Interstellar sysctl

Der er masser af pulp-historier i dette andet nummer af Astounding Stories of Super Science fra 1930. Invasion fra det ydre rum, gale videnskabsmænd og selvfølgelig kvinder i nød. Det kan findes online på Gutenberg.org.

En ældre mand bliver fristet af en storslået opdagelse gjort af en ung videnskabsmand på den anden side af gaden i Harl Vincents Old Crompton’s Secret. Gamle Crompton bliver vist rundt i Tom Forsythes laboratorium, hvor Tom meget begejstret fortæller om at han har fundet vejen til evigt liv gennem en maskine. Crompton bliver fristet af maskinen og i en kort fumlet nærkamp, falder Tom over en ledning og ligger livløs på gulvet. Crompton må nu finde en måde at skjule sig på. En historie uden en egentlig pointe, men underholdende nok i den pulpstil.

Charles Willard Diffin giver med Spawn of the Stars en helt igennem klassisk invasion-fra-rummet historie med væmmelige rumvæsener og masser af tjubang. Faktisk ganske godt gennemført hvor forfatteren, efter den tids standarder, har gjort lidt mere arbejde med rumvæsenerne og deres teknologi.

Hugh B. Cave leverer et horrormysterie med The Corpse on the Grating hvor en gal videnskabsmand (som så ofte), har bragt et lig tilbage til live. Ved hjælp af høj varme endda! Udover at være en tidlig zombiehistorie blandet med lidt Sherlock Holmes, er historien faktisk ret uhyggelig, især henimod slutningen.

Creatures of the Light af Sophie Wenzel Ellis er en historie med det velkendte tema om en genial videnskabsmand der vil skabe det perfekte menneske. Som ventet går det lidt over gevind og hans skabninger vil ikke helt som han vil. Desværre blev historien bare aldrig rigtig spændende.

Into Space af Sterner St. Paul bruger et simpelt plot til at forklare en masse videnskab. Dr. Livermore underviser i fysik på et universitet, og betragtes som lidt af en galning – men dog et geni. Han har fundet ud af at han kan ophæve tyngdekraften ved hjælp af magnetisk polarisering, så han har bygget et fartøj der skal bringe ham til Månen. Han har dog regnet lidt galt med hensyn til tyngdekraften (og det har forfatteren også).

Så får vi også afslutningen på Victor Rousseaus The Beetle Horde, der får sig en dramatisk – men lykkelig – afslutning.

Anthony Pelchers Mad Music er svær at forklare. Det er noget med en sammenstyrtet bygning og en gal violinspiller. Meget mærkeligt.

Den sidste historie er en ægte science fiction detektivhistorie. Nogle penge bliver stjålet fra en bank, lige for øjnene af de ansatte og ingen har set noget. Læseren er godt klar over der er noget usynlighed af en art på spil, hvilket viser sig at være delvist korrekt, men det egentlige science fiction element ligger mest i detektivens meget avancerede teknik, han bruger til at afsløre forbryderen. Der er lidt Sherlock Holmes over det, hvor det hele nærmest er løst på forhånd, og den langsomme assistent (og dermed læseren) skal have det hele forklaret, selvfølgelig hvor der let og elegant hoppes henover det videnskabeligt korrekte med “jeg vil ikke kede dig med detaljerne”. Fin underholdende afslutning.

Det trasker desværre mere og mere bagud med læsningen af Asimov’s. Det er også længe siden der virkelig har været nogle fantastiske historier. Det sidste nummer i 2009 har da et par gennemsnitlige historier, men jeg synes endnu engang der er flere historier der kun har et snært af science fiction over sig. Sheila Williams skriver om de mange gange magasinet har skiftet kontorlokaler og Robert Silverberg med tredje del i sin serie om worldbuilding,

Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.

David G. Hartwells og Kathryn Cramers årlige antologi med et udvalg af de bedste science fiction noveller primært fra magasiner og antologier, viser et ganske solidt år 2008. Der er rigtig mange gode historier denne gang, markant flere end sidste år. Historierne er lidt mere positive end jeg husker sidste års meget dystopiske samling, men det er stadig langt fra rent optimistiske fremtidsscenarier forfatterne beskriver. Verden er ikke gået helt under, men er i flere af historierne plaget af alvorlige miljøproblemer af den ene eller anden art. Alligevel har flere af historiernes hovedpersoner med et bedre syn på fremtiden og deres situation.

