Robert Reed har denne gang skrevet en fantasyhistorie med The Long Retreat, der handler om en løjtnant i hæren for et gigantisk imperium. Han synes dog ikke helt krigen går så godt, men kejseren og hans nærmeste lader til at være overbeviste om at deres land er praktisk talt uendeligt stort, og derfor aldrig kan indtages. Læseren og historiens hovedperson, kan dog godt se at der er noget selvmodsigende i dette, eftersom de jo er i krig med “nogen”, og derfor må kejserriget have en ende. En fin historie om storhedsvanvid i bogstaveligsete forstand.

Robin Aurelians Bait er en uinteressant lille fantasy historie om drengen Navin, der har øgenavnet “Bait”, fordi han ikke er en særlig god jæger, men ofte bliver bidt. En dag er han på tur med familien i denne fantasyverden fyldt med sære væsener.

Writers of the Future af Charles Oberndorf havde et interessant udgangspunkt, med en fjern fremtid hvor kun få rigtige mennesker lever i kredsløb om Mars – mens kunstige Minds lever omkring Jorden, og menneskene hader disse Minds og derfor handler en del af deres fiktion om dette. Novellen følger en ung mand der deltager i en workshop med hans ynglingsforfatter. Men det fører bare ikke rigtig nogen steder, og det er ikke til at se hvad forfatteren vil med det.

Marc Laidlaw byder på hyggelig romance fantasy i Songwood om gargoylen Spar der forelsker sig i en galionsfigur et fragtskib. Der smøres tykt på med den ulykkelige kærlighed.

Kortromanen Ghosts Doing the Orange Dance af Paul Park kom jeg ikke igennem. Det er en historie inde i en historie, hvor en del består af en længere familiehistorie. Har man overskuddet og energien til den, er det sikkert en fin historie, som de fleste andre anmeldere på nettet også påpeger.

The Secret Lives of Fairy Tales af Steven Popkes kunne jeg ikke rigtig se nogen god mening i. Det er et forsøg på en genfortælling af en række klassiske eventyr såsom Snehvide og Askepot, men videre interessant er det ikke.

Kate Wilhelms The Late Night Train er god stemningsmættet horror. Christy er en kvinde på 30 år, der stadig bor hjemme med hendes syge far og misbrugte mor, og har det heller ikke for godt selv. En dag begynder hun at høre lyden af en togfløjte, men der er ingen jernbaner i miles omkreds.

Nummerets anden egentlige science ficiton historie kommer fra Dean Whitlock med titlen Nanosferatu, hvori et medicinalfirma har fundet frem til et produkt baseret på nanoteknologi der effektivt giver evigt liv. Eneste bivirkning er at man bliver mere liderlig. Det kører selvfølgelig helt af sporet, da direktøren ikke vil acceptere at indsprøjtningen kun skal gives en gang. Det er der jo ingen penge i, så produktet skal laves om så jævnlige behandlinger er krævet. Underholdende nok historie, men slutningen var nu noget sær.

Sidste historie er udmærket horrorhistorie. I City of the Dog af John Langan følger vi en mand, der en aften han er ude at gå tur med sin kæreste ser en hund han beslutter sig for at se nærmere. Men i mellemtiden forsvinder hans kæreste fuldstændig. Han fortæller sin ven Chris om den uhyggeligt udseende hund, og straks mener Chris at vide hvad der er sket. Chris kører ham ud til et skummelt slot langt ude på landet, hvor en såkaldt Keeper har nogle ghûls og åbenbart taget kvinden til fange.

Første historie, Stone Wall Truth af Caroline M. Yoachim, er en ret så makaber fantasy historie om Njeri, der har den opgave at skære folk op for at de kan hænge på en speciel mur som straf, og så senere tage dem ned igen og sy dem sammen. Denne mystiske væg viser de mørkeste hemmeligheder i dem der hænger der. En dag begynder Njeri at stille etiske spørgsmålstegn til det hun laver, hvilket resulterer i hun selv kommer op at hænge. Meget dyster, og egentlig ganske god historie, men den hører nu egentlig mere hjemme i Fantasy & Science Fiction.

