Novum nr. 94

Novum nr 94Forsiden til septembernummeret er lidt utraditionel i og med der ikke er tale om computergrafik, men et rigtigt fotografi. Det er et superflot billede og hvad historien bag er kan man læse inde i bladet.

Niels Dalgaards Litteraskopet er nu på sit nummer 49 (så måske en særlig jubilæumsartikel næste gang, hvem ved?), denne gang om månelandingen for 40 år siden og dens indvirkning på science fiction litteraturen. Dalgaard ser specielt på danske månehistorier.
Jeg har bidraget med endnu en gennemgang af et halvår af Asimov’s Science Fiction og derefter følger et interview fra Fantasticon med H. H. Løyche. Og sidst i nummeret er der mere om Fantasticon 2009 med Novum-redaktør Janus Andersens beretning derfra, som egentlig mere er nogle tanker om fandommen end en egentlig conrep.

Og vigtigst af alt har A. Silvestri skrevet tredje del af den fortsatte historie Perceptionens døre. Silvestri vandt i øvrigt Fantastik-prisen i år for sin novelle When the Music’s Over udgivet i I Overfladen og tilmed også novellekonkurrencen på Fantasticon. I dette tredje kapitel med titlen Eschers banegård bliver den stakkels hovedperson jaget gennem Odense banegårds mange trapper. Jeg synes det tegner lovende med denne fortsatte kortroman, som det forhåbentlig ender med. De bidragende forfattere er vidt forskellige, men det hænger alligevel rimeligt sammen og der er altid en god åben slutning for den næste i rækken at bygge videre på.

Fantasticon 2009

Til de første cons jeg gik til, prøvede jeg at være omhyggelig med at tage noter og sådan, men det er jeg faldet lidt af på. En con skal nu også bare kunne nydes afslappet, uden at man behøver lege reporter. Det betyder selvfølgelig, at man desværre ikke helt kan levere dybdegående conreps.

Årets æresgæster var de britiske forfattere Charles Stross og Gwyneth Jones. Læsere af bloggen vil have set min stribe anmeldelser af Stross’ romaner. En forfatter jeg gerne vil kunne lide mere, men jeg mangler stadig at se noget der virkelig imponerer mig. Glæder mig til at få læst SFC’s udgivelse Antistof med et par af hans noveller på dansk. Det første interessante på programmet om lørdagen var Niels Dalgaards interview af Stross. Et helt igennem fint interview, som forhåbentlig vil komme i trykt form på et tidspunkt, og der kom da noget frem, der gjorde at et par af hans bøger gav lidt mere mening for mig. Særligt Glasshouse. Senere på eftermiddagen var Dalgaard og Stross i et panel sammen, hvor Klaus Æ. Mogensen også var på, til en snak om videnskaben i nærfremtids science fiction. Det blev slået fast at få skriver nærfremtids science fiction fordi det er så meget sværere, end når man kan være lidt mere fri ved bare at kaste handlingen tilpas mange år ud i fremtiden. Derudover blev det til en snak om mulighederne i fremtidens printere der kan printe fysiske brugbare ting.

Søndagen startede med en auktion, som jeg slap både godt og billigt fra. Så var der Thore Husfeldts, faktisk min specialevejleder, foredrag om algoritmer og computerberegning, hvor han på fængende og morsom vis fik forklaret ellers komplekse problemstillinger som P og NP. Det meste af eftermiddagen forløb temmelig udramatisk uden interessante programpunkter, men til gengæld med lidt indkøb fra Morten Søndergaards enorme samling til kun 10kr pr. bog. Jeg er kommet hjem med en masse bøger jeg ikke ved ret meget om, hvilket også kan være spændende. Den afsluttende paneldebat om britisk science fiction, selvsagt med de to æresgæster Stross og Jones samt Dalgaard igen, blev festivallens bedste. Gode paneldebatter er umulige at referere, men man kom vidt omkring med hvad der adskiller britisk science fiction fra amerikansk science fiction og hvorfor, den nye bølge af space opera hvor særligt britiske forfattere står stærkt og en masse andet.

Endnu et vellykket arrangement, men hvor der altså er plads til mange flere besøgende!

Subspace nr. 2, 2008

Når årets tredje nummer er kommet ind af brevsprækken er det vist på tide at få læst det andet nummer færdigt. Der er tre rigtig gode artikler i dette nummer, plus det løse.

