The Evolutionary Void

The Evolutionary VoidSå fik Peter F. Hamilton rundet endnu en trilogi af – i et univers han nu har holdt sig til siden 2002. The Evolutionary Void fortsætter nærmest minuttet efter slutningen på The Temporal Void, galaksen bliver reddet, vi finder ud af hvad dette Void er for noget og alt det der, sådan som Hamilton nu skriver slutninger.

Ikke så underligt er situationen ved at tilspidse. Som det har været bygget op til i de forrige bind, er den religiøse kult Dreamers i færd med at en større pilgrimsfærd til Mælkevejens centrum, kaldet for the Void. Igennem drømmeren Inigo, der har delt sine drømme om verdenen Makkathran via et interstellart telepatisk netværk, har en masse mennesker en stor lyst til at komme ind i the Void – et helt nyt univers med masser af muligheder. Problemet er bare, at dette Void ekspanderer voldsomt og truer med at opsluge hele galaksen hvis denne pilgrimsfærds lykkedes. Diverse fraktioner af menneskeheden prøver at stoppe dem på forskellig vis. Nogle rumvæsener prøver det samme, men ingen kan tilsyneladende finde ud af at arbejde sammen. Nogle fraktioner er mere eller mindre ligeglade, de har alligevel forladt galaksen for at blive “post-physical” og andre har igen helt andre planer.
Araminta, the Second Dreamer, tager fussen på alle da hun tilslutter sig de andre Dreamere i deres pilgrimsfærd til the Void, men det hele er et stort bluffnummer. I mellemtiden forsøger nogle gamle kendinge fra de tidligere bøger, såsom Ozzie, at slå hovederne sammen og finde en måde at redde galaksen på.

Jeg har mange problemer med den måde det hele er konstrureret på. Først og fremmest synes jeg selve konflikten er noget utroværdig, med den her religiøse kult, en fantasyverden i galaksens centrum, og et udefinerbart Void der opsluger hele galaksen. Derudover, så er der utallige fraktioner og særinteresser udover dem der vil ind i the Void og dem der vil redde galaksen, som heller ikke virker særligt troværdige, taget i betragtning at en trussel mod hele galaksen, burde gøre alle andre mål og egeninteresser sekundære. Oveni det er det hele pakket ind i hemmelighedskræmmeri, hvor en stor del af nøglepersonerne har dæknavne som The Delivery Man, The Mutineer og The Martyr, som ikke lader til at have anden grund til at være hemmelighedsfulde om hvem eller hvad de i virkeligheden arbejder for, end at så er der måske noget at afsløre til sidst.
Vel nok finder historien sted 1500 år ude i fremtiden, så Hamilton kan selvsagt tage sig visse friheder med hensyn til mulig videnskab, men det kammer næsten over i fantasy. Ikke kun på de videnskabelige koncepter der bliver lige lovlig fantastiske, som fx en idé om at få menneskers sind til at leve uden binding til noget fysisk, men kun eksistere i kvanterummet; men også selve strukturen i plottet med frelsere der bare er “bestemt til at redde universet”, væsener så gamle som galaksen selv, og et sub-univers hvor nærmest ingen fysiske love gælder mere.

Jeg synes ikke Hamilton er blevet bedre med årerne. Hans space opera har aldrig været hard sf, og det har klart lagt sig i den kulørte underholdende ende af skalaen, men med denne seneste trilogi har han tabt jordforbindelsen og nærmest blevet besat af telepatiske idéer, hvor det til sidst kammer over. Slutninger har aldrig været hans stærkeste side, og denne er også af typen “wish-wash-wush” – nogle hovedpersoner får gudekræfter og det hele ordner sig – bare sådan lige. Rigtig spændende blev det aldrig. Ingen store rumslag, ingen vigtige personer der døde i kamp eller en skadet civilisation bagefter der skal rejse sig igen, som der trods alt har været i hans tidligere værker.

Galactic Empires

Galactic EmpiresKortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

The Solaris Book of New Science Fiction

The Solaris Book of New Science FictionOriginalantologier er de seneste par år kommet frem igen. Tidligere har det primært været opsamlingsantologierne fra særligt Hartwell og Dozois, eller temaantologier der blev udgivet. Sammen med serier som Fast Forward og Eclipse er The Solaris Book of New Science Fiction “blot” en novelleantologi, som der siden dette første nummer fra 2007 er kommet i alt tre af. Solaris er ligledes et nyt forlag og antologien præsenterer både kendte forfattere som Peter F. Hamilton, Neal Asher og Stephen Baxter, men også nogle af Solaris’ egne navne som Eric Brown (der har skrevet Kéthani) og Jeffrey Thomas.

