Permutation City

Permutation CityGreg Egans Permutation City fra 1994, som vandt John W. Campbell Memorial Awarden i 1995, er virkelig et imponerende hard sf værk der virkelig er visionært og forud for sin tid. Konceptet med at overføre bevidsthed til en computer er ved at blive en fast del af den nyere science fiction, særligt som et led i diskussion af udødelighed. En historie som Permutation City vil være en jeg ville have forventet ville være skrevet for nylig, da den tager en lang række skridt videre med diskussionen af dette koncept, så det at den er 15 år gammel siger noget om Egans greb om den teknologiske udvikling.

I 2045 er computerteknologien nået så langt, at det er muligt at simulere menneskelig bevidsthed som et set af matematiske abstraktioner baseret på en scanning af hjernen. Udbredelsen er dog begrænset til meget rige mennesker, da det kræver enorm stor processorkraft som er meget dyr. Ydermere er der også den begrænsning at simuleringen kører med nedsat hastighed i forhold til den rigtige verden, sytten gange så langsomt. Tilstanden er heller ikke lige ønskværdig for alle, for en meget stor del af dem der efter at være blevet scannet “vågner op” i denne computersimulation, bliver grebet af en ubehagelig fornemmelse af at det her er forkert, og efter ganske få minutter terminerer de sig selv.
Romanen er delt i to dele. Første del skifter mellem år 2045 og 2050, og følger Paul Durham der er stærkt optaget af at udføre eksperimenter med disse digitale bevidstheder, så han udfører eksperimentet med kopier af sig selv. De har det dog med at terminere sig selv efter kort tid, så han ender med at bryde gældende regler på området og fjerner denne selvmordsmulighed for den næste kopi. Dette finder sted i 2045. I 2050 bliver Autoverse-forskeren Maria Deluca opsøgt af Paul Durham med en lidt for fantastisk, men velbetalt, opgave. Autoverse er en anden gren inden for simuleret virkelighed, hvor målet er at opbygge en kunstig kemisk verden helt fra bunden, i modsætning til den mere almindelige form for virtual reality som disse digitale kopier lever i, hvor man forsimpler virkelighedens naturlove snarere end at have sine egne grundregler. Durham vil have hende til at lave en skitse til en hel planet i Autoverse-modellen, hvilket er helt uhørt, da man normalt kun arbejder på celleniveau i Autoverse, da der simpelthen ikke er processorkraft nok til noget større. Hun begynder dog alligevel på opgaven, da det trods alt kun er en skitse, og opgaven er enhver Autoverse-forskers drøm.
Andel del vil jeg ikke afsløre for meget af, men her bevæger Egan sig ud i et emne han senere har behandlet flere gange, særligt i novellen Crystal Nights og romanen Schild's Ladder, om intelligent liv der udvikler sig selvstændigt i disse computermiljøer.

Det er sjældent man virkelig bliver fanget af en bog allerede fra første kapitel. Det er endnu mere sjældent at denne fascination holder ved hele vejen igennem. Det gjorde Permutation City og den er i mine øjne en noget nær perfekt roman. Det er hard sf for nørder, måske ikke i en eksponentiel funktion som med Schild's Ladder, men i hvert fald kvadreret. Egan kan sin videnskabsteori og kan præsentere sine idéer så de både er troværdige og spændende, uden at fortabe sig i lange kedelige teoretiske passager. Det er heller ikke som så det så ofte sker med den slags science fiction, at personerne bliver flade og tørre. Faktisk er Permutation City blandt de bedste personskildringer jeg har læst. Særligt udforskningen af forholdet mellem kopi og original, hvilken virkelighed man kan stole på og spørgsmålet om den digitale kopi nu faktisk selv ønsker at leve i en computersimulation, kommer Egan godt i dybden med. Mere end nogen anden, hvor konceptet oftest bare bliver brugt som en genvej til udødelighed, og ikke beskrevet og diskuteret i dybden som her.
Desværre er der en irriterende detalje der virkelig gør meget skade på helhedsindtrykket. Af en eller anden ukendt grund mente Egan åbenbart at der skulle være en kort sexscene mellem Durham og Maria, på trods af at der ingen tiltrækning har været mellem de to, hverken før eller efter, og at det heller ikke har nogen som helst relevans for handlingen. Det lader heller ikke til at hverken Egan eller personerne har nogen ide om hvorfor, for det starter med et champagneglas og slutter med at begge to bliver enige om, at det her ved de slet ikke hvorfor de skulle. Komplet meningsløst, øv.

