Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.

Den første novelle er af Richard Ipsen og hedder De danser i Reykjavik, handler om en mand der vil forsøge sig med dans i vægtløs tilstand og får hjælp af en tiltrækkende kvinde ved navn Kari. Den er meget smukt skrevet, men mangler lidt handling.

Stævnemødet af Lars Konzack handler selvsagt om et stævnemøde. Selve stævnemødet mellem de to personer virker meget formelt, og deres samtaler virkelig overdrevet høflige og kunstige, men de betegner alligevel sig selv som yderst lykkelige. Hvad der bliver interessant er de aber, der åbentbart bruges som en slags tjenere, som formår brat at ødelægge aftenen til sidst. Yderst velskrevet, der giver en noget at tænke over.

Vedrørende optagelse i det pan-galaktiske fællesskab af Kenneth Krabat starter med at have noget der ligner en e-mail fra Kenneth til Flemming. Ved ikke rigtigt hvad det skal til for, men selve novellen er et kortfattet brev hvor Jorden bliver nægtet optagelse i det pan-galaktiske fællesskab, fordi vi mennesker ikke kan finde ud af at begærde os med og forstå andre væsener end os selv. Ganske morsomt med kritik af hele menneskeheden fra rumvæseners synspunkt.

Michael Erik Næsby har skrevet novellen med den spøjse titel Skriv en novelle, der på underlig vis kommer til at handle om intelligente aber og en vaskebjørn der vil skrive en science fiction novelle.

Katastrofe til tiden af Kenneth Krabat er udformet som et oplæg til første sæson af en sci-fi tv-serie, der handler om et koloniseringsrumskib der under sin rejse bliver gennemboret af en stor træstamme. Lyder som en meget alternativ serie, der kunne være sjov at se.

Cirkelslutninger af Michael Erik Næsby er forvirrende læsning. Bedøm selv.

Handlingen i Stig W. Jørgensens Lufthavets skabninger er temmelig uinteressant, men måden den er skrevet på er derimod interessant. Det bliver en hel udfordring at finde ud af hvad det egentlig handler om i starten, for helt almindelige ord og betegnelser er skiftet ud med meget kliniske objektive forklaringer, som var det beskrevet af en der ikke var et menneske. Morsom måde at skrive på.

I Steen Knudsens Passage hører vi en historie fortalt om eksperimenter med at få skabt ormehuller, der involverer astronomiske forsøg med uforudsete konsekvenser. Bestemt en af udgivelsens bedste noveller.

Flemming R.P. Rasch, der som nævnt også har stået for denne udgivelse, har bidraget med en novelle med en passende titel, Cirklen. Det handler om en “cirkel” på en planet der undersøges af en gruppe forskere, ledet af en der kaldes Don Eddy. Det er vist et langt metafor for noget andet, der vist ingen grund er til at kommentere videre på.

Derefter har Kenneth Krabat 5 linjer under titlen “epilogi”, og det kan man jo dårligt give et resume af.

Richard Ipsens Kodriverens år handler om to hackere der af IT-ministeriet bliver pålagt at forsvare Danmark mod et form for virtuelt angreb mod nationen. Meget anderledes end Ipsens første novellen i udgivelsen, men efter min mening mere interessant.

Den længste novelle i udgivelsen Gaden, hvor jeg råbte dit navn af H.H. Løyche fortæller om en fremtid hvor man har forsøgt at løse den globale opvarmning med atomsprængninger og vulkanudbrud, men med katastrofale følger. Verden styres også af intelligente robotter, og de få procent mennesker der er tilbage får mindre og mindre indflydelse. Det er næsten for omfangsrigt til kun at være i novelle og jeg kunne da egentlig tænke mig den verden udforsket i en roman. Hermed en lille opfordring til forfatteren :-)

Den sidste novelle er af Jens Blendstrup og hedder Stjerner og lærketræer, og handler om det titlen antyder, på en finurlig måde.

Konklusionen må blive at Cirkler er en udgivelse med noveller af høj kvalitet. Ingen deciderede dårlige noveller, og de er alle meget forskellige hvad angår form og indhold. Både meget eksperimenterede og mere traditionelle gode historier. Og til 98kr kan det kun anbefales. Vil også lige for god ordens skyld linke til Janus’ fine anmeldelse af bogen på Scifisiden.

Og lidt off-topic kan jeg nævne jeg også netop har anmeldt Paul Grahams bog Hackers & Painters.

