Kéthani

KethaniEric Brown er i de sidste par år udkommet flere gange på det nye forlag Solaris Books og en space opera trilogi er på vej. Kéthani er fra 2008 og er en samling tidligere udgivede noveller samlet til en roman. Det er en first contact historie skildret gennem almindelige menneskers hverdag.

I en nær fremtid bliver Jorden besøgt af venligtsindede rumvæsener, der går under navnet Kéthani. De kommer med en gave til menneskeheden. Et implantat der giver evigt liv. På få år har det store flertal taget imod gaven, men der er selvfølgelig dem der nægter, særligt religiøse grupper. Hvert kapitel, eller novelle, er en lille historie om et par almindelige menneskers liv efter the Kéthani kom med deres gave. Alle kender hindanden fra en bar hvor de mødes hver tirsdag og hver historie er adskilt af et kort “interlude”; en tape-løsning der forsøger at klistre historierne sammen til en roman.
Det er der selvsagt flere problemer med. For det første skal hele baggrundshistorien med the Kéthani og deres udødelighedsgave, og de samme personers livshistorie etableres hver gang. Det hjælper heller ikke på det, at disse “interludes” også introducerer logiske fejl. I en af historierne er der en mand der får nogle sandheder at vide om the Kéthani, da han efterforsker en mordsag, men hans erindring af hændelsen bliver slettet bagefter. Som enkeltstående novelle kunne det fint hænge sammen, men ikke når det i romanformen fremstilles som, at manden selv fortæller historien over et krus øl. Det største problem er dog, at historierne er så ens og har de samme pointer, at romanen bliver en lang gentagelse. Formen er næsten hver gang den samme. En lang opbygning til at en person skal dø. Enten har personen fået implantatet og vender derfor tilbage til livet, eller også dør personen, og de efterladte begræder den afdødes skepsis overfor the Kéthani. Variationen i historierne er ikke meget mere interessant, end at indpakningen er forudsigelige kærlighedsromancer eller krimiplots man har set før. Selvom der skulle ligge forskellige menneskeskæbner bag hver fortælling, nuancerer Brown aldrig sit indhold eller fortællestilen. Den er ligefrem, dialogen utroværdig og tydeligt karikeret af Brown, til at fortælle læseren hvad hans pointer med romanen er, og ikke noget der giver figurerne liv.
Disse pointer er ting som; at de fleste mennesker accepterer gaven med udødelighed, mens de stærkt religiøse er skeptiske og udråber the Kéthani til djævle, at antallet af mord logisk nok falder, at mennesket ikke længere frygter døden og nogen begår endda selvmord for at få genopstandelsesoplevelsen med det samme. Det helt centrale budskab, der også står på bagsiden af bogen, er at der skulle en fremmed race til at give mennesket dets menneskelighed tilbage. For dem der dør, hvor deres bevidsthed sendes op til Kéthani-moderskibet og efter seks måneder kommer de tilbage i en klonet krop, bliver deres personlighed som skabt på ny i en forbedret udgave. Kriminelle og ondskabsfulde mennesker vender tilbage som gode mennesker der har lagt deres fortid bag sig, og alle har tilsyneladende en trang til at rejse ud blandt stjernene for at sprede Kéthani-filosofien til resten af galaksen.

Det er bare synd at Brown er så ensidig hele vejen igennem, for der er ellers mange muligheder i denne form for kontakt med rumvæsener. Mest af alt mangler man noget mere substans på the Kéthani og ikke mindst deres motiver. En anden skepsis end den der kort nævnes fra religiøse fanatikere, mod det at man vender tilbage med en ny og “forbedret” personlighed, kunne også have nuanceret pointerne mere. Og bare lidt lommefilosofi om hvad det vil sige at være menneskelig, kunne også være tiltrængt. Problemet er ikke kun pointerne, men også at læseren har fattet dem alle og hele Browns budskab efter de første par historier, og resten er blot forudsigelig gentagelse i mindre variationer.
Han havde nok sluppet bedre fra det, hvis denne samling var solgt med en rigtig etiket, nemlig en samling noveller sat i samme univers og med samme tema, og ikke dette juks med at lappe det sammen til en roman.

