Græsprinsessen & andre historier

GræsprinsessenGwyneth Jones var æresgæst til Fantasticon 2009 og i den forbindelse har det lille forlag Ny Science Fiction, hvis første udgivelse var antologien Cirkler, oversat en håndfuld af hendes noveller og enkelte artikler. Tanken har været at præsentere bredden i hendes forfatterskab, så der er meget forskellige ting denne 120 siders samling. I øvrigt med et rigtigt flot omslag af Karina Bjerregaard.

De to første historier er fantasy og jeg brød mig ikke om nogen af dem. Titelnovellen Græsprinsessen er som et folkeeventyr om en prinsesse der er blevet forhekset og en prins der skal redde hende. I det mindste var den forståelig i modsætning til Haakon og myrmidianeren der er triviel krigs fantasy tilsyneladende sat i Warhammer-universet, og efter min mening ganske ulæselig. De resterende tre noveller er science fiction, hvoraf den bedste er La Cenerentola, der er en moderne Askepot-fortælling der indrager genteknologi og kloning.
Det mest interessante er dog artiklen Science fiction; sprog og virkelighed fra hendes samling af kritiske artikler og anmeldelser af genren, Deconstructing the Starships. I denne artikel skriver hun om hvordan sprog skaber den fiktive virkelighed i science fiction og særligt om den udfordring det er, at skrive så det både virke troværdigt i den beskrevne verden, men samtidig giver mening for den nutidige læser.
Oversættelserne er generelt fine, med enkelte steder er der dog lidt præg af engelsk ordstilling.

Det er nok de færreste der vil finde alt i denne udgivelse interessant, da det er så forskelligt, så man må vurdere om man vil give 160kr for en introduktion til hendes forfatterskab. Selv er jeg nok mere blevet interesseret i hendes genrekritik end hendes fiktion.

Asimov’s, April/May 2009

Asimov's April/May 2009Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov's, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Fantasy & Science Fiction, April/May 2009

FSF April/May 2009Fra og med dette nummer gik Fantasy & Science Fiction fra at udkomme tolv gange årligt til at udkomme seks gange årligt, men til gengæld dobbelt så tykt. Så jeg tegnede straks et toårigt abonnement, for seks ekstra magasiner i læsestakken om året virker lidt mere overskueligt. Og ligesom med mit første bekendtskab med bladet, må jeg konstatere at det er samlet set et hammergodt blad, omend ikke alle historier i dette dejligt lange nummer er lige gode. Papirkvaliteten er også mere lækker, teksten står ikke alt for tæt skrevet og omslaget bliver ikke krøllet, så det er bare på alle måder en fornøjelse at læse.

Steampunk er ikke en genre jeg er videre bekendt med, men det var det ord der dukkede op da jeg læste Sean McMullens The Spiral Briar. Den er sat til år 1449, angiveligt en alternativ tidslinje hvor der er magi i verden. Sir Gerald mangler sin datter, som er forsvundet efter at være blevet forbandet af en elver. Han bliver opsøgt af smeden Tordal, der lover at han kan bygge et særligt skib der vil kunne angribe elvernes land. Gerald indvilliger i at finansiere det storstilede byggeprojekt, og Tordal går i gang med at bygge et dampdrevet skib udstyret med kraftige kanoner. Det noget episke ridderlige sprog personerne i historien bruger iriterrede mig lidt, men handlingen var ganske medrivende og underholdende.

I anledningen af at magasinet i år fylder 60, bliver gamle klassiske historier genoptrykt. En af dem er i dette nummer den hyggelige godnathistorie The Brave Little Toaster af Thomas M. Disch. Jeg kendte ikke historien, så selvom den vel nærmest er en historie for børn, kan man jo ikke stå for en Toy Story-lignende historie hvor en række husholdningsartikler som en brødrister, en radio og en støvsuger må drage uden for husets fire vægge, i håb om at finde deres ejer, der ikke har været hjemme i over to år.

Jack Skillingsteads historie The Avenger of Love introduceres som en hyldest til Harlan Ellison, så måske forstår jeg bare ikke referencerne da jeg ikke har læst noget af ham, men en novelle om en mand der har tabt sin hukommelse og går en tur rundt i en underlig verden mens hans snakker med sin hund, for at finde ud af at han mangler kærlighed, er ikke noget jeg kan finde meget mening i.

