Analog, September 2010

Analog September 2010Dette nummers noveller er desværre meget Analogsk med forudsigelige problemløsningshistorier uden de store overraskelser. Der er dog en enkelt Hugo-nomineret historie med. Stanley Schmidt skriver i sin spalte om hvordan vi dømmer noget hårdere hvis vores syn i forvejen er positivt, og Jeffrey D. Kooistra fortsætter sin kritik af temperaturmålinger brugt til at bevise den globale opvarmning.

Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.

David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.

Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.

Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.

Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.

Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.

Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.

Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.

Analog, November 2009

Analog November 2009Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.

District 9

District 9Når en ny science fiction film roses fra alle kanter og udråbes til den bedste science fiction film i mange år, bliver man både glad og lidt skeptisk, for der er desværre alt for langt mellem de gode originale science fiction film. Kan det nu være rigtigt? Jeg kan kun følge trop og skrive et rungende JA! Det er virkelig noget af det bedste science fiction filmgenren har set længe og det ligner bestemt ikke noget man har set før.

Filmen er lavet i delvist dokumentarisk stil, der viser forløbet hvordan et rumskib for 28 år siden manifesterede sig over Johannesburg i Sydafrika og man efter noget tid uden kommunikation, besluttede sig for at bryde ind i skibet. Derinde fandt man rumvæsener i en sørgelig forfatning. Udsultede og svage. Efter nogle måneder etablerer de sig i en lejr i Johannesburg der får navnet District 9, og området udvikler sig til ussel slum og rumvæsenerne lever i et hårdt miljø som hjemløse flygtninge. Den egentlige handling begynder i nutiden da MNU, organisationen der står for kontrollen med distriktet, vil flytte alle rumvæsenerne til en nyopført teltlejr uden for storbyen og derfor skal indsamle “underskrifter” fra alle rumvæsenerne om at de må gøre dette. Under aktionen bliver indsatslederen Wikus van der Merwe sprøjtet i ansigtet af en væske fra en cylinder han konfiskerer fra et af rumvæsenernes skur. Over nogle timer får han det temmelig skidt og bliver indlagt på hospitalet. Det viser sig at hans arm er ved at mutere til et rumvæsens, og hurtigt får andre folk i MNU interesse for ham. MNU udvikler nemlig også våben, og har længe haft besvær med at få noget ud af de våben man har fundet ombord på rumvæseners skib, da de kun vil fungere med deres DNA. Kort sagt vil de save Wikus i stykker og bruge hans muterede gener til at få våbenene til at fungere. Det er han selvsagt ikke meget for, og det lykkes ham at flygte til District 9.

District 9 er en længe ventet fornyelse science fiction filmgenren, og den gør det så godt, fordi den gør en masse ting der ikke er set før, har smidt alt det væk som har gjort andre science fiction film så ringe og beholdt de gode elementer. Rumvæsenerne er her bare. De har ikke krævet at tale med den amerikanske præsident, de har ikke sagt de hverken kommer med krig eller fred, men de vil nok bare gerne overleve og måske en dag kunne vende hjem igen. Handlingen er også bogstaveligt talt mere nede på jorden og uden en masse technobabble eller informationer der skal skæres ud i pap. Vi får egentlig ikke ret meget at vide, da den dokumentariske del af filmen ser tilbage på begivenhederne i bakspejlet, og altså lavet som var den til folk der godt vidste hvad der var sket, og det fungerer overraskende godt, selvom jeg også selv altid har været skeptisk overfor forsøg med at blande dokumentarformen med spillefilm. Der er ikke mangel på special effects, men filmen er bestemt ikke lavet som en undskyldning for at vise hvor langt man er kommet med den teknologi, som ellers hovedparten af effektfilm er ved at blive. Der er ikke store minutlange sekvenser med avanceret computergrafik. Det er derimod skubbet lidt i baggrunden og er perfekt tilpasset til det støvede og usle slummiljø. Omvendt er det heller ikke en avantgarde langsom science fiction film, den har klart mainstream appeal, gode actionscener – der vel nok virker overdrevne, men ikke malplacerede, og et plot der hænger sammen uden at ville forklare alt, hvor det for en gangs skyld er mennesket der gennemført er nogle dumme svin og ikke rumvæsenerne.