Neil Gaiman har brugt en interessant form til sin novelle Orange, da den udelukkende består af svarene i et interview, spørgsmålene er der ikke. Den interviewede er en teenagepige og interviewet handler om hendes noget specielle søster, der er blevet helt manisk med at gøre hendes hud helt orange, hvilket selvfølgelig gemmer på en endnu mere interessant historie. Meget original historie fra Gaiman der jo ellers er mest kendt for fantasy.
Et godt eksempel på en semidystopisk historie er Pump Six af Paolo Bacigalupi. Alvarez arbejder som tekniker/mekaniker ved byens store kloakrensningsanlæg. Han har i flere år altid kunne udbedre de fejl der har opstået, men en dag begynder pumpe seks virkelig at skabe problemer. Anlægget er over 100 år gammelt og da han i sin søgen efter problemet kommer helt ned til de gamle styringskonsoller, ser han årtier gamle fejlbeskeder om manglende udskiftninger og vedligeholdelse. Byen er afhængig af anlægget, men nye reservedele er ikke til at få længere. Det er egentlig ikke så meget Alvarezs tekniske problemer der er interessante, men den øvrige verden det finder sted i. Den er plaget af miljøproblemer af en eller anden art, folk lider af udslæt og barnløshed, og tilsyneladende bliver de yngre generationer mindre og mindre intelligente. En dyster fremtid, men ikke katastrofal som sådan og ikke med en enkelt årsag. Det fungerer glimrende og er klart en af samlingens bedste historier.
I Year’s Best SF 12 fik vi Cory Doctorows When Sysadmins Ruled the Earth, og det er lidt samme tema i The Things That Make Me Weak and Strange Get Engineered Away. Doctorow beskriver et fremtidens New York underlagt massiv overvågning, hvor computernørder bogstaveligt talt lever et isoleret liv og aldrig kommer udenfor i hvad der kaldes for the Order. Her analyserer de endeløse datastrømme for anomalier og rapporterer dem videre. Novellen følger Lawrence fra the Order, der finder 68 mistænkelige bytes i en datastrøm. Han får opgaven at undersøge det nærmere og det bringer ham ud i den virkelige verden blandt New Yorkere. At Doctorow er meget kritisk overfor overvågning er ikke noget nyt, men hans historie er ikke prædikende eller sort/hvid. Historien er også spændende og Lawrence en interessant figur.
En historie som The House Left Empty af Robert Reed viser en anden dyster fremtidsversion, men her er det manglen på teknologi der er problemet. Det er ikke nærmere specificeret, men USA har været ramt af en krig hvor der blev brugt EPG-våben, hvilket har ødelagt den digitale infrastruktur og information er slet ikke så nemt tilgængeligt længere. Det er dog ikke det novellen direkte handler om, men derimod om en fragtmand der prøver at levere en mystisk pakke til et forladt hus. Naboerne bliver interesserede og får lokket pakke fra fragtmanden. Pakken viser sig at indeholde et lille kompakt rumskib og de to naboer prøver at finde pakkens rette ejermand, som vist nok var fysiker. Ligesom Pump Six er det en historie der ser lyspunkter i en ellers ødelagt verden.
I en helt anden boldgade finder vi Alastair Reynolds Fury. Det er velkendt Reynolds hvor især enorme tidsperspektiver dominerer. I en fjern fremtid bliver kejseren snigmyrdet. Det var dog kun hans avatarkrop, så han er ikke rigtig død, men hans personlige sikkerhedsrådgiver skal alligevel selvfølgelig finde frem til morderen. Dette gør at han opdager nogle ting som sin egen og kejserens fortid, der stiller ham i et svært dilemma. Historien er ikke så spændende skrevet som den kunne være, da det meste består af at morderen fortæller det hele, men plottet holder stadig.
Derudover skal det også nævnes af sidste års Hugo-vinder i novellekatagorien, Ted Chiangs Exhalation som jeg tidligere har omtalt, også er med i samlingen.

Alt i alt en glimrende opsamling med mange forskellige historier, med flere knapt så behagelige fremtidsversioner og færre rumvæsener og hard sf.

Romulanerne synes jeg er en af de mest interessante racer i Star Trek universet. De er udspekulerede, stærkt strategiske og de foretrækker at gøre deres beskidte arbejde i det skjulte, i modsætning til fx klingons og deres meget mere direkte krigeriske stil. Det var sådan set den primære begrundelse for at jeg gik i gang med denne bog af Robert Greenberger sat i TNG-serien. Det var nu ikke fordi jeg fik hvad jeg håbede på, en spændende skildring af romulanere, men historien var interessant alligevel – bare af nogle andre grunde. Der er ikke meget spænding, action, uforklaringe rumfænomener eller eksostisk teknologi. Det handler derimod om politik, diplomati og samfundsudvikling. Den minder lidt om en anden Star Trek roman jeg har anmeldt tidligere, Nightshade.

Planeten Eloh ligger et strategisk godt sted i forhold til Den Neutrale Zone mellem Føderationen og romulanerne. Eloh har netop skabt kontakt til begge imperier, og overvejer nu om de vil indgå et samarbejde med Føderationen eller romulanerne. Enterprise bliver sendt til Eloh med Picard som diplomat og romulanerne sender kommandør Sela. Til dem der ikke lige ved det, er Sela den halv-romulanske datter af Tasha Yar (se afsnittene Yesterday’s Enterprise og Redemption). Eloh tager venligt imod dem begge, lader dem besøge planeten, holde taler for parlamentet og vise deres rumskibe frem. Til sidst afholder Eloh en afstemning om de skal tilslutte sig Føderationen eller romulanerne. Eloh er netop kommet ud af en slem verdenskrig og håber nu på at kunne blive et samlet folk, men der er stadig gnidninger mellem de forskellige kontitenter. Alt går dog heller ikke helt fredeligt. Et par bombeattentater gør at både nogle stjerneflåde officerer og romulanere kommer under mistanke, men der er muligvis en helt tredje fraktion på spil. Lige et mysterium for Data, der kan få lov til at lege Sherlock Holmes.

