House of Suns

House of SunsAlastair Reynolds er med undtagelse af The Prefect gået væk fra at skrive i Revelation Space-universet i nogle år nu, og House of Suns fra 2008 er hans tredje enkeltstående roman. Hans stil er jo velkendt og i stemning og miljø kunne den ligesåvel have udspillet sig i et af hans etablerede universer. Trods den manglende variation på den kant, imponerer han mig stadig hver eneste gang. Klart den bedste læseoplevelse i år.

Romanen finder sted godt seks millioner år ude i fremtiden og følger hvad der kaldes for Gentian Linjen. Tilbage i det 31ende århundrede fik mennesket mestret kloningsteknologi og et par meget rige og magtfulde mennesker byggede gigantiske rumskibe, klonede sig selv 1000 gange og rejste ud i galaksen med lige under lysets hastighed. Disse linjer, som de kaldes, er over de millioner af år blevet en kendt magtfuld faktor i galaksen, og de gør for så vidt ikke andet end at rejse rundt og samle information om civilisationer rundt om i galaksen som de opstår og dør ud igen. En af disse linjer er kloner af Abigail Gentian, hvis liv vi også følger i et par flashbacks, og de er på vej til deres 32ende reunion. Med nogle årtusinders mellemrum mødes alle de resterende levende Gentian kloner for at udveksle den information de har samlet sammen siden sidst. Men denne gang bliver de udsat for et nådesløst angreb, hvor kun lidt over 50 overlever ud af de i alt omkring 800. Ingen ved præcist hvorfor, og der spekuleres i hvad de måtte have mødt på deres rejser der ligger bag angrebet, hvilket ikke er helt nemt, da de ikke umiddelbart kan huske alt de har set de mange tusinder år af deres vågne liv, men i stedet har lagret det i deres fælles digitale bibliotek.

House of Suns har alle de elementer vi kender fra Reynolds’ værker: sublyshastighedsrejser med enorme tidsforskydninger, intelligente maskiner, galaktiske imperier og væsener der er millioner af år gamle. Det er egentlig bare mere af det samme skruet op for fuld styrke, men det er bestemt ikke en ulempe hvis man allerede kan lide Reynolds for netop dette. Han formår at kombinere de meget store historiske linjer, hvor galaktiske civlisationer opstår og dør ud over tusinder af år, mens hovedpersonerne blot har flyttet sig fra en planet til en anden, og det uden at det er på bekostning af det menneskelige og jordnære. Hovedpersonerne er tilpas genkendelige i deres måde at være på, at man som læser har et fast referencepunkt i de millioner af års galaktisk historie der udspiller sig.

Plottet er godt skruet sammen og med tilpas mange twists og overraskelser til sidst, at man kan nå op til flere modstridende åbenbaringer undervejs. Eftersom ikke engang nogen af personerne har nogen chance for at vide bare en flig af hele sandheden, er det ligeledes så godt som umuligt for læseren at føle at man har en chance for at være lidt på forkant med plottets udvikling, men til sidst ser man at Reynolds ikke giver nogen irellevante detaljer gennem bogen. Hvad der umiddelbart kan virke som ligegyldig ekstrainformation, kan vise sig at afsløre alt når man ser sammenhængen. Der er også de sædvanlige problemer med lidt for meget forklaring og afsløring pakket sammen i bogens sidste sider, men som sagt, det hele hænger alligevel sammen fra start til slut, så det ikke ender med at man får alt det væsentlige til sidst.

Kan man lide Reynolds’ space opera stil går man ikke galt med House of Suns.

Axis

AxisRobert Charles Wilsons Spin imponerende mig meget, så høje forventninger til efterfølgeren Axis kunne ikke undgås. Desværre levede den ikke helt op til det, hvilket nok ikke er helt rimeligt, for den er stadig ganske god, men man skal have læst Spin før man læser denne her, og den vil ende med at stå i skyggen af sin forgænger.

