Asimov’s, September 2009

Posted on November 30, 2009 by Jeppe

Asimovs September 2009 I lederspalten skriver Sheila Williams om The Dell Magazine Award, en pris der hvert år uddeles til en studerende for en science fiction eller fantasy historie. Robert Silverberg begynder på en interessant artikelserie om “world building”, indledningsvis om hvordan man konstruerer en planets fysiske og miljømæssige forhold og forholder sig til hvordan det vil have indflydelse på en civilisation der. James Patrick Kelly skriver om det væld af science fiction priser der efterhånden findes.

Første historie er egentlig fantasy og vil passe perfekt til Fantasy & Science Fiction magasinet. Lisa Goldstein har skrevet Away From Here om femtenårige Liz der arbejder på hendes forældres hotel. En dag checker nogle mystiske folk ind på hotellet, og Liz bliver stærkt betaget af dem og deres magi, og vil for alt i verden ønske hun kunne rejse bort med dem. Men alt er ikke så fint i kanten igen og historien viser hvilke ubehagelige konsekvenser der kan være ved blind besættelse.

Ferret Steinmetzs Camera Obscured bygger på en velkendt formel fra historier henvendt til unge, og gør det ganske godt med at bruge et enkelt science fiction novum til at fremføre en pointe. Victor Pino vil gerne være den bedste. Bare til et eller andet. I en verden hvor alt bliver optaget og logget på nettet fra folks videobriller, er der verdensranglister for hvad som helst. Efter at have opgivet at komme over rang 3,312,156 i verden som yoyo-spiller, beslutter han sig for at gå efter pladsen som verdens bedste elsker. Han udtænker en plan mod hvad han tror er skolens nørdede indelukkede pige, men hun viser sig ikke at være så nem at narre, og hun viser ham en verden udenfor nettets overvågning og ranglister. Historien er uden de store overraskelser, og fortællingen om at folk ikke altid er som de ser ud til, samt moralen om at man ikke behøver at være verdensmester for at være god, er set utallige gange i mange ungdomsfilm, men novellen gør det godt og inddrager science fiction elementet med en nutidig relevant pointe.

Mike Resnick er sådan en forfatter hvis noveller jeg for det meste finder ulidelige, men til gengæld elsker at kritisere. Til Soulmates har han allieret sig med Lezli Robyn, men det kan ikke umiddelbart ses. Det er typisk Resnick hele vejen igennem. Gary arbejder som nattevagt på en fabrik med en masse robotter. Han drikker lidt for meget, da han har svært ved at acceptere at det var ham der slukkede for sin afdøde kones respirator. Han falder i snak med en af robotterne og de diskuterer liv og død og den slags. Resnick kombinerer altså hans velkendte formel med gamle mænd og deres tabte kærlighed med hvad der lader til at være hans nye fascination, startende med hans Hugo-nominerede Article of Faith, om robotters følelser og menneskelighed. Udover det selvfølgelig altid er gabende at læse Resnicks følelseseskapader, er hele novellen blot en konstrueret samtale mellem Gray og denne robot, som ikke har nogen realistisk historie at fortælle i sig selv, men bare er skabt for at Resnick kan komme ud med sin lommefilosofi. Men mon ikke den bliver Hugo-nomineret til næste år.

Brenda Cooper skriver om en verden ramt af tørke i In Their Garden, hvor en gruppe botanikere har slået lejr inde i en botanisk have, for at bevare noget af plantelivet. Paulette er vokset op derinde, men vil gerne lære mere om verdenen udenfor. En interessant verden, men novellen er alt for kort til at det giver noget.

Tidsrejsehistorier er sjældne i magasinerne nu om dage, men Steve Rasnic Tem har skrevet en med The Day Before the Day Before. Fortælleren arbejder for et team under navnet Office 87, der angiveligt er tidsrejsende der retter op på ting i fortiden, omend nærmere detaljer gives ikke. Tidsrejserne tilbage til fortællerens egen barndomstid får ham til at tænke på en bordbøn han lærte som barn, om at lære af gårsdagens fejl og gøre det bedre i dag. Symbolikken er nok vigtigere end selve tidsrejseaspektet.