Næste historie, Dead Air af Damien Broderick, introduceres som en hyldest til Philip K. Dick og det kan være man skal være fan af hans noveller, for at værdsætte denne novelle. Verden er blevet dyster og farlig, hvor Solens stråler er blevet så farlige at kun en solskærm i kredsløb om Jorden beskytter folk. Fjernsynet er fyldt med billeder af angiveligt døde personer der råber om hjælp. Meget sært alt sammen, men typisk Broderick.

The Woman Who Waited Forever af Bruce McAllister er en af de genreløse historier jeg ikke synes hører hjemme i bladet, men dog værd at læse færdig. Vi følger et par unge drenge der under lidt for vild leg med bue og pil, kommer til at såre en af deres kammerater. De får hjælp fra en mystisk kvinde i ruinerne af et gammelt hospital. Noget langtrukken og uden egentlig pointe.

The Bold Explorer in the Place Beyond af David Erik Nelso er en kort vild historie om en modig blæksprutte der vil udforske landjorden, fortalt af en gammel drukkenbolt. Selvsagt er historien noget sær.

Aliette de Bodards The Wind-Blown Man forestiller sig en fjern fremtidsverden hvor mennesker har mulighed for at transcendere fysisk og meta-fysisk til et “højere” stadie. Normalt kommer folk ikke tilbage til Jorden igen efter det, men her vender en mand altså tilbage og det er et mysterie hvorfor. En af den type historier hvor man har det indtryk, at det mere er forfatteren der er i centrum og ikke læseren.

Afslutningsvis fortsætter Stephen Baxter sin alternate history om en invasion fra rummet i starten af 1800-tallet. The Ice Line er en fortsættelse af The Ice War fra septembernummeret i 2008 og finder sted 85 år efter begivenhederne deri. I det her univers har Napoleon invaderet de forenede stater og har nu sat kurs mod England. Det hele bliver selvfølgelig mere kompliceret da den engelske flåde også vil angribe rumvæsener på Mars. På papiret lyder det godt, men Baxter er altså desværre blevet umådeligt kedelig at læse efter han kastede sig over disse historiske værker. Det fortaber sig i navne, historiske steder og begivenheder.

Første historie, Dragon’s Teeth af Alex Irvine, er triviel high fantasy. Paulus er på en mission der går ud på at åbne en gammel grav. Da han gør det slipper en ånd ud og alle på nær Paulus selv bliver dræbt. Derefter får han en ny mission hvor han skal slå en drage ihjel. Ikke specielt interessant.

I Bad Matter af Alexandra Duncan befinder vi os mere end 500 år ude i fremtiden. Transport gennem galaksen bliver drevet af selvstændige familiegrupper med egen kultur og religion. Historien følger Saraih hvis far har foretaget en del studier af disse kulturer. En dag får hun et gammelt brev fra hendes nu afdøde far, sendt fra en af disse familier. Det ligger grunden til et spændende kig ind i interstellar handelskultur.

Terry Bisson tager flere genreklichéer og vælter dem fuldstændig rundt i Farewell Atlantis, hvori Stella og Frank vågner op på et rumskib uden at kunne huske noget. Rumskibets AI fortæller dem at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et New York fra nutiden fuldt befolket. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den dog ok underholdende.

Hell of a Fix af Matthew Hughes er en syret morsom historie om himmel og helvede, dog ikke uden en vis seriøs pointe. Chesney kommer til at slå sig selv i fingeren med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han en dæmon. Dæmonen insisterer på at han skal indgå en handel hvor han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse og det med store konsekvenser for livet på Jorden. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst. Der er nogle pointer om hvordan vi mennesker bogstaveligt talt har brug for både djævelen og engel på hver af vores skuldre.

Brendan Du Bois tager os til en månekoloni i Illusions of Tranquility, og vi følger Eva som tager imod en rig turist fra Jorden. Vi finder ud af at de faktisk er ret fattige på månen, og Evas opgave er blandt andet at lokke turister til at købe dyre souvenirers. En okay novelle.