I slutningen af Spin opstod der i det Indiske Ocean en portal til en Jordlignende planet et andet sted i galaksen – kaldet for Equatoria. Axis foregår på denne planet nogle årtier efter de første bosættelser. Formen er typisk, hvor vi starter med at følge et par seperate hovedpersoner, hvis veje mødes som plottet skrider frem. Der er drengen Isaac, der har et særligt “kald” der peger mod vest, Lise der i årevis har søgt efter svar på hvorfor hendes far forsvandt uden et ord for årtier siden og Turk som Lise søger om hjælp angående et spor på hendes fars forsvinden. På Equatoria begynder noget mystisk støv at falde ned fra himlen og teorien er at det er døde eller kasserede hypotheticals – dem som satte tidsmembranen omkring Jorden i Spin. Isaac viser at være et slags eksperiment, hvor menneskene på Mars har injiceret det livsforlængende stof – der giver dem deres fjerde levealder – i ham fra fødslen af, i håb om at han vil kunne kommunikere med disse hypotheticals. Deres veje mødes og det giver mulighed for karakterne at tænke tilbage på sørgelige minder og teoretisere op og ned om the hypotheticals.

Hvor Spin havde et præg af klassisk hard sf, er der lidt mere religiøse og mesiaslignende toner i Axis - noget jeg sjældent har det særligt godt med. De meget jordnære og almindelige tre hovedpersoner fra før er nu erstattet af en gruppe uinteressante personer, der bare udfører en funktion for plottet og ikke har et selvstændigt liv. Der er dog stadig masser af spændende science fiction idéer, og det er ikke religiøst som sådan, da det hele er solidt funderet i videnskabelige forklaringer. Så det er som sagt stadig en ganske udmærket roman, hvor der bygges videre på teorierne og forklaringerne på disse ukendte hypotheticals, men den står ikke så solidt som enkeltværk som Spin gør det.

Analog, October 2010

Analog October 2010Der er et par okay noveller i dette nummer, men ellers et rimelig gennemsnitligt nummer af Analog. Stanley Schmidt har en interessant klumme denne gang om menneskets mulige indblanding i fremmede planeter og dets dyre- og planteliv, og hvordan science fiction forfattere forholder sig til dette etiske spørgsmål. Mindst ligeså interessant er Richard A. Lovetts artikel om Merkur, hvor lidt vi egentlig ved om denne planet og hvorfor den er forholdsvis overset i science fiction sammenhænge.

Første historie, en kortroman af John G. Hemry kaldet for The Rift, er hårdkogt military sf, men dog stadig med visse kvaliteter udover det actionprægede. På planeten Imtep har mennesket i noget tid haft en forskningsstation og levet fredeligt med de indfødte Izkop, men pludselig en dag går de hensynsløst til angreb og dræber en masse mennesker. Historien følger en mindre militærgruppe der kæmper for deres egen overlevelse og for at redde de sidste overlevende civile. Det meste af historien ligner ren “lad os skyde onde aliens” i stil med Starship Troopers, men det hele viser sig at være en meget uheldig kulturel misforståelse, hvor de indfødte Izkop blot har deres måde at “teste” menneskenes troværdighed på. Bortset fra at alt dette bliver skåret ud i pap for læseren af hovedpersonerne, er pointen stadig god.

Midwife Crisis af Dave Creek må siges at være en meget original historie, men bare ikke specielt spændende læsning. På planeten Welkin lever nogle gigantiske hvaler i havet. En af dem er dog blevet syg og har trukket sig væk fra de andres farvand. Nogen beslutter sig for at hjælpe denne hval, der i øvrigt er gravid, ved at svømme ind i hvalens blodårer og give den den nødvendige medicin. Der er lidt Spielbergs Innerspace over det, og selvom fortællingen for så vidt er gribende og idéen god, er handlingen desværre lidt for forudsigelig. En letfordøjelig “feel good” historie.

