Astounding, July 1930

Posted on December 17, 2011 by Jeppe

Astounding July 1930 Endnu et spændingsmættet sommernummer af Astounding med gale videnskabsmænd, rumvæsener og farlige monstre. Redaktøren ser sig også nødsaget til at skrive en endelig forklaring på hvorfor Astounding har gjort et meget bevidst valg med ikke at køre genoptryk af nogen art.

Beyond the Heaviside Layer af Captain S. P. Meek er en ganske afdæmpet fortælling om en videnskabsmand der tager en journalist med i sit rumskib der er i stand til at bryde ud af Jordens atmosfære. De finder selvfølgelig noget mærkeligt noget derude, men historien er primært interessant fordi den fortæller noget om datidens helt andet billede af atmosfæren, hvor man troede der var en slags usynlig membran i den øverste del af atmosfæren, som blev anset som så godt som umuligt at gennembryde. Heaviside-laget der tales om er rigtig nok, men i hvert fald forfatterens opfattelse af dets egenskab holder selvfølgelig ikke helt.

From An Amber Block af Tom Curry kunne snildt have dannet det grundlæggende plot for en horrorfilm. Et kæmpe stykke rav finder vej til et historisk museum. Videnskabsfolkene er ellevilde fordi ravet indkapsler en forhistorisk kæmpemyg. Men der begynder at ske uhyggelige ting på museet om natten. En morgen finder man blodspor og nattevagten bliver fundet død. Kæmpemyggen er selvfølgelig vågnet og den er meget sulten!

Harl Vincents The Terror From Air-Level Six er ligeså tåbelig som den lyder. En række fly begynder at forsvinde sporløst fra det amerikanske luftrum, og en ukendt fjende kræver Amerikas betingelsesløse overgivelse, hvilket vores helt selvfølgelig ikke kan acceptere. En meget lang opbygning der bliver overstået på et kort øjeblik.

Mere interessant er derimod Sewell Peaslee Wrights The Forgotten Planet, men primært af historiske grunde, da selve historien er jævnt kedelig. Den er formet som en rapportering fra en militærmand i en fjern fremtid hvor alle galaksens beboede planeter er med i samme politiske union, på nær en planet. Militærmanden har fået til opgave at presse denne oprørske planet til at gå med i alliancen, koste hvad det koste vil. Den imperialistiske holdning er styg, for planetens beboere beskrives ikke som andet end nogen der egentlig bare vil være i fred og passe sig selv, men selvom de ikke umiddelbart udgør nogen trussel for resten af den ellers fredelige alliance, bliver de altså truet med total udslettelse hvis de ikke går med.

Sidste historie, The Power and the Glory af Charles W. Diffin, er ganske kort, men et glimrende eksempel på den type historier hvor en stor videnskabelig opdagelse bliver slået ned ligeså hurtigt som den bliver slået op. Den tids science fiction var generelt langt mindre teknologi- og fremskridtsbegejstrede end i dag, og mange historier taler til læserens frygt for det hastige teknologiske fremskridt og at verdensordenen helst skal opretholdes. I denne historie er det en ung videnskabsmand der kontakter sin tidligere lærer, en professor ved universitet, om en fantastisk opdagelse han har gjort. Den unge mand er ellevild, fordi han har fundet ud af at splitte atomet og dermed kilden til uendelig energi. Han fortæller lystigt professoren om hvordan hans opdagelse vil bringe fred og rigdom til hele verden, men professoren slår hans idé ihjel med en snak om at verden ikke vil kunne håndtere dette, at civilisationen vil bryde sammen og så videre. Forfatteren sætter diskussionen meget snævert op i en spids, men ikke desto mindre interessant.

Asimov’s, October/November 2010

Posted on September 4, 2011 by Jeppe

Asimovs October November 2010 Dobbeltnumre af magasinerne er altid noget der er værd at se frem til. Først og fremmest fordi de ofte giver plads til kortromaner, et format der fungerer rigtig godt til science fiction, og så fordi kvaliteten generelt virker lige en tand højere end normalt. Der er skam også et par rigtig gode historier i dette nummer, og et par enkelte skuffelser. Sheila Williams tænker tilbage på et barndomsminde i Cocoa Beach, Robert Silverberg reflekterer lidt over spøgelseshistorier og James Patrick Kelly skriver lidt om det er nødvendigt for forfattere at have profiler på de mange sociale websites.

