Interstellar sysctl

David G. Hartwells og Kathryn Cramers årlige antologi med et udvalg af de bedste science fiction noveller primært fra magasiner og antologier, viser et ganske solidt år 2008. Der er rigtig mange gode historier denne gang, markant flere end sidste år. Historierne er lidt mere positive end jeg husker sidste års meget dystopiske samling, men det er stadig langt fra rent optimistiske fremtidsscenarier forfatterne beskriver. Verden er ikke gået helt under, men er i flere af historierne plaget af alvorlige miljøproblemer af den ene eller anden art. Alligevel har flere af historiernes hovedpersoner med et bedre syn på fremtiden og deres situation.

Neil Gaiman har brugt en interessant form til sin novelle Orange, da den udelukkende består af svarene i et interview, spørgsmålene er der ikke. Den interviewede er en teenagepige og interviewet handler om hendes noget specielle søster, der er blevet helt manisk med at gøre hendes hud helt orange, hvilket selvfølgelig gemmer på en endnu mere interessant historie. Meget original historie fra Gaiman der jo ellers er mest kendt for fantasy.
Et godt eksempel på en semidystopisk historie er Pump Six af Paolo Bacigalupi. Alvarez arbejder som tekniker/mekaniker ved byens store kloakrensningsanlæg. Han har i flere år altid kunne udbedre de fejl der har opstået, men en dag begynder pumpe seks virkelig at skabe problemer. Anlægget er over 100 år gammelt og da han i sin søgen efter problemet kommer helt ned til de gamle styringskonsoller, ser han årtier gamle fejlbeskeder om manglende udskiftninger og vedligeholdelse. Byen er afhængig af anlægget, men nye reservedele er ikke til at få længere. Det er egentlig ikke så meget Alvarezs tekniske problemer der er interessante, men den øvrige verden det finder sted i. Den er plaget af miljøproblemer af en eller anden art, folk lider af udslæt og barnløshed, og tilsyneladende bliver de yngre generationer mindre og mindre intelligente. En dyster fremtid, men ikke katastrofal som sådan og ikke med en enkelt årsag. Det fungerer glimrende og er klart en af samlingens bedste historier.
I Year’s Best SF 12 fik vi Cory Doctorows When Sysadmins Ruled the Earth, og det er lidt samme tema i The Things That Make Me Weak and Strange Get Engineered Away. Doctorow beskriver et fremtidens New York underlagt massiv overvågning, hvor computernørder bogstaveligt talt lever et isoleret liv og aldrig kommer udenfor i hvad der kaldes for the Order. Her analyserer de endeløse datastrømme for anomalier og rapporterer dem videre. Novellen følger Lawrence fra the Order, der finder 68 mistænkelige bytes i en datastrøm. Han får opgaven at undersøge det nærmere og det bringer ham ud i den virkelige verden blandt New Yorkere. At Doctorow er meget kritisk overfor overvågning er ikke noget nyt, men hans historie er ikke prædikende eller sort/hvid. Historien er også spændende og Lawrence en interessant figur.
En historie som The House Left Empty af Robert Reed viser en anden dyster fremtidsversion, men her er det manglen på teknologi der er problemet. Det er ikke nærmere specificeret, men USA har været ramt af en krig hvor der blev brugt EPG-våben, hvilket har ødelagt den digitale infrastruktur og information er slet ikke så nemt tilgængeligt længere. Det er dog ikke det novellen direkte handler om, men derimod om en fragtmand der prøver at levere en mystisk pakke til et forladt hus. Naboerne bliver interesserede og får lokket pakke fra fragtmanden. Pakken viser sig at indeholde et lille kompakt rumskib og de to naboer prøver at finde pakkens rette ejermand, som vist nok var fysiker. Ligesom Pump Six er det en historie der ser lyspunkter i en ellers ødelagt verden.
I en helt anden boldgade finder vi Alastair Reynolds Fury. Det er velkendt Reynolds hvor især enorme tidsperspektiver dominerer. I en fjern fremtid bliver kejseren snigmyrdet. Det var dog kun hans avatarkrop, så han er ikke rigtig død, men hans personlige sikkerhedsrådgiver skal alligevel selvfølgelig finde frem til morderen. Dette gør at han opdager nogle ting som sin egen og kejserens fortid, der stiller ham i et svært dilemma. Historien er ikke så spændende skrevet som den kunne være, da det meste består af at morderen fortæller det hele, men plottet holder stadig.
Derudover skal det også nævnes af sidste års Hugo-vinder i novellekatagorien, Ted Chiangs Exhalation som jeg tidligere har omtalt, også er med i samlingen.

