Søn af Tohubohu 10

Sidste gang Niels Dalgaards fanzine Søn af Tohubohu udkom var til Eurocon 2007, og passende nok blev et nyt nummer udgivet i forbindelse med Eurocon 2011 i Stockholm. Og han starter selvfølgelig med en længere conrep fra Eurocon 2007.

Med det fanniske dækket ind, går Dalgaard videre med at grave en af fortidens glemte pulpforfattere frem. Den yderst produktive Ellis Parker Butler, som vi tidligere har set et par noveller af i Proxima nr. 89, får vi en længere artikel om samt en enkelt novelle.

Novellen hedder Vogn nr. 1297, skrevet i 1903, og handler om de første rigtige flyvemaskiner og hvordan de ændrede verden, men det er egentlig mere en kærlighedshistorie. Ikke ligeså morsom som de to historier trykt i Proxima.

Professor Challengers Bedrifter

Professor Challengers BedrifterArthur Conan Doyle er uden tvivl mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men han har også skabt andre interessante og spændende figurer, som fx Professor Challenger, hvor SFC her har samlet to (kortere) romaner og to noveller med denne extrentiske professor og hans fantastiske opdagelser. Alle historier er skrevet i starten af forrige århundrede.

Den ene roman er Den forsvundne verden og fylder over halvdelen af bogen. Denne roman har været en vis inspiration til Jurassic Park-filmene og ikke mindst bogen af Michael Crichton med samme titel. Her møder vi Professor Challenger for første gang. En tydeligvis gal/genial videnskabsmand med speciale i zoologi, der opfører sig extremt arrogant, nedladende og siger nogen ham imod, eller værst af alt – kalder ham for en løgner, så lader han sig bestemt ikke begrænse til kun verbale øretæver. Historien fortælles dog af journalisten Malone, der ved hjælp af lige dele mod og held (og uheld) får rodet sig ud i at tage med professoren på en ekspedition til sydamerika, der har til formål at bevise professorens påstande om at have fundet et forsvundet isoleret land på en højslette hvor forhistoriske dyr stadig lever – herunder dinosaurere. Med på holdet er også en anden professor der ikke tror på Challenger og en riffelkyndig soldat. Herefter følger et fantastisk eventyr med farlige forhistoriske dyr, vilde indfødte og et styrket kammeratskab i den lille gruppe.
I næste noget kortere historie, Den giftige zone, er det intet mindre end verdens undergang der finder sted. Professor Challenger mener at have fundet ud af at Jorden er på vej ind i en giftig zone i æteren, og æteren derfor bliver forgiftet og alt levende dør som fluer. Gruppen fra før samles hos Challenger hvor de holder sig levende ved hjælp af trykflasker med ilt.
De to sidste noveller er mindre eventyr og mere klassisk pulp. I Opløsningsmaskinen får journalisten Malone til opgave at verificere om en videnskabsmands opfindelse nu også kan hvad være den giver sig ud for, så han allierer sig med Challenger. Det er intet mindre end en teleporteringsmaskine, men som også kan bruges som et frygteligt våben.
I sidste historie, Da verden skreg har Challenger iværksat en udgravning tusinder af kilometer nede i Jorden, fordi Challenger er overbevist om at Jorden er en levende organisme, hvilket han agter at bevise. Hans eksperiment får visse uhedlige konsekvenser.

Det meste af den videnskab der bliver præsenteret her er mildest talt latterlig set med nutidige øjne. Særligt det med æteren og Jorden som en organisme, men det er stadig ordentlig science fiction, fordi tilgangen til det hele er videnskabelig og underbygget (sådan da) med hvad man nu engang havde af viden dengang. Derudover, så er Challenger slet og ret en umådeligt underholdende person at læse om. Hans opførsel gør at man umuligt kan synes om ham, men alligevel må have respekt for hvad han rent faktisk får udrettet. Historierne heri kan appelere til alle og er bestemt ikke begrænset til science fiction fans med forkærlighed for gamle støvede tekster.

