Novum nr. 100

Novum nr. 100Novum udkom første gang i 1985 og er dermed ligeså gammel som mig, og nu rundede det nummer 100 i marts i år. Det er blevet til et flot jubilæumsnummer med flad ryg og på 100 sider.

Indholdet er dog ikke til at tage fejl af. Intet nummer uden et Litteraskopet fra Niels Dalgaard, der denne gang skriver om en bog med titlen 100 must-read science fiction novels. Niels er noget kritisk overfor formen, specielt fordi bagsideteksten påstår man kan blive ekspert i genren med denne liste, men udvalget af romanerne er ikke desto mindre ganske udmærket.

I anledning af jubilæet er der selvfølgelig blevet skrevet lidt om Novums historie. Niels Dalgaard har skrevet lidt om Novums tilblivelse og om de forskellige redaktører der har været gennem tiden, og den nuværende redaktør, Janus Andersen, har interviewet Novums første redaktør – Stig W. Jørgensen. Alt sammen spændende fanhistorie.

Derudover er der også en conrep fra Snorfcon, et interview med Jonas Wilmann, samt hele tre noveller, hvoraf den ene er en kortroman der fylder godt halvdelen af siderne.

I den fortsatte vandreroman giver Henning Andersen os det syvende kapitel. Jeg må indrømme jeg snart har opgivet at finde hoved og hale i historien. Som det nok må være, er det som om man starter næsten forfra hver gang, mens personerne går igen. Henning Andersen har dog også skrevet en selvstændig novelle med titlen Dyrerne må ikke fodres, med en historie der kunne ligne et typisk Star Trek afsnit. Vi er ombord på et rumskib hvis FTL-motor pludselig slår ud. På deres radar kan de se en flyvende tallerken der har direkte kollosionskurs mod dem og som ikke svarer på deres henvendelser. Meget sjov Star Trek-pastiche. Vi er også ombord på et rumskib i Rasmus Wichmanns kortroman En ny begyndelse, hvor nogen vender tilbage til Solsystemet, men de finder intet liv der. Om det virkelig er det velkendte solsystem de er havnet i, eller blot et der ligner vores meget, er ikke helt klart.

Søn af Tohubohu 10

Sidste gang Niels Dalgaards fanzine Søn af Tohubohu udkom var til Eurocon 2007, og passende nok blev et nyt nummer udgivet i forbindelse med Eurocon 2011 i Stockholm. Og han starter selvfølgelig med en længere conrep fra Eurocon 2007.

Med det fanniske dækket ind, går Dalgaard videre med at grave en af fortidens glemte pulpforfattere frem. Den yderst produktive Ellis Parker Butler, som vi tidligere har set et par noveller af i Proxima nr. 89, får vi en længere artikel om samt en enkelt novelle.

Novellen hedder Vogn nr. 1297, skrevet i 1903, og handler om de første rigtige flyvemaskiner og hvordan de ændrede verden, men det er egentlig mere en kærlighedshistorie. Ikke ligeså morsom som de to historier trykt i Proxima.

Proxima nr. 93

Forårsnummeret af Proxima er ikke uventet af høj kvalitet med varierende indhold om science fiction. Ny original forskning af Niels Dalgaard, paneldebat, den tilbagevendende science fiction bibliografi er nået til år 2008, et par noveller og selvfølgelig masser af anmeldelser.

Niels Dalgaard har været på Det Kongelige Bibliotek og gennemgået den gamle konservative avis Dagens Nyheder for science fiction historier i 50′erne. Det er der kommet en interessant artikel ud af om hvad der blev skrevet på og oversat til dansk af science fiction på den tid.
På Fantasticon 2010 deltog jeg og fire andre mere garvede science fiction fans i et panel om seks science fiction romaner fra de sidste 10 år. Dalgaard har transkriberet debatten og bringer det altså her i Proxima.
Ellen Miriam Pedersen skriver en kort artikel om hvorfor og hvordan hun bruger science fiction genren som forfatter, og derefter følger Niels Dalgaards science fiction bibliografi for 2008.

Udgivelsen af Professor Challengers Bedrifter har kastet et par ekstra noveller af sig som så bliver bragt i Proxima. Første historie hedder Rædslen fra højderne om en pilot der flyver op i det lidt højere luftlag og finder nogen mærkelige væsener. Derefter følger Keinplatz-eksperimentet der i klassisk pulp stil handler et videnskabeligt eksperiment hvor sjælen adskilles fra kroppen, hvilket ikke overraskende går lidt skævt. Det er to fine historier, men de bedste er nu stadig at finde i den anden samling.