Fantasy-fortællingen “”A Wild and a Wicked Youth”" om en ung drengs opvækst og hvordan han træner sværdkamp for at blive ridder, skrevet af Ellen Kushner, har det store problem at den egentlig hører hjemme som en ekstra prolog til hendes roman Swordspoint: A Melodrama of Manners, da det er hvad den er. En forhistorie om Richard St. Vier, helten i den fornævnte roman, som ikke kan sige os, der ikke er bekendte med det værk, ret meget.

Efter et par middelmådige fantasy-noveller, kommer der en god og en mindre god science fiction novelle. Først Andreanna af S. L. Gilbow – en fantastisk original kort historie om en guiderobot, der under en ulykke går i baglås og ikke kan andet end at gentage dens oplæg om diverse seværdigheder. Novellen er skrevet med skiftende indslag fra robottens talestrøm og de mennesker omkring den der forsøger at redde robotten. Således får vi et interessant billede af den verden det foregår i.

Den anden er Stratosphere af Henry Garfield. Historien er meget simpel. Under en baseballkamp på Månen sender en dygtig spiller bolden i kredsløb. Og det er ligesom det. Og da det aldrig vil kunne lade sig gøre, for et menneske at ramme en baseball med en sådan kraft at den vil kunne undslippe Månens tyngdekraft, har den korte novelle absolut intet at byde på.

Dernæst følger den anden genoptrykte klassiske historie. Det er Edward Jesbys Sea Wrack fra 1964, og det mest interessante er egentlig introduktionen af Ted White, der beretter om hvordan han fandt Jesbys historie i magasinets såkaldte “slush pile.” Historien beskriver en verden hvor nogen mennesker bor i havet og har udviklet sig markant anderledes end dem på land, og de to samfund har det ikke for godt med hinanden. En dag driver en mand fra havet op på en græsk ø, og en familie tager imod ham og lader ham komme til hægterne igen. En mindre romance opstår, og vi lærer noget om de forskellige samfund. Der er nogle fascinerende beskrivelser og ideer med dette samfund i havet, men jeg synes ganske enkelt der sker for lidt i historien.

“The Price of Silence” af Deborah J. Ross er nok bladets bedste science fiction historie. Kommunikationen fra en koloniplanet ophører pludselig og et skib med besætning tager af sted for at undersøge sagen. Det der møder dem, er en planet i ruiner. På bedste Star Trek maner må et “away team” undersøge hvad der er sket. Plottet er spændende fra start til slut, mens karakteropbygningen går lidt for meget over i pladderromantik, med forhold og forelskelser på kryds og tværs. Egentlig interessant med denne blanding, for den har givet nogle forskellige reaktioner i de andre anmeldelser jeg har læst på nettet. Andre kan ligesom mig bedst lide hard sf delen af plottet, og irriteres lidt af romancerne, mens andre fremhæver personbeskrivelser som det bedste.

Nummeret afsluttes med episk kliché fantasy, One Bright Star to Guide Them af John C. Wright. Den har det hele. Magiske sværd, tryllespejle, gamle bøger på elversprog og ikke mindst en ung mand der skal kæmpe mod det onde. Komplet med “fantasifulde” titler og navne som the Black Mirror of the Winther King, the Champion of the (Dark|Light), the Knight of Shadows og selvfølgelig the Dark Master. Sådan noget har jeg svært ved at holde ud, og må indrømme at jeg kun skimmede det meste af den.

Redaktør Gordon van Gelder har skrevet en interessant leder om trykte magasiners rolle i en verden hvor Internettet fylder mere og mere. Han beder læserne huske på, at der stadig er mange derude der faktisk ikke er på nettet, og at vel nok har blogs og e-mail gjort kommunikationen mellem redaktører, forfattere og læsere meget hurtigere, men det kan også blive for nemt, for man bruger altså længere tid på at overveje hvad man skriver, når det sendes ind som et rigtigt læserbrev.
Af andre interessante ting kan man finde Pat Murphys og Paul Dohertys populærvidenskabelige artikel om balloner, i virkeligheden og i science fiction litteraturen. Med alt lige fra verdensomrejser i luftballon til interessante egenskaber ved vandballoner.

