Asimov’s, July 2010

Asimovs July 2010Julinummeret har et par enkelte gode indslag, men ellers har jeg desværre også faldende tiltro til kvaliteten af novellerne i Asimov’s, hvor alle noveller ikke længere bliver læst færdigt. Sheila Williams skriver om astronauter på rumstationen ISS der læser science fiction og Robert Silverberg skriver om rumteleskopet Kepler der skal søge efter extrasolare planeter.

D.T. Mitenkos Eddie’s Ants er en fjollet lille historie om Matt der er så jaloux over at hans kæreste har droppet ham for et hyperintelligent rumvæsen der kalder sig for Edward, at han er opsat på at slå ham ihjel. Det er dog ikke helt så nemt igen, selvom Edward faktisk opfordrer ham til at prøve mere ihærdigt.

Et andet humoristisk indslag er Kristine Kathryn Ruschs Amelia Pillar’s Etiquette for the Space Traveler, der er udformet som en kort introduktionsguide til nye rejsende på en interstellar rumfærge.

Nummeret rundes af med en kortroman af Robert Reed. A History of Terraforming kan kort beskrives som en skildring af tusinder af års terraforming og kolonisering af solsystemet, men det er kun rammen for fortællingen om Simon og hans over tusind år lange liv, og hvordan han og resten af menneskeheden udvikler sig på godt og ondt. Masser af interessante koncepter, men selvom den har kortroman længde, synes jeg alligevel den blev for overfladisk og præget af lange infodumps. Idéen kunne godt have båret en roman.

Af øvrige noveller finder man i nummeret Alice Sola Kims The Other Graces om en asiatisk pige der må kæmpe mod racisme for at komme ind på et godt universitet, Tom Purdoms Haggle Chips om en interstellar handelsrejsende der bliver kidnappet, samt Aliette de Bodards The Jaguar House, in Shadow – en alternate history hvor Nordamerika er beboet af aztekere og kinesere.

Captain’s Blood

I anden del af William Shatners Totality-trilogi kommer der mere kød på hvad dette Totality er for noget, hvor det i Captain's Peril kun blev småt refereret til, som noget der skete for længe siden. Captain’s Blood udspiller sig nogle år senere og tager udgangspunkt i truslen om en kommende borgerkrig mellem Romulus og Remus.

Det hele begynder dog med intet mindre end Spocks død! Han bliver angiveligt udsat for et attentat, da han holder en vigtig tale for parlamentet på Romulus. Kirk vil til Romulus for at finde ud af hvem der står bag, og han får selskab af Picard, Riker, McCoy og alle de andre gamle kendinge. Med sig har Kirk også sin 5 årige søn Joseph, der er delvist menneske, delvist Romulan, delvist Klingon og mere til. Men Starfleet har andre skjulte dagsordener som Kirk ikke kender til. De kender til en borgerkrig mellem Romulus og Remus der er under opsejling. Det kommer dog bag på alle at Kirks søn Joseph bliver kidnappet af Remans, fordi de ser ham som den næste Shinzon. Det hele udvikler sig til at være langt mere kompliceret og det viser sig at dette Totality-væsen har en finger med i spillet.

Plottet bygger videre på historien fra Star Trek: Nemesis filmen omm mineslaverne på Remus og deres “frihedskæmper” Shinzon. Det er klart en fordel at have set den film først. Plottet er for så vidt spændende, men det er klart mit indtryk at de her bøger af Shatner mest af alt handler om Kirk! Hans person kommer i både første og anden række, og plottet er der så at sige blot for at understøtte en udforskning af Kirks personlighed. Som helhed fungerer det også ganske glimrende. Det eneste der lidt kan irritere mig lidt er det noget utroværdige i at samtlige officerer fra TNG og TOS er samlet et sted, specielt når det ikke rigtig har noget formål andet end at give et par velkendte navne.

