Interstellar sysctl

Efterårsnummeret fra 2009 er prydet af en flot forside af Wolgang Sigl og indholdet er den sædvanlige gode blanding af artikler, interviews, en enkelt novelle og et læs anmeldelser.

Niels Dalgaard har transskriberet hele to indslag fra Fantasticon. Interviewet med Charless Stross og paneldebatten om britisk science fiction. Derudover har han oversat en artikel af Fiona Kelleghan med titlen De vilde humanister, hvor hun gennemgår en håndfuld forfattere der kan har en række ting tilfælles, herunder deres foragt for novellen The Cold Equations og nok en vis modstand til religiøse amerikanske republikanske politikere. Det drejer sig om forfatterne Greg Frost, Tim Sullivan, James Morrow, Robert J. Sawyer, Connie Willis og ikke mindst Kim Stanley Robinson.

En enkelt oversat novelle er det blevet til. Det er Stig W. Jørgensen der har oversat Matthew Johnsons The Coldest War fra februarnummeret af Asimov’s og ikke en finger at sætte på det.

Det fjerde nummer af Novum i 2009 har den sædvanlige gode blanding af noveller, Litteraskopet, interviews, info om nye bøger og ikke mindst min lille medlemshilsen som ny formand.

Litteraskopet har minsandten rundet de 50 og Niels Dalgaard skriver denne gang om klimaforandringer i science fiction litteraturen. Carl-Eddy Skovgaard har skrevet om hvad det er vi ser på forsidebilledet, Janus Andersen har interviewet Peter Aagaard og Niels Dalgaard har skrevet en conrep, ikke fra en con, men fra BogForum hvor SFC – som forhåbentlig bekendt – havde en stand.

Der er to noveller denne gang. Den første er af Glen Stihmøe og hedder Den skaldede frisør, og handler selvfølgelig om en skaldet frisør. Det har han været i mange år, men en dag får han nogle ubehagelige anfald ved at hans kunder siger nogle bestemte ord. Han slår det hen som stress og ansætter en assistent til sin frisørsalon. Der er bare noget lidt mærkeligt ved assistenten, han hedder Brent, er ualmindelig bleg og tiltaler ham med Sir. Det vil være synd at afsløre for meget, men det er virkelig god og humoristisk fanfiction.
Den anden novelle er fjerde del i den fortsatte kortroman. Brian P. Ørnbøl har skrevet kapitel med titlen Galskabens anatomi, hvor Otto og Heidi bliver ført ned i nogle underjordiske gange og historien vender så småt tilbage til det The Matrix-inspirerede plot fra første del.

Jeg har tilsyneladende ikke læst Subspace i næsten et helt år! Det må der altså gøres noget ved.

Majen Barrett Roddenberry, Gene Roddenberrys kone og kvinden bag Lwaxana Troi, døde for godt et år siden, og Henriette Fox Maule har skrevet en god artikel om hendes liv og karriere. Charlotte Primdal begynder på en artikelserie om Star Treks indvirken på samfundskulturen, men det virker mest som en introduktion til emnet. I Trekadoter bliver der set på afsnittene What Are Little Girls Made Of fra TOS og Dark Page fra TNG. Søren Hess har en glimrende artikel om medicin og kunstige organer i virkelighedens medicinske verden sammenlignet med Star Trek. Jeg kan særligt godt lide hans bemærkning om, at lægerne stort set altid i Star Trek bare med deres scanner roligt konstaterer at en person lige er død for øjnene af dem, men sjældent forsøger en egentlig genoplivning som vi vil gøre det i dag. Niels Dalgaard stod for godt et år siden for et glimrende foredrag om Star Trek og science fiction, som desværre alt for få mødte op til. Heldigvis er det trykt i sin fulde længde i dette nummer. Og endelig har Lise Andreasen med udgangspunkt i bogen Is Data Human? – The Metaphysics of Star Trek set på spørgsmålet om Datas menneskelighed.

Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år og fik sammenlignet med de øvrige pulp-forfattere i 30′erne ikke skrevet ret mange noveller, men de få år han var aktiv, fik han skrevet nogle banebrydende science fiction historier der har inspireret andre forfattere. Særligt hans skildring af rumvæsener er han blevet kendt for, der var helt usammenlignelig med hvad hans kollegaer på den tid skrev. Med oversættelse og efterord af Niels Dalgaard har SFC udgivet 10 af hans noveller fordelt på næsten 300 sider.

Alle historier udspiller sig på en af Solsystemets planeter eller måner. Vi kommer både forbi Mars og Venus flere gange, flere af Jupiters og Saturns måner og endda også Uranus og Pluto. I den første historie Odyssé på Mars ser man allerede hvordan Weinbaum gjorde noget nyt. Der beskrives flere mere eller mindre intelligente livsformer på Mars, men de er ikke ondartede monstre der skal nedkæmpes, som ellers var typisk i science fiction historier på den tid. Weinbaum beskriver livsformer der er markant anderledes og uforståelige for mennesker, men alligevel fascinerende og tydeligt intelligente på deres egne præmisser. I novellen beretter kemikeren Jarvis om sit møde med den strudselignende marsboer Tweel, der tydeligvis er intelligent, men de to formår kun at udveksle ganske få ord med hinanden. Alligevel opnår de begge meget fælles forståelse og sammen med Tweel ser Jarvis flere andre besynderlige og helt igennem anderledes livsformer på Mars. Rumvæserne er altså ikke blot fjender der skal udryddes, men nogen man kan tale med og lære noget af.
Handelsmanden Hamilton “Ham” Hammond optræder i flere historier. I Parasitternes Planet, der foregår på Venus, støder han på biologen Patricia. De bliver alt andet end gode venner, men redder hinandens liv flere gange ud af farlige situationer i landskabet på Venus. I næste historie, Lotusspiserne, er de to dog blevet gift og er taget på “bryllupsrejse” på tusmørkesiden af Venus, for at studere dets liv der. Selvfølgelig skal Ham redde hende ud af nogle farlige situationer endnu engang, men det interessante ved disse historier er det specielle og dyre- og planteliv Weinbaum beskriver og som Patricia udforsker. Selvom Weinbaums forestillinger om miljøet på Venus er helt hen i vejret med den viden vi har i dag, så er det alligevel gennemtænkt hvordan de vilkår på planeten vil have påvirket livet der.
Flere af de øvrige noveller handler om hvordan Solsystemets planeter og måner bliver udnyttet kommercielt. Således fx Flugten på Titan om Tim og hans kone Diane, der efter et finansielt sammenbrud på Jorden ligesom mange andre har tabt alt, søger lykken på ny med at drage til Saturns måne Titan i håb om at finde en speciel type ædelsten. De møder selvfølgelig nogle udfordringer, men det skal nok ende lykkeligt. I samlingens sidste historie, Tidevandsmåne, er det store kommercielle interesser der er på spil. På Jupiters måne Ganymedes findes en særlig slags mos der hvis det behandles rigtigt, kan omdannes til såkaldt blåt cree, der igen kan bruges til medicin. Cree Inc. sidder alene på produktionen af cree på Ganymedes, men et konkureende selskab bosat på Io har også fundet det særlige mos der, og vil nu have fat i den hemmelige formel. Masser af spænding og det ses at Weinbaum er uddannet kemiingeniør.
Weinbaum tager endda skridtet videre, for hvis der er interplanetarisk handel, vil der selvfølgelig også være pirater. I den længere historie Den Røde Peri må en videnskabelig ekspedition nødlande med deres raket på Pluto, og tilfældigvis lander de lige udfor den berygtede pirat Peris hemmelige base. Peri viser sig at være en rødhåret nittenårig ung kvinde, og ekspeditionens ingeniør Keene bliver efter lidt tid i hendes fangeskab forelsket i hende. Han lærer om hendes baggrundshistorie og hvorfor hun gør som hun gør, og må samtidig med at han skal finde en måde at flygte på også vinde hendes hjerte og få hende tilbage på den moralsk rigtige vej.

