Analog, April 2010

Analog April 2010Hvor martsnummeret af Analog var overraskende godt, er aprilnummeret her kedeligt og ordinært på den uinteressante måde. Stanley Schmidt kommenterer på Jeffrey D. Kooistras artikel om datagrundlaget for global opvarmning fra decembernummeret fra sidste år. Selvsamme artikel har i øvrigt vakt en læserbrevsstorm trykt omme i læserspalten, og Richard A. Lovett skriver om philematology – videnskab i at kysse.

Første historie af John G. Hemry har en titel der ikke just peger i retning af science fiction. Swords and Saddles har skam også mest karakter af historisk fiktion, og handler om et kavaleri fra nordstaterne under den amerikanske borgerkrig, der pludselig havner i en slags parallelverden. En verden hvor Amerika og Asien har fast landforbindelse, og verdenshistorien har selvsagt udviklet sig noget anderledes. Ved et tilfælde redder de en by fra en invasion, og byens kvindelige leder tager dem hurtigt til sig som deres frelsere. Skydevåben kender de nemlig intet til i denne parallelverden, der viser sig at være teknologisk tilbagestående, men mere fremme på andre områder som ligestilling og lærdom. Derefter forløber historien ganske forudsigeligt, hvor begge parter lærer noget om hinanden, fordele og ulemper ved hver deres samfund, plus den obligatoriske romance eller to. Let læst, ikke kedelig, men heller ikke vildt spændende.

Snowflake Kisses af Holly Hight og Richard A. Lovett kan ses som et tillæg til Lovetts artikel om det at forske i at kysse, som historiens hovedperson Julie Rasmussen gør. Og gæt en gang, hun har problemer med sit eget kærlighedsliv. Meget mere kan der vist ikke siges til den.

Carl Frederick leverer en morsom historie med A Sound Basis for Misunderstanding, om Roger der skal prøve at få en handel i hus med de indfødte på planeten på Choff, der har et særligt værdifuldt stof kaldet lucetium. Det fører selvfølgelig til en række kulturelle misforståelser og morsomheder.

Jeg tror også Stephen L. Burns prøver på at skrive humoristisk med Nothin’ But Blue Skies, men jeg ved ikke helt om jeg synes det lykkedes. Vi følger brugtvognsforhandleren Kent, der en mørk og stormfuld aften bliver opsøgt af en kutteklædt mand der vil indgå en handelsaftale med gamle klassiske biler mod flyvende biler. Den eneste hage er, at alle nye ejere af en flyvende bil, skal sværge loyalitet til Koomban imperiet.

I samme lidt muntre hjørne finder man When We Were Fab af Jerry Oltion, om butiksejeren Rick der får sig en nanofabrikator – basalt set hvad man fra Star Trek kender som en replikator – og har stor succes med det. Han går dog sur i dyre licenser og finder ud af, at der også kunne være et marked for gamle udgåede produkter, som fx en helt almindelig tandbørste.

The Planet Hunters af S.L. Nickerson er en rigtig hård videnskabs sf-historie. Vi følger astrofysikerne Mei og Shakir der begger forsker i exoplaneter, og begge drømmer om at få tid på Behemoth Space Telescope, så de kan se nærmere på lige netop de solsystemer de mener er interessante. De finder frem til adskillige solsystemer der ligner vores eget uhyggeligt meget. Jeg synes det gik meget godt, lige indtil til sidst hvor man finder ud af hvad der gemmer sig i de meget ens solsystemer, hvor det simpelthen bliver for langt ude. Ellers underholdende nok novelle.

Sidste historie er en kedelig omgang robot tam-tam. The Robots’ Girl af Brenda Cooper handler om en pige der tilsyneladende bliver opdraget af robotter. Det synes naboerne ikke så meget om, og finder frem til hvad der egentlig forgår. Simpel historie, men alt for lang.