Greg Mandel er en tidligere soldat, der nu lever af at være en hård privat detektiv, hvor han gør flittigt brug af diverse kybernetiske implanter, han har fået i militæret, der gør ham i stand til at se andres følelsesmæssige reaktioner, fx om de lyver. Han bliver hyret af en døende milliardær til at rydde lidt op inden firmaet overgives til barnebarnet, men det bliver hurtigt mere omfattende end som så, da milliardærens firma er tæt på at kunne annoncere en revolutionerende måde at skabe ren energi på, og hans gamle rival får store modplaner.

Det kommer der en effektiv spændingshistorie ud af, med stærke og karakteristiske personligheder, som jeg da håber går igen i de andre Greg Mandel bøger. Det er noget mere jordnært og langt mindre omfattende end Hamiltons senere space operaer, men det er stadig en spændende verden det foregår i. Vi får ikke så mange detaljer at vide, men må selv stykke det sammen fra brudstykker hist og her. Den globale opvarmning har fundet sted med store oversømmelser til følge. England, hvor historien udspiller sig, er ved at komme sig over noget der ligner en politisk katastrofe med et parti under navnet PSP. Vi får ikke meget at vide, andet end at det skulle være yderst venstreorienteret og Mandel har været stor oprører dengang de sad ved magten.

Selvom bogen er 14 år gammel, er den ikke helt forældet, omend der er et par ting som at fladskærme bliver fremstillet som noget meget specielt, der i dag virker lidt pudsige. Og flere af hans ideer derfra er da gået igen i hans senere bøger. En form for Greg Mandel type, og hans soldatervenner, synes jeg på en eller anden måde optræder i hans senere værker. Samt den klassiske detektivhistorie og actionscener med voldsomme våben som taget ud af et Quake spil, også optræder som sideplots senere hen.

Nu skal alle de politiske forberedelser og overvejelser der blev gjort i Green Mars før revolutionen føres ud i praksis. Med etablering af forskellige råd, ministerier, en præsident og en domstol, og hvordan disse skal fungere og hvordan deres magtforhold bliver. Dette kunne måske lyde kedeligt i nogens ører, og det ville det sikkert også være, hvis det altså ikke foregik på Mars. Det der gør det interessant er jo at det hele bliver sat i en ny ramme der er anderledes end på Jorden, da samfundet på Mars er skruet helt anderledes sammen, de har helt andre ting at forholde sig til. Terraformning fylder fx stadig meget det politiske og et forhold til Jorden skal der også arbejdes på. Det fylder ca. første halvdel af bogen, hvor den slår over i mere personlige skildringer hvor vi følger nogle udvalgte hovedpersoner i nogle vigtige øjeblikke i deres liv. Via dette får vi et bedre indtryk af hvor unikt og anderledes samfundet på Mars er ved at blive og i hvor stor grad det påvirker de mennesker der vokser op. Til tider må jeg sige disse afsnit kan blive noget langtrukne, med side på side uden dialog, men blot endeløse personlige tanker, som vel nok giver et godt indtryk af hvordan Mars påvirker folk, men det kunne godt være gjort lidt kortere.
Henimod slutningen hvor årstallet er ved at være oppe omkring 2200 tager koloniseringen af solsystemet rigtig fat, med kolonier på både Merkur og Venus, en masse asteroider og månerne omkring Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Disse kolonier snuser vi også lidt til, og får sat det i relation til Mars og Jorden, som nu står som de gamle kæmpeplaneter der har deres stridigheder om befolkningsproblemer, alt imens nye pionerere forsøger at starte på en ny måde andetsteds i solsystemet. Man må også sige det for alvor er i denne sidste bog at man ligger mærke til at det er hård science fiction, og ikke bare en relativ nutidig udlægning af hvordan man kunne bosætte sig på Mars. Teknologien har taget godt fat i denne bog, og som noget ekstra interessant hører vi også om hvad der sker i den videnskabelige verden, hvor videnskabsfolk er ved at få en næsten komplet forståelse af strengteori og er ved at gå ind i ny videnskabelig æra på lige fod med den måde relativitetsteorien satte en ny æra i gang.
I modsætning til de to foregående, ender Blue Mars ikke i et så voldsomt politisk drama, men er på mange måder en afsluttende bog. Den sætter ikke punktum for noget som sådan, men slutter ligesom koloniseringen af Mars til at man nu skal tænke på den menneskelige civilisation som er spredt udover hele solsystemet, hvor Mars blot er en planet ud af flere og livet kan gå sin gang der.