I Kenneth Schneyers The Whole Truth Witness er man begyndt at bruge et sandhedsserum på vidner i retssale, hvilket giver visse problemer for historiens hovedperson der er advokat. I hans seneste sag finder han dog på et kreativt smuthul. Novellen er ment som værende lettere morsom, men ikke uden relevante pointer til retssystemet.

Arlan Andrews forsøger sig med humor, med mindre held, i The Alien at the Alamo, hvor historiens fortæller er ved at være lidt træt af at blive bortført eller kontaktet af rumvæsener, men har lært at acceptere det, og ved således med det samme at det er et rumvæsen der kontakter ham, selvom det ligner en almindelig mand. De to snakker så lidt frem og tilbage om Jorden og universet på en café, og rumvæsenet vil denne gang analysere hans reaktion på en række tilsyneladende uskyldige musikvideoer.

Vi bevæger os lidt mere over ud i det absurde i Never Saw It Coming af Jerry Oltion, der handler om en amatørastronom der opdager en asteroide der vil passere rimelig tæt på Jorden, men det går helt galt da pressen får nys om det og inden han får set sig om er det meste af Jordens befolkning overbevist om at dommedag er nær. Historien skal nok læses i konteksten om at overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg ved ikke helt om jeg køber den.

Allan M. Steeles The Great Galactic Ghoul handler om hvordan gammel overtro kan tilsidesætte sund fornuft. På en minestation på en asteroide finder en tragisk ulykke sted, og de præcise omstændigheder bag ulykken er uklare. Spekulationerne begynder at køre og nogen finder en gammel myte frem om en “rumghoul” der spøger i det interstellare rum. Inden længe er den gamle overtro tilbage i folks bevidsthed. Historiens hovedperson undersøger dog ulykken til bunds og finder en ganske logisk forklaring på det hele. En tør og kedelig novelle med en fuldstændig flad spændingskurve.

Lidt mere spændende er sidste historie, Ghosts Come Home af Justin Stanchfield der handler om rumpiloten Verlain der lever et lykkeligt liv med sin kone og de har et barn på vej. Vi finder dog ud af at han er genetisk modificeret fra barn af til at elske en anden kvinde, men de blev separeret som unge, og Verlain har næsten glemt hende, indtil hun selvfølgelig en dag igen dukker op. Det lyder mere pladderromantisk end det egentlig er, og Stanchfield får opbygget nogle interessante karakterer.

Asimov’s, September 2010

Asimovs September 2010Der er to Hugo nominerede noveller med i dette nummer, så det kan man jo ikke have andet end visse forventninger til. Sheila Williams skriver om læsernes pris i 2010, Robert Silverberg skriver lidt om robotter og James Patrick Kelly skriver om exoplaneter. Men mest interessant er nok franske Aliette De Bodards artikel om science fiction “på den anden side”, om science fiction traditioner udenfor den vestlige verden.

I første historie, Backlash af Nancy Fulda, sker der en frygtelig masse på kort tid. Det kunne være taget ud af en moderne musikvideoklippet technothriller film. Pensioneret special ops agent Eugene Gutierrez har en fredelig aften på en restaurant, men da han modtager en “fortune cookie” med en mærkværdig besked på, vælter verden omkring ham. Skudvekslinger, agenter fra fremtiden, terrororganisationer og bombetrusler i et virvar. For så vidt en potentiel interessant tidsrejsehistorie, om agenter der giver opgaver til dem selv tilbage i tid kombineret med en oprørsk datter med mulige forbindelser til en terrororganisation, men det går simpelthen for hurtigt i denne novelle. Hele situationen køres op en spids på meget kort tid, og falder ligeså hurtigt ned igen.

The Palace in the Clouds af Eugene Gutierrez er noget med Venedig og om en by oppe i skyerne. Bedre kan jeg ikke forklare det. Er ikke helt sikker på hvad det gik ud på.