Historier om intelligente huse troede jeg hørte den fjerne fortid til, men åbenbart ikke, for Benjamin Crowell har skrevet en tankevækkende beretning om en kunstig intelligens der styrer et hus i Tear Down. En ny familie flytter ind i huset og de overvejer at erstatte den eksisterende kunstige intelligens med en nyere, og det semi-bevidste hus ved ikke helt hvordan den skal tackle dette. Udforskningen af psyken for kunstige intelligenser var langt mere interessant heri end i Resnicks novelle.

Her Heart’s Desire af Jerry Oltion er endnu en kort fantasy novelle med en morale af en slags. Patrick støder bogstaveligt talt ind i Michelle på gaden, hvilket gør at hun taber den glaskrukke der skulle indeholde alt hvad hendes hjerte kunne begære. Hun bliver temmelig vred, Patrick prøver at berolige hende, men finder ud af at magien fra krukken åbenbart har ramt ham, for hele hans liv er pludselig noget andet. En ret banal historie med en morale om, at man skal passe på med hvad ønsker sig.

En lang novelle fra Kristine Kathryn Rusch er altid velkommen og med Broken Windchimes går hun helt nye veje. Hun beskriver en mandelig sopran der synger en slags opera for rumvæsenerne på Djapé. En yderst krævende disciplin, hvor selv den mindste fejl i ens sang betyder, at man aldrig kommer til at stå på den scene igen. Sopranen har klaret det i mange år, men en aften går det galt og hele hans liv bliver vendt rundt. Han beslutter sig for at tage tilbage blandt mennesker igen, for at lære om menneskets musik, som han intet kender til efter sit liv på Djapé. Det første sted han finder vej til er en bluesklub, og han bliver voldsomt betaget og forvirret over at musikken har så meget variation, sangene aldrig lyder ens den næste aften, hver en tone rammes ikke rent og alle de mindre perfekte ting vi kender fra vores musik. Han falder i snak med forsangeren fra livebandet og dermed får vi noget at vide om hvilken verden det hele udspiller sig i, og hvordan unge drenge sendes til Djapé for at blive sopraner i deres musikstykker. Det er ikke nogen sindsoprivende historie og spændingskurven er temmelig flad, men Rusch viser en fascinerende verden, en god menneskelig historie og hun er efter min mening en af dem der formår at bruge kortromanformen på en fornuftig måde.

Accelerando

Posted on July 29, 2009 by Jeppe

Accelerando blev Charles Stross helt store gennembrud. Oprindeligt udgivet som noveller i Asimov’s, men i 2005 samlet i denne bog der blev nomineret til flere priser og vandt Locus Awarden. Det gennemgående tema er singulariteten, med de første par kapitler trækkende meget på Web 2.0 og open source koncepter. I selv samme ånd er bogen også frigivet under en Creative Commons licens og kan læses frit på Stross’ webside.

Vi starter med at følge Manfred. Han lever af at få idéer, tage patent på dem og overdrage dem til virksomheder som kan drage nytte af det. Han lever så af donationer og tjenester fra disse virksomheder. En dag bliver han kontaktet af nogle intelligente hummere med tilknytning til KGB. De vil have hans hjælp til at leve som selvstændige entiteter. Og så ruller snebolden! Det vælter ud med den ene vilde teknologiske ide efter den anden fra Stross, og i et sådant tempo at læseren hægtes af, hvilket også er meningen, da det jo netop er indbegrebet af singulariteten – at udviklingskurverne går lodret så mennesket mister overblikket. På relativt kort tid bliver solsystemet koloniseret, kunstig intelligens bliver udbredt, mennesker uploader deres personlighed til computere, og mere og mere af solsystemets masse bliver lavet om til computerkraft via såkaldt computronium. Denne udvikling illustreres ved at Stross ind i mellem lister op hvor mange MIPS pr. gram der nu er i solsystemet.
Bogen er som sagt en samling af noveller, ni af slagsen med tre med hver deres hovedperson i en periode. Alle fra samme noget besynderlige familie startende med Manfred og sidenhen hans barn og barnebarn. der møder både rumvæsener langt ude i rummet og stifter bekendtskab med en Matrioshka brain.