Galactic Patrol

Galactic PatrolE.E. “Doc” Smith er udover sine Skylark-bøger nok mest kendt for Lensman-serien. En række romaner der har lagt mange grundsten for space opera genren med store rumslag, mærkelige aliens (gode som onde) og ufejlbarlige mandlige helte. Det meste er skrevet op gennem 30′erne og 40′erne og udgivet i føljetonform i Astounding og senere hen genudgivet i bogform, og til tider også lettere rettet til af Smith. Galactic Patrol er ikke den første i serien, men forskellige fansider anbefaler en lidt anden læserækkefølge end udgivelsesrækkefølgen.

Lensman-serien centrerer om de såkaldte Lensman, der bedst kan beskrives som klodens absolute top soldater, der får givet en særlig evne – simpelthen blot kaldet for the Lens. Dette giver dem stærke telepatiske evner og de agerer intergalaktisk politi og rumflådeofficerer i dette noget militaristiske univers. Galactic Patrol følger Kimball Kinnison, hvordan han bliver en Lensman og derefter officer i en slags galaktisk politipatrule. Der er store kampe med en gruppe organiserede pirater kaldet for Boskonians, der blandt andet har fået rumskibe langt hurtigere og kraftigere end dem Jordens flåde har. Undtaget altså et nyt rumskib som Kinnision bliver kaptajn på og får til opgave at fange et skib fra disse Boskonians og tage det med tilbage til Jorden til nærmere undersøgelse. Det leder ham ikke uventet ud i farlige situationer, store rumslag og overdådige heltegerninger.

Når en science fiction roman er skrevet i 1930′erne bliver man nødt til at indstille sig på at en masse ting kan virke fjollede med nutidige briller. Blandt andet bemærkede jeg små sjove detaljer som at ingeniørerne på rumskibet bliver beskidte af olie pga. deres arbejde. Ikke just det billede man er vandt til med de sterile rene rumskibe vi efterhånden er vandt til at se. Det rent videnskabelige er egentlig slet ikke så langt ude igen, men det er nok mest fordi det stort set ikke bliver forklaret. Der er bare FTL, telepati og dommedagsvåben. Slå hjernen fra og lad dig underholde!

Ser man på de mange anmeldelser på fx Amazon skriver langt de fleste at de elskede disse bøger som barn, og de derfor har et noget nostalgisk forhold til dem. Og rent objektivt, så er det nok hovedårsagen til at de stadig huskes i dag, for god litteratur er det ikke ligefrem. Jeg var også kun ordentligt underholdt i starten, mens jeg synes tempoet og spændingen fortog sig lidt undervejs. Der blev det hele ligesom bare for nemt for helten, i modsætning til i starten hvor han var ung og usikker, men stadig kunne løfte opgaven. Det mest interessante er sådan set at se hvor meget der stadig hænger ved i nutidens tjubang space opera. Telepatiske evner er blevet populært igen, særligt hos Peter F. Hamilton, og selvom man kan grine lidt af den naive tilgang til videnskab, så er det jo ikke meget bedre i dag.

Analog, July/August 2010

Analog July August 2010Magasinernes dobbeltnumre er værd at se frem til, da de som regel giver plads til nogle kortromaner – en form der passer enormt godt til science fiction genren, men som man ikke kan fylde de øvrige månedsudgivelser alt for meget med. Dette nummer byder på tre af slagsen, og to af dem er faktisk okay, ligesom de øvrige noveller. Klassiske Analog-historier uden de store overraskelser. Redaktøren prøver at give et svar på hvorfor bladet stadig hedder Analog og ikke Digital, John G. Cramer skriver om symmetrier og kausalitet i den kosmiske fysik og Richard A. Lovett har skrevet en seriøs og interessant artikel om det at skrive (god) humor i science fiction historier.