Der er en lille håndfuld gode nævneværdige historier som jeg vil fremhæve, men samlet set var jeg ikke vildt begejstret. Ikke fordi de resterende noveller var dårlige, de har bare ikke gjort noget videre indtryk og var hurtigt glemt igen. Men til de gode.
James Lovegroves The Bowdler Strain er en forholdsvis enkel historie om en eksperimentel virus der slipper ud fra et hemmeligt laboratorium, så de får hurtigt travlt med at stoppe spredningen af smitten og finde en vaccine. Det specielle her er at virussen ikke som sådan er farlig, den forhindrer blot folk i at bande. Hvilket naturligvis skaber stor forundring hos de intetanede borgere og en række smågrin hos læseren. Et godt eksempel på hvordan et ellers tyndslidt plot kan gøres interessant igen med lidt spøjs humor.
Peter F. Hamilton blander tidsrejser med krimifortællingen i If at First…, der handler om en kriminalbetjent der under en afhøring må høre på en fantastisk historie om en maskine, der kan sende hele ens bevidsthed tilbage i sin egen krop som barn. Hvad vil man mon bruge sin viden til, hvis man fik mulighed for at vokse op på ny, med al den erfaring man har fra fremtiden? Hamilton kommer ikke med banebrydende nytænkning, men han formår da at underholde.
Den Hugo-nominerede Last Contact af Stephen Baxter er også værd at fremhæve igen, som jeg skrev om i min gennemgang af sidste års Hugo novellenomineringer.
Jeg plejer ikke at kunne holde Mike Resnicks historier ud, men Jellyfish, skrevet sammen med David Gerrold, var fremragende. Umiddelbart starter den temmelig kedeligt med en science fiction forfatter, der prøver at skrive en ny historie om nogle specielle væsener der lever inde i gasplaneter. Men da en udsending fra disse væsener ringer på hans hoveddør og beder ham om at stoppe med at skrive om dem, bliver det pludseligt umådeligt interessant. Det er selvrefererende og selvreflekterende meta science fiction, med mange henvisninger til Kurt Vonneguts Slaughterhouse 5.

Det var så de fire noveller jeg vil fremhæve ud af de i alt seksten. Jeg vil dog ikke fraråde samlingen af den grund, tværtimod, for det er meget forskellige historier i mange subgenrer, så de fleste fans vil nok finde en håndfuld af dem gode og om ikke andet resten fin underholdning.

The Nano Flower

The Nano FlowerTredje, sidste og længste bog i Peter F. Hamiltons Greg Mandel-trilogi tog Hamiltons forfatterskab ind i space opera genren, og en del af idéerne fra hans efterfølgende The Night’s Dawn Trilogy tog form her. Hvor A Quantum Murder var forholdsvist roligt opklaringsarbejde, er The Nano Flower mere tilbage til stilen fra Mindstar Rising, men nu med endnu mere action – selvom Greg Mandel selv nu er ved at være halvgammel.

Et halvandet årti er gået siden sidst. Greg og hans kone Eleanor har en teenagedatter, Julia Evans har fået børn med hackeren Royan der har fået sig en ny krop, og både den britiske økonomi og verdens øvrige tilstand er i stabil fremgang. Men Royan er væk og har været det i adskillige måneder. En dag til en fest får Julia overrakt en speciel blomst med en hilsen fra Royan. Blomsten bliver undersøgt og det viser sig dens DNA ikke kan stamme fra Jorden, og så ruller snebolden. Teorier om et rumvæsens tilstedeværelse tager fart og alle bliver overbevist om at det besidder hemmeligheden til en ny avanceret teknologi, som de selvfølgelig vil have fingrene i. Så Julia hyrer igen Greg Mandel, først og fremmest til blot at finde frem til den unge kvinde der gav hende blomsten til festen, da hun må være nøglen til det hele, men den pensionerede Mindstar-soldat bliver hurtigt rodet ud i alt andet end fredeligt politiarbejde, da flere andre magtfulde og knap så venlige organisationer, også lugter penge i rumvæsenets teknologi og altså også jagter den unge kvinde. Tempoet er højt og historien er spækket med store mænd med store skydere, sexede kvinder og forretningsaftaler på meget højt niveau (disse ting er bestemt ikke adskilte).

