“Second Foundation” er den sidste bog i Asimovs oprindelige Foundation-trilogi. Og hvor jeg har været lidt tilbageholden med min begejstring til de to foregående, så løfter denne sig markant over dem og gør det det hele værd.

Udgangspunktet er ganske enkelt den intensive søgen efter “the Second Foundation”, første del med The Mule og anden del med “the Foundationers”, som er den mest interessante. The Mule er død af alderdom, men resterne af hans store imperium truer stadig “the Foundation”, men søgen efter “the Second Foundation” fortsætter. Den skulle være i “the other end of the galaxy”, men hvor er den anden ende af en ellipseformet galakse? En interessant person introduceres i historien, Arkady Darell, en kvik 14 årig pige, der overhører hendes fars planer om at finde “the Second Foundation” og tager selv af sted. Hun ender med at spille en stor rolle, større end hun selv er klar over. Hun er en rigtig velskrevet pigehelt og vel egentlig et ganske tidligt eksempel på en sådanne i science fiction litteraturen.

Ved de to andre bøger har jeg kritiseret de alenlange samtaler der blot omtaler begivenhedernes gang. Dette er der langt mindre af i Second Foundation. Nu sker der en hel masse her og nu, hvilket gør det hele både mere spændrende og mindre forudsigeligt. Igen, slutningen gør klart det hele værd.

Man kan undre sig over at jeg først nu er gået i gang med fortsættelserne til den første “Foundation”, men så spændende var den heller ikke, men Foundation and Empire greb mig dog noget mere.

Vi er nu adskillige hundrede år senere end den første Foundation og imperiet er godt på vej til at falde sammen, som forudsagt af Hari Seldon. I første del, kaldet The General, følger man generalen Bel Riose og hans forsøg på at angribe “the Foundation”, som nu har etableret sig ganske solidt i en række systemer. Men kejseren af imperiet føler sig truet af den meget dygtige general og får ham henrettet. Dermed blev Hari Seldons psykohistoriske teori bevist. En stærk general fra imperiet vil aldrig kunne få lov til at true “the Foundation”, fordi imperiets kejser ikke vil miste sin magt. Men psykohistorien kunne ikke forudsige at et enkelt individ kunne gøre en forskel, da hele videnskaben kun bygger på generelle tendenser i menneskets historie, hvor enkeltpersoner anses som ligegyldige. Derfor kunne Hari Seldon ikke forudsige The Mule, der udgør bogens anden del. The Mule er en mutant med en slags telepatiske kræfter der gør, at han kan kontrollere andre menneskers følelser. Det er jo yderst effektivt hvis man vil overtage magten over en planet og The Mule får snart magten over det meste af galaksen. Der går dog rygter om at Hari Seldon også oprettede en Second Foundation i den anden ende af galaksen, og den søger en gruppe Foundationers og The Mule at finde koordinaterne til.

Som nævnt var denne mere spændende end Foundation, men jeg synes stadig det er trættende, at historien næsten hele vejen igennem er bygget op af endeløse samtaler (omend ganske velskrevne), hvor verdens gang omtales. Vi ser ikke tingene sket, men kun omtalt. Alt sker dermed i datid. Ligeledes savner jeg noget dybde og noget mere håndgribeligt omkring særligt imperiet. Man får bare at vide at det engang var magtfuld og nu er på vej tilbage, men intet om hvordan eller hvorfor det sker. Ikke noget der giver en fornemmelse af hvad dette imperium egentlig er og hvordan det fungerer. Men jeg er straks gået i gang med Second Foundation, for det er da godt nok noget af en åben slutning her!