Først en længere biografi om en af de mest interessante figurerer fra Deep Space 9, cardassianen Gul Dukat, skrevet af Henriette Fox Maule. I starten var han blot en ensidig skurk, men han udviklede sig gennem serien til en person med dybde og nuancer, som seerne kom til at holde af. Og så er det kun første del af artiklen, så der er mere næste gang.
Søren Hess indleder korrekt sin artikel om medicinsk udstyr i Star Trek, med at henvise til at alle fagfolk ser Star Trek på hver deres måde. Oftest er det fysikere man ser kommentere videnskaben i Star Trek, men her får man et indblik i lægernes verden, særligt den medicinske håndterminal og hypersprayen bliver taget under behandling, og Hess giver os et indblik både hvor langt fra og hvor tæt på, virkelighedens medicinske teknologi er i forhold til Star Trek.
Den tredje artikel jeg vil fremhæve er Lise Andreasens gennemgang af obskur fanfiction i Star Trek universet, og tager det faktisk ret alvorligt, på trods af artiklens titel, Hvorfor skriver de det møg?

Derudover så er der en kort conrep fra Fantasticon, en artikel om votherne – en øglelignende race der optræder i Voyager, i Trekadoter kan man blandt læse om at til Enterprise afsnittet Impulse brugte man kun 7 stuntmænd til 147 forskellige roller og til sidst en morsom reportage fra Holodæk-arrangementet i Odense.

Novum nr. 89

Novum nr. 89Sommerens nummer af Novum er dumpet ind og denne gang med materiale fra både Dancon og Fantasticon. Omslaget er denne gang med en ny science fiction grafiker, tyske Wolfgang Sigl, der også vil blive brugt til fremtidige udgivelser af SFC. Carl-Eddy Skovgaard giver en kort introduktion af ham.

Litteraskopet af Niels Dalgaard ser igen tilbage på ur science fiction, denne gang er det George Griffiths krigsromaner The Angel of the Revolution, Olga Romanoff og The Outlaws of the Air der behandles. Niels Dalgaards foredrag fra Dancon Rødder og grene om den danske ur science fiction og SFCs genudgivelser af udvalgte romaner, er også trykt i nummeret og bør læses af alle der ikke deltog i Dancon, men kan også sagtens genlæses.
Udover min egen conrep fra Fantasticon i år er et interview med Niels Brunse af Jesper Rugård foretaget på conen bragt, og det er egentlig mere en samtale mellem de to og publikum end et egentlig interview.
Knud Larn er nu oppe på nummer fem i sin klumme Inde fra papkasseriget, der denne gang ikke handler om papir, men om gamle sjældne udgivelser udgivet digitalt på cd-rom. En glimrende tilgang til muligheden for, at kunne læse sjældne værker, uden at skulle betale hundredevis af dollars for at få en original, der alligevel mister sin værdi hvis man forsøger at læse den.
En enkelt kort novelle af Manfred Christiansen er det blevet til. Rasmus, en for mig uforståelig historie om planter.

Fantasticon 2008 – søndag

Så gik søndagen søreme også med Fantasticon. Ankom som en af de første lidt over 10 og hjalp til med lidt stoleopsætning med en bæger kaffe i den ene hånd.

Kl. 11.00 kom Holger Bech Nielsen og holdt et foredrag om teorien for alting – random dynamics. En speciel oplevelse at høre ham, som både gjorde at man blev klogere og ufatteligt forvirret på samme tid.

Efter dette var jeg til auktion, som var ganske velbesøgt, og bøgerne og filmene kom ganske højt op, så for en gangs skyld kom jeg tomhændet derfra.

Så var der et interessant panel om børne- og ungdomslitteratur i de fantastiske genrer, og hvem kan være mere eksperter i dette end to velbelæste drenge. De blev akkompagneret af forfatterne Lise Bidstrup og Benni Bødker. Til det helt generelle spørgsmål, om hvorfor romaner der foregår i en form for fantasiverden er mere interessante, svarede de begge, at det var for at opleve en anden virkelighed end hverdagen. Socialrealisme har man nok af i forvejen, så det gider man da ikke også læse om. Det kan jeg jo kun være enig i. Det var ikke overraskende mest fantasy de læste, men det var ikke fordi de som sådan havde en forudfattet negativ holdning til science fiction, men de synes bare ikke de så ret meget af det på bibliotekerne og det der måske var, var temmelig gammelt og dermed ikke det mest indbydende. Hvilket også slog fast, at de begge primært for deres inspiration fra deres lokale bibliotek. De var ikke specielt opsøgende med at bestille bøger hjem fra andre biblioteker eller lignende.

