Tag Archives: cultureserien

Surface Detail

Posted on by
Reply

Surface DetailDet er alt for længe siden jeg sidst har fået læst og nydt en rigtig god roman. Skal måske helt tilbage til Inherit the Stars. Iain M. Banks er til at regne med. Alt er ikke lige godt, men det er altid en unik læseoplevelse. Hans nyeste bog i Culture-universet er bestemt ingen skuffelse og bedre end Matter. Som det ofte er med Banks’ Culture-bøger, handler det egentlig ikke ret meget om selve Culture, mest i periferien og der hvor Culture har indflydelse.

Det generelle tema i bogen er døden, livet efter døden – herunder helvedet. Når teknologien til at lave perfekte virtuelle verdener bliver mulig, vil der selvfølgelig være nogen civilizationer der vil bruge det til at lave et rigtigt helvede, hvor man kan dømme folk til at leve i evig pinsel. Den slags vækker dog modstand blandt andre civilizationer, herunder selvfølgelig også the Culture. Så for at løse konflikten, er begge sider gået med til at udkæmpe en krig i en virtuel verden. Men anti-helvede siden er ved at tabe, og de er parate til at bryde reglerne. Denne konflikt bliver den overordnede ramme for Surface Detail, eller rettere det der sker rundt omkring for den lykkeligt uvidende hovedperson.
Historien følger primært Lededje. Hun er en trofæ-slave for den magtfulde Veppers, der bruger og misbruger hende som han lyster. Under et opgør med ham bliver hun slået ihjel, men lever op igen i en ny krop. På en eller anden måde er hendes bevidsthed blevet transmitteret gennem rummet til en Culture koloni, hvor de så har givet hende livet tilbage. Hun er dog opsat på hurtigst muligt at vende tilbage, med det ene formål at slå Veppers ihjel.

Surface Detail er en af den slags bøger, hvor det ikke er plottet der er det interessante, men alt det der sker udenom. Gennem Lededje får læseren indblik i flere dele af Banks fantastiske Culture-univers, Veppers viser sig også at være involveret i krigen om de virtuelle helveder og vi følger selvfølgelig også nogle personer der er fanget i et af disse forfærdelige helveder. Det hele flyder ganske godt sammen, og Banks rammer balancen mellem at fortælle læseren nok til at fange interessen, men samtidig ikke fortælle for meget. Der er masser af idéer og koncepter at blive både fascineret og skræmt af, og den faktisk ikke helt så urealistiske tanke om at lave virkelige helveder på denne måde, skal nok give de fleste noget at tænke over.

Jeg vil bestemt placere Surface Detail højt på listen over Banks’ bøger i Culture-universet, men den kan dog ikke anbefales til læsere der ikke har kendskab til serien i forvejen. Der vil The Player of Games og Consider Phlebas være bedre.

Inversions

Posted on by
1

InversionsPå papiret er Inversions ikke en Culture-bog. Det står ikke på omslaget og ordet Culture optræder slet ikke i romanen. Alligevel står det dog klart, at hovedpersonen sandsynligevis er en Culture-agent. Iain M. Banks har selv i et interview sagt (lidt kryptisk): ” – Inversions was an attempt to write a Culture novel that wasn’t.”
The Culture er blevet skildret fra alle tænkelige vinkler. Indefra, udefra, fra ligeværdige, fra overlegne, fra modstandere, fra allierede og Inversions er en historie om en verden i den pre-industrielle fase, der uden at vide det, bliver infiltreret af en Culture-agent. Vinklen er altså nu fra den modtagne side af the Cultures interventioner.