Accelerando er især blevet rost for dens idérighed og mængden af mere eller mindre plausible science fiction koncepter er da også uhyre høj, hvoraf mange snildt kunne være et novum i en roman eller novelle for sig selv. Det er jo desværre bare ikke nok til at få en velfungerende historie. Accelerando virker meget som en prøveklud for mange af Stross’ idéer, da de bedre af dem har dannet grundlag for hans senere romaner. Der er simpelthen for lidt sammenhæng og pointe med historierne, og det uanset om man prøver at se den som en samling selvstændige noveller eller som en samlet roman. Begge indfaldsvinkler er lige forvirrende. For selvom Stross tænker virkelig store kosmiske tanker om universets og menneskets fremtid, så bliver det aldrig rigtigt fascinerende, fordi Stross’ måde at få gjort tingene større på lader til blot at opremse større tal end sidste gang.

Det er helt forståeligt at historierne i Accelerando har fået den popularitet og omtale de har fået, for det er imponerende hvad Stross har i posen, og dette hæsblæsende tempo de vælter frem i, gør dem i sig selv værd at læse. Det skal bare ikke læses som andet end det, for ethvert forsøg på at finde sammenhæng og plot i dette virvar, er umuligt.

Asimov’s, April/May 2009

Posted on May 24, 2009 by Jeppe

Asimov's April/May 2009 Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov's, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Halting State

Posted on March 15, 2009 by Jeppe

Med Halting State viser Charles Stross at man også kan skrive cyberpunk i dag, hvor spædningen udfolder sig i virtuelle verdener og hvor nørderne er heltene. Det ældre cyberpunk jeg har forsøgt at læse, har jeg oplevet som virkelighedsfjernt hvor miljøet beskrives som snusket og grimt, men udviklingen i IT-verdenen har jo også udviklet sig i en helt anden retning end 80′erns cyberpunk-forfattere havde forestillet sig. Netop derfor er det spændende at tage ideerne op igen og forankre dem i nutidens teknologiske virkelighed, og det har Stross formået at gøre med Halting State, der viser den er skrevet af en mand der faktisk ved han skriver om. Romanen blev i øvrigt nomineret til en Hugo sidste år.

Vi befinder os i år 2018 i Skotland. I MMORPGen Avalon Four har et storstilet røveri fundet sted. En virtuel bank inde i spilverdenen, hvor spillere kan opbevare deres værdifulde udstyr og genstande, bliver plyndret, og det burde egentlig slet ikke kunne lade sig gøre, da det ikke er bundet op på nogen central server, men er distribuereret ud over hele verden og genstandenes rette ejerskab sikres af en avanceret fejlsikker digital signeringsteknologi. Firmaet bag, Hayek Associates, er selvsagt i rådvilde, for hvis det slipper ud at deres krypteringsnøgler er blevet brudt, vil deres aktiekurser styrtdykke. Politiefterforskeren Sue sættes på sagen og forsikringsagenten Elaine ligeledes, for at undersøge om det er forsikringssvindel. Hun får følgeskab af spiludvikleren og nørden Jack, som skal hjælpe hende med at navigere rundt i den virtuelle spilverden. Det viser sig ikke overraskende at der er langt mere alvorlige ting på spil end simpelt virtuelt tyveri, med konsekvenser der strækker sig langt ind i den virkelige politiske verden.