Dagens højdepunkt var panelet om Arthur C. Clarke bestående af Stig W. Jørgensen, Niels Dalgaard, Klaus Æ. Mogensen og Norman Spinrad. Spinrad havde arbejdet sammen med Clarke tilbage i 60′erne og kunne fortælle nogle interessante ting vedrørende filmen 2001. Clarke ville egentlig gerne have haft en anden form for slutning. Ideen var at vise nogle meget smukke rumvæsener til sidst, men de kunne ikke få det til at se rigtigt ud, så det endte med noget andet. Alle i panelet var enige om, at det der bedst kendtegnede Clarkes forfatterskab var hans positive syn på fremtiden. Man kunne måske kalde det naivt i nogen henseender, men det var Clarkes drøm om fremtiden, uden at det blev utopisk eller politisk på den måde.

Jesper Rugård og Rasmus Wichmann havde arrangeret en quiz, hvor tre hold af ca. 4 personer deltog. Ganske gode og blandede spørgsmål, både inden for litteratur og film og “andet”, med rimelig sværhedsgrad og bredde. Holdet med Stig W. Jørgensen og Klaus Æ. Mogensen vandt.

Og angående NoFF, så blev der ingen afstemning, for man vil sende både mig og Rasmus Wichmann af sted til Olso SF Festival og jeg håber selvfølgelig folk vil donere lidt til formålet.

Fantasticon 2008 – lørdag

Så gik den lørdag med Fantasticon i Vanløse Kulturhus. Flotte store pæne lokaler, men det gav desværre det indtryk, at det så ud som om der var færre gæster end der egentlig var, da store åbne rum og lange lyse gange nemt kan se tomme ud. Men så var der masser af conhygge ude i det gode vejr på den åbne terrasse.

Jeg var til paneldebatten, der skulle handle om genrer og om meningen med disse. Det virkede meget dårligt forberedt, men Norman Spinrad og Erwin Neutzsky-Wullf fik da det startet fornuftigt i gang. De startede med den klassiske debat om, at science fiction ikke er rigtig godkendt litteratur af kritikerne, og at man helst ikke skal kalde sine bøger for science fiction, selvom de faktisk er det. Spinrad havde en interessant hypotese om hvordan e-bøgers kommende udbredelse, vil få stor betydning for genrene. De vil blive mere udvandede, for online boghandlere vil ikke være nødsagede til, at skulle placere en roman på en hylde med et bestemt prædikat, men kan sætte alle de tags som passer til bogen. Således at opdelinger som western, krimier, science fiction, romancer osv. bliver mindre firkantede, for en bog kan kategoriseres som det hele. Og det sker jo allerede i dag på alle online boghandelssider, hvor der også er referencer til hvilke andre bøger købere af denne bog også har købt osv. Erwin sluttede debatten med en mening om at specielt hard sf vil få det svært fremover, fordi det simpelthen er for svært for de fleste folk at forstå, grundet ringere videnskabelig forståelse. Mange ved ikke at fx rumkampsscener som i Star Wars rent videnskabeligt er noget sludder, var blandt andet en pointe.

Senere hørte jeg Klaus Æ. Mogensen fortælle om fremtidsforskning og hvordan det relaterer til science ficiton. Klaus arbejder til daglig i Instituttet for fremtidsforskning og kunne fortælle om deres arbejdsform. Fremtidsforskning skal først og fremmest være troværdigt og bliver dermed oftest også omhandlende nærfremtid, da det er ofte virksomheder eller brancheforeninger der beder om forskning indenfor hvordan deres felt vil udvikle sig de kommende år. Dermed kommer fremtidsforskning også til at grave dybere i nogle meget specifikke ting og andre dele af samfundsudviklingen, end det som normalt danner rammen for en science fiction fortælling, som jo også skal have et spændende plot. En prognose for fremtiden for en bestemt industris muligheder i østen de næste årtier er sjældent grundlaget en science fiction fortælling.

Til sidst så jeg interviewet med Erwin Neutzsky-Wullf, som mest omhandlede hans arbejdsmetoder og mindre om indholdet af hans værker. Det overraskede mig blandt andet at høre, at Erwin skrev sine romaner ved at have hele værket i hovedet og så skal den blot skrives ned, uden at han foretager nævneværdige ændringer undervejs. Mens ofte fra andre forfattere hører man, at de gennemgår en mere iterativ proces, hvor de ikke nødvendigvis ved præcist hvordan romanen skal ende når de i gang. Efter Erwins opfattelse kan der kun komme bras ud af den måde at skrive på.

I morgen planlægger jeg at høre Holger Bech Nielsen, som lige er kommet på programmet, paneldebatten om Arthur C. Clarke, paneldebatten om fantastisk børne/ungdoms-litteratur og selvfølgelig prøve lykken til auktionen.