Første historie er en kortroman af Kristine Kathryn Rusch, og den er klart den bedste historie i Asimov’s i 2010. Becoming One With The Ghosts er sat i samme univers som Diving Into The Wreck og følger denne gang ikke Boss, men derimod kaptajnen Cook der må nødlande for at foretage reparationer. Men den base de er landet på er ikke som den plejer. Den virker som forladt for mange år siden og besætningen begynder at overveje om deres særlige rummotor, med dens uforståelige fysiklogik, har sendt dem mange år frem i tiden. Historien fungerer så godt at den helt sikkert vil underholde og fascinere alle, men samtidig er der lidt ekstra hvis man kender til de andre historier i samme univers fra Diving Into The Wreck.

Kij Johnson er i det poetiske hjørne med Names for Water, der handler om en pige der på vej til en time på universitetet modtager et opkald på sin telefon, men der er tilsyneladende bare støj i den anden ende – eller lyden af vand, og hun begynder at drømme sig væk i helt andre tanker.

Så er der Mike Resnick – en forfatter hvis historier jeg plejer at skrive rimelig dårligt om, men denne gang tager han mere pis på genren, fremfor det evindelige følelsesporno med gamle mænd og deres gamle flammer. Plottet er vist set før, men stadig sjovt. En mand er indlagt på et sindssygehospital fordi han siger han er en stor rumhelt som taget ud af en tegneserie, hvilket han ihærdigt fortæller doktoren, selvfølgelig uden at kunne bevise noget som helst. Ingen overraskelser, men det er okay morsomt.

No Distance Too Great af Don D’Ammassa kunne tilgengæld godt have være skrevet af Mike Resnick. Historien følger Jason ombord på et eller andet ruterumskib i hyperspace. Han savner sin afdøde kone forfærdeligt meget og holder sig meget for sig selv. Da rumskibet bliver strandet i hyperspace bliver han bare endnu mere mærkelig og begynder at se sin kones skikkelse ude i hyperrummet. Meget intetsigende novelle.

Dummy Tricks af R. Neube er også svær at blive klog på. Novellen følger manden Hal, der har en særlig sygdom der gør ham immun overfor et klima på en isplanet der ellers er farlig for de fleste andre mennesker. Han kan derfor høste en særlig sjælden plante eller noget. I historien støder han så på nogle pirater der alligevel trosser planetens farlige klima, og dem henretter han så en for en. Forfatterens pointe gik tabt for mig.

Felicity Shoulders prøver noget anderledes med tidsrejser i sin The Termite Queen of Tallulah County, der følger en skadedyrsbekæmper der bruger en tidsmaskine i sit arbejde. I stedet for at udrydde termitterne i dag, er det smartere bare at rejse tilbage i tiden og fjerne dem inden de formerer sig og gøre større skade. Novellen rummer ikke de store overraskelser, men idéen er sjov og velfortalt.

Tanith Lees Torhec the Sculptor fortæller historien om skulptøren Torhec der har gjort det til sin stil at ødelægge alle sine kunstværker efter de har været udstillet. En rigmand forsøger dog at købe et af kunstværkerne. Ligegyldig historie.

Will McIntosh vandt en Hugo sidste år for Bridesicle, men The Bride of Frankenstein blev godt nok ikke nomineret i år. Det er dog stadig en rigtig sjov historie, og noget helt andet end Bridesicle, om to hold omrejsende falske Frankensteinmonstre der rejser fra by til by og holder shows. Historien ender dog langt mere alvorlig, da et rigtigt Frankensteinmonster kommer ind i billedet.

I Kate Wilhelms Changing the World beslutter Mel sig for at fabrikere en masse falske beviser for at regeringen har hemmeligholdt kendskab til rumvæsener og UFOer i årtier, hvilke han spreder via en anonym blog. Mediemøllen tager fart og inden han får set sig om er emnet taget op i de seriøse medier og rigtig mange begynder at tro på det. Forfatterens pointe er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men virker alligevel ikke så fjern fra virkeligheden igen. Det er jo set hvor hurtigt rent opdigtede historier kan sprede sig uden videre kildekritik i de etablerede medier. På den måde minder den en del om Never Saw It Coming fra Analog, October 2010.

Under the Thumb of The Brain Patrol af Ferrett Steinmetz er en besynderlig historie om David der bliver godt og grundigt mobbet af nogle hyperintelligente børn på hans skole. En dag trækker de ham ind i et bizart videnskabeligt eksperiment. De vil lave rollespilsstatistik med rigtige mennesker, og den stakkels David bliver forsøgskanin i en rigtig gengivelse af et typisk fantasy rollespil. Novellen rummer bare alt for mange koncepter på samme tid og historien når aldrig at udvikle sig ordentligt, da det meste bare er et langt tilløb.