Har man læst de to forrige Greg Mandel-bøger, er The Nano Flower bestemt også værd at tage med. Alle de velkendte figurer er der, plottet er endnu engang avanceret og fascinerende, spændingen er som den skal være og Hamilton viser sin begyndende idérighed ind i space operaen. Den viser desværre også en af de sider Hamilton sidenhen har haft problemer med – at skrive slutninger. I The Nano Flower ved man præcist efter første sætning i et af de sidste kapitler, at nu er der slutning de næste 50 sider. Igennem hele bogen er der blevet lagt op til, at de store forventninger der var til dette rumvæsen og alle de vidundere de kunne få ud af det, nok ikke vil blive indfriet alligevel – hvilket også er tilfældet. Jeg vil dog ikke kalde det en dårlig slutning, men heller ikke en “wauw, hold da op!”-slutning. En rimelig mellemting med nogle elementer man ikke havde forudset, men stadig en forventelig slutning. Det gode element der dog stadig står stærkt og gør det i alle tre bøger, er blandingen med “straight-on” krimi og højteknologisk science fiction. De mange dingenoter er ikke bare pynt og af og til kommer den smarte teknologi også til kort, og opklaringsarbejdet må foregå på gammeldags maner med at interviewe vidner og sammenholde forklaringer. Den form har Hamilton genbrugt i sideplots i flere af hans senere store space opera værker, herunder især med agenten Paula Myo i Commenwealth-bøgerne.

A Quantum Murder

A Quantum MurderI Peter F. Hamiltons anden Greg Mandel bog, kommer den tidligere Mindstar-soldat på endnu en opgave, selvom han egentlig havde trukket sig tilbage med den pæne sum penge han fik i Mindstar Rising.

Greg bliver hyret af Julia, den unge pige der har arvet det store firma – Event Horizon – som Greg også blev hyret af sidste gang, for at opklare et mord på en af deres vigtige forskningsansatte. Greg, og hans kone Eleanor, indvilliger med den formodning, at den sag hurtigt kan overstås uden fare for liv og lemmer. Selvfølgelig ender det lige modsat. Mordet i sig selv er et næsten klassisk tilfælde af et “locked room mystery”. Den geniale videnskabsmand blev myrdet i sit soveværelse på et afsidesliggende lille slot, hvor han bor sammen et mindre hold hyperintelligente studerende. Alle de studerende så op til ham, er helt i chok over det brutale drab og ingen har noget motiv. Ydermere var det en mørk og stormfuld nat, så ingen burde kunne komme ind udefra, morderen har ikke efterladt sig nogen spor overhovedet.
Greg må bruge alle sine evner og ikke mindst evner fra sine venner, for at få løst gåden, og netop som alle tror morderen er fundet, sætter Gregs intuition ind og efterforskningen går i helt nye retninger. Abstrakte teorier om kvantefysik, hjerneforskning, bevidsthedsudvidende stoffer og et 10 år gammelt dødsfald bliver pludselig vigtigt.

Handlingen i A Quantum Murder er mere centreret omkring opklaringsarbejdet og følger krimiskabelonen end “worldbuilding” som i Mindstar Rising. Der er også mindre action, men mere at tænke over og endnu mere fantastisk futurisk teknologi. Hamilton skruer for alvor op for science fiction blusset og integrerer sine ideer flot i plottet. Det er ikke bare et mordmysterie med nogle smarte gadgets i kulissen. Fremtidsteknologien er central for opklaringen og det gør det selvfølgelig endnu sværere for læseren at gennemskue det hele, men man er aldrig mere fortabt end Greg Mandel selv er.
Selvom den står som selvstændig historie, vil jeg klart anbefale at man læser Mindstar Rising først. Mest for at have et kendskab til de mange personer der optræder igen, men det er heller ikke helt uvæsentligt for plottet.

Og endnu en gang en reminder om Fantastik-arrangementet i morgen aften i Valby Kulturhus, hvis man vil høre mere om Peter F. Hamiltons forfatterskab.

The Temporal Void

The Temporal VoidAndet bind i Peter F. Hamiltons Void Trilogy hedder The Temporal Void og fortsætter umiddelbart efter The Dreaming Void. Hamilton har ikke helt kunne begrænse sig denne gang, med 100 flere sider end sidst.