Himmelskibet nr. 17

Himmelskibet nr. 17Det her er egentlig sommernummeret af Himmelskibet, men nu skulle nr. 18 være på vej, så jeg måtte hellere blive færdig med nr. 17. Som altid med både noveller, artikler og rigtig mange sider er brugt på anmeldelser.

Første novelle, Selv drager danser af Christopher Kastensmidt, er klassisk high fantasy om en drage der skal nedkæmpes. Ikke lige min stil må jeg sige. Mere interessant er Henrik Larsens science fiction novelle Vi kan sende et menneske til Mars, der ikke handler om Mars som sådan, men om et mislykket forsøg med at fryse folk ned i håb om at kunne kurere deres sygdomme i fremtiden. Manfred Christiansens Nuttet handler om et nuttet kæledyr, der udvikler sig til at være “mindre” nuttet, for at sige det mildt.

Klaus Æ. Mogensen har skrevet en interessant artikel om rumdragter, både i fiktion og i virkeligheden. Det er langt fra så simpelt som det ofte kommer til udtryk, og at lave gode dragter er mindst ligeså stor en udfordring for NASA, som faktisk at sende folk i kredsløb. Knud Larn har en længere artikel om T. H. Whites The Once and Future King, et gammelt klassisk fantasyværk der bygger på Kong Arthur myten. Vi får conreps fra Fantasticon 2008 og Komiks.dk, af henholdsvis Jesper Rugård og Tue Sørensen. Der er mere om tegneserier fra Maria Kohinoor Larsen der langer kritisk ud efter tegneseriebranchen i sin artikel Et univers af farver og striber. Man har også trykt en 4 siders tegneserie af Eric Knipper. En efter min mening både grim og meningsløs rumkrigshistorie.

Asimov’s, September 2008

Asimov's, September 2008Hvilken fantastisk forside. Gigantiske majestætiske goblelignende skabninger! Indholdet er heller ikke værst, med rigtig mange gode historier og et par mere eller mindre dybsindige digte. Af sidstnævnte ser G.O. Clark på verdensberømte malerier i Perspective, Bruce Buston skriver om en by i en anden dimension i The Ghosts of Chronopolis og Ian Watson giver os skrigende rumvæsener i Screams.

I William Bartons In the Age of the Quiet Sun finder en gruppe asteroideminearbejdere liget af et rumvæsen nær en større asteroide. De resonerer sig hurtigt frem til at rumskibet nødvendigvis også må være i nærheden og finder det begravet i asteroiden. Man har aldrig før stødt på bare antydninger af andet intelligent liv i rummet, så de ved godt de har gjort en stor opdagelse, men de er ikke meget for at kontakte deres overordnede, da de er ret sikre på de ikke selv vil få noget ud af det. I stedet vil de forsøge at udnytte teknologien fra det fundne rumskib, til at skabe deres egen forretning, men de må arbejde hurtigt, for myndighederne fatter hurtigt mistanke og jagter dem gennem solsystemet. En god og spændende historie, uden at være noget ekstraordinært.

En robot går til en psykiater i Robert R. Chases Soldier of the Singularity, fordi den gerne vil behandles som et menneske og hjælpe til med behandlingen af psykiatriske patienter. Psykiateren er dog noget modvillig, da han ikke mener at robotten kan forstå menneskelig psyke da den ikke selv er menneskelig, og at der hersker en krig mod robotterne der mener at de har gjort mennesket ubrugelig i evolutions navn, hjælper heller ikke just på troværdigen. Men slutningen tager en helt uventet drejning. Overraskende og original kort novelle.

Menneskehandel ses af de fleste næppe som noget positivt, men Mary Rosenblum forsøger at udfordre dette synspunkt i sin novelle Horse Racing. Det er ikke direkte menneskehandel, men mere i retning af virksomheder der køber retten til at ansætte særligt kvalificerede mennesker. Novellen følger en af de bedste købere i det her felt, der tager en gæst med til en af de her auktioner, og den moralske opfattelse og ideen om vores egen selvbestemmelse sættes på prøve, både for læseren og gæsten.