Sidste historie hedder Several Items of Interest, er skrevet Rick Wilber og sat i et univers han har skrevet i før hvor Jorden er blevet besat af rumvæsener. Denne kortroman handler om to brødre og hvordan de på forskellig vis blev ramt af invasionen og hvad der siden er blevet af dem. Muligvis er dette interessant hvis man har læst andre af Wilbers historier, men jeg blev ikke fanget.

Professor Challengers Bedrifter

Posted on April 5, 2011 by Jeppe

Professor Challengers Bedrifter Arthur Conan Doyle er uden tvivl mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men han har også skabt andre interessante og spændende figurer, som fx Professor Challenger, hvor SFC her har samlet to (kortere) romaner og to noveller med denne extrentiske professor og hans fantastiske opdagelser. Alle historier er skrevet i starten af forrige århundrede.

Den ene roman er Den forsvundne verden og fylder over halvdelen af bogen. Denne roman har været en vis inspiration til Jurassic Park-filmene og ikke mindst bogen af Michael Crichton med samme titel. Her møder vi Professor Challenger for første gang. En tydeligvis gal/genial videnskabsmand med speciale i zoologi, der opfører sig extremt arrogant, nedladende og siger nogen ham imod, eller værst af alt – kalder ham for en løgner, så lader han sig bestemt ikke begrænse til kun verbale øretæver. Historien fortælles dog af journalisten Malone, der ved hjælp af lige dele mod og held (og uheld) får rodet sig ud i at tage med professoren på en ekspedition til sydamerika, der har til formål at bevise professorens påstande om at have fundet et forsvundet isoleret land på en højslette hvor forhistoriske dyr stadig lever – herunder dinosaurere. Med på holdet er også en anden professor der ikke tror på Challenger og en riffelkyndig soldat. Herefter følger et fantastisk eventyr med farlige forhistoriske dyr, vilde indfødte og et styrket kammeratskab i den lille gruppe.
I næste noget kortere historie, Den giftige zone, er det intet mindre end verdens undergang der finder sted. Professor Challenger mener at have fundet ud af at Jorden er på vej ind i en giftig zone i æteren, og æteren derfor bliver forgiftet og alt levende dør som fluer. Gruppen fra før samles hos Challenger hvor de holder sig levende ved hjælp af trykflasker med ilt.
De to sidste noveller er mindre eventyr og mere klassisk pulp. I Opløsningsmaskinen får journalisten Malone til opgave at verificere om en videnskabsmands opfindelse nu også kan hvad være den giver sig ud for, så han allierer sig med Challenger. Det er intet mindre end en teleporteringsmaskine, men som også kan bruges som et frygteligt våben.
I sidste historie, Da verden skreg har Challenger iværksat en udgravning tusinder af kilometer nede i Jorden, fordi Challenger er overbevist om at Jorden er en levende organisme, hvilket han agter at bevise. Hans eksperiment får visse uhedlige konsekvenser.

Det meste af den videnskab der bliver præsenteret her er mildest talt latterlig set med nutidige øjne. Særligt det med æteren og Jorden som en organisme, men det er stadig ordentlig science fiction, fordi tilgangen til det hele er videnskabelig og underbygget (sådan da) med hvad man nu engang havde af viden dengang. Derudover, så er Challenger slet og ret en umådeligt underholdende person at læse om. Hans opførsel gør at man umuligt kan synes om ham, men alligevel må have respekt for hvad han rent faktisk får udrettet. Historierne heri kan appelere til alle og er bestemt ikke begrænset til science fiction fans med forkærlighed for gamle støvede tekster.

The Skylark of Space

Posted on June 6, 2010 by Jeppe

E. E. “Doc” Smith betegnes ofte som faderen til space opera. The Skylark of Space blev trykt i Hugo Gernsbacks Amazing Stories i 1928, men er skrevet helt tilbage i perioden 1915 til 1921. Og den er jo på alle måder helt klassisk med hvad space opera både er blevet berømt på og latterliggjort med, med gode fejlfrie helte, skruppelløse skurke, en ung kvinde i nød og så selvfølgelig rumskibe og rejser rundt i galaksen.