Inversions er delt i to helt adskilte forløb, hvis sammenhæng først bliver klart til sidst. I det ene følger man beretningen fra en assistent til den kvindelige doktor Vossil, der fungerer som personlig doktor til en konge. Hendes store evner indenfor medicin og hendes lidt uklare baggrund i et fjernt land folk kun har hørt om, giver læseren klart det indtryk, at der er tale om en udefra – sandsynligvis en Culture-agent. Hun hjælper kongen med hans små problemer som ondt i ryggen og en dårlig ankel, mens flere af kongens rådgivere mistænker hende for at være enten en spion eller en heks.
Den anden del af romanen følger bodyguarden DeWar, der passer på en anden leder i en anden del af verden. Her er de politiske forhold mere problematiske, da der er flere attentatforsøg og en krig der går dårligt.
Begge prøver de på hver deres måde, at påvirke beslutningerne hos deres herskere. DeWar er meget beskyttende og mistroisk, mens Vossil med små bemærkninger forsøger at ændre kongens moral overfor fx brug af tortur.

Inversions står noget udenfor resten af serien, både i form og indhold. De øvrige Culture-bøger involverer ofte flere verdener og mange racer, mens her er handlingen bundet til en planet og få hovedpersoner. Trods det at den beskrevne verden er et lavteknologisk samfund, formår Banks alligevel at skabe en historie, der på læseren stadig opleves som science fiction.
Den har nogle af de bedste personskildringer fra Banks hånd jeg har set, men det var en af de bøger, hvor man efter 2/3 dele stadig ikke synes der rigtig er sket noget. Nogen voldsomt spændende bog er det ikke, men det vil også være forkert, at kalde den kedelig.

Jeg har set andre anmeldelser været meget sikre i, at DeWar figuren også klart er en Culture-agent. Det følte jeg mig nu ikke overbevist om. Der er i hvert fald ikke ligeså mange klare hentydninger dertil, som der er med doktoren Vossil. Men hvis andre har læst den, vil jeg meget gerne høre jeres bud på det spørgsmål.

Matter

Posted on by
2

MatterDen syvende og seneste bog i Iain M. Banks’ Cultureserie er kommet hele otte år efter Look to Windward, og noget kunne tyde på, at Banks har opbygget et væld af ideer i den tid, for Matter viser et enormt overskud hos forfatteren. En ny start på Cultureserien.

Scenen og hovedpersonerne er denne gang udenfor the Culture. Man følger tre søskende fra den kongelige familie af racen Sarl på Sursamen, der er en kunstig skabt hul planet med 14 “etager” fra overfladen og ned til kernen, kaldet en ShellWorld. Kongen bliver forrådt og dræbt af hans nærmeste ven gennem årtier, der selv indtager pladsen som regent, da prinsen Oramen anses som værende for ung. Den ældre prins Ferbin, der så mordet fra sit skjul er anset som død, flygter sammen med sin tjener Holse, i håb om at finde hjælp på de højere etager i Sursamen, eller komme væk fra planeten og finde søsteren Djan, der for år tilbage forlod Sursamen, for at blive agent for the Culture. Hun er imidlertid selv på vej tilbage, da hun har fået nyheden om hendes fars – kongens – død. Men der viser sig at være langt mere på spil end interne stridigheder i lavteknologiske samfund, for racen Oct planlægger noget mystisk på Sursamen. The Oct er en højere udviklet race der hjælper og overvåger the Sarls udvikling, men de er selv overvåget af the Nariscene, der igen er overvåget af the Morthanveld, der er en race der er på omtrent samme stadie som the Culture. Ingen ved nemlig helt præcist hvem der har bygget de mange kunstige ShellWorlds og hvad deres formål er.

Temaerne er velkendte fra Banks’ andre Culture-romaner, hvor højt udviklede racer “hjælper” lavere racer – med større og mindre held, og den gennemgående pointe, at selvom the Culture virker ufattelig avanceret, er de stadig kun en blandt mange andre civilisationer der er både ligeværdige og over dem. Det lidt specielle her er, at the Sarl er bevidste om deres udviklingsstadie. De kender til de mange højere udviklede racer og forstår for så vidt også, at de er nødt til at udvikle sig selv. Det er en helt ny tilgang til universet, der kan få nye læsere til. Humoren er skruet lidt ned (meget ned i forhold til Look to Windward), mens plottet har mere fylde og er gjort mere kompliceret. Hans skrivestil er lidt anderledes, man kunne sige mere konventionel sammenlignet med andre forfattere, der også skriver moderne space opera, dog stadig genkendeligt Banks! Handlingen stopper et par gange op, for at komme med klumper af information om diverse racer, samfund og the Culture, angiveligt for at nytilkomne læsere ikke skal blive helt tabt, men Banks bruger nu stadig den metode bedre end de fleste andre. Derudover er romanen også spækket med et væld af begreber og et utal af racer, også flere end handlingen egentlig kræver, og de skal så have et helt appendix. Normalt synes jeg ikke det er et godt tegn, hvis en roman skal udstyres med et appendix over begreber og racer og personer, men det var ikke så slemt her, og det var specielt behjælpeligt til, at finde rundt i de forskellige “levels” racerne er på, da det ikke er helt uvæsentligt for forståelsen.

