Historierne er trykt i kronologisk rækkefølge, så Robert Silverbergs Sailing to Byzantium er fra 1985 og den ældste i samlingen. Historien foregår dog en i fjern mærkelig fremtid hvor mennesker tilsyneladende ikke bestiller andet end at rejse rundt og besøge genopbygninger af historiske byer fra en bestemt tid. Byer der jævnligt bliver revet ned og nye bygges op. Vores hovedperson er blevet hevet ud af nutidens New York og prøver at finde rundt i denne mystiske verden, og hvorfor de har hevet ham ud i denne fremtid. En ikke ukendt formel i science fiction, hvor mystikken bevares fra start til slut, og hverken læseren eller hovedpersonen bliver helt klog på hvad det er for en fremtid og hvorfor den er endt med at mennesker ikke laver andet at konstruere og nedrive museumsbyer, men hovedpersonens skæbne vil komme som en overraskelse.

Historien følger igen Boss, der nu har fået stablet en større organisation på benene. Hun er altså nu leder for adskillige mennesker med forskellig baggrund og evner, hvilket hun ikke er ubetinget glad for. Hun savner sin tid som enspænder. Missionen er denne gang at undersøge nogle gamle ruiner begravet under byen Vaycehn. Normalt arbejder hende og hendes hold jo i rumskibe i vægtløs tilstand, så det her er nyt på mange måder. Som historierne i Diving Into The Wreck handlede om, så har Boss dedikeret sit liv til at finde og ødelægge den meget farlige og ustabile teknologi efterladt af andre mennesker for tusinder af år siden, og som nu er eftertragtet af det herskende imperium som Boss heller ikke er fan af. Hendes motivation er dog ikke kun politisk, men også personlig, for som blev fortalt i Diving Into The Wreck, har hun mistet flere familiemedlemmer af den grund. Boss og de andre tror det bare handler om en stealth-teknologi, men det er meget mere end det, hvilket bliver klart i kortromanen Becoming One With The Ghosts, der følger kaptajn Coop og hans skib fra den fjerne fortid der bliver refereret så meget til. Coop og hans skib bliver ved et uheld flyttet adskillige år ud i fremtiden, og dukker altså pludselig op i den forladte station under Jorden mens Boss og hendes hold udforsker den. I den oprindelige kortroman blev dette udelukkende beskrevet fra Coops vinkel, og en del af mystikken og spændingen lå dermed i at man havde ligeså stor uvished om hvad der foregik som besætningen, men nu er det blevet flettet sammen med Boss’ vinkel, hvilket gør historien som helhed mere komplet og med en klarere afslutning, men det er ikke ligeså spændende.

Det er lidt svært at anmelde denne her, for oplevelsen er tydeligvis en helt anden hvis man har læst den oprindelige kortroman. Jeg tror nu heller ikke andre vil finde det meget mere spændende, for det er rimelig klart hele vejen hvad der forgår og hvor historien er på vej hen. Med City of Ruins har Rusch gjort sit univers mere komplet, vi får nogle forklaringer på en række ukendte faktorer og det fungerer alt sammen meget godt, og er også pokkers velskrevet som det nu er med Rusch, men mystikken, spændingen og den ensomme stemning, der var meget central i alle kortromanerne, er delvist forsvundet til fordel for at universet og dets historie nu er blevet mere bygget op.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.

I slutningen af Spin opstod der i det Indiske Ocean en portal til en Jordlignende planet et andet sted i galaksen – kaldet for Equatoria. Axis foregår på denne planet nogle årtier efter de første bosættelser. Formen er typisk, hvor vi starter med at følge et par seperate hovedpersoner, hvis veje mødes som plottet skrider frem. Der er drengen Isaac, der har et særligt “kald” der peger mod vest, Lise der i årevis har søgt efter svar på hvorfor hendes far forsvandt uden et ord for årtier siden og Turk som Lise søger om hjælp angående et spor på hendes fars forsvinden. På Equatoria begynder noget mystisk støv at falde ned fra himlen og teorien er at det er døde eller kasserede hypotheticals – dem som satte tidsmembranen omkring Jorden i Spin. Isaac viser at være et slags eksperiment, hvor menneskene på Mars har injiceret det livsforlængende stof – der giver dem deres fjerde levealder – i ham fra fødslen af, i håb om at han vil kunne kommunikere med disse hypotheticals. Deres veje mødes og det giver mulighed for karakterne at tænke tilbage på sørgelige minder og teoretisere op og ned om the hypotheticals.

