Dette dobbeltnummer rummer både kedelige langsomme historier og nogen der vækker højlydt latter. Dobbeltnumre plejer at give plads til kortromaner og dem er der hele tre af. Brian Bieniowski har lånt redaktørspalten til at skrive om b-sider på gamle plader og relaterer det til science fictions betydning og Robert Silverberg kommer med anden del af sin artikel om “showing and telling”.

Det er sjældent at debutanter kommer med en kortroman, men det er Gregory Norman Bossert sluppet ganske godt fra med The Union of Soil and Sky der følger en gruppe arkæologer på planeten Aulis, hvor de prøver at grave så meget frem af en gammel civilisationen inden minedriften går i gang. De finder selvfølgelig noget, og der er lidt drama frem og tilbage som der nu skal være. En standard historie med et velkendt forløb, men en god en af slagsen, der viser en kommende forfatter med godt underholdningspotentiale.

Udødelighed er ikke et dødt tema i genren, og Molly Gloss tager den åbenlyse problematik op med Unforseen, hvor det er et forsikringsselskab der afgør om de døde skal vækkes tilbage til live igen. Der er nemlig ufattelig mange undtagelser og regler, at det i praksis kun er yderst sjældne dødsulykker, hvor den afdøde rent faktisk bliver livet op igen. Vi følger Forbes Kipfer, en ansat i dette forsikringsfirma kaldet NewLife, der har en klientsamtale med en hvis mor lige er død i en ulykke. Forfatterens pointe med novellen er ret tydelig fra starten, så der er ikke de store overraskelser undervejs, men den er bestemt værd at læse alligevel.

Eugene Fischers Adrift er en tydelig kommentar til en flygtningeproblematik, hvor folk fra fattige lande bliver lovet at blive smuglet til et vestligt land mod uhyre stor betaling, men de kommer sjældent frem i live. Science fiction delen i historien er næsten ligegyldig, men tre unge flygtninge bliver fundet i en container midt ude på havet. Det viser sig at de har været heldige, fordi den ældste havde leget med lidt elektronik i containeren for at få noget lys, hvilket gjorde at det automatiske transportsystem fejlede, og deres container blev taget ud til manuel inspektion. Var det ikke sket, ville de være døde under turen, der varer langt længere end de var blevet fortalt i Congo hvor de er flygtet fra. Selvom det egentlig er tydeligt at forfatteren har smidt et lille science fiction element ind, bare for at der skulle være et, for at kunne skrive en politisk kritisk historie, så fejler hans evner som forfatter bestemt ikke noget.

Nok den længste novelletitel jeg har set er Tim McDaniels They Laughed at Me in Vienna and Again in Prague, and Then in Belfast, and Don’t Forget Hanoi! But I’ll Show Them! I’ll Show Them All, I Tell You!, der samtidig også er en af de morsomeste historier jeg har læst længe. Vi følger en skingrende vanvittig, men tydeligvis genial, videnskabsmand, der fra 1954 til 2034 præsenterer den ene fantastiske opfindelse efter den anden på the World Science Conference, men publikum griner bare af ham, for det er ikke helt tydeligt om hans opfindelser faktisk virker eller ej. Den bør man altså læse hvis man kan komme til det!

Nummerets anden kortroman, Mindband af Pamela Sargent, fangede desværre ikke rigtig min interesse. Chris Szekely vender tilbage til byen Hannaford, hvor for nogle år siden en bro kollapsede under en demonstration, hvor hun var med, men overlevede. Hun er overbevist om at det mystiske firma MindData Associates havde et ansvar for ulykken. Bygget op som en science thriller med stærke personbeskrivelser, men jeg fandt historien langsommelig og uinteressant i længden.

Malick Pan af Sara Genge er lidt i samme stil som et par andre historier hun har skrevet til bladet, om børn eller unge i en post-apokalyptisk verden. Novellen er også en tydelig reference til Peter Pan, ikke blot fordi hovedpersonen er en dreng der hedder Pan, men fordi han ikke vil vokse op. Her er forklaringen dog at han har nanorobotter i sig der faktisk sørger for at han ikke vokser, fordi i den verden han lever i, er det bedre at være lille.

Jeg har svært ved at kalde Barry B. Longyears Alten Kameraden for alternate history, selvom den foregår i slutningen af anden verdenskrig, hvor sniperen Kurt Wolff – der betegnes som gammel soldaterkammerat med Adolf Hitler fra første verdenskrig – sættes til at reparere en ventilator i Hitlers bunker. Vi er mere ovre i almindelig historisk fiktion, for der kommer ikke nogen alternativ historie ud af det. Ikke nogen dårlig historie som sådan, jeg er bare personligt snart træt af historier om anden verdenskrig.

I Robert Reeds Pretty to Think So følger vi en familie hvor faderen må fortælle sin søn at de skal Disneyland midt om natten, fordi han ikke kan fortælle at præsidenten lige har sagt på tv at en dommedagsmeteor falder ned ud for USAs østkyst om få timer, og folk rådes til at flygte. Historien skifter dog til nogle astronomer og det bliver klart at det med meteoren blot er et cover for noget ganske andet. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle mene om denne historie. På den ene side rummer den nogle fede overraskende idéer, men samtidig er historien meget kort og kunne være en skitse til noget der burde være længere og mere fyldestgørende.

Sidste kortroman, Jackie’s-Boy af Steven Popkes, er en meget speciel historie. Ligesom i Sara Genges historie følger vi en dreng i en post-apokalyptisk verden. Det antydes at en dræbende virus har dræbt det meste af klodens befolkning. Drengen bliver venner med den talende elefant Jackie og drager sammen med hende ud af zooen og ud af byen, i håb om at finde et sted hvor Jackie kan leve med sin kommende unge. De kommer ud for mange farer og bliver gode venner undervejs. Bortset fra baggrunden med en ødelagt verden, kunne det lyde som en Disney-historie, men der er gode science fiction idéer i og historien er både velfortalt og brutal, og altså alt andet end børnevenlig.