Historier om generationsrumskibe der har været så længe undervejs, at dets beboere ikke længere ved hvor de er eller hvorfor, er set nogen gange før. Benjamin Crowell forsøger sig med det i Wheat Rust uden helt at bidrage med noget nyt. Novellen følger en casanovatype der hygger sig med en dame i græsset, da de bliver afbrydt af to mænd der falder ned fra himlen. De kommer fra en mere udviklet del af rumskibet, og hovedpersonen her bliver lokket ind i en mission der sender ham til andre ukendte del af skibet.

Mary Robinette Kowal bidrager med For Want of a Nail der er nomineret til en Hugo i novellekategorien. Her er vi igen på et generationsrumskib, men det ved dem ombord godt. Problemet opstår da en families robot, som de bruger til at optage og iagtage alle familiens vigtige øjeblikke med, altså en slags familiedagbog, går i stykker. Cordelia er hende der har ansvaret for robotten, og hun er desperat efter at få den repareret. Men i sin jagt efter reservedele finder hun frem til nogle gemte familiehemmeligheder. Ganske fin novelle med flere originale idéer, der bestemt er en Hugo-nomination værdig.

Geoffrey A. Landis leverer den Hugo-nominerede kortroman The Sultan of the Clouds. En hard sf historie af den gamle slags. Historien følger David, der er teknisk assistent for den dygtige forsker Leah, som han iøvrigt er håbløst forelsket i. De bliver inviteret til Venus af planetens mest magtfulde familie, angiveligt i et videnskabeligt ærinde. Venus er koloniseret i form af flyvende byer og de fleste af disse byer er altså ejet af denne familie. Stakkels David bliver helt uforvarende rodet ind i lokale politiske intriger og det går op for ham, at familiens kommende arving, har helt andre udspekulerede planer end blot at snakke spekulativ forskning. Som det så ofte er med hard sf forfattere, duer de ikke rigtig til at skrive interessante personer, hvilket denne historie egentlig kræver for at komme op på et højere niveau. De rent tekniske og videnskabelige idéer bag denne måde at leve på Venus på er dog ganske fascinerende, så Hugo-nomineringen er delvis forståelig, men jeg tvivler på den vinder.

Surface Detail

Surface DetailDet er alt for længe siden jeg sidst har fået læst og nydt en rigtig god roman. Skal måske helt tilbage til Inherit the Stars. Iain M. Banks er til at regne med. Alt er ikke lige godt, men det er altid en unik læseoplevelse. Hans nyeste bog i Culture-universet er bestemt ingen skuffelse og bedre end Matter. Som det ofte er med Banks’ Culture-bøger, handler det egentlig ikke ret meget om selve Culture, mest i periferien og der hvor Culture har indflydelse.

Det generelle tema i bogen er døden, livet efter døden – herunder helvedet. Når teknologien til at lave perfekte virtuelle verdener bliver mulig, vil der selvfølgelig være nogen civilizationer der vil bruge det til at lave et rigtigt helvede, hvor man kan dømme folk til at leve i evig pinsel. Den slags vækker dog modstand blandt andre civilizationer, herunder selvfølgelig også the Culture. Så for at løse konflikten, er begge sider gået med til at udkæmpe en krig i en virtuel verden. Men anti-helvede siden er ved at tabe, og de er parate til at bryde reglerne. Denne konflikt bliver den overordnede ramme for Surface Detail, eller rettere det der sker rundt omkring for den lykkeligt uvidende hovedperson.
Historien følger primært Lededje. Hun er en trofæ-slave for den magtfulde Veppers, der bruger og misbruger hende som han lyster. Under et opgør med ham bliver hun slået ihjel, men lever op igen i en ny krop. På en eller anden måde er hendes bevidsthed blevet transmitteret gennem rummet til en Culture koloni, hvor de så har givet hende livet tilbage. Hun er dog opsat på hurtigst muligt at vende tilbage, med det ene formål at slå Veppers ihjel.