Alt i alt en glimrende opsamling med mange forskellige historier, med flere knapt så behagelige fremtidsversioner og færre rumvæsener og hard sf.

Jeg har ofte rost Kristine Kathryn Rusch for sine kortromaner. Hun skriver ofte adventure-præget science fiction i den måske lidt gammeldags stil, med fokus på udforskning, opdagelse og spændende eksotiske verdener. Og næsten altid med en interessant kvindelig hovedperson. Hendes historier er ikke banebrydende, filosofiske eller dyb litteratur, men de er velskrevne og ikke mindst spændende. Denne bog indeholder tre kortromaner der også udgør en samlet historie. De to første har tidligere været trykt i Asimov’s og den sidste er ny og runder, sådan da, det hele af.

Historierne følger Boss. Hun er en wreck-diver. Hun flyver rundt i verdensrummet på egen hånd i sit lille rumskib, i søgen efter gamle forladte vrag, som hun så udforsker og samler ting fra. En dag finder hun et stort meget gammelt skib, men der er noget galt. Trods dets alder på flere tusind år burde skibet slet ikke være i den del af galaksen hun har fundet det. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Overbevist om at hun har gjort et helt særligt fund, samler hun et hold af andre rutinerede “dykkere” til at udforske vraget. Det viser sig at vraget er et krigsskib og gemmer på en glemt meget farlig teknologi. I den anden historie finder Boss ud af at der muligvis er en sammenhæng mellem den gamle teknologi, og hvordan hun mistede sin mor som barn. I sidste historie bliver hun overbevist om at teknologien simpelthen er for farlig og bør ikke komme i nogens hænder, så hun sammensætter igen et hold, med flere gengangere fra første gang, der nu skal sprænge skibet i luften.

De tre historier er selvstændige og delvist afsluttede, men bør selvfølgelig læses i forlængelse af hinanden. De to første historier, der jo også tidligere har været udgivet, er klart de bedste. De er spændende, lidt uhyggelige, med eksotisk teknologi man ikke rigtig kan finde ud af hvad er og med et lille kig i en fjern fremtid, men med klart fokus på Boss selv. Det er noget farligt noget at genudgive to gode gode historier i en samling og så skrive en ny fortsættelse til lejligheden. Det kunne dog være gået langt værre. Tredje og sidste historie runder nu det hele pænt af, særligt kommer der forløsning på nogle ting og man ser en udvikling hos hovedpersonen Boss, men eventyret fra de to andre historier mangler lidt. Alle tre historier er fortalt fra Boss’ synsvinkel, så de andre bifigurer bliver desværre aldrig ligeså interessante, men de får nogle forskellige sider i Boss frem.

Som helhed er bogen her sådan set bare god underholdende science fiction om udforskning og eventyrlyst, men også med en spændende personudvikling hos Boss med hendes opgør med sin far, tabet af sin mor og sin noget ensomme karriere som vragdykker. Den kan for så vidt anbefales til praktisk talt alle. Historierne ligger ikke i nogen fast subgenre eller noget man skal kende til, det er bare en god historie – hverken mere eller mindre.

Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af J.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Poul Andersons Tau Zero fra 1970 er et skoleeksempel på subgenren hard sf. På godt og ondt. Romanen var nomineret til en Hugo i 1971, men det var Ringworld der vandt det år. Relative tidsforskydninger ved hastigheder nær lysets er romanens helt centrale novum. Altså det fænomen at tiden ombord på et rumskib der rejser nær lysets hastighed går langsommere end universet udenfor. Romanens titel kommer sig af faktoren tau, der går mod 0 som hastigheden går mod lysets hastighed, og er den faktor der ganges med for at få den relative tidsforskydning mellem rumskibet og universet. Anderson bruger rigelig med plads til at forklare dette for læseren, med ligninger og det hele.