Antistof

AntistofDet er ved at være noget tid siden jeg har læst Charles Stross og indtil nu har det ikke været hans noveller. Science Fiction Cirklens udgivelse Antistof blev udgivet i forbindelse med at Stross besøgte Fantasticon i 2009 og samler fem udvalgte noveller samt et efterord af Niels Dalgaard. Det kan siges meget kort, men Stross’ noveller er om noget endnu mere vanvittige i sine idéer end hans romaner.

Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

Proxima nr. 92

Proxima nr. 92Efterårsnummeret fra 2010 af Proxima er som altid høj kvalitet fra ende til anden. Der bliver både gået i bredden og i dybden med genren og vi får hele tre nye danske noveller.

Niels Dalgaard har sat sig for at gennemgå 00′ernes danske science fiction romaner. Han har kæmpet sig gennem 76 romaner, meget af det mindre godt, og giver altså her i Proxima et udførligt sammendrag af hvad der skrives af dansk science fiction i romanform. Og selvom han faktisk får nævnt hvert eneste værk, bliver det aldrig til en kedelig opremsning, men man bliver ført bredt rundt i genrens tematikker og tendenser.
Fra det brede perspektiv til det meget smalle med Morten Vesteragers artikel om hvordan man kan komme udenom alle de besværlige tidsrejseparadokser, sådan da.
På Dancon i 2010 blev der afholdt et panel om tilstanden i den engelsksprogede science fiction novelle, med Flemming Rasch, Lise Andreasen og jeg selv som panelister. Niels Dalgaard har transkriberet denne paneldebat, hvilket bestemt er gjort læseligt og interessant.

Mikala Rosenkildes novelle Metoritten handler om en metorit der styrter ned midt i Damhussøen. Historien er ganske fint fortalt i dagbogsform af Karen der bor i nærheden og kan følge den bizarre udvikling fra hendes vindue.
A. Silvestris Det Bedste handler i al sin enkelhed om en gruppe studiekammerater der beslutter sig for at låse sig selv inde i et sommerhus, med det formål at udtænke det bedste samfund i løbet af en uge. Dette teknokratiske diktatursamfund med de bedste intentioner er angiveligt blevet en succes, da historien fortælles fra fremtiden hvor en af lederne ser tilbage på den tid hvor de udtænkte deres gode samfund. Silvestri rammer meget godt balancen mellem at samfundsformen hverken er ren lykkelig utopi eller brutalt diktatur, men understreger blot at selv med de bedste intentioner kan det gå over gevind.
Sidste novelle er ganske kort, hedder Fortæl mig om ti år og er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der skitser et fremtidssamfund op hvor man skal ansøge myndighederne om at få lov til at leve ti år længere uden sygdom. Novellen følger et ældre ægtepar, der begge kæmper med deres ansøgninger, og gruer for svaret.

Professor Challengers Bedrifter

Professor Challengers BedrifterArthur Conan Doyle er uden tvivl mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men han har også skabt andre interessante og spændende figurer, som fx Professor Challenger, hvor SFC her har samlet to (kortere) romaner og to noveller med denne extrentiske professor og hans fantastiske opdagelser. Alle historier er skrevet i starten af forrige århundrede.

Den ene roman er Den forsvundne verden og fylder over halvdelen af bogen. Denne roman har været en vis inspiration til Jurassic Park-filmene og ikke mindst bogen af Michael Crichton med samme titel. Her møder vi Professor Challenger for første gang. En tydeligvis gal/genial videnskabsmand med speciale i zoologi, der opfører sig extremt arrogant, nedladende og siger nogen ham imod, eller værst af alt – kalder ham for en løgner, så lader han sig bestemt ikke begrænse til kun verbale øretæver. Historien fortælles dog af journalisten Malone, der ved hjælp af lige dele mod og held (og uheld) får rodet sig ud i at tage med professoren på en ekspedition til sydamerika, der har til formål at bevise professorens påstande om at have fundet et forsvundet isoleret land på en højslette hvor forhistoriske dyr stadig lever – herunder dinosaurere. Med på holdet er også en anden professor der ikke tror på Challenger og en riffelkyndig soldat. Herefter følger et fantastisk eventyr med farlige forhistoriske dyr, vilde indfødte og et styrket kammeratskab i den lille gruppe.
I næste noget kortere historie, Den giftige zone, er det intet mindre end verdens undergang der finder sted. Professor Challenger mener at have fundet ud af at Jorden er på vej ind i en giftig zone i æteren, og æteren derfor bliver forgiftet og alt levende dør som fluer. Gruppen fra før samles hos Challenger hvor de holder sig levende ved hjælp af trykflasker med ilt.
De to sidste noveller er mindre eventyr og mere klassisk pulp. I Opløsningsmaskinen får journalisten Malone til opgave at verificere om en videnskabsmands opfindelse nu også kan hvad være den giver sig ud for, så han allierer sig med Challenger. Det er intet mindre end en teleporteringsmaskine, men som også kan bruges som et frygteligt våben.
I sidste historie, Da verden skreg har Challenger iværksat en udgravning tusinder af kilometer nede i Jorden, fordi Challenger er overbevist om at Jorden er en levende organisme, hvilket han agter at bevise. Hans eksperiment får visse uhedlige konsekvenser.

