Indholdet er dog ikke til at tage fejl af. Intet nummer uden et Litteraskopet fra Niels Dalgaard, der denne gang skriver om en bog med titlen 100 must-read science fiction novels. Niels er noget kritisk overfor formen, specielt fordi bagsideteksten påstår man kan blive ekspert i genren med denne liste, men udvalget af romanerne er ikke desto mindre ganske udmærket.

I anledning af jubilæet er der selvfølgelig blevet skrevet lidt om Novums historie. Niels Dalgaard har skrevet lidt om Novums tilblivelse og om de forskellige redaktører der har været gennem tiden, og den nuværende redaktør, Janus Andersen, har interviewet Novums første redaktør – Stig W. Jørgensen. Alt sammen spændende fanhistorie.

Derudover er der også en conrep fra Snorfcon, et interview med Jonas Wilmann, samt hele tre noveller, hvoraf den ene er en kortroman der fylder godt halvdelen af siderne.

I den fortsatte vandreroman giver Henning Andersen os det syvende kapitel. Jeg må indrømme jeg snart har opgivet at finde hoved og hale i historien. Som det nok må være, er det som om man starter næsten forfra hver gang, mens personerne går igen. Henning Andersen har dog også skrevet en selvstændig novelle med titlen Dyrerne må ikke fodres, med en historie der kunne ligne et typisk Star Trek afsnit. Vi er ombord på et rumskib hvis FTL-motor pludselig slår ud. På deres radar kan de se en flyvende tallerken der har direkte kollosionskurs mod dem og som ikke svarer på deres henvendelser. Meget sjov Star Trek-pastiche. Vi er også ombord på et rumskib i Rasmus Wichmanns kortroman En ny begyndelse, hvor nogen vender tilbage til Solsystemet, men de finder intet liv der. Om det virkelig er det velkendte solsystem de er havnet i, eller blot et der ligner vores meget, er ikke helt klart.

Med det fanniske dækket ind, går Dalgaard videre med at grave en af fortidens glemte pulpforfattere frem. Den yderst produktive Ellis Parker Butler, som vi tidligere har set et par noveller af i Proxima nr. 89, får vi en længere artikel om samt en enkelt novelle.

Novellen hedder Vogn nr. 1297, skrevet i 1903, og handler om de første rigtige flyvemaskiner og hvordan de ændrede verden, men det er egentlig mere en kærlighedshistorie. Ikke ligeså morsom som de to historier trykt i Proxima.

Niels Dalgaard har været på Det Kongelige Bibliotek og gennemgået den gamle konservative avis Dagens Nyheder for science fiction historier i 50′erne. Det er der kommet en interessant artikel ud af om hvad der blev skrevet på og oversat til dansk af science fiction på den tid.
På Fantasticon 2010 deltog jeg og fire andre mere garvede science fiction fans i et panel om seks science fiction romaner fra de sidste 10 år. Dalgaard har transkriberet debatten og bringer det altså her i Proxima.
Ellen Miriam Pedersen skriver en kort artikel om hvorfor og hvordan hun bruger science fiction genren som forfatter, og derefter følger Niels Dalgaards science fiction bibliografi for 2008.

Udgivelsen af Professor Challengers Bedrifter har kastet et par ekstra noveller af sig som så bliver bragt i Proxima. Første historie hedder Rædslen fra højderne om en pilot der flyver op i det lidt højere luftlag og finder nogen mærkelige væsener. Derefter følger Keinplatz-eksperimentet der i klassisk pulp stil handler et videnskabeligt eksperiment hvor sjælen adskilles fra kroppen, hvilket ikke overraskende går lidt skævt. Det er to fine historier, men de bedste er nu stadig at finde i den anden samling.

Det er så godt som umuligt at referere de fleste af novellerne. Der er både flyvende talende bondegårde, intelligente hummere og en kælemammut med et alkoholproblem. Dog også noget så jordnært som rumvæsener. Den jeg bedst kan skrive noget om er titelnovellen Antistof, der handler om at nogen finder en løsning på et NP-komplet problem der ligger indenfor P, hvilket får store verdensomspændende konsekvenser. Der er selvfølgelig også Hummere, der er første del af Accelerando, men der vil jeg henvise til den anmeldelse.

Ellers var min oplevelse med novellerne ikke noget særligt. Efter man efter lidt tids undren får opfanget at historien vitterlig handler om flyvende bondegårde eller kælemamutter, så er der ikke rigtig meget mere, og selvom det er tydeligt at Stross har mange vilde idéer, så blev jeg stort set aldrig grebet af nogen historie eller noget plot i nogen af novellerne.