Som med al anden pulp fra trediverne bør man vide lidt om hvad man går ind til. Dybere personbeskrivelser og ikke-hjælpeløse kvinder kan man godt glemme. Dog har Weinbaum flere stærke selvstændige kvindelige figurer, men dog kun til en vis grænse, da de altid skal reddes af historiens mandlige helt og helst ende med at blive gift med dem. Det der dog får Weinbaum til at rage op, er hans meget alternative beskrivelser af rumvæsener, der selv den dag i dag står ganske for sig selv. Og for sin samtid var han også ganske dygtig til at bruge science fiction genren fornuftigt og til noget nyt, hvor planetbeskrivelserne og dets livsformer efter datidens viden hænger nogenlunde logisk og videnskabeligt sammen, hvilket han så sandelig også gør noget ud af at få skrevet direkte ind i historierne, at han har tænkt over. Ligeledes ved han også at mennesket og dets teknik har sine begrænsninger, for mere end ofte kaster han sine personer ud i livstruende situationer i verdenernes farlige miljøer. Det er dog værd at bemærke at det for det meste er menneskelig vilje og råstyrke der redder dem, og ikke teknik.
Hvor det helt gamle glemte trivialiseret pulp nok mest er for særligt interesserede, er der altså en grund til at Weinbaum er en af de navne der huskes den i dag, og derfor ikke bør forbigås af nogen læsere der kan acceptere pulpens grundform i fortællingen, men til gengæld kan glæde sig over beskrivelser af fremmede verdener og væsener der kan måle sig med nutidens forfattere.

Forsiden til septembernummeret er lidt utraditionel i og med der ikke er tale om computergrafik, men et rigtigt fotografi. Det er et superflot billede og hvad historien bag er kan man læse inde i bladet.

Niels Dalgaards Litteraskopet er nu på sit nummer 49 (så måske en særlig jubilæumsartikel næste gang, hvem ved?), denne gang om månelandingen for 40 år siden og dens indvirkning på science fiction litteraturen. Dalgaard ser specielt på danske månehistorier.
Jeg har bidraget med endnu en gennemgang af et halvår af Asimov’s Science Fiction og derefter følger et interview fra Fantasticon med H. H. Løyche. Og sidst i nummeret er der mere om Fantasticon 2009 med Novum-redaktør Janus Andersens beretning derfra, som egentlig mere er nogle tanker om fandommen end en egentlig conrep.

Og vigtigst af alt har A. Silvestri skrevet tredje del af den fortsatte historie Perceptionens døre. Silvestri vandt i øvrigt Fantastik-prisen i år for sin novelle When the Music’s Over udgivet i I Overfladen og tilmed også novellekonkurrencen på Fantasticon. I dette tredje kapitel med titlen Eschers banegård bliver den stakkels hovedperson jaget gennem Odense banegårds mange trapper. Jeg synes det tegner lovende med denne fortsatte kortroman, som det forhåbentlig ender med. De bidragende forfattere er vidt forskellige, men det hænger alligevel rimeligt sammen og der er altid en god åben slutning for den næste i rækken at bygge videre på.

Forårsnummeret af Proxima er spækket med rigtig interessante ting. Håber virkelig der er skabt en forøget interesse for Proxima, efter at SFC har delt en god del gratis eksemplarer af jubilæumsnummeret ud.

Knud Larn har skrevet en grundig gennemgang af Dansk science fiction for voksne, anno 2008, der desværre er lidt nedtrykkende læsning. Selv med en temmelig bred definition af genren, er der kun udkommet 11 originale danske science fiction romaner og 5 novellesamlinger. En del af det er selvpublicerede værker og der er langt mellem det gode.
Niels Dalgaard har lavet en kritisk gennemgang af Cambridges Companion to Science Fiction og ser på hvordan de har behandlet genrens historie. Og man bliver bestemt også klogere selvom man ikke kender til nævnte værk.
De såkaldte “Big Dumb Objects” som man kender det fra klassiske science fiction historier som i Clarkes Rendesvouz with Rama og nyere som Robert Reeds Marrow, bliver grundigt behandlet af science fiction forskeren Christopher Palmer. Han ser specifikt på netop Rendesvouz with Rama, Nivens Ringworld og Bob Shaws Orbitsville, og der kan analysers meget mere ud af disse kolosalle fremmede konstruktioner end man umiddelbart havde troet.
Og så er der Dalgaards science fiction bibliografi over alt der er udgivet af og om science fiction på dansk i 2006.

