E. E. “Doc” Smith betegnes ofte som faderen til space opera. The Skylark of Space blev trykt i Hugo Gernsbacks Amazing Stories i 1928, men er skrevet helt tilbage i perioden 1915 til 1921. Og den er jo på alle måder helt klassisk med hvad space opera både er blevet berømt på og latterliggjort med, med gode fejlfrie helte, skruppelløse skurke, en ung kvinde i nød og så selvfølgelig rumskibe og rejser rundt i galaksen.

Ved et tilfælde opdager Dr. Richard Seaton en mulighed til at rejse hurtigere end lyset, da han eksperimenterer med det mystiske stof X. Sammen med sin ven, den rige Martin Crane, planlægger han en større forretning og sætter sig for som det første at bygge et rumskib. I mellemtiden har hans tidligere kollega, Marc DuQuesne der havde kontor lige ved siden af, fået nys om Seatons opdagelse, og velvidende hvor rig det ville kunne gøre ham, er han straks i gang med at udtænke onde planer. Det lykkedes ham at stjæle en del af det mystiske stof X, bygge sit eget rumskab og kidnappe Seatons forlovede Dorothy. Seaton og Crane sætter efter ham i en interstellar jagt. De bliver dog hurtigt indhentet og de to besætninger må nu arbejde sammen for at komme hjem igen. De undersøger dog lige et par planeter undervejs.

Særligt første halvdel af roman er underholdende. Der hvor Seaton opdager stoffets Xs egenskaber, hvor de bygger rumskibet og alt det der. Videnskaben er vild og overdrevet, men virker trods alt ikke pjattet. Selvom Einstein bliver direkte afvist med en sidebemærkning, er det jo ikke meget anderledes end når FTL beskrives i dag. En ting er dog lidt for langt ude. Et særligt objekt kompas, som hele tiden peger mod en person hvor man har påsat et objekt. I teorien okay når det foregår på Jorden, men at kompasset skulle virke på afstande af flere tusind lysår er lige at strække det lidt. Seaton og Crane er klassiske gode helte, de vil verden det godt med deres opdagelse, men de vil selvfølgelig også tjene penge på det. DuQuesne er som skurk desværre ikke så interessant skrevet. Hans motivation er for tynd og uklar, og er slet ikke ond nok til at kunne blive rigtig interessant. Kvinderne er portrætteret som kvinder nu engang blev på den tid, særligt med deres forfængelighed hvor de ikke kan lide at gå udenfor på en fremmed planet, fordi det særlige lys der gør at deres hud får en anden farve. Selvom Dorothy bliver kidnappet og skal reddes igen, er hun dog ikke fremstillet som totalt hjælpeløs. Hun viser skam en god del handlekraft.
Den anden del af romanen foregår på planeten Osnome, hvor de lander for at lede efter kobber. Her møder de nogle indfødte, der ligner mennesker bortset fra hudfarven, og bliver hurtigt viklet ind i deres konflikter. Blandt andet fordi salt er uhyre sjældent, og alene på deres frokostbord er der mere salt end nogen af de indfødte nogensinde har set. Denne del er ikke ligeså interessant at læse i dag, fordi det hurtigt bliver til et ordinært jungleeventyr, og en undskyldning for læseren til at fantasere om disse fremmede væsener, som ikke går med ret meget tøj på, og hvor mændene har mindst 10 koner.

Med hvad vi forstår ved space opera i dag, er der ikke så meget af det her, kun genrens grundlæggende elementer. Det er ikke widescreen med masser af planeter og civilisationer, store krige og mystiske rumvæsener endnu. Det er blot en tur ud i rummet, et kort visit på en tosset planet, og tilbage igen – med damen i god behold. Den er hurtigt læst og ganske underholdende, særligt den første del.