Vil man have et hologram med sin afdøde bedstemors personlighed “boende” hjemme hos en, hvis man havde muligheden? Dette spørgsmål stiller Ian Creasey i Cut Loose the Bonds of Flesh and Bone, der giver den meget brugte idé om digitale kopier af en persons hjerne en anden drejning.

Læseren og novellens fortæller rejser tilbage til den palæozoiske tidsalder i Steven Utleys Slug Hell. En stemningsfuld novelle, hvor den tidsrejsende geolog ser skønhed i fortidens bakteriepøl.

Hvert nummer af Asimov’s indeholder tilsyneladende en hyggelig eventyragtig, til tider børnevenlig, blød science fiction (næsten fantasy) historie. Denne gang hedder historien Midnight Blue og er skrevet af Will McIntosh. Vi er egentlig ovre i fantasy, for det er nogle magiske “charms” i forskellige farver, der for længe siden pludselig dukkede op over det hele, der er historiens novum. Disse “charms” kan optages af en person og give ham eller hende særlige evner. Alt lige fra evnen til at flyve til blot at være god til at fløjte, stort som småt. Men da der ikke er kommet flere af dem siden de kom frem første gang, er de nu blevet meget dyre og sjældne, og kun de riges børn har nogen. Novellens hovedperson, Jeff, er ikke en af dem. Men da han en dag finder en “charm” ude i naturen, hvilket er helt uhørt, bliver hans liv vendt op og ned. Den midnatsblå “charm” viser sig nemlig at være yderst sjældent, og straks vælter det ind med gode tilbud. En fin godnathistorie til yngre læsere.

Sport er sjældent omdrejningspunktet i science fiction historier (i hvert fald af hvad jeg har stødt på). Sportsskribenten Derek Zumsteg har med novellen Usurpers fået sin professionelle debut som forfatter, med en intens tankestrøm fra King under et løb hvor han vil slå rivalen Steve. Zumsteg eksperimenterer med sproget og gør det godt, men der er simpelthen for lidt handling til at gøre historien bare lidt interessant.

Stephen Baxter forsøger sig med en klassisk invasion fra rummet historie, men med det twist at rumvæsenerne er monstre bestående af is, det foregår i 1700-tallets England og blandt hovedpersonerne er Daniel Defoe og Isaac Newton. Jeg synes det er en rigtig fed idé, men Baxter får desværre aldrig rigtig spænding ind i historien, og meget fortaber sig i snik snak mellem de store historiske navne.

Udover de mange rigtig gode historier i dette nummer skriver Sheila Williams om Asimov’s egen læserpris og Robert Silverberg ser på 30-års jubilæet for Reflections-klummen der i 1978 startede i bladet Galileo.

Fantasy & Science Fiction, July 2008

Fantasy & Science Fiction, July 2008Jeg har også købt et enkelt nummer af The Magazine of Fantasy & Science Fiction. Endnu et amerikansk magasin med rødder langt tilbage og den nuværende redaktør Gordon Van Gelder har de sidste to år vundet en Hugo for bedste redaktør. Trykkekvaliteten er lidt bedre end “Asimov’s” og Analog, med et mere solidt papomslag og almindeligt paperback-papir. Bladet lever op til sit navn, ved at have både fantasy og science fiction. Vel at mærke af den gode litterære slags, altså hverken trivial “high fantasy” eller teknikpumpet “sci-fi” som i Analog. Der er både noveller, novelettes og en enkelt novella i dette nummer.

Matthew Hughes leverer en historie om Hengis Hapthorne, en figur Hughes har skrevet mange historier om, i Fullbrim’s Findings, hvor Hapthorne må tage til en fjern planet for at finde Doldan Fulbrim, men udover ham finder han også løsningen til universets gåde. Hughes filosoferer store tanker i denne novelle, som i hvert fald på overfladen er science fiction, men ellers svær at placere.