District 9 er en barsk film, original både som science fiction og som filmproduktion, og egentlig bare endelig en god science fiction film som ikke er baseret på en klassisk roman eller novelle, ikke er et remake af en ældre film eller baseret på et computerspil eller en tegneserie. Den står alene og jeg håber egentlig ikke der bliver lavet en opfølger, men det må selvfølgelig afhænge af hvilken del af historien der vil blive bygget videre på.

The Solaris Book of New Science Fiction 2

Solaris Book of new Science Fiction volume 2Min begejstring for første nummer i antalogiserien The Solaris Book of New Science Fiction var ikke stor og desværre kan jeg ikke sige noget bedre om denne volume 2. Hovedvægten ligger denne gang på mindre kendte forfattere, men igen er der langt mellem historier man husker bare få minutter efter de har været læst. De få rimelige historier der er kommer først.

Paul Di Filippos iCity leger med mulighederne indenfor de seneste Web 2.0 påfund som wikier, online spil og især Second Life. Man følger en fyr der kaldes for Moses, der konstruerer byer i en virtuel verden (det er faktisk ikke helt klart om det er en virtuel verden, men det virker sådan). Byerne ændrer sig konstant og det handler selvfølgelig om at få flest mulige til at kunne lide sin by. Velskrevet og morsom historie.
Idéen i The Space Crawl Blues af Kay Kenyon er ikke videre original, men dog ganske veludført. Kvanteteleportering er blevet muligt, så folk kan komme hvor som helst hen i universet på et øjeblik. Men er man nu også den samme person, når ens kvantetilstand rives fra hinanden for at opstå på ny et andet sted?
Robert Reed er yderst erfaren i novelleformen, men Fifty Dinosaurs virker nu alligevel som noget fra skrivebordsskuffen. I denne samling er det dog temmelig godt. Kevin er lige fyldt 21, men vågner op i en fjern fremtid med talende dinosaurere. Jeg tror ikke Reed har haft nogen større pointe med denne ide, men han skriver heldigvis altid godt og spændende.
Til allersidst finder man Point of Contact af Dan Abnett, som var en af de historier jeg ikke glemte med det samme. Forfatteren har virkelig anstrengt sig med at gøre en historie om first contact så kedelig som muligt, så det faktisk ender med at blive interessant. Rumvæsener kommer til Jorden, men de er ikke videre spændende. De har ingen superavanceret teknologi, de vil ikke udrydde os og de har ikke noget interessant at fortælle om universet. Næsten samtlige sætninger i denne korte novelle begynder med “they” og indeholder et “not” et sted. Novellen skal dog heller ikke være længere end den er, for så var det nok blevet kedeligt, men Abnett har afmålt det tilpas og får gjort sin pointe klar.

Selvom antologien har givet plads til mange relativt ukendte navne, kan jeg desværre ikke sige jeg har fundet interesse for nogen af dem, og de få gode historier antologien indeholder, er dårligt værd at købe den for. Jeg håber den tredje er bedre, den har i hvert fald fået en god anmeldelse i Analog og har et større udvalg af kendte navne.

Asimov’s, January 2009

Asimov's Januar 2009Efter det noget skuffende decembernummer var jeg længe om at begynde på årets første nummer af Asimov’s, men det var der ingen grund til, for der er stort set kun gode historier i dette januarnummer, med masser af gode eksempler på hvordan science fiction fungerer virkelig godt med få enkle virkemidler og originale ideer. Bruce McAllister ligger ud med med et digt om robotten Gek der gerne vil gå i skole. Derefter er der to novelettes og fem noveller.

Mary Rosenblum sætter sin historie Lion Walk i et naturreservat i USA hvor gensplejsede fortidsdyr lever. Langnovellens hovedrolle, Tahira, er opsynskvinde på stedet og en sen aften overværer hun et drabeligt mord på overvågningsskærmene. Nogen misbruger resevartets løver til at lave snuff-film. Rosenblum skal primært have ros for den gode personskildring af især Tahira, og det noget grumme plot fungerer også godt, men desværre er science fiction elementet noget tyndt og anvendes kun sparsomt.

En ny novelle fra Larry Niven har været lovet i de sidste mange numre, så det var lidt af en skuffelse at læse den ultrakorte Passing Perry Crater Base, Time Uncertain, der er en lidt fjollet evaluering af Jorden foretaget af rumvæsener.