Ved et tilfælde opdager Dr. Richard Seaton en mulighed til at rejse hurtigere end lyset, da han eksperimenterer med det mystiske stof X. Sammen med sin ven, den rige Martin Crane, planlægger han en større forretning og sætter sig for som det første at bygge et rumskib. I mellemtiden har hans tidligere kollega, Marc DuQuesne der havde kontor lige ved siden af, fået nys om Seatons opdagelse, og velvidende hvor rig det ville kunne gøre ham, er han straks i gang med at udtænke onde planer. Det lykkedes ham at stjæle en del af det mystiske stof X, bygge sit eget rumskab og kidnappe Seatons forlovede Dorothy. Seaton og Crane sætter efter ham i en interstellar jagt. De bliver dog hurtigt indhentet og de to besætninger må nu arbejde sammen for at komme hjem igen. De undersøger dog lige et par planeter undervejs.

Særligt første halvdel af roman er underholdende. Der hvor Seaton opdager stoffets Xs egenskaber, hvor de bygger rumskibet og alt det der. Videnskaben er vild og overdrevet, men virker trods alt ikke pjattet. Selvom Einstein bliver direkte afvist med en sidebemærkning, er det jo ikke meget anderledes end når FTL beskrives i dag. En ting er dog lidt for langt ude. Et særligt objekt kompas, som hele tiden peger mod en person hvor man har påsat et objekt. I teorien okay når det foregår på Jorden, men at kompasset skulle virke på afstande af flere tusind lysår er lige at strække det lidt. Seaton og Crane er klassiske gode helte, de vil verden det godt med deres opdagelse, men de vil selvfølgelig også tjene penge på det. DuQuesne er som skurk desværre ikke så interessant skrevet. Hans motivation er for tynd og uklar, og er slet ikke ond nok til at kunne blive rigtig interessant. Kvinderne er portrætteret som kvinder nu engang blev på den tid, særligt med deres forfængelighed hvor de ikke kan lide at gå udenfor på en fremmed planet, fordi det særlige lys der gør at deres hud får en anden farve. Selvom Dorothy bliver kidnappet og skal reddes igen, er hun dog ikke fremstillet som totalt hjælpeløs. Hun viser skam en god del handlekraft.
Den anden del af romanen foregår på planeten Osnome, hvor de lander for at lede efter kobber. Her møder de nogle indfødte, der ligner mennesker bortset fra hudfarven, og bliver hurtigt viklet ind i deres konflikter. Blandt andet fordi salt er uhyre sjældent, og alene på deres frokostbord er der mere salt end nogen af de indfødte nogensinde har set. Denne del er ikke ligeså interessant at læse i dag, fordi det hurtigt bliver til et ordinært jungleeventyr, og en undskyldning for læseren til at fantasere om disse fremmede væsener, som ikke går med ret meget tøj på, og hvor mændene har mindst 10 koner.

Med hvad vi forstår ved space opera i dag, er der ikke så meget af det her, kun genrens grundlæggende elementer. Det er ikke widescreen med masser af planeter og civilisationer, store krige og mystiske rumvæsener endnu. Det er blot en tur ud i rummet, et kort visit på en tosset planet, og tilbage igen – med damen i god behold. Den er hurtigt læst og ganske underholdende, særligt den første del.

Astounding, February 1930

Posted on March 11, 2010 by Jeppe

Astounding February 1930 Der er masser af pulp-historier i dette andet nummer af Astounding Stories of Super Science fra 1930. Invasion fra det ydre rum, gale videnskabsmænd og selvfølgelig kvinder i nød. Det kan findes online på Gutenberg.org.

En ældre mand bliver fristet af en storslået opdagelse gjort af en ung videnskabsmand på den anden side af gaden i Harl Vincents Old Crompton’s Secret. Gamle Crompton bliver vist rundt i Tom Forsythes laboratorium, hvor Tom meget begejstret fortæller om at han har fundet vejen til evigt liv gennem en maskine. Crompton bliver fristet af maskinen og i en kort fumlet nærkamp, falder Tom over en ledning og ligger livløs på gulvet. Crompton må nu finde en måde at skjule sig på. En historie uden en egentlig pointe, men underholdende nok i den pulpstil.

Charles Willard Diffin giver med Spawn of the Stars en helt igennem klassisk invasion-fra-rummet historie med væmmelige rumvæsener og masser af tjubang. Faktisk ganske godt gennemført hvor forfatteren, efter den tids standarder, har gjort lidt mere arbejde med rumvæsenerne og deres teknologi.