Det der fungerer godt her er det dipliomatiske spil mellem Picard og Sela. De appellerer til Eloh på to forskellige måder. Picard med at tale om Føderationens respekt for alt liv og hver civilisations særpræg, deres håb om fred og deres eventyrlyst. Sela går mere på at romulanerne er et stolt målrettet folk, der kan give Eloh et fokus i en tid hvor de har brug for at blive forenet. Vi får selvfølgelig også et indblik i hvordan lederen af Eloh sammenligner de to og deres kvaliteter.
Der er det lidt specielle ved denne historie at der ikke er nogen egentlig hovedpersoner. Både i seriens afsnit og i de fleste andre Star Trek bøger jeg har læst, har der trods alt været et fokus på et par personer. Her fylder alle stort set lige meget. Picard og Sela står ikke alene, men især Geordi, Data og Ro Laren er også centrale figurer. Man kunne godt savne lidt fokus, men omvendt er det også en mere realistisk skildring af sådan en diplomatisk opgave, hvor det ikke er en mands værk det hele.
Hvad der ikke fungerer er at historien træder ret meget vande indtil den endelige forløsning. Den endelige afsløringen af hvem der stod bag bombeattentaterne og hvorfor er troværdig nok, men kommer dumpende til sidst hvor man som læser ikke har haft ret megen chance for at regne bare noget af det ud inden. Der er også et sideplot med Ro Laren hvor en dreng får sig en lille forelskelse i hende, som både er kedeligt og totalt irrelevant for resten af historien. Små uafhængige sideplots er fint, men de bør altså ikke være alt for afskårede fra der ellers foregår.
The Romulan Stratagem vil nok kede dem der kan lide Star Trek for dets spænding, teknologi og space anomalies. Det er som sagt politik og diplomati det handler om, hvor udfaldet ikke er som man kunne forvente, hvor der ikke er nogen entydig fjende, eller en samfundsform der altid er den rigtige. Den er også et eksempel på hvad man kan vise i bogform som man ikke kan i tv-afsnittene, for Eloh er ikke en forenet planet hvor alle er ens. Der er flere dele der har bekriget hinanden, og som bestemt ikke er helt gode venner endnu.

Redaktøren ville undgå at dobbeltnumrerne overlappede i årstal, så selvom dette kun er mærket december, så er det et dobbeltnummer på 258 sider som de andre. I 1980 lavede F&SF en konkurrence hvor de bad læserne komme med deres forudsigelser for 2010 og i 2010 ville man så præmiere den bedste forudsigelse. Vinderen blev Allen McNeill for hans forudsigelse om personlige håndholdte computere. Hans kommentar til det er ganske interessant. Nummeret her rummer en hel del science fiction historier, de fleste gode og et par af dem også ganske morsomme.

Første historie, Dragon’s Teeth af Alex Irvine, er triviel high fantasy. Paulus er på en mission der går ud på at åbne en gammel grav. Da han gør det slipper en ånd ud og alle på nær Paulus selv bliver dræbt. Derefter får han en ny mission hvor han skal slå en drage ihjel. Ikke specielt interessant.

I Bad Matter af Alexandra Duncan befinder vi os mere end 500 år ude i fremtiden. Transport gennem galaksen bliver drevet af selvstændige familiegrupper med egen kultur og religion. Historien følger Saraih hvis far har foretaget en del studier af disse kulturer. En dag får hun et gammelt brev fra hendes nu afdøde far, sendt fra en af disse familier. Det ligger grunden til et spændende kig ind i interstellar handelskultur.

Terry Bisson tager flere genreklichéer og vælter dem fuldstændig rundt i Farewell Atlantis, hvori Stella og Frank vågner op på et rumskib uden at kunne huske noget. Rumskibets AI fortæller dem at de er de sidste overlevende mennesker og de nu skal befolke Jorden på ny. Men da de kommer ned til overfladen, finder de et New York fra nutiden fuldt befolket. Historien er egentlig bare fjollet, bygget op af situationskomik og den endelige afsløring af hvad der egentlig foregår og hvem de to er, er også temmelig langt ude, men det har skam noget med Atlantis at gøre. Tager man ikke novellen for seriøst, er den dog ok underholdende.