Kit Reeds The Blight Family Singers er en den type historier i F&SF der keder mig, hvor forfatteren går alt for meget op i det stilistiske og formen, hvor et egentlig plot glemmes. I denne er det noget med en mindre by, hvor den kendte Blight Family er inviteret til at komme at synge i. Familien har en markant fortid.

Endnu en historie om en månekoloni får vi fra Sarah Thomas med The Economy of Vacuum, men den eneste beboer er Virginia Rickles. Der går noget galt på Jorden. En større krig eller lignende bryder ud, og Virginia bliver totalt isoleret i årtier. Da der endelig kommer mennesker derop igen, er det to astronauter fra Guatemala og de diskuterer hvad de skal gøre af Virginia, der tydeligvis er stærkt mentalt medtaget af at have levet isoleret i så mange år. Og hun repræsenterer jo fjenden! En spændende måde at skildre en altødelæggende verdenskrig på.

Der er ikke meget fantastik over Iris af Nancy Springer. Den korte novelle handler om en ældre kvinde hvis datter Iris er død. Hun er temmelig fattig og mindes en aften hvordan det var at holde jul engang. Meget sørgmodig, men uinteressant historie.

Tim Sullivan har fundet en interessant ny vinkel på tidsrejser med Inside Time, men forspilder desværre chancen. Den kendte forsker Herel finder sig selv på en mærkelig rumstation, kun beboet af kvinden Mae. Han får fortalt det er en såkaldt “tidsstation” – en station i et knudepunkt mellem tid og rum. Hun forsikrer ham dog om at han snart vil blive hentet igen og taget tilbage til sin egen tid. Stationen er angiveligt bygget af nogen i en ukendt fremtid, for at samle tidsrejsende op. Efter noget tid dukker en ny mand op. En dømt kriminel, der ligesom Mae skal være på stationen for at udsone sin straf. Herel bliver meget jaloux og et banalt trekantsdrama udvikler sig, men det virker ikke troværdigt. Slutningen er god, men det banale jalousidrama kunne være bedre udført.

The Man Who Did Something About It er Harvey Jacobs er endnu en skrupskør novelle. Colin Kabe er en af verdens bedste automekanikere. En dag bliver han opsøgt af et lillebitte rumvæsen, der insisterer på at Colin kan fikse hans motor – og det skal gå stærkt. Colin indvilliger, men finder undervejs ud af hvad rumvæsenets mission på Jorden egentlig er. Det viser sig at Jorden skal udryddes, for at gøre udsigten bedre fra et nyt stort boligkompleks der skal bygges i solsystemet. Colin afvejer sin faglige stolthed med at reparere motoren op imod det ultimative foræderi mod Jorden. Der er nogle sjove scener undervejs, og slutningen vil bestemt irritere læseren, men det er den helt rette slutning.

Sidste historie, I Needs Must Part: The Policeman Said af Richard Bowes, er endnu en af disse mærkværdige historier uden mening, om en mand der opsøges af ånder i hans drømme og noget fra hans barndom dukker op igen.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Første historie er The Far Shore af Elizabeth Hand. Balletdanseren Phillip bliver nødt til at gå tidligt på pension. Han vil gerne lidt væk fra alting og en ven tilbyder ham at han kan tilbringe nogle uger i en afsidesliggende hytte ved søen Tuonela. Tuonela er navnet på dødsriget i finsk mytologi og det bygger historien på. Phillip finder ude i skoven en nøgen spinkel dreng der er døden nær. Han tager ham tilbage til hytten, får ham varmet op igen, men inden han kan spørge indtil hvad han lavede der, er drengen pludselig væk. Han kommer dog tilbage på mere eller mindre hyggelig maner. Finder man lige ud af hvad Sibelius’ berømte tonedigt Tuonela-svanen er for noget, giver historien faktisk god mening.

Albert Cowdrey er et kendt navn i dette magasin. I Bandits of the Trace finder vi professor Kendall Keyes, der har forsket i historien bag en kendt forbryder fra år tilbage. Ud fra de gamle beretninger prøver at finde ud af hvor en skat er gemt, og en doven men intelligent studerende hjælper ham med at løse mysteriet. Ikke noget videre fantastisk i denne historie, hverken i den ene eller anden betydning.