Matter er en bog som jeg er sikker på, at læsere der er bekendt med Cultureserien vil have en helt anden oplevelse med, end dem der første gang stifter bekendtskab med universet, men begge vil være gode. Det er en ny tilgang Banks har til sit eget univers og det kan måske også være nødvendigt, for at serien ikke skal køre i tomgang. Bogen er til debat i Azur til august og det bliver interessant, at se hvad andre synes om den.

Look to Windward

Posted on by
3

Look to WindwardDen sjette roman i Iain M. Banks’ Cultureserie er en lang humoristisk optakt til en stor symfoni og et komplot der sprænger alle rammer. Desværre er det også den svageste bog af ham jeg har læst indtil videre.

I de tidligere romaner har vi set hvordan the Culture ynder at blande sig i fremmede kulturer og civilisationer, særligt med henblik på, i deres øjne, at forbedre deres samfund og indlemme dem i the Culture. Det går bare ikke altid helt godt. Med racen Chelgrains udløste man en krig mellem de forskellige “kaster” i samfundet. En krig der tog livet af fem milliarder Chelgrains. The Culture har sagt undskyld og forsøgt at gøre det godt igen, men nogle Chelgrains er af den overbevisning, at disse fem milliarder ofres sjæle ikke kan få endelig fred, førend mindst ligeså mange af deres fjender er blevet dræbt. Og med hjælp fra nogen endnu højere stående væsener, der angiveligt har deres helt egne motiver til at gøre skade på the Culture, udarbejder de et komplot, der skal gøre regnskabet op, mod en Culture-ringverden. På denne verden lever Chelgrain-komponisten Ziller og han er ved at færdiggøre sit livs symfoni. Krigsveteranen Quilan sendes dertil, officielt for at overtale ham til at komme tilbage til sine egne, men han er selvfølgelig nøglepersonen i gengældelsesangrebet.

På mange måder gør Banks det igen, med endnu en vinkel på Culture-samfundet og deres uperfekthed, og et hint af at der er kræfter i galaksen der er endnu større. Humoren er i top og med vel nok hans bedst skrevne dialoger i serien. Desværre er plottet skruet sådan sammen, at der ikke rigtigt kan ske nogen udvikling, for det hele skal forløses til sidst. Så rigtig meget af bogen går med mærkværdige naturudflugter Ziller er på og morsomme – men ligegyldige for plottet – samtaler med den AI der styrer ringverdenen. I sig selv glimrende, havde det blot været mellemspil til en egentlig handling og plotudvikling, og ikke den primære del af romanen. Dette gjorde, at jeg havde meget svært ved at gøre bogen færdig. Den lå på sofabordet længe, men det var alt for ofte en fjernbetjening jeg fik fat i.

Excession

Posted on by
Reply

ExcessionJeg er stor fan af den nyere britiske space opera, gerne med en god portion “hard sf”-elementer. Derudover har jeg en særlig svaghed for historier i “galactic scale”, med mystiske arteakter fra en uendelig fjern fortid der pludselig dukker op og får en ellers højt avanceret teknologi til at se simpel ud. Denne Culture-roman af Iain M. Banks har det hele, og er oveni det måske endda endnu bedre skrevet end hans forrige værker, så intet under at jeg er i hopla!