Surface Detail er en af den slags bøger, hvor det ikke er plottet der er det interessante, men alt det der sker udenom. Gennem Lededje får læseren indblik i flere dele af Banks fantastiske Culture-univers, Veppers viser sig også at være involveret i krigen om de virtuelle helveder og vi følger selvfølgelig også nogle personer der er fanget i et af disse forfærdelige helveder. Det hele flyder ganske godt sammen, og Banks rammer balancen mellem at fortælle læseren nok til at fange interessen, men samtidig ikke fortælle for meget. Der er masser af idéer og koncepter at blive både fascineret og skræmt af, og den faktisk ikke helt så urealistiske tanke om at lave virkelige helveder på denne måde, skal nok give de fleste noget at tænke over.

Jeg vil bestemt placere Surface Detail højt på listen over Banks’ bøger i Culture-universet, men den kan dog ikke anbefales til læsere der ikke har kendskab til serien i forvejen. Der vil The Player of Games og Consider Phlebas være bedre.

Analog, September 2010

Analog September 2010Dette nummers noveller er desværre meget Analogsk med forudsigelige problemløsningshistorier uden de store overraskelser. Der er dog en enkelt Hugo-nomineret historie med. Stanley Schmidt skriver i sin spalte om hvordan vi dømmer noget hårdere hvis vores syn i forvejen er positivt, og Jeffrey D. Kooistra fortsætter sin kritik af temperaturmålinger brugt til at bevise den globale opvarmning.

Første historie er That Leviathan, Whom Thou Hast Made af Eric James Stone handler om en mormonpræst der er præst for nogle rumvæsener der har tilsluttet sig denne kirke. Rumvæsenerne bliver kaldt for ‘swales’ og er gigantiske væsener bestående af plasma der lever inde i solen. Præsten har en samtale med en mormon swale der fortæller at den er blevet voldtaget, og ikke ved om det er syndigt eller ej. Præsten bliver oprørt over at finde ud af at voldtægt tilsyneladende er helt acceptabelt i deres kultur, så han vil straks tage kontakt til den ældste swale. En forsker der arbejder på at forstå dette samfund mener selvfølgelig det er en dårlig idé at blande sig i deres kultur, og det giver anledning til en forudsigelig moralsk konflikt og diskussion om hvorvidt det er i orden at presse jordiske moralske normer nedover nogle helt fremmede væsener. Forfatteren virker ikke prædikende specielt for den ene eller anden part, men det gør så også samtidig at historien mangler kant og dermed bare bliver forudsigelig.

David D. Levines Pupa er en særlig type science fiction historie jeg aldrig helt bliver venner med. Det foregår (næsten) udelukkende på en fremmed planet med rumvæsener, hvilket selvfølgelig i sig selv er interessant, men fordi det hele bare bliver så mærkeligt uden at man har noget jordisk referencepunkt, er det svært at fange interessen. Men i hvert fald handler novellen om et yngre medlem af denne insektligende race der ser sin mor blive slået ihjel, men i dette samfund er der åbenbart ikke nogen der lytter til ikke-voksne væsener, så vores hovedperson har svært ved at få opmærksomhed om sin situation. Novellen ender godt nok til sidst på Jorden, men i det store hele er denne race bare uinteressant og hele problemstillingen med at de ignorer de yngre virker kunstig, fordi man ikke får nogen forklaring på hvorfor de er ligeglade.

Richard A. Lovett forsøger med humor i first contact historien Spludge. Rumvæsener besøger Jorden, den amerikanske præsident tager pænt imod osv., men vores hovedperson er overbevist om at rumvæsenerne bare er i færd med at lave en stor practical joke med os jordboere. Det er ikke hylende morsomt, men idéerne er ganske originale.

Mere seriøs er Red Letter Day af Kristine Kathryn Rusch der beskriver en verden hvor tidsrejser er mulige, men man er nået til enighed om at det simpelthen ikke duer i praksis at den teknologi er frit tilgængelig, så i stedet giver man alle muligheden for at sende et brev til deres tidligere jeg i skolealderen. Historien følger en skolepsykolog som hvert år får til opgave at tage sig af de børn der ikke får noget brev fra deres fremtidige jeg. Rusch har ikke nogen radikale idéer med hensyn til tidsparadokser og hvad deraf følger, men hun skriver som altid godt.

