Første historie er hvad jeg vil kalde for en “lige efter bogen”-historie. The Anunnaki Legacy af Bond Elam stiller ret skarpt op med de gode idealistiske forskere på den ene side, og det onde minefirma på den anden. Baggrunden er at mennesket har bevæget sig ud i galaksen og fået kendskab til en gammel race kaldet for Anunnaki der angiveligt skulle have haft en finger med i spillet med oprindelsen af livet på Jorden. På planeten Slag har to unge forskere fundet hvad de mener kan være et gammelt Anunnaki rumskib, men det er et minefirma der har retten til planeten, og de vil selvsagt i gang så hurtigt som muligt. Det fører til en forudsigelig historie med iscenesatte diskussioner om videnskab kontra profit, med en usympatisk skildring af dem fra minefirmaet, og forskerne får selvfølgelig ret til sidst og gjort en epokegørende opdagelse. Forudsigeligt ja, men underholdende nok.

Under “Probability Zero” finder vi Alastair Mayers Light Conversation, der ganske kort handler om en mand der finder en intelligent livsform inde i sit køleskab – og derfor skal lade lampen være tændt.

Space Aliens Taught my Dog to Knit! er som man kan gætte, en temmelig fjollet historie af Jerry Oltion and Elton Elliott. Den tager alle klichéerne fra blandt andet X-Files om regeringens hemmeligholdelse af kontakt med rumvæsener og giver fuld gas. Hollywood er endda også involveret. Det er vist ment som en slags satire, men så sjovt var det altså heller ikke.

Heist af Tracy Canfield mindede mig lidt om Tad Williams’ Otherland-serie. Bill og Opel er venner i et virtuelt online rollespil, men kender ellers intet til hinanden. Bill finder ud af at Opel ikke er hvem han troede, og han bliver pludselig involveret i en kamp for “menneskerettigheder” for kunstige intelligenser. Slet ikke dårligt.

Richard Foss’ At Last the Sun er lidt længe om at fange interessen, og da det bliver rigtig interessant til sidst stopper historien desværre. En gruppe forskere undersøger et sted i havet for forurening, men opdager noget langt mere epokegørende, men idéen bliver som sagt desværre ikke rigtigt ført videre.

A Time for Heroes af Edward M. Lerner er endnu en novelle om en virtuel spilverden. Vi følger Travis der arbejder med at teste AI’er i computerspil, men en dag finder han sig selv i en verden han ikke kan komme ud af igen, og langsomt begynder han at glemme alt om den rigtige verden udenfor. Historien kører på nogle meget velkendte temaer fra science fiction om skellet mellem virkeligheden en kunstig virkelighed, men gør det stadig godt, og med nogle gode twists undervejs.

Postapokalyptiske historier med børn i hovedrollen synes jeg plejer at høre til i Asimov’s, men her finder vi altså Cargo af Michael F. Flynn. I denne ødelagte verden er det forbudt at huske bestemte ting fra fortiden – for eksempel byer og supermarkeder. Det kæmper historiens hovedrolle med. Som sagt, en historie der egentlig burde høre hjemme i Asimov’s, men den indeholder ikke desto mindre nogle interessante idéer til hvordan et samfund vil prøve at håndtere at civilizationen er gået under, og det derfor nok er bedst ikke at tænke for meget på bedre tider.

Sidste historie handler igen om kunstige intelligenser. I Kyle Kirklands Connections bliver det blandet med en mordgåde og en undergrundsgruppe der kæmper mod en omklamrende stat. Der sker givetvis en hel masse her, men pointen går tabt i mængden.

Det er sjældent at debutanter kommer med en kortroman, men det er Gregory Norman Bossert sluppet ganske godt fra med The Union of Soil and Sky der følger en gruppe arkæologer på planeten Aulis, hvor de prøver at grave så meget frem af en gammel civilisationen inden minedriften går i gang. De finder selvfølgelig noget, og der er lidt drama frem og tilbage som der nu skal være. En standard historie med et velkendt forløb, men en god en af slagsen, der viser en kommende forfatter med godt underholdningspotentiale.