Hell of a Fix af Matthew Hughes er en syret morsom historie om himmel og helvede, dog ikke uden en vis seriøs pointe. Chesney kommer til at slå sig selv i fingeren med en hammer, og med hans eder og forbandelser hidkalder han en dæmon. Dæmonen insisterer på at han skal indgå en handel hvor han skal sælge sin sjæl til djævelen. Chesney afviser dog blankt, da han fastholder at han ikke havde intentioner om at hidkalde en dæmon, men blot bandede over sin forslåede finger. Men så går det helt galt. Alle dæmonerne i helvedet går i arbejdsnedlæggelse og det med store konsekvenser for livet på Jorden. Det er både fjollet, morsomt og godt skrevet, men det kan skam også tages lidt seriøst. Der er nogle pointer om hvordan vi mennesker bogstaveligt talt har brug for både djævelen og engel på hver af vores skuldre.

Brendan Du Bois tager os til en månekoloni i Illusions of Tranquility, og vi følger Eva som tager imod en rig turist fra Jorden. Vi finder ud af at de faktisk er ret fattige på månen, og Evas opgave er blandt andet at lokke turister til at købe dyre souvenirers. En okay novelle.

Kit Reeds The Blight Family Singers er en den type historier i F&SF der keder mig, hvor forfatteren går alt for meget op i det stilistiske og formen, hvor et egentlig plot glemmes. I denne er det noget med en mindre by, hvor den kendte Blight Family er inviteret til at komme at synge i. Familien har en markant fortid.

Endnu en historie om en månekoloni får vi fra Sarah Thomas med The Economy of Vacuum, men den eneste beboer er Virginia Rickles. Der går noget galt på Jorden. En større krig eller lignende bryder ud, og Virginia bliver totalt isoleret i årtier. Da der endelig kommer mennesker derop igen, er det to astronauter fra Guatemala og de diskuterer hvad de skal gøre af Virginia, der tydeligvis er stærkt mentalt medtaget af at have levet isoleret i så mange år. Og hun repræsenterer jo fjenden! En spændende måde at skildre en altødelæggende verdenskrig på.

Der er ikke meget fantastik over Iris af Nancy Springer. Den korte novelle handler om en ældre kvinde hvis datter Iris er død. Hun er temmelig fattig og mindes en aften hvordan det var at holde jul engang. Meget sørgmodig, men uinteressant historie.

Tim Sullivan har fundet en interessant ny vinkel på tidsrejser med Inside Time, men forspilder desværre chancen. Den kendte forsker Herel finder sig selv på en mærkelig rumstation, kun beboet af kvinden Mae. Han får fortalt det er en såkaldt “tidsstation” – en station i et knudepunkt mellem tid og rum. Hun forsikrer ham dog om at han snart vil blive hentet igen og taget tilbage til sin egen tid. Stationen er angiveligt bygget af nogen i en ukendt fremtid, for at samle tidsrejsende op. Efter noget tid dukker en ny mand op. En dømt kriminel, der ligesom Mae skal være på stationen for at udsone sin straf. Herel bliver meget jaloux og et banalt trekantsdrama udvikler sig, men det virker ikke troværdigt. Slutningen er god, men det banale jalousidrama kunne være bedre udført.

The Man Who Did Something About It er Harvey Jacobs er endnu en skrupskør novelle. Colin Kabe er en af verdens bedste automekanikere. En dag bliver han opsøgt af et lillebitte rumvæsen, der insisterer på at Colin kan fikse hans motor – og det skal gå stærkt. Colin indvilliger, men finder undervejs ud af hvad rumvæsenets mission på Jorden egentlig er. Det viser sig at Jorden skal udryddes, for at gøre udsigten bedre fra et nyt stort boligkompleks der skal bygges i solsystemet. Colin afvejer sin faglige stolthed med at reparere motoren op imod det ultimative foræderi mod Jorden. Der er nogle sjove scener undervejs, og slutningen vil bestemt irritere læseren, men det er den helt rette slutning.

Sidste historie, I Needs Must Part: The Policeman Said af Richard Bowes, er endnu en af disse mærkværdige historier uden mening, om en mand der opsøges af ånder i hans drømme og noget fra hans barndom dukker op igen.

Jeg har ofte rost Kristine Kathryn Rusch for sine kortromaner. Hun skriver ofte adventure-præget science fiction i den måske lidt gammeldags stil, med fokus på udforskning, opdagelse og spændende eksotiske verdener. Og næsten altid med en interessant kvindelig hovedperson. Hendes historier er ikke banebrydende, filosofiske eller dyb litteratur, men de er velskrevne og ikke mindst spændende. Denne bog indeholder tre kortromaner der også udgør en samlet historie. De to første har tidligere været trykt i Asimov’s og den sidste er ny og runder, sådan da, det hele af.

Historierne følger Boss. Hun er en wreck-diver. Hun flyver rundt i verdensrummet på egen hånd i sit lille rumskib, i søgen efter gamle forladte vrag, som hun så udforsker og samler ting fra. En dag finder hun et stort meget gammelt skib, men der er noget galt. Trods dets alder på flere tusind år burde skibet slet ikke være i den del af galaksen hun har fundet det. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Overbevist om at hun har gjort et helt særligt fund, samler hun et hold af andre rutinerede “dykkere” til at udforske vraget. Det viser sig at vraget er et krigsskib og gemmer på en glemt meget farlig teknologi. I den anden historie finder Boss ud af at der muligvis er en sammenhæng mellem den gamle teknologi, og hvordan hun mistede sin mor som barn. I sidste historie bliver hun overbevist om at teknologien simpelthen er for farlig og bør ikke komme i nogens hænder, så hun sammensætter igen et hold, med flere gengangere fra første gang, der nu skal sprænge skibet i luften.