Flotsam af K.C. Ball er en af de kedelige skabelonskrevne Analog-historier. En lille rumstation med tre besætningsmedlemmer bliver ramt af et eller andet der ødelægger vitale systemer om bord, og fordi firmaet har slækket på sikkerheden for at spare penge, ser deres chancer sorte ud. Men lidt kreativ problemløsning redder dagen.

Jerry Oltions The View From the Top foregår også på en rumstation, men her er problemet af emotinel karakter, da en af astronauterne ikke længere kan styre sine følelser og derfor må se sin drøm om at blive astronaut forsvinde næsten inden den var begyndt.

Hvad gør man hvis man har overladet verdensherredømmet til en computer og den beslutter sig for at Jordens overbefolkningsproblem skal løses ved at den ene halvdel skal udryddes? Det er i al sin enkelhed udgangspunktet for Kyle Kirklands Sandbagging. En ung forsker mener han har en måde at forhindre det på, men intern rivalisering med kollegaer kommer i vejen i denne noget utroværdige historie.

Til sidst finder vi en af dette års Hugo-nominerede novelettes. Det er Sean McMullens Eight Miles der faktisk godt kunne have været en pulp historie fra starten af århundredet, dog noget bedre skrevet. Historien udspiller sig i London i midten af 1800-tallet og følger Harold Parkes der lever af flyvninger over London i ballon. Han bliver en dag kontaktet af Lord Gainsley der vil have ham til at tage sin ballon op i så højt et luftlag som muligt. Det skyldes han har fundet en pige som han mener stammer fra de højere luftlag, og hendes hjerne fungerer derfor ikke nede ved jordoverfladen. Idéen er at bringe hende op i de højere luftlag og forsøge at kommunikere med hende. Yderst velskrevet historie, men jeg tror nu ikke den vinder en Hugo trods alt.

Asimov’s, August 2010

Asimovs August 2010Forsideillustrationen til augustnummeret er af en eller anden grund det samme som på C.S. Friedmans This Alien Shore, og så er det heldigvis også en samling bedre historier end sidste måned. Sheila Williams skriver om Dell Magazine Awarden, Robert Silverberg skriver om ord fra science fiction der er kommet ind dagligdagssproget og James Patrick Kelly skriver om opdagelsen af exoplaneter.

Superluminosity er Alan Wall er en mærkelig tidsrejsehistorie. Den er fyldt med sjove detaljer om denne Tachyon Constellator der fungerer som tidsmaskine, men selve plottet er temmelig tåbeligt, da det handler om en mand der skal rejse et par hundrede år tilbage i tiden for at finde en lædertaske til sin kone, eftersom ægte læder er blevet forbudt.

Carol Emshwillers The Lovely Ugly handler om menneskers første besøg på en beboet planet, men fortalt fra de indfødtes synsvinkel. Tydeligvis højtudviklede og intelligente væsener, men overfor menneske virker de primitive. Det giver nogle løjerlige iagtagelser af menneskenes adfærd og ikke så få misforståelser.

Ian Creasey beskriver en post-apokalyptisk fremtid i Crimes, Follies, Misfortunes and Love hvor historiens hovedperson er arkæolog og søger især efter personlige optagelser fra almindelige menneskers liv fra vores tid og lidt frem. Folk var meget narcisistiske og gemte hvad som helst fra deres liv online (en tydelig videreførelse af vor tids brug af sociale medier). Hovedpersonen prøver dog også at finde ud af noget om sine egne forældre, og må træffe nogle personlige valg undervejs, og om hun virkelig ønsker at vide alt.

