Dette nummers noveller er desværre meget Analogsk med forudsigelige problemløsningshistorier uden de store overraskelser. Der er dog en enkelt Hugo-nomineret historie med. Stanley Schmidt skriver i sin spalte om hvordan vi dømmer noget hårdere hvis vores syn i forvejen er positivt, og Jeffrey D. Kooistra fortsætter sin kritik af temperaturmålinger brugt til at bevise den globale opvarmning.
Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.
David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.
Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.
Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.
Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.
Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.
Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.
Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.
Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.
Når en ny science fiction film roses fra alle kanter og udråbes til den bedste science fiction film i mange år, bliver man både glad og lidt skeptisk, for der er desværre alt for langt mellem de gode originale science fiction film. Kan det nu være rigtigt? Jeg kan kun følge trop og skrive et rungende JA! Det er virkelig noget af det bedste science fiction filmgenren har set længe og det ligner bestemt ikke noget man har set før.
Min begejstring for første nummer i antalogiserien
Efter det noget skuffende
Tredje, sidste og længste bog i Peter F. Hamiltons Greg Mandel-trilogi tog Hamiltons forfatterskab ind i space opera genren, og en del af idéerne fra hans efterfølgende The Night’s Dawn Trilogy tog form her. Hvor
I Fantastiks lille
I
Hvilken fantastisk forside. Gigantiske majestætiske goblelignende skabninger! Indholdet er heller ikke værst, med rigtig mange gode historier og et par mere eller mindre dybsindige digte. Af sidstnævnte ser G.O. Clark på verdensberømte malerier i Perspective, Bruce Buston skriver om en by i en anden dimension i The Ghosts of Chronopolis og Ian Watson giver os skrigende rumvæsener i Screams.
Successen med