Analog, July/August 2008

Analog, July/August 2008“Analog Science Fiction and Fact” er et amerikansk science fiction magasin med rødder tilbage til 1930′erne og havde i adskillige årtier John W. Campbell, Jr. som redaktør. Det udgives i dag af Dell Magazines der også udgiver “Asimov’s”. De to blades fysiske fremtoning er også meget ens, dog med den forskel at Analog har to spalter på deres sider, mens Asimov’s fylder hele siden ud. Årsagen til denne forskel har jeg ikke kunne finde svar på.
Det er ikke meget godt jeg har hørt om Analog, der skulle være berygtet for at fokusere mere videnskabelig korrekthed end gode historier. Jeg kender ingen af forfatterne i dette nummer og har aldrig set en novelle derfra i de opsamlingsantologier jeg har stødt på, Desværre bekræftede læsningen af dette 240 siders lange dobbeltnummer anelserne. Godt jeg kun har købt et enkelt nummer af bladet.

Udover første del af en serialiseret historie af David R. Palmer, som jeg blot har sprunget over, er der i alt fem noveller, tre novelettes og en novella, samt et par artikler.

Carl Frederik skitserer de nyeste teorier indenfor kosmologi op i artiklen The Challenge of the Anthropic Universe der samtidig fungere som en slags introduktion til hans novelle The Exoanthropic Universe, hvori en matematiker arbejder sammen med en gruppe fysikere på, at dekode et signal der angiveligt stammer fra intelligente væsener fra et univers med fire rumdimensioner. Matematikeren er religiøs og en heftig diskussion om tro flettes, ikke særlig elegant, ind i novellen. Carl Frederik virker mere optaget af teoretiske ideer om universets udformning, end af at fortælle en interessant historie.

En af nummerets mest interessante noveller er Sand and Iron af Michael F. Flynn. I en fjern fremtid bliver noget der ligner et “prehuman” museum fundet, hvilket vækker stor forundring. En “pulp”-agtig historie, der dog savner et plot. Senere fandt jeg så ud af, at det faktisk er en del af en roman, hvilket jo forklarer de mangler.

Religion er hovedtemaet i Bond Elams A Plethora of Truth, hvor en evangelist starter et direkte tv-program med en direkte hotline til gud og seerne kan så ringe ind med spørgsmål. En rival går til modangreb, ved at bevise at tv-værten mangler genet for at have en sjæl. Til sidst må “god himself” bryde ind og stoppe stridigheden. En fuldkommen tåbelig historie, og jeg ikke ved om det er bedst at forsøge at den seriøst eller se den som satirisk.

Der er mere substans i Juliette Wades Let the Word Take Me, der ser på problemet med at kommunikere med rumvæsener efter man har fået den første kontakt. Løsningen er ikke altid at gå via lingvistik.

En kort novelle af Jerry Oltion, Outside the Box, er i indholdsfortegnelsen placeret i en kategori for sig – Probability Zero. En ung mand stjæler en rumdragt, for at se den rumstation han lever på udefra. Han ved godt det er ulovligt, men havde dog ikke ventet den straf der kommer. Pointen er en relevant, omend før set, politisk nutidig kommentar til terrorbekæmpelsens konsekvenser.

Et af de sjovere indslag er Junkie af Maya Kaathryn Bohnhoff, hvor en trekkie overser en “first contact”, fordi deres rumskib ligner en af hans mange modelskibe. Og så har jeg vist allerede sagt for meget.

Imprint af Kyle Kirkland handler om en handicappet mand der arbejder som tekniker på et universitet. Men da han prøver at skabe opmærksomhed om en uforklarlig magnetisk aktivitet på stedet, bliver han ikke taget seriøst. Der er lidt Mulder fra X-files over ham, og plottet begynder også at ligne en konspiration der kunne være fra selv samme serie. Historien fængede bare aldrig rigtig.

