Feersum Endjinn fra 1994 er den anden af i alt tre science fiction romaner fra Iain M. Banks der ikke er en del af Culture-universet. Banks har hver gang været en unik oplevelse, men det her slår alligevel alt.
I en fjern fremtid hvor mennesket har mulighed for at overføre deres bevidsthed til et “virtual reality”-netværk og leve videre der, dog kun med mulighed for syv ekstra liv i den virtuelle verden, er hele solsystemet på vej ind i en stjernetåge, som på sigt vil betyde at solens energi ikke vil kunne nå Jorden og al liv er dermed truet. Men for længe siden blev en maskine, der burde kunne forhindre denne katastrofe, bygget, og romanen følger fire figurer, der på den ene eller anden måde bliver involveret i at finde og aktivere denne maskine.
Første person er en ung pige der lider af total hukommelsestab og må lære at begå sig i verden igen, med diverse morsomme scener til følge. Men noget tyder på hun er en del af nøglen til hele plottet. Anden person er videnskabskvinden Gadium der får besked om at “the Plain of Sliding Stones” har afgivet et budskab, som også sender hende på sporet. Tredje person er Sessine, der tidligere stod kongen nær, men bliver myrdet først i den rigtige verden og derefter syv gange i den virtuelle verden, og ender i en slags underverden, hvor han også erkender at noget er galt med det hele. Fjerde person er Bascule, der tydeligvis ikke ved meget om hvad der sker omkring ham, men han får afgørende betydning til sidst. Denne del er skrevet i et fonetisk SMS-agtigt sprog, med sætninger som: “Well I no that, thilly, tho u r a very feerth old hok, & gettin less blind ol thi time.” Hvilket selvsagt er meget anstrengende at læse i længden.
Feersum Endjinn er nok den sværrest tilgængelige af Iain M. Banks bøger, og Banks plejer i forvejen ikke at give for endegyldige slutninger, men slutningen her er da om noget uafsluttende og giver svar på en masse som man aldrig helt kendte spørgsmålet til i første omgang. Man kastes ind i handlingen uden livlinje og må prøve at navigere i den komplekse verden uden hjælp fra forfatteren, og helt i mål kommer man aldrig.
Efter at have læst flere noveller af Greg Egan der var rigtig gode, måtte jeg jo se på en af hans romaner, og det blev den mest “hårde” og videnskabeligt tungeste science fiction roman jeg nogensinde har læst, som blev førstevalget. Schild’s Ladder er “hard sf” i en eksponentiel funktion.
Brian M. Stablefords første roman fra 1969 er den længere halvdel af denne Ace Double udgivelse. Historien finder sted i en ikke specificeret fjern fremtid i en verden i forfald, hvor rotter har opnået bevidsthed og intelligens. Begge racer står dog til at uddø og tilsyneladende er der ikke nogen der bekymrer sig videre om det. Men en gammel bibliotekar, der vedligeholder hele den menneskelige civilisations forhistoriske kilder, bliver opsøgt af en rotte der overbeviser ham om, at det er en ondskabsfuld ydre trussel der er skyld i de to racers forfald, og at det kan stoppes ved at en gruppe på tre mennesker og tre rotter, drager til et sted kaldet Tierra Diablo, som så skal sprænges i luften med en kraftig bombe.
“Second Foundation” er den sidste bog i Asimovs oprindelige Foundation-trilogi. Og hvor jeg har været lidt tilbageholden med min begejstring til de to foregående, så løfter denne sig markant over dem og gør det det hele værd.
Man kan undre sig over at jeg først nu er gået i gang med fortsættelserne til den første 
Vernor Vinge har fået adskillige awards for både romaner og noveller, hvilket også er tilfældet med denne løse prequel til 
Denne selvstændige roman af Alastair Reynolds var bogen for oktober i 
Den britiske forfatter Stephen Baxter er en af æresgæsterne til 
Jeg måtte få læst bare en roman af Stephen Baxter inden Eurocon, og det blev så hans første roman, Raft, der introducerer hvad der blev til Xeelee-serien, omend der dog ingen Xeelee er med i denne bog. Jeg håber hans senere bøger er bedre, for denne roman har mange problemer.
Tor Åge Bringsværds Ker Shus fra 1983 er til læsning i august i