Bridesicle af Will McIntosh er science fiction i novelleform når det er bedst. En letforståeligt teknologisk ide præsenteres, og det bruges til at stille nogle moralske spørgsmål ved udviklingen og samtidig fortælle en gribende historie. Her er det muligheden for at fryse de døde ned, for at kunne genoplive dem senere, med det twist at de bliver vækket til live igen af rige bejlere, der vil betale for deres genoplivning hvis de vil gifte sig med dem. Så disse døde mennesker får kun lov til at stikke hovedet frem og komme til live, når en interesseret finder dem frem og vil på “date” med dem. Novellen følger en kvinde der er død i et trafikuheld og hvordan hun over en periode på flere hundrede år, bliver hevet frem og tilbage flere gange, og må kæmpe for sine få minutter i vågen og levende tilstand. En rigtig effektiv historie der kort og enkelt viser hvad science fiction kan, tilmed også med et ægte kærlighedsdrama, som det kun kan udspille sig i science fiction form.

Næste novelle har også en klassisk sf aura over sig. Robert R. Chase bringer os Five Thousand Light Years from Birdland med denne “first contact” historie om et rumvæsen der er røget ud af kurs og søger hjælp fra Jorden. Væsenet er imødekommende, lader sig analysere af forskere og en sproglig kontakt opnås, omend man kun forstår 5% af dens sprog. Da rumvæsenet skal hjem beder den om selskab, fra en af de forskere der stillede den særligt udfordrende spørgsmål. Man følger således denne mand på rejsen sammen med rumvæsenet og hvordan han bliver klogere på dets kultur og dens egentlige hensigt med at ligge vejen forbi Jorden. Chase sammenligner selv historien med Paul Anderson, en forfatter der skammeligt mangler i min indlæring – så det kan jeg ikke kommentere på, men det er en intelligent lille novelle om hvordan mennesker og rumvæsener kan prøve at forstå hinanden.

Debutanter er altid spændende at læse. E. Salih introducerer sig selv som en yngre londoner fra finansverdenen og giver os tidsrejsehistorien Messiah Excelsa, om en mand der rejser tilbage til Italien i år 1734, for at opsøge Antonio Stradivari og få fat i en hans mest berømte violiner. Desværre fortaber historien sig i lange opremsninger af intetsigende navne og årstal, men Salih viser et stort skrivetalent med sit snirklede flotte sprog.

Unintended Behavior af Nancy Kress minder mig lidt om hendes novelle Nano Comes to Clifford Falls fra Year's Best SF 12, hvor nanoteknologi blev lidt for meget af det gode. I denne historie er det knap så avanceret teknologi der er på spil, men det skaber alligevel problemer for novellens hovedperson med at få hendes mand ud af lejligheden. Masser af skøre gadgets i denne historie om hævn.

Dette nummers sidste historie er en novelette af Damien Broderick med titlen Uncle Bones. Her er udødelighed igen temaet, hvor nanoteknologi har gjort det muligt at vække de døde tilbage til live. Desværre med den ulempe at de kommer til at ligne zombier og stinker langt væk af kød i forrådnelse, hvilket selv sagt giver visse sociale sameksistensproblemer med de levende. En meget anderledes og sorthumoristisk zombiefortælling.

I de øvrige afdelinger skriver Sheila Williams om sin første WorldCon i 1973, Robert Silverberg reflekterer over de mange finurligheder man støder på når en simpel frase skal oversættes og James Patrick Kelly ser på podcasting!

The Nano Flower

The Nano FlowerTredje, sidste og længste bog i Peter F. Hamiltons Greg Mandel-trilogi tog Hamiltons forfatterskab ind i space opera genren, og en del af idéerne fra hans efterfølgende The Night’s Dawn Trilogy tog form her. Hvor A Quantum Murder var forholdsvist roligt opklaringsarbejde, er The Nano Flower mere tilbage til stilen fra Mindstar Rising, men nu med endnu mere action – selvom Greg Mandel selv nu er ved at være halvgammel.