Handlingen er mere ligetil. 25 mænd og 25 mænd kvinder tager af sted i rumskibet Leonora Christine mod et fjernt stjernesystemet, for at kolonisere det. Rejsen er planlagt til at tage 5 år for besætningen, mens der vil gå 33 år på Jorden. Undervejs går noget dog galt og de har ikke længere mulighed for at stoppe ved deres planlagte destination. Deres decelerator bliver ødelagt efter en passage gennem en nebula og de kan derfor ikke umiddelbart stoppe deres konstante acceleration, og dermed mens der går kun går dage ombord på skibet, går der århundrede, årtusinder og senere æoner af år i universet omkring dem. Galakser suser bogstaveligt talt forbi på et øjeblik, og de 50 håbefulde kolonister må indstille sig på at de vitterlig er blevet helt alene i universet.

Tau Zero er hard sf med dobbelt understregning – på godt og ondt. Et solidt videnskabeligt novum sætter rammen godt for historien og bruges til at sætte mennesker i en situation de ikke kunne være kommet i på anden vis. Det er det science fiction gør bedst, når genrens muligheder bruges til noget unikt. Desværre er personbeskrivelserne ikke blandt de bedste. De bliver aldrig rigtig overbevisende og egentlig ikke rigtigt menneskelige. Deres måde at være på, valg og beslutninger virker lige en tand for kalkulerede, i forhold til hvad man vil kunne forvente af mennesker i den situation. Specielt det indbyrdes kærlighedsliv bliver fremlagt strategisk og planlagt efter hvem der vil have hvilke fordele i at indgå partnerskab med hvem.

Trods en alder på 40 år virker Tau Zero ikke spor forældet og med under 200 sider vil den bestemt fascinere og underholde nutidens læsere, hvis man ikke har noget imod kosmisk hard sf.

Kortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora’s Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

Feersum Endjinn fra 1994 er den anden af i alt tre science fiction romaner fra Iain M. Banks der ikke er en del af Culture-universet. Banks har hver gang været en unik oplevelse, men det her slår alligevel alt.

I en fjern fremtid hvor mennesket har mulighed for at overføre deres bevidsthed til et “virtual reality”-netværk og leve videre der, dog kun med mulighed for syv ekstra liv i den virtuelle verden, er hele solsystemet på vej ind i en stjernetåge, som på sigt vil betyde at solens energi ikke vil kunne nå Jorden og al liv er dermed truet. Men for længe siden blev en maskine, der burde kunne forhindre denne katastrofe, bygget, og romanen følger fire figurer, der på den ene eller anden måde bliver involveret i at finde og aktivere denne maskine.

Første person er en ung pige der lider af total hukommelsestab og må lære at begå sig i verden igen, med diverse morsomme scener til følge. Men noget tyder på hun er en del af nøglen til hele plottet. Anden person er videnskabskvinden Gadium der får besked om at “the Plain of Sliding Stones” har afgivet et budskab, som også sender hende på sporet. Tredje person er Sessine, der tidligere stod kongen nær, men bliver myrdet først i den rigtige verden og derefter syv gange i den virtuelle verden, og ender i en slags underverden, hvor han også erkender at noget er galt med det hele. Fjerde person er Bascule, der tydeligvis ikke ved meget om hvad der sker omkring ham, men han får afgørende betydning til sidst. Denne del er skrevet i et fonetisk SMS-agtigt sprog, med sætninger som: “Well I no that, thilly, tho u r a very feerth old hok, & gettin less blind ol thi time.” Hvilket selvsagt er meget anstrengende at læse i længden.

Feersum Endjinn er nok den sværrest tilgængelige af Iain M. Banks bøger, og Banks plejer i forvejen ikke at give for endegyldige slutninger, men slutningen her er da om noget uafsluttende og giver svar på en masse som man aldrig helt kendte spørgsmålet til i første omgang. Man kastes ind i handlingen uden livlinje og må prøve at navigere i den komplekse verden uden hjælp fra forfatteren, og helt i mål kommer man aldrig.