Man bør altid være glad for Proximas eksistens, men i visse tilfælde bliver man i ekstra godt humør, for intet andet sted vil der være plads til at kunne trykke sådanne obskure gamle science fiction historier som Niels Dalgaard finder frem. Vi får således denne gang to humoristiske noveller af Ellis Parker Butler, henholdsvis Radiograven fra 1923 og Et eksperiment med gyroskophatte fra 1910. Radiograven handler om en excentrisk meget religiøs mand, der kommer med en noget speciel anmodning til sin gravplads. Den skal udstyres med en radio der for altid skal være stillet ind på frekvensen for en radiostation han får oprettet, som udelukkende vil sende oplæsninger af hans religiøse poesi. En fantastisk morsom historie, der dog også ender noget tragisk. Et eksperiment med gyroskophatte ender heldigvis godt, men inden da, skal vi lige igennem et bizart og meget fjollet forløb der involverer fuldskab, hatte og gyroskoper.

Til de første cons jeg gik til, prøvede jeg at være omhyggelig med at tage noter og sådan, men det er jeg faldet lidt af på. En con skal nu også bare kunne nydes afslappet, uden at man behøver lege reporter. Det betyder selvfølgelig, at man desværre ikke helt kan levere dybdegående conreps.

Årets æresgæster var de britiske forfattere Charles Stross og Gwyneth Jones. Læsere af bloggen vil have set min stribe anmeldelser af Stross’ romaner. En forfatter jeg gerne vil kunne lide mere, men jeg mangler stadig at se noget der virkelig imponerer mig. Glæder mig til at få læst SFC’s udgivelse Antistof med et par af hans noveller på dansk. Det første interessante på programmet om lørdagen var Niels Dalgaards interview af Stross. Et helt igennem fint interview, som forhåbentlig vil komme i trykt form på et tidspunkt, og der kom da noget frem, der gjorde at et par af hans bøger gav lidt mere mening for mig. Særligt Glasshouse. Senere på eftermiddagen var Dalgaard og Stross i et panel sammen, hvor Klaus Æ. Mogensen også var på, til en snak om videnskaben i nærfremtids science fiction. Det blev slået fast at få skriver nærfremtids science fiction fordi det er så meget sværere, end når man kan være lidt mere fri ved bare at kaste handlingen tilpas mange år ud i fremtiden. Derudover blev det til en snak om mulighederne i fremtidens printere der kan printe fysiske brugbare ting.

Søndagen startede med en auktion, som jeg slap både godt og billigt fra. Så var der Thore Husfeldts, faktisk min specialevejleder, foredrag om algoritmer og computerberegning, hvor han på fængende og morsom vis fik forklaret ellers komplekse problemstillinger som P og NP. Det meste af eftermiddagen forløb temmelig udramatisk uden interessante programpunkter, men til gengæld med lidt indkøb fra Morten Søndergaards enorme samling til kun 10kr pr. bog. Jeg er kommet hjem med en masse bøger jeg ikke ved ret meget om, hvilket også kan være spændende. Den afsluttende paneldebat om britisk science fiction, selvsagt med de to æresgæster Stross og Jones samt Dalgaard igen, blev festivallens bedste. Gode paneldebatter er umulige at referere, men man kom vidt omkring med hvad der adskiller britisk science fiction fra amerikansk science fiction og hvorfor, den nye bølge af space opera hvor særligt britiske forfattere står stærkt og en masse andet.