Truslen fra the Void bliver virkelig, da dens udvidelse accelererer til fire lysår i timen! Justine, en af de centrale figurer fra de tidligere Commonwealth-bøger, træffer en hurtig beslutning og flyver med sit rumskib ind i the Void, i håb om at kunne overtale the Skylord til at stoppe den ødelæggende udvidelse. Samtidig leder alle de mange grupperinger, regeringer, religiøse følgere og modstandere efter the Second Dreamer, der formodes at være i kontakt med hvad der end måtte være inde i the Void. Araminta opdager at hun er denne Second Dreamer, men hun vil helst være fri, og med mere held end forstand formår hun at holde sig skjult for dem der vil fange hende.
Men The Temporal Void består mest af flere af Inigo’s drømme om manden Edeard, der nu avancerer i graderne i politistyrken i Makkathran og indleder en storstilet handlingsplan, der en gang for alle skal fordrive gangsterne fra byen.

Om det er mig der har skiftet smag eller forventninger hvad angår space opera må være usagt, men The Temporal Void var desværre noget af en skuffelse. Det må jeg selvfølgelig sige med nogle forbehold, da hele afslutningen på historien mangler og det kan være helheden ender med at være bedre, men efter en træls gennemlæsning af The Temporal Void, endte jeg med det indtryk at der simpelthen ikke var sket ret meget på de 746 sider. Hvilket også forklarer, hvorfor jeg var en lille måned om at komme igennem, mens jeg slugte The Dreaming Void på godt to dage. Hvor man før måske har kunne kritisere Hamilton for, at gøre sine værker umådeligt omfattende og komplekse med et hav af sideplots og figurer, er han her snarere i den anden grøft. Plottet holder sig konsekvent indenfor de givne rammer i The Dreaming Void, der introduceres ikke flere væsentlige personer og enkelte ting bliver faktisk afklaret, snarere end skabe endnu flere spørgsmål. Problemet er nu bare helt omvendt – der sker simpelthen for lidt plotudvikling til at retfærdiggøre så mange sider. For det første består op imod 3/4 af bogen af Inigos drømme, altså beretningerne om Edeard i byen Makkathran, der har inspireret den religiøse bevægelse Living Dream. Det er selvfølgelig en vigtig baggrundshistorie at have med, for at forstå motivationen bag den problematiske pilgrimsfærd og hvad det er for nogle egenskaber ved dette Void der er tiltrækkende. Det holder bare ikke at bruge næsten en hel midterbog i en trilogi på det, specielt når alt det centrale kommer i sidste kapitel, og alt det inden blot er Edeard der fordriver banditterne fra byen med sine fantastiske evner. Det hjælper heller ikke at historien om Edeard er triviel og forudsigelig. Edeard er hele vejen igennem bare god, gør ingenting forkert udover nogle mindre misforståelser ved byens kulturelle normer og traditioner, og de onde gangstere han bekæmper er bare gennemførte onde hensynsløse dræbere, uden nogen videre spændende personkarakteristik.
I kapitlerne i Commonwealth-universet er der trods alt mere spænding, men samlet set er der ikke sket alverden. Konspirationerne er blevet afdækket lidt mere og the Second Dreamer er fundet og indfanget. Meget mere er det heller ikke.

I et interview gør Hamilton det klart, at sidste bind, der i øvrigt er sat til at komme i 2010, vil vende tilbage til primært at foregå i Commonwealth-universet, hvilket jo kun lyder godt, for det er vel der det egentlige plot udspiller sig. Måske ændrer mit syn sig når slutningen kommer (håber jeg), men ellers kan jeg kun se The Temporal Void som en alt for lang nødvendig baggrundshistorie, som gør at vi først nu kan komme i gang med den egentlige handling. Det er selvfølgelig helt fint at denne historie om Edeard ikke blot var lavet til en prolog i The Dreaming Void, men det havde måske virket lidt bedre hvis vægten var byttet rundt, så der var mere af Inigos drømme i første bind og mere plotudvikling i andet. Indtrykket er i hvert fald nu, at Hamilton fik søsat lidt for meget The Dreaming Void, måtte sætte plottet på standby, for at kunne fortælle forhistorien.

Derudover vil jeg lige reklamere for et Fantastik-arrangement på mandag kl. 19.00 i Valby Kulturhus, hvor man kan komme og høre mig præsentere netop Peter F. Hamiltons forfatterskab, samt om Robert Rankin præsenteret af Jesper Rugård og om Stanislaw af Flemming Rasch.