De tre historier er selvstændige og delvist afsluttede, men bør selvfølgelig læses i forlængelse af hinanden. De to første historier, der jo også tidligere har været udgivet, er klart de bedste. De er spændende, lidt uhyggelige, med eksotisk teknologi man ikke rigtig kan finde ud af hvad er og med et lille kig i en fjern fremtid, men med klart fokus på Boss selv. Det er noget farligt noget at genudgive to gode gode historier i en samling og så skrive en ny fortsættelse til lejligheden. Det kunne dog være gået langt værre. Tredje og sidste historie runder nu det hele pænt af, særligt kommer der forløsning på nogle ting og man ser en udvikling hos hovedpersonen Boss, men eventyret fra de to andre historier mangler lidt. Alle tre historier er fortalt fra Boss’ synsvinkel, så de andre bifigurer bliver desværre aldrig ligeså interessante, men de får nogle forskellige sider i Boss frem.

Som helhed er bogen her sådan set bare god underholdende science fiction om udforskning og eventyrlyst, men også med en spændende personudvikling hos Boss med hendes opgør med sin far, tabet af sin mor og sin noget ensomme karriere som vragdykker. Den kan for så vidt anbefales til praktisk talt alle. Historierne ligger ikke i nogen fast subgenre eller noget man skal kende til, det er bare en god historie – hverken mere eller mindre.

Stanley Schmidt indleder med et tankeeksperiment om hvordan en ingeniør fra 30′erne ville forstå vor tids teknologi, men det bliver ret kedelig læsning, da han bruger adskillige sider på at beskrive hvordan en mand fra 30′erne ville prøve at forstå en moderne bilradio. Richard A. Lovett har til gengæld skrevet en interessant artikel om hvorfor Jordens klima er som det er hvor det understøtter liv, og hvorfor Mars og Venus ikke er det. John G. Cramer kan fejre sin The Alternate View nummer 150, denne gang om mørkt stof og mørk energi.

Stephen Baxters Formidable Caress hører til i en fjern fremtid i hans Xeelee-serie, så det er lidt svært at finde rundt i, men Baxters vilde koncepter er altid fascinerende. Historien foregår på en kunstig verden der er styret af maskiner og delt op i tre niveauer, hvor tiden går med forskellig hastighed. Et par dage på det nederste lag svarer til tusinder af år på det øverste. Man følger Telni gennem det meste af hans liv og hører om hvordan maskinerne er særligt interesserede i hans viden om en kosmisk katastrofe for længe siden, som muligvis er på vej til at ske igen. Endnu et bud på universitets skæbne fra Baxters hånd.

Robert Scherrer har skrevet den korte lidt fjollede novelle A Flash of Lightning, der handler om en skoleklasse der har om tidsrejser og læreren viser dem hvordan det fungerer i praksis.

En humoristisk og sød julehistorie af Jerry Oltion er der også plads til. I The Jolly Old Boyfriend bliver Gina og Todd vækket midt om natten til juledag af rumsteren nede i stuen. Der finder de Ginas ekskæreste Sergei iklædt julemandskostume. Det mærkelige er at Sergei burde være død og angiveligt er det hans spøgelse der prøver at få afslutning på nogle ting med Gina. Science fiction elementet vil være synd at afsløre, men det er nu mest af alt end triviel juleromance med lidt påklistret science fiction.

Carl Frederik beskriver en meget fremmed verden i The Universe Beneath Our Feet om seksbenede rumvæsener og deres temmelig religiøse samfund. Der høres underlige lyde under isen og præsterne er overbevist om at det isdæmonen der er vred. Historiens hovedperson er dog af en anden overbevisning og den endelige afsløring er ganske interessant, men historien som helhed fængede mig bare ikke rigtigt.

Den nærmest religiøst prædikende Wilderness were Paradise Enow af J.G. Stratmann er en sær størrelse. I en tidligere historie af samme forfatter har rumvæsener terraformet Mars og nu har to mennesker, Martin og Katerina, på Mars fået tildelt guddommelige kræfter. Martin går hurtigt i gang med at bruge sine kræfter til at udrydde sygdom, krig og elendighed på Jorden, men Katerina udspiller bogstaveligt talt rollen som djævelens advokat og prøver at overbevise ham om, at han muligvis er ved at gøre mere skade end gavn. Det er side op og ned om menneskets natur på godt og ondt, og undervejs refererer de to hovedpersoner til kendte science fiction historier og tv-serier. Det hele slutter på en “det hele var bare en drøm”-måde, omend det er lidt mere kompliceret end det. Det munder ikke rigtigt ud i nogen konklusion fra forfatterens side til alle de store filosofiske spørgsmål der ellers blev stillet, men historien får en fortsættelse i næste nummer af Analog.

