Star Trek: The Original Series – Sæson 1

Star Trek: The Original Series - Sæson 1Første sæson af den legendariske Star Trek serie har uden tvivl historisk værdi, men kan de over 40 år gamle afsnit stadig ses i dag for deres historier? Klart ja! Indtil nu har mit bekendtskab med den originale Enterprise besætning primært været fra de seks film og enkelte afsnit jeg har set på VHS i ringe kvalitet. Der skulle en modernisering til for at fange mig, og det har denne remastered udgave gjort. Ikke nok med at man har forbedret billedkvaliteten enormt, så den faktisk er pænere end i TNG, man har også lavet få opdateringer af de visuelle effekter. Og det uden at ødelægge helhedsindtrykket, for det er ikke superavanceret computergrafik, men hvor det passer fint uden at ødelægge noget. Resultatet er glimrende.

Det der mest slog mig ved at se de i alt 29 episoder plus 2 piloter, var hvor godt fokus der var på at fortælle en historie. Gode science fiction historier vel at mærke. På et helt andet niveau end de nyere serier. De enkelte afsnit står meget mere alene, da hele Star Trek universet ikke er bygget op endnu. Det er ofte helt klassiske science fiction plots i stil med dem man så i noveller fra 40′erne og 50′erne, hvilket ikke er så mærkeligt når man også ser navne som Theodore Sturgeon som manuskriptforfatter og afsnittet Arena er direkte baseret på en novelle af Frederic Brown. Det fungerer godt at de enkelte afsnit er isolerede moralske problemstillinger med et nyt fænomen eller en ny livsform næsten hver gang, i modsætning til de nye serier hvor det hele også er en del af en større interstellar konflikt. Det er afsnit som A Taste of Armageddon og The Devil in the Dark der fungerer godt hvad det angår. Man ser også at serien har meget mere entydig fokus på Kirk, Spock og McCoy. De er seriens hovedpersoner og ingen andre, hvor de senere serier ofte skiftede rundt mellem personerne og med selvstændige handlingsforløb. Forholdet mellem de tre er virkelig interessant og jeg blev især imponeret over Shatners og Kelleys skuespilpræstationer. Serien blev bedre i de senere afsnit, hvor der faktisk ikke er et eneste dårligt afsnit. De første par stykker var derimod lidt underlige, og tydeligt at se at både skuespillerne og serien som helhed skulle finde sig selv. Der er en del afsnit med det grundlæggende plot om en mand der får en form for superkræfter, som så skal stoppes. Ikke fjernt fra den type plots man så i 30′ernes pulp. Men alt efter afsnit 10 eller deromkring er glimrende, hvor Kirk gang på gang på træffe nogle svære moralske beslutninger, uden altid at kunne trykke på reset-knappen. Et af de mest kendte eksempler på det er nok The City on the Edge of Forever.

Ekstramaterialet på denne DVD-udgivelse er lidt blandet. Fra det komplet ligegyldige om Shatners hesteranch til den næsten 2 timer lange dokumentar Beyond the Final Frontier, der er den sædvanlige selvrosende omgang fra skuespillere og producere, primært med fokus på en stor auktion over en masse genstande fra seriens 40 årige lange historie. Men udgivelsen kan kun anbefales, både til folk der ikke har set serien før, men også til folk der har, fordi den forbedrede billedkvalitet og de nye visuelle effekter kun gør oplevelsen bedre.

Babylon 5 – Season 3

Babylon 5 - Season 3Anden sæson sluttede dramatisk hvor Centauri udvider deres agressive erobringskrige efter de har vundet over Narn, og the Shadows er begyndt at gøre sig mere til kende. Det hele ser ikke godt ud for fremtiden, og det ses allerede i introdelen til tredje sæson, hvor det stationen nu ikke længere er “the last best hope for peace”, men derimod “best hope for victory”. Ikke mere fløjshandsker. Nu har de erkendt at det er en slem krig de må forberede sig på.

Mens Sheridan indleder et tættere samarbejde med Minbari, så går det politiske hjemme på Jorden i den forkerte retning. Den nye præsident virker meget militant og man har mistanke om at de delvist samarbejder med the Shadows. Da Jorden bliver erklæret i undtagelsestilstand, vil Sheridan ikke være med længere og erklærer Babylon 5 for uafhængig. Det giver dem mere frihed til at gå efter deres plan mod the Shadows sammen med the Minbari og the Narns.

Man føler lidt man gentager sig selv, men det bliver altså bare bedre og bedre. Forholdene og relationerne mellem karakterene bliver også mere interessante som skuespillerne også er kommet bedre ind i deres roller. Der fastholdes stadig den røde tråd og sammenhæng alle afsnit igennem, specielt understreget i denne sæson da samtlige afsnit er skrevet af Straczynski selv. Det er stadig meget opbygning på opbygning, men der begynder da at komme delvise afslutninger på sideplots. Blandt andet mysteriet med Sinclair og Babylon 4, bliver afklaret i dobbeltafsnittet War Without End.

Ekstramaterialet er som på de andre sæsoner. Tre kommentarspor, to med Straczynski, og et med en håndfuld skuespillere. Samt et par dokumentarer på sidste disc om blandt makeupen til diverse rumvæsener.
De bedste kommentarspor er selvfølgelig igen med Straczynski, der giver os mere indsigt i Severed Dreams og Z’Ha’Dum. Han er engageret og hele tiden interessant at høre på. Ikke fyldt med ligegyldigt med ligegyldigt tomsnak som man ellers tit ser på sådanne kommentarspor, men han fortæller både om dele han synes fungerede godt og dele som han gerne vil have haft lidt anderledes. Kommentarsporet med skuespillerne er desværre fjollet og ligegyldigt ligesom sidste år.