Kontinentet der gik tabt

Kontinentet der gik tabtI forbindelse med at Norman Spinrad gæster Danmark til Fantasticon, så har SFC udgivet to længere oversatte noveller og en kortroman i denne bog med det prægtige omslag – igen af David Hardy. De tre historier er vidt forskellige og fra forskellige tider, men alle viser de Spinrads evne til at skrive gode science fiction historier med nutidige politiske relevante pointer.

Derudad, fra 1964, er en historie der vitterlig går hastigt derudad. Derudad er navnet på et handelsrumskib under ledelse af Peter Reed. Der eksisterer ikke en teknologi til overlyshastighed, så handel tager århundrede og besætningen fryser sig selv ned det under rejserne mellem stjernerne. Reed handler dog primært med viden som han kan sælge til de planeter de besøger, så han bliver interesseret i at lave en handel med en kraftfeltsteknologi hvor han modtager en videnskabsmand som betaling. Manden er jaget af en militærflåde fra Jorden, så Reed konkluderer at der må være værdifuld viden i ham. Det viser sig at videnskabsmanden arbejder på nogle matematiske teorier der skulle gøre hyperfart muligt. En teknologi der ville kunne sælges for astronomiske summer. Men først skal Reed ordne den flåde fra Jorden der jagter videnskabsmanden.
Selvom historien faktisk forløber over adskillige årtier, så bliver den fortalt som skete det på ganske få dage. Dermed fanger Spinrad jo glimrende den markante anden tilgang til tid der vil eksistere i rumrejser uden overlyshastighed og hvor besætninger går i dvale i årtier, og det virker nu ganske godt, selvom det kan få det hele til at se lidt for let ud.

I Kontinentet der gik tabt, fra 1970, bliver man taget på guidet rundvisning i ruinerne af det gamle New York. 200 år ude i fremtiden ligger det meste af USA i ruiner og atmosfæren er så forurenet, at der kræves luftfiltre og lufttætte briller for at kunne opholde sig der. Og selv med dette dør alle amerikanere af lungekræft i en alder af 50 år. I denne verden er Afrika blevet Jordens centrum for en veludviklet civilisation (Europa nævnes ikke) og det er således afrikanske turister der er på denne rundvisning. Blandt dem er blandt andre en professor der forsker i Rumalderens historie, Amerikas storhedstid, og en stærkt racistisk amero-afrikaner, en sort mand hvis forfædre blev fordrevet fra USA, der udelukkende er med på rundvisningen for at hovere over den elendige tilstand af den hvide mands civilisation.
Spinrad fortæller historien ved at skifte mellem jeg-fortællere med henholdsvis professoren og den indfødte amerikanerguide. Det fungerer glimrende og som læser føler man virkelig man er med på denne rundvisning. Det er de to menneskers oplevelse og indre tanker om de ruiner de ser, der danner fokus for fortællingen. samt hvordan de hver især forsøger at håndtere deres stigende vrede mod den hoverende racist.

Deus X er en kortroman der fylder halvdelen af bogen og er fra 1993. Her går Spinrad helt andre veje, da historien udforsker grænselandet mellem sjælens liv og død, set fra den katolske kirkes perspektiv. Han har også bevæget sig over i hvad man måske kan kalde en mere “litterær” retning end de to noveller. Det er blevet muligt at uploade sin bevidsthed til et digitalt net i denne fremtidsverden plaget af miljøkatastrofer, men disse entiteter har ikke opnået samme rettigheder som levende mennesker. Navnlig vil kirken ikke anerkende dem som noget der har en sjæl. For at afgøre dette endeligt, bliver en præst – der har været den skarpeste kritiker af fænomenet – overtalt til selv at foretage processen og skulle dermed kunne argumentere fra Den anden side, at han ingen sjæl har som denne entitet. Ved et indbrud i Vatikanets computer systemer bliver entiteten dog stjålet og privatdetektiven Philippe sættes på opgaven.
Også her skifter jeg-fortælleren mellem de to hovedpersoner, præsten og detektiven. Igen ganske gennemført, der med vidt forskelligt sprog tegner karaktererne. Læseren trækkes igennem et utal af tautologiske argumenter for og imod sjælens eksistens. Lige til at blive ør i hovedet af. Spørgsmålet om evigt liv for bevidstheden i elektroniske kredsløb, er et tema der sniger sig ind i mange noveller og romaner i nyere science fiction, men Spinrad gør det her meget mere direkte med store religiøse armbevægelser. Lidt for store til min smag må jeg sige.