Afslutningen på G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain kan i bedste fald betegnes som ligegyldig. De overlevende på den kubiske planet har delt sig, og en gruppe prøver nu at komme videre på egen hånd og finde vej om til en af de andre af planetens seks flader. Det går lidt op og ned, og der sker egentlig ikke rigtig noget. Da historien endelig når sit klimaks hvor årsagen til deres oprindelige forlis og hvad den kubiske planet egentlig er for noget bliver afsløret, kommer det hele dumpende på klodset vis. Idéerne bag kunne være interessante nok, men får ikke lov til at udfolde sig. Virker som om Nordley ikke helt har vist hvilken form hans historie skulle være. Steder bruges der mange sider på ingenting, hvor man tænker at det her godt kunne have været blot en novelle, andre gange sker der alt for meget på en gang, og slutningen havde egentlig idéer nok til en længere roman.

Poul Andersons Tau Zero fra 1970 er et skoleeksempel på subgenren hard sf. På godt og ondt. Romanen var nomineret til en Hugo i 1971, men det var Ringworld der vandt det år. Relative tidsforskydninger ved hastigheder nær lysets er romanens helt centrale novum. Altså det fænomen at tiden ombord på et rumskib der rejser nær lysets hastighed går langsommere end universet udenfor. Romanens titel kommer sig af faktoren tau, der går mod 0 som hastigheden går mod lysets hastighed, og er den faktor der ganges med for at få den relative tidsforskydning mellem rumskibet og universet. Anderson bruger rigelig med plads til at forklare dette for læseren, med ligninger og det hele.

Handlingen er mere ligetil. 25 mænd og 25 mænd kvinder tager af sted i rumskibet Leonora Christine mod et fjernt stjernesystemet, for at kolonisere det. Rejsen er planlagt til at tage 5 år for besætningen, mens der vil gå 33 år på Jorden. Undervejs går noget dog galt og de har ikke længere mulighed for at stoppe ved deres planlagte destination. Deres decelerator bliver ødelagt efter en passage gennem en nebula og de kan derfor ikke umiddelbart stoppe deres konstante acceleration, og dermed mens der går kun går dage ombord på skibet, går der århundrede, årtusinder og senere æoner af år i universet omkring dem. Galakser suser bogstaveligt talt forbi på et øjeblik, og de 50 håbefulde kolonister må indstille sig på at de vitterlig er blevet helt alene i universet.

Tau Zero er hard sf med dobbelt understregning – på godt og ondt. Et solidt videnskabeligt novum sætter rammen godt for historien og bruges til at sætte mennesker i en situation de ikke kunne være kommet i på anden vis. Det er det science fiction gør bedst, når genrens muligheder bruges til noget unikt. Desværre er personbeskrivelserne ikke blandt de bedste. De bliver aldrig rigtig overbevisende og egentlig ikke rigtigt menneskelige. Deres måde at være på, valg og beslutninger virker lige en tand for kalkulerede, i forhold til hvad man vil kunne forvente af mennesker i den situation. Specielt det indbyrdes kærlighedsliv bliver fremlagt strategisk og planlagt efter hvem der vil have hvilke fordele i at indgå partnerskab med hvem.

Trods en alder på 40 år virker Tau Zero ikke spor forældet og med under 200 sider vil den bestemt fascinere og underholde nutidens læsere, hvis man ikke har noget imod kosmisk hard sf.

Efterårets dobbeltnummer med i alt 10 lange og korte noveller. Sheilla Williams skriver om hendes forhold til Star Trek, Robert Silverberg med anden del af sin artikel om worldbuilding, James Patrick Kelly skriver om Hubble-teleskopet og Mary Robinette Kowal om de dele af science fiction der er næsten mulige.

Det begynder med Blood Dauber af Ted Kosmatka og Michael Poore om Bell der arbejder i en lettere forfalden zoo. Hans arbejdsopgaver består blandt andet i at tage sig af de mange kriminelle der får tildelt samfundstjeneste i zooen. Der er ikke noget plot og hvad der formentelig skal prøve at udgøre et science fiction element, er blot at zooens medarbejdere finder et mystisk insekt – de ikke lige identificere – i en frugtleverance, og de undrer sig efterfølgende på et amatørinteresseniveau over insektets egenskaber. Resten af historien handler om Bells noget triste liv og hans semivenskab med en af dem i samfundstjeneste. Meget lidt science fiction og temmelig kedelig.

Where the Times Goes af Heather Lindsley er tidsrejsekaos med humor på højt plan. Chambers og Martin er i tidsrøverbranchen. De rejser tilbage i tiden og stjæler den tid folk spilder, for at kunne sælge tiden videre. Hvordan det lige rent logisk og videnskabeligt skulle hænge sammen, får vi ingen forklaring på, men det behøves heller ikke. På en tur tilbage til 1983 går noget i midlertidig galt og risikoen for et tidsparadoks opstår. Skiffy humor.