Første kortroman er Rajnar Vajras Doctor Alien’s Five Empty Boxes om Dr. Alanso J. Morganson, også kendt som Dr. Alien, der har en praksis for rumvæsener. Han har dog også sine fjender og en morgen bliver han udsat for et bilbombeangreb, men det er kun begyndelsen til en lavine af problemer med sære rumvæsener der hagler ned over ham. Historien er fyldt med eksotiske rumvæsener, gakkede sproglige misforståelser og et vanvittigt plot der drøner afsted. Men den slags er kun så sjovt et vist stykke.

The Long Way Around af Carl Frederik er en klassisk science fiction problemløsningshistorie der kunne være skrevet i hvilket som helst årti. Vi befinder os på Månen og den australske Dr. Adrian Clarke har et nyt transportfartøj med op til den lille station. Et fartøj der fungerer ikke ulig en kænguru. På sin jomfru hoppetur går det ikke overraskende lidt galt, og de to astronauter i den må tænke kreativt og hurtigt hvis de skal overleve. En udmærket historie til de læsere der foretrækker science fiction som det blev skrevet for årtier siden.

Questioning the Tree af Brad Aiken kunne også være skrevet for længe siden – eller måske endda som et Star Trek afsnit med McCoy i hovedrollen. En halvtreds år ude i fremtiden er lægefaget reduceret til at læger blot skal viderebringe en diagnose som en computer finder frem til. Vores hovedperson kan huske en tid hvor lægen godt måtte røre ved patienten og lave diagnosen, og føler tydeligvis at hans evner går til spilde ved blot at udskrive recepter givet af en computer. Men nogle oprørske læger driver en undergrunds lægepraksis. Det er en klassisk moralfortælling om at erstatte et menneskes job af en maskines – heller ikke de store overraskelser her.

Det handler igen om Månen i Fly Me to the Moon af Marianne J. Dyson, i en ikke så fjern fremtid hvor endnu en Måneeksepedition er sat i værk. Det går dog galt undervejs, og den eneste overlevende er en kvindelig astronaut der ikke har nogen piloterfaring. Den unge George hører om dette og mener at den gamle mand med Alzheimers han besøger på plejehjemmet kan hjælpe. Det viser sig at denne mand faktisk fløj en af de oprindelige Apollo-missioner, men han er gammel og senil, så George gør sit bedste for at skabe de rigtige rammer, så han kan hjælpe den nødlidende astronaut. Historien handler faktisk mere om at blive ramt af Alzheimers end om Månen og forfatteren har også dedikeret historien til folk ramt af denne sygdom.

Nummerets anden kortroman hedder Bug Trap og er skrevet af Stephen L. Burns. Heri beskrives en fremtid hvor rumvæsener har givet sig til kende og sagt at de vil bosætte sig på Venus. Alle mennesker der har lyst er inviteret, de skal bare gå ind i en af de portaler som rumvæsenerne har placeret overalt på kloden. Der er lidt baggrundshistorie om hvordan verdens militære magter har forsøgt at forhindre adgang til disse portaler og uden held forsøgt at ødelægge dem. Ingen ved om rumvæsenerne taler sandt, for ingen er vendt tilbage for at kunne fortælle om det. Men historien følger den småkriminelle Glyph der mere af nød end af lyst flygter ind i sådan en portal og han havner så som en anden Alice i Eventyrland i en mærkelig verden beboet af andre mennesker fra Jorden som ham selv, men styret af disse stadig anonyme rumvæsener.

I The Single Larry Ti, or Fear of Black Holes and Ken af Brenda Cooper er videnskaben under pres, for en række forskere skal for en international domstol hvor de skal forsvare at deres eksperimenter ikke vil skabe et sort hul der vil opsluge Månen. Meget lig hysteriet omkring LHC, bare skruet op under parolen at overdrivelse fremmer forståelsen. Ingen overraskelse i at Cooper fremstiller pøbelen som dum og uvidende med hensyn til videnskab.