Man begynder at ane et vist mønster i Culture-bøgerne. Endnu en gang bliver en tidligere agent for Special Circumstances tilkaldt til en opgave. Denne gang er det diplomaten Genar-Hofeon, der fungerer som ambassadør for the Culture hos en noget aggressiv race, der har fået tilnavnet Affronter. Det sker i forbindelse med at et mystisk objekt er dukket op et sted i galaksen, og det ligner meget beskrivelsen af et lignende fund for mange år siden, hvor man daterede objektet til at være ældre end selve universet! Dengang fik man ikke indsamlet særligt meget andet data, så da objektet dukker op igen bliver det klassificeret som et Outside Context Problem. Et problem som det siges at alle civilsationer vil møde før eller siden, men som er så avanceret og udover den normale fatteevne, at man ikke kan forudsige problemet. Jeg mener det var Janus der fortalte mig sammenligningen med computer strategispillet Civilization og den velkendte oplevelse, hvor man virkelig har anstrengt sig for at opnå teknologien til bue og pil, og så kommer fjenden kørende med tanks. Objektet bliver derfor døbt the excession.
Men Genar-Hofeon skal altså finde en kvinde, der var ombord på det rumskib der første gang stødte på denne excession, som nu ligger i en slags dvale. Der er dog andre kræfter der både har andre planer med ham og med the excession.

Selvom romanen har den nævnte hovedperson, er de egentlige hovedpersoner de intelligente Culture-rumskibe, også kaldet Minds, og denne opdagelse vækker særlig interesse hos en gruppe af gamle legendariske skibe fra Idiran-krigen (omtalt i “Consider Phlebas”), der kalder sig “the Interesting Times Gang”. De er dog noget tøvende omkring hvad de skal og ikke skal, mens enkelte mere excentriske Minds går enegang. Deres debatter og samtaler er morsomme, langhårede og spændende. Alene navnene på disse skibe, som Fate Amenable To Change og Shoot Them Later, kan være det hele værd. Det kan være lidt svært at skelne dem fra hinanden, da en personificering af dem ikke er så ligetil at identificere sig med, som med menneskelignende væsener.

Med Excession har Banks skrevet en widescreen hard space opera med masser af “gosh-wow”-effekt, men det er ikke imponerende bare for at være flot, for som i hans andre romaner, er der en mening med det, der knytter sig til individuelle skæbner, mennesker såvel som Minds. En perfekt kombination af det store galaktiske lærred og den dybere personlige fortælling.
Romanen er dog ikke uden nogle ting man kunne have ønsket sig lidt anderledes. Jeg læste med stor iver den første tredjedel, mens midterdelen blev lidt langtrukken og så for tredje gang i denne måned, en slutning der får underkæben til at falde ned. Når det være sagt, så er det ingen begynderroman til Banks Culture-univers og i det hele taget er den mest for folk, der ikke er bange for (med understregning) astronomisk hård science fiction.

The State of the Art

Posted on by
1

The State of the ArtBanks har ikke skrevet mange noveller, i modsætning til de fleste andre science fiction forfattere, der jævnligt skriver til magasinerne. Faktisk er de 8 noveller i denne 200 siders samling de eneste han har fået udgivet. Alle fra slutningen af 80′erne. Der er både historier fra Culture-universet, anden science fiction og noget der er sværere at placere.