Hvor Spin havde et præg af klassisk hard sf, er der lidt mere religiøse og mesiaslignende toner i Axis - noget jeg sjældent har det særligt godt med. De meget jordnære og almindelige tre hovedpersoner fra før er nu erstattet af en gruppe uinteressante personer, der bare udfører en funktion for plottet og ikke har et selvstændigt liv. Der er dog stadig masser af spændende science fiction idéer, og det er ikke religiøst som sådan, da det hele er solidt funderet i videnskabelige forklaringer. Så det er som sagt stadig en ganske udmærket roman, hvor der bygges videre på teorierne og forklaringerne på disse ukendte hypotheticals, men den står ikke så solidt som enkeltværk som Spin gør det.

Wilson har bygget Spin efter en simpel men effektiv formel indenfor science fiction. En udefra kommende ændring, der er relativ enkel at forklare, men som har store konsekvenser for hele planeten. Historien starter i nær fremtid hvor Jorden fra det ene øjeblik til det andet, bliver omsluttet af en slags membran der lukker stjernelyset ude. Solen står dog stadig op næste dag, men det er en kunstig sol. Den er tydeligvis kunstigt fremstillet, men ingen rumvæsener giver sig til kende eller på anden måde viser hvorfor. Over tid finder man ud af, at membranen ikke bare blokerer for himlen, men også har sat Jorden i en slags tidsboble. Et sekund på Jorden svarer til over 3 år i resten af universet. Millioner og milliarder af år passerer altså udenfor på ganske kort tid. Det i sig selv ændrer selvsagt hele samfundet. Religiøse kulter opstår, den nye generation der vokser op uden at have set stjernerne udskiller sig markant, og helt nye industrier opstår i forsøg på at finde ud af hvad der forgår. Men også en bekymring for verdens undergang opstår, for med den hastighed vil Solen gå nova om få årtier.
Romanen følger tre personer. De to søskende Diane og Jason, og deres ven Tyler. Fortællingen centrerer omkring Tyler. Stjernerne forsvandt da de var børn, og det præger resten af deres opvækst som romanen følger. Jason er ualmindeligt intelligent, kommer på eliteskoler og bygger hele sit liv op på at søge svar om hvad der er sket med Jorden og hvorfor. Diane bliver mere og mere utryg, og knytter sig til en af de nyfundne religiøse sekter, mens Tyler går den mere almindelige vej og uddanner sig til læge.

Wilson holder sig i store træk kun til det ene novum med at Jorden bliver omsluttet af en membran hvor tiden går hurtigere, hvilket er sjældent for nyskrevne science fiction romaner der ofte vil have så mange fantastiske idéer med på engang. Det handler om hvordan verdenssamfundet, og de tre hovedpersoner, udvikler sig som følge af denne enkle skelsættende begivenhed. Den øvrige teknologiske udvikling berøres kun i periferien. Men selvom den er skrevet efter en gammel klassisk science fiction formel, bygger Wilson stadig på nye koncepter som singularitetsbegrebet. For at et sekund svarer til 3 år ude i universet giver nogle interessante muligheder med at sender autonome sonder og robotter af sted. Så kan millioner af års udvikling finde sted på relativt kort tid. Det gør at Wilson får skildret overvældelsen af en teknologiudvikling der går hurtigere end menneskets fatteevne, samtidig med at det er forankret i noget der stadig ligner nutiden.

Ingen tvivl om at Spin kan anbefales. Jeg er spændt på om efterfølgeren Axis kan leve op til den.