Scott William Carters The Android Who Became a Human Who Became an Android er så meget Blade Runner-wannabe som det kan blive, helt ned til privatdetektiven og regnvejret. Her er androider dog ikke forbudte, men selvom de ligner og opfører sig næsten som mennesker, har de ikke samme rettigheder. Dexter Duff bliver opsøgt af en gammel kæreste og hun vil have ham til at finde sin forsvundne ægtemand. En mand der viser sig at være chef for et stort firma, og nå ja, han er en androide. Plottet er overraskende, men lidt søgt, og så mangler den stemningen fra Blade Runner.

Stephen Baxter er jo en erfaren forfatter inden for hard sf, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg kan kalde hans kortroman Project Hades. Teknisk set er det vel alternate history, eftersom den handler om en række underjordiske atombombeprøvesprængninger der har uforudsete konsekvenser i 1960′erne, men det er ikke alternativ historiefortælling Baxter er ude i. Som nævnt er udgangspunktet en række underjordiske atombombesprænginger som vækker “noget” til live i underverdenen. Herefter udvikler det sig til noget nær en amerikansk katastrofefilm for fuld skrue, men Baxter holder tydeligvis en vis ironisk distance til det hele. Alt sammen ganske underholdende, men historien stikker i vidt forskellige retninger.

The Evolutionary Void

The Evolutionary VoidSå fik Peter F. Hamilton rundet endnu en trilogi af – i et univers han nu har holdt sig til siden 2002. The Evolutionary Void fortsætter nærmest minuttet efter slutningen på The Temporal Void, galaksen bliver reddet, vi finder ud af hvad dette Void er for noget og alt det der, sådan som Hamilton nu skriver slutninger.

Ikke så underligt er situationen ved at tilspidse. Som det har været bygget op til i de forrige bind, er den religiøse kult Dreamers i færd med at en større pilgrimsfærd til Mælkevejens centrum, kaldet for the Void. Igennem drømmeren Inigo, der har delt sine drømme om verdenen Makkathran via et interstellart telepatisk netværk, har en masse mennesker en stor lyst til at komme ind i the Void – et helt nyt univers med masser af muligheder. Problemet er bare, at dette Void ekspanderer voldsomt og truer med at opsluge hele galaksen hvis denne pilgrimsfærds lykkedes. Diverse fraktioner af menneskeheden prøver at stoppe dem på forskellig vis. Nogle rumvæsener prøver det samme, men ingen kan tilsyneladende finde ud af at arbejde sammen. Nogle fraktioner er mere eller mindre ligeglade, de har alligevel forladt galaksen for at blive “post-physical” og andre har igen helt andre planer.
Araminta, the Second Dreamer, tager fussen på alle da hun tilslutter sig de andre Dreamere i deres pilgrimsfærd til the Void, men det hele er et stort bluffnummer. I mellemtiden forsøger nogle gamle kendinge fra de tidligere bøger, såsom Ozzie, at slå hovederne sammen og finde en måde at redde galaksen på.

Jeg har mange problemer med den måde det hele er konstrureret på. Først og fremmest synes jeg selve konflikten er noget utroværdig, med den her religiøse kult, en fantasyverden i galaksens centrum, og et udefinerbart Void der opsluger hele galaksen. Derudover, så er der utallige fraktioner og særinteresser udover dem der vil ind i the Void og dem der vil redde galaksen, som heller ikke virker særligt troværdige, taget i betragtning at en trussel mod hele galaksen, burde gøre alle andre mål og egeninteresser sekundære. Oveni det er det hele pakket ind i hemmelighedskræmmeri, hvor en stor del af nøglepersonerne har dæknavne som The Delivery Man, The Mutineer og The Martyr, som ikke lader til at have anden grund til at være hemmelighedsfulde om hvem eller hvad de i virkeligheden arbejder for, end at så er der måske noget at afsløre til sidst.
Vel nok finder historien sted 1500 år ude i fremtiden, så Hamilton kan selvsagt tage sig visse friheder med hensyn til mulig videnskab, men det kammer næsten over i fantasy. Ikke kun på de videnskabelige koncepter der bliver lige lovlig fantastiske, som fx en idé om at få menneskers sind til at leve uden binding til noget fysisk, men kun eksistere i kvanterummet; men også selve strukturen i plottet med frelsere der bare er “bestemt til at redde universet”, væsener så gamle som galaksen selv, og et sub-univers hvor nærmest ingen fysiske love gælder mere.