Udødelighed er ikke et dødt tema i genren, og Molly Gloss tager den åbenlyse problematik op med Unforseen, hvor det er et forsikringsselskab der afgør om de døde skal vækkes tilbage til live igen. Der er nemlig ufattelig mange undtagelser og regler, at det i praksis kun er yderst sjældne dødsulykker, hvor den afdøde rent faktisk bliver livet op igen. Vi følger Forbes Kipfer, en ansat i dette forsikringsfirma kaldet NewLife, der har en klientsamtale med en hvis mor lige er død i en ulykke. Forfatterens pointe med novellen er ret tydelig fra starten, så der er ikke de store overraskelser undervejs, men den er bestemt værd at læse alligevel.

Eugene Fischers Adrift er en tydelig kommentar til en flygtningeproblematik, hvor folk fra fattige lande bliver lovet at blive smuglet til et vestligt land mod uhyre stor betaling, men de kommer sjældent frem i live. Science fiction delen i historien er næsten ligegyldig, men tre unge flygtninge bliver fundet i en container midt ude på havet. Det viser sig at de har været heldige, fordi den ældste havde leget med lidt elektronik i containeren for at få noget lys, hvilket gjorde at det automatiske transportsystem fejlede, og deres container blev taget ud til manuel inspektion. Var det ikke sket, ville de være døde under turen, der varer langt længere end de var blevet fortalt i Congo hvor de er flygtet fra. Selvom det egentlig er tydeligt at forfatteren har smidt et lille science fiction element ind, bare for at der skulle være et, for at kunne skrive en politisk kritisk historie, så fejler hans evner som forfatter bestemt ikke noget.

Nok den længste novelletitel jeg har set er Tim McDaniels They Laughed at Me in Vienna and Again in Prague, and Then in Belfast, and Don’t Forget Hanoi! But I’ll Show Them! I’ll Show Them All, I Tell You!, der samtidig også er en af de morsomeste historier jeg har læst længe. Vi følger en skingrende vanvittig, men tydeligvis genial, videnskabsmand, der fra 1954 til 2034 præsenterer den ene fantastiske opfindelse efter den anden på the World Science Conference, men publikum griner bare af ham, for det er ikke helt tydeligt om hans opfindelser faktisk virker eller ej. Den bør man altså læse hvis man kan komme til det!

Nummerets anden kortroman, Mindband af Pamela Sargent, fangede desværre ikke rigtig min interesse. Chris Szekely vender tilbage til byen Hannaford, hvor for nogle år siden en bro kollapsede under en demonstration, hvor hun var med, men overlevede. Hun er overbevist om at det mystiske firma MindData Associates havde et ansvar for ulykken. Bygget op som en science thriller med stærke personbeskrivelser, men jeg fandt historien langsommelig og uinteressant i længden.

Malick Pan af Sara Genge er lidt i samme stil som et par andre historier hun har skrevet til bladet, om børn eller unge i en post-apokalyptisk verden. Novellen er også en tydelig reference til Peter Pan, ikke blot fordi hovedpersonen er en dreng der hedder Pan, men fordi han ikke vil vokse op. Her er forklaringen dog at han har nanorobotter i sig der faktisk sørger for at han ikke vokser, fordi i den verden han lever i, er det bedre at være lille.

Jeg har svært ved at kalde Barry B. Longyears Alten Kameraden for alternate history, selvom den foregår i slutningen af anden verdenskrig, hvor sniperen Kurt Wolff – der betegnes som gammel soldaterkammerat med Adolf Hitler fra første verdenskrig – sættes til at reparere en ventilator i Hitlers bunker. Vi er mere ovre i almindelig historisk fiktion, for der kommer ikke nogen alternativ historie ud af det. Ikke nogen dårlig historie som sådan, jeg er bare personligt snart træt af historier om anden verdenskrig.

