Jeg synes til tider det er ret svært at finde på sigende overskrifter til det jeg vil skrive, men få at slå det fast fra starten, handler det om det princip som i Star Trek hedder Prime Directive og som går ud på, at man ikke vil blande sig i den frie udvikling af andre civilisationer og dermed heller ikke hjælpe dem op på et højere teknologisk niveau.

Begrundelsen går på at man mener at kulturer og civilisationer skal udvikle sig naturligt uden indblanding og selv skal opnå den teknologi der gør det muligt at komme i kontakt med resten af galaksens væsener. I Star Trek så at de opnår warp-teknologi. Dette kunne forklare hvorfor rumvæsener ikke har besøgt jorden endnu

Det er jo alt sammen meget godt og der er jo også fare for at en civilisation ikke er “moden” til at kunne håndtere en sådan teknologisk overgang, men i Peter F. Hamiltons bog Fallen Dragon synes jeg der bliver præsenteret et interessant argument på lige det modsatte. At man da bør hjælpe folk op på et højere teknologisk stadie hvis det er muligt, og bogens hovedperson sammenligner det med den udvikling vi har haft på jorden, hvor man nogle steder i verden havde tv og computere mens der stadig var områder der endnu ikke havde set en elpære. Skulle man så nægte disse folkefærd og lande den udvikling de andre har opnået? Det synes man vel umiddelbart ikke, for så fremstiller man det jo nærmest som en menneskeret at hele verden skal nyde godt af fx medicinsk udvikling.
Der er selvfølgelig et stort spring fra forskellige folkefærd på en planet og så en planet som helhed, men det er da en god pointe. Jeg har netop tit undret mig over dette når jeg har set Star Trek og emnet har været fremme eller læst anden science fiction, men man kan selvfølgelig også forestille sig at det kan ende grueligt galt. I den ovennævnte bog bliver det dog også pointeret at man bør hjælpe civilisationen med at implementere den nye teknologi bedst muligt, så de ikke ender med at bruge den til at sprænge sig selv i luften.

Og så smager den nye Coca Cola Lime iøvrigt ganske udmærket

Jeg genså lige Star Trek: The Next Generation afsnittet Where No One Has Gone Before, som leger lidt med ideen om at rejse i rummet med tankens kraft, og dermed langt hurtigere end almen warp-hastighed. Med tankens kraft kan man jo være der øjeblikkeligt. Bliver forklaret med at der er en større sammenhæng mellem tid, rum og tanker, som kun nogen kan forstå og beherske. Jeg har set samme ide blive brugt i en Georg Gearløs historie, hvor han bygger et rumskib der kan rejse ved tankens kræft, og dermed øjeblikkeligt.

Det lyder jo meget tiltalende, men at der skulle være en sammenhæng rumtid (eller “space-time continuum”, som altså lydere bedre) og selvbevidste væseners tanker, virker som en lettere halvreligiøs forestilling synes jeg. At bevidste væsener og deres tanker skulle være andet end bare væsener der lever i rum og tid, men åbentbart skulle have et slags “link” med rum og tid. Det giver ligesom tænkende væsener en særlig status i forhold til andre levende væsener. Og mon ikke det giver nogle problemer så at skelne fantasi fra virkeligheden? Dog kommer vi vel ud i nogle filosofiske ideer om at virkeligheden er det vi tror vi ser, og det hele måske bare er en stor illusion. Så er vi ovre i noget Matrix-agtigt noget, med at hvis man tror man dør i simulationen dør man også rigtigt, for “the body cannot live without the mind.”

Det kunne det vel være meget praktisk hvis man kunne fokusere de tanker og bruge det til at flytte sig rundt med, men så havner man vel i spørgsmålet om man virkelig er hvor man tror man er?

Utroligt så meget lommefilsofi man kan få ud af Star Trek.

Bare et lille “rant” om at jeg mener engelsk er det rette sprog til science fiction. Jeg skriver jo min blog på dansk og det vil jeg blive ved med, men jeg kan se man nemt kommer ud i nogle fjollede oversættelser og mærkelige fordanskninger. Der er jo heller ikke noget mere iriterrende end at se en film og så se på klumpede forsøg på at oversætte et eller anden opfundet teknisk begreb til noget dansk. Synes egentlig det bedste er at de bare lader de engelske gloser være i deres undertekster, men jeg kan dog ikke helt finde ud af om jeg vil gøre det samme her i min blog eller om man burde gøre det i oversættelser af bøger eller i artikler.