Contact

Contact
Denne film af Robert Zemeckis baseret på bogen af samme navn skrevet af Carl Sagan, har haft overordentlig stor betydning for min interesse for science fiction og astronomi, da jeg så den første gang da jeg var 12-13 år gammel. Det er mange år siden jeg sidst så den, så det var et rart gensyn med denne DVD-udgivelse, selvom jeg nu har set filmen fire gange på kort tid (selve filmen plus 3 kommentarspor). En særlig objektiv kritisk bedømmelse af filmen er jeg nok ikke i stand til at give, grundet mit forhold til filmen.

Filmen handler om den dygtige radioastronom Ellie Arroway der desperat kæmper mod skeptiske ledelser for at bruge radioteleskoper til et SETI-program (søgen efter intelligent liv i universet), men kort inden hendes program bliver lukket ned gør hun en ekstraordinær opdagelse. Et signal fra stjernen Vega tyder på intelligent liv uden for solsystemet. I signalet gemmer sig instruktionerne til at bygge en maskine der tilsyneladende gør det muligt for en person at rejse til stjerne Vega.

Det er den slags science fiction film der desværre bliver lavet for få af. Baseret på en rigtig god bog, solidt videnskabeligt funderet og inden for rammerne et realistisk handlingsforløb. Og i mine øjne er det den bedste film af slagsen. Man holder sig til bogen på de væsentligste punkter, men lader stadig filmen være film og tilpasser dermed historien til de egenskaber en film nu har for at fortælle en historie.

Kommentarsporet med Jodie Foster, der spiller Ellie Arroway, er ganske godt. Hun fortæller selvfølgelig om sin rolle i filmen og hvordan arbejdet var, specielt med at mange scener der ser simple og enkle ud faktisk kunne tage mange dage at optage. Derudover kommenterer hun også filmen og dens temaer generelt, og det er tydeligt at høre at hun personligt også synes ganske godt om filmen, og roser Zemeckis en hel del.
Det andet kommentarspor med Zemeckis og Steve Starkey er desværre ikke så godt som man kunne håbe. De taler selvfølgelig en del om deres valg med at lave en scene på den måde, bruge den skuespiller og den slags, men bruger også en hel del tid på blot at kommentere gode dele af filmen. Ros jeg selvfølgelig er enig i, men det er lidt overflødigt. Det er dog stadig bestemt værd at høre, for de er ikke kedelige at høre på eller noget, og kommer da vidt omkring deres ideer og budskaber med filmen.
Sporet med de to special effects folk, Ken Ralston og Stephen Rosenbaum, er selvfølgelig som et sådant forventes at være. Teknisk snak om hvor de har lavet effekter man måske ikke lige umiddelbart bemærker, hvordan de er lavet osv., uden at det bliver overdrevet, men stadig nok primært for interesserede.
Hvad der går igen i alle kommentarsporerne er filmens megen brug af computermonitorer og TV-skærme. Jodie Foster taler om hvor svært det var at lave skuespil op imod noget på en skærm, instruktøren om hvad meningen var med at bruge så mange skærme og selvfølgelig effektfolkene om hvordan de rent faktisk lavede det.

Konklusionen må være at jeg ikke kan anbefale denne film nok. Jeg forstår ikke at den kun blev nomineret til en enkelt Oscar for lydeffekter, men da Zemeckis vandt en masse for Forrest Gump er der jo noget i Hollywood med at man ikke lige vinder en masse med sin næste film. Desuden var det også samme år som Titanic fik de mange Oscars. Tilgengæld vandt den blandt andet en Hugo Award og en Saturn Award.

The Matrix Trilogy

Med eksamener overstået har jeg blandt andet brugt weekenden på at gense The Matrix trilogien. Lidt blandet fornøjelse.
Fantasy-genren har jo i de seneste år får enorm succes godt hjulpet på vej af store film som Harry Potter og Lord of the Rings. Science fiction har som egentlig modsvar vel kun Matrix-trilogien, men som desværre ikke har skabt helt samme interesse og begejstring for science fiction. Hvilket egentlig er forståeligt nu jeg har set genset trilogien, da den skifter alt for meget i mellem at være en opvisning af Hollywoods evner til special effects og så rent faktisk have nogen interessante ideer angående fremtiden for kunstig intelligens.

Første film er selvfølgelig den mest banebrydende, men nu hvor jeg ser den igen synes jeg egentlig ikke den er så god som jeg husker den. Alt det kung-fu halløj og “bullet time” effekter fænger nok ikke som det gjorde da jeg var 14. Den indeholder alt for meget overspillet teatralsk dialog der virkede som målrettet mod at blive brugt til at citere, hvilket det også blev. Har måske også noget at sige, at man har hørt de velkendte citater så meget efter filmen fik succes, at det når man ser filmen igen virker iriterrende.