Et halvandet årti er gået siden sidst. Greg og hans kone Eleanor har en teenagedatter, Julia Evans har fået børn med hackeren Royan der har fået sig en ny krop, og både den britiske økonomi og verdens øvrige tilstand er i stabil fremgang. Men Royan er væk og har været det i adskillige måneder. En dag til en fest får Julia overrakt en speciel blomst med en hilsen fra Royan. Blomsten bliver undersøgt og det viser sig dens DNA ikke kan stamme fra Jorden, og så ruller snebolden. Teorier om et rumvæsens tilstedeværelse tager fart og alle bliver overbevist om at det besidder hemmeligheden til en ny avanceret teknologi, som de selvfølgelig vil have fingrene i. Så Julia hyrer igen Greg Mandel, først og fremmest til blot at finde frem til den unge kvinde der gav hende blomsten til festen, da hun må være nøglen til det hele, men den pensionerede Mindstar-soldat bliver hurtigt rodet ud i alt andet end fredeligt politiarbejde, da flere andre magtfulde og knap så venlige organisationer, også lugter penge i rumvæsenets teknologi og altså også jagter den unge kvinde. Tempoet er højt og historien er spækket med store mænd med store skydere, sexede kvinder og forretningsaftaler på meget højt niveau (disse ting er bestemt ikke adskilte).

Har man læst de to forrige Greg Mandel-bøger, er The Nano Flower bestemt også værd at tage med. Alle de velkendte figurer er der, plottet er endnu engang avanceret og fascinerende, spændingen er som den skal være og Hamilton viser sin begyndende idérighed ind i space operaen. Den viser desværre også en af de sider Hamilton sidenhen har haft problemer med – at skrive slutninger. I The Nano Flower ved man præcist efter første sætning i et af de sidste kapitler, at nu er der slutning de næste 50 sider. Igennem hele bogen er der blevet lagt op til, at de store forventninger der var til dette rumvæsen og alle de vidundere de kunne få ud af det, nok ikke vil blive indfriet alligevel – hvilket også er tilfældet. Jeg vil dog ikke kalde det en dårlig slutning, men heller ikke en “wauw, hold da op!”-slutning. En rimelig mellemting med nogle elementer man ikke havde forudset, men stadig en forventelig slutning. Det gode element der dog stadig står stærkt og gør det i alle tre bøger, er blandingen med “straight-on” krimi og højteknologisk science fiction. De mange dingenoter er ikke bare pynt og af og til kommer den smarte teknologi også til kort, og opklaringsarbejdet må foregå på gammeldags maner med at interviewe vidner og sammenholde forklaringer. Den form har Hamilton genbrugt i sideplots i flere af hans senere store space opera værker, herunder især med agenten Paula Myo i Commenwealth-bøgerne.

Childhood’s End

Childhood's EndI Fantastiks lille læsegruppe plejer vi at læse noveller, men har nu forsøgt os med en roman, Arthur C. Clarkes klassiker Childhood’s End fra 1953, der vel sammen med 2001 nok er et af Clarkes mest populære værker.

En dag kommer gigantiske rumskibe til syne over en række storbyer verden over og den kolde atomkrig mellem Sovjet og USA kommer til et brat ophold. Mennesket er ikke længere alene i universet. Efter kontakten er etableret, bliver det gjort klart at rumvæsenerne, der kalder sig Overlords, er her for at hjælpe menneskeheden videre og rette op på vores klode inden vi dræber os selv. Så stille og roligt bliver verden et bedre sted. Al religion forsvinder, nationalstaterne holder op med at bekrige hinanden, sult og elendighed forsvinder. Men the Overlords har større planer end det. De vil tage mennesket videre til det næste udviklingstrin på et højere abstrakt telepatisk plan.

En simpel statisk analyse af romanen vil nemt kunne udpege en række fejl. Transformationen fra en verden på randen af krig til et lykkeligt utopia sker nærmest bare sådan lige og rent fortælleteknisk bruger Clarke mange og lange infodumps. Alligevel slipper han forbløffende godt fra det. For det er ikke selve transformationen til et bedre samfund Childhood’s End handler om. Det kunne være en hel roman for sig selv. Det er hele menneskehedens transcendens til et højere eksistensplan og ikke mindst også the Overlords egen skæbne, der er Clarkes egentlige budskab.
Selvom romanen er over 50 år gammel, fungerer dens budskab i hvert fald stadig godt og den lider heller ikke af sin alder. Alligevel tror jeg ikke man vil kunne acceptere den samme historie i dag, fordi alt det med at menneskeheden så nemt og modstandsløst accepterer deres nye skæbne og på få årtier bortkaster al gammel religion og gamle styreformer, vil ikke slå helt igennem i dag. Det var også den del af det jeg fandt mindst troværdig, men stadig alt i alt en overraskende god læseoplevelse.

Og så kan jeg i øvrigt nævne, at vi i læsegruppen, udover et par noveller de næste par gange, planlægger at diskutere Singularity Sky i starten af næste år, og nye ansigter er selvfølgelig velkomne.