R. Garcia y Robertson har skrevet en ny historie om SinBad, som vi første gang stødte på i novellen SinBad the Sand Sailor fra julinummeret, med den interessante titel Wife-Stealing Time. SinBad er denne gang taget til en mindre by på planeten Barsoom, der åbenbart afholder en slags festival hvor man kan stjæle andres koner. Ved en tilfældighed får han “stjålet” en ung kvinde der hedder Pretty Bottom, og så sker der ellers mærkelige ting og sager. Robertsons to SinBad historier har begge budt på meget eksotiske verdener, men det er svært at finde hoved og hale i handlingen.

Damien Brodericks Flowers of Asphodel er en endnu mere spøjs sag. Isaac Hersch bliver vækket efter en foryngelsesbehandling, fordi hans tidligere kone er i gang med at dekonstruere universet, og det skal han så forsøge at stoppe. Øhh.

Ian Creaseys Erosion er en lille interessant novelle om en mand der er blevet forbedret biologisk, for at han kan bosætte sig som kolonist på en anden planet. Han tager en sidste gåtur på Jorden, og opdager flere ting om sig selv, sin planet og de forbedringer han har fået. Anbefalelsesværdig.

Havfruer lader til at gøre sit indtog i genren. Jeg har i hvert fald læst et par stykker på det seneste hvor de på en eller anden måde indgår. Flotsam af Elissa Malcohn handler om Mercedes der som barn finder en levende “søbaby” blandt en bunke døde fisk dræbt af forurening. Som voksen er hun stadig mærket af oplevelsen og arbejder for at redde havfruelignende væsener i havet, der er udryddelsestruet.

Robert Reed skriver aldrig noget der ligner noget han har skrevet før. Before My Last Breath er en unik beretning fra forskellige mennesker, om hvordan de oplevede fundet af hundrede tusind døde rumvæsener i en kulmine. Fra den amerikanske præsident til almindelig mennesker. Hver fortællevinkel giver læseren lidt mere indsigt i hvad der er forgået og historien rundes fint af til slut.

Christopher Barzak har skrevet The Ghost-Hunter’s Beautiful Daughter og handler om, ja, en datter af en spøgelsesjæger. Faderen driver en forretning på det og har et Poloraid-kamera han fanger spøgelserne med. Hans datter Sylvie ved dog at spøgelserne ikke forsvinder, de lever bare videre i fotografierne, og hun snakker ofte videre med dem. Blandt andet også hendes afdøde mor. Sylvie er dog ikke helt enig i hendes far med deres forretningsmetoder og så gerne man behandlede spøgelserne bedre. En for så vidt ganske godt skrevet historie, men det irriterer mig efterhånden at Asimov’s oftere og oftere bringer historier der absolut intet har at gøre med science fiction.

Nancy Kress har skrevet den korte novelle Deadly Sins, om Reneta der har dræbt den forsker hun arbejdede for og en AI afhører hende og prøver at finde frem til hvorfor hun gjorde det, velvidende at laboratoriet var overvåget og hun derfor nemt ville blive opdaget.

Det bedste er gemt til sidst med William Bartons novella The Sea of Dreams, der er noget af en rutsjetur gennem mange forskellige fantastiske verdener. Det hele begynder under en ekspedition til Uranus. Mr. Zed og hans sexslave, en klon af en kendt kvindelig skuespiller, finder et rumskib i kredsløb om Uranus. De går ombord og ser pludselig sig selv teleporteret til et andet univers eller en fjern fremtid i solsystemet. Klonen har nu ikke længere en opkobling til hendes original og begynder at udvikle sig som selvstændigt tænkende individ. Selvom de to kommer vidt omkring i fantastiske verdener og møder sære væsener, og ikke mindst skal prøve at samle sammen alle de parallelverdener og tidslinjer de render rundt i, er den egentlig historie om Zeds forhold til denne klon som får et mind of its own. God underholdning i pulp-stilen.

Novembernummeret har markant bedre historier end de to foregående numre. En del af pladsen går dog med første del af en todelt føljetonroman. Stanley Schmidt indleder med en kritisk stillingtagen til den såkaldte mundane science fiction, som Schmidt – og ganske godt begrundet – finder temmelig kedelig, fordi den vil begrænse sig så meget at det ikke bliver science fiction længere, og slår fast at science fiction ikke er sat i verden for at komme med de mest realistiske bud på vores fremtid, men for at tænke hvad der kunne være muligt i fremtiden og ikke mindst underholde og fascinere læseren. En meteor der truer med at ramme Jorden har været brugt i et par mere eller mindre Hollywood-spændingsfilm. Edward M. Lerner har skrevet en interessant artikel om hvor sandsynlig denne trussel faktisk er, samt hvad man ville kunne gøre ved den. Jeffrey D. Kooistra skriver kritisk om datagrundlaget for global opvarmning, hvor han blandt andet mener at vejrstationerne i USA ikke giver pålidelige temperaturmålinger og da slet ikke når man ser det over en periode på over 100 år.