Lise Goldsteins Reader’s Guide starter med at ligne hvad titlen angiver; en læseguide med spørgsmål at tænke videre over til en eller anden udefineret kærlighedsroman, men fra punkt 17 slår vinklen over til den der skriver denne guide, der viser sig at arbejde hos selveste the Lord of Story, der administrerer et gigantisk bibliotek over alle mulige kombinationer af plots og figurer der kunne blive til romaner. Det er svært at referere så det giver mening, men virkelig en original novelle, der er umulig at sammenligne med noget andet.

Novellaen The Roberts af Michael Blumlein handler om en arkitekt, der først får succes med bygninger bestående af et nyt organisk levende materiale, men da materialet efter noget tid bliver “sygt” og bygningerne bliver ubeboelige, er sucessen vendt til fiasko. Efter det finder han ud af, at han savner en kvinde i sit liv, men kan ikke finde nogen han synes om. Derfor skaber han en kunstig en, og for en stund er både hun og ham det lykkeligste par i verden. Det bliver de for så vidt ved med at være, men for at glæde hende endnu mere får han lavet kloner af sig selv til hende. Som man måtte forvente, skaber det sine vanskeligheder. Historien var velskrevet og let læst, men det var som om forfatteren aldrig rigtigt vidste hvad han ville fortælle. Hovedpersonens liv som arkitekt og hans kloner, er to tilsyneladende helt adskilte forløb, der mindre succesfuldt forsøges vikles sammen til sidst. Det følelsesmæssige drama fylder klart mest, men selvom man kan tage sine forbehold med kloner og deres følelsesliv, så bliver deres gøren og laden aldrig rigtig troværdigt.

Historier skrevet i anden person finder jeg for det meste irriterende og anstrengende at læse, og særligt med Scott Dalrymples Enfant Terrible, fordi det ikke giver nogen videre mening at bruge denne form i den her historie. En mand der siger han er fra universitetet tropper op på en grundskole, for at observere en klasse. Han får interesse for et særligt kløgtigt barn og bortfører ham. Grunden hertil er bedst ladet været usagt.

Alternativ historiske noveller hvor tyskerne vinder anden verdenskrig er ikke just en nyskabende ide, og selvom den er ganske velskrevet, bidrager Albert E. Cowdreys Poison Victory heller ikke med det helt store. Fortælleren er den kemiske officer der stod bag initiativet med at bruge den effektive giftgas, der gjorde at tyskerne vandt krigen, men nu i 1949 fortryder han sine gerninger og overvejer sine muligheder.

Den sidste historie hedder The Dinosaur Train og er skrevet af James L. Cambias, og foregår i en alternativ verden hvor dinosaurere stadig findes, hvor de bliver brugt til shows. Det meste af novellen handler om en brachiosaurus der er blevet syg og hvordan familien bag det største dinoshow forsøger at helbrede den. Udover at en parade med dinosaurere der går parade gennem en storby kan give nogle sjove billeder i hovedet, havde historien ikke rigtigt noget at byde på.

Sammenlignet med de andre magasiner, bruger Fantasy & Science Fiction ikke meget plads på ikke-fiktion, men nogle boganmeldelser og en længere meget kritisk anmeldelse af filmen Jumper er der. Jeg savner dog især en redaktionel spalte og måske nogle læserbreve.

Trods mine nævnte forbehold, må jeg sige at jeg virkelig nød at læse alle historierne. Alle velskrevne, ingen direkte dårlige historier og synes jeg at jeg havde tiden, til at læse endnu et magasin hver måned, vil valget klart falde på Fantasy & Science Fiction.

Hugo Award 2008 – novelle nomineringer

I Fantastiks læsegruppe har vi de sidste to gange læst de nominerede til Hugo awarden i “short story”-kategorien. Definitionen er en historie på mindre end 7.500 ord. Og annonceringen af vinderne er vist ved at være lige op over.

Last Contact af Stephen Baxter. Med udgangspunkt i teorien om The Big Rip, hvor universets acceleration får alle atomer til at blive flået fra hinanden, har Baxter skrevet en helt klassisk, men original, novelle om verdens undergang.