The Dreaming Void

The Dreaming VoidDen britiske forfatter Peter F. Hamilton har netop udgivet første del i endnu en omfattende space-opera trilogi, kaldet The Void Trilogy. Første bind The Dreaming Void er netop udkommet og med sine 650 sider i hardback, er der ikke lagt op til noget meget mindre end vi er vandt til fra hans side af. Men han har faktisk begrænset sig lidt (til sammenligning var Judas Unchained på 950 sider i hardback).

The Dreaming Void finder sted i samme univers som Pandora's Star og Judas Unchained, men over 1000 år senere, nærmere betegnet år 3580. Mennesket har koloniseret endnu flere dele af galaksen og nu i mere fragmenteret form, med forskellige former menneskelige typer. Fra helt almindelige dødelige til dem der søger at transcendere til et “post-physical” stadie.
I galaksens centrum befinder sig en uigennemtrængelig barriere og bagved menes at eksistere et helt specielt selvstændigt univers kaldet the Void. En gruppe der kalder sig Living Dream er overbevist om, at de bør rejse dertil for at finde en form for paradis. De er inspireret af en mand ved navn Inigo, der skulle have drømt om den verden der er i the Void. Men nogle andre racer i galaksen mener at hvis disse Living Dreamers kommer ind i the Void, så vil det udvide sig og opsluge hele galaksen, og dermed dræbe alle levende væsener. Det ligger grundlaget til en noget anspændt galaktisk politisk situation.

The Dreaming Void står som en selvstændig historie, men der er mange elementer og enkelte personer fra de to Commonwealth-bøger, der giver det en ekstra dimension. Hamilton ridser dog de vigtigste ting fra de bøger op, så nye læsere også kan være med. Jeg vil dog anbefale man gjorde sig bekendt med dem først.
Selvom vi befinder os over 1000 efter Commonwealth-bøgerne, så ser universet og den teknologiske udvikling nu ikke så anderledes ud igen. Det meste er blot opgraderinger af teknologi og videreudvikling af ideer præsenteret deri, men det menneskelige aspekt har ændret sig en del. Der er som nævnt flere meget forskellige grupper, med hver deres ideologiske mål og det skaber nogen interessante konflikter, og forskellige synspunkter til hvad der nu sker.

Hamilton introducerer som vanlig en række hovedpersoner og individuelle handlingsforløb, omend knap så mange som i tidligere værker. De vigtigste lader til blandt at være Aaron, der ikke ved hvem han selv er, men er fuldt klar over at han har en mission om at finde Inigo. Derudover følger vi Troblum, der er umådeligt historisk interesseret i Starflyer krigen, som Pandoras Star og Judas Unchained handlede om. Er spændt på at se hvad meningen med det bliver. Vi følger også en ung kvinde, Araminta, der gør sig en masse seksuelle erfaringer i sit første liv. Hendes rolle i det endelige plot er ikke helt til at se endnu. Endelig ser vi Inigo’s drømme, der har inspireret hele Living Dream bevægelsen. De centrerer om en ung mand, Edeard, der har utrolige evner indenfor telepati og telekinese. Han må flygte fra sin landsby, da den bliver plyndret af vilde banditter.

Som det nu engang er med første dele af trilogier, så bærer den meget præg af at være introducerende, men kedelig er den bestemt ikke. Scenerne med Aaron er fyldt med action og der er masser af sex i vilde orgier når vi følger Araminta.
Og jeg må sige den virker lidt bedre kompakt og sammenhængende, end de tidligere store space operas, hvor mængden af personer og sideplots blev uoverskueligt. Det lader dog til at han bygger op til endnu en historie om de samme temaer, omkring at sætte hele menneskeheden på en stor prøve overfor en ukendt og meget gammel fjende i universet.

Mindstar Rising

Mindstar RisingMånedens bog i Azur er Mindstar Rising, der er den første bog af tre i Peter F. Hamiltons Greg Mandel serie. Da jeg læst alle andre bøger af ham, var det godt med en mulighed for at komme i gang med disse.

Greg Mandel er en tidligere soldat, der nu lever af at være en hård privat detektiv, hvor han gør flittigt brug af diverse kybernetiske implanter, han har fået i militæret, der gør ham i stand til at se andres følelsesmæssige reaktioner, fx om de lyver. Han bliver hyret af en døende milliardær til at rydde lidt op inden firmaet overgives til barnebarnet, men det bliver hurtigt mere omfattende end som så, da milliardærens firma er tæt på at kunne annoncere en revolutionerende måde at skabe ren energi på, og hans gamle rival får store modplaner.