Anden film, Reloaded, ser jeg nu som langt bedre. Dialogen er blevet mere naturlig, man ser et bredere billede af den verden det foregår i, både inde i The Matrix og i den rigtige verden og Agent Smith er blevet en langt mere interessant karakter. Byen Zion minder mig om det undergrundssamfund på Mars fra Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi. Matrix-verdenen får også nogle nye sider, hvor vi møder flere selvstændige programmer der lever i eksil fordi de står til at skulle slettes, hvilket viser at de kunstigt intelligente maskiner har udviklet sig så meget, at de ikke længere er en homogen størrelse, men individuelle forskelle og bevidsthed er opstået.

Tredje film, Revolutions, skuffede så lidt mere igen. Der er ikke mange scener der forgår i The Matrix, hvilket ikke gør så meget i sig selv, men hele filmen er jo bare en lang actionscene med endeløst skyderi og meningsløse kung-fu scener. Og selvom det er fint med en relativ åben og lidt mystisk slutning, så virkede den nu alligevel for usammenhængende.

Samlet set så vakler trilogien lidt mellem gennemtænkt science fiction og ren action, som jeg også nævnte i starten. Sammenhængen mellem de to dele er til tider ret tynd. Fx scenen fra Reloaded hvor Neo slås med flere hundrede Agent Smiths har jo absolut intet plotmæssigt formål, men fylder alligevel en del i filmen. Mens man omvendt har pakket næsten hele plottet ned i samtalen Neo har med The Architect.
Så selvom jeg ikke kan benægte at der er nogle yderst imponerende actionscener, så er det nu alligevel disse brudstykker hvor Neo lærer diverse sære afkroge af programmerne i The Matrix systemet, jeg finder mest interessante. At hele problemet med Neo, Smith og profetierne alt sammen blot er en del af en matematisk ligning der ikke rigtigt vil gå op, er ganske fascinerende og godt gennemtænkt. Det viser at Wachowski brødrene har videretænkt nogen nuancer i disse intelligente programmer, hvorimod i den første film var de bare onde maskiner.
Den virtuelle virkelighed er selvfølgelig også et godt filosofisk emne, som Cypher i første film tager op ved at han vil tilbage i The Matrix, fordi den kan jo være ligeså virkelig som mennesket kan opfatte. Hvis mennesket opfatter sin tilværelse som virkelig og fri, så er det vel også godt nok kan man sige? Hvordan kan man afgøre om det ene skulle være mere virkeligt end det andet, når mennesket ikke kan opfatte det forskelligt. Måske filoffen Carsten kan sige noget begavet om dette emne? :-)

Igen, det er den slags jeg godt kunne have ønsket mig mere af i filmene eller i hvert fald fået det bedre afbalanceret med de effektfulde actionscener, så det ikke virker som om den ene eller anden del er påklistret, men at det hang sammen.
Og det er måske et godt bud på hvorfor denne filmsucces ikke har givet en større interesse for science fiction, da den nok mest bliver husket som en flot actionfilm.

Babylon 5 – Season 2

Babylon 5 - Season 2Anden sæson starter i et nyt år, 2259, og dermed lige efter slutningen af første sæson. En stor ændring i denne sæson er at den tidligere commander Jeffrey Sinclair bliver skiftet ud med kaptajn John Sheridan. I starten virkede han lidt mindre alvorlig end Sinclair og virkede ikke helt tilfreds med at han nu skulle administrere en rumstation fremfor at være kaptajn på et rumskib, men som sæsonen skred frem ender han alligevel med at minde en del om Sinclair, så som sådan har serien ikke ændret sig. De får nu endnu flere problemer med styringen fra Jorden og må træffe flere valg om de skal gøre hvad de selv mener er rigtigt eller følge ordrer.
Alt hvad jeg skrev om første sæson er stadig gældende, for serien fortsætter i samme spor og holder den overordnede sammenhæng. Der sker selvfølgelig en masse personudvikling, hvor flere af hovedpersonerne får deres “egen” episode hvor man lærer dem bedre at kende og vise nye sider af dem. Og mængden af plot og historier er kun tiltagende. Der drives flere halv-hemmelige undergrundsoperationer, hvor de netop trodser ordrer fra højeste sted, men stadig har deres moralske forpligtigelse til at gøre det rigtige. Hovedplottet i denne sæson er derimod krigen mellem Centauri og Narn, hvor det tydeligt bliver fremstillet at Centauri er de onde, men man ved at de er under indflydelse fra de stadig mystiske Shadows.
Selvom sæsonen bærer titlen The Coming of Shadows er vi nu ikke blevet meget klogere på dem. Sheridan er ved at erkende deres eksistens og sammen med blandt andet Minbarien Delenn og Vorlonen Kosh, prøver de at forberede sig på den krig de ved vil komme.

Der er måske ved at være lidt flere løsrevne episoder man kan se adskilt, hvor det egentlig kun er en god håndfuld af sæsonens episoder der virkelig bærer de store plots videre, hvor der sker en hel masse på en gang. Det kan jo både være godt og skidt at gøre det på den måde, men omvendt nok også noget mere realistisk. Større ændringer og omvæltninger sker jo på meget kort tid lige pludselig og ikke jævnt fordelt over et helt år.
Men der er for alvor taget hul på den samlede historie, hvor første sæson var ligesom starten af en roman med introduktion og opbygning af konflikter, hvor disse nu bryder ud i fuldt omfang og der ikke længere er nogen vej tilbage.