The Battle of Little Big Science af Pamela Rentz er en anden tidsrejsehistorie, dog uden at være en rejse som sådan, da der kun er tale om at kunne se tilbage i tiden. Agnes Wilder arbejder på et projekt der gør det muligt at se tilbage i tiden, men hendes investorer vil gerne snart se resultater eller i hvert fald en demonstration, så det må hun arbejde hårdt på at få gjort klar. Ikke meget andet til den historie egentlig.

Alexander Jablokov leger videre med det at vi bruger “tags” på så godt som alt på nettet i sin novelle Warning Label. Her er konceptet ført videre i en fremtid med såkaldt “augmented reality” hvor alt i den fysiske verden også er plastret til med mærkater eller labels som det hedder i historien. Historiens to hovedpersoner prøver at finde ud af hvorfor alle labels tilsyneladende forsvinder fra en statue af en gammel politiker i byen. Jeg tror det er en slags krimi, men hvad pokker der var så specielt ved den statue blev aldrig klart for mig.

J.M. Sidorova skriver historisk fiktion, ikke direkte alternate history, i The Witch, the Tinman, the Flies. Det foregår i Sovjetunionen i 40′erne og historien følger en ung pige der bliver meget fascineret af en ældre dames videnskabelige eksperimenter med fluer. Eksperimenter der angiveligt har noget med genteknologi at gøre. Men som sagt bliver der ikke rigtig noget kontrafaktisk historiedigtning ud af det, og historien er mere en skildring af livet under kommunismens diktatur.

Nick Wolven beskriver en rigtig grum fremtid i On the Horizon. Hovedpersonen er en dømt forbryder der som straf er blevet biologisk modificeret på en sådan måde at han kan opfange negative “vibrationer”, og det udnytter politiet til at opklare forbrydelser med. Ubehagelig, men god historie.

Til sidst finder vi Gregory Norman Bosserts Slow Boat, hvori en kvinde finder sig selv værende ombord på et fragtskib med kurs mod Mars. Hun har dog god tid til at finde ud af hvem der har kidnappet hende og hvorfor de ville have hende til Mars, samt udtænke en hævnaktion mod dem. Interessant koncept må jeg sige.

Astounding, May 1930

Astounding May 1930Der er kun tre historier at omtale i dette nummer, da det meste af pladsen går på tredje del af Brigands of the Moon samt en ny føljetonroman af Murray Leinster, som jeg forhåbentlig kan anmelde for sig selv på et tidspunkt.

Første historie er en fortsættelse til From the Ocean’s Depths fra martsnummeret, og som titlen Into the Ocean’s Depths tydeligt viser, så er de to venner fra sidst nu dem der skal ned i havets dyb og besøge dette søfolk. Det er en temmelig kedelig efterfølger, da det blot bliver et ordinært voldeligt eventyr, hvor disse to mennesker og deres avancerede maskiner, får udryddet en konkurrende ondere race i denne havverden.

The Jovian Jest af Lilith Lorraine er en sær størrelse, der starter som en traditionel historie om et mystisk meteornedfald midt ude i ingenting, men det viser sig at bære på et uhyre intelligent rumvæsen. Resten er sådan set bare en lang tør monolog fra dette rumvæsen, der vil fortælle menneskene at de nu er blevet opdaget i universet som en intelligent race, men at de stadig er på babystadiet.

I Victor Rousseaus The Atom-Smasher blandes vanvittige opfindelser, tidsrejser og Atlantis-myten i et brag af en adventurefortælling. Ved mere eller mindre et tilfælde fik en kemiker skabt en tidsmaskine, i sin søgen efter atomets inderste bestanddele. Det viser sig at han er rejst tilbage til tiden hvor Atlantis stadig eksisterede og bliver dermed rodet ind i en konflikt atlantisboerne har med nogle andre samfund. Det hele bliver meget blodigt og det ender selvfølgelig med at vi får en forklaring på hvorfor Atlantis styrtede i havet. Historien rummer nogle interessante idéer med hensyn til tidsrejser, dimensioner og anden typisk pulp-videnskab, men det meste består af krig, vold, jalousi og hvad det ellers fører med sig.