En novelle hvor lastbilchauffører og godstransport er hovedtemaet, må jeg indrømme jeg ikke havde set før jeg læste Paul Carlsons Shotgun Seat. Plottet er dog ret banalt. En ung kvinde kommer ind i branchen og kører sammen med en erfaren chauffør. De finder ud af at en af deres transporter indeholder dele til helt nye intelligente robottyper, og snart er der arbejdsrobotter alle vegne. Det går dog galt og novellen slutter hvor den begyndte. Udover at have lastbilchauffører som hovedpersoner, var der heller ikke meget at komme efter i den historie.

Novellaen Tenbrook of Mars af Dean McLaughlin er ligeså kedelig som den er lang. Donald Tenbrook vender hjem fra Mars, hvor han i over 20 år har kæmpet for sin egen og 500 andres overlevelse. De var en del af et mineprojekt på Mars, men da firmaet bag gik kursus, blev de strandet deroppe. Historien starter hvor Donald vender hjem til Jorden, hvor han er blevet en rigtig helt. Det har han svært ved at affinde sig med, for han mener ikke han gjorde noget særligt. Han får en slags rådgiver, der skal hjælpe ham gennem det politiske cirkus der venter ham. Resten af historien består af at Donald fortæller sin livshistorie til denne rådgiver, mens de er på vej fra rumstationen ned til Jordens overflade.
Og så meget skete der altså heller ikke i hans tid på Mars. Efter lidt debat frem og tilbage på Jorden, blev man enige om at sende proviant op til dem, så de kunne klare sig indtil man kunne hente dem endeligt hjem. Det var ligesom det. Hele ideen dræbes fuldstændigt af, at det er skrevet som et sammenfattet resumé af de store linjer i de tyve år på Mars. Måske er det en meget realistisk historie, men det nytter ikke noget når det er frygteligt kedeligt.

Et par fagartikler, udover boganmeldelser og læserbreve, er der også plads til. Richard A. Lovett skriver om hvordan man skriver gode indledningssætninger til sine historier. Han har mange gode pointer, som man som læser også kan se fornuften i.
John G. Cramer skriver om teleportation. Det har man snart set mange gange, og artiklen kommer heller ikke med så meget nyt, men udmærkede sig dog ved “ikke” at tage udgangspunkt i Star Trek. Forfriskende.

Det største problem for mange af historierne er, at de bryder princippet om “show, don’t tell”. Store klumper med videnskabsforklaringer eller lange referater af handlingsforløb, er problematiske nok i romaner, men kan ødelægge en novelle endnu mere. Jeg ser heller ikke ret meget variation i historierne. De er alle “hard sf” eller “space opera”, mange uorginale ideer og en stor overvægt af “first contact”-historier. Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere for meget ud fra et enkelt nummer, men mit indtryk er, at Analog giver mere genkendelig sci-fi underholdning, end tankevækkende original science fiction.

The State of the Art

The State of the ArtBanks har ikke skrevet mange noveller, i modsætning til de fleste andre science fiction forfattere, der jævnligt skriver til magasinerne. Faktisk er de 8 noveller i denne 200 siders samling de eneste han har fået udgivet. Alle fra slutningen af 80′erne. Der er både historier fra Culture-universet, anden science fiction og noget der er sværere at placere.