The Time Machine

The Time MachineJeg er virkelig blevet glad for Project Gutenberg efter jeg har købt mig en ebogslæser, for der er rigtig mange gamle klassiske værker som man frit kan downloade i et passende format og læse. At læse længere tekster på computeren duer bare ikke. H.G. Wells er naturligvis en af de forfattere hvis værker er godt repræsenteret. The Time Machine fra 1895 var hans første romanudgivelse, dog er dens længde som en kortroman.

Handlingen er ret ligetil. En mand, som blot benævnes som the Time Traveller, har bygget en tidsmaskine, og overfor et selskab, der ligeledes blot beskrives med titler som the Medical Man og the Editor, beretter han om sin rejse mange tusind år ind i fremtiden. Der finder han et meget primitivt folkeslag der lever ganske fredeligt uden at foretage sig ret meget. Han undrer sig over hvordan dette er muligt, og han finder frem til at en hel race af abelignende primitive undermennesker der lever under jorden, holder en hel masse maskineri i gang, der gør det søde liv på overfladen mulig. Han konkluderer at hans tids klassedelte samfund har udviklet sig til to forskellige menneskeracer, begge fastløst til hver deres liv.

Romanens alder slår ikke helt så meget igennem som jeg havde frygtet. Sproget er enkelt og ligefrem, men fortællingen er lidt tung i det, da det hele blot er en lang talestrøm fra denne Time Traveller. Det er en af de klassiske science fiction værker der med rette refereres til ofte, og derfor vel burde læses, men jeg må dog indrømme at jeg ikke synes jeg har fået forfærdelig meget ekstra ud af det, end ved blot at have almindeligt kendskab til historien og dens hovedpointer.

Guld og Ære

Guld og ÆreOtto M. Møllers Guld og Ære fra 1895 er anden bog i udgivelsesrækken fra Science Fiction Cirklen af godt hundrede år gamle danske science fiction værker. Efter min mening den mest vellykkede historie af de fire fra den serie jeg har læst (mangler stadig Himmelskibet). Ligesom med de øvrige romaner med modernisering af sproget og et efterord af Niels Dalgaard.

Bogen følger kemikeren Erik Poulsen og hans opdagelse af hvordan man kan omdanne et andet grundstof til guld. Vi starter med at høre om hans opvækst fra fattige kår, hvor han gennem flittig studie opnår en høj uddannelse indenfor kemi og bliver ansat på en fabrik, hvor han hurtigt bliver velset for sin flittighed. Han opholder sig tit på fabrikkens laboratorium ud på aftenen og blandt arbejderne går et rygte om at han prøver at lave guld. Det var dog ikke tilfældet, men han får alligevel blod på tanden for at prøve, og efter mange ugers hårdt slid, der tærer hårdt på hans forhold til konen, lykkedes det! Men hvad skal man gøre med sådan en opdagelse? Hans største ønske er, at blive husket i historien, men først skal omverdenen jo overbevises om rigtigheden af hans opdagelse. Han gør den fejl at gå til myndighederne med sin opdagelse, der vil have ham til at tie stille, da de med rette advarer ham om hvilke katastrofale økonomiske konsekvenser det vil have, hvis guld bliver gjort værdiløst. Erik Poulsen vil dog ikke høre og prøver lykken i udlandet, men både i Tyskland og i Frankrig bliver han opsøgt af statsoverhovederne, der er blevet bekendt med hans opdagelse og som tilbyder ham alt hvad han måtte ønske sig, hvis han vil overdrage de eksklusive rettigheder til guldhemmeligheden til dem. Han indser det vil være umuligt at få publiceret sin hemmelighed, da myndighederne overvåger alt hvad han foretager sig.