Trilogien som helhed strækker sig over omkring 200 år, hvilket gør det meget interessant at læse hvodan man i første bog hører om forventinger til fremtiden og så senere hen kan se hvad der så rent faktisk skete og følge personernes reflektering over fortiden. Det giver et meget komplet billede hvor både forventinger, realiteter og fortrydelser er med i et og samme værk. Og selvom hovedtemaet og pointen med værket selvfølgelig er menneskets første skridt mod andre planeter og at det er noget man seriøst bør overveje i henhold til overbefolkningen og at vi kommer til at leve længere og længere, tager Robinson også meget andet op som belyses igennem de meget forskellige hovedpersoner vi følger igennem bøgerne, hvor især den personlige udvikling med at blive sat til at leve et nyt liv i nye omgivelser bliver vendt og drejet.
Meget litteratur inden for især space opera finder sted flere hundrede år i fremtiden hvor menneskeheden for længst har koloniseret flere planeter og stjernesystemer, hvor denne trilogi så fint kunne fungere som indledningen til et sådant univers, ved at vise at man ikke “bare” lige flytter til en anden planet og begynder at bo der og tro at alt kan være som det plejer. Den største udfordring ved kolonisering af rummet er nok ikke de teknologiske, men de sociale- og samfundsmæssige, mener Robinson.

En lang triologi der er godt skrevet, men også svær læsning, for man skal ikke forvente spænding fra start til slut og ej heller noget større mystisk plot der skal slutte i en astronomisk episk afslutning. Det er personlige, sociale og politiske intriger og udvikling man kommer til at læse meget af.

Green Mars følger op på Red Mars ca. 40 år efter hvor de første generationer født på Mars er vokset op, og planeten går en ny tid i møde. De er så småt ved at komme på benene igen efter den voldsomme krig i 2061, men de resterende af de første 100 kolonister lever nu i skjul i undergrunden mens transnationale selskaber mere og mere er ved at overtage planeten.

Hvor Red Mars startede ud med at være meget videnskabelig og gå mere over i det politiske, er disse elementer nu mere blandede. Terraformning er blevet et politisk og kommercielt projekt, og der skildres mange holdninger og dagsordener fra både videnskabsmænd og transnationale firmaer. Nu er debatten ikke kun om man skal terraforme Mars eller ej, men også om man først skal satse på at få så meget varme som muligt – på bekostning af meget kuldioxid i atmosfæren og dermed ikke i første omgang en atmosfære dyr og mennesker kan leve i, eller om man først og fremmest skal arbejde på at få en atmosfære man kan leve og ånde i og så blot må acceptere noget koldere temperaturer. Igen viser Robinson sin evne til at belyse en problemstilling fra mange vinkler, hvor det ikke bare er sort/hvidt.
Hvor Robinsons lidt venstreorienterede holdninger lurede lidt under overfladen i Red Mars, kommer de nu langt mere klart til udtryk, da store dele af bogen handler om grundlæggelsen af et nyt samfund på Mars og dermed hele processen i udvælgelsen af det politiske system, det økonomiske system, frihedsrettigheder osv., som ender med at være baseret på noget der minder ingen privat ejendomsret, en økonomi der prøver at være modsat markedsøkonomi, men også almindelige menneskerettigheder bliver fastsat. Det er i “undergrunden” dette foregår hvor de forskellige parter mødes og prøver at tænke nyt og se fordele i at arbejde sammen mod det samme mål er et frit veletableret Mars, fremfor at arbejde mod hinanden uorganiseret som ved sidste revolutionsforsøg i 2061.
De er dog stadig meget splittede på flere områder. Der er stadig nogen der ikke mener Mars skal terraformes, nogen ser en voldelig revolution som den eneste udvej mens andre vil gå mere fredeligt til værks, og endelig er der uenighed om forhold til jorden, om man skal isolere sig eller samarbejde. I dette får vi en interessant skildring af de generationer der er født på Mars, som bliver fremstillet som nærmest arrogante hvad angår jordens problemer og tænker primært på at sikre deres egen sikkerhed og eget frie liv på Mars.

Det meste af bogen handler dermed op optakten til endnu en revolution, som først bliver udløst i det sidste kapitel, og så synes jeg lidt at en optakt på 550 sider er lidt lang. Der introduceres mange personer i dybden, som jeg ikke helt kan se hvorfor vi skulle gå igennem så grundigt, men det kan være de får mere betydning i Blue Mars så det giver mere mening. Green Mars lider måske lidt af at være en mellembog i en trilogi, for hele handlingen udspiller sig også i en mellemperiode – efter en mislykket revolution til optakten til en ny omvæltning. Resultatet af dette kommer nok i Blue Mars, men det gør Green Mars som sagt bliver noget langtrukken, og den kunne måske godt have været i hvert fald kortere, medmindre sammenhængen til sidste bog i trilogien forsvarer det jeg synes var lidt overflødigt. Det var også mit indtryk at der var langt mindre dialog i den, hvilket også gjorde den lidt tungere at komme igennem. Det skal dog ikke tolkes som at den er direkte dårlig, men man må nok tage den som en nødvendig mellembog der ender med at binde hele trilogien sammen (håber jeg da på) og i sig selv dermed virker noget ukomplet.

