Tredje, sidste og længste bog i Peter F. Hamiltons Greg Mandel-trilogi tog Hamiltons forfatterskab ind i space opera genren, og en del af idéerne fra hans efterfølgende The Night’s Dawn Trilogy tog form her. Hvor A Quantum Murder var forholdsvist roligt opklaringsarbejde, er The Nano Flower mere tilbage til stilen fra Mindstar Rising, men nu med endnu mere action – selvom Greg Mandel selv nu er ved at være halvgammel.

Et halvandet årti er gået siden sidst. Greg og hans kone Eleanor har en teenagedatter, Julia Evans har fået børn med hackeren Royan der har fået sig en ny krop, og både den britiske økonomi og verdens øvrige tilstand er i stabil fremgang. Men Royan er væk og har været det i adskillige måneder. En dag til en fest får Julia overrakt en speciel blomst med en hilsen fra Royan. Blomsten bliver undersøgt og det viser sig dens DNA ikke kan stamme fra Jorden, og så ruller snebolden. Teorier om et rumvæsens tilstedeværelse tager fart og alle bliver overbevist om at det besidder hemmeligheden til en ny avanceret teknologi, som de selvfølgelig vil have fingrene i. Så Julia hyrer igen Greg Mandel, først og fremmest til blot at finde frem til den unge kvinde der gav hende blomsten til festen, da hun må være nøglen til det hele, men den pensionerede Mindstar-soldat bliver hurtigt rodet ud i alt andet end fredeligt politiarbejde, da flere andre magtfulde og knap så venlige organisationer, også lugter penge i rumvæsenets teknologi og altså også jagter den unge kvinde. Tempoet er højt og historien er spækket med store mænd med store skydere, sexede kvinder og forretningsaftaler på meget højt niveau (disse ting er bestemt ikke adskilte).

Har man læst de to forrige Greg Mandel-bøger, er The Nano Flower bestemt også værd at tage med. Alle de velkendte figurer er der, plottet er endnu engang avanceret og fascinerende, spændingen er som den skal være og Hamilton viser sin begyndende idérighed ind i space operaen. Den viser desværre også en af de sider Hamilton sidenhen har haft problemer med – at skrive slutninger. I The Nano Flower ved man præcist efter første sætning i et af de sidste kapitler, at nu er der slutning de næste 50 sider. Igennem hele bogen er der blevet lagt op til, at de store forventninger der var til dette rumvæsen og alle de vidundere de kunne få ud af det, nok ikke vil blive indfriet alligevel – hvilket også er tilfældet. Jeg vil dog ikke kalde det en dårlig slutning, men heller ikke en “wauw, hold da op!”-slutning. En rimelig mellemting med nogle elementer man ikke havde forudset, men stadig en forventelig slutning. Det gode element der dog stadig står stærkt og gør det i alle tre bøger, er blandingen med “straight-on” krimi og højteknologisk science fiction. De mange dingenoter er ikke bare pynt og af og til kommer den smarte teknologi også til kort, og opklaringsarbejdet må foregå på gammeldags maner med at interviewe vidner og sammenholde forklaringer. Den form har Hamilton genbrugt i sideplots i flere af hans senere store space opera værker, herunder især med agenten Paula Myo i Commenwealth-bøgerne.