Year’s Best SF 15

David G. Hartwell har nu femten år i træk samlet et udvalg af årets bedste science fiction noveller. Og i ni år har han gjort det i selskab med Kathryn Cramer. Man går sjældent galt med sådanne samlinger, da der unægteligt er tale om kvalitetshistorier, også selvom man måtte have masser af meninger om hvilke historier der også burde have været med osv. Jeg finder dette års udvalg mere opløftende end de to forrige, som var meget præg af dystopi, dommedag og tragedie.

Det plejer at være de første historier i samlingen der er blandt de bedste. Det synes jeg ikke det var denne gang dog. Man skal et stykke ind før man finder fx Erosion af Ian Creasey (omtalt i Asimov's, October/November 2009) og The Island af Peter Watts – der netop i dag har vundet en Hugo for den historie. En fantastisk novelle om en levende intelligent Dyson Sphere. En anden interessant novelle er Brian Stablefords The Highway Code, om en intelligent automatisk fragtlastbil med et sæt regler ikke fjernt fra Asimov’s tre robotlove, kun lidt modificeret til det at fragte varer. En titel som On the Destruction of Copenhagen by the War Machines of the Merfolk vækker lidt opsigt. Den bizarre historie er skrevet af Peter M. Ball og fænger desværre ikke rigtig, og minder mest om monsterfantasy.

Som nævnt er der flere humoristiske historier og færre dystopiske fremtidsscenarier i år. Man siger jo at der skrives dystopisk i opgangstider og optimistiske historier i krisetider, så måske har den globale økonomiske situation sat sit præg hos forfatterne. Det gør hverken novellerne dårligere eller bedre, men samlingen får som helhed en anden stemning.

Ringworld

RingworldDenne klassiker fra 1970 af Larry Niven vandt både en Hugo og Nebula award for bedste roman og dens ideer er da også skelsættende.

Romanens omgivelser er sat til en fremtid en små 1000 år ude i fremtiden, hvor mennesker lever længe, har skabt kontakt med mange andre civilisationer i mælkevejen og har opnået højt avanceret teknologi. Niven bruger dog ikke meget tid på denne rammefortælling, men handlingen hopper direkte ned i hovedpersonens, Louis Wu, 200 års fødselsdag. Han keder sig dog til sin egen fest og ender med at forlade den, hvor han bliver opsøgt af Nessus fra den avancerede race Puppeteers, med et forslag om at rejse med ham på en ikke nærmere specificeret mission. Louis Wu er nem at overtale og de skal bagefter finde to besætningsmedlemmer mere. Det ender med at de får en Kzin – et intelligent rovdyr – med der kalder sig Speaker-to-Animals og en ung meget heldig menneskekvinde – Teela Brown.
Det viser sig at the Puppeteers lider af pladsmangel på deres planeter grundet en stor befolkningstilvækst og har derfor lavet rumskibe på størrelse med planeter, som de håber at kunne bruge til en massiv kolonisering et andet sted i galaksen. Her kommer Ringworld ind i billedet, som det viser sig at missionen går til. Den kan bedst beskrives som en Dysons Sphere kun med ækvatordelen, altså en stor ring rundt om en stjerne der giver et beboeligt areal på mange millioner jordkloder. De fire hovedpersoner kommer frem til denne ringverden og finder den umiddelbart mærkeligt ubeboet. Her leder ens tanker lidt hen på Rendewouz with Rama, dog uden øvrig lighed. Herfra er det svært at gengive handlingen, som mere kommer til at handle om de fire hovedpersoner og mindre om en egentlig udforskning af denne ringverdenen. Bogen ender med at have skabt langt flere spørgsmål om denne verden end svar, hvilket vel leder naturligt hen på efterfølgeren The Ringworld Engineers.