Ekstramaterialet er ikke overvældende, men for det meste godt.
Kommentarsporet med skuespillerne er virkelig spild af tid. De siger ikke noget videre interessant, men griner bare en hel masse, lyder noget berusede og brokker sig over de scener hvor de ikke er med.
Kommentarsporerne med Straczynski er derimod mere værd at høre til de to centrale episoder, hvor han selvfølgelig fortæller om sine ideer med at trække handlingen eller personerne i en bestemt retning, hans valg af special effecets osv.

På sidste disc er der et par korte dokumentarer på 10-12 minutters varighed.
Først hvor producere, manuskriptforfattere, skuespillere, klippere osv. fortæller om hver deres del i at få lavet en episode. Rimelig standard, med ros på kryds og tværs fra hele holdet om hvor gode de alle sammen var.
Dernæst fortæller Straczynski om hvordan de vandt en Hugo Award to år i træk for to af seriens centrale episoder og hvor meget den ære betyder for ham, da han selv ser en Hugo Award som et kvalitetsstempel når han skal vælge en ny science fiction bog fra boghandleren.

Så jeg må endnu engang erkende at det her er en glimrende serie, men også svær og kompleks, da der er meget at holde styr på og tilsyneladende ubetydelige detaljer kan ende med at dukke op igen som et centralt element i et senere afsnit. Spænding mangler der i hvert fald ikke og det kan da kun blive mere i tredje sæson, nu hvor alle konflikterne har fået sat sig fast og store slag må udkæmpes.

Star Trek V: The Final Frontier

Star Trek V: The Final FrontierDenne femte Star Trek film fra 1989 er blevet kaldt den dårligste af alle Star Trek filmene, og den vandt tilmed et par Razzies awards (en slags Oscar bare for værste film). Der er vist også noget om det et eller andet sted. Der er virkelig bare en hel masse galt med den film på mange punkter, selvom den enkelte steder kunne have potentiale til noget andet.

Filmen handler ganske kort om en vulcan der lader sig styre af sine følelser fremfor logik, mener at have fundet ud af hvor Sha Ka Ree befinder, for mennesket kendt som paradisets have, befinder sig. Han kaprer derfor Enterprise for at flyve til galaksens centrum, hvor sandheden om denne “gud” bliver afsløret.
Selvom det ikke er så tit at et emne som gud tages op i Star Trek, så er det ikke så meget det der er filmens problem, men måden det er udført på. De “overtalesesmetoder” vulcanen bruger for at kapre Enterprise virker ikke særligt troværdige. Dialogen er en underlig kikset, hvor den kan gå fra det meget højt filosofiske til banal dagligdagssnak, hvor det bare ikke fungerer. Specielt scenen hvor de endelig kommer frem til denne planet og vulcanen udråber We have travelled far og bagefter næsten viskende “..by starship.” virker umådeligt kikset og fjollet.
Filmen indeholder også irriterende åbenlyse fejl. For det første vil det tage noget i retning af 100 år med top warphastighed at nå galaksens centrum. For det andet tales der om en “great barrirer” de skal bryde som ingen andre har gjort før og vendt tilbage, og når Enterprise endelig når dertil volder det dem ingen problemer overhovedet.
Den har dog sine gode sider. Fx en af åbningsscenerne hvor Kirk, McCoy og Spock er ude i vildmarken for at campe foran et lejrbål og klatre i bjerge, ganske god og viser nye karaktertræk af de tre hovedfigurer. Ligeledes scenen hvor vulcanen får en indre smerte frem i McCoy, viser doktoren fra en helt ukendt vinkel.
Helt forfærdelig er filmen da heller ikke. Den tager da fat på store og tunge emner, og behandler dem på god Star Trek maner, uden at give helt konkrete svar til sidst.
Kirk gør meget ud af at sige at den slutning med 10 stenmænd der jagter ham der ikke kom med vil have gjort filmen bedre, men det har jeg nu svært ved at se. Det vil blot have været endnu en actionscene, der ikke rigtigt vil bringe historien videre.

To kommentarspor er der som altid, et tekstet med Okuda og et indtalt, denne gang med instruktør og skuespiller William Shatner og hans datter Liz. De fortæller en masse om filmens tilblivelse, men mest af alt diverse beklagelser og undskyldninger om at de havde for lidt tid og for få penge til at lave den film de havde ønsket. Noget af det er sikkert reelt nok, men det bliver lidt trættende at høre på. Specielt fordi Shatner er ret kedelig at høre på og der er alt for mange talepauser.
Det tekstede spor er som man kender. En del teknisk og en masse navne, men stadig med lidt humor. Der bliver blandt andet nævnt en del om forskellige sets og kulisser i filmen der også har været brugt i TNG, samt andre kommentarer om hvordan det har været med den serie kørende samtidig med at denne film blev til.

Ekstramaterialet er opdelt som de andre film, med en sektion kaldet The Star Trek Universe og en Production, samt lidt blandet som trailere, billedgallerier og slettede scener.
Under The Star Trek Universe finder man først en dokumentar om Herman Zimmerman, der både er en biografi og en hyldest af ham og hans arbejde som production designer på de nyere film og serier. Han har blandt andet designet Enterprise skibene og Deep Space 9 stationen.
Et interview med William Shatner optaget ved Yosemite bjergerne, hvor en af filmens første scener finder sted, er også med, hvor Shatner nu mere fortæller om bjergbestining end om filmen. Det er dog bestemt mere værd at se end det interview han leverede til “Star Trek IV: The Voyage Home”.
I Cosmic Thoughts filosoferer blandt andet Ray Bradbury og David Brin over emner som universet og Gud. Tankevækkende sager, men til tider lidt højtflyvende.
Skuespillerne der spillede de to klingoner Vixis og Klaa i filmen fortæller i 13 minutter om hvordan de fik rollen og hvor stort et arbejde de lagde i at opbygge passende muskelmasse til deres rolle. Fin dokumentar, men irriterende at kameramanden synes at han skulle ryste billedet en del.
Til sidst er der en dokumentar om fremtidens miljøsituation, hvor blandt andet folk fra nationalparkerne i USA taler om hvordan science fiction kan hjælpe med at sætte fokus på den slags problemer og at Star Trek især har et optimistisk syn på fremtiden hvad angår miljø og klodens tilstand.