Robert Silverberg kender jeg egentlig kun som klummeskriver i Asimov’s og hans novelle The Way they Wove the Spells in Sippulgar gav ikke den store interesse for forfatterskabet. Den er sat i en af hans mange forskellige universer, denne en fantasy-verden, og handler om en handelsrejsende der altid gerne har ville se byen Sippulgar. Da han kommer dertil bliver han dog involveret i opklaringen af en mordgåde.

Logicist af Carol Emshwiller er en stemningsmættet anderledes krigsberetning. Fortælleren er en skolelærer der har taget sine elever med ud på slagmarken, for at se en rigtig kamp. Læreren erfarer at krig ikke er helt som han har undervist sine elever.

I Blocked fortæller Geoff Ryman om en mand der må flygte med sin familie til Singapore da Cambodia bliver invaderet af rumvæsener, og de flygter til en kunstig skabt verden under overfladen.

Nummerets kortroman gives af Lucius Shepard med Halloween Town. Bygningsarbejderen Clyde Ormoloo bliver efter en ulykke umådeligt intelligent. Det får ham til at ville prøve noget nyt med sit liv og komme lidt væk, så han flytter til byen Halloween. Et mærkværdigt lille samfund der er så afskåret, at hverken kabel eller satellit tv når derud, så de får tilsendt alt på DVD’er. Clyde får en affære med ekskonen til hvad der viser sig at være hele byens grundejer, og han finder frem til nogen af byens gemte hemmeligheder. Desværre er historien ikke solid nok til at bære dens længde.

I Robert Reeds Mermaid bliver ordet havfrue ikke nævnt, men det er i hvert fald noget ikke-menneskeligt der er på spil. Jake afviser en mistænkeligt udseende ung mand i døren der vil låne hans telefon, men han bliver interesseret i den pige han er sammen med og indser straks at hun ikke er fra denne verden.

Joe Haldeman leverer en rigtig science fiction horrorhistorie med Never Blood Enough. På planeten Runaway er xenobiolog Travis det tætteste de har på en doktor, så han bliver sat til at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en kvinde er blevet drænet for al blod. Afslutningen er forventelig, men effektiv.

Lidt mere humoristisk horror finder man i I Waltzed with a Zombie af Ron Goulart. Det handler om en filmproducer i 40′ernes Hollywood der vil gå til ektreme yderligheder for at få færdigindspillet en film med en bestemt skuespiller. Titlen burde antyde hvad idéen er.

The President’s Book Tour af M. Rickert er noget alvorlig med uhyggen. I et fremtidens USA hærget af krig er mange børn muteret til grimme skabninger. Præsidenten er på bogsigneringsturné rundt i landet og fortæller om hvordan han ser børnene som landets nye fremtid.

Another Life af Charles Oberndorf er nok den mærkeligste historie jeg har læst i dette magasin. Fortælleren er en ung mand der døde i en krig, men er blevet vakt tilbage til live og forsøger nu at samle stumper fra sit tidligere liv sammen igen. Især prøver at han finde frem til en elsker – en anden soldat kaldet Noriko. Meget følelsesbetonet historie.

Det hele slutter med Kate Wilhelms Shadows on the Wall of the Cave om Ashley der sytten år efter hendes fætter forsvandt i en hule vender tilbage til stedet, og finder ud af hvad der skete med ham.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