I Dr. Kotin - Livets Herre var videnskabsmanden skildret som genial men kold og kynisk, hvor Erik Poulsen er en mere jordnær godhjertet heltetype. Hans opdagelse bliver mere skildret som et resultat af hårdt flid end egentlig genialitet, og hans motivation var ikke uendelig rigdom men blot videnskabelig anerkendelse for eftertiden. I løbet af historien træder han dog også i karakter som en mere klassisk helt, der ofrer sig for sine idealer og sine kammerater. Udover personskildringen af Erik Poulsen, har romanen to andre facetter – det videnskabelige og det samfundsmæssige. Selvom vi i dag ved at dele af den brugte videnskab, særligt teorien om atomets opbygning, ikke holder, virker den kemiske ide bag relativt plausibel og velbeskrevet. Og hvad der særligt står frem ved denne roman, som i modsætning til de fleste andre klassiske science fiction værker fra den tid der primært brugte videnskablige ideer til at forestille sig spændende eventyr, så tager Guld og Ære også de samfundsmæssige og navnlig økonomiske konsekvenser i betragtning. Vel nok kun i store brede træk, hvor en moderne forfatter nok havde brugt mere tid på den del af historien, men det giver en god indre sammenhæng i fortællingen.
Den er letlæst, spændende – ja der optræder indtil flere “action”-scener, og også tankevækkende i dag med den nuværende økonomiske situation, hvor de mest sortseende amerikanske økonomer jo opfordrer folk til at sætte deres værdier i guld fremfor rede penge.

Proxima nr. 88

Proxima nr. 88En kende forsinket er efterårsnummeret for 2008 af Proxima udkommet, men den sædvanlige gode blanding af artikler, noveller og anmeldelser er altid værd at vente på.

Niels Dalgaard åbner op med at skrive med om fremtidshistorier eller “future history” – en type science fiction der bedst defineres ved en række historier der til sammen skaber en større sammenhængende tidslinje. Der er ekstreme eksempler som Stapledons Last and First Men der omhandler hele universets fremtidige skæbne, og selvfølgelig klassiske velkendte eksempler fra Asimov og Heinlein. Et næsten gennemgående træk ved disse typer af historier er, at de oftest involverer menneskets kolonisering af rummet.
Derefter har Lise Andreasen studeret to novelleantologier med temaet tidsrejser, for at kategorisere tidsrejsefortællingen efter hensigten med rejsen. Som det viser sig, er der langt flere varianter end den velkendte med den geniale videnskabsmand der bare er nysgerrig på hvordan fortiden eller fremtiden ser ud.
I Rob Lathams artikel Sextrapolation i science fiction under den nye bølger bliver der grundigt set på det bizarre forhold science fiction forfattere var underlagt for årtier tilbage, hvor de gladeligt kunne skrive om hele galakser, men endelig ikke for meget om de mest naturlige menneskelige drifter, grundet censur fra redaktørerne. Senere hen da sex ikke var så meget et tabu mere, kom der så til gengæld en masse elendige historier der blot var porno i science fiction forklædning, som ikke tilbragte genren meget nyt.

Af noveller har Niels Dalgaard fundet to ældre sager frem. Først en Stanley G. Weinbaum novelle fra 1935 om en doktor der opfinder et vidunderserum, der på få dage giver en tuberkuloseramt pige livet tilbage. Serumet virker ved at forbedre kroppens tilpasningsevne, men det viser sig at virke lidt for godt. En rigtig pulpet og underholdende historie.
Den anden novelle er noget af en sjældenhed. En amerikansk kvindeutopisk novelle fra 1869, af den ellers ukendte Elizabeth T. Corbett, der så vidt vides aldrig har været genudgivet siden. En kvinde besøger sin veninde Laura der bor i Utopia. Et samfund hvor mænd og kvinder er fuldstændigt ligeværdige (sådan da), og alle er glade og tilfredse. I dag er historien nok kun interessant for sin historiske værdi.

Af anmeldelser finder man blandt andet Carl-Eddy Skovgaards anmeldelse af Lars A.R. Stenders Øjne, og som man vil kunne se i min kommende anmeldelse af den, er jeg enig med Carl-Eddy i at den mest af alt er en amerikansk sci-fi thriller i dansk bogform henvendt til større drenge. Jeg er dog (stadig) rørende uenig med Lise Andreasens udlægning af Iain M. Banks’ Culture-roman Matter, som jeg slet ikke mener man kan klassificere som en ren krigsroman. Man kan også finde min anmeldelse af Eric Browns Kéthani.