Niels Dalgaard har sat sig for at gennemgå 00′ernes danske science fiction romaner. Han har kæmpet sig gennem 76 romaner, meget af det mindre godt, og giver altså her i Proxima et udførligt sammendrag af hvad der skrives af dansk science fiction i romanform. Og selvom han faktisk får nævnt hvert eneste værk, bliver det aldrig til en kedelig opremsning, men man bliver ført bredt rundt i genrens tematikker og tendenser.
Fra det brede perspektiv til det meget smalle med Morten Vesteragers artikel om hvordan man kan komme udenom alle de besværlige tidsrejseparadokser, sådan da.
På Dancon i 2010 blev der afholdt et panel om tilstanden i den engelsksprogede science fiction novelle, med Flemming Rasch, Lise Andreasen og jeg selv som panelister. Niels Dalgaard har transkriberet denne paneldebat, hvilket bestemt er gjort læseligt og interessant.

Mikala Rosenkildes novelle Metoritten handler om en metorit der styrter ned midt i Damhussøen. Historien er ganske fint fortalt i dagbogsform af Karen der bor i nærheden og kan følge den bizarre udvikling fra hendes vindue.
A. Silvestris Det Bedste handler i al sin enkelhed om en gruppe studiekammerater der beslutter sig for at låse sig selv inde i et sommerhus, med det formål at udtænke det bedste samfund i løbet af en uge. Dette teknokratiske diktatursamfund med de bedste intentioner er angiveligt blevet en succes, da historien fortælles fra fremtiden hvor en af lederne ser tilbage på den tid hvor de udtænkte deres gode samfund. Silvestri rammer meget godt balancen mellem at samfundsformen hverken er ren lykkelig utopi eller brutalt diktatur, men understreger blot at selv med de bedste intentioner kan det gå over gevind.
Sidste novelle er ganske kort, hedder Fortæl mig om ti år og er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der skitser et fremtidssamfund op hvor man skal ansøge myndighederne om at få lov til at leve ti år længere uden sygdom. Novellen følger et ældre ægtepar, der begge kæmper med deres ansøgninger, og gruer for svaret.

Den ene roman er Den forsvundne verden og fylder over halvdelen af bogen. Denne roman har været en vis inspiration til Jurassic Park-filmene og ikke mindst bogen af Michael Crichton med samme titel. Her møder vi Professor Challenger for første gang. En tydeligvis gal/genial videnskabsmand med speciale i zoologi, der opfører sig extremt arrogant, nedladende og siger nogen ham imod, eller værst af alt – kalder ham for en løgner, så lader han sig bestemt ikke begrænse til kun verbale øretæver. Historien fortælles dog af journalisten Malone, der ved hjælp af lige dele mod og held (og uheld) får rodet sig ud i at tage med professoren på en ekspedition til sydamerika, der har til formål at bevise professorens påstande om at have fundet et forsvundet isoleret land på en højslette hvor forhistoriske dyr stadig lever – herunder dinosaurere. Med på holdet er også en anden professor der ikke tror på Challenger og en riffelkyndig soldat. Herefter følger et fantastisk eventyr med farlige forhistoriske dyr, vilde indfødte og et styrket kammeratskab i den lille gruppe.
I næste noget kortere historie, Den giftige zone, er det intet mindre end verdens undergang der finder sted. Professor Challenger mener at have fundet ud af at Jorden er på vej ind i en giftig zone i æteren, og æteren derfor bliver forgiftet og alt levende dør som fluer. Gruppen fra før samles hos Challenger hvor de holder sig levende ved hjælp af trykflasker med ilt.
De to sidste noveller er mindre eventyr og mere klassisk pulp. I Opløsningsmaskinen får journalisten Malone til opgave at verificere om en videnskabsmands opfindelse nu også kan hvad være den giver sig ud for, så han allierer sig med Challenger. Det er intet mindre end en teleporteringsmaskine, men som også kan bruges som et frygteligt våben.
I sidste historie, Da verden skreg har Challenger iværksat en udgravning tusinder af kilometer nede i Jorden, fordi Challenger er overbevist om at Jorden er en levende organisme, hvilket han agter at bevise. Hans eksperiment får visse uhedlige konsekvenser.

Det meste af den videnskab der bliver præsenteret her er mildest talt latterlig set med nutidige øjne. Særligt det med æteren og Jorden som en organisme, men det er stadig ordentlig science fiction, fordi tilgangen til det hele er videnskabelig og underbygget (sådan da) med hvad man nu engang havde af viden dengang. Derudover, så er Challenger slet og ret en umådeligt underholdende person at læse om. Hans opførsel gør at man umuligt kan synes om ham, men alligevel må have respekt for hvad han rent faktisk får udrettet. Historierne heri kan appelere til alle og er bestemt ikke begrænset til science fiction fans med forkærlighed for gamle støvede tekster.