Hugh B. Cave leverer et horrormysterie med The Corpse on the Grating hvor en gal videnskabsmand (som så ofte), har bragt et lig tilbage til live. Ved hjælp af høj varme endda! Udover at være en tidlig zombiehistorie blandet med lidt Sherlock Holmes, er historien faktisk ret uhyggelig, især henimod slutningen.

Creatures of the Light af Sophie Wenzel Ellis er en historie med det velkendte tema om en genial videnskabsmand der vil skabe det perfekte menneske. Som ventet går det lidt over gevind og hans skabninger vil ikke helt som han vil. Desværre blev historien bare aldrig rigtig spændende.

Into Space af Sterner St. Paul bruger et simpelt plot til at forklare en masse videnskab. Dr. Livermore underviser i fysik på et universitet, og betragtes som lidt af en galning – men dog et geni. Han har fundet ud af at han kan ophæve tyngdekraften ved hjælp af magnetisk polarisering, så han har bygget et fartøj der skal bringe ham til Månen. Han har dog regnet lidt galt med hensyn til tyngdekraften (og det har forfatteren også).

Så får vi også afslutningen på Victor Rousseaus The Beetle Horde, der får sig en dramatisk – men lykkelig – afslutning.

Anthony Pelchers Mad Music er svær at forklare. Det er noget med en sammenstyrtet bygning og en gal violinspiller. Meget mærkeligt.

Den sidste historie er en ægte science fiction detektivhistorie. Nogle penge bliver stjålet fra en bank, lige for øjnene af de ansatte og ingen har set noget. Læseren er godt klar over der er noget usynlighed af en art på spil, hvilket viser sig at være delvist korrekt, men det egentlige science fiction element ligger mest i detektivens meget avancerede teknik, han bruger til at afsløre forbryderen. Der er lidt Sherlock Holmes over det, hvor det hele nærmest er løst på forhånd, og den langsomme assistent (og dermed læseren) skal have det hele forklaret, selvfølgelig hvor der let og elegant hoppes henover det videnskabeligt korrekte med “jeg vil ikke kede dig med detaljerne”. Fin underholdende afslutning.

Asimov’s, December 2009

Posted on March 8, 2010 by Jeppe

Asimovs December 2009 Det trasker desværre mere og mere bagud med læsningen af Asimov’s. Det er også længe siden der virkelig har været nogle fantastiske historier. Det sidste nummer i 2009 har da et par gennemsnitlige historier, men jeg synes endnu engang der er flere historier der kun har et snært af science fiction over sig. Sheila Williams skriver om de mange gange magasinet har skiftet kontorlokaler og Robert Silverberg med tredje del i sin serie om worldbuilding,

Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.

Astounding, January 1930

Posted on August 18, 2009 by Jeppe

Astounding January 1930 På Gutenberg er de første årgange af det legendariske science fiction pulp magasin Astounding Stories of Super-Science ved at blive digitaliseret for eftertiden. John W. Campell er normalt ham man forbinder med Astounding, bladet der senere er blevet til Analog, men han kom først til i 1937. De første tre år hed redaktøren Harry Bates. At man nu kan få disse allerførste udgaver i elektronisk form er virkelig en fantastisk gave! Særligt de første årgange koster en formue hvis de skal købes, og selv hvis man køber dem, vil de ofte være i en sådan skrøbelig forfatning, at man vil ødelægge bladet ved at læse det. Jeg har ikke den store interesse i at samle de fysiske klenodier, men historierne vil jeg gerne læse. Dette allerførste nummer er endnu ikke at finde på Gutenberg, men kan findes i en så godt som færdig udgave på pgdp.net, hvor alle i øvrigt opfordres til at melde sig til og hjælpe til med at korrekturlæse de mange bøger, man arbejder på at få digitaliseret til eftertiden.

Det hele starter med en todelt roman af Victor Rousseau, The Beetle Horde. To forskere styrter ned med deres fly nær Sydpolen. De bliver taget til fange af nogle kæmpe biller og ført til deres verden under jorden. Billerne viser sig at være ledet af den vanvittige Bram, hvis mål er at udrydde menneskeheden med en milliardhær af kæmpebillerne. De to forskere må stoppe ham. Der er lidt mere plads til personbeskrivelse end i de fleste andre historier, særligt kan jeg godt lide skurken Bram og hans fuldkommen vanvittige plan, ikke mindst pga. hans motiv, der blot viser sig at være ønsket om videnskabelig anerkendelse. Afsluttes i næste nummer.