Oversættelserne er veludførte og specielt Kontinentet der gik tabt bærer næsten ikke præg af at være en oversættelse. Der er selvfølgelig et par af de uundgåelige problemer med oversættelser af nogle af de selvopfundne science fiction begreber, særligt i Deus X, men for det meste lykkedes det at få den rette betydning frem.

Spinrad vil som sagt være til stede til Fantasticon om en lille uges tid og bogen her vil selvfølgelig være til salg.

En uge til Fantasticon 2008

Så er der godt en uge til Fantasticon 2008 der finder sted i pæne nye lokaler i Vanløse Kulturhus (lige ved Vanløse st.) d. 26 og 27 april. Programmet ser ganske fornuftigt ud, med interessante paneldebatter om blandt andet Arthur C. Clarke, genrens fremtid og europæisk fantastisk litteratur. Klaus Æ. Mogensen fortæller om fremtidsforskning, æresgæsterne Norman Spinrad og Erwin Neutzsky-Wullf skal selvfølgelig interviewes og så er der jo også en auktion, quiz og en lang række film. Ser ud til der bliver noget at gå til hele tiden.

Vinderen af NoFF, en fond med det formål hvert år at samle penge ind til at en nordisk fan kan rejse til en con i et andet nordisk land, bliver også kåret til Fantasticon, og jeg har rodet mig ud i at stille op som kandidat! Turen kommer til at gå til Olso SF Festival med Iain M. Banks som æresgæst. Så husk at giv et bidrag :-)

Riding The Torch

Man skulle jo lige nå at læse noget af Norman Spinrad inden Fantasticon og det blev til denne kortroman fra 1974. Historien finder sted på et koloniseringsrumskib, ud af mange, hvor mennesker i århundrede har søgt efter en beboelig planet at bosætte sig på. Det ser bare ikke ud til der er nogen derude. Havene er fyldt med cyankalium og luften giftig. Alligevel lever de i håbet.
Potentielle planeter opdages af en gruppe kaldet “voidsuckers” og kursen lægges om til at undersøge planeten nærmere. Da kursen lægges mod en særlig interessant planet, tager historiens hovedperson, Jofe D´mahl – en mand der laver “sensoer” (en slags film der kan manipulere med alle sanser), ud til disse “voidsuckers” skibe for at lave den første sensofilm fra den nye planet. Det viser sig at vælte op og ned på alting.

Selve præmissen for historien med at der ikke er nogen beboelige planeter derude, er et forfriskende realistisk modsvar til de utallige space opera fortællinger hvor det tilsyneladende vrimler med planeter perfekte til mennesker. Men det lader ikke til at være Spinrads primære formål med historien. Det bliver derimod en mærkelig blanding af manipulation via disse “sensoer” og en omgang filosofisk eksistentialisme om mennesket og tomrummet. Tror jeg, for må indrømme de sidste sider blev noget abstrakte.
Kortromanformen på lidt over 100 sider passer perfekt til denne historie. Man bliver hurtigt grebet af Spinrads spændende sprog og det store omfang af en ellers mindre historie.

Himmelskibet nr. 13

Himmelskibet nr. 13Det trettende nummer af Himmelskibet har jeg desværre ikke så mange kommentarer til. Der var kun få ting jeg fandt interessante. Der er den sædvanlige mængde anmeldelser af bøger, film og tegneserier, diverse nyheder og et referat fra Josefine Ottesen foredrag på Fantasticon 2006.

I den faste del Den fantastiske virkelighed tager Flemming R.P. Rasch denne gang fast på hjerneforskning og kommer både ind på Spock og skakmestrer. Ganske interessant, specielt nu hvor man lige har læst Hjernen.

Der er tre noveller denne gang, men desværre ingen science fiction. Ikke at det skal være et kritikpunkt i sig selv, men man kan savne det lidt.
Den sidste vinter-brud af Camilla Wandahl handler om en pige der bliver forvandlet til en sæl. Wandahl skriver jo flot som sædvanlig, men ved ikke rigtigt hvad jeg kan sige til denne novelle.
Dragens Ånde af Thomas Strømsholt handler om en der ser tilbage på et grumt barndomsminde hvor hans ven forsvandt, og han er usikker på hvad der egentlig skete. En lille gyserhistorie er det vel.
I Når englene synder skrevet af Stine Slott ser vi at menneskets synderegister håndteres af engle vi e-mail og der tildeles belønning og straf på må og få. Det må blive bladets højdepunkt, da den da har noget humor som vi københavnere kan relatere til.