Vinderen blev Lars Ahn Pedersens Har du hørt havfruerne synge? bestående af to tilsyneladende separate historier, en om en kvindelig biolog der forsøger at infiltrere en organisation der holder sjældne dyr til fange og en anden om en mand der ynder at spise meget speciel mad. Der er garanteret noget der går henover hovedet på mig, for jeg kunne i hvert fald ikke se nogen videre sammenhæng i dette. Helga Bergs Pretty Woman er lidt fjollet. En gruppe venner skal se filmen Pretty Woman, men undervejs finder fortælleren ud af at hun har taget form som en frø. Elskeren af Sabina Marinova er i starten en forholds simpel historie om en mand der mistænker sin kone for at være utro, men læseren kan godt ane undervejs at der nok er noget overnaturligt på spil et sted.
Ungdomskonkurrencen blev vundet af Lærke Rasmussen med Sitessa, som umiddelbart blot er en fantasyhistorie med prinser og prinsesser, men elementet med en saracensk pige der ender med at kæmpe som soldat mod sit hjemland, gør novellen til langt mere end det.
Til hurtigskrivningskonkurrencen var der to gode vindere. Camilla Wandahl og Richard Ipsen. Wandahls historie er en slags gyser om bamser og Ipsens er en virkelig original kombination af paralleluniverser og tai-chi. Begge rigtig velskrevne og egentlig også samlet set de bedste.

The Art of the Dragon af Sean McMullen har den fedeste start. Pludselig dukker en gigantisk drage op i Paris og begynder at fortære Eiffeltårnet. Ph.D. i kunsthistorie Scott Carr er tilfældigvis i færd med at filme Eiffeltårnet på sin ferie, og fordi han samtidig bliver den eneste overlevende der har været så tæt på dragen, bliver han hurtigt anset som ekspert af myndighederne. Dragen begynder at æde sig igennem verdens største kulturskatte og ethvert angrebsforsøg mod den fejler og bliver ignoreret af den. Scott overvejer sammen med andre udnævnte eksperter alle mulige og umulige teorier for dragens adfærd, men kommer ikke rigtig frem til noget brugbart. I mens har den øvrige befolkning sin egen tolkning. Det starter som en tragikomisk historie, men udvikler sig til en meget ubehagelig holocaustfortælling, da folk begynder at tolke dragens destruktive adfærd som at kunstnere skal udryddes. Slutningen kunne have været bedre, men alt i alt en spændende novelle.

You are Such a One af Nancy Springer er skrevet i anden-person og følger en kvinde som kører forbi et hus hun har set i hendes drømme. Hun går ind og banker på, og manden der åbner op fortæller hende at hun er et spøgelse, hvilket hun har lidt svært ved at acceptere. En noget melankolsk historie om ensomhed.

Fantasy & Science Fiction er mestre i at trykke historier som virkelig falder mellem de to genrestole. Melinda M. Snodgrass’ A Token of a Better Age er umiddelbart romersk fantasy om en centurion der har nedkæmpet en drage, men som historien skrider frem kommer der også science fiction elementer som andre dimensioner ind i billedet. Fantastisk historie der understreger eksistensberettigelsen af F&SF.

Matthew Hughes’ The Hunchster er en kort novelle der slutter lige som den lige var kommet i gang. I en gruppe af kortspillere bliver en fyr kaldet “Huncster”, fordi han ofte vinder på gode fornemmelser. Men en dag finder de andre i gruppen ud af hvad egentlig laver i sin kælder, og der stopper historien. Lidt skuffende.

Redaktøren selv, Gordon van Gelder, har valgt den ene af de klassiske genoptryk denne gang. Valget blev The Goddamned Tooth Fairy af Tina Kuzminski fra 2000. Blød fantasy om en mand der prøver at passe sin datter alene efter hans kone er død. På hundevæddeløbsbanen møder han en pige og de tager efterfølgende på en date. Han må dog få lidt rådgivning fra den forbandede tandfe, om hvordan han skal komme videre med sit liv. Ikke den mest interessante historie må jeg sige.

Der er store knogler og necromancere på spil i Yoon Ha Lees The Bones of Giants. Tamin møder den kvindelige necromancer Sakera. Tamin har mistet sin mor til en ond magiker og Sakera har også planer om at vinde over denne magiker, og begynder at lære Tamin necromancerkunsten. Mørk fantasy med masser af gode ideer og et overraskende plot.

Oversatte historier er en sjældenhed i de amerikanske magasiner, så desto mere spændende var det at læse franske Georges-Olivier Châteaureynauds Icarus Saved from the Skies. Det er en forholdsvis kort let fantasyhistorie om en mand der gror englelignende vinger, som han prøver at skjule – men hans kone finder dem yderst tiltrækkende. Lidt speciel, men den fungerer.