Tideline af Elizabeth Bear. En gigantisk kvindelig krigsrobot har tilsyneladende mistet resten af sin besætning i en gigantisk krig, og vandrer nu rundt på en strand for at samle skaller til brug i halskæder, der skal blive mindesmærker for hendes faldne krigskammerater. Der møder hun en forældreløs dreng og de udvikler et tæt venskab. Velskrevet, original og også klart favoritten i læsegruppen.

Who’s Afraid of Wolf 359? af Ken MacLeod. Her er en space opera historie der virkelig savner plads. Den starter godt, med en kriminel der tager sin straf ved at tage til en koloni ved den røde dværg Wolf 359, for at undersøge hvad der er blevet af den. Han finder et samfund på randen af undergang og iværksætter store planer for at genopbygge det. Desværre bliver slutningen enormt forhastet og utroværdig, og det virker generelt som MacLeod bare har fyldt på med (mange gode) ideer fra skrivebordsskuffen, bare for at få dem brugt.

Distant Replay af Mike Resnick. En historie jeg simpelthen ikke fatter er blevet nomineret. Den er håbløst uoriginal, forudsigelig, pladderromantisk og har absolut intet med sciene fiction eller noget lignende at gøre. En ældre mand sidder på en restaurant, hvor han får øje på en ung kvinde der ligner hans nu afdøde kone på en prik da hun var ung. Han begynder at tale med hende og finder ud af, at hun på stort set alle måder er som hans kone.

A Small Room in Koboldtown af Michael Swanwick. Denne novelle er godt nok fantasy, men hvad man kan kalde “hard fantasy”. I en fantasy verden der er en blanding af vores kendte verden og en masse underlige væsener, skal en detektiv opklare et besynderligt mord hvor en række omstændigheder ikke hænger sammen. God blanding af en fantasy setting og detektivhistorie.

Med undtagelse af Distant Replay synes jeg alle de nominerede historier i år er ganske gode, hvor mine favoritter må blive Tideline og A Small Room in Koboldtown for deres originalitet.
Podcastudgaver af alle historierne kan høres på Escape Pod.

Hugo Award 2008 – novelette nomineringer

I starten af august vil vinderne af Hugo Awarden i de forskellige kategorier blive kåret til WorldCon. Her er mine kommentarer til de fem historier i novelette-kategorien. En novelette er defineret som en historie på mellem 7.500 og 17.
500 ord.

The Cambist and Lord Iron: a Fairytale of Economics af Daniel Abraham. Denne historie er egentlig et eventyr og ikke rigtig en genretekst, omend den vel mest er ovre i fantasy. Historien følger en vekselerer, der får en svær opgave af den berygtede Lord Iron; at veksle en ukendt møntfod som ingen kurs har. Han løser det ved at sælge de ukendte sedler som indpakningspapir til en fiskehandler. Lord Iron bliver imponeret over vekselererens kreative løsning, og sætter ham på endnu mere umulige opgaver, hvor han skal forsøge at sammenligne værdien af menneskers liv og sjæl. Udover at have nogle sjove tanker omkring værdisætning af immaterielle ting, kan jeg ikke se hvorfor den skulle Hugo nomineres.

The Merchant and the Alchemist’s Gate af Ted Chiang. Denne historie er ligeledes et eventyr og nok endnu mere en typisk en af slagsen. En mand kommer i snak med en sælger i Bagdad, der fortæller om en port der giver adgang til tyve år ude i fremtiden. Han beretter om tre andre mænd, der har gået igennem porten, opdaget noget med deres fremtidige jeg og forsøgt at bringe den erfaring tilbage. Alle historier illustrerer flere kendte tidsparadokser og moralen lader til at være, at man ikke kan ændre på hverken fortiden eller fremtiden, kun blive klogere på den. Manden der har hørt disse historier beslutter dog, at han selv vil prøve, men han vil tyve år tilbage i tiden, hvilket han kan komme via en lignende port i Kairo. Det ender som man kan forvente af et typisk eventyr. Meget hyggelig historie, men jeg kan heller ikke se hvad denne laver som Hugo nomineret.

