Brave New World

Af science fiction klassikere der også nævnes udenfor genremiljøet, er Aldous Huxleys Brave New World fra 1932 en af dem der fremhæves meget. Den fortæller om et utopisk eller dystopisk (afhængig af vinklen man tager) samfund i en fremtid hvor alle strukturer, befolkningstilvækst, arbejdsdeling og lykke er kontrolleret ned til mindste detalje.

Året er sat til 632 A.F (en tidsregning fastsat efter året hvor bilen Ford Model T blev sendt på gaden) og folk er lykkelige. Befolkningen består af fem grupper der alle er “dyrket” til bestemte opgaver i samfundet og er lykkelige for hvem de er. Der Alphas, Betas, Gammas, Deltas, og Epsilons, hvor Alphas er de højest rangerede og så dernedefter. Børn fødes ikke af naturlig vej, traditionel religion eksisterer ikke og alle lever “lykkeligt” sammen i en forbrugsfest af især sex og stoffet “soma” (en form for lykkebringende middel). Der er dog stadig reservater uden for storbyen hvor folk stadig lever “normalt”. De kaldes “savages” og dem møder den lettere specielle Alpha, Bernard Marx, på en tur ud til reservatet for at imponere en pige. Han ender med at tage en af disse “savages” med tilbage og opnår enorm stjernestatus på dette. På den måde bliver samfundets opbygning og værdier sat op imod den form vi kender.

Jeg blev positivt overrasket over denne ellers 75 år gamle roman. Havde lidt forventet et tungt svært tilgængeligt kedeligt værk, men den var nu ganske fornøjelig og morsom med de bizarre forbrugsidealer og de åbenlyse satiriske henvisninger til kendte historiske navne som Lenin, Marx, Trotsky og Napoleon. Og selvfølgelig også interessant for at være på forkant med ideer om kloning og gensplejsning, og i det hele taget det at skabe lykkelige samfund via kontrol og manipulation. Jeg foretrækker klart den måde nyere værker inddrager disse ideer på, ved fx at have en enkelt planet i et større univers der er indrettet sådan, men man skal jo også have med hvor det hele startede.
Så stadig god læsning, og ikke kun for dens historiske vigtighed.

Bradburys bedste

Bradburys bedsteJeg vil prøve at læse nogle flere klassiske store navne inden for genren og man opdager hurtigt at man mangler meget, når man læser Niels Dalgaards Fra Platon til cyberpunk om science fiction genrens historie. Så en novellesamling med Ray Bradbury udarbejdet af Niels Dalgaard virkede oplagt. Samlingen der har undertitlen Solkuplerne og andre science fiction noveller består af 14 oversatte noveller og et forord af Niels Dalgaard. Jeg skal ikke kunne sige om det vitterlig er det bedste fra Bradburys hånd, men gode er de alle sammen. Rigtig gode endda!

Den første novelle, En lyd som torden, sætter virkelig tankerne i gang, hvor et enkelt forkert fodtrin på en tidsrejse tilbage i dinosaurtiden får uanede konsekvenser for nutiden. En velkendt problemstilling ved tidsrejser, som jeg nok mest husker fra nogle Anders And historier. Alle novellerne bygger på sådanne originale ideer og navnlig de negative konsekvenser det har for mennesket, og Niels betegner da også Bradbury som pessimist i sit forord. En mand der prøvede at undgå fremtiden, og det er svært at finde mange lyspunkter i fortællingerne, der for det meste slutter brutalt og ikke efterlader meget håb.
Flere af novellerne foregår på andre planeter, herunder Venus og Mars, men budskabet lader til at være at mennesker ikke egner sig til at leve på disse planeter. I Solkuplerne der foregår på Venus og der er en konstant kraftig regn, der driver en ekspedition til vanvid. Og i Frost og flammer er mennesker strandet på en planet, der gør at de kun lever otte hektiske dage. En rystende tragisk fortælling. Selv når planeterne umiddelbart virker venlige som i Her findes tigerdyr, er det alligevel for meget af det gode.
En anden vinkel i mange af Bradburys ideer, er menneskeskabte opfindelser der skulle gøre vores liv lettere, men ikke altid har den ønskede lykkebringende effekt. I fx A/S Marionetter er der et firma der kan fremstille livagtige robotter af en selv, som man så kan snyde konen med, men denne klon opfører sig ikke helt som planlagt. I Hele sommeren på en dag hører vi om en robot bedstemor der gør en hel familie lykkelig, men den er skrevet med en næsten kvalmende overdrivelse af det sukkersøde, at ideen slet ikke virker tiltalende. Og i Savannen præsenteres et slags holodæk, som skaber store problemer for børneopdragelsen. Ikke en vinkel jeg er stødt på før.