Merchanter’s Luck

Merchanters LuckCherryh skriver om et lille hjørne af hendes Alliance-Union univers i hver af sine bøger. Merchanter’s Luck er et kig ind i Merchanter-kulturen – handelsfolk der efter krigen i Downbelow Station dannede deres egen Alliance. Cherryh har skrevet tre andre selvstændige romaner om disse Merchanters, hvoraf denne er den første fra 1982 og en meget løs efterfølger til Downbelow Station.

Sandor Kreja er eneste overlevende fra en ellers stor Merchanter-familie, efter hans familie er blevet dræbt af Mazianni, en selvstændig fraktion loyal overfor general Mazian fra Jordens flåde, der nægter at acceptere krigens udfald. Sandor kommer i kontakt med en anden Merchanter, Allison Reilly af den succesrige Reilly-familie, og han får et tip om at der er ved at være gode handelsmuligheder igen på “Downbelow Station”. Sandor beslutter sig derfor for at tage helt alene med sit skib “Lucy” dertil, hvilket er helt uhørt og meget farligt at rejse alene på den måde. Han ankommer da også noget tummelumsk til stationen, møder Allison igen, der prøver at rette op på alt det rod han har lavet, og får hjulpet ham til at sammensætte en ny komplet besætning til “Lucy”. Han får sig en last og kan tage af sted på sin første tur med den nye besætning, men alt bliver selvfølgelig ikke ved med at gå så nemt.

Merchanter’s Luck fungerer mest som et indblik i en form for hverdag for disse Merchanters og hvordan man nu får sin forretning til at hænge, snarere end en selvstændig historie med en start og en slutning. Det er særligt mødet mellem de to vidt forskellige Merchanteres, Allison og Sandor, der er interessant. Hvor Sandor er selvstændig med et mindre skib, er Allison en del af en langt større og mere organiseret virksomhed. Da Sandor får sig en besætning, skal han virkelig omstille sig og lære at stole på folk igen.
Jeg kan godt lide at Cherryh skriver den slags historier her, hvor det er helt jordnære personer og deres liv det handler om, som en del af en større helhed vi som læser ikke får så meget at vide om. Dog var Merchanter’s Luck langt fra så spændende som Downbelow Station, og personkarakteristikken slog aldrig rigtig igennem på samme måde. Måske skal man have læst lidt flere bøger i universet, før disse noget mere perifere sidehistorier bliver interessante, og den bør i hvert fald ikke være den første. Med sine 200 sider er den dog hurtigt læst.

Full Share

Full ShareNathan Lowells sæbeopera om vidunderet Ishmael og hans vej til tops i rumhandelsindustrien fortsætter i tredje bind, Full Share, som selvfølgelig indikerer at vores hovedperson nu får en fuld løn ombord på handelsskibet The Lois McKendrick. Det er sjovt som jeg hver gang kan konstatere hvor fuldstændig tom for spænding og plot disse historier er, men det er alligevel de eneste podcastromaner jeg for tiden orker at lytte til ende. Den er selvfølgelig tilgængelig til download fra Podiobooks.

Ishmael avancerer i graderne og bliver ved med at imponere officerer og øvrige besætningsmedlemmer, med sine fantastiske evner til at tage højere grader i alle tænkelige professioner ombord. For engangs skyld sker der dog en uventet ting. Undervejs bliver skibet ramt af en EMP og alle systemer bryder sammen for en kort stund. Der går så en del kapitler med at finde ud af hvad der gik galt, og selvfølgelig er det Ishmael der løser dette ingeniørproblem. Derudover er kaptajnen og de andre officerer begyndt, at prøve på at få Ishmael overtalt til at søge ind på akademiet hvor officerer uddannes. Han er ved mismod over at skulle forlade sine mange nye venner på skibet og også bekymret for hvor han skal få de mange penge optagelse på akademiet koster fra, men han beslutter sig selvfølgelig til sidst for at søge ind, og Lowell sætter fortællehastigheden op med et par tusind procent til sidst, hvor han og hans ven Pip på et år får tjent en masse penge på deres forretninger, og det ender med at de to efter en tåre- og sexvædet afsked med de andre, forlader The Lois McKendrick for at starte på akademiet sammen.