Efter at have læst flere noveller af Greg Egan der var rigtig gode, måtte jeg jo se på en af hans romaner, og det blev den mest “hårde” og videnskabeligt tungeste science fiction roman jeg nogensinde har læst, som blev førstevalget. Schild’s Ladder er “hard sf” i en eksponentiel funktion.

Tusinder af år ude i fremtiden søger mennesket stadig efter en endegyldig model for hvordan universet hænger sammen – “theory of everything”. En mulig kandidat er nogle ekstremer i hvad der er kaldet Sarumpaet rules der via matematiske grafer skulle vise universets byggesten. På en rumstation vil man udføre et eksperiment der vil teste den teori, men det går grueligt galt. Det almindelige vakuum kollapser og en gigantisk boble med et “novo-vacuum” opstår og ekspanderer med halvdelen af lysets hastighed og adskillige stjernesystemer i nærheden må evakueres. Men da boblen bliver ved med at ekspandere vil den ende med at opsluge hele galaksen, så noget må gøres. To grupperinger opstår. Preservationists der mener at Mælkevejen skal beskyttes og det ekspanderende “novo-vacuum” skal stoppes for enhver pris, og Yielders der mener fænomenet er så banebrydende at det skal undersøges før man gør noget. Det giver jo nogle interessante associationer til de igangværende eksperimenter på CERN.

Schild’s Ladder er gennemsyret af avanceret matematik og abstrakte kvanteteorier. Ikke kun i enorme “infodumps” hvor Egan nøjsomt forklarer hans tydeligvis gennemtænkte ideer, men også i hans figurers talemåde og gøren og laden. Selv i sexscenerne er der matematik indlejret, der er scoretricks bestående af et bevis på en ny matematisk teori, og selv når en dreng der spørger sin far til råds om livets vej, slipper man heller ikke for avanceret geometri og lattices. Heldigvis er Egan af og til pædagogisk med forklarende tegninger. Selve titlen er selvfølgelig også navnet på en metode til at flytte vektorer.
Det kræver nok en særlig interesse i disse ting, at kunne værdsætte resultatet af Egans grundige arbejde med at få hans teorier til at hænge sammen, og det bliver også taget helt ud i ekstremerne til sidst, når nogen rent faktisk kommer ind i boblen og ser hvilket bizart univers med intelligente væsener det har udviklet sig til. Men den virkelig banebrydende og interessante del kommer først til sidst, og det enorme begrebsapparat man har fået opbygget gennem bogen, er lidt i overkanten af hvad man egentlig har behov for.

Er man til ekstrem “hard sf” er Schild’s Ladder klart noget af det mest “mind-boggling” man kan finde.

Brian M. Stablefords første roman fra 1969 er den længere halvdel af denne Ace Double udgivelse. Historien finder sted i en ikke specificeret fjern fremtid i en verden i forfald, hvor rotter har opnået bevidsthed og intelligens. Begge racer står dog til at uddø og tilsyneladende er der ikke nogen der bekymrer sig videre om det. Men en gammel bibliotekar, der vedligeholder hele den menneskelige civilisations forhistoriske kilder, bliver opsøgt af en rotte der overbeviser ham om, at det er en ondskabsfuld ydre trussel der er skyld i de to racers forfald, og at det kan stoppes ved at en gruppe på tre mennesker og tre rotter, drager til et sted kaldet Tierra Diablo, som så skal sprænges i luften med en kraftig bombe.
Denne gruppe bliver ledet af Kavan, der beskrives som den sidste levende kujon og en mand der lever af sin frygt. Rationalet skulle være, at pga. hans frygt er han den rette til ekspeditionen, fordi den holder ham i live og han er simpelthen for bange for ikke at gøre det. På den lange tur, der foregår til fods og til hest, møder de mange farer og mærkelige skabninger, som er resultatet af bizarre biologiske eksperimenter med mennesker. En for en bliver de dræbt på makaber vis, indtil kun Kavan står tilbage med mødet med bagmanden og kan få det hele forklaret.