Det eneste jeg ikke altid kan forene mig med er hans skrivestil, men da det er en oversættelse må det jo tages med nogle forbehold. Der er ingen overflødige ord og sætninger, og historierne er enkle og kompakte, hvilket i sig selv er fint, men læsningen bliver ikke så glidende og flydende, men noget hakkende til tider. Det er på ingen måde “hård” science fiction, men ideerne virkede gennemtænkte og historierne forholder sig til et isoleret forhold og fortæller om dets konsekvenser, hvilket gør dem helstøbte og fuldendte. Der er ingen svingeærinder eller halvfærdige ideer.

Selvom historierne er gamle kan de stadig varmt anbefales og læses den dag i dag. Bradbury har på flere punkter været godt på forkant med etiske problemstillinger omkring fremtidens teknologi og dets konsekvenser for menneskets liv, og har vel sat sig kritisk overfor mange andre forfatteres store optimisme til at lykken kan findes på andre planeter end Jorden.

Year’s Best SF 12

Year's Best SF 12Den tolvte udgave af Year’s Best SF har 26 noveller fra år 2006. Der er mange af de samme navne med som i nummer 11 og selvfølgelig i meget samme stil, med en vægt på den traditionelle novelleform og hård sf.

Første novelle, Nano Comes to Clifford Falls af Nancy Kress, giver ikke et særlig godt førstehånds indtryk. Det handler om nanomaskiner der kan lave alt ud af mere eller mindre ingenting, hvilket foresager samfundets totale forfald til anarki, da ingen jo gider at arbejde eller opføre sig ordentligt, når alt kan laves via nanomaskiner. En sådan historie kunne måske gå an da nanoteknologi stadig var en ny ide, men i dag er en sådan historie meget banal og forudsigelig, og den kunne være udført mere elegant end at skære problemet ud i pap for læseren. Sjovt nok har den næste novelle (Brother, Can You Spare a Dime? af Terry Bisson) det præcis modsatte syn om en fremtidsverden hvor robotter uden omkostninger sikrer alle menneskelige behov. Nebula vinderen When Sysadmins Ruled the Earth af Cory Doctorow er jo ganske sjov når man selv har arbejdet som systemadministrator, men den ellers udmærkede historie drukner desværre til tider i at han vil have så mange tekniske udtryk og netslang ord med som muligt. Det er selvfølgelig ikke meningen at gennemgå alle noveller, men lige de tre var værd at starte med.
Der er selvfølgelig nogen man mindes bedre end andre, blandt andet Home Movies af Mary Rosenbaum om en kvinde hvis arbejde består i at opleve noget for andre, for derefter at fjerne mindet permanent fra hende selv og overføre det til køberen. En spændende ny vinkel på overførsel af bevidsthed. Alastair Reynolds bidrag med Tiger, Burning er fyldt til randen med fantastiske ideer om kosmos, som af mangel på bedre dansk term – “makes your head spin.”