Der er to kortere noveller i Culture-universet. Den første, A Gift From the Culture, handler om en Culture-mand der på en måde er “strandet” på en planet og har fået opbygget sig en stor spillegæld. Den kan han tilbagebetale ved at skyde et regeringsrumskib ned, hvilket han ikke er meget for. Den anden, Descendant, nævner ikke direkte at det er en Culture-historie, men der er flere termer der tyder på det. Her er en mand tilsyneladende nødlandet på en gold planet og hans intelligente rumdragt er svækket for kræfter, så de må sammen forsøge at gå hen til hvor de mener der er en base. Han får et noget specielt forhold til sin rumdragt på denne vandring.
Den bedste historie er kortromanen The State of the Art der udgør halvdelen af bogen. Den er skrevet som en rapport skrevet af agenten Diziet Sma, som også optræder i “Use of Weapons”, og omhandler hendes beretninger om planeten Jorden, som hun har været udstationeret på i et års tid. Her stopper man lige op, for indtil videre har jeg blot antaget, at the Culture blot var en uspecificeret fremtid for mennesket, men åbenbart ikke. De er blot meget menneskelige i form, hvilket mange racer i galaksen er, ligesom i Star Trek. En af romanerne havde vist også en henkastet bemærkning om hvorfor de fleste væsener har menneskeform.
Det foregår i slutningen af 70′erne og den generelle vurdering af Jordens tilstand er ikke for positiv. Vi beskrives som barbariske, morderiske og vil efter al sandsynlighed udslette os selv i en kommende tredje verdenskrig; pakket ind i en del koldkrigsretorik. Man ved dog ikke helt om man skal gribe ind og skabe kontakt eller ej, for uanset om de gør det eller ej, er man overbevist om det vil skabe kaos. Det er klart denne historie der gør denne bog værd at få fat i.

Af andre nævneværdige historier er Cleaning Up. Det er lidt i samme humoristiske stil, hvor nogle rumvæsener ved en fejl får dumpet noget avanceret teknologi ned på Jorden. Amerikanerne finder det i ørkenen og overbeviser hurtigt sig selv om, at det enten er en gave fra gud eller nogle venlige rumvæsener, som vil hjælpe dem med at banke kommunisterne i Sovjet. Imens er der nogen der får sig en ordentlig skideballe hos rumvæsenerne. Yderst morsom historie.

Generelt skinner det igennem i novellerne, at Banks nok har det bedst i romanformen. Hans historier skal have plads og det er også den 100 sider lange The State of the Art der fungerer bedst. Men som en hurtig introduktion til Culture-serien er den perfekt!

Det interplanetariske kulturmøde

I gårsdagens foredrag om science og science fiction var der hele fire foredragsholdere på. Hver med deres aspekt af et muligt møde med en fremmed civilisation.

Først den videnskabelige vurdering af sandsynligheden for at vi får kontakt med rumvæsener med en gennemgang af Drakes ligning. Hvilket ledte hen på om et møde med rumvæsener vil være et positivt eller negativt møde. Først blev der set på det negative, altså et scenarie hvor rumvæsenerne er ude på at udslette os, æde os eller det der er værre. Dette emne har jo medført utallige mere eller mindre gode science fiction romaner og film, og vi så filmklip fra Independence Day, Alien og Star Trek: First Contact. Men hvor gode har vi mennesker været til at håndtere nye møder med andre kulturer bare på vores egen planet? Med et eksempel fra påskeøen der endte i slaveri og udryddelse af den oprindelige befolkning, tyder det på at vi ikke er særligt gode til den slags.

Et møde med en fremmed kultur kan selvsagt foregå med forskellige magtforhold og omstændigheder. Begge parter kan være ligeværdige, det ene overlegent og det andet underlegent. De typiske “invasion fra rummet”-historier er med nogle overlegne rumvæsener, som i fx Mars Attacks eller War of the Worlds. Men mennesket kan også være den overlegne og dermed måske uden at vide det, udrydde mikroskopisk liv på en planet der udforskes. Vi kan også møde os selv, men fra en anden tid, hvilket kan være ligeså overvældende. Gode eksempler herpå er Terminator og Time Machine. Endelig kan det være maskiner vi selv har skabt som ender med at vende sig imod os, som i The Matrix.
Her står the Borg fra Star Trek universet i følge foredragsholderen lidt udenfor, da det kan diskuteres om det er et positivt eller negativt møde. For Borgerne mener jo ikke noget ondt med at ville assimilere mennesket, men er overbevist om at de blot hjælper os til at blive lykkeligere. Kunne sammenlignes lidt med religion.