Det meste af den videnskab der bliver præsenteret her er mildest talt latterlig set med nutidige øjne. Særligt det med æteren og Jorden som en organisme, men det er stadig ordentlig science fiction, fordi tilgangen til det hele er videnskabelig og underbygget (sådan da) med hvad man nu engang havde af viden dengang. Derudover, så er Challenger slet og ret en umådeligt underholdende person at læse om. Hans opførsel gør at man umuligt kan synes om ham, men alligevel må have respekt for hvad han rent faktisk får udrettet. Historierne heri kan appelere til alle og er bestemt ikke begrænset til science fiction fans med forkærlighed for gamle støvede tekster.

Novum nr. 99

Novum nr. 99Decembernummeret har hele tre novller, udover de øvrige velkendte indslag.

Niels Dalgaards Litteraskopet handler om magasinet Galaxy og nogen af de historier der blev trykt i det tilbage i 50′erne. Niels har også skrevet en kort “conrep” fra SFCs stand på BogForum 2010. Janus Andersen har interviewet L. G. Jensen der med bøger som MilkyWay Meat – Sanddæmonen skriver tjubang pulp science fiction. Fra dette interview vil jeg lige fremhæve et citat som jeg synes viser en virkelig fed indstilling:

Hvis du i en travl hverdag kun har ti minutter til at sidde og læse – om det så er i S-toget, ved busstoppestedet eller på porcelænstronen – så skal jeg ikke være ham, der keder dig og spilder din tiden i din lille oase af ro. Jeg skal nok sørge for du er underholdt i samtlige ti minutter, du venter på bussen

I novellerne finder vi en slags julehistorie af Flemming R. P. Rasch med Lastrum 24 om et lastrum der burde være tomt. Lidt i samme boldgade finder man Nikolaj Johansens Livløs hvor nogen undersøger et forlist og fuldstændig menneskeforladt rumskib, uden at nogen ved hvor besætningen er blevet af. Endelig er der Sara Weisdorfs Drømmen der beskriver en fremtid hvor Danmarks økonomi reddes af at alles drømme bliver tappet og solgt videre.

Science Fiction nr. 14

Knud Larns fanzine Science Fiction udskriver hvert år en novellekonkurrence med emnet “Danskerne og [et -eller-andet-science-fiction-agtigt]“. I 2006 var det således “Danskerne på Månen”, og de noveller har vi nu endelig fået mulighed for at læse.

Efter at have læst hæftet igennem bed jeg først og fremmest mærke i hvor mange af novellerne der havde et lignende udgangspunkt. Menneskene har bosat sig på Månen fordi et eller andet er gået galt på Jorden, i større og mindre omfang. De nye samfund på Månen skal så både forholde sig til deres rødder, de danske rødder her, og at de er et helt fremmed sted. Et godt eksempel er Helene Svolgarts Danernes March, hvor efterkommere af nogle danske kolonister mindes deres fædreland i en form for holografisk gengivelse, men en beslutter sig for at besøge det rigtige Danmark nede på Jorden, og hun erfarer at det ikke helt lever op til det billede.
Det er også generelt småt med de optimistiske historier. I Marianne Hansens Virus bliver nyfødte børn destrureret hvis de ikke har en bestemt mængde af en virus i sig, en virus der gør at man dør inden man bliver gammel og rynket. Og helt galt går det i Sofie Boyens Månebyen hvor en stærkt smitsom virus bryder ud i Månebyen i bedste Resident Evil-stil. Vi ser også eksempler på politisk oprør i disse nye danske samfund på Månen. I Bjarke Kock Larsens Det udslukte fyrtårn hører vi om en undergrundsgruppe og den mystiske Tjenesten der sætter en stopper for de revolutionære kræfter. Og i Rasmus Wichmanns D.T.D.M.S.F.S.M. finder et regulært statskup sted mod præsidentinden.