Halting State virker både autentisk og realistisk, men er også iderig science fiction. Stross har ikke bare styr på de rent tekniske ting, men hans personbeskrivelser og fornemmelse for hvordan folk i IT-verdenen taler og agerer, er ligeledes autentiske. Dejligt forfriskende, da andre forfattere og filminstruktører ofte forfalder til overdrevede stereotyper og teknisk vrøvlesnak uden baggrund i virkeligheden. Den hyppige brug af moderne netjargon og tekniske udtryk gør nok også, at de seneste års udvikling på IT-området ikke bør være alt for fremmed for læseren. Det er selvfølgelig ikke nok til en god roman, at have styr på disse faktuelle ting og genkendelige miljøbeskrivelser, men Halting State er i den grad også en medrivende technothriller, hvor pointen er at den virtuelle og fysiske verden ikke kan adskilles, som den oftest blev i den ældre cyberpunk, og navnlig hvor afhængige vi er blevet af Internettet for at holde gang i væksten i samfundet. Vernor Vinges Rainbows End havde lignende ideer, men Stross slipper langt bedre fra det.
Sammenlignet med Singularity Sky og Iron Sunrise synes jeg også Stross er blevet en generelt bedre forfatter. Historien har bedre fokus og flyder ikke med vilde halv ligegyldige ideer, hans tre hovedpersoner har mere personlighed og det er dem der alene bringer historien frem, uden at forfatteren går ind som alvidende kommentator fra sidelinjen, som han gjorde af og til med tunge infodumps i de fornævnte bøger.

Hvis man mere er til nærfremtid spændingshistorier med masser af nørdjargon og gadgets end space opera, kan man sagtens begynde her med sin Stross-læsning.

Neuromancer

Posted on February 14, 2008 by Jeppe

Neuromancer af William Gibson fra 1984 er en klassiker inden for genren og ikke mindst som startskuddet til cyberpunk bølgen. Romanen fik hele tre store priser da den kom frem; Hugo Awarden, Nebula Awarden og Philip K. Dick Awarden. Selvom cyberpunk som bevægelse og genre dødede ud for mange år siden, så har dets ideer haft stor indflydelse på genrens udvikling sidenhen. Særligt er emner som kunstig intelligens, overførsel af bevidsthed, cyberspace og sammensmeltning mellem det virkelige og det virtuelle, blevet en integreret del af genren. Disse ideer var ikke nye da Gibson skrev sin roman, men bogens popularitet har bestemt sat sine spor.

Hovedpersonen i romanen er Case. Han lever i det kriminelle undergrundsmiljø i Chiba i Japan. Han er tidligere såkaldt “cowboy” (en slags computercracker), men har mistet muligheden for dette da hans opkoblingstik til cyberspace er blevet ham frataget, fordi han prøvede at stjæle fra sin boss. Han støder dog på krigeren Molly, der som en anden Wolverine har fået indopereret lange knive i fingrene, som har et job til ham der samtidig giver ham evnen tilbage. Opgaven omhandler to kunstige intelligenser, som ikke kan udnytte deres fulde potentiale, da de er underlagt restriktioner fra Turing-politiet. Målet er at nedbryde en såkaldt ICE (det vi i dag vil kalde en firewall), der dog er så stærk at den kan dræbe dem der forsøger at bryde ind, og få de to AIs til at smelte sammen til en superintelligens.

Grundstrukturen med en afstumpet gangster med narkoproblemer der får en chance til for at lave sit livs forbrydelse, er vel ikke just original, men Gibsons måde at kombinere de mange teknologiske påfund så det virker selvfølgeligt og ikke påtvunget for handlingen, fungerer glimrende. Det fremstilles hverken som fremskridt eller tilbageskridt. Det er der bare og så må det bruges som det nu er muligt. Jeg har dog svært ved at se at Gibsons ideer om cyberspace skulle have været skelsættende for den måde World Wide Web endte med at udforme sig på, udover at den næsten anarkistiske tilgang til cyberspace har skabt et både overdrevent romantiseret og negativt fordømmende af undergrundens hackerkultur.
Gibsons skrivestil kan være lidt forvirrende, men hver sætning er velovervejet og gennemtænkt. Slang og specielle udtryk bruges flittigt uden nærmere forklaring. Kort sagt, så kom hjernen på mere arbejde end med “Hidden Empire”.

Year’s Best SF 12

Posted on December 24, 2007 by Jeppe

Year's Best SF 12 Den tolvte udgave af Year’s Best SF har 26 noveller fra år 2006. Der er mange af de samme navne med som i nummer 11 og selvfølgelig i meget samme stil, med en vægt på den traditionelle novelleform og hård sf.