Havet

HavetI Azur tager vi fat på et par danske forfattere. Denne måned var det Erwin Neutzsky-Wulffs, der selv deltog i debatten, Havet fra 1978 og næste måned er det Alice, Alice af Inge Eriksen.

Havet starter som en traditionel rumrejsehistorie, hvor et koloniseringsrumskib forlader Jorden og sætter kurs mod en planet 22 lysår fra Jorden. Da de når frem opdager de at planeten er beboet af intelligente væsener der bedst kan beskrives som store elefanter med et par ekstra fangearme. Gaierne bliver de kaldt. Deres teknologiniveau er omtrent det samme som menneskenes, dog har de ikke rejst i rummet, men alligevel ser gaierne ikke menneskene som ligeværdige eller helt intelligente væsener, da de ikke kan forestille sig, at så små, spinkle og småhovedet væsener kan være intelligente. Wulff beskriver gaiernes samfund og kultur i mange detaljer og har endda opfundet et tilhørende sprog. I sig selv imponerende og spændende nok, men min primære anke mod værket bliver, at jeg finder det hele både usammenhængende og utroværdigt. Romanen ligger som sagt op til at skulle være en rimelig realistisk og troværdig rumrejsehistorie, men specielt virker besætningen på rumskibet og deres handlinger, i hvert fald for mig, utroværdige og alle omstændighederne ved mødet med gaierne bliver simpelthen for langt ude og egentlig lidt fjollede. Det gælder så primært for den midterste del af romanen, med de Wulffske indslag med bizar aliensex og dræbende lange passager med intetsigende gaiske fortællinger, der får en til at se langt efter næste kapitel. For henimod slutningen blev min interesse genfundet, hvor handlingen igen bliver håndgribelig og spændende.

Nu har jeg jo kun læst to andre romaner af Wulff, Anno Domini og Hjernen, men oplevelsen er meget den samme, med et rimelig håndgribelig science fiction plot udenom og så er den Wulffske filosofi sat ind i midten. En form der er irritererende, frustrerende og provokerende, men stadig ikke så man mister lysten til forfatterskabet, der skal nok bare gå lidt tid mellem hver bog.

Asimov’s, September 2008

Asimov's, September 2008Hvilken fantastisk forside. Gigantiske majestætiske goblelignende skabninger! Indholdet er heller ikke værst, med rigtig mange gode historier og et par mere eller mindre dybsindige digte. Af sidstnævnte ser G.O. Clark på verdensberømte malerier i Perspective, Bruce Buston skriver om en by i en anden dimension i The Ghosts of Chronopolis og Ian Watson giver os skrigende rumvæsener i Screams.

I William Bartons In the Age of the Quiet Sun finder en gruppe asteroideminearbejdere liget af et rumvæsen nær en større asteroide. De resonerer sig hurtigt frem til at rumskibet nødvendigvis også må være i nærheden og finder det begravet i asteroiden. Man har aldrig før stødt på bare antydninger af andet intelligent liv i rummet, så de ved godt de har gjort en stor opdagelse, men de er ikke meget for at kontakte deres overordnede, da de er ret sikre på de ikke selv vil få noget ud af det. I stedet vil de forsøge at udnytte teknologien fra det fundne rumskib, til at skabe deres egen forretning, men de må arbejde hurtigt, for myndighederne fatter hurtigt mistanke og jagter dem gennem solsystemet. En god og spændende historie, uden at være noget ekstraordinært.

En robot går til en psykiater i Robert R. Chases Soldier of the Singularity, fordi den gerne vil behandles som et menneske og hjælpe til med behandlingen af psykiatriske patienter. Psykiateren er dog noget modvillig, da han ikke mener at robotten kan forstå menneskelig psyke da den ikke selv er menneskelig, og at der hersker en krig mod robotterne der mener at de har gjort mennesket ubrugelig i evolutions navn, hjælper heller ikke just på troværdigen. Men slutningen tager en helt uventet drejning. Overraskende og original kort novelle.

Menneskehandel ses af de fleste næppe som noget positivt, men Mary Rosenblum forsøger at udfordre dette synspunkt i sin novelle Horse Racing. Det er ikke direkte menneskehandel, men mere i retning af virksomheder der køber retten til at ansætte særligt kvalificerede mennesker. Novellen følger en af de bedste købere i det her felt, der tager en gæst med til en af de her auktioner, og den moralske opfattelse og ideen om vores egen selvbestemmelse sættes på prøve, både for læseren og gæsten.