I Robert Reeds Pretty to Think So følger vi en familie hvor faderen må fortælle sin søn at de skal Disneyland midt om natten, fordi han ikke kan fortælle at præsidenten lige har sagt på tv at en dommedagsmeteor falder ned ud for USAs østkyst om få timer, og folk rådes til at flygte. Historien skifter dog til nogle astronomer og det bliver klart at det med meteoren blot er et cover for noget ganske andet. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle mene om denne historie. På den ene side rummer den nogle fede overraskende idéer, men samtidig er historien meget kort og kunne være en skitse til noget der burde være længere og mere fyldestgørende.

Sidste kortroman, Jackie’s-Boy af Steven Popkes, er en meget speciel historie. Ligesom i Sara Genges historie følger vi en dreng i en post-apokalyptisk verden. Det antydes at en dræbende virus har dræbt det meste af klodens befolkning. Drengen bliver venner med den talende elefant Jackie og drager sammen med hende ud af zooen og ud af byen, i håb om at finde et sted hvor Jackie kan leve med sin kommende unge. De kommer ud for mange farer og bliver gode venner undervejs. Bortset fra baggrunden med en ødelagt verden, kunne det lyde som en Disney-historie, men der er gode science fiction idéer i og historien er både velfortalt og brutal, og altså alt andet end børnevenlig.

Første historie, Stone Wall Truth af Caroline M. Yoachim, er en ret så makaber fantasy historie om Njeri, der har den opgave at skære folk op for at de kan hænge på en speciel mur som straf, og så senere tage dem ned igen og sy dem sammen. Denne mystiske væg viser de mørkeste hemmeligheder i dem der hænger der. En dag begynder Njeri at stille etiske spørgsmålstegn til det hun laver, hvilket resulterer i hun selv kommer op at hænge. Meget dyster, og egentlig ganske god historie, men den hører nu egentlig mere hjemme i Fantasy & Science Fiction.

Næste historie, Dead Air af Damien Broderick, introduceres som en hyldest til Philip K. Dick og det kan være man skal være fan af hans noveller, for at værdsætte denne novelle. Verden er blevet dyster og farlig, hvor Solens stråler er blevet så farlige at kun en solskærm i kredsløb om Jorden beskytter folk. Fjernsynet er fyldt med billeder af angiveligt døde personer der råber om hjælp. Meget sært alt sammen, men typisk Broderick.

The Woman Who Waited Forever af Bruce McAllister er en af de genreløse historier jeg ikke synes hører hjemme i bladet, men dog værd at læse færdig. Vi følger et par unge drenge der under lidt for vild leg med bue og pil, kommer til at såre en af deres kammerater. De får hjælp fra en mystisk kvinde i ruinerne af et gammelt hospital. Noget langtrukken og uden egentlig pointe.

The Bold Explorer in the Place Beyond af David Erik Nelso er en kort vild historie om en modig blæksprutte der vil udforske landjorden, fortalt af en gammel drukkenbolt. Selvsagt er historien noget sær.

Aliette de Bodards The Wind-Blown Man forestiller sig en fjern fremtidsverden hvor mennesker har mulighed for at transcendere fysisk og meta-fysisk til et “højere” stadie. Normalt kommer folk ikke tilbage til Jorden igen efter det, men her vender en mand altså tilbage og det er et mysterie hvorfor. En af den type historier hvor man har det indtryk, at det mere er forfatteren der er i centrum og ikke læseren.

Afslutningsvis fortsætter Stephen Baxter sin alternate history om en invasion fra rummet i starten af 1800-tallet. The Ice Line er en fortsættelse af The Ice War fra septembernummeret i 2008 og finder sted 85 år efter begivenhederne deri. I det her univers har Napoleon invaderet de forenede stater og har nu sat kurs mod England. Det hele bliver selvfølgelig mere kompliceret da den engelske flåde også vil angribe rumvæsener på Mars. På papiret lyder det godt, men Baxter er altså desværre blevet umådeligt kedelig at læse efter han kastede sig over disse historiske værker. Det fortaber sig i navne, historiske steder og begivenheder.

Der er ikke meget julehygge over A Lovely Little Christmas Fire af Jeff Carlson. Kunstigt skabte meget ødelæggende termitter hærger i USA, og Julie og William, agenter fra Department of Fish, Wildlife and Parks, prøver at finde ud af hvad der foregår. Omfanget af historien er nok lidt for stort til en novelle, men den var nu meget underholdende.

