Interstellar sysctl

Efterårsnummeret fra 2009 er prydet af en flot forside af Wolgang Sigl og indholdet er den sædvanlige gode blanding af artikler, interviews, en enkelt novelle og et læs anmeldelser.

Niels Dalgaard har transskriberet hele to indslag fra Fantasticon. Interviewet med Charless Stross og paneldebatten om britisk science fiction. Derudover har han oversat en artikel af Fiona Kelleghan med titlen De vilde humanister, hvor hun gennemgår en håndfuld forfattere der kan har en række ting tilfælles, herunder deres foragt for novellen The Cold Equations og nok en vis modstand til religiøse amerikanske republikanske politikere. Det drejer sig om forfatterne Greg Frost, Tim Sullivan, James Morrow, Robert J. Sawyer, Connie Willis og ikke mindst Kim Stanley Robinson.

En enkelt oversat novelle er det blevet til. Det er Stig W. Jørgensen der har oversat Matthew Johnsons The Coldest War fra februarnummeret af Asimov’s og ikke en finger at sætte på det.

Det tredje nummer af Subspace i 2009 indeholder en række spændende artikler. Næsten halvdelen af siderne bliver brugt på en conrep fra en Star Trek convention i Las Vegas i sommeren 2008, hvor ni glade danske trekkies deltog. Der er masser af billeder og ægte fanbegejstring stråler ud af de mange personlige beretninger, omend det dog kan tage lidt overhånd og jeg kunne godt have ønsket mig mere om hvad der skete på de mange programpunkter og mindre om hvem der fik hvis autograf. Men okay, ægte fanbegejstring har også sin ret.
Derefter følger en artikel af Kim Ursin om sandsynligheden for at der findes rumvæsener og ikke mindst, om det er realistisk at vi vil møde dem. Udmærket skrevet, men bidrager ikke rigtigt med noget nyt.
Henriette Fox Maule ser i Trekadoter på et afsnit fra Deep Spance 9 og et fra Enterprise, og Lise Andreasen har med udgangspunkt i en bog af Volker Gentejohann skrevet en artikel om den originale Star Trek serie set i en postkolonial vinkel, og hvordan amerikanske værdier præger serien. Ganske interessant og med en nok berettiget kritik af den måde kvinder oftest bliver skildret på i serien.
Til sidst en rigtig nørdartikel! Charlotte Primdal giver en introduktion til sproget klingon, og denne første del med fokus på udtalelse.

Ny Science Fiction er Flemming R.P. Raschs enmandsforlag, der tidligere har udgivet antologien Cirkler og Gweneth Jones samlingen Græsprinsessen & andre historier. Refleksioner, som jeg har modtaget, er endnu en originalantologi med danske forfattere. 12 noveller i alt fordelt på 152 sider.

Undertitlen er En Science Fiction Antologi, hvilket skal forstås meget bredt. Flere af historierne kan til nøds kaldes science fiction, andre er egentlig fantasy. Nogen af disse historier er skam gode nok, men det irriterer mig alligevel en anelse, da man med sådan en antologi har en forventning om at der er tale om science fiction historier, og dermed også nemt kan komme til at læse en historie på en bestemt måde.

Første historie er skam science fiction, men jeg synes ikke den har ret meget at byde på i det henseende. Det er Lauge Rosendals Anholt, der er skrevet som en række af interviews af en politiker foretaget over en længere årrække. Det starter nede på jorden og udvikler sig undervejs ud i ektremer, der i sidste ende fører til at Anholt løsriver sig fra Danmark. Det politiske budskab med “se hvad den politik fører til” bliver altoverskyggende, og den har ikke meget interessant at byde på som science fiction synes jeg.
Principielt vil jeg mene det er lidt underligt at en redaktør har en novelle med i sin egen antologi, men Den sande historie om hvordan jeg overvandt min skriveblokering af Flemming R.P. Rasch er dog ganske underholdende. Man følger en dansk science fiction forfatter der har svært ved at slå igennem. En aften ser han en meteor falde ned og han finder hen til krateret. Der finder han en mærkelig sten, som han sparker til og får en voldsom smerte op gennem benet. Næste dag ser han at hans fod er blevet helt grøn og det breder sig tilsyneladende til resten af kroppen. Alt i mens sker en række mord på andre science fiction forfattere. Er der mon en sammenhæng? Historien har en del gemte referencer til virkelighedens danske science fiction forfattere, men man kan sagtens more sig over den uden at have styr på det.
H.H. Løyches Dødspiberne på Gékon er klassisk science fiction, men en god del worldbuilding, så han har egentlig skabt muligheden for flere historier.
Sidste historie, Christian Hauns Thanatos-Tsiolkovskij, er måske strengt taget ovre i fantasy, eftersom det handler om en nekronaut – sjælen fra en mand som sendes ud i rummet, men det er ganske godt gennemført kosmisk science fiction.