Jeg synes ikke Hamilton er blevet bedre med årerne. Hans space opera har aldrig været hard sf, og det har klart lagt sig i den kulørte underholdende ende af skalaen, men med denne seneste trilogi har han tabt jordforbindelsen og nærmest blevet besat af telepatiske idéer, hvor det til sidst kammer over. Slutninger har aldrig været hans stærkeste side, og denne er også af typen “wish-wash-wush” – nogle hovedpersoner får gudekræfter og det hele ordner sig – bare sådan lige. Rigtig spændende blev det aldrig. Ingen store rumslag, ingen vigtige personer der døde i kamp eller en skadet civilisation bagefter der skal rejse sig igen, som der trods alt har været i hans tidligere værker.

Analog, June 2010

Analog June 2010Jeg er nu halvvejs igennem år 2010 med magasinerne – kun et halvt år bagud. Forhåbentlig kan det indhentes igen. Dette nummer er mere eller mindre gennemsnitligt. Et par enkelte gode historier, resten blot okay. Stanley Schmidt skriver lidt om hvordan det kan være nødvendigt at forklare det samme fænomen på forskellig vis til forskellige modtagere, og Henry Honken skriver om noget så spændende som grammatiske særheder i esoteriske sprog.

Første historie er hvad jeg vil kalde for en “lige efter bogen”-historie. The Anunnaki Legacy af Bond Elam stiller ret skarpt op med de gode idealistiske forskere på den ene side, og det onde minefirma på den anden. Baggrunden er at mennesket har bevæget sig ud i galaksen og fået kendskab til en gammel race kaldet for Anunnaki der angiveligt skulle have haft en finger med i spillet med oprindelsen af livet på Jorden. På planeten Slag har to unge forskere fundet hvad de mener kan være et gammelt Anunnaki rumskib, men det er et minefirma der har retten til planeten, og de vil selvsagt i gang så hurtigt som muligt. Det fører til en forudsigelig historie med iscenesatte diskussioner om videnskab kontra profit, med en usympatisk skildring af dem fra minefirmaet, og forskerne får selvfølgelig ret til sidst og gjort en epokegørende opdagelse. Forudsigeligt ja, men underholdende nok.

Under “Probability Zero” finder vi Alastair Mayers Light Conversation, der ganske kort handler om en mand der finder en intelligent livsform inde i sit køleskab – og derfor skal lade lampen være tændt.

Space Aliens Taught my Dog to Knit! er som man kan gætte, en temmelig fjollet historie af Jerry Oltion and Elton Elliott. Den tager alle klichéerne fra blandt andet X-Files om regeringens hemmeligholdelse af kontakt med rumvæsener og giver fuld gas. Hollywood er endda også involveret. Det er vist ment som en slags satire, men så sjovt var det altså heller ikke.

Heist af Tracy Canfield mindede mig lidt om Tad Williams’ Otherland-serie. Bill og Opel er venner i et virtuelt online rollespil, men kender ellers intet til hinanden. Bill finder ud af at Opel ikke er hvem han troede, og han bliver pludselig involveret i en kamp for “menneskerettigheder” for kunstige intelligenser. Slet ikke dårligt.

Richard Foss’ At Last the Sun er lidt længe om at fange interessen, og da det bliver rigtig interessant til sidst stopper historien desværre. En gruppe forskere undersøger et sted i havet for forurening, men opdager noget langt mere epokegørende, men idéen bliver som sagt desværre ikke rigtigt ført videre.