Sara Genge beskriver i As Women Fight en kultur hvor ægtepar skifter krop og køn på jævnlig basis. Hvem der skal blive hvad afgøres af en årlig kamp af en slags. Novellen handler selvfølgelig om en situation hvor alt ikke går som det plejer, men det bliver aldrig rigtig interessant eller noget der bringer noget nyt til den del af genren der eksperimenter med køn.

Animus Rights af John Shirley er en lidt mere fjollet historie, hvori det viser sig at en række krige igennem vores historie i virkeligheden har været styret af to rivaliserende rumvæsener, der har besat mennesker. Men nu er der tilsyneladende en ukendt tredje part der blander sig. Ikke en revolutionerende ide, men godt fortalt.

Nick Wolven leverer en dystopisk historie i Angie’ Errand, om Angie der lever sammen med sin søskende i et træhus. De prøver at få tingene til at gå, men det er ikke så nemt. En nedtrykkende post-apokalyptisk novelle som der er skrevet så mange af før.

Leaving the Station af Jim Aikin er noget underligt noget om Joan som mener hun har set spøgelser hele livet. Hun har prøvet ikke at lade sig påvirke af det, men da hun arver en gammel antikshop, er det ikke så nemt mere. Man får da lyst til at vende siderne, men plottet var som sådan ikke sindsoprivende.

Benjamin Crowell står bag novellen med den lange titel A Large Bucket, and Accidental Godlike Mastery of Spacetime, der som titlen nok lidt antyder, er let humoristisk science fiction. Sidi bliver mere eller mindre tilfældigt udpeget til at repræsentere hele menneskeheden på den Galaktiske Civilisations Bus, som netop er på vej gennem denne del af Mælkevejen. Der sker selvfølgelig en masse sproglige og kulturelle misforståelser.

Mike Resnick giver nyt liv til Frankenstein-historien med The Bride of Frankenstein, der giver en helt anden vinkel på Victor Frankensteins videnskabelige eksperiment, for hans kone er mildest talt ikke begejstret for det omvandrende kadaver. Jeg plejer at kritisere Mike Resnicks for hans følelsesladede sentimentale pladder, hvilket man heller ikke helt slipper for her, men det fungerer faktisk og har en lille undertone af humor.

Brian Stablefords Some Like It Hot er meget teksttung og egentlig også temmelig kedelig. Den globale opvarmning har slået til og vi følger Kelemen og Gerda der har hvert deres synspunkt. Den ene vil forsøge at bremse den globale opvarmning, den anden vil omfavne det og vende det til noget positivt. For så vidt et interessant udgangspunkt, men når novellen består af lange videnskabelige udredninger og diskussioner mellem de to, og så godt som ingen handling, bliver det frygteligt kedsommeligt.