Der er egentlig ikke så meget nyt at sige. Lowell leverer stadig en varm og sød og gennemsyret positiv lykkelig fortælling, men der skete da lidt nye og overraskende ting denne gang, så det fungerer stadig som godnatlytning.

Half Share

Half Share“Half Share” af Nathan Lowell er fortsættelsen til “Quarter Share”. Den kan downloades fra Podiobooks. Fortsættelsen er ikke ret meget anderledes. Samme “good-feel” plotløse rolige fortælling.

Ishmael er rykket et løntrin op og arbejder nu i “environmental”-sektionen. Han bliver bedre og bedre venner med resten af besætningen, tjener gode penge på sine private handler, opdager endnu en gang at han er meget klogere end han selv tror, da han ved en fejl kommer til at læse til en eksamen langt over hans niveau og alligevel kan bestå, og efter han har fået noget smart tøj sværmer kvinderne også ham.
Alt er fryd og gammen. Ingen dårlig stemning, ingen skænderier, ingen ulykker og intet science fiction. Hele historien om et geni der ikke forstår sig selv og rejser galaksen tyndt, kunne foregå hvor som helst. Der er ikke engang nogen interessante science fiction “gadgets” eller udtryk. Selv deres handelsvare er garnnøgler. Ordet “spaceship” kunne snildt udskiftet med “sea ship” og intet vil ændre sig. De planeter de besøger er ligeledes ualmindeligt ens.
Dette der kunne bære denne form frem, skulle være et forsøg på at give et realistisk bud på livet ombord på et fremtidens handelsrumskib, men den del af det er heller ikke troværdig. Jeg har svært ved at føle mig overbevist om, at alting vil gå så problemfrit. Ingen skænderier eller konflikter eller problemer overhovedet. Det kan ikke engang kaldes et utopisk syn på fremtiden, det er bare utroværdigt.

Alligevel lytter man til det. Det er især Nathan Lowells gode fortællestemme der gør den værd at lytte til, og så almindelig vanedannelse, som jeg kunne forestille mig man også får ved at se sæbe operaer på Kanal 4. Min anden undskyldning er at jeg lige har fået en ny mp3-afspiller, med otte gange så meget plads og den halve vægt, og Half Share har fungeret som tidsfordriv mens jeg har prøvet at finde en anden podcastroman at gå i gang med, og det er svært at finde en der fænger. Den bedste mand på den front, Scott Sigler, har gang i en horror-roman “Nocturnal”, men håber han da snart kommer i gang med fortsættelserne til enten “Infection” eller “Earthcore”.

Kontinentet der gik tabt

Kontinentet der gik tabtI forbindelse med at Norman Spinrad gæster Danmark til Fantasticon, så har SFC udgivet to længere oversatte noveller og en kortroman i denne bog med det prægtige omslag – igen af David Hardy. De tre historier er vidt forskellige og fra forskellige tider, men alle viser de Spinrads evne til at skrive gode science fiction historier med nutidige politiske relevante pointer.

Derudad, fra 1964, er en historie der vitterlig går hastigt derudad. Derudad er navnet på et handelsrumskib under ledelse af Peter Reed. Der eksisterer ikke en teknologi til overlyshastighed, så handel tager århundrede og besætningen fryser sig selv ned det under rejserne mellem stjernerne. Reed handler dog primært med viden som han kan sælge til de planeter de besøger, så han bliver interesseret i at lave en handel med en kraftfeltsteknologi hvor han modtager en videnskabsmand som betaling. Manden er jaget af en militærflåde fra Jorden, så Reed konkluderer at der må være værdifuld viden i ham. Det viser sig at videnskabsmanden arbejder på nogle matematiske teorier der skulle gøre hyperfart muligt. En teknologi der ville kunne sælges for astronomiske summer. Men først skal Reed ordne den flåde fra Jorden der jagter videnskabsmanden.
Selvom historien faktisk forløber over adskillige årtier, så bliver den fortalt som skete det på ganske få dage. Dermed fanger Spinrad jo glimrende den markante anden tilgang til tid der vil eksistere i rumrejser uden overlyshastighed og hvor besætninger går i dvale i årtier, og det virker nu ganske godt, selvom det kan få det hele til at se lidt for let ud.