A Time for Heroes af Edward M. Lerner er endnu en novelle om en virtuel spilverden. Vi følger Travis der arbejder med at teste AI’er i computerspil, men en dag finder han sig selv i en verden han ikke kan komme ud af igen, og langsomt begynder han at glemme alt om den rigtige verden udenfor. Historien kører på nogle meget velkendte temaer fra science fiction om skellet mellem virkeligheden en kunstig virkelighed, men gør det stadig godt, og med nogle gode twists undervejs.

Postapokalyptiske historier med børn i hovedrollen synes jeg plejer at høre til i Asimov’s, men her finder vi altså Cargo af Michael F. Flynn. I denne ødelagte verden er det forbudt at huske bestemte ting fra fortiden – for eksempel byer og supermarkeder. Det kæmper historiens hovedrolle med. Som sagt, en historie der egentlig burde høre hjemme i Asimov’s, men den indeholder ikke desto mindre nogle interessante idéer til hvordan et samfund vil prøve at håndtere at civilizationen er gået under, og det derfor nok er bedst ikke at tænke for meget på bedre tider.

Sidste historie handler igen om kunstige intelligenser. I Kyle Kirklands Connections bliver det blandet med en mordgåde og en undergrundsgruppe der kæmper mod en omklamrende stat. Der sker givetvis en hel masse her, men pointen går tabt i mængden.

Last Full Measure

Last Full MeasureSerien Enterprise sluttede i 2005, men bøger udgives der skam stadig. Denne bog skrevet af Michael A. Martin og Andy Mangels er fra 2006 og udspiller specifikt mellem to episoder fra tredje sæson – The Xindi og Anomaly. Romanen er således et supplement til konflikten med Xindi racen man ser i TV-serien.

Xindi har angrebet Jorden med et yderst kraftfuldt våben der har slået millioner ihjel. Det formodes at de er i færd med at bygge et endnu kraftigere våben der kan udslætte hele kloden, og det er Enterprises opgave at finde det våben inden det bliver færdigt. Enterprise-besætningen er dog ikke alene. Ombord er også et hold MACO-soldater og det aspekt bliver egentlig mere kernen i bogen end selve plottet.

Historien er temmelig simpel. Det er meget svært at finde ud af noget om disse Xindier, ingen ved hvor deres hjemplanet er og endnu mindre hvor de bygger deres våben. Så Enterprise-besætningen er desperate efter selv minimal information der kan bringe dem tættere på. Det går endda så langt at Jonathan Archer tillader brugen af tortur for at få oplysninger, hvilket ikke just klæder ham. Men det egentlige drama udspiller sig mellem Starfleet-folkene og MACO-soldaterne, der ikke altid er enige om hvordan tingene skal køres. MACO-soldaterne bliver skildret som klassiske militærtyper, der gerne vil i ildkamp så hurtigt som muligt, mens Starfleet-officererne trods alt stiller spørgsmålstegn ved brugen af tortur.

Last Full Measure lider desværre af et kendt problem ved Star Trek-romaner, at plottet ikke rigtig fører til noget. Historien ligger sig mellem to afsnit, så det er givet at der ikke kan ske noget synderligt dramatisk. Er man umådeligt interesseret i den del af Enterprise-serien der handler om the Xindi, vil denne bog måske være spændende nok, men for de fleste andre er den ikke meget mere end en ligegyldig parantes i det store billede.

Captain’s Peril

Captains PerilWilliam Shatner har aldrig helt kunne slippe Star Trek, og selvom han ikke har været med foran lærredet siden Generations, er han stadig involveret i en del bøger. Disse er ofte skrevet i samarbejde med Judith og Garfield Reeves-Stevens, hvor det måske nok er de to der laver selve skrivearbejdet, men man får bestemt ikke det indtryk at Shatner bare er et salgsfremmende navn på forsiden. Kirk er så meget i fokus, at Shatner bestemt har haft en aktiv rolle i bogen.