Vil man have et hologram med sin afdøde bedstemors personlighed “boende” hjemme hos en, hvis man havde muligheden? Dette spørgsmål stiller Ian Creasey i Cut Loose the Bonds of Flesh and Bone, der giver den meget brugte idé om digitale kopier af en persons hjerne en anden drejning.

Læseren og novellens fortæller rejser tilbage til den palæozoiske tidsalder i Steven Utleys Slug Hell. En stemningsfuld novelle, hvor den tidsrejsende geolog ser skønhed i fortidens bakteriepøl.

Hvert nummer af Asimov’s indeholder tilsyneladende en hyggelig eventyragtig, til tider børnevenlig, blød science fiction (næsten fantasy) historie. Denne gang hedder historien Midnight Blue og er skrevet af Will McIntosh. Vi er egentlig ovre i fantasy, for det er nogle magiske “charms” i forskellige farver, der for længe siden pludselig dukkede op over det hele, der er historiens novum. Disse “charms” kan optages af en person og give ham eller hende særlige evner. Alt lige fra evnen til at flyve til blot at være god til at fløjte, stort som småt. Men da der ikke er kommet flere af dem siden de kom frem første gang, er de nu blevet meget dyre og sjældne, og kun de riges børn har nogen. Novellens hovedperson, Jeff, er ikke en af dem. Men da han en dag finder en “charm” ude i naturen, hvilket er helt uhørt, bliver hans liv vendt op og ned. Den midnatsblå “charm” viser sig nemlig at være yderst sjældent, og straks vælter det ind med gode tilbud. En fin godnathistorie til yngre læsere.

Sport er sjældent omdrejningspunktet i science fiction historier (i hvert fald af hvad jeg har stødt på). Sportsskribenten Derek Zumsteg har med novellen Usurpers fået sin professionelle debut som forfatter, med en intens tankestrøm fra King under et løb hvor han vil slå rivalen Steve. Zumsteg eksperimenterer med sproget og gør det godt, men der er simpelthen for lidt handling til at gøre historien bare lidt interessant.

Stephen Baxter forsøger sig med en klassisk invasion fra rummet historie, men med det twist at rumvæsenerne er monstre bestående af is, det foregår i 1700-tallets England og blandt hovedpersonerne er Daniel Defoe og Isaac Newton. Jeg synes det er en rigtig fed idé, men Baxter får desværre aldrig rigtig spænding ind i historien, og meget fortaber sig i snik snak mellem de store historiske navne.

Udover de mange rigtig gode historier i dette nummer skriver Sheila Williams om Asimov’s egen læserpris og Robert Silverberg ser på 30-års jubilæet for Reflections-klummen der i 1978 startede i bladet Galileo.

I Overfladen

I OverfladenSuccessen med Lige under overfladen gentages i år, med endnu flere noveller og flere sider, 20 noveller i alt er samlet i I Overfladen. Knud Larn har allerede skrevet en synopsis af alle novellerne, så jeg vil i stedet fremhæve et par stykker jeg synes særligt godt om.

Kenneth Krabats Historiens korte arm var jeg helt vild med. Science fiction elementet er synligt, uden at være skrevet direkte ind, og hovedpersonens oplevelser og tanker er yderst velskrevne og tankevækkende. Det er sjældent man ligefrem skraldgriner når man læser, men jeg kunne ikke lade vær med A. Silvestris When the Music´s Over. Fremragende satire, hylende morsom – uden at det bliver pjattet og historien kunne ovenikøbet meget vel være et ganske realistisk “first contact”-scenarie, for hvorfor skulle rumvæsener opføre sig logisk efter menneskets optik? Selvom man kan diskutere hvor god slutningen er i Brian P. Ørnbøls Stendrømme, var det en novelle jeg blev yderst grebet af fra start til slut. Manfred Christensens Sket er sket er en god krimi, med et tidsrejseplot man et stykke af vejen kan gennemskue, men så alligevel ikke.

Hvis Lige under overfladen bliver en stabil årlig antologi, lover det virkelig godt for kvaliteten af danske science fiction noveller. Det højner niveauet betydeligt, når der skrives til en rigtig antologi i bogform, mens kvaliteten i fanzinesene selvsagt er mere svingende.
Glem ikke mødet i morgen aften, hvor man har mulighed for at møde en række af bidragyderne til I Overfladen.