Der er to kortere noveller i Culture-universet. Den første, A Gift From the Culture, handler om en Culture-mand der på en måde er “strandet” på en planet og har fået opbygget sig en stor spillegæld. Den kan han tilbagebetale ved at skyde et regeringsrumskib ned, hvilket han ikke er meget for. Den anden, Descendant, nævner ikke direkte at det er en Culture-historie, men der er flere termer der tyder på det. Her er en mand tilsyneladende nødlandet på en gold planet og hans intelligente rumdragt er svækket for kræfter, så de må sammen forsøge at gå hen til hvor de mener der er en base. Han får et noget specielt forhold til sin rumdragt på denne vandring.
Den bedste historie er kortromanen The State of the Art der udgør halvdelen af bogen. Den er skrevet som en rapport skrevet af agenten Diziet Sma, som også optræder i “Use of Weapons”, og omhandler hendes beretninger om planeten Jorden, som hun har været udstationeret på i et års tid. Her stopper man lige op, for indtil videre har jeg blot antaget, at the Culture blot var en uspecificeret fremtid for mennesket, men åbenbart ikke. De er blot meget menneskelige i form, hvilket mange racer i galaksen er, ligesom i Star Trek. En af romanerne havde vist også en henkastet bemærkning om hvorfor de fleste væsener har menneskeform.
Det foregår i slutningen af 70′erne og den generelle vurdering af Jordens tilstand er ikke for positiv. Vi beskrives som barbariske, morderiske og vil efter al sandsynlighed udslette os selv i en kommende tredje verdenskrig; pakket ind i en del koldkrigsretorik. Man ved dog ikke helt om man skal gribe ind og skabe kontakt eller ej, for uanset om de gør det eller ej, er man overbevist om det vil skabe kaos. Det er klart denne historie der gør denne bog værd at få fat i.

Af andre nævneværdige historier er Cleaning Up. Det er lidt i samme humoristiske stil, hvor nogle rumvæsener ved en fejl får dumpet noget avanceret teknologi ned på Jorden. Amerikanerne finder det i ørkenen og overbeviser hurtigt sig selv om, at det enten er en gave fra gud eller nogle venlige rumvæsener, som vil hjælpe dem med at banke kommunisterne i Sovjet. Imens er der nogen der får sig en ordentlig skideballe hos rumvæsenerne. Yderst morsom historie.

Generelt skinner det igennem i novellerne, at Banks nok har det bedst i romanformen. Hans historier skal have plads og det er også den 100 sider lange The State of the Art der fungerer bedst. Men som en hurtig introduktion til Culture-serien er den perfekt!

Use of Weapons

Posted on by
3

Use of WeaponsIain M. Banks tredje roman i Culture-universet går tættere på Contact-divisionens specialenhed Special Circumstances, som man har set lidt til i “Consider Phlebas”.

Cheradenine Zakalwe er tidligere agent i Special Circumstances hvor han har infiltreret diverse konflikter på planeter, så udfaldet bliver til Contact-divisionens fordel. En ganske effektiv måde at sikre udbredelsen af the Culture til nye systemer. Med andre ord, så laver Special Circumstances alt det beskidte, men nødvendige, arbejde i det skjulte. Minder mig lidt om Star Treks Section 31. Zakalwe har dog trukket sig tilbage, men der er brug for hans evner igen, og agenten Diziet Sma får til opgave at finde ham og overtale ham. Derfra har romanen to spor. Et kronologisk forløb med denne opgave der skal løse en kommende krigskonflikt i en sektor af galaksen, og et baglæns forløb der fortæller om Zakalwes fortid.

Man skal holde tungen lige i munden med de to forløb, særligt med den bagvendte biografiske fortælling om Zakalwe, der mere er personskildring end egentlig handling. Jeg blev aldrig enig med mig selv om jeg synes det fungerede godt eller ej, men det er udfordrende og spændende læsning uden tvivl.
Det er stadig i høj grad Banks sprog og stil der løfter niveauet højt op. Som i de forrige romaner, er der igen en intelligent robot (eller “drone” som de betegnes), der bringer en helt unik humor ind i bogen.

Titlen på romanen, Use of Weapons, er en man undre sig over i starten. Den siger jo ikke rigtigt noget, men når bogen er læst færdig, ser man hvor genial denne titel er. Det hentyder ikke bare til våben i traditionel krigsforstand, men også hvordan Zakalwe bliver brugt som Smas våben, og Zakalwes meget alternative midler til at læse problemer med. Blandt andet skaber han mere eller mindre kaos på en planet, gennem et firma styret af the Culture, blot for at få fat i en mands opmærksomhed. Mere nede på jorden er der en fremragende “scene”, hvor Zakalwe vil prøve et ældgammelt håndvåben, hvilket giver satiriske kommentarer fra robotten. Det kan ikke gengives, det skal opleves. Og med den slutning romanen har, er det med garanti en læseoplevelse man vil gå igang med en anden gang.