Man må blive imponeret over hvor mange store ideer Niven har kunne få ned på under 300 sider og at han kan tænke ligeså stort som nyere forfattere, uden at bruge flere tusind sider. Historien skrider hurtigt frem uden nogen pauser og skrevet med en sær underspillet form for humor der griber en som læser. Nivens skrivestil kan virke lidt rodet og uforståelig til tider og ideerne hopper ud af mange tangenter der aldrig bliver afsluttet, hvilket efter min mening gjorde den lidt usammenhængende som fortælling. Hans store ideer om flyvende planeter og den gigantiske ringverdenen er fascinerende og godt underbygget, men den store sammenhæng er svær at se. Måske giver det mere mening hvis man læser mere fra hans “known space” univers, for der er mange referencer til tidligere krige, fremtidige trusler om mælkevejens undergang og meget andet der ikke kommer afklaring på.
Men den er stadig værd at læse, selvom den er snart 40 år gammel.

Year’s Best SF 11

Years Best SF 11“Year’s Best SF” er en årlig antologi redigeret af David G. Hartwell og Kathryn Cramer, der samler et udvalg af hvad de kalder de bedste science fiction noveller fra et år. Denne ellevte udgave samler 31 noveller fra år 2005. Jeg er lidt bagud, for nummer 12 med noveller fra 2006 er udkommet.

Med så mange noveller fra forskellige forfattere, er det ikke til at lave en generel sammenfatning, så jeg dykker blot lidt i et par ting der faldt i øjnene.

De mange korte noveller fra bladet Nature er mest af alt præsentationer af ideer, uden den store historie knyttet til, men det giver god variation i samlingen som helhed. Blandt dem er den morsomme Ram Shift Phase 2 af Greg Bear værd at fremhæve. Det er en robot der anmelder en roman skrevet af en anden robot.

En del af novellerne handler på en eller anden måde om biologisk modificering af mennesker. Flere med dyr, som rotter og hunde, der er gjort menneskelige. Blandt andet When the Great Days Came af Gardner R. Dozois, om verdens undergang set fra en rottes perspektiv. Mason’s Rats af Neal Asher, der handler om nogle ganske krigeriske rotter. James Patrick Kellys The Edge of Nowhere der handler om hunde der besøger et bibliotek.

Noget entydigt omkring udvalget af noveller er svært at sige, men de fleste er med rimelige traditionelle temaer og uden de store ekserimenter i form og indhold, og med en vægt på “hard sf.” Ikke nogen kritik som sådan, men det er klart at denne antologiserie har et bestemt fokus i type af noveller de udvælger.

De bedste noveller synes jeg kommer til sidst i samlingen, hvor de også er lidt længere. Stephen Baxters Lakes of Light om en slags Dyson Sphere, har gjort mig interesseret i hans Xeelee-serie. Eller Alastair Reynolds Beyond the Aquila Rift, der formår at få den samme big-scale fornemmelse fra hans store space opera romaner, ned i novelleform.
Jeg må også fremhæve Second Person, Present Tense af Daryl Gregory. Et rørende psykologisk drama om en pige der prøver at finde sig selv igen, efter hun har mistet sin personlighed som følge af en overdosis af et narkotisk stof.

Om det er årets bedste noveller fra 2005 skal jeg ikke kunne sige, men til prisen får man i den grad en god samling noveller af fin kvalitet. Kan bestemt anbefales hvis man ikke abonnerer på de mange magasiner, hvor novellerne oprindeligt er blevet trykt.

En komplet liste over novellerne i denne antologi er at finde her.

Pandora’s Star

Pandora's StarDet er gået noget langsommere med læsningen efter studiet startede igen og det bliver ikke bedre når det er en bog af Peter F. Hamilton man prøver at komme igennem, da han jo er yderst kendt for at skrive murstensbøger på godt over 1000 sider. Men nu er jeg altså blevet færdig med Pandora’s Star som er første del i The Commonwealth Saga hvor anden og afsluttende del hedder Judas Unchained. Det er ligesom The Night’s Dawn Trilogy (NDT) space opera i stor stil med et væld af personer med hver deres små sidehistorier og en fremtidsverden hvor menneskeheden har koloniseret adskillige stjernesystemer, og jeg kommer til at sammenligne en del med NDT her i indlægget. Selvfølgelig bør et værk dømmes på sine egne præmisser og ikke op imod et andet, men grundet de mange ligheder er det en god referenceramme.