Under Production er ekstramaterialets bedste og længste dokumentar The Journey, hvor filmens tilblivelse gennemgås og hvilke vanskeligheder de havde med at lave filmen og også om få overbevist folk om selve plottet.
Man finder også klip fra en pressekonference fra inden filmens premiere, men det er en pinlig og kikset affære, hvor skuespillerne prøver med forskellige morsomheder som helt falder til jorden i pinlig tavshed. Journalisternes meget få spørgsmål var heller ikke meget bedre.
Derudover får vi også en masse råklip fra makeup tests, special effecets i tidlige faser og lignende.

Et par meget korte slettede scener er ligeledes at finde, men ingen af dem har rigtig nogen værdi. Trailere, billedgallerier, storyboards og den slags er som på de andre udgivelser også at finde, hvis man har interesse i den slags.

Både filmen og ekstramaterialet er en lidt blandet fornøjelse, omend man vel kan sige det er svært at se noget rigtigt spændende i ekstramateriale til en film man ikke synes er særlig god. Det kunne dog have hjulpet hvis man var lidt mere ærlig omkring filmens tydelige problemer og det store flop den endte med at blive, fremfor behændigt at forsøge at ignorere det. Men Shatner siger et eller andet sted at han er god til selvbedrag, så det er nok forklaringen.

Star Trek IV: The Voyage Home

Star Trek IV: The Voyage HomeDen fjerde Star Trek film afslutter den trilogi der startede med “The Wrath Of Kahn”, hvor den velkendte besætning endelig er på vej hjem til Jorden, men de står til at skulle for en krigsret for deres lange liste af brud på reglementet. Imidlertid truer et kæmpemæssigt ukendt rumskib Jorden, hvor de tilsyneladende søger at kommunikere med havets hvaler, men da de er udøde må Kirk og hans besætning om bord på et klingon rumskib rejse tilbage til 1980′erne for at bringe et par hvaler med tilbage. Udover at være en typisk lettere morsom tidsrejsehistorie, der i øvrigt også sagtens kan ses og nydes af ikke Star Trek kendere, tager den også den spændende ide op om at hvis rumvæsener kom til Jorden vil det måske slet ikke være os mennesker de var interesserede i at kontakte.

Det er bestemt en af de bedre Star Trek film, der også skiller sig lidt ud fra de andre ved at have lidt flere humoristiske indslag, samt at den foregår på Jorden i nutiden. Der tages også nogle gode temaer op i filmen som menneskets behandling af truede dyrarter og Spock der prøver at finde sig selv efter at være blevet genfødt i “The Search For Spock”.

Som altid er der et tekstet kommentarspor og et almindeligt indtalt kommentarspor med William Shatner og Leonary Nimoy der var instruktør på denne film. Det er selvfølgelig nyoptaget så de to gode venner taler en del om deres nostalgiske følelser overfor serien og at de er ved at blive gamle. I modsætning til kommentarsporerne på de tidligere film er dette mere samtale mellem de to end ren monolog, hvilket gør det sjovere at lytte til. Det er dog mest Nimoy der er interessant at høre på, da Shatner til tider kan blive lidt kedelig at høre på med meget lange sætninger uden egentlig pointe. Der er selvfølgelig nogle oplysninger der går igen i dokumentarne på den anden disc, men vi hører blandt andet at Shatner ikke var begejstret for ideen om at lave en tidsrejse historie, at man havde overvejet andet end lige hvaler til plottet og at Nimoy klart mener at det var George Lucas og Star Wars man må takke for at der kom gang i at blive lavet Star Trek film.
Det tekstede kommentarspor af Michael og Denise Okuda er rigtig godt på denne udgivelse. Hvor de tidligere nok mest var for særligt interesserede og kunne være lidt tørre og tekniske i det, er dette mere morsomt og spændende. Blandt andet om hvor de forskellige skuespillere har optrådt i senere afsnit af serien, at man i denne film ikke i særlig stor grad kunne genbruge sets fra de tidligere film, men tilgengæld er broen på klingon skibet blevet genbrugt rigtig meget i de senere film og serier og en masse morsomheder omkring de økonomiske fordele ved at bruge usynlige skibe fremfor at bygge rigtige modeller.

