl om at Spin kan anbefales. Jeg er spændt på om efterfølgeren Axis kan leve op til den.

Diamond Dogs, Turquoise Days

Posted on July 17, 2010 by Jeppe

Diamond Dogs Turquoise Days Diamond Dogs og Turquoise Days er to novellaer af Alastair Reynolds udgivet sammen. De er sat i samme univers som Revelation Space og de andre, men det har ikke den helt store betydning. Reynolds viser at han så sandelig også kan skrive kortere tekster, og faktisk få rigtig meget ud af novellalængden.

Diamond Dogs er velkendt Reynolds. Hard sf med lidt horrorstemning, kolde kyniske intelligente dræbermaskiner, mennesker med så mange modifikationer at de nærmest er robotter, og generelt bare præget af sort metal. Historien følger Richard der af en gammel ven bliver lokket med på en mission til en mystisk gigantisk tårnkonstruktion fundet på en planet og formodentlig bygget af rumvæsener. Tårnet består af et utal af forbundne rum med matematiske gåder, som skal løses for at man komme videre til det næste rum. Svarer man forkert, venter en ubehagelig straf. Sammen med et par andre, herunder Richards ekskone der besidder særlige matematiske evner og derfor i praksis løser alle opgaverne, bevæger de sig gennem tårnet rum for rum. Et stykke af vejen virker det egentlig som en slags Indiana Jones ekspedition, med underjordiske hulrum med gåder der skal løses og farlige fælder at undgå, men der er meget mere i historien end bare selve plottet om tårnet. De har en doktor med sig, der er en virkelig interessant og skræmmende figur, som bogstaveligt talt samler stumperne sammen eller erstatter deres legemsdele med kunstige, da de af og til bliver skåret i stykker, og det der er værre ,når et forkert svar på et rums gåde bliver valgt. Det er en historie der skal læses for stemningen og mindre for plottet, eftersom der ikke rigtig kommer nogen afklaring til sidst, som man ellers normalt ser i Reynolds’ historier.

Turquoise Days er en noget anden størrelse. Mindre hard sf, ingen splatter, mere psykologi og biologi i stedet for kold teknik. Historien udspiller sig på planeten Turquoise, der er en såkaldt Pattern Juggler planet. Pattern Jugglers er det eneste tilnærmesesvis intelligente liv mennesket har fundet i dette univers, og det kun delvist. Det kan bedst beskrives om et biologisk netværk af en slags i havet, der indeholder sind fra tusindvis af andre intelligente racer, som har svømmet i havet og dermed blevet en del af det. Dem der svømmer med disse Jugglers bliver lettere forandret og nogen får tilegnet sig særlig viden. Planetens kolonister lever yderst fredeligt og uden meget kontakt med resten af galaksen. Kun meget sjældent kommer en lighthugger forbi, hvilket der selvfølgelig så gør i denne historie, og det reagerer havets Jugglers på.

To ret forskellige historier, der hænger en lille smule sammen – dog uden at jeg kan sige hvordan, og som giver et lille indblik i blot en afkrog af Reynolds’ store romanunivers.

Absolution Gap

Posted on July 5, 2010 by Jeppe

Absolution Gap af Alastair Reynolds ligger i direkte forlængelse af Redemption Ark og runder den såkaldte Inhibitorserie af. Sådan da. Reynolds leverer i hvert fald ikke en lukket slutning kan man sige og han har sidenhen også vendt tilbage til det univers med The Prefect.

I Redemption Ark ledede Clavain tusindvis af flygtninge fra det nu totalt adskilte solsystem Resurgam til planeten Ararat. Der er nu gået 23 år og en mindre koloni er så småt blevet etableret, selvom det oprindeligt var ment som en midlertidig løsning. Der udspiller sig stadig en større krig mod the Inhibitors i solsystemet, med stadigt mere avancerede våben. Ararat ledes af grisen Scorpio, men kalder Clavain tilbage fra sin isolation, da en personkapsel lander på planeten. Ud fra den kommer Ana Khouri, Ilia Volyovas tidligere partner, og kan berette om krigen oppe i rummet og hvordan de har fået hjælp fra ny kant til at udvikle nye våben. Hun har dog også travlt med at redde sin datter ud fra kløerne på Skade (skurken fra Redemption Ark), som befinder sig på planeten.
I mellemtiden, eller faktisk 50 år senere – eftersom alt jo forskubbes i Reynolds’ univers hvor det ikke er muligt at rejse hurtigere end lyset, hører vi om pigen Rashmika Els på måneplaneten Hela. Hun er overbevist om at kirkefolkene på Hela tager fejl i deres religiøse tolkninger af gasplaneten Haldoras mærkelige fænomen, hvor den af og til holder op med at eksistere for en brøkdel af et sekund.
Alt i mens breder invasionen fra de uhyggeligt effektive civilisationsudryddere the Inhibitors sig til resten af menneskets koloniserede solsystemer. Reynolds runder som sagt det hele af, men giver bestemt ikke svar på alt, og nogen vil måske kalde slutningen lidt af et anti-klimaks, men Reynolds er ikke en typisk space opera forfatter. En genre der ellers normalt ender i tjubang-slutninger af overdrevne episke proportioner.