Niels Dalgaards Litteraskopet handler om magasinet Galaxy og nogen af de historier der blev trykt i det tilbage i 50′erne. Niels har også skrevet en kort “conrep” fra SFCs stand på BogForum 2010. Janus Andersen har interviewet L. G. Jensen der med bøger som MilkyWay Meat – Sanddæmonen skriver tjubang pulp science fiction. Fra dette interview vil jeg lige fremhæve et citat som jeg synes viser en virkelig fed indstilling:

Hvis du i en travl hverdag kun har ti minutter til at sidde og læse – om det så er i S-toget, ved busstoppestedet eller på porcelænstronen – så skal jeg ikke være ham, der keder dig og spilder din tiden i din lille oase af ro. Jeg skal nok sørge for du er underholdt i samtlige ti minutter, du venter på bussen

I novellerne finder vi en slags julehistorie af Flemming R. P. Rasch med Lastrum 24 om et lastrum der burde være tomt. Lidt i samme boldgade finder man Nikolaj Johansens Livløs hvor nogen undersøger et forlist og fuldstændig menneskeforladt rumskib, uden at nogen ved hvor besætningen er blevet af. Endelig er der Sara Weisdorfs Drømmen der beskriver en fremtid hvor Danmarks økonomi reddes af at alles drømme bliver tappet og solgt videre.

Niels Dalgaards Litteraskopet handler denne gang om Jens Gulds arkiv, hvor Niels har dykket ned i et par gamle papkasser med spændende fanzines og andet interessant. Redaktøren selv, Janus Andersen, har fyldt en god del af nummeret ud med en gennemgang af nyere tids science fiction for unge, der særligt lader til at være meget dystopisk. Og Rasmus Wichmann giver en god conrep fra den svenske con Condense.
En enkelt kort novelle af Jesper Rugård er der også blevet plads til. Titlen Fuld assimilation siger det meste. Det handler om en stakkels mand ved navn Rasmussen, der bliver totalt overtaget hvad der angiveligt må være et rumvæsen.

Samlingen rummer noveller fra perioden 1955 til 1988, men det er svært at placere historierne som specielt tidstypiske. Kort sagt, er alle noveller simpelthen bare gode science fiction historier der bare holder. Der er den ret alvorlige En dag i Lotteri-tivoli hvori overbefolkning blandt andet bliver håndteret med en tivoli, hvor prisen for hver forlystelse er en minimal øget risiko for at dø. Der er morsom metafiktion i den alternative historie Mens vi venter på de olympiske, om en verden hvor romerriget aldrig gik under, og et rumskib er på vej mod Jorden. I historien følger vi en sci-rom (ja gæt selv) forfatter der har problemer med at få idéer til sin næste roman. Der er flere af historierne der handler om rumvæsener, men vi ser dem aldrig rigtigt. I Dagen efter dagen hvor marsboerne kom er marsboere landet på Jorden, men folk er tilsyneladende ikke synderligt interesserede i dem. Mens i Sidder omkring poolen og slikker solskin følger vi en stakkels mand, der fra tid til anden får sin hjerne besat af et rumvæsen. Hans få timer som ham selv, kan han derfor ikke bruge på meget andet end at gå på toilettet og få noget at spise.

Der er ikke meget andet at sige at det her er endnu en glimrende udgivelse af gode science fiction noveller af en dygtig og erfaren forfatter. Pohl skriver en type science fiction der både burde kunne forstås og nydes af de fleste. En alsidig forfatter der både kan underholde og skrive historier der sætter tanker i gang og bider sig fast.

Første artikel er skrevet af redaktøren selv, Niels Dalgaard, der har læst ungdomsserien Antboy af Kenneth Bøgh Andersen, og her skriver om den som både en superheltefortælling og en almindelig ungdomsroman. Tilbage i 2008 gæstede Norman Spinrad Fantasticon, hvor Klaus Æ. Mogensen interviewede ham. Niels Dalgaard har transkriberet og oversat dette interview, der var ganske interessant at læse, eftersom jeg dårligt kunne huske noget fra det. Jeg har selv bidraget med en oversættelse af en artikel af Gwyneth Jones, der diskuterer utopi og fremskridt i science fiction.

Vi får tre noveller denne gang, hvor et par af navnene burde være kendte af læsere af Science Fiction Cirklens udgivelser. Gudrun Østergaards Vindtårnet er ganske kort og handler om hvordan arkitektur og musik kan kombineres. Rune Kristensens Det indre rum er en glimrende novelle om menneskets afhængighed af teknologi og sammenblandingen mellem fantasi og virkelighed. Vi følger en kvinde der anskaffer sig en holografisk drømmeprojektor. En slags holografisk generator der kan omdesigne hele hendes lejlighed automatisk efter hendes tanker og humør. Det går selvsagt lidt over gevind. Hvad rager det mig af Lise Andreasen er en anden kort novelle om en der tager et job som tjener af en slags for en konference der varer hele to år, men der er selvfølgelig mere i det end det.