The Cave of Horror af Captain S. P. Meek handler ikke overraskende om et frygtindgydende monster der bor dybt i en hule. Det interessante ved dette væsen er dog, at det er to-dimensionelt og kun er synlig i ultraviolet lys. Det skal selvfølgelig undersøges nærmere. En historie med en meget standard formel. Lidt smågal videnskabsmand og en naiv ledsager der stiller alle spørgsmålene så videnskabsmanden kan få det hele forklaret for læseren.

Den lange Phantoms of Reality af Ray Cummings virkede i starten mere som fantasy adventure med lidt pseudovidenskab i starten som undskyldning for at kalde det science fiction. Igen er det en videnskabsmand der har gjort den opdagelse at menneskets grundlæggende byggesten er elektriske svingninger, og han har lavet en maskine der kan manipulere med disse, således at man kan rejse over i en anden dimension. Sammen med en yngre intetanende ledsager, teleporterer han sig over i denne anden dimension til en noget mere primitiv verden med stammefolk. Så er der lagt et godt udgangspunkt til et velkendt adventure forløb, med tilfangetagelser, flugt og nævekamp. Men med et overraskende twist til sidst.

Endnu en ung mand bliver rodet ind i en opfinders eksperimenter i M. L. Staleys The Stolen Mind. Den unge Owen Quest har svaret på en noget speciel jobansøgning fra opfinderen Clason. Clason forklarer opgaven for ham og det drejer sig om at Clason sammen med sin bror har fundet ud af at usynligt lys i bestemte bølgefrekvenser kan skabe en altødelæggende dødsstråle, men Clasons bror er i færd med at sælge teknologien til nogle magtfulde personer i Balkan, i den tro at eksistensen af sådan våben vil neutralisere alle krige, da ingen vil bruge noget så ødelæggende (vækker associationer til atombomben), men Clason er uenig og vil stoppe sin bror. Til dette har han brug for den unge Quest, for i samme omgang har de opfundet et andet apparat, der via anti-elektrolyse og et andet menneske som medie kan give total kontrol over et tredje menneske. Clason vil altså bruge Quest som medie til at styre sin bror væk fra handlen med disse Balkan folk. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. For nutidens læsere er det videnskabelige grundlag for denne historie så himmelråbende langt ude, at det ikke kan blive andet end umådeligt underholdende.

I C. V. Tenchs Compensation ser vi intet til historiens videnskabsmand, han er nemlig forsvundet og hans ven er mistænkt af politiet. Han prøver dog at forklare sin uskyld og mener professorens forsvinden har relation til hans eksperimenter med det absolutte nulpunkt. Noget svagere end de andre historier.

Dette nummers nok svageste novelle er Tanks af Murray Leinster, og som titlen antyder er det gammeldags krigs science fiction, hvor de forenede stater er i krig med en unavngiven fjende og vinder ved hjælp af store tanks.

En enke fortæller overfor politiet at hun mener hendes mand er blevet myrdet og det har forbindelse til hans forskning i Anthony Pelchers Invisible Death. I efterforskningen støder de på mærkelige hændelser og forskningen gik muligvis ud på at gøre folk usynlige. Historien forsøger at blande detektivelementer med science fiction, men det er ikke helt vellykket.

Som det nok fremkommer, virker disse næsten 80 år gamle historier ret så tåbelige på nutidens læsere. Opfindelserne er virkelig langt ude og forklares ofte med noget fantasifuld baggrund i elektriske svingninger eller energi. Jeg må dog sige det er fantastisk underholdende. Der er fart på hele vejen igennem i alle historierne, og der bruges ikke tid på miljø- eller personbeskrivelse – men derimod rent plot og idé. At formen på historierne er så ens, med faste elementer bestående af en lettere vanvittig videnskabsmand og en yngre naiv mand der rodes ind nogle eksperimenter, viser jo at der ligger noget bag disse første pulp magasiner. Forfatterne har tydeligvis skrevet og læst i de samme magasiner, og udviklet denne stil op gennem 20′erne.

Kan kun opfordre folk til at gå på opdagelse på Gutenberg og evt. hjælpe til, for der er masser af science fiction pulp, også enkelte historier udover de komplette magasiner.

Guld og Ære

Posted on April 26, 2009 by Jeppe

Otto M. Møllers Guld og Ære fra 1895 er anden bog i udgivelsesrækken fra Science Fiction Cirklen af godt hundrede år gamle danske science fiction værker. Efter min mening den mest vellykkede historie af de fire fra den serie jeg har læst (mangler stadig Himmelskibet). Ligesom med de øvrige romaner med modernisering af sproget og et efterord af Niels Dalgaard.