Dust Theory

Målgruppen er nok noget snæver, som det nok generelt er med Egans forfatterskab. Dataloger og matematikere ligger ligefor, men ellers folk der bare virkelig elsker hard sf og det teoretiske videnskabelige sprog, vil også kunne nyde Egans tankevækkende og fængende historie.

Schild’s Ladder

Schild's LadderEfter at have læst flere noveller af Greg Egan der var rigtig gode, måtte jeg jo se på en af hans romaner, og det blev den mest “hårde” og videnskabeligt tungeste science fiction roman jeg nogensinde har læst, som blev førstevalget. Schild’s Ladder er “hard sf” i en eksponentiel funktion.

Tusinder af år ude i fremtiden søger mennesket stadig efter en endegyldig model for hvordan universet hænger sammen – “theory of everything”. En mulig kandidat er nogle ekstremer i hvad der er kaldet Sarumpaet rules der via matematiske grafer skulle vise universets byggesten. På en rumstation vil man udføre et eksperiment der vil teste den teori, men det går grueligt galt. Det almindelige vakuum kollapser og en gigantisk boble med et “novo-vacuum” opstår og ekspanderer med halvdelen af lysets hastighed og adskillige stjernesystemer i nærheden må evakueres. Men da boblen bliver ved med at ekspandere vil den ende med at opsluge hele galaksen, så noget må gøres. To grupperinger opstår. Preservationists der mener at Mælkevejen skal beskyttes og det ekspanderende “novo-vacuum” skal stoppes for enhver pris, og Yielders der mener fænomenet er så banebrydende at det skal undersøges før man gør noget. Det giver jo nogle interessante associationer til de igangværende eksperimenter på CERN.

Schild’s Ladder er gennemsyret af avanceret matematik og abstrakte kvanteteorier. Ikke kun i enorme “infodumps” hvor Egan nøjsomt forklarer hans tydeligvis gennemtænkte ideer, men også i hans figurers talemåde og gøren og laden. Selv i sexscenerne er der matematik indlejret, der er scoretricks bestående af et bevis på en ny matematisk teori, og selv når en dreng der spørger sin far til råds om livets vej, slipper man heller ikke for avanceret geometri og lattices. Heldigvis er Egan af og til pædagogisk med forklarende tegninger. Selve titlen er selvfølgelig også navnet på en metode til at flytte vektorer.
Det kræver nok en særlig interesse i disse ting, at kunne værdsætte resultatet af Egans grundige arbejde med at få hans teorier til at hænge sammen, og det bliver også taget helt ud i ekstremerne til sidst, når nogen rent faktisk kommer ind i boblen og ser hvilket bizart univers med intelligente væsener det har udviklet sig til. Men den virkelig banebrydende og interessante del kommer først til sidst, og det enorme begrebsapparat man har fået opbygget gennem bogen, er lidt i overkanten af hvad man egentlig har behov for.

Er man til ekstrem “hard sf” er Schild’s Ladder klart noget af det mest “mind-boggling” man kan finde.

Hugo Award 2008 – novelette nomineringer

I starten af august vil vinderne af Hugo Awarden i de forskellige kategorier blive kåret til WorldCon. Her er mine kommentarer til de fem historier i novelette-kategorien. En novelette er defineret som en historie på mellem 7.500 og 17.
500 ord.

The Cambist and Lord Iron: a Fairytale of Economics af Daniel Abraham. Denne historie er egentlig et eventyr og ikke rigtig en genretekst, omend den vel mest er ovre i fantasy. Historien følger en vekselerer, der får en svær opgave af den berygtede Lord Iron; at veksle en ukendt møntfod som ingen kurs har. Han løser det ved at sælge de ukendte sedler som indpakningspapir til en fiskehandler. Lord Iron bliver imponeret over vekselererens kreative løsning, og sætter ham på endnu mere umulige opgaver, hvor han skal forsøge at sammenligne værdien af menneskers liv og sjæl. Udover at have nogle sjove tanker omkring værdisætning af immaterielle ting, kan jeg ikke se hvorfor den skulle Hugo nomineres.

The Merchant and the Alchemist’s Gate af Ted Chiang. Denne historie er ligeledes et eventyr og nok endnu mere en typisk en af slagsen. En mand kommer i snak med en sælger i Bagdad, der fortæller om en port der giver adgang til tyve år ude i fremtiden. Han beretter om tre andre mænd, der har gået igennem porten, opdaget noget med deres fremtidige jeg og forsøgt at bringe den erfaring tilbage. Alle historier illustrerer flere kendte tidsparadokser og moralen lader til at være, at man ikke kan ændre på hverken fortiden eller fremtiden, kun blive klogere på den. Manden der har hørt disse historier beslutter dog, at han selv vil prøve, men han vil tyve år tilbage i tiden, hvilket han kan komme via en lignende port i Kairo. Det ender som man kan forvente af et typisk eventyr. Meget hyggelig historie, men jeg kan heller ikke se hvad denne laver som Hugo nomineret.