Endnu et vellykket arrangement, men hvor der altså er plads til mange flere besøgende!

Til sommerlæsningen får SFCs medlemmer lidt af det hele. Faste klummer, interviews, conreps og to nye noveller, herunder anden del i den fortsatte kortroman der begyndte i sidste nummer.

Niels Dalgaard ser tilbage på 70′ernes paperback udgivelser af science fiction på dansk i den 47ende udgave af Litteraskopet. Disse udgivelser var med til at øge interessen for science fiction i befolkningen, og selvom flere i dag primært læser på engelsk, mener Dalgaard ikke man skal undervurdere betydningen af udgivelser på dansk hvis nye fans skal komme til.
Janus Andersen skriver en introduktion til alternate history genren. En subgenre jeg har lidt svært ved, og artiklen her bekræfter hvorfor; der er nemlig overordentlig meget af det der tager udgangspunkt i et alternativt udfald af anden verdenskrig. Man må da kunne skrive interessante historier med et andet udgangspunkt også. Bortset fra min personlige smag til genren, er artiklen en glimrende introduktion til hvad den byder på, særligt hvad der findes på dansk.
Til Dancon i år interviewede Carl-Eddy Skovgaard forfatteren Jan Scwherdfeger om hans science fiction børnebogsserie, og dette interview er bragt her. Janus Andersen giver andetsteds en rosende conrep om hele festivallen.

Manfred Christiansen giver os endnu en kort novelle, her med titlen Kassen, omhandlende nogle kasser der spontant opstår rundt om huset hos et noget distræt par.
Lars Wihlborg, tilsyneladende et nyt navn i fanverdenen, fortsætter historien Perceptionens Døre hvor Flemming Rasch slap sidst. Handlingen bliver hevet helt ned på jorden igen, for kort efter at skyde ud af en helt anden og endnu mere spændende tangent. Det lover godt.

Både foreningen Science Fiction Cirklen og tidsskriftet Proxima fyldte 35 år i år. Dette var selvfølgelig en god anledning til at udgive et flot ekstranummer af Proxima, bestående af et udvalg af rigtig gode artikler og boganmeldelser fra tidligere numre, samt to helt nye noveller og en opdatering af Proximas og Science Fiction Cirklens fandomshistorie skrevet af Niels Dalgaard. Det særlige ekstranummer er sendt ud til alle abonnementer og vil angiveligt kunne erhverves gratis til diverse kommende arrangementer hvor SFC er tilstede.

Niels Dalgaard åbner med en glimrende gennemgang af særligt Proximas mangeårige historie, men skriver selvfølgelig også om fandoms generelle udvikling. Det bliver således både en opsummering af Fanmarkshistorien samt en kort opdatering til denne med de seneste 10 år. Derefter følger en lang artikel om utopier i Svend Åge Madsens forfatterskab af Anders E. Larsen, Knud Larns glimrende gennemgang af tysk science fiction, Niels Dalgaards oplysende artikel om hård science fiction, Palle Juul Holms kritik af fantasiløsheden i science fiction når det kommer til verdensopbygning af andre planeter og til sidst Ellen Miriam Pedersens artikel om filosoffen Ernst Bloch. Således kommer man vidt omkring og ekstranummeret fungerer således som en glimrende introduktion til hvad det er for en type artikler man kan finde deri.

Som bonus får vi to nye danske science fiction noveller. Den første er Retræte af John Peter Andersen, der handler om et intelligent væsen, kaldet Tautien, der er rejst til Jorden i håb om at skabe kontakt. En professor i marinebiologi finder væsenet på stranden og tror det er en slags musling. Han tager det med hjem for at dissekere det. Vi følger således Tautiens kamp for overlevelse og for at skabe kontakt, inden den bliver dræbt af professorens eksperimenter, der ikke ved hvad han har med at gøre. Hvis man kunne give stående bifald til en novelle over sin blog, ville jeg gøre dette. Den er fantastisk velskrevet, medrivende og original rigtig hård science fiction med simple virkemidler.
I lyset af dette kommer Manfred Christiansens RT2200-DragonFly^TM til at blegne lidt. Novellen handler om hvad der vel bedst kan beskrives som en flyvende bil der bliver introduceret på markedet. Pointen er ikke til at tage fejl af. DragonFly viser sig at være stærkt vanedannende og snart foretager ingen i samfundet sig andet, end at “cruise” rundt på deres DragonFly, arbejdsmarkedet kollapser og landet sætter sig i dybere og dybere gæld. Ideen var ganske sjov, men selve fortællingen manglede lidt liv.