Bogen følger kemikeren Erik Poulsen og hans opdagelse af hvordan man kan omdanne et andet grundstof til guld. Vi starter med at høre om hans opvækst fra fattige kår, hvor han gennem flittig studie opnår en høj uddannelse indenfor kemi og bliver ansat på en fabrik, hvor han hurtigt bliver velset for sin flittighed. Han opholder sig tit på fabrikkens laboratorium ud på aftenen og blandt arbejderne går et rygte om at han prøver at lave guld. Det var dog ikke tilfældet, men han får alligevel blod på tanden for at prøve, og efter mange ugers hårdt slid, der tærer hårdt på hans forhold til konen, lykkedes det! Men hvad skal man gøre med sådan en opdagelse? Hans største ønske er, at blive husket i historien, men først skal omverdenen jo overbevises om rigtigheden af hans opdagelse. Han gør den fejl at gå til myndighederne med sin opdagelse, der vil have ham til at tie stille, da de med rette advarer ham om hvilke katastrofale økonomiske konsekvenser det vil have, hvis guld bliver gjort værdiløst. Erik Poulsen vil dog ikke høre og prøver lykken i udlandet, men både i Tyskland og i Frankrig bliver han opsøgt af statsoverhovederne, der er blevet bekendt med hans opdagelse og som tilbyder ham alt hvad han måtte ønske sig, hvis han vil overdrage de eksklusive rettigheder til guldhemmeligheden til dem. Han indser det vil være umuligt at få publiceret sin hemmelighed, da myndighederne overvåger alt hvad han foretager sig.

I Dr. Kotin - Livets Herre var videnskabsmanden skildret som genial men kold og kynisk, hvor Erik Poulsen er en mere jordnær godhjertet heltetype. Hans opdagelse bliver mere skildret som et resultat af hårdt flid end egentlig genialitet, og hans motivation var ikke uendelig rigdom men blot videnskabelig anerkendelse for eftertiden. I løbet af historien træder han dog også i karakter som en mere klassisk helt, der ofrer sig for sine idealer og sine kammerater. Udover personskildringen af Erik Poulsen, har romanen to andre facetter – det videnskabelige og det samfundsmæssige. Selvom vi i dag ved at dele af den brugte videnskab, særligt teorien om atomets opbygning, ikke holder, virker den kemiske ide bag relativt plausibel og velbeskrevet. Og hvad der særligt står frem ved denne roman, som i modsætning til de fleste andre klassiske science fiction værker fra den tid der primært brugte videnskablige ideer til at forestille sig spændende eventyr, så tager Guld og Ære også de samfundsmæssige og navnlig økonomiske konsekvenser i betragtning. Vel nok kun i store brede træk, hvor en moderne forfatter nok havde brugt mere tid på den del af historien, men det giver en god indre sammenhæng i fortællingen.
Den er letlæst, spændende – ja der optræder indtil flere “action”-scener, og også tankevækkende i dag med den nuværende økonomiske situation, hvor de mest sortseende amerikanske økonomer jo opfordrer folk til at sætte deres værdier i guld fremfor rede penge.

Schild’s Ladder

Posted on October 1, 2008 by Jeppe

Schild's Ladder Efter at have læst flere noveller af Greg Egan der var rigtig gode, måtte jeg jo se på en af hans romaner, og det blev den mest “hårde” og videnskabeligt tungeste science fiction roman jeg nogensinde har læst, som blev førstevalget. Schild’s Ladder er “hard sf” i en eksponentiel funktion.

Tusinder af år ude i fremtiden søger mennesket stadig efter en endegyldig model for hvordan universet hænger sammen – “theory of everything”. En mulig kandidat er nogle ekstremer i hvad der er kaldet Sarumpaet rules der via matematiske grafer skulle vise universets byggesten. På en rumstation vil man udføre et eksperiment der vil teste den teori, men det går grueligt galt. Det almindelige vakuum kollapser og en gigantisk boble med et “novo-vacuum” opstår og ekspanderer med halvdelen af lysets hastighed og adskillige stjernesystemer i nærheden må evakueres. Men da boblen bliver ved med at ekspandere vil den ende med at opsluge hele galaksen, så noget må gøres. To grupperinger opstår. Preservationists der mener at Mælkevejen skal beskyttes og det ekspanderende “novo-vacuum” skal stoppes for enhver pris, og Yielders der mener fænomenet er så banebrydende at det skal undersøges før man gør noget. Det giver jo nogle interessante associationer til de igangværende eksperimenter på CERN.