Dark Integers af Greg Egan. En “hard sf” historie med en god ide, der desværre løber lidt af sporet til sidst. Matematikerne Bruno og Alison har arbejdet på nogle matematiske teorier om parallelle universer, men deres arbejde får katastrofale følger i et andet univers og efter at være blevet kontaktet af rumvæsenet Sam fra dette univers, stopper de deres arbejde og holder det hemmeligt. Men 10 år efter kommer de på sporet af et nyt matematisk geni, der er ved at udvikle nogle lignende algoritmer, og Bruno og Alison kontaktes igen af Sam, der kan berette om store katastrofer hos dem. Men så begynder algoritmerne at blive brugt som våben. Det er et rigtigt fedt koncept Egan har skruet sammen her, men hele præmissen fejler. Min forståelse af matematik som en ren abstraktion falder jo helt fra hinanden, når den blotte brug af en algoritme på en computer, skulle kunne få fysiske konsekvenser i den rigtige verden.

Glory af Greg Egan. Endnu en matematisk “hard sf” historie fra Egan. To forskere, Joan og Anne, kommer til planeten der er hjemsted for racen Noudah. De har taget form som dem og får kontakt med hver deres nation på planeten, hvor de får lov til under dække som indfødte matematikere, at undersøge de matematiske teoremer de nu uddøde forfædre, the Niah, til the Noudah har efterladt. Deres civilisation levede for millioner af år, med tilsyneladende det ene formål, at komme frem til den endegyldige matematiske sætning der skal fortælle “sandheden”. En imponerende space opera i kompakt format, hvor Egans matematiske ideer ikke overskygger et godt plot.

Finisterra af David Moles. Læseren kastes ind i en historie om Bianca der tager et risikabelt job på gasplaneten Sky, hvor hun skal hjælpe med at dræbe nogle gigantiske væsener der lever i planeten. Væsener der er så store, at hele samfund kan leve på dem. Spændende ide og den hyppige brug af spanske og arabiske ord gør novellen unik, men den kunne godt trænge til lidt finpudsning.

De to af Egans historier appellerer klart mest til min egen smag og Glory må blive min favorit. Som det skulle være kommet til udtryk, er jeg principielt lidt imod at blande eventyrs fantasy historier ind i Hugo Awarden, for det giver jo ingen mening, at skulle forsøge at sammenligne dem med fx Egans hårde science fiction. Men nu de er valgt med, kunne jeg godt sætte Chiangs historie som en anden mulig værdig vinder.

Næsten ånder i mørket

Næsten ånder i mørketI Azur-læseklubben kommer der af og til bøger jeg ikke selv ville have fundet på at læse, hvor dette er en af dem, og havde måske også helst været foruden, men Helga Bergs dystopiske science fiction/fantasy tidsrejse historie udgivet på forlaget Facet i år, er nu alligevel et originalt unikt bidrag til den danske fantastiske litteratur.

Efter en ubestemt kaostid er verden gået tilbage til mere primitive livsformer i tæt samspil med naturen. Romanen følger et lille samfund i Dalien, hvor man lever fredeligt og solidarisk med hinanden og naturen. Men de lider af fertilitetsproblemer. Næsten ingen børn kommer til verden af naturlig vej, så man forsøger sig med kunstig befrugtning af gammel nedfrossen sæd, men selv det skaber ofte vanskabte eller dødfødte børn. Oveni det er der også problemer med høsten, så sultproblemer trænger sig også på.
I håb om at redde fremtiden, må en ung pige – Arina – rejse tilbage til nutidens København, for at finde et specielt barn – Dalia. Hun havner først på et børnehjem, men flygter efter kort tid og finder sammen med en gadedreng ved navn Chris. Sammen med ham oplever hun dagens Danmark og finder det meget besynderligt, og viser dermed forfatterens kommentar til vores samfund. Det er om noget en roman der ikke handler om fremtiden, men om nutiden.