For at citere en anmelder på Amazon, “nano comes up alot”, hvilket der er noget om, da “nano” bliver sat ind som forklaring i en del historier for at opfylde et eller andet nærmest magisk fænomen. Det virker lidt fantasiløst, men det bliver nu brugt forskelligt: nanoteknologi som skyld i civilisationens undergang (Nano Comes to Clifford Falls), nano til kopiering af minder (Home Movies), selvreplikerende nants der overtager verden (Chu and the Nants).

I forordet skriver Hartwell at dette års tema var “recovering from disaster”, hvilket passer næsten for godt og man mistænker ham lidt for helt bevidst, at have udvalgt mange af novellerne efter det kriterie. En del af historierne er egentlige dommedagsfortællinger om de overlevende, og en del andre noveller har katastrofer i større eller mindre omfang som tema. Fra de mere symbolske som i Dawn, and Sunset and the Colours of the Earth til en (næsten) klassisk invasion fra rummet, Preemption. Der er længere mellem de positive og humoristiske historier i år i hvert fald.

Jeg bemærkede også at kvinder er godt repræsenteret. Både som hovedroller i mange af novellerne og med 7 kvindelige forfattere, hvilket forholdsmæssigt må siges at være mange. De skriver ofte med udgangspunkt i stærke selvstændige kvinder. Kamaron Hurley tager det endda så langt til at skrive en historie om kvinder der bogstaveligt talt overtager verdensherre(kvinde?)dømmet i The Women of Our Occupation.

Min konklusion bliver at som helhed var dette en bedre samling noveller end sidste år. Mængden af gode noveller er ganske enkelt højere. Og for 90kr er det stadig et glimrende køb hvis man ikke er belæst i årets numre af Asimov’s, som langt de fleste af historierne er fra. En komplet liste af novellerne kan findes her.

Og nu har jeg snart lyst til and og flæskesteg. God jul til alle sf fans og bloglæserne!

Paris i det 20. århundrede

Paris i det 20. århundredeSom så mange andre drenge har jeg som barn selvfølgelig stiftet bekendtskab med Jules Vernes kendte værker som Rejsen til Månen og Jorden rundt på 80 dage, men denne her som Azur-læseklubben har sat på, er noget ganske andet. Oprindeligt er Paris i det 20. århundrede fra 1863, men den blev aldrig udgivet på Vernes tid. Den blev fundet og udgivet i 1994. Det er en pessimistisk dystopi om Paris i år 1960, som umiddelbart tyder på en stærk mistro til kapitalismen fra Vernes side.

Vi følger en ung litterær mand ved navn Michel Dufrénoy, som bliver forfærdet over at opdage at i nutidens Paris, og verden, er der ikke plads til litterære digtere som ham. Forrige århundredes store navne inden for alle kunstarter er blevet glemt, og det eneste der er tilbage i verden er videnskab, teknik, maskiner, finanser og det kapitalistiske marked. Selv den musik, litteratur og skuespil der er tilbage, skal handle om kemiske eksperimenter, valutaomregninger eller tandhjul. Michel finder dog mere eller mindre tilfældigt frem til en lille gruppe af Paris’ undergrund, som stadig har sans for den klassiske kunst og får sig nogle gode venskaber derfra.

En egentlig handling eller plot er ikke til at redegøre for, da det er nærmest ikke eksisterende, hvilket nok er denne romans største problem. Den er svær at blive grebet af som helhed, mens enkelte passager kan være fornøjelig læsning af og til. Verne lader heller ikke Michels oplevelser fortælle nogen historie eller noget om den fremtidsverden han skildrer. Vi får det hele at vide igennem samtaler Michel har med andre, hvilket meget ofte er formuleret som en uendelig strøm af pessimistisk brok og nostalgi over bedre gamle tider. Hverken læseren eller Michel oplever denne fremtidsversion af Paris på egen hånd, men får det fortalt gennem andre. Det synes jeg ikke er en særlig god måde at fortælle om fremtiden på. Det skal opleves af en hovedperson, som får sig nogle indtryk sammen med læseren.