De fleste af novellerne er hvad jeg vil karakterisere som situationsbeskrivelser snarere end historier der bygger på et plot. Det er interessant at se hvordan Knud Larns ellers umiddelbart åbne ramme om at fortælle om Danskerne på Månen, kan give en række historier der på sin vis er meget forskellige, men også har mange fællestræk. Jeg har slet ikke omtalt vindernovellen, Flemming Raschs Gravitation presser objektet i form, som en måne, men jeg kan dårligt sige jeg har nogen holdning til hvilke noveller der skulle vinde. Alle novellerne er interessante at læse, i den kontekst at de har arbejdet under samme overskrift, og det er der som sagt kommer både noget meget forskelligt og noget gennemgående ud af.

Metusalem

MetusalemJeg har modtaget mit første officielle anmeldelereksemplar til denne blog med denne debutroman af Flemming Dyrbye. Desværre har den kun perifært med science fiction at gøre, og spændingsromaner er ikke lige mit speciale, men den får et skud.

Historien udspiller sig i nutidens Danmark og følger kriminalassistent Michael Niedermeyer der bliver sat til en lede efterforskningen, da kvindemorderen Christian Bjørnbo stikker af fra fængslet. Det bliver hurtigt klart at Bjørnbo har i sinde at bevise sin uskyld og Michael finder ud også ud af, at der er noget lunkent ved den oprindelige mordsag Bjørnbo blev dømt før. Pigen han angiveligt skulle have voldtaget og myrdet, havde arbejdet længe mod en opdagelse af stor lægevidenskabelig betydning. Som historien skrider frem optrevler Bjørnbo og Michael et internationalt og morderisk komplot relateret til denne opdagelse. Resten er så godt som selskrevet som den slags spændingskrimier nu engang er, og science fiction elementet kommer først lidt på bane til allersidst, da vi får lidt flere detaljer om denne vigtige videnskabelige opdagelse og dens konsekvenser. Bogens titel, Metusalem, leder en i retning af, at denne opdagelse har noget at gøre med forlængelse af menneskers levetid.

Jeg er ikke velbevandret i krimier, endnu mindre de danske af slagsen, så måske er det bare stilen, men jeg synes romanen var alt for tørt og nøgternt skrevet, hvor alle ligegyldige detaljer om personernes gøren og laden bliver skrevet i form af “og så gjorde han det, og så skete der sådan, og så..”. Alle tanker og overvejelser bliver nedfældet, så man ikke behøver at læse meget mellem linjerne. Omvendt, så vil jeg også sige “it gets the job done” – så at sige, for kedeligt var det heller ikke at læse, hvilket trods alt er det vigtigste, selvom det nu sagtens kunne have været gjort kortere.
Det er selvfølgelig en personlig præference og ikke en direkte kritik, men jeg foretrækker nu at “heltene” i sådanne historier også godt må komme i rigtig fare og til skade, hvilket ikke er tilfældet her – ikke for hovedrollerne i hvert fald. Det tager lidt af spændingen.
Idéen om forlængelse af menneskets liv og dets mulige samfundsmæssige konsekvenser er næppe ny for science fiction læsere, og på det punkt er der ikke meget nyt her, da romanens fokus klart ligger i et klassisk politimæssigt opklaringsarbejde, tilsat de forventelige romancer og personlige problemer på hjemmefronten.
Hvordan Metusalem står blandt det øvrige marked af danske krimi- og spændingsromaner skal jeg ikke kunne vurdere, men sikkert udmærket som letfordøjelig spændning efter de velkendte formler der nu engang hører til den genre.

Novum nr. 98

Novum nr. 98Tredje nummer af årets Novum er denne gang uden et nyt kapitel i den fortsatte kortroman Perceptionens Døre, men tilgengæld med en masse andet spændende.

Niels Dalgaards Litteraskopet handler denne gang om Jens Gulds arkiv, hvor Niels har dykket ned i et par gamle papkasser med spændende fanzines og andet interessant. Redaktøren selv, Janus Andersen, har fyldt en god del af nummeret ud med en gennemgang af nyere tids science fiction for unge, der særligt lader til at være meget dystopisk. Og Rasmus Wichmann giver en god conrep fra den svenske con Condense.
En enkelt kort novelle af Jesper Rugård er der også blevet plads til. Titlen Fuld assimilation siger det meste. Det handler om en stakkels mand ved navn Rasmussen, der bliver totalt overtaget hvad der angiveligt må være et rumvæsen.