Schild’s Ladder er gennemsyret af avanceret matematik og abstrakte kvanteteorier. Ikke kun i enorme “infodumps” hvor Egan nøjsomt forklarer hans tydeligvis gennemtænkte ideer, men også i hans figurers talemåde og gøren og laden. Selv i sexscenerne er der matematik indlejret, der er scoretricks bestående af et bevis på en ny matematisk teori, og selv når en dreng der spørger sin far til råds om livets vej, slipper man heller ikke for avanceret geometri og lattices. Heldigvis er Egan af og til pædagogisk med forklarende tegninger. Selve titlen er selvfølgelig også navnet på en metode til at flytte vektorer.
Det kræver nok en særlig interesse i disse ting, at kunne værdsætte resultatet af Egans grundige arbejde med at få hans teorier til at hænge sammen, og det bliver også taget helt ud i ekstremerne til sidst, når nogen rent faktisk kommer ind i boblen og ser hvilket bizart univers med intelligente væsener det har udviklet sig til. Men den virkelig banebrydende og interessante del kommer først til sidst, og det enorme begrebsapparat man har fået opbygget gennem bogen, er lidt i overkanten af hvad man egentlig har behov for.

Er man til ekstrem “hard sf” er Schild’s Ladder klart noget af det mest “mind-boggling” man kan finde.

Farven fra Rummet

Posted on September 2, 2008 by Jeppe

I morgen onsdag holder Science Fiction Cirklen medlemsmøde om H.P. Lovecrafts forfatterskab, og inden da måtte man jo hellere få læst bare lidt af ham. Samlingen Farven fra Rummet bringer fem noveller fra 20′erne og 30′erne oversat til dansk, samt et efterord af Niels Dalgaard. Alle med et vist islæt af science fiction, men selvfølgelig stadig horror som Lovecraft er kendt for.

Titelnovellen Farven fra Rummet er den mest science fiction prægede, hvori en meteorit der styrter ned i et landområde i New England, med dertilfølgende mutationer af plantevæksten i området og andre mærkelige hændelser, forbundet med udenjordiske ubeskrivelige farver. Desværre lider den under dens fortælleform, der er en monoton beretning uden dialog eller andet “liv”.

Samlingens længste historie, Tidens skygge, er ligeledes skrevet på denne berettende dialogløse form, men her fungerer det lidt bedre, da handlingen er mere personbundet. En professor i økonomi får pludselig et anfald midt under en forelæsning, og da han vågner op igen er han tilsyneladende en helt anden person og foretager sig mærkelige ting i fem år, hvorefter han pludselig vender tilbage til sit gamle jeg, men er nu plaget af mystiske mareridt om en gammel race der skulle have levet på Jorden for uendeligt længe siden. Igen en rigtig spændende ide, men selve udførelsen gør læseoplevelsen mindre fængende.

Den korte novelle Det hvide skib er svær at kategorisere og beskrive. Historien følger en fyrpassers rejse på et hvidt skib. Den er meget lyrisk skrevet og uden tvivl indeholdende en masse symbolik der går henover hovedet på mig.

Den ligeledes korte Fra det hinsides er lidt mere håndgribelig. En gal videnskabsmand laver nogle forsøg med at udvide menneskets sanseapparat, med dertil følgende ubehagelige oplevelser med et andet plan af eksistens.

Der er til gengæld masser af science fiction Murene på Eryx, der udspiller sig på Venus hvor en særlig krystalart findes, som man kan udvinde enorme mængder energi af. Der er bare det problem, at på Venus lever nogle intelligente øglelignende væsener, der har et særligt religiøst forhold til disse krystaller. Fortælleren er en af dem der vandrer rundt på planeten i håb om at finde disse krystaller. Han får øje på en særlig stor samling krystaller, men bliver fanget i en usynlig labyrint. Trods nogle sjove pulp-agtige ideer, lider denne novelle også under en monoton skrivestil uden megen variation og noget der kunne øge spændingen eller uhyggen.

Det store problem er ikke ideerne i novellerne, men fremførelsen, der alle som nævnt er monoton og kedelig, uden dialog eller andet der kan live historien lidt op. Jeg havde også forventet en hvis mængde “gys” og “uhygge” fra Lovecraft, men da historierne ganske enkelt var kedeligt skrevet, var der heller ikke meget at hente der. Ideerne er dog gode og det siger måske, at de fungerer bedre på film, hvilket der jo er flere eksempler.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: eksperimenter