Kvaliteten kommer desværre ikke helt op på Den Hemmelige Dal, men det er fantastisk godt at se for dansk science fiction, at der skrives nok historier til at der jævnligt kan trykkes i fanzines, en årlig antologi fra SFC, for ikke at tale om Knud Larns novellekonkurrence i fanzinet Science Fiction (som vi stadig venter på), og altså også en mulig slags antologiserie fra forlaget Ny Science Fiction – hvor bogen også kan købes for 190kr.

Begrebet backlog har sneget sig ind i min hverdag. Et udtryk for et efterslæb af noget man gerne vil have gjort færdig. Det kan man så prøve at sætte i system, som jeg har gjort med mine spil, hvilket jeg slet ikke tør gøre med bøger – det vil være alt for deprimerende. Lidt mindre uoverkommeligt er min backlog af blade og magasiner – selvom jeg stadig er for meget bagud. Dette nummer af Subspace er fra foråret sidste år, hvor den nye Star Trek-film lige var kommet (jeg genså den forleden, og synes stadig godt om den, men jeg anser den nu mere som en “Star Trek” film end en Star Trek film) og det er der selvfølgelig brugt masser af plads på.

Johan Albrechtsen var til pressevisning af filmen i Paris d. 13 april, for at lave et interview med nogle af skuespillerne og ikke mindst instruktøren J. J. Abrams til filmsiden filmz.dk. Interviewene kan ses her og i Subspace har Johan skrevet en beretning om hans oplevelser til denne forpræmiere. Desuden anmelder han soundtracket til den nye film, Blu-ray udgivelserne af TOS sæson 1 og de seks første film, samt spillet Star Trek D-A-C.
Inden filmen havde præmiere udkom fire tegneseriehæfter, der fortæller forhistorien med Nero og Spock, der leder til begivenhederne i den nye Star Trek film. Keld R. Hansen giver os en gennemgang af handlingen i denne forhistorie, hvilket virkelig er værd at læse hvis man ikke har læst tegneserien.
Der er ingen egentlig anmeldelse af den nye film, hvilket egentlig er forståeligt nok – for der kunne skrives ligeså mange anmeldelser som der er medlemmer af trekkies.dk, men Charlotte Primdal har dog skrevet en lille side om hvorfor hun ikke kan lide filmen, særligt fordi hun finder store del af dens præmisser med nye tidslinjer for utroværdige. Johan Albrechtsen ser lidt på omkostninger og indtjeninger for de nu 11 Star Trek film og Kim H. Pierri reflekterer lidt over konceptet med at reboote gamle tv-serier.

Alt handler dog ikke om den nye film. Vi får også anden del af Charlotte Primdals artikelserie om Gene Roddenberrys vision, denne gang set i forhold til menneskehedens utallige krige. Henriette Fox Maule ser i Trekadoter på TOS-afsnittene The Changeling og The Apple og Christa Islin skriver om hvad der blev af Jeffrey Combs, der spillede en Ferengi i Deep Space 9.

Det fjerde nummer af Novum i 2009 har den sædvanlige gode blanding af noveller, Litteraskopet, interviews, info om nye bøger og ikke mindst min lille medlemshilsen som ny formand.

Litteraskopet har minsandten rundet de 50 og Niels Dalgaard skriver denne gang om klimaforandringer i science fiction litteraturen. Carl-Eddy Skovgaard har skrevet om hvad det er vi ser på forsidebilledet, Janus Andersen har interviewet Peter Aagaard og Niels Dalgaard har skrevet en conrep, ikke fra en con, men fra BogForum hvor SFC – som forhåbentlig bekendt – havde en stand.