Analog er et af de få magasiner der stadig bringer føljetonromaner. Et koncept der var meget udbredt i science fiction genrens gyldne dage i 30′erne, 40′erne og 50′erne, og mange klassiske romaner blev oprindeligt udgivet på denne måde. Mindre udbredt i dag, men Analog holder traditionen ved lige og ind i mellem bliver de også udgivet som rigtige romaner bagefter. Hvilket blandt andet var tilfældet med Robert J. Sawyers Hugo-nominerede Rollback. Jeg ved ikke helt hvordan de bedst skal anmeldes, men her på bloggen bliver det i hvert fald del for del i hvert nummer, og kan måske så senere skrives som egentlige anmeldelser til fx Proxima.
I dette nummer får vi første del ud af to af G. David Nordleys To Climb a Flat Mountain. Jacques vågner op i sit enmandsrumskib efter at have ligget i dvale og finder ud af, at han ikke befinder sig hvor han burde. Tilsyneladende er noget gået galt undervejs, så han har rejst i 1000 år og befinder sig på en ukendt mindre planet. Han formår at overleve som en anden Robinson Crusoe, men støder efter nogle dage på andre overlevende i samme situation som ham. Sammen prøver de at finde ud af hvad der er sket, og mistænker at der er en sabotør i blandt dem, og hvad det er for en verden de er havnet på. Historien er næsten et skoleeksempel på Analog-formen. Nordley har udtænkt et par interessante idéer, som han har godt videnskabeligt styr på, men at beskrive personer og sociale relationer er han altså ikke god til. Der er omkring 10 overlevende, men ingen af dem formår at vise meget anden personlighed end lige deres navn og deres profession. Det der holder historien sammen er Nordleys idé om en kubisk verden, som det viser sig de er landet på. Det giver selvfølgelig lejlighed til nogen videnskabelige betragtninger om hvordan tyngdekraften vil fungere på sådan en formet planet, samt om det er en naturlig forekomst eller om den er kunstigt skabt, og i så fald af hvem og hvorfor. Der er vist ingen grund til at have de store forventninger til afslutningen i næste nummer. De finder vel ud af mere om denne kubiske verden, og måske kommer de tilbage til deres egen civilisation eller også begynder de et nyt liv hvor de er.

Craig DeLancey tager klimaproblematikken op på en interessant måde i Amabit Sapiens. Det hele begynder i en torturcelle hvor den kvindelige geolog Lyta Sumaran anklages for at have udført sabotage mod en række oliefelter, ved at inficere dem med en kunstig fremstillet bakterie. Hun fortæller sin historie om hvordan hun var et kunstigt skabt barn, specielt modificeret til at bekymre sig mere om den fjerne fremtid end almindelige mennesker. En grum fortælling om videnskabelig etik, hvor forfatteren ikke giver noget endegyldigt svar, men lader læseren finde sin egen mening.

Da jeg læste Foreign Exchange af Jerry Oltion måtte jeg lige checke en ekstra gang, at jeg ikke havde fået fat i en gammel Weinbaum novelle. Lighederne var slående. Vi følger de to første mennesker på Mars som finder et rumvæsen indeni det fartøj der skal bringe dem hjem igen. Kommunikation med rumvæsenet viser sig at være svær, men i bedste Weinbaumske stil finder de frem til at rumvæsenet egentlig stammer fra Saturns måne Titan. Man skulle næsten tro historien var en slags hyldest til Weinbaum.

Thanksgiving Day af Jay Werkhiser er lidt tyndbenet. Der opstår fødevarerproblemer på en koloniplanet, og forholdet mellem arbejderne og forskerne kommer yderligere under pres. Historiens helt, en ingeniør af en slags, skal selvfølgelig finde frem til en løsning for at menneskene kan spise planetens vegetation. En helt igennem kunstigt genereret historie, med det ene formål at have et videnskabeligt problem der kan løses på science fiction maner. Det er selvfølgelig den slags historier der giver nogle diskussioner på Analog’s debatfora, men er ikke videre spændende at læse.

Der hoppes let (og mindre elegant) henover de tekniske detaljer i John G. Hemrys historiske tidsrejsefortælling Joan, om den unge Kate der er nærmest fanatisk besat af Joan of Arc, og så er det jo heldigt at universitet lige har fået en tidsmaskine hun kan bruge til at rejse tilbage til 15-hundredetallet og redde Joan fra at blive brændt på bålet. Kate finder selvfølgelig ud af at Joan ikke er helt som hun troede og havde håbet på, og bliver skuffet over at Joan vil blive og kæmpe, og ikke rejse tilbage til Kates tid og indgå et forhold med hende der. Udover at få ændret en lille smule på historiens gang om hvordan Joan of Arc endte med at dø, er der ikke fantastisk meget andet i denne historie, end at Kate finder ud af at hendes store heltinde ikke var som hun havde drømt om.

Efter et par ret dårlige numre har jeg fået lidt mere smag for Analog. Man skal nok også lige vænne sig til dens type af historier.