Første novelle, Nano Comes to Clifford Falls af Nancy Kress, giver ikke et særlig godt førstehånds indtryk. Det handler om nanomaskiner der kan lave alt ud af mere eller mindre ingenting, hvilket foresager samfundets totale forfald til anarki, da ingen jo gider at arbejde eller opføre sig ordentligt, når alt kan laves via nanomaskiner. En sådan historie kunne måske gå an da nanoteknologi stadig var en ny ide, men i dag er en sådan historie meget banal og forudsigelig, og den kunne være udført mere elegant end at skære problemet ud i pap for læseren. Sjovt nok har den næste novelle (Brother, Can You Spare a Dime? af Terry Bisson) det præcis modsatte syn om en fremtidsverden hvor robotter uden omkostninger sikrer alle menneskelige behov. Nebula vinderen When Sysadmins Ruled the Earth af Cory Doctorow er jo ganske sjov når man selv har arbejdet som systemadministrator, men den ellers udmærkede historie drukner desværre til tider i at han vil have så mange tekniske udtryk og netslang ord med som muligt. Det er selvfølgelig ikke meningen at gennemgå alle noveller, men lige de tre var værd at starte med.
Der er selvfølgelig nogen man mindes bedre end andre, blandt andet Home Movies af Mary Rosenbaum om en kvinde hvis arbejde består i at opleve noget for andre, for derefter at fjerne mindet permanent fra hende selv og overføre det til køberen. En spændende ny vinkel på overførsel af bevidsthed. Alastair Reynolds bidrag med Tiger, Burning er fyldt til randen med fantastiske ideer om kosmos, som af mangel på bedre dansk term – “makes your head spin.”

For at citere en anmelder på Amazon, “nano comes up alot”, hvilket der er noget om, da “nano” bliver sat ind som forklaring i en del historier for at opfylde et eller andet nærmest magisk fænomen. Det virker lidt fantasiløst, men det bliver nu brugt forskelligt: nanoteknologi som skyld i civilisationens undergang (Nano Comes to Clifford Falls), nano til kopiering af minder (Home Movies), selvreplikerende nants der overtager verden (Chu and the Nants).

I forordet skriver Hartwell at dette års tema var “recovering from disaster”, hvilket passer næsten for godt og man mistænker ham lidt for helt bevidst, at have udvalgt mange af novellerne efter det kriterie. En del af historierne er egentlige dommedagsfortællinger om de overlevende, og en del andre noveller har katastrofer i større eller mindre omfang som tema. Fra de mere symbolske som i Dawn, and Sunset and the Colours of the Earth til en (næsten) klassisk invasion fra rummet, Preemption. Der er længere mellem de positive og humoristiske historier i år i hvert fald.

Jeg bemærkede også at kvinder er godt repræsenteret. Både som hovedroller i mange af novellerne og med 7 kvindelige forfattere, hvilket forholdsmæssigt må siges at være mange. De skriver ofte med udgangspunkt i stærke selvstændige kvinder. Kamaron Hurley tager det endda så langt til at skrive en historie om kvinder der bogstaveligt talt overtager verdensherre(kvinde?)dømmet i The Women of Our Occupation.

Min konklusion bliver at som helhed var dette en bedre samling noveller end sidste år. Mængden af gode noveller er ganske enkelt højere. Og for 90kr er det stadig et glimrende køb hvis man ikke er belæst i årets numre af Asimov’s, som langt de fleste af historierne er fra. En komplet liste af novellerne kan findes her.

Og nu har jeg snart lyst til and og flæskesteg. God jul til alle sf fans og bloglæserne!

Himmelskibet nr. 14

Posted on December 21, 2007 by Jeppe

Himmelskibet nr. 14 Himmelskibet nummer 14 udkom sammen med “The Sky Ship”, men er kommet noget bagud med læsningen. Det var dog heller ikke vildt fantastisk desværre. Hele seks noveller, men ingen af dem specielt nævneværdige efter min mening. Alle i øvrigt fantasy eller horror.