I Kontinentet der gik tabt, fra 1970, bliver man taget på guidet rundvisning i ruinerne af det gamle New York. 200 år ude i fremtiden ligger det meste af USA i ruiner og atmosfæren er så forurenet, at der kræves luftfiltre og lufttætte briller for at kunne opholde sig der. Og selv med dette dør alle amerikanere af lungekræft i en alder af 50 år. I denne verden er Afrika blevet Jordens centrum for en veludviklet civilisation (Europa nævnes ikke) og det er således afrikanske turister der er på denne rundvisning. Blandt dem er blandt andre en professor der forsker i Rumalderens historie, Amerikas storhedstid, og en stærkt racistisk amero-afrikaner, en sort mand hvis forfædre blev fordrevet fra USA, der udelukkende er med på rundvisningen for at hovere over den elendige tilstand af den hvide mands civilisation.
Spinrad fortæller historien ved at skifte mellem jeg-fortællere med henholdsvis professoren og den indfødte amerikanerguide. Det fungerer glimrende og som læser føler man virkelig man er med på denne rundvisning. Det er de to menneskers oplevelse og indre tanker om de ruiner de ser, der danner fokus for fortællingen. samt hvordan de hver især forsøger at håndtere deres stigende vrede mod den hoverende racist.

Deus X er en kortroman der fylder halvdelen af bogen og er fra 1993. Her går Spinrad helt andre veje, da historien udforsker grænselandet mellem sjælens liv og død, set fra den katolske kirkes perspektiv. Han har også bevæget sig over i hvad man måske kan kalde en mere “litterær” retning end de to noveller. Det er blevet muligt at uploade sin bevidsthed til et digitalt net i denne fremtidsverden plaget af miljøkatastrofer, men disse entiteter har ikke opnået samme rettigheder som levende mennesker. Navnlig vil kirken ikke anerkende dem som noget der har en sjæl. For at afgøre dette endeligt, bliver en præst – der har været den skarpeste kritiker af fænomenet – overtalt til selv at foretage processen og skulle dermed kunne argumentere fra Den anden side, at han ingen sjæl har som denne entitet. Ved et indbrud i Vatikanets computer systemer bliver entiteten dog stjålet og privatdetektiven Philippe sættes på opgaven.
Også her skifter jeg-fortælleren mellem de to hovedpersoner, præsten og detektiven. Igen ganske gennemført, der med vidt forskelligt sprog tegner karaktererne. Læseren trækkes igennem et utal af tautologiske argumenter for og imod sjælens eksistens. Lige til at blive ør i hovedet af. Spørgsmålet om evigt liv for bevidstheden i elektroniske kredsløb, er et tema der sniger sig ind i mange noveller og romaner i nyere science fiction, men Spinrad gør det her meget mere direkte med store religiøse armbevægelser. Lidt for store til min smag må jeg sige.

Oversættelserne er veludførte og specielt Kontinentet der gik tabt bærer næsten ikke præg af at være en oversættelse. Der er selvfølgelig et par af de uundgåelige problemer med oversættelser af nogle af de selvopfundne science fiction begreber, særligt i Deus X, men for det meste lykkedes det at få den rette betydning frem.

Spinrad vil som sagt være til stede til Fantasticon om en lille uges tid og bogen her vil selvfølgelig være til salg.

The Sky Ship

The Sky ShipI forbindelse med det nu overståede Eurocon udgav Fantastik et engelsk særnummer af deres medlemsblad Himmelskibet – passende omdøbt til The Sky Ship. Jeg har været alt for længe om at få det læst, hvilket ikke har noget med kvaliteten at gøre. Det er rigtig gode artikler og mange forskellige slags noveller, som forhåbentlig har givet et positivt indtryk af dansk fandom hos de udenlandske gæster der købte bladet.