Otto M. Møllers Guld og Ære fra 1895 er anden bog i udgivelsesrækken fra Science Fiction Cirklen af godt hundrede år gamle danske science fiction værker. Efter min mening den mest vellykkede historie af de fire fra den serie jeg har læst (mangler stadig Himmelskibet). Ligesom med de øvrige romaner med modernisering af sproget og et efterord af Niels Dalgaard.

Bogen følger kemikeren Erik Poulsen og hans opdagelse af hvordan man kan omdanne et andet grundstof til guld. Vi starter med at høre om hans opvækst fra fattige kår, hvor han gennem flittig studie opnår en høj uddannelse indenfor kemi og bliver ansat på en fabrik, hvor han hurtigt bliver velset for sin flittighed. Han opholder sig tit på fabrikkens laboratorium ud på aftenen og blandt arbejderne går et rygte om at han prøver at lave guld. Det var dog ikke tilfældet, men han får alligevel blod på tanden for at prøve, og efter mange ugers hårdt slid, der tærer hårdt på hans forhold til konen, lykkedes det! Men hvad skal man gøre med sådan en opdagelse? Hans største ønske er, at blive husket i historien, men først skal omverdenen jo overbevises om rigtigheden af hans opdagelse. Han gør den fejl at gå til myndighederne med sin opdagelse, der vil have ham til at tie stille, da de med rette advarer ham om hvilke katastrofale økonomiske konsekvenser det vil have, hvis guld bliver gjort værdiløst. Erik Poulsen vil dog ikke høre og prøver lykken i udlandet, men både i Tyskland og i Frankrig bliver han opsøgt af statsoverhovederne, der er blevet bekendt med hans opdagelse og som tilbyder ham alt hvad han måtte ønske sig, hvis han vil overdrage de eksklusive rettigheder til guldhemmeligheden til dem. Han indser det vil være umuligt at få publiceret sin hemmelighed, da myndighederne overvåger alt hvad han foretager sig.

I Dr. Kotin – Livets Herre var videnskabsmanden skildret som genial men kold og kynisk, hvor Erik Poulsen er en mere jordnær godhjertet heltetype. Hans opdagelse bliver mere skildret som et resultat af hårdt flid end egentlig genialitet, og hans motivation var ikke uendelig rigdom men blot videnskabelig anerkendelse for eftertiden. I løbet af historien træder han dog også i karakter som en mere klassisk helt, der ofrer sig for sine idealer og sine kammerater. Udover personskildringen af Erik Poulsen, har romanen to andre facetter – det videnskabelige og det samfundsmæssige. Selvom vi i dag ved at dele af den brugte videnskab, særligt teorien om atomets opbygning, ikke holder, virker den kemiske ide bag relativt plausibel og velbeskrevet. Og hvad der særligt står frem ved denne roman, som i modsætning til de fleste andre klassiske science fiction værker fra den tid der primært brugte videnskablige ideer til at forestille sig spændende eventyr, så tager Guld og Ære også de samfundsmæssige og navnlig økonomiske konsekvenser i betragtning. Vel nok kun i store brede træk, hvor en moderne forfatter nok havde brugt mere tid på den del af historien, men det giver en god indre sammenhæng i fortællingen.
Den er letlæst, spændende – ja der optræder indtil flere “action”-scener, og også tankevækkende i dag med den nuværende økonomiske situation, hvor de mest sortseende amerikanske økonomer jo opfordrer folk til at sætte deres værdier i guld fremfor rede penge.