Dog kommer man ikke udenom at selve begrebet “science fiction” ikke skal forsøges oversættes til noget som “videnskabelig og pseudo-videnskabelig skønlitteratur”. Det lyder jo for fjollet. Er ligeledes heller ikke meget for at læse oversættelser af bøger, hvis de oprindeligt er skrevet på engelsk. Synes engelsk er et langt mere omfangsrigt sprog der kan give mere dybde og nuancer med sine mange ord, i forhold til dansk som let bliver meget brug af de samme vendinger igen og lettere stift i det. Kan dårligt huske hvornår jeg sidst har læst en bog på dansk. Kan til tider heller ikke lade lidt vær med at grine af de danske oversættelser. Fx Håndbog for vakse galakse-blaffere lyder altså bare for skørt i mine øjne, eller Drømmer androider om elektriske får?. Oversættelserne er jo ikke forkerte som sådan, men det passer bare ikke rigtigt ind med de vendinger.

Jeg har dog ikke læst noget af den danske science fiction forfatter Erwin Neutzsky-Wulff, så det kunne jo være det fungerede bedre med den slags når det ikke var en oversættelse fra engelsk. Ham burde man give en chance.

Problemet med kommunikation over store afstande i rummet er et gennemgående ting i meget science-fiction, og det medfører jo nogle interessante kommunikationsforhold vi ikke er vant til på vores klode hvor kommunikation kan foregå øjeblikkeligt.

Selv i science fiction bøger hvor man har ormehuller og lignende, holder forfatteren stadig fast i at det ikke er muligt at sende noget hurtigere end lyset. Dermed bliver den eneste mulighed at sende information mellem planeterne på, at sende det fysisk via et rumskib. Især Peter F. Hamiltons The Night Dawns Trilogy har medtaget dette problem vældig godt, hvor den forsinkelse i opdatering af information fra forskellige systemer bliver helt vital i en krigslignende situation. Her er det dog ikke værre at et rumskib altid kan lave et ormehul hvorhen det vil og dermed fragte informationen, men en anden vinkel er at disse ormehuller manuelt skal skabes ved at et rumskib flyver, med under lyshastighed, fra det ene punkt af ormehullet til det andet for at ormehuller kan oprettes. Dette var blandt andet tilfældet i den novelle jeg nævnte her i går og den bog jeg er ved at læse lige nu, The Algebraist. I sidstnævnte sker der nemlig det at et ormehul bliver ødelagt og et solsystem bliver dermed fuldstændig isoleret fra resten af galaksen.

Jeg synes det er en fascinerende tanke at hvis vi en dag får mulighed for at flyve rundt mellem stjernene, vil vores kommunikationsmuligheder falde helt tilbage til tiden før radioen. I dag er globalisering jo det verden driver imod, hvor verden bliver mindre og kommunikationsafstandene, via Internettet især, minimale i forhold til den fysiske afstand. Hvis vi begyndte at kolonisere andre planeter vil “verden” blive større igen, så at sige, og der vil igen være behov for at kunne klare sig uden øjeblikkelig kommunikation med resten af verden. Hvilket mange science fiction forfattere så godt beskriver er at disse koloniserede planeter vil blive langt mere uafhængige og selvstændige, ligesom nationalstaterne var før i tiden. Hvilket så igen pudsigt nok typisk gør at Jorden i science fiction universer med en interplanetar civilization, bliver til en samlet enhed der ikke længere er delt op i nationalstater.
Det kunne måske være løsningen for dem der ikke er glade for globaseringen og opløsningen af nationalstaterne og sammensmeltning af kulturer. At kolonisere andre planeter og så opbygge dem efter en kultur eller en nationalitet. Dette ser vi fx i Star Trek og i The Night Dawns Trilogy jeg nævnte før, og interessant nok påpeger de det oftest som løsningen på den konflikt der kan være mellem folkefærd, at isolere dem hver for sig, hvilket jo står helt i kontrast til nutidens politiske verden, hvor det hele handler om at man skal kunne leve sammen på samme område i globaliseringens navn.

Men for at komme tilbage til det med overlyshastighedskommunikation, så har de jo det i Star Trek hvor de kan kommunikerer via supspace – som de kalder det. Det gør det jo noget nemmere for kaptajnerne på diverse Enterprises og lignende, at trække politiske beslutninger og hente hjælp, da de altid lige kan kontakte Starfleet. Så der er isolationen og kulturforskellene, i hvert fald for dem ansat i Starfleet, noget mindre. Den kommunikation er dog ikke perfekt, for de ryger til tider for langt ud i galaksen at de ikke kan kommunikere, hvor de så er på egen hånd. Dette er jo egentlig hvad hele Voyager-serien er baseret på.

Som altid har Wikipedia en god artikel om dette med hastigheder over lysets hastighed.