Ganske passende er første artikel om dansk fandoms historie skrevet af Knud Larn, om udviklingen indenfor fanzines, udgivelser, foreninger og de nyere blogs. Flemming Rasch har en artikel om interstellar handel hvor han laver nogle beregninger på hvordan det økonomisk kan hænge sammen, hvor konklusionen nok er at rummet næppe bliver det nye handelssted, medmindre der sker radikale fremskridt indenfor rumfart. Mathias F. Clasen har bidraget med en spændende artikel om forskning indenfor biopoetik og lidt om horror.

Bladet har hele fem noveller. Richard Ipsen skriver som altid godt, også på engelsk, i novellen Gods of the Jade Sea. Ulrik Kristiansen har en temmelig lang novelle, Until Eternity, om en dystopisk fremtid og et emne der optræder meget i nutidens science fiction noveller – overførsel af bevidsthed til et liv uden krop. Thomas Strømholst har skrevet The Furnished Room, som er en, synes jeg, temmelig banal og forudsigelig horrorhistorie. Den kun 15 årige Andreas Rugård Klæsøe har skrevet en fantasy novelle – Faerie Fire – om nogen der vil holde fest i en muligvis farlig skov. The Ghost of Lady Stardust af Klaus Æ. Mogensen er et velskrevet kærlighedsdrama med relative aldersforskelle.
I øvrigt har bladet en masse rigtig flotte tegninger til både novellerne og artiklerne.

Det interplanetariske kulturmøde

I gårsdagens foredrag om science og science fiction var der hele fire foredragsholdere på. Hver med deres aspekt af et muligt møde med en fremmed civilisation.

Først den videnskabelige vurdering af sandsynligheden for at vi får kontakt med rumvæsener med en gennemgang af Drakes ligning. Hvilket ledte hen på om et møde med rumvæsener vil være et positivt eller negativt møde. Først blev der set på det negative, altså et scenarie hvor rumvæsenerne er ude på at udslette os, æde os eller det der er værre. Dette emne har jo medført utallige mere eller mindre gode science fiction romaner og film, og vi så filmklip fra Independence Day, Alien og Star Trek: First Contact. Men hvor gode har vi mennesker været til at håndtere nye møder med andre kulturer bare på vores egen planet? Med et eksempel fra påskeøen der endte i slaveri og udryddelse af den oprindelige befolkning, tyder det på at vi ikke er særligt gode til den slags.

Et møde med en fremmed kultur kan selvsagt foregå med forskellige magtforhold og omstændigheder. Begge parter kan være ligeværdige, det ene overlegent og det andet underlegent. De typiske “invasion fra rummet”-historier er med nogle overlegne rumvæsener, som i fx Mars Attacks eller War of the Worlds. Men mennesket kan også være den overlegne og dermed måske uden at vide det, udrydde mikroskopisk liv på en planet der udforskes. Vi kan også møde os selv, men fra en anden tid, hvilket kan være ligeså overvældende. Gode eksempler herpå er Terminator og Time Machine. Endelig kan det være maskiner vi selv har skabt som ender med at vende sig imod os, som i The Matrix.
Her står the Borg fra Star Trek universet i følge foredragsholderen lidt udenfor, da det kan diskuteres om det er et positivt eller negativt møde. For Borgerne mener jo ikke noget ondt med at ville assimilere mennesket, men er overbevist om at de blot hjælper os til at blive lykkeligere. Kunne sammenlignes lidt med religion.