The Player of Games

Posted on by
Reply

The Player of GamesIain M. Banks anden roman i Culture-univseret er en noget anden størrelse end “Consider Phlebas”. For det første noget kortere, lettere at gå til, mere rolig og ligefrem handling, hvor hovedpersonen ikke er i livsfare på hver anden side.

Gurgeh er romanens hovedpersonen. Han er den bedste spiller i Culture-samfundet. Han mestrer ikke bare enkelte spil, men har en unik evne til at være blandt de bedste til mange forskellige spil. Alligevel keder han sig lidt, selvom han nyder livet, så da han hører fra Contact-divisionen, dem der tager kontakt til andre civilisationer i galaksen, at de gerne vil have han drager til the Empire of Azad i den anden ende af galaksen, for at spille det meget komplekse spil der udgør rygraden i deres samfund – Azad – bliver han interesseret.
Handlingen bliver således forventelig. Han lærer spillet på de to år rejsen tager, bliver taget godt imod som gæst, men det forventes ikke, at han kommer meget videre i de første indledende runder mod folk der har brugt hele deres liv på at mestre spillet. Men mod al forventning fra både ham selv og Azad-folket, overrasker han gang på gang og stryger helt til tops. The Empire of Azad er et meget anderledes samfund end the Culture og ved at sætte hovedpersonen Gurgeh i et uvant miljø, bliver de to samfundsformer sat op mod hinanden og giver dermed en god introduktion til hvad the Culture egentlig er for noget. Azad spillet er så betydningsfuldt for den civilisationen, at vinderen af spillet simpelthen bliver den regerende kejser. Imperiet er i modsætning til the Culture et hierakisk kapitalistisk samfund med diktaroisk ledelse, militant imperialisme og store sociale skel. The Culture er derimod et samfund uden ledelse og regler og uden nogen lider nød, hvor mennesker og maskiner lever i et nærmest symbiotisk fredeligt fællesskab.
Disse modsætninger skaber to spil i handlingen. Azad spillet, som er det eneste der optager Gurgeh, og det korrupte politiske spil der foregår rundt omkring ham. Da ledende positioner i imperiet fastlægges efter hvor godt man klarer sig i spillet, er udtagelserne til runderne selvfølgelig alt andet end tilfældige og der er alliancer mellem spillerne, der ellers skulle spille for sig selv.
Selve spillet bliver aldrig rigtig forklaret i dybden, men det beskrives som et slags strategisk krigsspil hvor hver spiller har nogle styrker, han kan angribe med og vinde territorier fra modspillerne. Store dele af romanen følger således Gurgehs fremfærd i spillet og hvordan han mere og mere lukker sig ind i spillets verden. Hans mange indtryk af sine modstandere og den overordnede progression i hans strategiske position. Der bliver altså ikke gået i detaljer med regler, hvilket nok også vil have ødelagt fortællingen. I stedet bliver beskrivelserne af selve spillet til tider nærmest helt poetisk, så man som læser helt glemmer verdenen udenfor, ligesom Gurgeh selv, der bliver helt opslugt af det.

Selvom handlingen som nævnt er forventelig, er den ikke forudsigelig og Banks har mange flere lag i plottet, end den ellers simple handling om en undervurderet spilmesters vej til sejr umiddelbart ligner. Jeg er specielt vild med Gurgehs følgesvend, robotten Flere-Imsaho, som forgæves prøver at få ham til at fatte hvad der foregår udenfor spillet. Banks skildrer intelligente robotter på en helt unik måde, hvor de ellers normalt enten er meget robot-agtige eller så menneskelige, at det kunne være lige meget at kalde dem robotter. Culture-robotterne har tilsyneladende alle de menneskelige følelser, særligt irritation og fornærmethed, men de virker ikke helt menneskelige alligevel. De går ofte inf i et slags “loop” af en endeløs talestrøm, uden at det giver mening. Og de kan være ligeså forskellige i sind og væremåde som mennesker. Men det er bare et af de mange lag Banks har pakket ind i denne “kun” 300 siders roman. Selvom Azad-imperiet virker ondt og barbarisk i forhold til det utopiske Culture, er intet entydigt.