Det der så lyser op i romanen som helhed er nogle fabelagtige samtaler Michel har med andre fra dette undergrunds kunstermiljø. Dette gælder især kapitel VII og VIII, som har en yderst morsom dialog og bizarre anekdoter om musik og litteratur. Et par gode citater fra især Michels gode ven, Quinsonnas, er der selvfølgelig også hist og her i bogen, men det er desværre kun i brudstykker og for det meste må jeg indrømme det var ualmindelig kedelig læsning. Ikke pga. de pessimistiske ideer Verne har om fremtiden, men fordi den måde de bliver fortalt på, gør det umuligt som læser at engagere sig i og blive grebet af bogens univers.

Generelt er Verne jo blevet hædret meget for sine ufatteligt præcist forudsigelser om hvad der er vores nutid, og det er der også masser af i Paris i det 20. århundrede, men jeg synes det er synd hvis det er præcisionen af fremtidsprofetier der skal gøres til kvalitetskriterium for god science fiction. Der skal altså også være en sammenhængende god historie der på et eller andet plan fanger læseren.
Så al respekt til Vernes samlede forfatterskab, men jeg anser nok mest Paris i det 20. århundrede interessant for dets historiske kontekst og mindre for dens kvalitet som almindelig roman.

Æon Flux

Æon FluxDenne film fra 2005 er baseret på en tegnefilmsserie af samme navn. Den kender jeg intet til, så kan ikke vurdere filmen i forhold til den serie. Det er en ganske flot film, men et trivielt plot og kedeligt skuespil, der dog godt kan ses for en halvanden times ikke-sofistikeret underholdnings skyld.

En virus dræber næsten hele jordens befolkning i 2011. Kun et mindre samfund har overlevet 400 år senere og bor nu i byen Bregna, og lever et tilsyneladende ganske fredeligt og idyllisk liv. Men personer forsvinder af og til på mystisk vis, og tilsyneladende står regeringen bag. Det vil en oprørgruppe der kalder sig Monicans gøre noget ved, og sender derfor den kvindelige agent Æon Flux på en mission for at dræbe regeringens formand.

Den første del af filmen prøvede jeg at finde ud af hvad det hele egentlig gik ud på. Hvad er regeringens motiv, hvorfor skal formanden dræbes og hvem er hende Æon Flux. Man skal nok ikke tænke for meget over det undervejs, for det hele kommer, men da plottet forløser sig er det sådan set ganske udmærket, men dog ikke spor originalt og nogle steder så klichefuldt at man ruller med øjnene. Ligeledes er jeg også snart træt af den overdrevne brug af Matrix-agtige actionscener der bliver brugt i den her slags film, for at kompensere for det tynde plot. Plottet kræver ikke engang særlig meget action for at fungere, så meget af det virker som unødigt fyld der bare trækker i langdrag.
Billedsiden er dog ganske flot og gennemført. Skarpe farver og maleriske baggrundsbilleder, giver filmen et tegneseriepræg der funger ganske godt. Bakket op af et godt soundtrack. Det samme kan desværre ikke siges om skuespillet, der er koldt og kedeligt.

Man bør nok ikke forvente for meget af denne film. Det er en simpel handling på velkendte overbrugte science fiction temaer, krydret med moderne billeder og action. Fint tidsfordriv, men ikke meget mere.

Ker Shus

Ker Shus Tor Åge Bringsværds Ker Shus fra 1983 er til læsning i august i Azur. Den foregår i en uspecificeret fjern fremtid, uden umiddelbare spor af vor tids mennesker, men i stedet en række forskellige intelligente racer som hunde og katte, der lever i en form for jagersamfund.