Novum nr. 89

Novum nr. 89Sommerens nummer af Novum er dumpet ind og denne gang med materiale fra både Dancon og Fantasticon. Omslaget er denne gang med en ny science fiction grafiker, tyske Wolfgang Sigl, der også vil blive brugt til fremtidige udgivelser af SFC. Carl-Eddy Skovgaard giver en kort introduktion af ham.

Litteraskopet af Niels Dalgaard ser igen tilbage på ur science fiction, denne gang er det George Griffiths krigsromaner The Angel of the Revolution, Olga Romanoff og The Outlaws of the Air der behandles. Niels Dalgaards foredrag fra Dancon Rødder og grene om den danske ur science fiction og SFCs genudgivelser af udvalgte romaner, er også trykt i nummeret og bør læses af alle der ikke deltog i Dancon, men kan også sagtens genlæses.
Udover min egen conrep fra Fantasticon i år er et interview med Niels Brunse af Jesper Rugård foretaget på conen bragt, og det er egentlig mere en samtale mellem de to og publikum end et egentlig interview.
Knud Larn er nu oppe på nummer fem i sin klumme Inde fra papkasseriget, der denne gang ikke handler om papir, men om gamle sjældne udgivelser udgivet digitalt på cd-rom. En glimrende tilgang til muligheden for, at kunne læse sjældne værker, uden at skulle betale hundredevis af dollars for at få en original, der alligevel mister sin værdi hvis man forsøger at læse den.
En enkelt kort novelle af Manfred Christiansen er det blevet til. Rasmus, en for mig uforståelig historie om planter.

Dommens Dag

Dommens DagI dag for hundrede år siden udkom en dansk fremtidskrigsroman med titlen Dommens Dag. Den blev trykt i adskillige oplag og vakte stor debat, og først mange år senere kom det frem at den var skrevet af Karl Larsen. Nu hundrede år senere har Science Fiction Cirklen genudgivet romanen med moderniseret retskrivning og efterord af Niels Dalgaard.

Den handler i al sin enkelhed om at Danmark på ingen tid bliver besat af Tyskland, som led i deres fortstående krig mod England. Og skylden bliver lagt på Danmarks slappe forsvarspolitik. Denne form med via fiktion at argumentere for, at hvis landet ikke opruster sit militær, så kommer tyskerne, har været brugt af andre af tidens fremtidskrigsforfattere, og det er selvsagt at Dommens Dag ikke har de store litterære kvaliteter, når det basalt er militærpolitisk argumentation forklædt som fiktion. Alligevel er den dog mere spændende at læse end lange militærstrategiske opremsninger ville være, da Karl Larsen trods alt er forfatter og ikke militærmand.
Der er ingen egentlig hovedpersoner, men derimod debatter og taler med danske politikere, hvor den danske neutralitetspolitik diskuteres, og samtaler mellem tyske officerer hvor de latterliggører Danmarks forsvar, og derigennem kommer med argumentionen for hvorfor Danmark bør opruste sig militært. Efter disse dele kommer den egentlige handling: besættelsen af København. Det sker mellem kl. 3 og 4 om natten, og det hele er overstået på kort tid uden tab af menneskeliv. Så slemt står det åbenbart til med byens forsvar.

Dommens Dag er nok mest interessant læst i en historisk kontekst, hvor de andre romaner i SFCs “serie” af gamle danske science fiction romaner, har mere at byde på litterært og hvad angår plot. Men Dalgaards efterord gør den alligevel til interessant læsning. Den rammer stadig et eller andet typisk “dansk”, med vores forsøg på en neutral forsvarspolitik og vores position som et lille land i en stor verden. Men der er også andre elementer end det militærpolitiske i romanen, herunder en satirisk kommentar til nyhedsformidlingen, hvor alle landets aviser rydder deres indhold for at skrive om en afdød digter, mens statens udenlandslån på 40 millioner kroner går næsten ubemærket hen. Det får en til at tænke på disse dage, hvor medierne forvirrer sig selv med om de skal fortælle om dansk deltagelse i melodigrandprixet eller om det royale bryllup, mens strejkekonflikten stadig ikke er kommet nogenvegne.
Dommens Dag er en lille sag på kun 90 sider og dermed mindre end selv et nummer af Proxima, og det bliver nok et særtilfælde at udgive sådan en tynd bog, men med en pris af kun 99kr og lidt under 80kr for medlemmer, er den værd at overveje.