Sidste del af foredraget handlede om de mere positive møder med fremmede civilisationer, med et eksempel fra Star Trek: First Contact, hvor vi bliver budt velkommen af Vulcans, fordi vi nu har opdaget warp-drive og dermed er blevet værdige nok til at indgå i det interplanetariske fællesskab. Foredragsholderen opstillede en række determinanter for hvordan et kulturmøde med en fremmed civilisation kan forløbe. De biologiske forhold er temmelig vigtige. Desto mere vi ligner hinanden biologisk, desto større mulighed for et kulturfællesskab er der. Det er svært for væsener som os fra landjorden at udvikle et stort kulturfællesskab med en civilisation der har udviklet sig i havet. Den store udfordring bliver at finde et fælles værdisæt inden for moral og etik, og ikke mindst at kunne håndtere de forskelle der måtte være. Det er jo ikke sikkert at rumvæsener har samme sympatiske syn på syge og svage eller hvad det nu måtte være.
Vi skal jo også kommunikere, hvilket kan foregå på tre måder. Vi lærer hinandens sprog, finder et fælles sprog eller bruger oversættelsesmaskiner. Foredragsholderen troede klart mest på oversættelsesmaskiner, da han så det for umuligt for vidt forskellige væsener, at lære at tale inden for samme lydspektrum med de biologiske forhindringer der måtte være. Selv med jordens sprog kan det være næsten umuligt. God samhandel er også vigtigt, for handel bygger på selvinteresser med gensidig afhængighed, og dermed en større vilje til at acceptere diverse ubehagligheder eller særheder ved modparten, hvis blot man selv får noget ud af det.

Min hensigt er ikke at ville anmelde disse foredrag, men dette var nu klart det bedste af dem indtil videre. Det femte og sidste finder sted på mandag hvor Carsten Fogh Nielsen giver filosofiske svar på livets store spørgsmål (håber jeg da).

Quarter Share

Quarter ShareEndnu et originalt science fiction værk i podcastformat fra Podiobooks. Forfatteren Nathan Lowell har allerede annonceret at flere efterfølgere er på vej.

Vi følger den unge Ishmael der må søge job på et handelsrumskib, da hans muligheder på den virksomhedsejede planet han er født og opvokset på ikke ser gode ud. Han bliver ansat som assistent i køkkenet med en lønordning der går under betegnelsen “quarter share”, hvilket vil sige at han får en kvart andel af skibets profit. Man kan så gennem uddannelse og højere stillinger opnå en halv eller hel andel, og efterfølgerne til podcastromanen hedder skam også Half Share og Full Share.
Han finder sig godt til rette på skibet, får gode venner og opdager at han har et flair for de uddannelser til højere rang man kan tage, og klarer hurtigt flere eksamener med topkarakter. Med hans værelseskammerat Pip får han stablet noget privat handel sammen og de får skabt en rimelig god forretning, da Pip viser sig at komme fra en handelsfamilie.

Alt i alt går det hele ganske godt, ingen store problemer, ikke noget rigtigt plot eller større ting der går galt, udover Ishmael kludrer lidt i nogle brandøvelser. Det gør på en måde historien frygtelig kedelig og forudsigelig, da det ikke rigtigt er nogen historie, noget mysterie der skal opklares eller i det hele taget noget man kan kalde et plot. Hvorfor lyttede jeg så til historien alligevel? Jeg tror det er ligesom med en anden podcastroman, “Ida”, hvor der heller ikke som plot var det store at komme efter, i Quarter Share er der endda endnu mindre, men det fungerer nu alligevel nogenlunde okay som podcastroman. Det er nemt og simpelt at lytte til, og man bliver underholdt uden at skulle tænke for meget og man kommer i hvert fald ikke i dårligt humør af al den positivitet der omgiver Ishmael.

Min primære kritik bliver dog at jeg slet ikke vil kalde det for science fiction, selvom der er gjort et forsøg. Nu vil jeg ikke gå ned i en diskussion om hvad der kræves for at en tekst er science fiction, men et vigtigt element er for mig i hvert fald, at historien grundlæggende kun vil kunne fungere på den måde i det univers der er skabt. Og det er ikke tilfældet her. Vel nok er Ishmael ansat på et handelsrumskib og historien handler om interstellar handel, men hvis man byttede det ud med et handelsskib på jorden i nutiden (eller fortiden) og handel mellem lande, vil historien være stort set den samme. Og det gør historien uinteressant at lytte til som science fiction, da der ikke er nogen ide til en anden verden vi som læser kan forholde os til. Det er således blot underholdning med en positiv stemning.

Men forfatteren fortæller sin historie fint og formår alligevel at fænge en, og mange andre kan jeg se på de tilbagemeldinger der har været, så jeg skal da nok også få lyttet til efterfølgerne når de kommer.