Absolution Gap er skrevet i helt samme stil som Redemption Ark, og hvad jeg skrev om den er stadig gældende. Reynolds kan et eller andet med både at fange det episke og altomfavnende, uden at det bliver overdrevet, og samtidig holde handlingen tæt knyttet til nogle få personer. Problemerne er galaktiske, men handlingen er i den grad stadig persondrevet.
Har du ikke læst Alastair Reynolds endnu, er det bare om at komme i gang, men selvsagt fra seriens begyndelse.

Asimov’s, January 2010

Posted on April 11, 2010 by Jeppe

Asimovs January 2010 Det første nummer i 2010 rummer i alt syv historier. De fleste er okay og ingen rigtig dårlige eller uinteressante historier denne gang. Sheila Williams skriver indledningsvis om hvad et magasin egentlig er for en størrelse i denne tid, og skriver blandt andet at hele 10 procent af abonnenterne på Asimov’s får magasinet elektronisk, Robert Silverberg skriver om hvad man kan finde på bunden af Middelhavet, og James Patrick Kelly spekulerer over hvor fremtiden blev af.

Første historie er Marya and the Pirate skrevet af Geoffrey A. Landis, der er en temmelig klichéfyldt historie uden de store overraskelser, om en rumpirat der kaprer et fragtskib med store mængder vand. Ombord er kun en yngre kvinde, og hun finder ud af at piraten måske ikke er så slem igen, sød musik opstår, og de ender med at må stole på hinanden for at kommende levende ud af en grim situation. Landis viser at han nok er bedst til hard sf elementerne, men selvom hans personer er temmelig stereotype og handlingen uden overraskelser, er historien nu alligevel ganske udmærket.

Conditional Love af Felicity Shoulders er en noget grumme affære. I en verden hvor børn bliver genmanipulerede til bestemte egenskaber fra fødslen, er der nogen der skal samle dem op hvor det ikke går helt som planlagt. Vi følger Grace der prøver at tage sig af disse børn med alle mulige og umulige fejl. En historie der godt kan sætte etiske spørgsmål til overvejelse hos læseren, nu hvor man efterhånden ikke er så langt igen fra at kunne lave designerbørn.

Steve Rasnic Tem har skrevet historie til Asimov’s et par gange før, men heller ikke A Letter from the Emperor fangede mig. Som titlen viser handler det om et brev fra kejseren til en fjern planet i et ikke nærmere specificeret interstellart imperium. Man har ikke hørt fra kejseren meget længe og historiens hovedpersoner får mistanke om kejseren overhovedet stadig er i live. Han skriver ganske flot, men hans historier er nok bare ikke lige min stil.

Der er hele to alternate history noveller i dette nummer. Første er Wonder House af Chris Roberson, der egentlig har et ret godt udgangspunkt, men bliver en anelse forudsigelig. Vi følger to redaktører på pulp magasin udgivelseshuset Wonder House. De har problemer med salgstalene og diskuterer hvad de skal prøve at satse på af nye tiltag. Igennem deres diskussioner får vi selvfølgelig en masse infodumps om denne alternative verden og dens marked for underholdningslitteratur. Hvad de så endelig finder frem til skal være fremtidens satsning, vil man lige trække på smilbåndet over en enkelt gang, men mere spændende bliver det altså heller ikke.