Dark Integers af Greg Egan. En “hard sf” historie med en god ide, der desværre løber lidt af sporet til sidst. Matematikerne Bruno og Alison har arbejdet på nogle matematiske teorier om parallelle universer, men deres arbejde får katastrofale følger i et andet univers og efter at være blevet kontaktet af rumvæsenet Sam fra dette univers, stopper de deres arbejde og holder det hemmeligt. Men 10 år efter kommer de på sporet af et nyt matematisk geni, der er ved at udvikle nogle lignende algoritmer, og Bruno og Alison kontaktes igen af Sam, der kan berette om store katastrofer hos dem. Men så begynder algoritmerne at blive brugt som våben. Det er et rigtigt fedt koncept Egan har skruet sammen her, men hele præmissen fejler. Min forståelse af matematik som en ren abstraktion falder jo helt fra hinanden, når den blotte brug af en algoritme på en computer, skulle kunne få fysiske konsekvenser i den rigtige verden.

Glory af Greg Egan. Endnu en matematisk “hard sf” historie fra Egan. To forskere, Joan og Anne, kommer til planeten der er hjemsted for racen Noudah. De har taget form som dem og får kontakt med hver deres nation på planeten, hvor de får lov til under dække som indfødte matematikere, at undersøge de matematiske teoremer de nu uddøde forfædre, the Niah, til the Noudah har efterladt. Deres civilisation levede for millioner af år, med tilsyneladende det ene formål, at komme frem til den endegyldige matematiske sætning der skal fortælle “sandheden”. En imponerende space opera i kompakt format, hvor Egans matematiske ideer ikke overskygger et godt plot.

Finisterra af David Moles. Læseren kastes ind i en historie om Bianca der tager et risikabelt job på gasplaneten Sky, hvor hun skal hjælpe med at dræbe nogle gigantiske væsener der lever i planeten. Væsener der er så store, at hele samfund kan leve på dem. Spændende ide og den hyppige brug af spanske og arabiske ord gør novellen unik, men den kunne godt trænge til lidt finpudsning.

De to af Egans historier appellerer klart mest til min egen smag og Glory må blive min favorit. Som det skulle være kommet til udtryk, er jeg principielt lidt imod at blande eventyrs fantasy historier ind i Hugo Awarden, for det giver jo ingen mening, at skulle forsøge at sammenligne dem med fx Egans hårde science fiction. Men nu de er valgt med, kunne jeg godt sætte Chiangs historie som en anden mulig værdig vinder.

Madonna fra Tjernobyl

Madonna fra TjernobylDenne samling byder på 5 noveller af den australske forfatter Greg Egan, samt et efterord af Niels Dalgaard der også har stået for redigeringen og oversættelsen. Alle novellerne er fra 1990′erne, men behandler temaer som kloning, kunstig intelligens, nanoteknologi og lignende, der også præger de helt nye science fiction noveller.

Egan benytter sig af moderne teknologi i alle sine noveller og den videnskabelige del af det er gennemarbejdet, men mennesket er klart i centrum. Flere af novellerne kredser om en enkelt person, der må træffe nogle afgørende eksistentielle valg, som moderne teknologi stiller ham eller hende for. I En kidnapning må en mand tage stilling til en virtuel kopi af hans kones personlighed, i At lære at være mig er det ligeledes overvejelserne om det at overføre sin bevidsthed til et digitalt medie og i Grunde til at glæde sig følger vi en kræftramt person der må starte forfra med at genfinde sin personlighed, efter dele af hans hjerne er blevet udskiftet med en kunstig protese. De to andre noveller har en form for religiøst indhold, hvor titelnovellen Madonna fra Tjernobyl er en krimi om et ikonmaleri der muligvis har specielle egenskaber og Den moralske virolog handler om en kunstigt skabt virus der skal straffe mennesket for dets synder.

De 5 noveller hænger godt sammen i denne antologi, uden at de dog handlingsmæssigt er spor forbundet, og er rigtig tankevækkende på samme måde omkring vores fremtidige eksistens med nanoteknologi og digitale identitet. Denne udgivelse er oplagt som samtaleemne blandt venner. Jeg fandt alle historierne vældig gode og interessante, uden at nogen kan fremhæves som værende bedre eller dårligere. Kan varmt anbefales som en af de SFC udgivelser langt de fleste vil anse som god læsning.