Sidste del af foredraget handlede om de mere positive møder med fremmede civilisationer, med et eksempel fra Star Trek: First Contact, hvor vi bliver budt velkommen af Vulcans, fordi vi nu har opdaget warp-drive og dermed er blevet værdige nok til at indgå i det interplanetariske fællesskab. Foredragsholderen opstillede en række determinanter for hvordan et kulturmøde med en fremmed civilisation kan forløbe. De biologiske forhold er temmelig vigtige. Desto mere vi ligner hinanden biologisk, desto større mulighed for et kulturfællesskab er der. Det er svært for væsener som os fra landjorden at udvikle et stort kulturfællesskab med en civilisation der har udviklet sig i havet. Den store udfordring bliver at finde et fælles værdisæt inden for moral og etik, og ikke mindst at kunne håndtere de forskelle der måtte være. Det er jo ikke sikkert at rumvæsener har samme sympatiske syn på syge og svage eller hvad det nu måtte være.
Vi skal jo også kommunikere, hvilket kan foregå på tre måder. Vi lærer hinandens sprog, finder et fælles sprog eller bruger oversættelsesmaskiner. Foredragsholderen troede klart mest på oversættelsesmaskiner, da han så det for umuligt for vidt forskellige væsener, at lære at tale inden for samme lydspektrum med de biologiske forhindringer der måtte være. Selv med jordens sprog kan det være næsten umuligt. God samhandel er også vigtigt, for handel bygger på selvinteresser med gensidig afhængighed, og dermed en større vilje til at acceptere diverse ubehagligheder eller særheder ved modparten, hvis blot man selv får noget ud af det.

Min hensigt er ikke at ville anmelde disse foredrag, men dette var nu klart det bedste af dem indtil videre. Det femte og sidste finder sted på mandag hvor Carsten Fogh Nielsen giver filosofiske svar på livets store spørgsmål (håber jeg da).

Pushing Ice

Pushing IceDenne selvstændige roman af Alastair Reynolds var bogen for oktober i Azur og handler om rumskibet Rockhopper der tilfældigvis er i nærheden, da Saturns måne Janus pludselig bryder med sin bane og flyver mod en fjern stjerne, hvor Rockhopper og dets besætning må afbryde deres mere kommercielle ærinde for at undersøge dette første tegn på anden intelligens i universet.

Der er ikke noget helt overordnet tema i denne roman, men derimod en fantastisk unik kombination af en lang række klassiske science fiction emner. Det starter som en “first contact” historie, men fokus går hurtigt væk derfra. Vi hører intet om den globale reaktion fra Jorden på den store opdagelse, men følger derimod udelukkende besætningen på Rockhopper og deres interne stridigheder og overvejelser, om det nu også er en god ide at undersøge Janus nærmere. Og dette fokus fortsætter når de ser sig nødsagede til at nødlande på Janus og må starte en koloni op der. Så bliver fokus på at få et lille samfund til at fungere med mennesker i en stærkt presset situation. Uden jeg skal afsløre for meget af handlingen, dukker nye vinkler løbende op, som konsekvenser med tid og rum ved at rejse med lysets hast, mødet med rumvæsener man ikke forstår, den fjerne fremtid og fjerne fortid på en gang og igen store kosmologiske spørgsmål og “sense-of-wonder”, som man kender Reynolds for. Alt dette hænger fantastisk godt sammen!

Mange af ideerne Reynolds bruger er måske ikke specielt nyskabende eller originale, og en anmeldelse på Infinity Plus gør da også lidt grin med hvor meget af det der er set før. Men det synes jeg nu ikke er negativt, for det er en flot måde denne historie fletter det hele sammen til en sammenhængende handling, der kort og godt gør romanen til rigtig god læsning.