Af artikler bør især Knud Larns artikel om Hugo Gernsbacks Ralph 124C41+ fremhæves og det skulle blive en tilbagevendende artikelserie i bladet om klassikere. Flemming R.P. Rasch skriver i Problemet med dansk science fiction om det fænomen fra visse science fiction fans, der føler at den øvrige litteraturverden fører en form for sammensværgelse mod science fiction litteraturen ved at tale dårligt om den. Flemming synes i stedet man burde holde op med at brokke sig og komme i gang med at skrive god science fiction, for det er måske det der mangler mere af. Mere god dansk science fiction kan man selvfølgelig kun stemme for. Niels Gjerløff har også en interessant artikel, Snowcrash og hvad der fulgte, om vores virtuelle verdener som Second Life og The Sims, sammenlignet med Neal Stephensons roman Snowcrash.

Årets sidste numre af Subspace og Novum fra henholdsvis trekkies.dk og Science Fiction Cirklen er også lige dumpet ind af døren, så der er lidt forhåbenlig god fannisk læsning til julen.

Rainbows End

Posted on November 28, 2007 by Jeppe

Jeg anbefalede denne bog af Vernor Vinge til Azur, da den er dette års Hugo vinder og derfor måtte have en vis kvalitet. Vinge har vundet en Hugo tidligere, for hans romaner A Fire Upon The Deep og A Deepness In The Sky, samt et par noveller.
Rainbows End finder sted i år 2025 og er et muligt bud på Internettets udvikling til den tid, og i bedste tidsånd er bogen også gjort frit tilgængelig online og Vinge har dedikeret den “To the Net-based cognitive tools that are changing our lives — Wikipedia, Google, and the others of their kind, now and in the future.”

I denne verden er Internettet for alvor blevet en integreret del af folks liv, da alle bærer kontaktlinser med konstant netopkobling og giver dermed øjeblikkelig adgang til alle tjenester. Dette skaber muligheder for yderligere sammensmeltning mellem den virkelige verden og cyberspace, via virtual reality teknikker der kan tilføje visuelle lag eller ekstra effekter til det sted man er fysisk, og selvfølgelig et utal af kommunikationsmuligheder. For at fortælle os alt dette er bogens hovedperson ganske belejligt end mand fra vores egen tid, der blot har ligget i koma de sidste 20 år og er blevet kureret for sin Alzheimers sygdom, og er nu blevet ungdommeliggjort. Et billigt anvendt trick, men det virker stadig. Han, Robert Gu hedder han, har det svært med den nye verden, og er nødsaget til at flytte ind sammen med sin søns familie og tage grundlæggende skolekurser igen. Han kan dog ikke genfinde sine gamle evner som digter og da han af The Mysterious Stranger bliver tilbudt at få denne evne tilbage, bliver han nemt lokket ind i en større sammensværgelse han ikke helt forstår. På overfladen er det en modstandsbevægelse mod digitaliseringen af verdens biblioteker med destruktion af de fysiske bøger til følge, hvis sabotageplan han trækkes ind i det, men der er en anden dagsorden.

Vinges syn på fremtiden er overvejende positivt, men samtidig viser han at den teknologiske udvikling og Internettets sammensmeltning med vores hverdag, vil være helt uoverskuelig for mange, hvilket så også afspejler sig i den måde romanen er bygget op på. Robert Gu er en mand fra vores tid og har dermed samme udgangspunkt som læseren, og ved det meste af tiden ikke rigtigt hvad der foregår omkring ham eller hvad “the big picture” egentlig er.
Det ved man som læser heller ikke og det giver et utilfredsstillende resultat, da historien trækker i så mange forskellige retninger, at det virker som om Vinge ikke rigtig vidste hvilken historie han ville fortælle. Er det en fremtids techno-thriller om verdensomspændende konspirationer, et psykologisk drama om en mand der må genfinde sig selv i en ny tid, en vision om fremtidens cyberspace eller et skoledrama om frygt for eksamen? Robert Gu fungerer på en måde som den røde tråd, men da han blot er en marionetdukke for andre personers vilje, hænger romanen alligevel ikke rigtig godt sammen.

Det er ikke nogen dårlig bog, men som Hugo vinder vil jeg sige den var lidt skuffende.

Interstellar sysctl

En science fiction blog

Tag Archives: cyberspace