Pandora’s Star finder sted i samme univers som (den efter min mening temmelig ringe) Misspent Youth nogle hundrede år efter, men der er ingen umiddelbar grund til at læse den først, da den kun giver lidt mere information om den behandling der gør at folk kan leve evigt. Menneskeheden har koloniseret flere hundrede planeter som alle er forbundet i et netværk af ormehuller der gør rejser mellem planeterne øjeblikkelig. Samfundet er generelt roligt og stabilt, hvor folk nyder godt af at kunne blive gjort unge igen så snart de er ved at blive for gamle, og dermed i praksis leve så længe de vil. En dag opdager en astronom at en stjerne pludslig bare forsvinder på en brøkdel af et sekund og dermed udelukker muligheden for en evt. supernova, hvorefter teorier om at et slags kraftfelt er blevet sat til omkring stjernen og så søsættes et projekt til at bygge et rumskib der kan flyve hurtigere end lyset til at rejse de over 600 lysår for at undersøge sagen. Teorierne går på at enten er kraftfeltet bygget for at holde nogen indespærret i solsystemet eller at det er bygget som et forsvar. Det viser sig at være det første og under mystiske omstændigheder bliver væsenerne i systemet sluppet fri, hvor de nærmest øjeblikket indleder et massivt angreb på menneskenes planeter i et rent blodbad. Dermed synes jeg det ligner NDT en del hvor resten af historien umiddelbart kommer til at være en kamp for menneskeracens overlevelse, men hvor det i NDT var os selv der var truslen, er det nu en ydre trussel.
Trods disse ligheder får Hamilton dog en spændende ekstra vinkel ved at inddrage en konspirationsteori i plottet, med en gruppe der kalder sig The Guardians Of Selfhood der mener at menneskeheden bliver styret af et rumvæsen kaldet The Starflyer og at den også har planlagt dette angreb. I starten bliver det fremstillet som en temmelig langt ude konspirationsteori, men som historien skrider frem er der flere og flere ting der virker underlige, og konspirationsteorien bliver taget mere og mere seriøst blandt bogens hovedpersoner.
Men for at vænne tilbage til sammenligningen med NDT, så har Pandora’s Star også en større samling hovedpersoner og bifigurer, der alle sammen har hver deres lille del i det store plot og som historien skrider frem begynder disse at flette sammen. Listen over disse personer foran i bogen bliver yderst behjælpelig, og med hele 43 listede personer er det vel ikke overraskende at det kan blive temmelig komplekst til tider. Dog er det færre end i NDT og det gik også noget hurtigere med at kunne se sammenhængen i alle sidehistorierne. I NDT er der også en klar helterolle med Joshua Calvert, hvilket der ikke rigtigt er i Pandora’s Star. Der er selvfølgelig en række hovedpersoner der hver især har lagt grobund for at kunne udrette noget stort, men det er ikke en enkeltmandsmission.

Hamiltons skrivestil er som man kender den og han skriver selvfølgelig stadig glimrende, omend jeg synes det er ved at ligne noget der er nærmest formaliseret og tempoet er noget svingende. Man savner måske lidt at han prøver noget nyt som han fx gjorde i Fallen Dragon som jeg fandt rigtig god, men at kunne strikke en så kompleks og omfangsrig space opera sammen skal man nu stadig ikke se gennem fingre med. Universet og samfundet han har skabt er gennemarbejdet og troværdigt, dog uden at vi rigtig kommer i dybden hos de mindre samfund. Han har trods alt begrænset sig i omfang i forhold til NDT og der går hermed selvfølgelig nogle detaljer tabt, men så fokuseres der også mere på selve plottet. En sidste lille ting der kan nævnes er de mange sexscener der altid har en fast plads i hans bøger, hvor jeg nu synes at de faktisk bringer historien lidt videre og ikke virker så påklistrede.

Det må jo hellere understreges at dette kun er første halvdel af et samlet væk, så det svarer vel til at omtale en halvlæst bog. Så jeg vil ikke drage for store konklusioner, men ser selvfølgelig frem til at læse videre i Judas Unchained og håber så på det ikke bare bliver en lang krigshistorie. Der er jo stadig mange spændende ubesvarede spørgsmål, primært anliggende hvorfor dette kraftfelt blev bygget og hvem der gjorde det, og ikke mindst hvorfor nogen tilsyneladende med vilje har sluppet de farlige rumvæsener løs på menneskeheden, og om konspirationsteorien holder.