Reynolds brillerer specielt ved at gøre tekniske og videnskabelige forklaringer både forståelige og til en interessant og troværdig del af plottet. Det giver mening for at forstå handlingen og de valg personerne træffer. Det er ikke bare teknisk fyld for at det skal se smart ud. På lidt over 500 sider er det ikke nogen helt kort bog, men den er alligevel nem at komme igennem og jeg synes ikke der er nogen rigtig overflødige passager, som andre forfattere der skriver lange bøger ofte kommer til, med at lade en lang række bipersoner genfortælle handlingen for sig selv og hinanden.

Den kan klart anbefales til dem der har læst Reynolds før og til dem der vil stifte første bekendtskab med ham, for så er dette en god introduktion til hans kvaliteter, uden at man roder sig ud i hans større sammenhængende Inhibitor-sekvens.

Eater

EaterBag denne titel af Gregory Benford der ikke just lyder som science fiction, gemmer sig en rigtig hard science fiction thriller, skrevet af en mand der til daglig er fysikprofessor ved et universitet i USA. En spændende og meget videnskabelig “first contact” historie, der sætter fokus på hvordan videnskabsmændene vil takle sådan en opdagelse.

Et mystisk astronomisk fænomen opdages af nogle astronomer, der går igennem den sædvanlige videnskabelige metode, men indser hurtigt at det her ikke er et fænomen de kan forklare gennem tidligere opdagelser. Det viser sig at være et intelligent væsen, der er på vej mod Jorden og ønsker at konversere med menneskeheden. Og det ender med at sætte kloden og den menneskelige civilisation på historiens største prøvelse.
Minder lidt om et Star Trek afsnit på en måde. En opdagelse af et nyt intelligent væsen der først fascinerer videnskabsfolkene, men bagefter sætter alle over for nogen svære moralske valg.

Hele bogen fortælles gennem videnskabsfolkenes vinkel, og det er tydeligt at læse at det er et sådan miljø Benford kommer fra. Første halvdel af bogen får man nok mest ud ad hvis man har lidt grundlæggende viden om astronomi og astrofysik. Det er ikke alle science fiction forfattere der vil blive så videnskabelige i deres tekster, men Benford er tydeligt på hjemmebane. Som historien skrider frem bliver det dog mere en thriller og ender i en slags katastrofefilm.
Det fungerer glimrende at Benford kun fokuserer på at skildre begivenhederne gennem de videnskabsfolk der opdagede fænomenet, selvom der i sådan en historie om første kontakt med rumvæsener jo er rig mulighed, for at inddrage mange andre og mere brede samfundsvinkler. Den minder mig en del om Carl Sagans Contact, men denne lighed kan da vist kun være en hyldest fra Benfords side, da personerne i bogen direkte omtaler Carl Sagan med megen respekt.

Så sammenfattet, en spændende videnskabelig hard science fiction thriller, der skildrer videnskabsfolks arbejde og tilgang til ukendte problemstillinger fra rummet. Benford skriver også i et efterord til romanen, at det var en del af hans formål med Eater.

Contact

Contact
Denne film af Robert Zemeckis baseret på bogen af samme navn skrevet af Carl Sagan, har haft overordentlig stor betydning for min interesse for science fiction og astronomi, da jeg så den første gang da jeg var 12-13 år gammel. Det er mange år siden jeg sidst så den, så det var et rart gensyn med denne DVD-udgivelse, selvom jeg nu har set filmen fire gange på kort tid (selve filmen plus 3 kommentarspor). En særlig objektiv kritisk bedømmelse af filmen er jeg nok ikke i stand til at give, grundet mit forhold til filmen.

Filmen handler om den dygtige radioastronom Ellie Arroway der desperat kæmper mod skeptiske ledelser for at bruge radioteleskoper til et SETI-program (søgen efter intelligent liv i universet), men kort inden hendes program bliver lukket ned gør hun en ekstraordinær opdagelse. Et signal fra stjernen Vega tyder på intelligent liv uden for solsystemet. I signalet gemmer sig instruktionerne til at bygge en maskine der tilsyneladende gør det muligt for en person at rejse til stjerne Vega.