Dr. Kotin – Livets Herre

Dr Kotin - Livets HerreDette er den tredje udgivelse fra SFC med rigtig gammelt dansk science fiction. Denne roman, skrevet af Vilhelm Riegels, blev første gang bragt som føljeton i Ekstra Bladet i 1921 og er aldrig blevet udgivet igen siden. Niels Dalgaard har stået for modernisering til dansk retskrivning.

Historien er fortalt af en ung læge, hvis personkarakteristik er ligeså ordinær og kedelig som hans navn – John Smith, der skildrer hans møde med den mystiske Dr. Kotin. Han bliver hans assistent og bliver trukket ind i Kotins bizarre verden med eksperimenter inden for transplantationer mellem mennesker og dyr, gensplejsning og helt uanede måder at genoplive døde folk på. John Smith selv er meget lidt aktiv i historien og fungerer mest som den spørgende person der giver Kotin mulighed for at forklare sin videnskab, så vi som læsere har noget at følge med i. Den interessante person er selvfølgelig Dr. Kotin, der hverken kan beskrives som god eller ond, men blot står uden for normal menneskelig moral og følelser, hvilket gør hans forsøg temmelig bizarre. Han fremstilles som et overmenneske, både i intelligens og i fysik. Han mestrer således næsten alle former for videnskab og lever som en mand på 40 selvom han er op imod de 100.

Man må beundre Riegels sans for at sætte datidens videnskab ind i en etisk debat om menneskets udvikling og hvor grænsen for videnskab går, der belyses i Dalgaards efterord, men som historie mangler romanen desværre en del. Der sker egentlig ikke ret meget. Jeg vil næsten sige det er 120 siders introduktion, 30 siders handling og 10 siders afslutning. Der er en del lange forklarende passager hvor Kotin fortæller om sig selv og sin videnskab, og resten er fyldt ud med Smiths kærlighedstanker om Kotins unge niece – Edith. Det gør den bestemt ikke kedelig, for Kotin er bestemt en yderst interessant person, men jeg vil nu hellere anbefale “Nordpolens Hemmelighed” fremfor denne, hvis man vil prøve at læse noget af dette glemte gamle danske science fiction. Guld og Ære har jeg stadig til gode.

Paris i det 20. århundrede

Paris i det 20. århundredeSom så mange andre drenge har jeg som barn selvfølgelig stiftet bekendtskab med Jules Vernes kendte værker som Rejsen til Månen og Jorden rundt på 80 dage, men denne her som Azur-læseklubben har sat på, er noget ganske andet. Oprindeligt er Paris i det 20. århundrede fra 1863, men den blev aldrig udgivet på Vernes tid. Den blev fundet og udgivet i 1994. Det er en pessimistisk dystopi om Paris i år 1960, som umiddelbart tyder på en stærk mistro til kapitalismen fra Vernes side.

Vi følger en ung litterær mand ved navn Michel Dufrénoy, som bliver forfærdet over at opdage at i nutidens Paris, og verden, er der ikke plads til litterære digtere som ham. Forrige århundredes store navne inden for alle kunstarter er blevet glemt, og det eneste der er tilbage i verden er videnskab, teknik, maskiner, finanser og det kapitalistiske marked. Selv den musik, litteratur og skuespil der er tilbage, skal handle om kemiske eksperimenter, valutaomregninger eller tandhjul. Michel finder dog mere eller mindre tilfældigt frem til en lille gruppe af Paris’ undergrund, som stadig har sans for den klassiske kunst og får sig nogle gode venskaber derfra.