På mange måder er The Player of Games nok en bedre og mere tilgængelig introduktion til Culture-universet, men Consider Phlebas bør altså også læses!

Consider Phlebas

Posted on by
4

Consider PhlebasNu da Iain M. Banks er æresgæst til Oslo SF Festival, måtte jeg hellere komme i gang med bøgerne fra hans meget roste Culture-serie. Consider Phlebas er fra 1987 og den første han skrev i serien. Allerede efter de første kapitler synes jeg, at det her var bragende godt! De kan altså noget med space opera på de britiske øer. Det er nok en af de mest heftige, voldlige, spændingsmættede space opera romaner jeg har læst, og bestemt også noget af det fedeste.

The Culture og Idiran-imperiet kæmper mod hinanden i en galakseomspændende kompromisløs krig. The Culture er et utopisk kommunistisk lignende samfund hvor intelligente maskiner og mennesker lever uden at mangle noget, bortset fra mening med tilværelsen. De har brug for at være til nytte og det kan en krig opfylde. De kæmper for deres ret til at eksistere, da Idirans angriber dem på et religiøst grundlag og havde håbet på en hurtig overgivelse, men the Culture viser sig at være mere hårdt kæmpende end antaget.
I denne konflikt følger romanen Horza. Han er en såkaldt Changer, hvilket gør ham i stand til at ændre udseende efter behov. Han arbejder for Idrian-imperiet, ikke fordi han støtter deres sag, men fordi de kæmper imod the Culture. Han får til opgave at hente et Culure Mind, en avanceret kunstig intelligens der styrer større rumskibe, der er strandet på en planet. En Culture agent sendes på jagt efter ham.
Horza må dog gå grueligt meget igennem før han bare kommer i nærheden af planeten hvor dette Mind befinder sig. Ved et tilfælde bliver han samlet op af nogle rumpirater, hvor han må kæmpe for sit liv mod en af besætningsmedlemmerne, for at få lov til at komme med. Han tager på nogle plyndringstogter med dem, hvor alting bare går galt. Han ender på en slags ringverdenen, ala. den i Larry Nivens “Ringworld”, hvor primitive kannibaler tager ham til fange og forsøger at ofre ham. Udover det, så skal denne ringverden destrueres som et led i krigen, så han har ikke meget tid til, at flygte og derefter finde og overmande kaptajnen af rumpiraterne, for til sidst at kunne tage til planeten hvor dette Mind befinder sig, hvor endnu større udfordringer venter.

Der er fart på fra start til slut. Hverken hovedpersonerne eller læseren får mange fredelige øjeblikke fra de mange tæsk og livsfarlige situationer. Banks skriver bragende godt, med en rammende humor ind i mellem, der aldrig virker malplaceret eller unaturlig. Hovedpersoner såvel som mindre karakterer er troværdige i deres handlinger, og forholdet mellem at lade ydre begivenheder og personernes valg styre handlingen, er ramt godt. Den har dog også sine problemer, særligt med store klumper af information midt i handlingen, men han klarer det nu stadig bedre end de fleste. Selvom den er spændende hele vejen igennem, er den nu også temmelig længe om at komme til sagen, så at sige. På en måde gør den det egentlig aldrig, for hvad der egentlig sker med selve krigen kommer først i et appendix efter slutningen, som kan få hele den lange kamp Horza har kæmpet, til at se helt meningsløs ud. I et interview forklarer Banks, at han skrev det sådan som et modsvar til den kliché inden for især space opera, hvor en enkelt helt kan ændre historiens gang, hvor pointen med Consider Phlebas og Horzas utrættelige opsathed på at gennemføre sin opgave, viser sig at være nyttesløs. Jeg tror ikke en amerikansk forfatter kunne have skrevet historien sådan.

Med en sådan debut, i hvert fald indenfor science fiction, fra Banks, kan jeg kun have høje forventinger til de følgende bøger i serien.