Captain’s Peril fra 2002 er første bog i en trilogi om en yderst stærk entitet kaldet the Totality. Bogen udspiller sig i et parallelunivers, som også flere andre af Shatners bøger foregår i (derfor det kaldes for Shatnerverse), hvor Kirk er blevet vakt til live igen på en eller anden måde. Detaljerne til dette kan man vist læse i en anden række bøger, men her må man altså bare acceptere et setup hvor Kirk og Picard er yderst gode venner. Handlingen udspiller sig på Bajor engang efter slutningen af Deep Space 9, hvor Kirk og Picard kaster sig ud i skydiving hele vejen fra rummet og ned gennem atmosfæren. De strander ude i en ørken på Bajor og bliver via tilfældigheder viklet ind i en mordgåde med relationer til en forsvunden Orb. Samtidig med den historie fortælles, beretter Kirk om en af hans tidlige missioner fra det oprindelige Enterprise, hvor han stiftede bekendtskab med denne Totality og de prøvelser Enterprise blev udsat for.

Det ene plot på Bajor står som sig selv, mens det andet plot sikkert bliver det gennemgående for trilogien. Historien der udspiller sig på Enterprise er egentlig mest interessant. Det beskriver Kirk som helt ung kaptajn og forholdet til Spock var kun lige begyndt. Der er nogle fantastiske dialoger de to i mellem, mens snakken mellem Picard og Kirk virker klodsede. Det har klart noget at gøre med at vi ikke er vandt til at se Kirk og Picard sammen, men generelt synes jeg ikke karakteriseringen af Picard er særlig god. Han fremstår som en overforsigtig spørgejørgen, hvor Kirk er mere genkendelig i sin måde at være på. Det hele er egentlig en TOS-historie der udspiller sig delvist i en TNG og DS9 ramme.

Det der holder det hele sammen er ikke plottet, men personskildringen af Kirk og det generelt høje skrivetekniske niveau sammenlignet med andre Star Trek bøger. Jeg håber der kommer noget mere kød på det gennemgående plot om the Totality i de to næste bøger, men interessen er da vakt her.

Asimov’s, June 2010

Asimovs June 2010Puha, året er næsten gået og jeg er kun halvvejs igennem årets magasiner. Juninummeret her har én rigtig god historie, og resten er desværre kun middelmådigt. Sheila Williams skriver om dyr i science fiction, Robert Silverberg skriver om en Satan-fri by og James Patrick Kelly skriver mere om gratis indhold på nettet.

Første novelle er nummerets bedste. The Emperor of Mars kunne lyde som en Edgar Rice Burroughs titel og Allen M. Steele har da bestemt også trukket en del inspiration derfra til sin historie. Året er 2048 og vi følger Jeff Halbert der er på vej til Mars for at arbejde. Undervejs får han besked fra Jorden om at hans forældre, hans kone og deres ufødte barn er blevet dræbt af en spritbillist. Det rammer ham hårdt og han begynder at leve sig mere og mere ind i en fantasiverden, baseret på gamle Mars-fortællinger – blandt andet dem af Burroughs. Novellen er fyldt med referencer til science fiction romaner om Mars, men udover det er sjovt nok i sig selv, er det jo en dybt tragisk historie om en mand der ikke kan se virkeligheden i øjnene.

Benjamin Crowells Petopia fortæller historien om pigen Mina der finder et stykke legetøj med en AI-chip. Mina kommer fra en fattig familie, og den kunstige intelligens skaber nye muligheder for hende og hendes bror.

Monkey Do af Kit Reed er en fjollet metafiktions historie om en forfatter der prøver at få sit gennembrud, men det bliver hurtigt klart at hendes abe og noget forfattersoftware faktisk kan gøre det langt bedre end hende. Underholdende læsning, men temmelig forudsigelig.

Virtual reality dukker op i The Peacock Cloak af Chris Beckett, hvor skaberen af en virtuel verden har kopieret sig selv et antal gange ind i denne virtuelle verden. Nu er de bare begyndt at få lidt for gode idéer selv og søger nu at møde deres “skaber”. Et velkendt tema fra cyberpunk med virtuelle kopier der bliver selvstændige, men Beckett gør det nu ganske godt alligevel.

