Det er noget tid siden jeg sidst har omtalt en bog, men denne her var også noget af en udfordring at komme igennem. Det er Erwin Neutzsky-Wullfs seneste roman, der handler om en hjerneforsker, Joel Williams, der søger udødelighed ved at udskifte sine hjernedele med elektroniske proteser.

Da jeg læste bagsideteksten til denne mursten på næsten 1000 sider, om at det handlede om at overføre et menneskes identitet til en digital enhed og hvad det havde af konsekvenser, tænkte jeg at det tema havde man da snart læst adskillige bøger og noveller om. Kan der virkelig bringes noget nyt og interessant til dette emne? Men da jeg så kom i gang så blev man mindet om at Hjernen altså er skrevet af ENW og så er det som intet man har læst før.
Det er ikke kun en roman om de implikationer sådan en form udødelighed nu kan have, men også et stort fokus på den hjerneforskers motivation til at lave denne teknologi og hans person generelt.
Eller sådan er det i hvert fald i bogens første halvdel. Dernæst bryder ENW alle uskrevne regler for både genren og romanformen generelt, hvor den kontinuitet man normalt forventer fra en roman, brydes op og en masse selvstændige løsrevne historier begynder at dukke op, der nærmest kan stå som selvstændige noveller.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er en force eller et problem at bogen forsøger at være så meget forskelligt på en gang. Om man skal kalde den anarkistisk i positiv betydning eller om det bare er noget forfærdeligt rod. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvor den røde tråd kan være svær at finde. Især del syv til ni, synes jeg næsten kunne fjernes og måske udgives som separat novellesamling. Groft sagt, da noget af det delvist giver mening (for mig i hvert fald), men især den fjerdedel af bogen tog mig for mig lang tid at komme igennem. Det virkede meningsløst og så er det svært at finde motivationen til at læse videre.

Den røde tråd der trods alt er, består i Joel Williams’ rejse gennem tid og rum, der dukker op fra tid til anden ind i mellem alle de tilfældige historier, hvor han gør sig nogle eksistentielle erkendelser om universet og sig selv. Hvad der lader til at være den overordnede ide for romanen, at verden eksisterer gennem menneskets opfattelse af den og dermed gennem hjernen, kommer til udtryk igennem Joels oplevelser og de filosofiske samtaler der er spredt rundt om i kapitlerne. En eller mening med galskaben kan jeg fornemme der er, men det er ikke lige til at stykke sammen.

Folk der måtte mene at science fiction handler for lidt om personer og for meget om teknik, burde manes til jorden af dette værk, da det i sidste ende udelukkende handler om det menneskelige perspektiv. Hovedpersonen udtrykker direkte i bogen sin holdning til hvorfor han mener hjerneforskning er det vigtigste i verden, da den verden vi alle sammen oplever sker igennem hjernen og det er vores virkelighed. Det er egentlig også kun dele af bogen der kan kaldes science fiction, og læseren kastes igennem nærmest alle andre tænkelige genrer. Satiriske historier om Gud, klassiske gysere, hård porno, filosofiske samtaler, debatter i noget der ligner essayform og poesi.

ENW skriver jo glimrende og behersker mange former for skrivestil, og de bliver flittigt brugt. Det går endda til tider over i engelsk, tysk, fransk og sågar latin. Sproget er i hvert fald ikke kedeligt, men indholdet forvirrer læseren hele tiden, og det har været en af de sværeste bøger for mig at komme igennem. Det er muligvis også forfatterens hensigt at trække sin læser igennem hele repertoiret, med alt fra at man ikke kan lægge den fra sig til at man har lyst til at rive et par hundrede sider ud, bare for at komme videre.

Måske skal man kende mere til ENW’s forfatterskab for at kunne få mere mening ud af værket end jeg umiddelbart kunne, men ellers er det uanset hvad næppe et værk man glemmer lige foreløbig, hvis man tør angribe de mange sider.
Nu har jeg så læst ENW’s første roman og hans nyeste. Måske på tide at se på det inde i midten, men det bliver ikke lige foreløbig tror jeg.