Neil Gaiman har brugt en interessant form til sin novelle Orange, da den udelukkende består af svarene i et interview, spørgsmålene er der ikke. Den interviewede er en teenagepige og interviewet handler om hendes noget specielle søster, der er blevet helt manisk med at gøre hendes hud helt orange, hvilket selvfølgelig gemmer på en endnu mere interessant historie. Meget original historie fra Gaiman der jo ellers er mest kendt for fantasy.
Et godt eksempel på en semidystopisk historie er Pump Six af Paolo Bacigalupi. Alvarez arbejder som tekniker/mekaniker ved byens store kloakrensningsanlæg. Han har i flere år altid kunne udbedre de fejl der har opstået, men en dag begynder pumpe seks virkelig at skabe problemer. Anlægget er over 100 år gammelt og da han i sin søgen efter problemet kommer helt ned til de gamle styringskonsoller, ser han årtier gamle fejlbeskeder om manglende udskiftninger og vedligeholdelse. Byen er afhængig af anlægget, men nye reservedele er ikke til at få længere. Det er egentlig ikke så meget Alvarezs tekniske problemer der er interessante, men den øvrige verden det finder sted i. Den er plaget af miljøproblemer af en eller anden art, folk lider af udslæt og barnløshed, og tilsyneladende bliver de yngre generationer mindre og mindre intelligente. En dyster fremtid, men ikke katastrofal som sådan og ikke med en enkelt årsag. Det fungerer glimrende og er klart en af samlingens bedste historier.
I Year's Best SF 12 fik vi Cory Doctorows When Sysadmins Ruled the Earth, og det er lidt samme tema i The Things That Make Me Weak and Strange Get Engineered Away. Doctorow beskriver et fremtidens New York underlagt massiv overvågning, hvor computernørder bogstaveligt talt lever et isoleret liv og aldrig kommer udenfor i hvad der kaldes for the Order. Her analyserer de endeløse datastrømme for anomalier og rapporterer dem videre. Novellen følger Lawrence fra the Order, der finder 68 mistænkelige bytes i en datastrøm. Han får opgaven at undersøge det nærmere og det bringer ham ud i den virkelige verden blandt New Yorkere. At Doctorow er meget kritisk overfor overvågning er ikke noget nyt, men hans historie er ikke prædikende eller sort/hvid. Historien er også spændende og Lawrence en interessant figur.
En historie som The House Left Empty af Robert Reed viser en anden dyster fremtidsversion, men her er det manglen på teknologi der er problemet. Det er ikke nærmere specificeret, men USA har været ramt af en krig hvor der blev brugt EPG-våben, hvilket har ødelagt den digitale infrastruktur og information er slet ikke så nemt tilgængeligt længere. Det er dog ikke det novellen direkte handler om, men derimod om en fragtmand der prøver at levere en mystisk pakke til et forladt hus. Naboerne bliver interesserede og får lokket pakke fra fragtmanden. Pakken viser sig at indeholde et lille kompakt rumskib og de to naboer prøver at finde pakkens rette ejermand, som vist nok var fysiker. Ligesom Pump Six er det en historie der ser lyspunkter i en ellers ødelagt verden.
I en helt anden boldgade finder vi Alastair Reynolds Fury. Det er velkendt Reynolds hvor især enorme tidsperspektiver dominerer. I en fjern fremtid bliver kejseren snigmyrdet. Det var dog kun hans avatarkrop, så han er ikke rigtig død, men hans personlige sikkerhedsrådgiver skal alligevel selvfølgelig finde frem til morderen. Dette gør at han opdager nogle ting som sin egen og kejserens fortid, der stiller ham i et svært dilemma. Historien er ikke så spændende skrevet som den kunne være, da det meste består af at morderen fortæller det hele, men plottet holder stadig.
Derudover skal det også nævnes af sidste års Hugo-vinder i novellekatagorien, Ted Chiangs Exhalation som jeg tidligere har omtalt, også er med i samlingen.

Alt i alt en glimrende opsamling med mange forskellige historier, med flere knapt så behagelige fremtidsversioner og færre rumvæsener og hard sf.

I en ikke specificeret fremtid er Solen ved at dø ud før sin tid. Temperaturen stiger så meget, at menneskeheden må flygte fra Jorden og bosætte sig på Jupiters måne, Europa – der som følge af Solens temperaturstigning nu har flydende vand. Men det bliver også kun midlertidigt, for Europa er ikke bæredygtig i det lange løb, så et gigantisk koloniseringsrumskib bygges, for at godt en halv million mennesker kan sætte kurs mod et fjernt stjernesystem, i håb om at en ny civilisation kan bygges op der, et par generationer ude i fremtiden. Der er bare flere mennesker på Europa end der er plads til på skibet, så en ubehagelig udvælgelsesprocedure må til.
Romanen følger Ben og hans datter Helene. De flytter til hovedstaden på Europa, Villeneuve, da rumskibet er ved at være klar, i håb om at gøre sig fortjent til en plads om bord. Det lykkedes og alt ser godt ud på rejsens begyndelse. Der er rolige forhold på rumskibet, en ansvarlig ledelse, en biosfære der sikrer madforsyning til rejsens mange år og generelt mere luksus end de havde adgang til før. Det holder dog kun kort, for biosfæren begynder at dø langsomt ud, uden nogen ved hvorfor. Derfor skæres der kraftigt ned i madrationerne, men selv det er ikke nok og endnu engang tvinges man ud i, at skulle henrette folk for at resten kan leve videre.