Der er rigtig meget ekstramateriale med den anden disc. I The Star Trek Universe finder man fire korte dokumentarer. Først tre kvantefysikere taler lidt om tiden og ormehuller i forskellige perspektiver relateret til tidsrejser, hvilket minder en lidt om pilotafsnittet til Deep Space 9 hvor begrebet tid også kom på prøve, eller TNG-afsnittet Parallels hvor kvantemekanikkens ideer bliver brugt. Dernæst lidt om hvaler. Forfatteren Margaret Wander Bonnano fortæller lidt om Vulcans, og til sidst ser vi på de kvinder Kirk har været knyttet til til. Desværre er alle disse klip temmelig korte, så man kommer ikke rigtigt i dybden.
Under menuen Production er der igen fire dokumentarer, selvfølgelig omhandlende produktionen af filmen hvor hovedfolkene bag filmen fortæller om deres ideer med filmen og hvordan den blev til. Rigtig godt og også noget længere end det andet. Derudover ser vi også et par eksempler på klipning og lyddesigneren fortæller om det meget interessante lydbillede han skabte til især filmens slutning.
De visuelle effekter bliver selvfølgelig også gennemgået, hvor man ser at de største udfordringer ikke var rumskibe eller lignende, men derimod hvalerne.
To tributes til Gene Roddenberry og Mark Lenard er også med, hvor familie giver en mere personlig vinkel på de to.
Tre interviews med Nimoy, Shatner og Kelley fra da filmen blev lavet får vi også, hvor det med Nimoy er bedst, da han virker mere engageret i at fortælle og deltage i interviews, mens Shatner nærmest ser ud til at kede sig extremt.

Alt i alt er det en rigtig god special edition DVD med meget ekstra guf udover den glimrende film, så hvis man vil have en af filmene i disse udgaver er det her bestemt en af dem man bør skaffe sig.

Star Trek: Deep Space 9 – Sæson 3

Tredje sæson af Star Trek: Deep Space 9 er den der virkelig sætter gang i serien og den handling der udgør resten af serien. Krigen mod the Dominion fra Gammakvadranten er så småt ved at tage form og personerne har nu fået så meget karakter og baggrund at de er begyndt at blive interessante.

Jeg må hellere skrive lidt generelt om Deep Space 9, da jeg ikke har omtalt de tidligere sæsoner her på bloggen. Deep Space 9 er navnet på en rumstation der kredser om planeten Bajor, og stationen er egentlig en gammel Cardassiansk station. Bajor og Cardassia har været i krig i mange år, som nu er afsluttet og Bajor har bedt om hjælp fra Føderationen, der så overtager kommandoen over Deep Space 9 og skal fungere som støtte til den midlertidige Bajoranske regering. Nær stationen opdager man et stabilt ormehul til Gammakvadranten og åbner dermed op for uudforsket rum, men også en trussel om krig fra den race der hersker ultimativt i den kvadrant, the Dominion.

Som nævnt tager tingene mere fart i denne tredje sæson. Ikke fordi de to foregående sæsoner var kedelige eller dårlige, men det overordnede billede havde ikke rigtigt taget fat endnu. Selvom det hele foregår på en rumstation og dermed giver en meget anden slags serie end TNG og den originale serie hvor man flyver til ny planet hver dag, så kommer de nu stadig vidt omkring. Der er adskillige rejser til Bajor, Cardissia Prime og ikke mindst Gammakvadranten, så adspredelse er der nok af. Serien er også blevet udstyret med et nyt rumskib, krigsskibet Defiant, der skal fungere som et våben mod the Dominion.
Det politiske udgangspunkt som serien startede på synes at stå lidt stille. Bajor er tilsyneladende stadig under en midlertidig regering og Deep Space 9 drevet af Føderationen er der bare, hvilket jeg stadig synes er lidt underligt, da serien i starten lagde op til at det alt sammen var meget midlertidigt. Der sker dog stadig noget på Bajor i og med at en ny religiøs leder er blevet valgt, og hun mødes med modstand fra især Kira, der er en Bajoransk officer på Deep Space 9. Dette forløber især i episoderne Life Support og Shakaar.
Det ondsindede parallelunivers der stammer tilbage fra afsnittet Mirror, Mirror fra den originale serie, er også vendt tilbage i afsnittet Through the Looking Glass, hvor det velkendte univers bliver vendt helt på hovedet.
Efter min mening er nogen af de mest interessante afsnit dem hvor Cardassianen Garak spiller en vigtig rolle, hvilket vi ser i de to sammenhængende afsnit Improbable Cause og The Die Is Cast, der begge er fantastiske afsnit og nok sæsonens bedste. Det er fænomenalt skuespil og bringer historien om Cardassia videre. I det hele taget er Cardassians en spændende og fascinerende race i Star Trek universet.

Ekstramaterialet er ligesom på alle de andre sæsonudgivelser at finde på den sidste disc og er desværre ikke overvældende, men dog informativt. Mest interessant er The Birth of the Dominion and Beyond og The U.S.S. Defiant hvor idefolkene fortæller om hvad de ville med at introducere den nye trussel fra Gammakvadranten, the Dominion, og hvorfor serien skulle have et nyt rumskib og hvordan det markant adskiller sig fra andre af Stjerneflådens skibe. Det glimrende dobbeltafsnit “Past Tense” har også sin egen lille dokumentar, hvor man blandt andet ser at ideen med at sætte alle hjemløse hen i deres egen bydel faktisk slet ikke er så langt fra virkeligheden.

Deep Space 9 er i den grad en serie hvor man bør se den fra starten og kun i noget omfang kan springe rundt til tilfældige afsnit, men hvis der skal siges noget, så er det med denne tredje sæson at man virkelig bør se afsnittene i deres rette sammenhæng.