En egentlig handling eller plot er ikke til at redegøre for, da det er nærmest ikke eksisterende, hvilket nok er denne romans største problem. Den er svær at blive grebet af som helhed, mens enkelte passager kan være fornøjelig læsning af og til. Verne lader heller ikke Michels oplevelser fortælle nogen historie eller noget om den fremtidsverden han skildrer. Vi får det hele at vide igennem samtaler Michel har med andre, hvilket meget ofte er formuleret som en uendelig strøm af pessimistisk brok og nostalgi over bedre gamle tider. Hverken læseren eller Michel oplever denne fremtidsversion af Paris på egen hånd, men får det fortalt gennem andre. Det synes jeg ikke er en særlig god måde at fortælle om fremtiden på. Det skal opleves af en hovedperson, som får sig nogle indtryk sammen med læseren.

Det der så lyser op i romanen som helhed er nogle fabelagtige samtaler Michel har med andre fra dette undergrunds kunstermiljø. Dette gælder især kapitel VII og VIII, som har en yderst morsom dialog og bizarre anekdoter om musik og litteratur. Et par gode citater fra især Michels gode ven, Quinsonnas, er der selvfølgelig også hist og her i bogen, men det er desværre kun i brudstykker og for det meste må jeg indrømme det var ualmindelig kedelig læsning. Ikke pga. de pessimistiske ideer Verne har om fremtiden, men fordi den måde de bliver fortalt på, gør det umuligt som læser at engagere sig i og blive grebet af bogens univers.

Generelt er Verne jo blevet hædret meget for sine ufatteligt præcist forudsigelser om hvad der er vores nutid, og det er der også masser af i Paris i det 20. århundrede, men jeg synes det er synd hvis det er præcisionen af fremtidsprofetier der skal gøres til kvalitetskriterium for god science fiction. Der skal altså også være en sammenhængende god historie der på et eller andet plan fanger læseren.
Så al respekt til Vernes samlede forfatterskab, men jeg anser nok mest Paris i det 20. århundrede interessant for dets historiske kontekst og mindre for dens kvalitet som almindelig roman.

Søn af Tohubohu 9

Dagen derpå! Som studerende har man det dejlige privilegium at have en masse fridage, og det var tiltrængt efter sådan en tætpakket weekend. Formiddagen blev blandt andet brugt på at læse Niels Dalgaards nyeste nummer af hans fanzine Søn af Tohubohu, som han har udgivet siden 1981. Udgivelsesfrekvensen er ikke så høj som det kan ses. Det blev uddelt af Niels selv på Eurocon, så den eneste måde at få dette på er ved at engagere sig aktivt i dansk fandom. Det kan ikke købes for penge, som der står i forordet.

I Bidrag til fanmarkshistorien 2 beretter Niels Dalgaard om sit første møde med en science fiction festival. En der fandt sted i 1975 og arrangeret af den dengang nystartede Science Fiction Cirklen. For mit vedkommende var dette specielt interessant at læse om da Dalgaard var på min alder og hans indtryk fra en festival, da jeg kan genkende meget af det han skriver hos mig selv, fra henholdsvis sidste års Fantasticon og ikke mindst weekendens Eurocon.

Derudover ser han også på gamle danske science fiction forfattere som fik noveller bragt i aviser og magasiner for et halvt århundrede siden, for selvom de måske ikke ellers er blevet udgivet, blev deres historier jo alligevel læst af mange, og er dermed relevant for genrens udvikling.

Tilmed har han trykt to rigtig gamle danske noveller med unavngivne forfattere, Tyvejagten og Fremtids-Mennesket fortæller, fra henholdsvis 1923 og 1917 trykt i den tids aviser. Tyvejagten giver næsten associationer til moderne politi tv-serier, mens Fremtids-Mennesket fortæller forudsiger europas forenede stater og en ødelæggende krig 150 år ude i fremtiden, hvilket bliver til år 2072. Gamle danske science fiction historier med næsten et århundrede bag sig kan bestemt være interessante at læse i dag, og så er det jo godt at nogen gider at hive dem frem fra arkiverne.