Historien er fortalt af Rokam, der nedfælder sin livsberetning for nogle killinger. Han ligner ikke de andre væsener i sin flok. Han har ingen pels eller hale (han er altså mere hvad vi kender som et menneske). Vi følger hans udforskning af den verden han lever i, hvor han prøver at finde frem til fortidens historie og hvor han selv stammer fra.
Vores nutid er nemlig her blevet til myter og religion, hvor nutidens mennesker betegnes som guder. Den historie får vi så gradvist og delvist afdækket af Rokams rejse til Ker Shus – kaldet gudernes by. Det er her romanen udmærker sig ved at lade fortiden afdækkes fra en neutral synsvinkel der ikke kender til vores teknologi. Bringsværd bruger aldrig ord som robotter, gensplejsning eller rulletrapper, men gennem Rokams beskrivelser ved man som læser hvad det er.

Sproget er enkelt og består af meget korte sætninger, til tider nærmest i digtform. Det gør den både svær og nem at læse. Nem da hver sætning har en kort og præcis informationsmængde, men sværere er det at se den dybere betydning, hvor det til tider kan blive lige mærkværdigt nok.

Selvom romanen er 24 år gammel kan den stadig læses i dag, og jeg tror ikke tiden løber fra den lige foreløbig, netop fordi Bringsværd ikke binder handlingen til bestemte teknologiske ideer, men tænker mere bredt og langsigtet med den menneskelige udvikling.
Det er en bog jeg er glad for Azur satte på, da jeg nok ikke vil have fundet den frem selv.

Hjernen

HjernenDet er noget tid siden jeg sidst har omtalt en bog, men denne her var også noget af en udfordring at komme igennem. Det er Erwin Neutzsky-Wullfs seneste roman, der handler om en hjerneforsker, Joel Williams, der søger udødelighed ved at udskifte sine hjernedele med elektroniske proteser.

Da jeg læste bagsideteksten til denne mursten på næsten 1000 sider, om at det handlede om at overføre et menneskes identitet til en digital enhed og hvad det havde af konsekvenser, tænkte jeg at det tema havde man da snart læst adskillige bøger og noveller om. Kan der virkelig bringes noget nyt og interessant til dette emne? Men da jeg så kom i gang så blev man mindet om at Hjernen altså er skrevet af ENW og så er det som intet man har læst før.
Det er ikke kun en roman om de implikationer sådan en form udødelighed nu kan have, men også et stort fokus på den hjerneforskers motivation til at lave denne teknologi og hans person generelt.
Eller sådan er det i hvert fald i bogens første halvdel. Dernæst bryder ENW alle uskrevne regler for både genren og romanformen generelt, hvor den kontinuitet man normalt forventer fra en roman, brydes op og en masse selvstændige løsrevne historier begynder at dukke op, der nærmest kan stå som selvstændige noveller.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for om det er en force eller et problem at bogen forsøger at være så meget forskelligt på en gang. Om man skal kalde den anarkistisk i positiv betydning eller om det bare er noget forfærdeligt rod. Det bliver rodet og uoverskueligt, hvor den røde tråd kan være svær at finde. Især del syv til ni, synes jeg næsten kunne fjernes og måske udgives som separat novellesamling. Groft sagt, da noget af det delvist giver mening (for mig i hvert fald), men især den fjerdedel af bogen tog mig for mig lang tid at komme igennem. Det virkede meningsløst og så er det svært at finde motivationen til at læse videre.

Den røde tråd der trods alt er, består i Joel Williams’ rejse gennem tid og rum, der dukker op fra tid til anden ind i mellem alle de tilfældige historier, hvor han gør sig nogle eksistentielle erkendelser om universet og sig selv. Hvad der lader til at være den overordnede ide for romanen, at verden eksisterer gennem menneskets opfattelse af den og dermed gennem hjernen, kommer til udtryk igennem Joels oplevelser og de filosofiske samtaler der er spredt rundt om i kapitlerne. En eller mening med galskaben kan jeg fornemme der er, men det er ikke lige til at stykke sammen.