Det er den slags science fiction film der desværre bliver lavet for få af. Baseret på en rigtig god bog, solidt videnskabeligt funderet og inden for rammerne et realistisk handlingsforløb. Og i mine øjne er det den bedste film af slagsen. Man holder sig til bogen på de væsentligste punkter, men lader stadig filmen være film og tilpasser dermed historien til de egenskaber en film nu har for at fortælle en historie.

Kommentarsporet med Jodie Foster, der spiller Ellie Arroway, er ganske godt. Hun fortæller selvfølgelig om sin rolle i filmen og hvordan arbejdet var, specielt med at mange scener der ser simple og enkle ud faktisk kunne tage mange dage at optage. Derudover kommenterer hun også filmen og dens temaer generelt, og det er tydeligt at høre at hun personligt også synes ganske godt om filmen, og roser Zemeckis en hel del.
Det andet kommentarspor med Zemeckis og Steve Starkey er desværre ikke så godt som man kunne håbe. De taler selvfølgelig en del om deres valg med at lave en scene på den måde, bruge den skuespiller og den slags, men bruger også en hel del tid på blot at kommentere gode dele af filmen. Ros jeg selvfølgelig er enig i, men det er lidt overflødigt. Det er dog stadig bestemt værd at høre, for de er ikke kedelige at høre på eller noget, og kommer da vidt omkring deres ideer og budskaber med filmen.
Sporet med de to special effects folk, Ken Ralston og Stephen Rosenbaum, er selvfølgelig som et sådant forventes at være. Teknisk snak om hvor de har lavet effekter man måske ikke lige umiddelbart bemærker, hvordan de er lavet osv., uden at det bliver overdrevet, men stadig nok primært for interesserede.
Hvad der går igen i alle kommentarsporerne er filmens megen brug af computermonitorer og TV-skærme. Jodie Foster taler om hvor svært det var at lave skuespil op imod noget på en skærm, instruktøren om hvad meningen var med at bruge så mange skærme og selvfølgelig effektfolkene om hvordan de rent faktisk lavede det.

Konklusionen må være at jeg ikke kan anbefale denne film nok. Jeg forstår ikke at den kun blev nomineret til en enkelt Oscar for lydeffekter, men da Zemeckis vandt en masse for Forrest Gump er der jo noget i Hollywood med at man ikke lige vinder en masse med sin næste film. Desuden var det også samme år som Titanic fik de mange Oscars. Tilgengæld vandt den blandt andet en Hugo Award og en Saturn Award.

Hvad nu hvis…

Denne novellesamling af Diana Juncher fik jeg lyst til at låne efter at have læst i Proxima nr. 83 at det skulle være et dansk eksempel på amerikansk inspireret hård science fiction. Det ved jeg nu ikke helt om jeg er enig i for synes nu mere de havde træk af overnaturlighed end egentlig at være videnskabeligt funderet, men novellerne tager i hvert fald klassiske temaer op, såsom: tidsrejser, første kontakt med rumvæsener, invasion fra rummet, dommedag, kunstig intelligens osv. Det er der i sig selv intet galt i, men det gør desværre at de bliver noget forudsigelige, da mange af ideerne og pointerne er set før. Lidt interessant er det dog at de stort set alle sammen ender galt eller dårligt om man vil, i hvert fald for menneskerne. De slutter ofte meget brat hvor en eller anden grusom åbenbaring slår ned i personerne eller også går hele verden bare under. Novellerne handler typisk også om noget der starter og slutter, og er egentlig meget filosofiske når det kommer til stykket. Men som sagt desværre lidt meget noget man egentlig har hørt før. Det lød måske alt sammen meget negativt, men novellerne er skam fine nok, og da samlingen kun er på 66 sider, er den jo til at overkomme lige at læse, for at få et indblik i hvad der er dansk science fiction derude.