Novum nr. 93

Novum nr. 93Til sommerlæsningen får SFCs medlemmer lidt af det hele. Faste klummer, interviews, conreps og to nye noveller, herunder anden del i den fortsatte kortroman der begyndte i sidste nummer.

Niels Dalgaard ser tilbage på 70′ernes paperback udgivelser af science fiction på dansk i den 47ende udgave af Litteraskopet. Disse udgivelser var med til at øge interessen for science fiction i befolkningen, og selvom flere i dag primært læser på engelsk, mener Dalgaard ikke man skal undervurdere betydningen af udgivelser på dansk hvis nye fans skal komme til.
Janus Andersen skriver en introduktion til alternate history genren. En subgenre jeg har lidt svært ved, og artiklen her bekræfter hvorfor; der er nemlig overordentlig meget af det der tager udgangspunkt i et alternativt udfald af anden verdenskrig. Man må da kunne skrive interessante historier med et andet udgangspunkt også. Bortset fra min personlige smag til genren, er artiklen en glimrende introduktion til hvad den byder på, særligt hvad der findes på dansk.
Til Dancon i år interviewede Carl-Eddy Skovgaard forfatteren Jan Scwherdfeger om hans science fiction børnebogsserie, og dette interview er bragt her. Janus Andersen giver andetsteds en rosende conrep om hele festivallen.

Manfred Christiansen giver os endnu en kort novelle, her med titlen Kassen, omhandlende nogle kasser der spontant opstår rundt om huset hos et noget distræt par.
Lars Wihlborg, tilsyneladende et nyt navn i fanverdenen, fortsætter historien Perceptionens Døre hvor Flemming Rasch slap sidst. Handlingen bliver hevet helt ned på jorden igen, for kort efter at skyde ud af en helt anden og endnu mere spændende tangent. Det lover godt.

Dancon 2009 d. 9 maj

Så kan vi annoncere Dancon 2009! Et spændende et-dags program hvor man kan blive klogere på mangt og meget om science fiction, fx på Proxima’s historie og udvikling, eller om moralfilosofiske problemstillinger i science fiction litteraturen. Vi har i år besluttet at gøre et forsøg med at afholde det i Jylland, nærmere betegnet Horsens Bibliotek, så der også er noget for de jyske science fiction fans. Læs meget mere på dancon.sciencefiction.dk – en webside der også vil indeholde historisk information om de tidligere afholdte Dancons.

Novum nr. 89

Novum nr. 89Sommerens nummer af Novum er dumpet ind og denne gang med materiale fra både Dancon og Fantasticon. Omslaget er denne gang med en ny science fiction grafiker, tyske Wolfgang Sigl, der også vil blive brugt til fremtidige udgivelser af SFC. Carl-Eddy Skovgaard giver en kort introduktion af ham.

Litteraskopet af Niels Dalgaard ser igen tilbage på ur science fiction, denne gang er det George Griffiths krigsromaner The Angel of the Revolution, Olga Romanoff og The Outlaws of the Air der behandles. Niels Dalgaards foredrag fra Dancon Rødder og grene om den danske ur science fiction og SFCs genudgivelser af udvalgte romaner, er også trykt i nummeret og bør læses af alle der ikke deltog i Dancon, men kan også sagtens genlæses.
Udover min egen conrep fra Fantasticon i år er et interview med Niels Brunse af Jesper Rugård foretaget på conen bragt, og det er egentlig mere en samtale mellem de to og publikum end et egentlig interview.
Knud Larn er nu oppe på nummer fem i sin klumme Inde fra papkasseriget, der denne gang ikke handler om papir, men om gamle sjældne udgivelser udgivet digitalt på cd-rom. En glimrende tilgang til muligheden for, at kunne læse sjældne værker, uden at skulle betale hundredevis af dollars for at få en original, der alligevel mister sin værdi hvis man forsøger at læse den.
En enkelt kort novelle af Manfred Christiansen er det blevet til. Rasmus, en for mig uforståelig historie om planter.