Bogen starter dermed med at være meget teknisk og videnskabelig orienteret, hvor vi følger kolonisternes problemer med at etablere en base på Mars, hvordan de skaffer vand og energi, samt en masse overvejelser over hvordan man kan terraforme Mars til at skabe en menneskelig atmosfære. Derefter udvikler historien sig i en mere politisk retning, og det hele ender i en voldsom og blodig revolution. Selvfølgelig krydret med personlige intriger, romantik, had og mest af alt stor uenighed om Mars’ fremtid, da ikke alle er lige begejstret for at terraforme Mars, men så gerne planeten forblev som den var og ikke blev ødelagt af mennesker. Her er det for alvor Robinsons politiske holdninger lidt kommer frem, og dem som måske kender til hans andre bøger vil vide at de alle indeholder en kritik af den menneskelige ødelæggelse af miljøet. Dog er det på ingen måde entydigt, for vi får mange vinkler og gode argumenter belyst. En anden pointe han tager fat på er om menneskeheden kan frigøre sig fra sin blodige fortid og prøve at lære af den, eller om vi aldrig bliver klogere og alligevel ender med at ødelægge alt med krig. Konklusionen bliver umiddelbart det sidste. Det politiske i bogen kredser nemlig især om hvordan beboerne på Mars desperat forsøger at skabe et nyt samfund der er frigjort fra jordens kommercielle interesser, men på jorden er der stadig store fattigdomsproblemer, overbefolkning og atomkrig i mellemøsten, så de mener selvfølgelig de har ret til at udnytte de mange resurser der er på Mars. Alt dette bliver kun belyst fra beboerne på Mars, og jeg kunne måske godt have ønsket at vi også fulgte nogle personer på jorden og hvordan de så på Mars, men kan sagtens forstå meningen med at Robinson holder sig til kun at fortælle sin historie set fra Mars af.

Nogen vil måske mene at Robinsons skrivestil er lidt tung i det, med mange tekniske detaljer og til tider lange beskrivelser, og man kan da heller ikke komme udenom at det er meget hård science fiction, men jeg synes nu han rammer en god balance. Vi skifter synsvinkel igennem bogen mellem forskellige personer af de første 100 kolonister, og dermed kommer der vidt forskellige vinkler og beskrivelser af situationen og problemerne. Det kører heller ikke bare derudaf i et ensidigt tempo, men kan skifte mellem at gå helt i detaljer om en enkelt situation for at springe hurtigt måneder eller år frem. Det gør at man som læser flere gange skal prøve at danne sig et indtryk af hvad der er sket af udvikling de år der nu blev sprunget over, så alt bliver ikke serveret kronologisk. Kan også godt lide de metaforer han til tider bruger, såsom

…as if he had walked off a cliff and was trying to argue his way back to ground.

Det giver lige et ekstra pift.

Som helhed virker værket meget gennemarbejdet, og selvom jeg ikke skal kunne sige om de diverse tekniske detaljer er videnskabelige korrekt, så får man i hvert fald det indtryk at forfatteren har undersøgt tingene igennem inden han har brugt dem i sin bog. Den politiske udvikling er ligeledes godt gennemtænkt, hvor han klart viser at fx revolutioner er langt mere komplekse og ustyrlige, da der ikke bare er en oprørsfraktion, men hundredevis der arbejder uafhængigt og mod hinanden, samt at ingen holdning fra nogen part er entydig og at der også er store uenigheder på jorden. Det er ikke bare to parter i hvert sit hjørne, men et utal af forskellige nuancer og meninger. Om det ligefrem bør kaldes realistisk ved jeg ikke, men som tidligere nævnt har Robinson klart en pointe om at selvom man prøver at starte helt forfra på en ny planet, er det svært at frigøre sig fra tidligere tiders historie og hvordan mennesker i årtusinder har opført sig. Selvom det hele lige er krydret på det dramatiske, så virker det nu meget troværdigt.

Trilogien fortsætter jo med Green Mars og derefter Blue Mars, hvilket man nok bør læse også, selvom Red Mars på sin vis godt kan gå for en historie for sig. Jeg ser frem til at gå igang med Green Mars :-)