Mission To Mars

Mission To MarsI en kommentar til “Red Planet” har jeg skrevet at jeg ikke rigtigt synes om Mission To Mars, men efter at have set den igen her på DVD var den slet ikke så dårlig som jeg huskede den. Er faktisk en rigtig flot og gennemtænkt film, men slutningen irriterer mig dog stadig lidt.

Filmen finder sted i år 2020 hvor den første bemandede rejse til Mars finder sted. Men på planeten møder besætningen et uhyggeligt fænomen og alle på nær en bliver dræbt. Det besluttes at en redningsmission skal sendes af sted, både i håb om at finde den sidste i live, men også for at finde ud af hvad der skete. Et kæmpemæssigt ansigt på størrelse med et bjerg er nemlig kommet frem på Mars’ overflade. Det minder lidt om setuppet til Red Planet, hvor det også var en slags undersøgelsesmission der også endte med at gå grueligt galt. De er begge også lavet i slutningen af halvfemserne hvor Mars-landinger var meget fremme i medierne. Man kan da håbe lidt på at NASA får skudt i gang i noget interessant igen, der også kan skabe lidt inspiration til Hollywood.

Selve filmen er først og fremmest enormt flot. Jeg ærgrer mig over ikke at have set den i biografen, for det har den bestemt potentiale til på lige med fod med klassikeren 2001. Filmen består typisk af lange scener uden eller med meget få klip, hvilket fungerer rigtigt godt i scener der foregår i vægtløs tilstand. Disse er i øvrigt enormt imponerende og meget troværdige. Det samme gælder for scenerne på Mars der har den helt rette stemning.
I modsætning til fx Red Planet og andre lignende film, så synes jeg besætningen virker mere troværdig og professionel i denne film. Ikke så meget pjat eller spillen karl-smart. Skuespillet er også fortrinligt trods de tydeligvis hårde forhold med at hænge i snore og befinde sig i store rumdragter.

Som nævnt iriterrer slutningen mig stadig lidt. Ikke selve dens indhold, men mere den meget udpenslende måde den udføres på, samt den lidt manglende logik i at Jim McConnell træffer det valg til sidst som han gør. Ellers er det nu en ganske pæn slutning.

Af ekstramateriale er der et kommentarspor med en række folk fra produktion og de visuelle effekter, hvor de godt engageret fortæller om hvordan de løste de forskellige problemer. Blandt andet hvor svære de vægtløse scener var og hvor meget der egentlig var i skuespillernes rumdragter, der næsten endte med at være komplette rumdragter med ilttilførsel, batterier og varme. Det er alt sammen ganske udmærket, men det er lidt svært at forstå meget af det, da man kun hører dem fortælle det og vi dermed ikke kan se det i praksis bag kameraet. Dette kommer dog i en 20min lang dokumentar, hvor vi rigtigt får et indblik i det praktiske arbejde med de mange flotte scener. Det havde måske været bedre hvis jeg havde set den før jeg hørte kommentarsporet. Man savner dog lidt at høre fra instruktøren eller manuskriptforfatteren, som kunne fortælle lidt om deres ideer med hensyn til filmens indhold, for det er jo ikke bare en ren effekt film.

Babylon 5 – Season 1

Babylon 5 - Season 1“It was the dawn of the third age of mankind…” Således starter hver Babylon 5 episode og indleder en fantastisk space opera tv-serie. Serien består af i alt fem sammenhængende sæsoner med 22 episoder hver plus et par film. Præmissen i serien er en menneskeskabt diplomatisk rumstation hvor diverse politiske kampe mellem andre intelligente racer finder sted. Serien ender med at være en lang sammenhængende historie, og er dermed mindre episodisk end andre kendte science fiction tv-serier, og denne første sæson fungerer som en slags introduktion hvor universet og dets aktører præsenteres, en masse konflikter og spørgsmål om fremtiden og fortiden stilles op. Kort sagt så stiller sæsonen en masse spørgsmål og besvarer ikke nogen.

Vi følger hovedsageligt de officerer der driver stationen samt ambassadører fra de største andre racer i galaksen der har indgået et samarbejde med Jorden. Det foregår i år 2258 og et årti forinden har Jorden været i krig med en race kaldet Minbari, og nogle mysterier fra den krig, hvor kommandøren af Babylon 5, Jeffrey Sinclair, har spillet en central rolle. Derudover er der ambassadører fra nogle der hedder Centauri og andre under navnet Narn, der vist har et lidt anstrengt forhold til hinanden, og en fra den mystiske og meget gamle race kaldet Vorlons. Serien handler så om disse interne og eksterne stridigheder med sig selv og hinanden, samt hvad der nu kommer forbi af rejsende på stationen. Langsomt udvikler gennemgående konflikter og historier sig, som binder alle afsnittene sammen, selvom de stadig hver for sig er en historie. Det hele trækker imod mere konflikt mellem racerne, mens en ukendt og meget magtfuld kraft, kaldet Shadows, begynder at røre på sig og kan true hele galaksens tilstand.