Der er to noveller denne gang. Den første er af Glen Stihmøe og hedder Den skaldede frisør, og handler selvfølgelig om en skaldet frisør. Det har han været i mange år, men en dag får han nogle ubehagelige anfald ved at hans kunder siger nogle bestemte ord. Han slår det hen som stress og ansætter en assistent til sin frisørsalon. Der er bare noget lidt mærkeligt ved assistenten, han hedder Brent, er ualmindelig bleg og tiltaler ham med Sir. Det vil være synd at afsløre for meget, men det er virkelig god og humoristisk fanfiction.
Den anden novelle er fjerde del i den fortsatte kortroman. Brian P. Ørnbøl har skrevet kapitel med titlen Galskabens anatomi, hvor Otto og Heidi bliver ført ned i nogle underjordiske gange og historien vender så småt tilbage til det The Matrix-inspirerede plot fra første del.

Jeg har tilsyneladende ikke læst Subspace i næsten et helt år! Det må der altså gøres noget ved.

Majen Barrett Roddenberry, Gene Roddenberrys kone og kvinden bag Lwaxana Troi, døde for godt et år siden, og Henriette Fox Maule har skrevet en god artikel om hendes liv og karriere. Charlotte Primdal begynder på en artikelserie om Star Treks indvirken på samfundskulturen, men det virker mest som en introduktion til emnet. I Trekadoter bliver der set på afsnittene What Are Little Girls Made Of fra TOS og Dark Page fra TNG. Søren Hess har en glimrende artikel om medicin og kunstige organer i virkelighedens medicinske verden sammenlignet med Star Trek. Jeg kan særligt godt lide hans bemærkning om, at lægerne stort set altid i Star Trek bare med deres scanner roligt konstaterer at en person lige er død for øjnene af dem, men sjældent forsøger en egentlig genoplivning som vi vil gøre det i dag. Niels Dalgaard stod for godt et år siden for et glimrende foredrag om Star Trek og science fiction, som desværre alt for få mødte op til. Heldigvis er det trykt i sin fulde længde i dette nummer. Og endelig har Lise Andreasen med udgangspunkt i bogen Is Data Human? – The Metaphysics of Star Trek set på spørgsmålet om Datas menneskelighed.

Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år og fik sammenlignet med de øvrige pulp-forfattere i 30′erne ikke skrevet ret mange noveller, men de få år han var aktiv, fik han skrevet nogle banebrydende science fiction historier der har inspireret andre forfattere. Særligt hans skildring af rumvæsener er han blevet kendt for, der var helt usammenlignelig med hvad hans kollegaer på den tid skrev. Med oversættelse og efterord af Niels Dalgaard har SFC udgivet 10 af hans noveller fordelt på næsten 300 sider.