Neil Gaiman har brugt en interessant form til sin novelle Orange, da den udelukkende består af svarene i et interview, spørgsmålene er der ikke. Den interviewede er en teenagepige og interviewet handler om hendes noget specielle søster, der er blevet helt manisk med at gøre hendes hud helt orange, hvilket selvfølgelig gemmer på en endnu mere interessant historie. Meget original historie fra Gaiman der jo ellers er mest kendt for fantasy.
Et godt eksempel på en semidystopisk historie er Pump Six af Paolo Bacigalupi. Alvarez arbejder som tekniker/mekaniker ved byens store kloakrensningsanlæg. Han har i flere år altid kunne udbedre de fejl der har opstået, men en dag begynder pumpe seks virkelig at skabe problemer. Anlægget er over 100 år gammelt og da han i sin søgen efter problemet kommer helt ned til de gamle styringskonsoller, ser han årtier gamle fejlbeskeder om manglende udskiftninger og vedligeholdelse. Byen er afhængig af anlægget, men nye reservedele er ikke til at få længere. Det er egentlig ikke så meget Alvarezs tekniske problemer der er interessante, men den øvrige verden det finder sted i. Den er plaget af miljøproblemer af en eller anden art, folk lider af udslæt og barnløshed, og tilsyneladende bliver de yngre generationer mindre og mindre intelligente. En dyster fremtid, men ikke katastrofal som sådan og ikke med en enkelt årsag. Det fungerer glimrende og er klart en af samlingens bedste historier.
I Year's Best SF 12 fik vi Cory Doctorows When Sysadmins Ruled the Earth, og det er lidt samme tema i The Things That Make Me Weak and Strange Get Engineered Away. Doctorow beskriver et fremtidens New York underlagt massiv overvågning, hvor computernørder bogstaveligt talt lever et isoleret liv og aldrig kommer udenfor i hvad der kaldes for the Order. Her analyserer de endeløse datastrømme for anomalier og rapporterer dem videre. Novellen følger Lawrence fra the Order, der finder 68 mistænkelige bytes i en datastrøm. Han får opgaven at undersøge det nærmere og det bringer ham ud i den virkelige verden blandt New Yorkere. At Doctorow er meget kritisk overfor overvågning er ikke noget nyt, men hans historie er ikke prædikende eller sort/hvid. Historien er også spændende og Lawrence en interessant figur.
En historie som The House Left Empty af Robert Reed viser en anden dyster fremtidsversion, men her er det manglen på teknologi der er problemet. Det er ikke nærmere specificeret, men USA har været ramt af en krig hvor der blev brugt EPG-våben, hvilket har ødelagt den digitale infrastruktur og information er slet ikke så nemt tilgængeligt længere. Det er dog ikke det novellen direkte handler om, men derimod om en fragtmand der prøver at levere en mystisk pakke til et forladt hus. Naboerne bliver interesserede og får lokket pakke fra fragtmanden. Pakken viser sig at indeholde et lille kompakt rumskib og de to naboer prøver at finde pakkens rette ejermand, som vist nok var fysiker. Ligesom Pump Six er det en historie der ser lyspunkter i en ellers ødelagt verden.
I en helt anden boldgade finder vi Alastair Reynolds Fury. Det er velkendt Reynolds hvor især enorme tidsperspektiver dominerer. I en fjern fremtid bliver kejseren snigmyrdet. Det var dog kun hans avatarkrop, så han er ikke rigtig død, men hans personlige sikkerhedsrådgiver skal alligevel selvfølgelig finde frem til morderen. Dette gør at han opdager nogle ting som sin egen og kejserens fortid, der stiller ham i et svært dilemma. Historien er ikke så spændende skrevet som den kunne være, da det meste består af at morderen fortæller det hele, men plottet holder stadig.
Derudover skal det også nævnes af sidste års Hugo-vinder i novellekatagorien, Ted Chiangs Exhalation som jeg tidligere har omtalt, også er med i samlingen.

Alt i alt en glimrende opsamling med mange forskellige historier, med flere knapt så behagelige fremtidsversioner og færre rumvæsener og hard sf.