En titel som Voyage to the Moon kunne lyde som noget ret banalt, men Peter Friend skriver ikke om vores måne. Historien følger derimod astronomen Thithiwith på en fremmed planet, der har arbejdet på en form for rumskib, men han er nødt til at bilde dronningen ind at han vil rejse til månen. Rumvæsenerne er meget forskellige fra os, så det kan være lidt svært at finde rundt i, men meget fantasifuldt er det da.

Dreadnought Neptune af Anna Tambour har ikke nogen egentlig handling, men er mere en beskrivelse af en situation. Far og søn ser en pludselig mulighed til at rejse ud i verdensrummet, og befinder sig sammen med mange andre i et meget tætpakke rumskib. Og det er ligesom det. Forfatteren havde sikkert en eller anden pointe med historien, men jeg kunne ikke lige se den.

Til sidst finder vi en ny kortroman af Stephen Baxter. Earth III er sat i samme univers som en tidligere kortroman Earth II, også bragt i Asimov’s, og Flood. Her er vi på en tredje planet koloniseret af mennesker, en planet hvor den ene halvdel af kloden er i konstant skygge for solen. Samfundet beskrives som hierarkisk og der er generel ikke nogen viden om at de oprindeligt kommer fra en anden planet. Der er et slags plot om en ekspedition til den mørke del af planeten og noget om nogen der mener at kende til deres rigtige oprindelige fra Jorden, men generelt havde historien for meget baggrundsinformation og for lidt handling til min smag.

Inherit the Stars

Inherit the StarsJames P. Hogans Inherit the Stars fra 1977 er en af Baens gratis e-bøger, der er første bog i hvad der kaldes for Giant-serien. Inherit the Stars står fint alene, men er nu også en farlig appetitvækker på at se på de øvrige bøger i serien – som så kan købes som e-bøger for små 6 dollars.

I år 2027 finder man liget af en uidentificerbar mand på Månen. Det i sig selv er mærkeligt nok, men undersøgelser viser at liget må være mindst 50.000 år gammelt. Det sætter selvsagt det videnskabelige samfund på den anden ende, og vilde teorier bliver diskuteret frem og tilbage. Flere opdagelser bliver gjort. Man finder andre rester af 50.000 år gamle mennesker på Månen og ydermere indikationer af, at de kunne stamme fra en ny ødelagt planet i solsystemet. En planet der har været i kredsløb der hvor asteroidebæltet er. Men der er en masse modstridende facts. Der er tegn på at de har udviklet sig fra samme genetiske grundstamme som os, men andre tegn på at det ikke kan være tilfældet. Hele bogen igennem bliver teorier og fakta præsenteret, tilbagevist og nye endnu vildere opdagelser bliver gjort i solsystemet.

I sin form kan det dårligt kaldes for en roman. Der er ikke noget plot, der er ingen konflikt eller nogen hovedpersoner der er værd at nævne. Det meste består derimod af lange infodumps, videnskabsfolk der diskuterer og flere infodumps. På en måde ufatteligt tørt og kedeligt ultra hard science fiction, men det generede ikke mig det store. Simpelthen fordi idéerne er spændende og fascinerende, det er sjovt at lege med i den videnskabelige process hvor intet viser sig at være som man først troede, og så er romanen relativt kort. Som murstensroman havde den form nok ikke duet.

Jeg tror ikke al hans videnskab holder helt, men Hogans beskrivelser er når man læser det, for så vidt overbevisende. De er spændende og overraskende, men aldrig langt ude og læseren kan godt følge med, uden at føle sig snydt når de endelige forklaringer begynder at tage form. Det er uden tvivl ikke en type roman for hvem som helst, givet at det mere eller mindre er et langt infodump uden noget nævneværdigt persongalleri, men jeg vil da give de efterfølgende bøger en chance også på et tidspunkt.