Jeg kommer til at sammenligne Babylon 5 en del med Star Trek, og det er på ingen måde fordi jeg mener at man bør vurdere den ene op imod den anden, for selvfølgelig bør en serie vurderes på sine egne præmisser. Jeg gør det dog fordi at jeg kender til Star Trek og dermed er det rart at bruge den som referenceramme for at forklare hvad Babylon 5 er for en serie. Det kan virke som om at jeg fremstiller Babylon 5 som værende bedre end Star Trek, men dette er ikke tilfældet. Begge serier er geniale på hver deres måde.
Men først og fremmest er Babylon 5 mindre episodisk end man kender det fra Star Trek, hvilket gør at episoderne helst skal ses i rækkefølge da det er en fortsættende historie og man vil miste meget indhold hvis man ser dem løsrevet, selvom de dog stadig hver især har en enkeltstående historie. Det kommer også til udtryk i at det er idemanden bag serien, J. Michael Straczynski, der har skrevet stort set alle episoderne. Det giver en større sammenhængskræft, men gør måske heller ikke de enkelte afsnit så varierede.
Straczynski har gjort meget ud af hans fremtid til serien ikke skulle være utopisk, men en nogenlunde realistisk videreudvikling af nutidens problemer. Mennesker er kun en ud af flere racer i galaksen og er ikke nogen specielt overlegen. Der eksisterer stadig fattigdom og blodige krige på Jorden, og Babylon 5 er blot en del af militæret, kaldet Earthforce, og er underlagt et stramt budget som alle andre. Jorden er ikke en samlet enhed der altid er enige, men der eksisterer stadig ideologiske og nationale grupperinger der kæmper mod overmagten. Blandt andet er der en voldelig revolution i gang på Mars og magtfulde grupper på Jorden der ønsker at mindske samarbejde med rumvæsener. I modsætning til Star Trek er der heller ikke altid en gylden løsning på alle problemer, men de må faktisk træffe nogle hårde beslutninger der kan have store konsekvenser politisk. Problemerne består også mere af politisk modstand fra andre imperier der må løses som den slags nu fungerer i dag, og ikke diverse mystiske rumfænomener hvis fare kan neutraliseres ved at sende bestemte partikler mod det ved at omkalibrere ens deflector shield.
Hvad personerne angår er de heller ikke perfekte altvidende væsener der udfører deres job helt efter reglementet, som man til tider ser en del i Star Trek. De har deres fejl og mangler, og reagerer ikke altid lige professionelt. Vi ser dem også uden uniform hvor de ikke er “on duty”, hvilket giver nogen bedre vinkler på dem og ikke mindst deres fortid.

Babylon 5 har tydeligvis også været underlagt et mindre budget end Star Trek, i og med at alle afsnit foregår på stationen i de samme kulisser. Det er meget sjældent man kommer udenfor disse rammer, hvor i Star Trek ser man jo en ny planet i næsten hvert afsnit. Derudover har man heller ikke haft mulighed for at bruge modelskibe og lignende, men har brugt CGI effekter til alt der foregår i rummet, hvor serien på den tid virkelig var langt fremme hvad det angår. Efter nutidens standarder er grafikken måske ikke så imponerende (den er fra 1994), men det fungerer da. At det foregår meget i samme omgivelser har den fordel at historien og skuespillet må bære historien, og hvis jeg endelig skal vurdere op imod Star Trek, så er skuespillet altså noget bedre i Babylon 5. Selv en figur som G’Kar der spiller Narn ambassadøren formår virkelig at udleve den karakter, selvom han er helt pakket ind i makeup og en gummimaske.

Skal man være lidt kritisk, så skaber det dog også visse problemer med at have en meget sammenhængende historie i samme kulisser. Mange episoder kommer i opbygning til at minde om hinanden, typisk i form af at der sker en mystisk hændelse på stationen såsom et mord, en eksplosion, en person der forsvinder eller lignende og så bliver sikkerhedschefen Garibaldi sat på en efterforskning, hvilket så munder ud i en krimiagtig historie. At det så alligevel fungerer er at indholdet af disse hele tiden flytter den samlede historie lidt mere, og at hændelser har direkte konsekvenser senere hen, fremfor at det hele bliver pænt afsluttet hver gang. Hvilket jo så bliver både dens styrke og svaghed, at for at nyde serien kræver det at man ser det hele i en sammenhæng. Dermed vil jeg mene den egner sig rigtigt godt til DVD, mens det er forståeligt at TV-stationer vil være skeptiske ved at sende det, hvilket Straczynski også havde mange problemer med da han prøvede at sælge sin historie til et selskab.

Ekstramateriale er desværre ikke overvældende, men jeg er rigtig glad for at der er kommentarspor med Straczynski på to nøgleepisoder, Signs and Portens der også er undertitlen til denne sæson og det afsluttende afsnit Chrysalis, hvilket man virkelig har savnet på Star Trek serieudgivelserne. Der fortæller han ikke så meget om helt konkrete specifikke detaljer om de enkelte afsnit, men mere om hans overordnede ide til serien og hvor det pågældende afsnit passer ind der.
Derudover er der på sidste DVD et par korte dokumentarer. The Making of Babylon 5, præsenteret af Walter Koenig, har desværre ikke meget at gøre med en “bag om”-dokumentar at gøre, men er blot en 20min lang reklamefilm. Back to Babylon 5 er et 12min langt sammenklip hvor skuespillere og produktionsfolk siger en håndfuld sætninger om hvad de synes om serien. Igen heller ikke noget med meget kød på. Lidt mere interessant er en række korte klip med enkle fakta om personer, selve stationen, andre racer og lignende.

Men alt i alt må jeg sige det har været en god investering at anskaffe alle sæsoner med tilhørende film, da jeg efter den introducerende første sæson kun kan have gode forventninger til det fremtidige forløb af serien.