Folk der måtte mene at science fiction handler for lidt om personer og for meget om teknik, burde manes til jorden af dette værk, da det i sidste ende udelukkende handler om det menneskelige perspektiv. Hovedpersonen udtrykker direkte i bogen sin holdning til hvorfor han mener hjerneforskning er det vigtigste i verden, da den verden vi alle sammen oplever sker igennem hjernen og det er vores virkelighed. Det er egentlig også kun dele af bogen der kan kaldes science fiction, og læseren kastes igennem nærmest alle andre tænkelige genrer. Satiriske historier om Gud, klassiske gysere, hård porno, filosofiske samtaler, debatter i noget der ligner essayform og poesi.

ENW skriver jo glimrende og behersker mange former for skrivestil, og de bliver flittigt brugt. Det går endda til tider over i engelsk, tysk, fransk og sågar latin. Sproget er i hvert fald ikke kedeligt, men indholdet forvirrer læseren hele tiden, og det har været en af de sværeste bøger for mig at komme igennem. Det er muligvis også forfatterens hensigt at trække sin læser igennem hele repertoiret, med alt fra at man ikke kan lægge den fra sig til at man har lyst til at rive et par hundrede sider ud, bare for at komme videre.

Måske skal man kende mere til ENW’s forfatterskab for at kunne få mere mening ud af værket end jeg umiddelbart kunne, men ellers er det uanset hvad næppe et værk man glemmer lige foreløbig, hvis man tør angribe de mange sider.
Nu har jeg så læst ENW’s første roman og hans nyeste. Måske på tide at se på det inde i midten, men det bliver ikke lige foreløbig tror jeg.

Impostor

Impostor“Impostor” er en science fiction thriller fra 2002 baseret på en novelle af Philip K. Dick af samme navn. Den har været sendt nogle gange på TV2 Film og bliver sendt igen på torsdag kl. 19.20. I hovedrollen ser vi Gary Sinise, der også blandt andet har spillet i “Mission To Mars”, og gør det ganske godt i rollen som Spence Olham.

Året er 2079 og Jorden er plaget af en invasion af rumvæsener fra Alpha Centauri. Videnskabsmanden Spence Olham bliver beskyldt for at være en robotklon der vil sprænge en kansler i luften, dog uden konkrete beviser. Han bliver taget til fange, men formår at flygte og kæmper derefter for at bevise sin uskyld.
Det bliver altså mest af alt en spændende thriller om en mand der prøver at bevise sin uskyld, mens han har en hær efter sig, hvilket gør den som science fiction film måske halter en smule. Men en ganske flot og nervepirrende film er det da og selvfølgelig med en god uventet slutning, som den slags film skal have, men også gør at den måske ikke er interessant at se flere gange.

Hvad nu hvis…

Denne novellesamling af Diana Juncher fik jeg lyst til at låne efter at have læst i Proxima nr. 83 at det skulle være et dansk eksempel på amerikansk inspireret hård science fiction. Det ved jeg nu ikke helt om jeg er enig i for synes nu mere de havde træk af overnaturlighed end egentlig at være videnskabeligt funderet, men novellerne tager i hvert fald klassiske temaer op, såsom: tidsrejser, første kontakt med rumvæsener, invasion fra rummet, dommedag, kunstig intelligens osv. Det er der i sig selv intet galt i, men det gør desværre at de bliver noget forudsigelige, da mange af ideerne og pointerne er set før. Lidt interessant er det dog at de stort set alle sammen ender galt eller dårligt om man vil, i hvert fald for menneskerne. De slutter ofte meget brat hvor en eller anden grusom åbenbaring slår ned i personerne eller også går hele verden bare under. Novellerne handler typisk også om noget der starter og slutter, og er egentlig meget filosofiske når det kommer til stykket. Men som sagt desværre lidt meget noget man egentlig har hørt før. Det lød måske alt sammen meget negativt, men novellerne er skam fine nok, og da samlingen kun er på 66 sider, er den jo til at overkomme lige at læse, for at få et indblik i hvad der er dansk science fiction derude.