Alle historier udspiller sig på en af Solsystemets planeter eller måner. Vi kommer både forbi Mars og Venus flere gange, flere af Jupiters og Saturns måner og endda også Uranus og Pluto. I den første historie Odyssé på Mars ser man allerede hvordan Weinbaum gjorde noget nyt. Der beskrives flere mere eller mindre intelligente livsformer på Mars, men de er ikke ondartede monstre der skal nedkæmpes, som ellers var typisk i science fiction historier på den tid. Weinbaum beskriver livsformer der er markant anderledes og uforståelige for mennesker, men alligevel fascinerende og tydeligt intelligente på deres egne præmisser. I novellen beretter kemikeren Jarvis om sit møde med den strudselignende marsboer Tweel, der tydeligvis er intelligent, men de to formår kun at udveksle ganske få ord med hinanden. Alligevel opnår de begge meget fælles forståelse og sammen med Tweel ser Jarvis flere andre besynderlige og helt igennem anderledes livsformer på Mars. Rumvæserne er altså ikke blot fjender der skal udryddes, men nogen man kan tale med og lære noget af.
Handelsmanden Hamilton “Ham” Hammond optræder i flere historier. I Parasitternes Planet, der foregår på Venus, støder han på biologen Patricia. De bliver alt andet end gode venner, men redder hinandens liv flere gange ud af farlige situationer i landskabet på Venus. I næste historie, Lotusspiserne, er de to dog blevet gift og er taget på “bryllupsrejse” på tusmørkesiden af Venus, for at studere dets liv der. Selvfølgelig skal Ham redde hende ud af nogle farlige situationer endnu engang, men det interessante ved disse historier er det specielle og dyre- og planteliv Weinbaum beskriver og som Patricia udforsker. Selvom Weinbaums forestillinger om miljøet på Venus er helt hen i vejret med den viden vi har i dag, så er det alligevel gennemtænkt hvordan de vilkår på planeten vil have påvirket livet der.
Flere af de øvrige noveller handler om hvordan Solsystemets planeter og måner bliver udnyttet kommercielt. Således fx Flugten på Titan om Tim og hans kone Diane, der efter et finansielt sammenbrud på Jorden ligesom mange andre har tabt alt, søger lykken på ny med at drage til Saturns måne Titan i håb om at finde en speciel type ædelsten. De møder selvfølgelig nogle udfordringer, men det skal nok ende lykkeligt. I samlingens sidste historie, Tidevandsmåne, er det store kommercielle interesser der er på spil. På Jupiters måne Ganymedes findes en særlig slags mos der hvis det behandles rigtigt, kan omdannes til såkaldt blåt cree, der igen kan bruges til medicin. Cree Inc. sidder alene på produktionen af cree på Ganymedes, men et konkureende selskab bosat på Io har også fundet det særlige mos der, og vil nu have fat i den hemmelige formel. Masser af spænding og det ses at Weinbaum er uddannet kemiingeniør.
Weinbaum tager endda skridtet videre, for hvis der er interplanetarisk handel, vil der selvfølgelig også være pirater. I den længere historie Den Røde Peri må en videnskabelig ekspedition nødlande med deres raket på Pluto, og tilfældigvis lander de lige udfor den berygtede pirat Peris hemmelige base. Peri viser sig at være en rødhåret nittenårig ung kvinde, og ekspeditionens ingeniør Keene bliver efter lidt tid i hendes fangeskab forelsket i hende. Han lærer om hendes baggrundshistorie og hvorfor hun gør som hun gør, og må samtidig med at han skal finde en måde at flygte på også vinde hendes hjerte og få hende tilbage på den moralsk rigtige vej.

Som med al anden pulp fra trediverne bør man vide lidt om hvad man går ind til. Dybere personbeskrivelser og ikke-hjælpeløse kvinder kan man godt glemme. Dog har Weinbaum flere stærke selvstændige kvindelige figurer, men dog kun til en vis grænse, da de altid skal reddes af historiens mandlige helt og helst ende med at blive gift med dem. Det der dog får Weinbaum til at rage op, er hans meget alternative beskrivelser af rumvæsener, der selv den dag i dag står ganske for sig selv. Og for sin samtid var han også ganske dygtig til at bruge science fiction genren fornuftigt og til noget nyt, hvor planetbeskrivelserne og dets livsformer efter datidens viden hænger nogenlunde logisk og videnskabeligt sammen, hvilket han så sandelig også gør noget ud af at få skrevet direkte ind i historierne, at han har tænkt over. Ligeledes ved han også at mennesket og dets teknik har sine begrænsninger, for mere end ofte kaster han sine personer ud i livstruende situationer i verdenernes farlige miljøer. Det er dog værd at bemærke at det for det meste er menneskelig vilje og råstyrke der redder dem, og ikke teknik.
Hvor det helt gamle glemte trivialiseret pulp nok mest er for særligt interesserede, er der altså en grund til at Weinbaum er en af de navne der huskes den i dag, og derfor ikke bør forbigås af nogen læsere der kan acceptere pulpens grundform i fortællingen, men til gengæld kan glæde sig over beskrivelser af fremmede verdener og væsener der kan måle sig med nutidens forfattere.

Forsiden til septembernummeret er lidt utraditionel i og med der ikke er tale om computergrafik, men et rigtigt fotografi. Det er et superflot billede og hvad historien bag er kan man læse inde i bladet.

Niels Dalgaards Litteraskopet er nu på sit nummer 49 (så måske en særlig jubilæumsartikel næste gang, hvem ved?), denne gang om månelandingen for 40 år siden og dens indvirkning på science fiction litteraturen. Dalgaard ser specielt på danske månehistorier.
Jeg har bidraget med endnu en gennemgang af et halvår af Asimov’s Science Fiction og derefter følger et interview fra Fantasticon med H. H. Løyche. Og sidst i nummeret er der mere om Fantasticon 2009 med Novum-redaktør Janus Andersens beretning derfra, som egentlig mere er nogle tanker om fandommen end en egentlig conrep.