Lawrence C. Connollys The Others er en efterfølger til en af hans tidligere historier om Gamma-kopien af Cara, der er udstationeret på en fremmed planet for at udforske den og lære om de væsener der lever der. Da en slags krig opstår på planeten får hun selskab af en række andre kopier af Cara, alle med hver deres mission og en anelse forskellig personlighed. Idéen med de mange kopier af den samme person og hvordan de udvikler sig selvstændigt fungerer godt, men det omkringliggende plot med de forskellige væsener på planeten er svært at finde rundt i.

Three Leaves of Aloe af Rand B Lee begyndte rigtigt lovende, men skuffede med en flad slutning. Amrit er enlig mor og har problemer med sin datter Meera der har problemer med at styre sit temperament i skolen. Efter endnu en dum episode, bliver Amrit kaldt til samtale og inspektøren truer med at smide datteren ud medmindre hun får en såkaldt nannychip. Her var der grundlag for et spændende forløb synes jeg, men i stedet for at gå videre med idëen, får Amrit blot at vide fra sin tante, som i sin tid var udstyret med sådan en chip, at den har en masse bivirkninger og så er der jo ikke mere at køre historien videre på.

I sidste nummer imponerende Albert E. Cowdrey med rumkrimien Paradiso Lost, og der er også lidt krimi over The Private Eye, men rammen er her en lille by i Louisiana. Jimmy har stærke synske evner, som han først bruger til at spille på casino med – indtil han bliver smidt ud. En pige fra byen bliver kidnappet og sheriffen beder Jimmy om hjælp. Derfra tager Jimmys liv en drejning. Ikke de helt store idéer denne gang og slutningen var lidt “aarrhh”-agtig, men Cowdrey skriver generelt rigtigt godt.

Andet genoptryk er den meget korte Snowfall af Jessie Thompson og udvalgt af selveste Harlan Ellison. Jeg forstår nok ikke symbolikken her, men det er om en pige der flygter til en drømmeverden med masser af sne og ræve.

Det bedste er gemt til sidst. Bruce Sterling er en jeg normalt vil forbinde med cyberpunk, men Esoteric City er humoristisk mørk fantasy – igen med necromancere. Historien følger ingeniøren Achille der bliver bekendt med necromancerkunsten. Han bruger sine evner til at genoplive en mumie fra et museum, som viser sig at være ingeniøren Djoser fra Ægyptens storhedstid. Men Djoser hiver ham ned i helvedet og viser ham nogle overraskende ting. Sterling kombinerer Dantes helvede med oldtidens Ægypten på ganske glimrende og underholdende vis, med en historie der kører helt af sporet.

Første og sidste historie var klart de bedste i dette nummer, hvoraf resten desværre ikke havde så meget at byde på.

De to første historier er fantasy og jeg brød mig ikke om nogen af dem. Titelnovellen Græsprinsessen er som et folkeeventyr om en prinsesse der er blevet forhekset og en prins der skal redde hende. I det mindste var den forståelig i modsætning til Haakon og myrmidianeren der er triviel krigs fantasy tilsyneladende sat i Warhammer-universet, og efter min mening ganske ulæselig. De resterende tre noveller er science fiction, hvoraf den bedste er La Cenerentola, der er en moderne Askepot-fortælling der indrager genteknologi og kloning.
Det mest interessante er dog artiklen Science fiction; sprog og virkelighed fra hendes samling af kritiske artikler og anmeldelser af genren, Deconstructing the Starships. I denne artikel skriver hun om hvordan sprog skaber den fiktive virkelighed i science fiction og særligt om den udfordring det er, at skrive så det både virke troværdigt i den beskrevne verden, men samtidig giver mening for den nutidige læser.
Oversættelserne er generelt fine, med enkelte steder er der dog lidt præg af engelsk ordstilling.

Det er nok de færreste der vil finde alt i denne udgivelse interessant, da det er så forskelligt, så man må vurdere om man vil give 160kr for en introduktion til hendes forfatterskab. Selv er jeg nok mere blevet interesseret i hendes genrekritik end hendes fiktion.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov’s, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.