Grøndahl fortæller altså en historie om hvordan et samfund kan bryde totalt sammen, selv under de bedste intentioner og forberedelser fra styret, hvis der sker uforudsete hændelser. Det er en dyster roman uden meget håb undervejs, men Grøndahl skriver alligevel det hele på en måde der viser en ro over forløbet, hvor personerne accepterer den håbløse situation de er i. Selvom der er katastrofe på katastrofe, bliver det aldrig hektisk eller voldsomt, hvilket får det til at virke meget stærkere.
Efter nutidens standarder, er den med sine 232 sider en bog med meget dybde og indhold, uden at den fortaber sig i tekniske detaljer.

Historien er for så vidt ret enkel. I en ikke nærmere specificeret post-apokalyptisk verden, hvor både jorden og himlen er dækket af aske, kæmper en far og en søn for deres egen overlevelse, ved at vandre på en vej i Amerika, i håb om at komme sydpå til havet. Stort set alt liv er udslettet og de få andre mennesker de støder på, er ligeså desperate i deres egen kamp for overlevelse, at de udgør en trussel. McCarthy har skåret ind til benet hvad angår sproget i sin fortælling. Ingen kapitler og ingen skildring mellem dialog og fortælling. Dialogen mellem far og søn består af enkelte ord og korte sætninger. Det er en barsk historie, hvor hårde valg må træffes for at overleve, også selvom det betyder andres død. Der er ingen mellemvej. Det er især dette der bliver romanens gennemgående tema i forholdet mellem far og søn, da faderen prøver at beskytte drengen mod disse grusomheder, men heller ikke vil lyve for ham.
Det er altså ikke science fiction med store bogstaver, da den dystopiske ramme aldrig bliver nærmere forklaret, men det gør ikke noget, da det fungerer godt til barske overlevelseshistorie om at se døden i øjnene, som han vil fortælle.

Det er ikke en bog man glemmer så let. Forholdet mellem far og søn virker stærkt, uden at det bliver følelsesporno, og intet er forsøgt pakket ind i vat – tværtimod. Det enkle sprog og den simple historie fungerer godt, for man har ikke brug for mere information om hvad der dog er sket med verden, for det er ligegyldigt når alt handler om overlevelse til næste dag. Men fascinationen af dette falmer dog lidt efter den første halvdel af bogen, hvor man derefter blot venter på en eller anden form for forløsning eller slutning, og når den så kommer, er den desværre en smule skuffende og bryder lidt med den fortvivlelse og håbløshed, jeg synes resten af bogen ligger op til.

Man behøver vel næppe anbefale bogen mere end den allerede er blevet af store priser og utallige rosende anmeldelser.

Efter en ubestemt kaostid er verden gået tilbage til mere primitive livsformer i tæt samspil med naturen. Romanen følger et lille samfund i Dalien, hvor man lever fredeligt og solidarisk med hinanden og naturen. Men de lider af fertilitetsproblemer. Næsten ingen børn kommer til verden af naturlig vej, så man forsøger sig med kunstig befrugtning af gammel nedfrossen sæd, men selv det skaber ofte vanskabte eller dødfødte børn. Oveni det er der også problemer med høsten, så sultproblemer trænger sig også på.
I håb om at redde fremtiden, må en ung pige – Arina – rejse tilbage til nutidens København, for at finde et specielt barn – Dalia. Hun havner først på et børnehjem, men flygter efter kort tid og finder sammen med en gadedreng ved navn Chris. Sammen med ham oplever hun dagens Danmark og finder det meget besynderligt, og viser dermed forfatterens kommentar til vores samfund. Det er om noget en roman der ikke handler om fremtiden, men om nutiden.