Helga Berg skriver i jeg-formen gennem hele romanen, med skiftende vinkel fra Arinas mor Fry, der er den egentlige fortæller af historien, og Arina selv. Hun skriver et flot og følelsesladet sprog, som jeg i starten syntes ganske godt om, men efterhånden blev jeg simpelthen kørt træt. Når vinklen er hos Arina i nutidens København, sker alting meget hastigt – der handles og tænkes mindre, mens med Fry bliver det lange tankestrømme og utallige spørgsmål om hende selv og samfundet. Denne skildring skal naturligvis afspejle tempoet i de to forskellige tiders samfund, men Frys tanker fyldte simpelthen for meget i romanen som helhed.
Historien er også meget moderne i den forstand, at der leges med genrebrud, selvom grundlaget klart er science fiction. Dystopisk fremtid, fertilitetsproblemer som videnskabsmænd forsøger at løse og et rumfartsprojekt er blot nogle af elementerne i romanen, men selve tidsrejsen forklares ikke rigtigt, og folkene i Dalien, og især Arina, besidder særlige telepatiske kræfter. Efter min mening, bliver der blandet for meget “hokus-pokus” ind i en science fiction fortælling, er det blot fantasy, og Næsten ånder i mørket er lidt på kanten.

Målgruppen skal nok findes lidt udenfor de hårde science fiction læsere, men den bør nu roses for at være en rigtig “dansk” science fiction roman, der på ingen måde imiterer den amerikanske form.

Harry Potter and the Deathly Hallows

Harry Potter and the Deathly HallowsTillader lige at bruge bloggen til en anmeldelse af et ikke science fiction værk, for afslutningen på denne serie er værd at omtale og ellers har bloggen være urørt for længe. Jeg kommer naturligvis ikke med nogen store spoilers af hensyn til dem der ikke har læst bogen endnu, men det kan blive omtalt i kommentarerne.

Harry er fast besluttet på at droppe skolen og jagte horcruxer. En opgave Dumbeldore efterlod ham. Selvfølgelig med hjælp fra de trofaste venner Ron og Hermione. Alt i mens Voldemort får mere og mere magt over både Hogwarts og ministeriet, og alverdens nye grumme og restriktive regler dukker op. Den første del af bogen minder meget om de forrige, hvor de tre hovedpersoner sammen prøver at finde ud af hvad de skal gøre, ligger planer og beklager sig over at de reelt ikke ved hvad de vil, omend de nægter hjælp fra andre. Selvom det ikke længere er på skolen, så har Rowling altså ikke kunne droppe denne velkendte formel. Halvvejs inde i bogen hvor “the Deathly Hallows” introduceres til plottet, bliver det derimod mere interessant, og dele fra de tidligere bøger begynder at kunne sættes ind i en større sammenhæng. Og på den måde er bogen en fin afslutning der lukker de løse ender. Jeg kunne dog godt have håbet på en mere modig og åben slutning, fremfor den meget traditionelle og lidt kedelige slutning.

Alt i alt har jeg det nok lidt blandet med bogen. Jeg har nydt de andre som fin underholdning, omend heller ikke meget mere, og det opfyldte afslutningen da også. Den meget mørke og dystre stemning de to sidste bøger har haft, hvor der nærmest absolut ingen glade eller hyggelige scener er, har gjort de to sidste bøger markant bedre end de andre. De første bar meget præg af at være børnevenlige, hyggelige og ikke alt for farlige, hvor Rowling nu skruer op for ondskaben til sidst. Jeg har svært ved at tro at filmatiseringen af denne bog kan blive holdt familievenlig. Dog irriterer de lettere moralsk opdragende elementer mig stadig, hvor kampen mod det gode og det onde er ridset temmelig firkantet op (har altid savnet mere nuancering mellem de stereotype beskrivelser af Gryffindor og Slytherin), det ubrydelige kammeratskab og det at kunne ofre sig for “the greater good.”

Slutningen er svær at omtale uden at røbe for meget, men jeg må altså sige at min begejstring dalede noget med det sidste kapitel og epilogen. Det hænger fint sammen og alt det der uden løse ender, men som sagt, er det ikke en særlig modig slutning, og næsten så forudsigelig at man faktisk havde regnet med noget andet.
Men ingen tvivl om at den da bør læses hvis har man har kendskab til de andre, men det kommer nok af sig selv.
Janus har på sin blog omtalt den gruppe der hader Harry Potter, for ikke at være særlig god fantasy. Da jeg ikke læser anden fantasy end de store bestsellere som Harry Potter og Lord of the Rings, vil jeg ikke kommentere meget på det, udover at fastslå at serien bliver markant bedre på mange punkter i de sidste bind.