Det kommer der en effektiv spændingshistorie ud af, med stærke og karakteristiske personligheder, som jeg da håber går igen i de andre Greg Mandel bøger. Det er noget mere jordnært og langt mindre omfattende end Hamiltons senere space operaer, men det er stadig en spændende verden det foregår i. Vi får ikke så mange detaljer at vide, men må selv stykke det sammen fra brudstykker hist og her. Den globale opvarmning har fundet sted med store oversømmelser til følge. England, hvor historien udspiller sig, er ved at komme sig over noget der ligner en politisk katastrofe med et parti under navnet PSP. Vi får ikke meget at vide, andet end at det skulle være yderst venstreorienteret og Mandel har været stor oprører dengang de sad ved magten.

Selvom bogen er 14 år gammel, er den ikke helt forældet, omend der er et par ting som at fladskærme bliver fremstillet som noget meget specielt, der i dag virker lidt pudsige. Og flere af hans ideer derfra er da gået igen i hans senere bøger. En form for Greg Mandel type, og hans soldatervenner, synes jeg på en eller anden måde optræder i hans senere værker. Samt den klassiske detektivhistorie og actionscener med voldsomme våben som taget ud af et Quake spil, også optræder som sideplots senere hen.

Watching Trees Grow

Watching Trees GrowVed et tilfælde fandt jeg denne novella af Peter F. Hamilton på biblioteket. Den er fra 2000 og er basalt set en detektivhistorie om en mordsag. Men som det ofte er med science fiction, er det de ydre forhold og den verden historien finder sted i der er interessant.

Man opdager hurtigt at det må en “alternate history” historie, da årstallet er angivet til 1832 og telefoner og elbiler bruges hyppigt. Det forklares ikke helt specifikt, men grunden lader til at være at romerriget aldrig gik i opløsning og dermed har den teknologiske udvikling taget voldsom fart. Vi følger Edward Raleigh, der er en form for repræsentant for sit familienavn, bliver sat på en mordsag, hvor en ung studerende ved navn Justin Raleigh er blevet myrdet. Mord er helt uhørt i samfundet og da der tilsyneladende intet motiv kan være til at dræbe denne fredelige studerende, kommer efterforskningen ikke langt. Men da man i praksis kan leve evigt, så fortsætter Edward sin efterforskning i flere hundrede år, og kommer nærmere en forklaring i takt med den teknologiske udvikling. En meget hastig udvikling der hurtigt bringer menneskerne ud til stjernerne og opnår gudeagtige evner.

Da historien kommer til at handle om så markante udviklinger af mennesket og dets fremgang, er det lidt synd at det kun er en kortroman på lidt over 100 sider. For meget af denne spændende og fantastiske fremgang bliver forklaret i sammenfattede resumer, for at den røde tråd med mordsagen kan hænge sammen, fremfor at give bogens verden tid til at forklare sig selv, som det er tilfældet i hans andre store værker. Det er lidt et antiklimaks med så omfattende og store ideer på så lidt plads, men det viser omvendt også en forfatter med overskud til netop at præsentere store ideer i et temmelig lille og enkelt plot, og godt kan skrive i noget kortere form end han plejer, uden at det går udover målestokken i hans ideer til en anden verden.

Nyt om Peter F. Hamiltons kommende bog

Et værk jeg bestemt ser frem til er Peter F. Hamiltoms nye trilogi, The Void Trilogy, hvor han for nylig blev færdig med første del, The Dreaming Void, som nu er ved at blive behandlet af forlaget. Det foregår i samme univers som “Pandora’s Star” og “Judas Unchained”, men foregår omtrent 1000 år senere og skulle ikke være særligt meget forbundne, udover nogle personer der genoptræder.

Han har har lagt et lille udrag af første kapitel online, hvori vi præsenteres for en person ved navn Aaron, som må antages at være en af historiens (sikkert mange) hovedpersoner. Han er tilsyneladende til en form for samling, hvor en ny leder for en gruppe skal vælges. Hovedplottet præsenteres allerede også, som Hamilton også i et interview har talt om, der går ud på at en gruppe såkaldt Dreamers ønsker at rejse til et eller andet Void, men det menes at så vil resten af vores galakse fordufte. Ja, Hamilton er jo ikke kendt for beskedenhed i sine plots.

Hvornår vi kan forvente en udgivelse er der ikke nogen hints om, men der er nok nogle måneder endnu.