Tredje sæson af Star Trek er med rette berygtet for en markant lavere kvalitet end de to forrige. Jeg prøvede at være positiv alligevel, men hold da op. Det er ikke bare lidt dårligere, det er flere længder ringere, og vi kan da kun glæde os over at dette ikke var første sæson, for så havde Star Trek nok ikke været noget som helst i dag.
De fleste historier går væk fra de store moralske og etiske spørgsmål og svære valg, og bliver mere klassisk problemløsning af forskellig karakter. Der er også en del “planet-of-the-week” og det man nok savner mest, er en forbindelse til Star Trek universet som helhed. Det er ny planet og ny race i hvert afsnit. Ikke meget med klingons, romulans, vulcans eller resten af Starfleet – med enkelte undtagelser.
Lad mig nævne de lidt bedre afsnit først. I Day of the Dove bliver Enterprise og en Klingon besætning lokket ind i at kæmpe mod hinanden af en ukendt livsform. Her lærer mennesker og klingons at arbejde sammen, trods fordomme og forskelligheder. The Tholian Web er et klassisk problemløsnings plot når det er bedst. Kirk havner i et udefinerbart rum mellem to paralleluniverser, og bliver først anset som værende død. Udover det interessante detektivarbejde med at finde ud af dette og få Kirk tilbage, giver det også nogle interessante situationer med Spock som fungerende kaptajn, hvor han træffer nogle beslutninger man ikke helt ville forvente i første omgang. Et af sæsonens sidste afsnit, All Our Yesterdays, var også en positiv overraskelse. Her finder besætningen en planet tæt på en sol der er ved at gå nova, hvor hele befolkningen har reddet sig selv ved at rejse tilbage i tiden for at leve resten af deres liv. Spændende koncept, selvom plottet selvfølgelig er gjort lidt mere dramtisk i og med at Kirk havner i en anden tid end Spock og McCoy.
Det er svært at hive enkelte eksempler frem på dårlige afsnit, for det er det generelle niveau der bare er ringere. Enten fejler manuskriptet fuldstændigt med et komplet hullet plot som i The Mark of Gideon eller også har manuskriptet muligvis visse kvaliteter, men udførslen bliver så latterlig at det ikke kan tages seriøst. Jeg kan bare henvise til dette Youtube klip. Ligeledes med afsnit som Let That Be Your Last Battlefield og The Way to Eden der prøver at ramme nogle temaer fra 60′erne, henholdsvis racisme og hippiekulturen, men det er svært at tage seriøst i dag, og jeg tvivler på det er blevet meget bedre modtaget dengang.
Det er velkendt at Spock og McCoy har haft deres små drillerier og uoverensstemmelser, og det kører for så vidt videre, men i That Which Survives prøver at lave noget lignende mellem Spock og Scotty, hvilket bliver til bizar galgenhumor der slet ikke passer til nogen af karaktererne, slet ikke Spock.
Måske vidste man allerede dengang at denne tredje sæson var en lånt gave, og at serien ikke vil fortsætte, og at den var dømt til ikke at blive nogen succes da den blev sendt sent fredag aften. Et tidspunkt der bestemt ikke passede med kerneseernes TV-tider. Det kan også ses på skuespillerne, der ikke virker synderligt engagerede og måske ligefrem keder sig. Hvilket er forståeligt nok, for de har godt nok skulle igennem mange intetsigende episoder.
Tredje sæson af Star Trek bør man selvfølgelig stifte bekendtskab med for fuldstændighedens skyld, men velvidende om at det ikke kan måle sig med resten af seriens bagkatalog.
Anden sæson er lidt mere svingende i kvaliteten end 
Anden sæson af Deep Space 9 er nok seriens svageste sæson. Man vakler lidt mellem to strategier for serien. At lave en sammenhængende længere historie eller enkeltstående afsnit i stil med dem ombord på Enterprise fra TOS og TNG. Heldigvis fandt man senere ud af at satse på den fortsatte lange fortælling, og det er også af den type i sæsonens første og sidste afsnit man finder det bedste.
Selvom man ikke har set filmen, læst bogen eller hørt radiospillet, kender de fleste nok alligevel til denne klassiske science fiction historie, om invasionen fra Mars og hvis maskiner er usårlige overfor vores våben, men som til sidst alligevel dør fordi de ikke kan tåle Jordens bakterier. Denne flotte film fra 1953 står som blandt de bedste af de klassiske science fiction film fra den tid.
Efter at have set afslutningen på Deep Space 9, fik jeg lyst til at se i hvert fald de to første sæsoner igen. Serien hænger fantastisk godt sammen, og det virkede egentlig ikke som noget stort skift at springe helt tilbage til begyndelsen. I hvert fald ikke teknisk og kvalitetsmæssigt, sammenlignet med særligt The Next Generation, hvor første sæson efterhånden ser ret forældet ud.
Afslutningen på denne fantastiske og meget unikke Star Trek serie er en underlig størrelse. Hvor jeg ved de forrige sæsoner har nævnt at stort set alle afsnit var meget sammenhængende, går syvende sæson, i hvert fald i starten, tilbage til mere løsrevne episoder. Til gengæld består sæsonafslutningen af ti fuldstændigt sammenhængende afsnit der fungerer som en lang film.
Sjætte sæson af Deep Space 9 er nok det mest kanoniske Star Trek har set, faktisk ligeså sammenhængende som Babylon 5. Så godt som alle afsnit handler om krigen mod the Dominion på en eller anden måde, og sæsonens seks første afsnit er egentlig en lang uafbrudt historie. Det starter ganske dramatisk, da selve stationen bliver generobret af Cardissians og Jem’Hadar, og slutter også dramatisk hvor en af de centrale personer dør.
Femte sæson af Deep Space 9 starter og slutter med bulder og brag, men det endelige slag mod the Dominion fra Alfakvadranten mangler stadig. Ind i mellem sker der en masse andet og i hovedtræk er sæson 5 ligesom sæson 4, en masse så godt som selvstændige afsnit af svingende kvalitet.
Ridley Scotts Blade Runner fra 1982 baseret på Philip K. Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep er ofte blevet kaldt en af de bedste science fiction film nogensinde. Ikke før nu havde jeg givet den de store tanker, nok grundet i at jeg kun havde set den for mange år siden på en slidt VHS på et monofjernsyn. Det har så sandelig ændret sig efter jeg nu har set den på Blu-ray i “The Final Cut”-versionen. Blade Runner er også kendt for mange forskellige versioner af filmen, men i følge Scott selv er den altså final og jeg synes den virker gennemført.
I starten af fjerde sæson af Deep Space 9 sker der rigtig meget. Situationen med the Dominion tilspidses, så meget at klingonerne mener de må gøre noget. Det ender med at gå udover Cardassia som bliver invaderet af klingonske styrker, på en noget tynd formodning om at Cardassias regering er styret af changelings. Alliancen med Føderationen bliver brudt. Det sætter den generelle ramme for fjerde sæson, men langt de fleste afsnit er enkeltstående historier, ofte med fokus på personudviklinger.