Som helhed er bogen ikke noget videre at skrive noget interessant om. For det første føler jeg mig ikke helt overbevist om selve grundpræmissen, at total frygt skulle kunne vendes om til mod og heltegerninger på en sådan måde, men Kavan er da en veludviklet anti-helt. Det er egentlig også kun bogens start og slutning der er egentlig interessant, mens det øvrige bare bliver en masse fyld, bestående af endeløse beskrivelser af kampscener uden reelt indhold og diverse meningsløse samtaler med Kavan om hans frygt.

“Second Foundation” er den sidste bog i Asimovs oprindelige Foundation-trilogi. Og hvor jeg har været lidt tilbageholden med min begejstring til de to foregående, så løfter denne sig markant over dem og gør det det hele værd.

Udgangspunktet er ganske enkelt den intensive søgen efter “the Second Foundation”, første del med The Mule og anden del med “the Foundationers”, som er den mest interessante. The Mule er død af alderdom, men resterne af hans store imperium truer stadig “the Foundation”, men søgen efter “the Second Foundation” fortsætter. Den skulle være i “the other end of the galaxy”, men hvor er den anden ende af en ellipseformet galakse? En interessant person introduceres i historien, Arkady Darell, en kvik 14 årig pige, der overhører hendes fars planer om at finde “the Second Foundation” og tager selv af sted. Hun ender med at spille en stor rolle, større end hun selv er klar over. Hun er en rigtig velskrevet pigehelt og vel egentlig et ganske tidligt eksempel på en sådanne i science fiction litteraturen.

Ved de to andre bøger har jeg kritiseret de alenlange samtaler der blot omtaler begivenhedernes gang. Dette er der langt mindre af i Second Foundation. Nu sker der en hel masse her og nu, hvilket gør det hele både mere spændrende og mindre forudsigeligt. Igen, slutningen gør klart det hele værd.

Man kan undre sig over at jeg først nu er gået i gang med fortsættelserne til den første “Foundation”, men så spændende var den heller ikke, men Foundation and Empire greb mig dog noget mere.

Vi er nu adskillige hundrede år senere end den første Foundation og imperiet er godt på vej til at falde sammen, som forudsagt af Hari Seldon. I første del, kaldet The General, følger man generalen Bel Riose og hans forsøg på at angribe “the Foundation”, som nu har etableret sig ganske solidt i en række systemer. Men kejseren af imperiet føler sig truet af den meget dygtige general og får ham henrettet. Dermed blev Hari Seldons psykohistoriske teori bevist. En stærk general fra imperiet vil aldrig kunne få lov til at true “the Foundation”, fordi imperiets kejser ikke vil miste sin magt. Men psykohistorien kunne ikke forudsige at et enkelt individ kunne gøre en forskel, da hele videnskaben kun bygger på generelle tendenser i menneskets historie, hvor enkeltpersoner anses som ligegyldige. Derfor kunne Hari Seldon ikke forudsige The Mule, der udgør bogens anden del. The Mule er en mutant med en slags telepatiske kræfter der gør, at han kan kontrollere andre menneskers følelser. Det er jo yderst effektivt hvis man vil overtage magten over en planet og The Mule får snart magten over det meste af galaksen. Der går dog rygter om at Hari Seldon også oprettede en Second Foundation i den anden ende af galaksen, og den søger en gruppe Foundationers og The Mule at finde koordinaterne til.

Som nævnt var denne mere spændende end Foundation, men jeg synes stadig det er trættende, at historien næsten hele vejen igennem er bygget op af endeløse samtaler (omend ganske velskrevne), hvor verdens gang omtales. Vi ser ikke tingene sket, men kun omtalt. Alt sker dermed i datid. Ligeledes savner jeg noget dybde og noget mere håndgribeligt omkring særligt imperiet. Man får bare at vide at det engang var magtfuld og nu er på vej tilbage, men intet om hvordan eller hvorfor det sker. Ikke noget der giver en fornemmelse af hvad dette imperium egentlig er og hvordan det fungerer. Men jeg er straks gået i gang med Second Foundation, for det er da godt nok noget af en åben slutning her!