Anden historie er fra Robert Reed. Han skriver som bekendt rigtig mange noveller, og meget forskellige endda. Alternate history er ikke noget nyt for ham, men The Good Hand er altså en af de mere kedelige, hvor det kommer til at handle for meget om denne alternative verden og for lidt om også at have en interessant historie at fortælle. USA er den eneste supermagt i verden og har tilmed et monopol på atomvåben. I følge dem selv for at bevare fred i verden. Det betyder dog at USA styrer og godkender næsten al ny teknologisk udvikling i andre lande, ikke overraskende til stor frustration. I den konkrete historie finder vi således en af disse amerikanske forretningsfolk i Frankrig, hvor USA så pludselig bomber det franske rumprogram i Algeriet. Det gør ham selvfølgelig endnu mere hadet end han allerede er i forvejen blandt de franskmænd han er sammen med, og de oplagte politiske diskussioner i sådant et system bliver selvfølgelig tærsket igennem.

Carol Emshwiller har jeg stødt på et par gange før, og hans historier er altid temmelig underlige og meget unikke. Wilds har ikke synderligt meget med science fiction at gøre, og handler om en mand der bogstaveligt talt lever som et dyrt i vildmarken. Hans liv bliver på irriterende vis afbrudt af en forvirret kvinde der kommer op på hans bjerg, med en taske fuld af stjålne penge. Det er svært at sige hvorfor, men det er ikke en historie man glemmer lige foreløbig.

Allen M. Steeles The Jekyll Island Horror er skruet interessant sammen. Det indledes med et forord af Steele selv der fortæller hvordan han kom i besiddelse af et manuskript fra en ældre mand i en bogbutik, og dette manuskript er selve novellen. Det forestiller at være skrevet af en Solomon Hess der agerede butler for en forlagsredaktør tilbage i 1920′erne og 30′erne. En aften ser de en meteorit falde ned i nærheden og de tager ud for at undersøge det. I bedste pulp stil fra selvsamme tid, er det selvfølgelig noget langt mere skræmmende der er faldet ned fra himlen. En fin historie, der dog lige er lidt langsom i starten.

Tau Zero

Posted on January 23, 2010 by Jeppe

Poul Andersons Tau Zero fra 1970 er et skoleeksempel på subgenren hard sf. På godt og ondt. Romanen var nomineret til en Hugo i 1971, men det var Ringworld der vandt det år. Relative tidsforskydninger ved hastigheder nær lysets er romanens helt centrale novum. Altså det fænomen at tiden ombord på et rumskib der rejser nær lysets hastighed går langsommere end universet udenfor. Romanens titel kommer sig af faktoren tau, der går mod 0 som hastigheden går mod lysets hastighed, og er den faktor der ganges med for at få den relative tidsforskydning mellem rumskibet og universet. Anderson bruger rigelig med plads til at forklare dette for læseren, med ligninger og det hele.

Handlingen er mere ligetil. 25 mænd og 25 mænd kvinder tager af sted i rumskibet Leonora Christine mod et fjernt stjernesystemet, for at kolonisere det. Rejsen er planlagt til at tage 5 år for besætningen, mens der vil gå 33 år på Jorden. Undervejs går noget dog galt og de har ikke længere mulighed for at stoppe ved deres planlagte destination. Deres decelerator bliver ødelagt efter en passage gennem en nebula og de kan derfor ikke umiddelbart stoppe deres konstante acceleration, og dermed mens der går kun går dage ombord på skibet, går der århundrede, årtusinder og senere æoner af år i universet omkring dem. Galakser suser bogstaveligt talt forbi på et øjeblik, og de 50 håbefulde kolonister må indstille sig på at de vitterlig er blevet helt alene i universet.

Tau Zero er hard sf med dobbelt understregning – på godt og ondt. Et solidt videnskabeligt novum sætter rammen godt for historien og bruges til at sætte mennesker i en situation de ikke kunne være kommet i på anden vis. Det er det science fiction gør bedst, når genrens muligheder bruges til noget unikt. Desværre er personbeskrivelserne ikke blandt de bedste. De bliver aldrig rigtig overbevisende og egentlig ikke rigtigt menneskelige. Deres måde at være på, valg og beslutninger virker lige en tand for kalkulerede, i forhold til hvad man vil kunne forvente af mennesker i den situation. Specielt det indbyrdes kærlighedsliv bliver fremlagt strategisk og planlagt efter hvem der vil have hvilke fordele i at indgå partnerskab med hvem.

Trods en alder på 40 år virker Tau Zero ikke spor forældet og med under 200 sider vil den bestemt fascinere og underholde nutidens læsere, hvis man ikke har noget imod kosmisk hard sf.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: hard sf