Dancon 2008

For 2 år siden hvor jeg startede denne blog vidste jeg dårligt nok hvad en con var og nu har jeg stået som arrangør af en Dancon i SFC regi. Vel nok en mindre en af slagsen og hvor det meste af det praktiske var på plads. Alle foredragsholdere meldte næsten sig selv, lokaler var sikret og da det var gratis adgang var der ingen bøvl med billetter eller lignende. Alligevel tænker man, Hvad skete der?

Men det forløb planmæssigt, bortset fra et mindre skred i tidsplanen. Efter en fin generalforsamling der gav 3 nye medlemmer i bestyrelsen, var Knud Larn på om forfatteren Normand Spinrad, der gæster Fantasticon senere på måneden. En forfatter der er kendt for sin politiske satire og for at have store problemer med censorer. SFC kommer snart med en bog med oversættelser af et udvalg af nogle længere noveller, og jeg fik selv lånt en kortroman med hjem, som jeg vil få læst inden Fantasticon.
Derefter fortalte Niels Dalgaard om det urgamle danske science fiction SFC har udgivet, “Nordpolens Hemmelighed”, Guld og Ære, “Dr. Kotin – Livets Herre” og en fjerde er på vej.
Carl-Eddy Skovgaard kunne som tredje punkt på programmet fortælle lidt om SFCs op og nedture, økonomiske kriser, og diverse store og mindre projekter, og specielt hvordan det havde været fra hans synsvinkel som formand de sidste godt over 10 år og endnu flere år som fast del af bestyrelsen. Jeg må altså se at få læst “Fanmarkshistorien”.
Til sidst var der paneldebat om tegneserier med Søren Hemmingsen, Klaus Æ. Mogensen og Tue Sørensen. Det blev mere generelt om tegneserier, særligt superhelte, end egentlig specifikt science fiction tegneserier, men et udmærket supplement til det tidligere medlemsmøde i SFC med Søren Hemmingsen om sf tegneserier.

De tre første foredrag blev optaget og bliver forhåbentlig i en god nok kvalitet, så det kan komme som download på SFCs webside. Ellers vil de nok også blive trykt i kommende numre af Novum eller lignende.

Selvom det jo på ingen måde kan sammenlignes med de store festivaler, så er det nu alligevel betryggende at se, at en spændende og lærerig eftermiddag faktisk kan arrangeres uden det helt store arbejde. Kræver bare at der er nogle kloge folk der kan fortælle noget om genren, og dem har vi ikke mangel på. Håber på det kan blive en tilbagevendende begivenhed, for det behøver jo ikke nødvendigvis være en con med store armbevægelser.
Ellers ses vi til Fantasticon!

Dancon 2008 d. 6 april

Efter mange år uden en Dancon i SFC regi kommer det endelig tilbage, og jeg har påtaget mig den spændende opgave at arrangere det, så selvfølgelig skal der også reklameres for det. Det bliver et relativt lille program over en enkelt søndag eftermiddag, men det burde ikke gøre det mindre hyggeligt. Tilmed er der gratis adgang for alle!

Programmet kommer til at se sådan ud:

12:00-13:30 : Generalforsamling i Science Fiction Cirklen (kun for medlemmer af SFC)
13:30-14:30 : Knud Larn om forfatteren Norman Spinrad
14:30-15:30 : Niels Dalgaard RØDDER OG GRENE, om nogle af de overvejelser der ligger bag Science Fiction Cirklens genudgivelser af gamle danske science fiction-romaner
15:30-16:00 : Kaffepause
16:00-17:00 : Carl-Eddy Skovgaard om sin tid som formand i SFC
17:00-18:00 : Tegneseriepanel med Søren Hemmingsen, Tue Sørensen og Klaus Æ. Mogensen

Derudover vil der være et filmspor med spændende ukendte science fiction film. Der kan læses mere på SFCs webside.