Og vigtigst af alt har A. Silvestri skrevet tredje del af den fortsatte historie Perceptionens døre. Silvestri vandt i øvrigt Fantastik-prisen i år for sin novelle When the Music’s Over udgivet i I Overfladen og tilmed også novellekonkurrencen på Fantasticon. I dette tredje kapitel med titlen Eschers banegård bliver den stakkels hovedperson jaget gennem Odense banegårds mange trapper. Jeg synes det tegner lovende med denne fortsatte kortroman, som det forhåbentlig ender med. De bidragende forfattere er vidt forskellige, men det hænger alligevel rimeligt sammen og der er altid en god åben slutning for den næste i rækken at bygge videre på.

Over halvdelen af dette nummer består af et væld af anmeldelser af film, bøger og tegneserier, og resten er en længere artikel af Knud Larn om David Lindsays A Voyage to Arcturus, Flemming Rasch der ser lidt på stamcelleforskning og singulariteter, et interview med Naomi Novik særligt om hendes Temeraire-serie og en introduktion til tegneserieforfatteren Bill Willing.

Nummerets eneste novelle er Halløj på Karniegården skrevet af Tim Birkebæk, der starter som en almindelig hverdagsberetning fra en gammel mand på et plejehjem, men udvikler sig til brutal horror. Meget spøjs historie, men overraskende og god.

For tredje år i træk kan SFC præsentere antologien Lige under overfladen med helt nye danske science fiction noveller og niveauet er højere end nogensinde. 21 noveller fordelt på 289 sider og de er alle sammen gode!

Det er usædvanligt at man læser en antologi hvor man virkelig synes godt om praktisk talt alle novellerne, og det skal ikke sætte de to tidligere års udgivelser i et ringere lys, men det er tydeligt at se at den årlige antologi har gjort noget ved både produktiviteten og kvaliteten blandt danske science fiction forfattere. Hvilket jo er glædeligt. Kvaliteten skal især findes i at mange af forfatterne har originale idéer og en unik stil, som ikke bare er en fordanskning af engelsksproget science fiction. Det danske islæt er blevet mere udpræget og forfatterne har også mere at sige, om samfundet, om verden, om mennesker, udover selvfølgelig at bruge science fiction til at fortælle en spændende historie. Emnerne er mindre dystre og dystopiske end sidste år, men det fylder skam stadig en del.
Sidste år kunne jeg udvælge et par noveller jeg mente ragede klart over de andre. Dette er umuligt i år. Så det følgende udvalg er et ikke et udtryk for at de ikke nævnte historier er mindre gode, jeg vil blot vise variationen i antologien. Der er selvfølgelig både erfarne velkendte navne i samlingen og helt nye navne. En af dem der imponerede sidste år var A. Silvestri med den sorthumoristiske When the Music´s Over. I år er han med Godnat noget mere dyster, i denne beretning om et kærestepar der klamrer sig til hverdagens trivialiteter mens verden bogstaveligt talt er ved at gå under udenfor. Debutanten Simon Christiansen imponerer med den originale Simulacra, hvor han vender den slidte science fiction kliché om at verden er en computersimulation på hovedet, hvor folk altså tror de lever i en simulation, men det er den virkelige verden. Rigtig godt fundet på og historien fungerer perfekt. H. H. Løyche tager os til Danmark i en alternativ tidslinje i Ryg og rejs og Lonni Krause fortæller om robotten Irma Ovesen der prøver at leve i vores verden, i novellen af samme navn. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har gjort en undtagelse med Lars Ahn Pedersens Alien Ghost Ballet, der med sine 50 sider egentlig er i overkanten længdemæssigt, men helddigvis kom den med alligevel. Det er noget så sjældent som god dansk space opera, og titlen siger egentlig hvad det handler om. En balletkoregraf skal lære nogle trebenede fem meter høje rumvæsener at danse Svanesøen. Ikke nok med at universet i historien er stort og interessant nok til at kunne rumme mange flere historier, er den også umådeligt underholdende uden at det bliver fjollet og så siger den faktisk også noget om hvordan kunst kan blive misforstået og misbrugt.

Den eneste negative petitesse jeg kan sige i år, er angående det ellers flotte forsidemotiv af Patrick Leis, som jeg bare synes signalerer lidt for meget horror og ikke science fiction, men SFC’s bogudgivelser har nu også haft rigeligt med rummotiver.