Historierne følger Boss. Hun er en wreck-diver. Hun flyver rundt i verdensrummet på egen hånd i sit lille rumskib, i søgen efter gamle forladte vrag, som hun så udforsker og samler ting fra. En dag finder hun et stort meget gammelt skib, men der er noget galt. Trods dets alder på flere tusind år burde skibet slet ikke være i den del af galaksen hun har fundet det. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Overbevist om at hun har gjort et helt særligt fund, samler hun et hold af andre rutinerede “dykkere” til at udforske vraget. Det viser sig at vraget er et krigsskib og gemmer på en glemt meget farlig teknologi. I den anden historie finder Boss ud af at der muligvis er en sammenhæng mellem den gamle teknologi, og hvordan hun mistede sin mor som barn. I sidste historie bliver hun overbevist om at teknologien simpelthen er for farlig og bør ikke komme i nogens hænder, så hun sammensætter igen et hold, med flere gengangere fra første gang, der nu skal sprænge skibet i luften.

De tre historier er selvstændige og delvist afsluttede, men bør selvfølgelig læses i forlængelse af hinanden. De to første historier, der jo også tidligere har været udgivet, er klart de bedste. De er spændende, lidt uhyggelige, med eksotisk teknologi man ikke rigtig kan finde ud af hvad er og med et lille kig i en fjern fremtid, men med klart fokus på Boss selv. Det er noget farligt noget at genudgive to gode gode historier i en samling og så skrive en ny fortsættelse til lejligheden. Det kunne dog være gået langt værre. Tredje og sidste historie runder nu det hele pænt af, særligt kommer der forløsning på nogle ting og man ser en udvikling hos hovedpersonen Boss, men eventyret fra de to andre historier mangler lidt. Alle tre historier er fortalt fra Boss’ synsvinkel, så de andre bifigurer bliver desværre aldrig ligeså interessante, men de får nogle forskellige sider i Boss frem.

Som helhed er bogen her sådan set bare god underholdende science fiction om udforskning og eventyrlyst, men også med en spændende personudvikling hos Boss med hendes opgør med sin far, tabet af sin mor og sin noget ensomme karriere som vragdykker. Den kan for så vidt anbefales til praktisk talt alle. Historierne ligger ikke i nogen fast subgenre eller noget man skal kende til, det er bare en god historie – hverken mere eller mindre.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af H.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Handlingen er mere ligetil. 25 mænd og 25 mænd kvinder tager af sted i rumskibet Leonora Christine mod et fjernt stjernesystemet, for at kolonisere det. Rejsen er planlagt til at tage 5 år for besætningen, mens der vil gå 33 år på Jorden. Undervejs går noget dog galt og de har ikke længere mulighed for at stoppe ved deres planlagte destination. Deres decelerator bliver ødelagt efter en passage gennem en nebula og de kan derfor ikke umiddelbart stoppe deres konstante acceleration, og dermed mens der går kun går dage ombord på skibet, går der århundrede, årtusinder og senere æoner af år i universet omkring dem. Galakser suser bogstaveligt talt forbi på et øjeblik, og de 50 håbefulde kolonister må indstille sig på at de vitterlig er blevet helt alene i universet.

Tau Zero er hard sf med dobbelt understregning – på godt og ondt. Et solidt videnskabeligt novum sætter rammen godt for historien og bruges til at sætte mennesker i en situation de ikke kunne være kommet i på anden vis. Det er det science fiction gør bedst, når genrens muligheder bruges til noget unikt. Desværre er personbeskrivelserne ikke blandt de bedste. De bliver aldrig rigtig overbevisende og egentlig ikke rigtigt menneskelige. Deres måde at være på, valg og beslutninger virker lige en tand for kalkulerede, i forhold til hvad man vil kunne forvente af mennesker i den situation. Specielt det indbyrdes kærlighedsliv bliver fremlagt strategisk og planlagt efter hvem der vil have hvilke fordele i at indgå partnerskab med hvem.

Trods en alder på 40 år virker Tau Zero ikke spor forældet og med under 200 sider vil den bestemt fascinere og underholde nutidens læsere, hvis man ikke har noget imod kosmisk hard sf.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora's Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.