Asimov’s, July 2010

Asimovs July 2010Julinummeret har et par enkelte gode indslag, men ellers har jeg desværre også faldende tiltro til kvaliteten af novellerne i Asimov’s, hvor alle noveller ikke længere bliver læst færdigt. Sheila Williams skriver om astronauter på rumstationen ISS der læser science fiction og Robert Silverberg skriver om rumteleskopet Kepler der skal søge efter extrasolare planeter.

D.T. Mitenkos Eddie’s Ants er en fjollet lille historie om Matt der er så jaloux over at hans kæreste har droppet ham for et hyperintelligent rumvæsen der kalder sig for Edward, at han er opsat på at slå ham ihjel. Det er dog ikke helt så nemt igen, selvom Edward faktisk opfordrer ham til at prøve mere ihærdigt.

Et andet humoristisk indslag er Kristine Kathryn Ruschs Amelia Pillar’s Etiquette for the Space Traveler, der er udformet som en kort introduktionsguide til nye rejsende på en interstellar rumfærge.

Nummeret rundes af med en kortroman af Robert Reed. A History of Terraforming kan kort beskrives som en skildring af tusinder af års terraforming og kolonisering af solsystemet, men det er kun rammen for fortællingen om Simon og hans over tusind år lange liv, og hvordan han og resten af menneskeheden udvikler sig på godt og ondt. Masser af interessante koncepter, men selvom den har kortroman længde, synes jeg alligevel den blev for overfladisk og præget af lange infodumps. Idéen kunne godt have båret en roman.

Af øvrige noveller finder man i nummeret Alice Sola Kims The Other Graces om en asiatisk pige der må kæmpe mod racisme for at komme ind på et godt universitet, Tom Purdoms Haggle Chips om en interstellar handelsrejsende der bliver kidnappet, samt Aliette de Bodards The Jaguar House, in Shadow – en alternate history hvor Nordamerika er beboet af aztekere og kinesere.

Captain’s Blood

I anden del af William Shatners Totality-trilogi kommer der mere kød på hvad dette Totality er for noget, hvor det i Captain's Peril kun blev småt refereret til, som noget der skete for længe siden. Captain’s Blood udspiller sig nogle år senere og tager udgangspunkt i truslen om en kommende borgerkrig mellem Romulus og Remus.

Det hele begynder dog med intet mindre end Spocks død! Han bliver angiveligt udsat for et attentat, da han holder en vigtig tale for parlamentet på Romulus. Kirk vil til Romulus for at finde ud af hvem der står bag, og han får selskab af Picard, Riker, McCoy og alle de andre gamle kendinge. Med sig har Kirk også sin 5 årige søn Joseph, der er delvist menneske, delvist Romulan, delvist Klingon og mere til. Men Starfleet har andre skjulte dagsordener som Kirk ikke kender til. De kender til en borgerkrig mellem Romulus og Remus der er under opsejling. Det kommer dog bag på alle at Kirks søn Joseph bliver kidnappet af Remans, fordi de ser ham som den næste Shinzon. Det hele udvikler sig til at være langt mere kompliceret og det viser sig at dette Totality-væsen har en finger med i spillet.

Plottet bygger videre på historien fra Star Trek: Nemesis filmen omm mineslaverne på Remus og deres “frihedskæmper” Shinzon. Det er klart en fordel at have set den film først. Plottet er for så vidt spændende, men det er klart mit indtryk at de her bøger af Shatner mest af alt handler om Kirk! Hans person kommer i både første og anden række, og plottet er der så at sige blot for at understøtte en udforskning af Kirks personlighed. Som helhed fungerer det også ganske glimrende. Det eneste der lidt kan irritere mig lidt er det noget utroværdige i at samtlige officerer fra TNG og TOS er samlet et sted, specielt når det ikke rigtig har noget formål andet end at give et par velkendte navne.