Helga Berg skriver i jeg-formen gennem hele romanen, med skiftende vinkel fra Arinas mor Fry, der er den egentlige fortæller af historien, og Arina selv. Hun skriver et flot og følelsesladet sprog, som jeg i starten syntes ganske godt om, men efterhånden blev jeg simpelthen kørt træt. Når vinklen er hos Arina i nutidens København, sker alting meget hastigt – der handles og tænkes mindre, mens med Fry bliver det lange tankestrømme og utallige spørgsmål om hende selv og samfundet. Denne skildring skal naturligvis afspejle tempoet i de to forskellige tiders samfund, men Frys tanker fyldte simpelthen for meget i romanen som helhed.
Historien er også meget moderne i den forstand, at der leges med genrebrud, selvom grundlaget klart er science fiction. Dystopisk fremtid, fertilitetsproblemer som videnskabsmænd forsøger at løse og et rumfartsprojekt er blot nogle af elementerne i romanen, men selve tidsrejsen forklares ikke rigtigt, og folkene i Dalien, og især Arina, besidder særlige telepatiske kræfter. Efter min mening, bliver der blandet for meget “hokus-pokus” ind i en science fiction fortælling, er det blot fantasy, og Næsten ånder i mørket er lidt på kanten.

Målgruppen skal nok findes lidt udenfor de hårde science fiction læsere, men den bør nu roses for at være en rigtig “dansk” science fiction roman, der på ingen måde imiterer den amerikanske form.

Filmen er blevet kritiseret fra flere kanter. Blandt andet for at forsvare terrorisme og sætte kristendom i et dårligt lys. Men hele handlingen og den dramatiske revolution skal nok ses mere symbolsk end egentlig realistisk. Handlingen vil ret åbenlyst for os til at tænke over det scenarie, hvor det er regeringer der står bag terrorangreb for at have en grund til at indføre deres anti-terroristiske politik der giver staten mere magt over borgerne. Konspirationsteorierne omkring 11 september er vel oplagte at tænke på her. Alan Moore, der har skrevet den tegneserie som filmen er bygget på, har i et interview givet udtryk for, at han ikke synes om denne amerikaniserede fordrejning. Hans historie handlede om anarki og fascisme i England!
Uanset hvad man vil ligge i filmens politiske overtoner og synlige symbolik, så er det ikke desto en fremragende film. Skuespillet og karakteropbygningen er glimrende, handlingen skrider let og medrivende frem, og filmens visuelle side er passende effektfuld, uden at være overdrevet.

Året er sat til 632 A.F (en tidsregning fastsat efter året hvor bilen Ford Model T blev sendt på gaden) og folk er lykkelige. Befolkningen består af fem grupper der alle er “dyrket” til bestemte opgaver i samfundet og er lykkelige for hvem de er. Der Alphas, Betas, Gammas, Deltas, og Epsilons, hvor Alphas er de højest rangerede og så dernedefter. Børn fødes ikke af naturlig vej, traditionel religion eksisterer ikke og alle lever “lykkeligt” sammen i en forbrugsfest af især sex og stoffet “soma” (en form for lykkebringende middel). Der er dog stadig reservater uden for storbyen hvor folk stadig lever “normalt”. De kaldes “savages” og dem møder den lettere specielle Alpha, Bernard Marx, på en tur ud til reservatet for at imponere en pige. Han ender med at tage en af disse “savages” med tilbage og opnår enorm stjernestatus på dette. På den måde bliver samfundets opbygning og værdier sat op imod den form vi kender.

Jeg blev positivt overrasket over denne ellers 75 år gamle roman. Havde lidt forventet et tungt svært tilgængeligt kedeligt værk, men den var nu ganske fornøjelig og morsom med de bizarre forbrugsidealer og de åbenlyse satiriske henvisninger til kendte historiske navne som Lenin, Marx, Trotsky og Napoleon. Og selvfølgelig også interessant for at være på forkant med ideer om kloning og gensplejsning, og i det hele taget det at skabe lykkelige samfund via kontrol og manipulation. Jeg foretrækker klart den måde nyere værker inddrager disse ideer på, ved fx at have en enkelt planet i et større univers der er indrettet sådan, men man skal jo også have med hvor det hele startede.
Så stadig god læsning, og ikke kun for dens historiske vigtighed.